Dato for udgivelse
28 Jan 2010 13:03
Dato for afsagt dom/kendelse
26 Jan 2010 14:29
SKM-nummer
SKM2010.66.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
09-000637
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Foreninger, varesalg, moms, lønsumsafgift, anden økonomisk virksomhed.
Resumé
Skatterådet finder, at en velgørende forening, der opfylder betingelserne for momsfritagelse efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 4, skal betale moms af salg af varer til medlemmerne mod særskilt betaling. Skatterådet finder endvidere, at foreningen er omfattet af lønsumsafgiftspligten som anden økonomisk virksomhed.
Hjemmel
Lovbekendtgørelsen nr. 966 af 14/10/2005 (momsloven)
Lovbekendtgørelse nr. 466 af 22/05/2006 (lønsumsafgiftsloven)
Reference(r)

Momsloven § 4, stk. 1
Momsloven § 13, stk. 1, nr. 4.
Lønsumsafgiftsloven § 1, stk. 1

Henvisning

Momsvejledningen D.11.4 D.11.22

Henvisning
Lønsumsafgiftsvejledningen B.1.2

Spørgsmål

  1. Det ønskes oplyst, om foreningen er omfattet af reglerne for lønsumsafgift.
  2. Foreningen driver en supplybutik, som indkøber materialer og varer til videredistribution til foreningens medlemmer. Er denne virksomhed omfattet af momspligt, det vil sige skal salget til medlemmerne pålægges merværdiafgift?
Svar

1: Ja
2: Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Foreningen består af et antal selvstændige klubber med egne vedtægter. Hver klub har egen bestyrelse og økonomi, som er adskilt i to kasser - en for klubbens administration og en for indsamlede midler via aktiviteter.

Medlemmerne betaler et årligt kontingent på x kr. En del af dette kontingent overføres til distriktet, som igen videresender en del til organisationen i a-land samt til opretholdelse af multipeldistriktet.

Det er klubberne, som via pengegivende aktiviteter indsamler midler til uddeling, og det er medlemmerne, som suverænt bestemmer hvilke almene velgørende formål, der skal støttes. Det er klubberne, som benytter bestemmelserne om momsfritagelse i henhold til SKM2003.254.TSS for organisationens aktiviteter med henblik på indsamling af midler, der anvendes til velgørende eller på anden måde almennyttige formål. Der er ingen ansatte i klubberne.

Danmark er inddelt i 4 distrikter, hvor de enkelte klubber er tilknyttet efter geografisk beliggenhed. Distriktet har egen økonomi, som tilvejebringes via en del af førnævnte klubkontingent. Der er ingen ansatte i distrikterne. Distrikterne gennemfører ingen selvstændige indsamlingsaktiviteter.

Klubberne i hvert distrikt vælger blandt medlemmerne en distriktsguvernør, som indgår i ledelsen af x-Club sammen med en af distriktsguvernørerne valgt formand. Disse fem personer udgør guvernørrådet.

Multipeldistriktets finansiering og drift dækkes ved bidrag fra distrikterne i forhold til disses medlemstal. Der er pt. to ansatte i multipeldistriktet, som udfører administrative opgaver såsom bogføring, vedligeholdelse af medlemskartoteker i det omfang, at dette sker af det enkelte medlem, månedlig kopiering og udsendelse af informationsmateriale til klubberne, køb og salg af medlemsrelaterede emblemer, bannere, brevpapir og brochuremateriale m.m. Købs- og salgsaktiviteten sker via det såkaldte Depot. Salgsprisen er udregnet, så der er et mindre tillæg til kostprisen dækkende håndtering ved levering og salg. Der opkræves moms ved salget.

Medlemmerne modtager 6 gange årligt magasinet B vederlagsfrit. Magasinet indeholder annoncer og sælges til ca. 100 betalende abonnenter. Alt redaktionelt arbejde m.m. sker på frivilligt basis af et valgt medlem. 

Spørgers bemærkninger til sagsfremstilling

Når man er medlem, er man medlem hele vejen op gennem organisationen. Hvert medlem står på listen over klubbens medlemmer, som vi får fra a-land.

Det betyder vel, at vi er medlem af foreningen, hvor de fælles nationale gøremål foregår. Det vil sige salg af pins osv. fra depotet, som kan sammenlignes med andre klubbers salg fra kantinen, som er momsfritaget. Idrætsforeninger er generelt fritaget for moms af kantinedrift. Uden at vise god vilje kan man sagtens argumentere for at denne aktivitet falder ind under et af punkterne 4, 18 eller 22, der bevirker både fritagelse for moms og lønsumsafgift.

(I en tænkt situation kunne man forestille sig, at kontingentet blev sat op i klubberne, mod at man uden særskilt betaling kunne få de emblemer osv. som depotet har. I denne situation ville man være fritaget efter punkt 4. Det kan da ikke passe, at klubben skal betale moms fordi man "betaler efter forbrug")

Lønsumsafgiftslovens § 1 opregner de virksomheder, der skal betale lønsumsafgift.

Disse numre refererer til momslovens § 13, stk. 1, angivne numre. Det er disse virksomheder, der er omfattet af lønsumsafgiftspligten.

Det skal præciseres, at følgende numre ikke er nævnt og således ikke omfattet af lønsumsafgiftspligten:

  • Nr. 2 (social forsorg og bistand)
  • Nr. 4 (foreningers (se sagsfremstilling))
  • Nr. 7 (forfatter)
  • Nr. 9 (levering af fast ejendom)
  • Nr. 13 (Post Danmark)
  • Nr. 14 (frimærker)
  • Nr. 18 (Varer og ydelser, der leveres i forbindelse med velgørende arrangementer)
  • Nr. 19 (varer leveret fra genbrugsbutikker)
  • Nr. 21 (investeringsguld)
  • Nr. 22 (varer og ydelser (se sagsfremstilling))

Jeg mener, at foreningen bedst kan sammenlignes med virksomheder som er nævnt under nr. 2, 4, 18, 19, 22. Det er også min opfattelse af loven, at velgørende arbejde er fritaget.

Det er også min opfattelse, at foreningen ikke falder ind under virksomheder med anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter merværdiafgiftsloven.

Ifald depotet ikke bliver fritaget for momspligten, så falder depotets virksomhed udenfor. (Depotet er i givet fald ikke en virksomhed med anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter merværdiafgiftsloven).

Jeg synes heller ikke, at man kan sammenligne foreningen med politiske foreninger og partier samt med en golfklub.

Alt i alt er det min mening, at det skal træde mere frem i sagsfremstillingen, at også denne del af foreningen er filantropisk "velgørende" ikke overskudsskabende.

Foreningen bør derfor fritages for moms og lønsumsafgift.

SKATs indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

Momslovens § 4, stk. 1:

"Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering."

Momslovens § 13, stk. 1:

"Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

4) Foreningers og organisationers levering af ydelser og varer i nær tilknytning hertil til deres medlemmer i disses fælles interesse og mod et kontingent. Det er en forudsætning, at foreningen m.v. ikke arbejder med gevinst for øje, og at formålet er af politisk, fagforeningsmæssig, religiøs, patriotisk, filosofisk eller filantropisk karakter eller vedrører borgerlige rettigheder. Det er desuden en forudsætning, at afgiftsfritagelsen ikke kan fremkalde konkurrencefordrejning."

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 22:

"Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

Varer og ydelser, der leveres af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige foreninger m.fl. i forbindelse med afholdelsen af aktiviteter, under forudsætning af, at fritagelsen ikke vil kunne fremkalde konkurrencefordrejning. Det er en betingelse, at overskuddet fuldt ud anvendes til foreningens eget formål, samt at overskuddets anvendelse på anmodning af told- og skatteforvaltningen kan dokumenteres. Levering af varer og ydelser af forretningsmæssig karakter er ikke omfattet af fritagelsen."

Lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt.:

"Der betales afgift til statskassen af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 6, nr. 8, nr. 10-12, nr. 15-17 og nr. 20, jf. dog nedenfor stk. 2 og 3, og af virksomheder med anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter merværdiafgiftsloven."

Praksis

I SKM2003.254.TSS har SKAT udtalt, at man er af den opfattelse, at Lions Club opfylder betingelserne for momsfritagelse i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 22, for så vidt angår organisationens aktiviteter med henblik på indsamling af midler, der anvendes til velgørende eller på anden måde almennyttige formål, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 18. For alt andet salg, der ikke er fritaget efter andre bestemmelser, særligt momslovens § 13, stk. 1, nr. 12 (lotterier m.v.), skal Lions-klubberne herefter være momsregistreret.

Ifølge praksis omfatter afgiftspligten efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., 2. led også organisationer, der ikke har afsætning af ydelser i dette ords egentlige betydning. For eksempel er politiske foreninger og partier omfattet af lønsumsafgiftspligten som anden økonomisk virksomhed.

EF-domstolen har i sag nr. C-174/00 (Kennemer Golf & Country Club) fastslået, at foreningskontingenter kan udgøre vederlag for leverancer gennemført af en forening, såfremt der er en direkte sammenhæng mellem kontingentet og foreningens leverancer til medlemmerne. Der kan være en sådan direkte sammenhæng, uanset om de enkelte medlemmer betaler det samme i kontingent, men udnytter foreningens ydelser i varierende omfang.

Begrundelse

Det fremgår af momslovens § 13, stk. 1, nr. 4, at foreninger, der opfylder en række nærmere bestemte betingelser, kan være fritaget for moms. De betingelser, der skal være opfyldt er:

  • Foreningen leverer ydelser og varer i nær tilknytning hertil til deres medlemmer i disses fælles interesse og mod et kontingent.
  • Foreningen må ikke arbejde med gevinst for øje.
  • Foreningens formål skal være af politisk, fagforeningsmæssig, religiøs, patriotisk, filosofisk eller filantropisk karakter, eller vedrøre borgerlige rettigheder.
  • Momsfritagelsen må ikke kunne fremkalde konkurrencefordrejning.

Foreningens formål er ifølge vedtægterne:

  • at skabe og opretholde en atmosfære af forståelse mellem verdens folk
  • at fremme principperne om en redelig ledelse af samfundet og godt medborgerskab
  • at være aktivt interesseret i samfundets medborgerlige, kulturelle, sociale og moralske velfærd
  • at forene klubberne i venskab, godt kammeratskab og gensidig forståelse
  • at danne et forum til fri drøftelse af alle problemer af almen interesse dog således, at klubbernes medlemmer ikke bør diskutere partipolitik og trosbekendelser
  • at opfordre personer til gennem deres medlemskab at tjene samfundet uden personlig økonomisk vinding, at fremme effektivitet og en høj etisk standard i h andel, industri, i faglig sammenhæng, samt i offentlig og privat virksomhed
  • at hjælpe vanskeligt stillede medmennesker.

SKAT finder, at foreningen opfylder de betingelser, der stilles, herunder til foreningens formål, for at kunne blive momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 4.

Foreningen skal således ikke skal betale moms af de ydelser og varer, der leveres til medlemmerne mod et kontingent.

De varer, der leveres til medlemmerne mod særskilt betaling er hverken omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 4, eller af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 22, jf. i øvrigt SKM2003.254.TSS. Foreningen skal derfor opkræve moms af dette salg.

SKAT finder, at der som fastslået af EF-domstolen i sag nr. C-174/00 (Kennemer Golf & Country Club) er en sådan direkte sammenhæng mellem medlemskontingenterne og de varer og ydelser, herunder levering af informationsmateriale og medlemsblade, som foreningen leverer til medlemmerne.

Som følge heraf er foreningen lønsumsafgiftspligtig, jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., 2. led som anden økonomisk virksomhed.

Der skal ikke betales lønsumsafgift af den del af lønsummen, som medgår til at gennemføre foreningens momspligtige salg af varer mod særskilt betaling.

SKAT indstiller herefter, at spørgsmål 1 om foreningen er omfattet af reglerne om lønsumsafgift besvares med ja, og at spørgsmål 2 om foreningens salg af varer til medlemmerne skal pålægges moms besvares med ja.

Spørgers bemærkninger til sagsfremstillingen giver ikke SKAT anledning til at ændre indstillingen.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter