Dato for udgivelse
15 Mar 2010 11:42
Dato for afsagt dom/kendelse
19 Jan 2010 10:30
SKM-nummer
SKM2010.202.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 150-339/2009
Dokument type
Dom
Emneord
Skøn, regnskabsmateriale, tilsidesættelse, privatforbrug, rejse, kursus, koncept
Resumé

SKAT havde forhøjet sagsøgernes indkomst i indkomstårene 2003, 2004 og 2005 på baggrund af privatforbrugsberegninger.

Byretten henviste til det mangelfulde regnskabsmateriale og anførte, at SKAT havde været berettiget til at foretage skønsmæssige ansættelser af sagsøgernes indkomst for de tre indkomstår. Da sagsøgerne ikke havde bevist, at ansættelserne var sket på et åbenbart urimeligt eller forkert grundlag, frifandt byretten Skatteministeriet.

Sagen vedrørte endvidere spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne kunne opnå fradragsret i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, for en række udgifter, herunder særligt rejse- og kursusrelaterede udgifter, som ifølge sagsøgerne relaterede sig til det det særlige "G1 forretningskoncept", som sagsøgerne drev virksomhed inden for.

Retten lagde efter den konkrete bevisførelse til grund, herunder særligt de afgivne parts- og vidneforklaringer, at en andel af de omhandlede udgiftsposter måtte anses som afholdt med henblik på at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, hvorfor Landsskatterettens afgørelse blev tilsidesat for enkelte udgiftsposters vedkommende.

Reference(r)
Skattekontrolloven § 5, stk. 3
Skattekontrolloven § 3, stk. 4
Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a
Henvisning

Ligningsvejledningen 2010-1 E.B.1.4

Henvisning
Ligningsvejledningen 2010-1 E.B.3
Henvisning
Ligningsvejledningen 2010-1 E.A.2.1

Parter

B

(advokat Birgitte Sølvkær Olesen)

mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Advokatfuldmægtig Catrine Wollenberg Zittan)

Afsagt af byretsdommer

H. S. Kristoffersen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk 2.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt det har været berettiget, at skattemyndighederne for indkomstårene 2004 og 2005 har forhøjet sagsøger Bs skattepligtige indkomst på grundlag af privatforbrugsopgørelser og på grund af ikke godkendte fradrag.

Sagsøger har nedlagt følgende påstande

Indkomståret 2004

Principalt      

Sagsøgte tilpligtes at anerkende at sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomståret 2004 nedsættes med kr. 107.387.

Subsidiært    

Sagsøgte tilpligtes at anerkende at sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomståret 2004 nedsættes med et mindre beløb end kr. 107.387.

Mere subsidiært      

Sagsøgte tilpligtes at anerkende at sagsøgers skatteansættelse for 2004 hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Indkomståret 2005

Principalt      

Sagsøgte tilpligtes at anerkende at sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomståret 2005 nedsættes med kr. 40.000.

Subsidiært    

Sagsøgte tilpligtes at anerkende at sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomståret 2005 nedsættes med et mindre beløb end kr. 40.000.

Mere subsidiært      

Sagsøgte tilpligtes at anerkende at sagsøgers skatteansættelse for 2004 hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

En specifikation af påstandsbeløbene fremgår nedenfor efter Landsskatterettens kendelse.

I Landsskatterettens kendelse af 27. november 2008 hedder det blandt andet

"...

Klagen skyldes, at SKAT har forhøjet indkomsten skønsmæssigt på grundlag af privatforbrugsberegning samt nægtet fradrag for diverse udgifter.

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2004

Personlig indkomst

SKAT har skønsmæssigt forhøjet virksomhedens indkomst med 180.000 kr., heraf er 90 % henført til klageren.

Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen af virksomhedens indkomst med 50 svarende til 90.000 kr. Klagerens andel udgør 90 %.

SKAT har forhøjet indkomst fra virksomhed med 6.462 kr. vedrørende ikke godkendt fradrag for køb af madlavningssæt. 90 % af forhøjelsesbeløbet er henført til klageren.

Landsskatteretten godkender fradrag i virksomheden med 6.462 kr. Klagerens andel udgør 90 %.

SKAT har forhøjet virksomhedens indkomst med 2.451 kr. vedrørende ikke godkendt fradrag for udgifter til hotelophold m.v. 90 % af forhøjelsesbeløbet er henført til klageren.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

SKAT har forhøjet virksomhedens indkomst med 565 kr. vedrørende ikke godkendt fradrag for færgebillet. 90 % af forhøjelsesbeløbet er henført til klageren.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

SKAT har forhøjet virksomhedens indkomst med 852 kr. vedrørende ikke godkendt udgift til køb af bl.a. viskestykker og hårtørrer. 90 % af forhøjelsesbeløbet er henført til klageren.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

SKAT har forhøjet virksomhedens indkomst med 12.082 kr. vedrørende ikke godkendt fradrag for køb i G1. 90 % af forhøjelsesbeløbet er henført til klageren.

Landsskatteretten godkender et skønsmæssigt fradrag ved opgørelsen af virksomhedens indkomst med 4.000 kr. Klagerens andel udgør 90 %.

SKAT har forhøjet virksomhedens indkomst 14.115 kr. vedrørende ikke godkendt fradrag for rejse til Slovenien. 90 % af forhøjelsesbeløbet er henført til klageren.

Landsskatteretten godkender et skønsmæssigt fradrag i virksomhedens indkomst på 12.000 kr. Klagerens andel udgør 90 %.

SKAT har forhøjet virksomhedens indkomst med 1.011 kr. vedrørende ikke godkendt fradrag for rejse til Sverige. 90 % af forhøjelsesbeløbet er henført til klageren.

Landsskatteretten godkender fradrag for 359 kr. Klagerens andel udgør 90 %.

SKAT har forhøjet virksomhedens indkomst med 2.200 kr. vedrørende ikke godkendt fradrag for deltagelse i Regional Conference. 90 % af forhøjelsesbeløbet er henført til klageren.

Landsskatteretten virksomhedens indkomst med 2.200 kr.

SKAT har forhøjet virksomhedens indkomst med 1.546 kr. vedrørende ikke godkendt fradrag for køb af bl.a. sprinklervæske. 90 % af forhøjelsesbeløbet er henført til klageren.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

SKAT har forhøjet virksomhedens indkomst med 4.025 kr. vedrørende ikke godkendt fradrag for køb af digitalt kamera. 90 af forhøjelsesbeløbet er henført til klageren.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

SKAT har forhøjet virksomhedens indkomst med 1.228 kr. vedrørende ikke godkendt fradrag for køb af diverse piller. 90 % af forhøjelsesbeløbet er henført til klageren.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

SKAT har forhøjet virksomhedens indkomst med 1.200 kr. vedrørende ikke godkendt fradrag for køb af 4 stk. pallet. 90 % af forhøjelsesbeløbet er henført til klageren.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

SKAT har forhøjet virksomhedens indkomst med 747 kr. vedrørende ikke godkendt fradrag for bl.a. Form og Stil. 90 % af forhøjelsesbeløbet er henført til klageren.

Stadfæster SKATs afgørelse.

SKAT har forhøjet virksomhedens indkomst med 4.988 kr. vedrørende ikke godkendt fradrag for bl.a. pulverkaffe, krus og kuffert. 90 % af forhøjelsesbeløbet er henført til klageren.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

SKAT har forhøjet virksomhedens indkomst med 553 kr. vedrørende ikke godkendt fradrag for køb af dogbag. 90 af forhøjelsesbeløbet er henført til klageren.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

SKAT har forhøjet indkomsten med 342 kr. vedrørende ikke godkendt fradrag for køb af kuglepen. 90 af forhøjelsesbeløbet er henført til klageren.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Indkomståret 2005

Personlig indkomst

SKAT har skønsmæssigt forhøjet virksomhedens indkomst med 160.000 kr., heraf er 50 % henført til klageren.

Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen af virksomhedens indkomst med 50 % svarende til 80.000 kr. Klagerens andel udgør 50 %.

Møde mv.

Klagerens repræsentanter har haft kontorforhandling med Landsskatterettens sagsbehandler, ligesom repræsentanterne har udtalt sig for retten på et retsmede.

Generelle oplysninger

Klageren, der er født i 1955, har sammen med sin mand drevet virksomhederne H1 og H2. Ægteparret har desuden drevet en mindre landbrugsejendom med 8,8 ha jord, heraf har 6,2 ha været bortforpagtet til en maskinstation. Klagerens mand har i indkomstårene 2003 - 2005 modtaget social pension fra ...2 Kommune på grund af dårlig ryg. Klageren har ifølge de indberettede oplysninger været uden beskæftigelse og har modtaget henholdsvis sygedagpenge, uddannelsesgodtgørelse og arbejdsløshedsunderstøttelse. Aktiviteten i H1 har været salg i G1 regi, ligesom aktiviteten i H2, der dog også har omfattet indtægter ved drift af hundekennel, forpagtningsindtægter samt indtægter fra klagerens kontorarbejde for en maskinstation. I 2004 og 2005 har der desuden været beskedne indtægter fra konsulentarbejde.

G1 er et internationalt forretningskoncept med forhandling af produkter indenfor sundhed og skønhed, der omfatter alle livsstilsløsninger vedrørende hudpleje, makeup, personlig pleje, sundhed og ernæring, og daglige forbrugsvarer til familien og hjemmet. Formidlingen af salget sker gennem selvstændigt erhvervsdrivende (IBO), der har indgået kontrakt med G1. IBO'erens indtjening kan tilvejebringes dels ved direkte salg (fra ikke detailforretning) af G1 produkter, dels ved bonus af salg i det netværk (pyramide af IBO'er), som IBO'eren selv har opbygget. Netværkene udbygges og vedligeholdes ved deltagelse i forskellige motivations- og inspirationsmøder. Tools er hjælpeværktøjer, der skal hjælpe IBO'erne til bedre indtjening. Det er oplyst, at der i 2003 og 2004 har været 467 kunder/IBO i ægteparrets netværk. I 2005 har tallet udgjort 275. Faldet fra 2004 til 2005 skyldes, at når en IBO'er i netværket opnår status som "platin" udgår han/hun af netværket, men ægtefællerne vil dog fortsat modtage bonus fra det salg, som den person, der har forladt netværket, skaber. Det er endvidere oplyst, at det bagvedliggende salg i 2003 - 2005 har udgjort henholdsvis 1.705.621 kr., 2.171.971 kr. og 1.942.892 kr. Det er en forudsætning for at købe hos G1, at man lader sig registrere som IBO.

G1 udbyder forskellige møder. Åben plan møder/produktræningsmøder er fællesmøder i netværket. Møderne er åbne for alle. Ca. 1/3 af deltagerne er nye kunder. Start op møder afholdes i dagligstuer for alle ny sponsorerede netbyggere. Et kernepersonmøde er et møde udelukkende for etablerede netbyggere. Mødet er et opfølgningsmøde til start op mødet. Business Building Seminar (BBS) er et månedligt møde, hvor alle kan deltage. Der afholdes endvidere weekend seminarer (WES). Øvrige møder er for etablerede netbyggere på forskellige niveauer.

Klagerens repræsentant har fremlagt en opgørelse over de møder, som ægteparret i 2003 - 2005 har deltaget i. Det fremgår af opgørelsen, at mødeaktiviteten har været

 

2003

2004

2005

En til en møder

164

95

88

Stueplaner

32

34

35

Åben plan

64

54

50

Start op møde

11

22

12

BBS

10

10

10

WES

4

4

3

Forretningspræsentation

18

22

18

Produktinformation

  20

  34

  39

I alt

323

275

255

Klageren har endvidere forklaret, at

"Mange af de demonstrationer og tiltag som vi laver som platin er for IBO'er som vi hjælper. Derfor er det eventuelle salg noget der bliver købt på deres nummer, og fortjenesten falder hos dem. Det man som platin har ud af det er bonusdifferencen ifølge bonusplanen, samt en forhåbentlig vedvarende omsætning gennem mange år frem i tiden."

Klagerens repræsentant har videre forklaret

"Der kræves ikke nogen særlig uddannelse for at kunne sælge produkterne, men godt købmandskab og en vis portion ihærdighed og vedholdenhed vil være en fordel. Man er selvstændigt erhvervsdrivende fra den dag man har underskrevet kontrakten med G1. Der er ingen etableringsudgifter eller krav fra G1's side. Der er ikke noget uddannelses flow i systemet. Der er ingen mødepligt, kursusmateriale eller lignende. Møder har karakter af produkttræning og personlig motivation. Med hensyn til møder og rejser er dette heller ikke et led i en uddannelse."

Landsskatteretten har flere gange bedt klagerens repræsentant om at fremlægge aftalen/kontrakten med G1. Klagerens repræsentant har alene fremsendt et uddrag af en ansøgning om fornyelse af medlemskabet.

Det fremgår af de almindelige betingelser, som kan hentes fra G1's hjemmeside, at når G1 har registeret aftalen, har ansøgeren ret til at drive en ikke eksklusiv G1 forretning. Som IBO har ansøgeren ret til i eget navn og for egen regning at købe produkter hos G1, samt at videresælge, distribuere og markedsføre G1 produkter til en selvfastsat pris til slutkøbere i Danmark gennem personligt salg, som er nærmere beskrevet i forretningsvejledningen. Det er fremhævet, at salg ikke må ske gennem massemedier, etableret detailhandel eller velgørende formål. Derudover kan ansøgeren sponsorere andre ansøgere til G1s filialer i støtteregionen. Dette kan ske ved salg af en IBO-sponsorpakke. Om produktsalg gælder bl.a., at det alene kan ske ved personligt salg og fra salg fra den ikke detailsalgsadresse, hvorfra ansøgeren driver sin virksomhed. G1 har ikke givet ansøgeren tilladelse til at reklamere for G1 eller G1 produkter i massemedierne eller til at reklamere for, sælge eller udstille G1 produkter i detailsalgsforretninger eller andre ikke G1 forretninger.

Skønsmæssig forhøjelse af indkomsten i 2004 og 2005

Sagens oplysninger

I 2003 er der udarbejdet et samleregnskab for de 2 virksomheder. I 2004 og 2005 er der udarbejdet ét regnskab for H1 og et regnskab for H2. Ved sammenlægning af de 2 regnskaber kan der beskrives følgende udvikling i regnskabstallene fra 2003 - 2005.

 

2003   

2004   

2005   

Hundepension

     

Hunde i pension

50.644 kr.

50.208 kr.

51.076 kr.

Varesalg foder

  2.532 kr.

  1.512 kr.

  3.548 kr.

I alt

53.176 kr.

51.720 kr.

54.624 kr.

       

Udlejning af jord

17.280 kr.

19.832 kr.

22.890 kr.

       

G1

     

Bonus fra salg i netværk

147.303 kr.

232.815 kr.

199.391 kr.

Salg af G1 produkter

3.023 kr.

2.582 kr.

9.039 kr.

Salg af tools

25.239 kr.

18.079 kr.

9.924 kr.

Kurser

                  

    4.536 kr.

                  

Indtægter, G1 i alt

175.565 kr.

258.012 kr.

218.354 kr.

       

B's (ægtefællens) kontorarbejde for G2 Maskinstation medtaget i virksomhedens resultat

           0 kr.

  53.343 kr.

  52.963 kr.

       

Indtægter, i alt

246.021 kr.

382.907 kr.

348.831 kr.

       

Varekøb inkl. demonstrationsvarer

 -75.638 kr.

 -43.346 kr.

 -45.834 kr.

Indkøb af tools

-29.777 kr.

 -41.419 kr.

 -15.725 kr.

Varekøb H2

 

 -12.112 kr.

 -15.563 kr.

Varekøb ej lagervarer inkl. fragt

- 7.052 kr.

392 kr.

0 kr.

Varelagerforskydning

24.592 kr.

-5.849 kr.

-11.416 kr.

Eget vareforbrug

  8.848 kr.

 13.575 kr.

 16.285 kr.

Vareforbrug , i alt

79.027 kr.

-89.543 kr.

-72.253 kr.

       

Salgsomkostninger

     

Salgsomkostninger, i alt

-51.627 kr.

 -59.776 kr.

 -22.089 kr.

       

Kørselsgodtgørelse udbetalt til A og B

 -95.270 kr.

 -93.458 kr.

 -97.815 kr.

Fælleskørsel

 

-513 kr.

0 kr.

Vedligeholdelse af traktor

      -1.772 kr.

          0 kr.

          0 kr.

Autodrift, i alt

 -97.042 kr.

 -93.971 kr.

 -97.815 kr.

       

El, vedligehold, rengøring, ejendomsskat

 -24.116 kr.

 -15.885 kr.

 -15.212 kr.

       

Private andele af el m.v.

4.800 kr.

3.200 kr.

3.280 kr.

Tlf., revisor, kontorhold m.v.

 -56.805 kr.

 -54.629 kr.

 -28.559 kr.

Privat andel af telefon

   2.400 kr.

  2.700 kr.

  2.250 kr.

Resultat før renter

 -55.396 kr.

75.003 kr.

20.081 kr.

       

Renteudgifter

 -38.640 kr.

 -37.802 kr.

 -30.611 kr.

Renteindtægter

      449 kr.

          0 kr.

          0 kr.

       

Resultat efter renter

 -93.587 kr.

-37.201 kr.

 -10.530 kr.

Ifølge regnskabet for 2003 har virksomheden H1 og H2 givet et resultat henholdsvis før og efter renter på henholdsvis -55.396 kr. og -93.587 kr.

Resultatet før renter er i 2004 ifølge regnskaberne fordelt på H2 og H1 med henholdsvis -23.754 kr. og 98.757 kr. Resultat før renter er ifølge regnskaberne for 2005 fordelt på H2 og H1 med henholdsvis 26.887 kr. og -6.806 kr.

Det fremgår af selvangivelsesblanketten, at klageren i 2004 har selvangivet underskud af virksomhed før renter med 88.881 kr. Beløbet er fremkommet 90 % af resultatet af H1 på 98.757 kr. Klageren har i 2005 selvangivet et underskud af virksomhed før renter med 67 kr. Beløbet er fremkommet som 20 % af resultatet af H2 og 90 % af resultatet i H1. .

Klagerens repræsentant har til brug for skattesagen fremlagt en omgjort bogføring og et nyt regnskab for indkomståret 2005. Ifølge det nye regnskab er overskud af virksomhed før renter opgjort til 66.580 kr.

Det fremgår bl.a. af bogføringen, der ligger til grund for udarbejdelsen af regnskaberne for 2004 - 2005, at ifølge bogføringen for H2 for 2004 har kassebeholdningen f.eks. den 30. juni 2004 udgjort 6.621 kr. Efter indsætning af 21.120 kr. i banken har kassebeholdningen udgjort -14.499 kr. Kassebeholdningen har været negativ den 27. juli og den 17. - 19. september 2004. I andre perioder er der registeret en positiv kassebeholdning på over 17.000 kr. Der er ikke i 2004 - 2005 bogført nogen kassedifferencer.

Det fremgår af balancen, at kapitalkontoen i 2003 - 2005 har udviklet sig således

 

2003   

2004   

2005   

Kapitalkonto primo

 -122.666 kr.

5.226 kr.

60.491 kr.

Årets resultat

 -93.587 kr.

37.201 kr.

 -10.530 kr.

Årets kontante indskud

76.410 kr.

438.217 kr.

90.158 kr.

Betalte B skatter

 

 -9.227 kr.

4.884 kr.

Private andele udgiftsført i regnskabet (kørsel, tlf, i øvrigt inkl.

76.410 kr.

73.988 kr.

70.678 kr.

moms)

     

Kapitalreguleringer

     

Op  og nedskrivninger

16.400 kr.

104.400 kr.

0 kr.

Privat andel af prioritetsrenter

 -18.230 kr.

 -17.024 kr.

0 kr.

Regulering af prioriteter

76.435 kr.

 -14.192 kr.

0 kr.

Kapitalreguleringer, netto

74.605 kr.

73.184 kr.

0 kr.

Kontante hævninger

                

 -558.098 kr.

 -166.784 kr.

Kapitalkonto ultimo

5.226 kr.

60.491 kr.

48.898 kr.

SKAT har ikke foretaget gennemgang af regnskabsmaterialet i 2005, men har gennemført en skønsmæssig forhøjelse af indkomsten alene på baggrund af privatforbrugsberegninger.

SKAT har i 2003 beregnet et brutto og netto privatforbrug på henholdsvis 188.811 kr. og 98.787 kr. I 2004 og 2005 er brutto privatforbruget beregnet til henholdsvis 86.987 kr. og 126.692 kr. og netto til henholdsvis  7.945 kr. og 18.925 kr. Klagerens repræsentant har til brug for skattesagen fremlagt privatforbrugsberegninger og formueopgørelser. Han har i 2003 - 2005 beregnet et privatforbrug for klageren og hans hustru på henholdsvis 226.536 kr., 171.583 kr. og 238.713 kr., heri er indeholdt kørselsgodtgørelser, som er udgiftsført i virksomheden med henholdsvis 95.270 kr., 93.458 kr. og 97.815 kr. Repræsentanten har anset godtgørelserne som skattefrie, og har medregnet beløbene ved opgørelsen af det beløb, som har været til rådighed til privat forbrug.

Ifølge regnskabet for 2002 har privatforbruget brutto og netto udgjort henholdsvis 304.608 kr. og 244.363 kr.

Klagerens daværende revisor har om privatforbrugets størrelse bl.a. tilkendegivet "Efter min opfattelse har det præsterede privatforbrug en rimelig størrelse og måske endda lidt for stort - især set i forhold til at jeres eksistensgrundlag ud over virksomhederne er offentlige pensioner/overførselsindkomster."

Klageren har oplyst, at de faktiske private udgifter til bildrift i 2004 og 2005 har udgjort henholdsvis 54.469 kr. og 69.404 kr. Der er fremlagt kørselsregnskaber for 2003 - 2005 der viser en samlet årlig kørsel på henholdsvis 64.370 km, 51.692 km og 59.166 km Der er opgjort en årlig erhvervsmæssig kørsel på henholdsvis 43.294 km, 35.418 km og 36.397 km, hvilket svarer til, at den erhvervsmæssige kørsel i 2003 - 2005 har udgjort henholdsvis ca. 67 %, 68 % og 61 % af den samlede kørsel.

SKATs afgørelse

Der kan beregnes negativ bruttoavance ved salg af G1 produkter samt tools. Bruttoavancen ved driften af hundekennelen er faldet fra 2003 - 2005. I 2004 er der konstateret negative kassebeholdninger i H1. Det er ikke godtgjort, at der er foretaget nogen form for kasseafstemning. Regnskabsgrundlaget kan bl.a. derfor ikke anses for betryggende. Kasseregnskabet er ført over den private tegnebog. En bilagsgennemgang har vist, at der er fratrukket private udgifter. Indkomsten er i 2004 og 2005 forhøjet skønsmæssigt under hensyntagen til et passende kontant privatforbrug. Det er anslået, at ægtefællerne af det beregnede brutto rådighedsbeløb har afholdt følgende udgifter

 

2003   

2004   

2005   

Beregnet privatforbrug brutto

188.811 kr.

86.987 kr.

126.692 kr.

Privat andel af telefon ifølge regnskab

 -3.000 kr.

 -1.500 kr.

 -3.000 kr.

Modtaget skattefri befordringsgodtgørelser

95.270 kr.

93.458 kr.

100.122 kr.

Andele ifølge regnskab

   

 -18.694 kr.

Modtaget skattefri befordringsgodtgørelser anses for medgået til formålet

 -95.270 kr.

 -94.458 kr.

 -100.122 kr.

Privat andel af el, varme og ejendomsudgifter

 -4.800 kr.

 -24.000 kr.

 -27.280 kr.

Privat bildrift ifølge kørselsregnskab km på henholdsvis 21.182 km, 25.731 km og 25.000 km á  2 kr.

 -42.364 kr.

 -51.462 kr.

 -50.000 kr.

Eget vareforbrug

0 kr.

 -7.292 kr.

 -1.330 kr.

Ikke fradragsberettigede udgifter

         0 kr.

        0 kr.

 -7.463 kr.

Beregnet privatforbrug netto

98.787 kr.

 -7.945 kr.

18.925 kr.

Indkomsten er på den baggrund i 2004 - 2005 forhøjet skønsmæssigt med henholdsvis 180.000 kr. og 160.000 kr. Forhøjelsesbeløbet er i 2004 fordelt med 90 % til klageren og 10 % til klagerens ægtefælle. I 2005 er forhøjelsesbeløbet fordelt med 50 % til hver af ægtefællerne.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at de skønsmæssige forhøjelser i 2004 og 2005 bortfalder, og at virksomhedernes resultat ansættes til den selvangivne. Regnskabsmaterialet for de omhandlede år har fuldt ud levet op til lovgivningens krav, hvorfor der allerede af den grund ikke kan ske en tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget med en efterfølgende skønsmæssig forhøjelse. Indkomsten kan ikke forhøjes skønsmæssigt på baggrund af privatforbruget.

Husstandens privatforbrug i 2003 - 2005 kan beregnes til henholdsvis 226.536 kr., 171.583 kr. og 238.713 kr.

Repræsentantens supplerende forklaringer for retten.

Bonus fra G1 er 100 % dækningsbidragsgivende. De betydelige udgifter til demovarer kan forklares med, at der ikke må annonceres, hvorfor udlevering af demovarer reelt er den eneste udgift til markedsføring. Deltagerne får udleveret demovarer med henblik på at blive medlem af G1, blive en god slutbruger og eller selv påbegynde udbygning af netværket, hvilket efterfølgende vil give bonus til ægtefællerne. Det kan f.eks. nævnes, at der i 2005 er afholdt 26 demoer med hudpleje og kosmetik, 7 demoer med G6, 22 demoer med andre produkter og 8 store demoer. I de omhandlede demoer har deltaget 600 - 700 personer. Det er det antal personer, som udlevering af demoer skal holdes op imod. Der er i 2003 - 2004 udleveret demovarer for henholdsvis 44.832 kr., 33.946 kr. og 35.064 kr.

Ved en gennemgang af privatforbruget kan det konstateres, at den selvangivne indkomst i 2005 er forkert. Fejlen skyldes en edb teknisk fejl. Der er selvangivet et samlet overskud af virksomhed på 20.081 kr. Det skulle have udgjort 66.580 kr. Der er i 2005 solgt private gulvklinker på 2.296 kr. samt sket tilbagebetaling af gæld på 17.100 kr. De faktiske udgifter til privat bildrift har udgjort 69.404 kr. Alle driftsudgifter på ejendommen er medtaget i regnskabet. I forhold til SKAT's opgørelse for 2005 skal der foretages følgende ændringer

Forøgelse af skattepligtige indkomster

46.499 kr.

Salg af private effekter

2.297 kr.

Tilbagebetaling af gæld

17.100 kr.

Privat bildrift, merudgift

-19.404 kr.

Private el, varme udgifter m.v. mindre udgift

21.000 kr.

Større beløb til rådighed

67.492 kr.

Ved opgørelsen af privatforbruget er der i alle årene korrigeret for skattemæssige kørselstillæg. Repræsentanten har endvidere oplyst, at privatforbruget i 2002 har været påvirket af udgifter til sønnens efterskole på 18.199 kr. samt transportudgifter til efterskolen. 1 2002 er der afholdt udgifter til alternativ behandling på 10.000 kr., ligesom der er afholdt udgifter til køb af ny bil på 187.130 kr., der dog efterfølgende er finansieret ved lån.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Skattepligtige skal selvangive deres indkomst til skattemyndighederne. Det fremgår af skattekontrollovens § 1. Erhvervsdrivende skal indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat. Det fremgår af skattekontrollovens § 3.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Kravene til regnskabet fremgår af bekendtgørelse om skattemæssige krav til regnskab (bekendtgørelse nr. 1068 af 17. december 1999), bogføringsloven (lov nr. 1006 af 23. december 1998) og årsregnskabsloven (lov nr. 448 af 7. juni 2001). For selvangivelser, der indgives for indkomståret 2005 og senere fremgår kravene til regnskabet af mindstekravsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 707 af 4. juli 2005), bogføringsloven (lov nr. 1006 af 23. december 1998) og årsregnskabsloven (lov nr. 448 af 7. juni 2001).

Hvis regnskabet ikke er udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 5.

Såfremt der bortses fra indtægterne fra hundekennelen og indtægter fra klagerens udførelse af kontorarbejde for G2 Maskinstation, har G1 virksomheden i alle årene givet underskud, som har nødvendiggjort betydelige private indskud i virksomheden. Der er konstateret negative kassebeholdninger i virksomheden 2004. Der er ikke i 2004 og 2005 sket bogføring af kassedifferencer. Virksomheden kan derfor ikke have foretaget effektive, daglige kasseafstemninger. I forhold til virksomhedens størrelse og oplysningerne om det begrænsede detailsalg i forhold til købet har den bogførte kassebeholdning periodisk udgjort et betydeligt beløb. Der er ikke sket bogføring af udlevering af demovarer, ligesom der ikke er sket løbende bogføring af private udtag. Det nye regnskab, der er fremlagt for 2005, er udarbejdet på samme regnskabsgrundlag som det tidligere regnskab og viser med forskellene i resultaterne, at selve grundlaget har været utilstrækkeligt og mangelfuldt. Kravene til regnskabsgrundlaget kan derfor for ingen af årene anses for opfyldt.

Da kravene til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt, kan virksomhedens regnskabsmateriale ikke danne grundlag for en nøjagtig opgørelse af indkomsten. SKAT har derfor været berettiget til at tilsidesætte regnskabet og fastsætte indkomsten skønsmæssigt.

Repræsentanten har opgjort klagerens og hans hustrus privatforbrug i 2003 - 2005 til henholdsvis 226.536 kr., 171.583 kr. og 238.713 kr. Ved opgørelsen af indkomsten, der har indgået i beregningen af privatforbruget, er bl.a. medtaget skattefri kørselsgodtgørelser på henholdsvis 95.270 kr., 93.458 kr. og 97.815 kr. Retten lægger derfor til grund, at udgifterne, der er fratrukket ved opgørelsen af virksomhedens resultat har modsvaret erhvervsmæssige befordringsudgifter. Retten er derfor enig med SKAT i, at der ved opgørelsen af privatforbruget skal ses bort herfra, ligesom retten er enig med SKAT i, at der i privatforbruget skal være plads til bl.a. private biludgifter, som ifølge klagerens egen opgørelse i 2004 - 2005 har udgjort henholdsvis 54.469 kr. og 66.580 kr. Ifølge regnskabet for 2002 har klagerens privatforbrug udgjort 304.608 kr., som er fordelt på afskrivninger på privat bil, private andele i virksomhed, gaver til børn og øvrigt forbrug på henholdsvis 32.750 kr., 12.675 kr., 15.000 kr. og 244.363 kr. Det beregnede kontante privatforbrug, som selvangivelsen for 2004 - 2005 har givet plads til, har derfor udgjort et betydeligt lavere beløb end i 2002.

På baggrund af en samlet vurdering, herunder bl.a. det opgjorte privatforbrug i 2002, nedsættes SKATs skønsmæssige forhøjelse i alle årene med 50 %, heri er i 2005 indeholdt en konkret forhøjelse på 46.449 kr. Det betyder, at forhøjelsen af virksomhedens indkomst i 2004 og 2005 nedsættes med henholdsvis 90.000 kr. og 80.000 kr. Klagerens andel af nedsættelsesbeløbene udgør henholdsvis 90 % og 50 % svarende til 81.000 kr. og 40.000 kr.

Fradrag for diverse køb i 2004

Sagens oplysninger

Der er bl.a. fremlagt finansieringsaftaler for G6 madlavningssystem indgået mellem G1 og en række IBO'er. Udgiften til G6 på 6.462 kr. er beskrevet i form af en faktura på 8.078 kr. inkl. moms.

En udgift på 852 kr. er beskrevet i form af faktura fra G1 på 852 kr. dateret den 23. april 2004. Det fremgår af fakturateksten, at der er faktureret for bl.a. kundebog, viskestykker, hårtørrer.

På konto for varekøb er der ved bilag 265 og 271 den 3. maj 2004 bogført henholdsvis 1.284 kr. og 839 kr., i alt 2.123 kr. Udgifterne er ikke beskrevet ved underliggende bilag. Den 13. maj er der bogført 1.058 kr. Udgiften er ikke beskrevet ved underliggende bilag. Den 7. juni er der ved bilag 346 bogført 2.118 kr. Udgiften er ikke beskrevet ved underliggende bilag. Som vareforbrug er der ved bilag 63 og 64 bogført 358 kr. til køb af kaffe- og thefiltre. Ved bilag 44 er der udgiftsført 1.259 kr. Udgiften er beskrevet i form af faktura fra G1 vedrørende køb af diverse kosttilskud. Der er ved bilag 1999 udgiftsført 1.988 kr. Udgiften er beskrevet i form af en faktura fra G1 dateret den 8. november vedrørende diverse juleting m.v. Der er bogført 3.039 kr. Udgiften er beskrevet i form af en faktura fra G1. Det fremgår af fakturateksten, at der er købt 1 stk. pusletaske til 239 kr. De øvrige produkter på ordren fremgår ikke.

Til beskrivelse af anvendelsen af de forskellige produkter i virksomheden har klagerens hustru bl.a. forklaret, da de ikke har nogen butik er de nødt til at demonstrere varerne hjemme hos kunderne. Der demonstreres typisk kun en produktgruppe ad gangen. Ved en hudplejeaften vil der typisk være 4 - 6 personer til stede. Antallet af deltagere er større ved en stor demo, hvor der godt kan være personer til stede, der er med i forretningen (G1), men som ikke kender alle produkterne. Dog arrangeres undertiden større demonstrationer. De større demonstrationer er beskrevet i form af invitationer til diverse møder. Kosmetikkuffert samt G6 bl.a. bruges til udlån til nye IBO'er i gruppen, som gerne vil vise produkterne til deres kunder. Klagerens repræsentant har supplerende forklaret, at deltagerne får udleveret og prøvet demovarer med henblik på at blive medlem af G1, blive en god slutbruger/og eller selv begynde udbygningen af netværket.

Ifølge repræsentantens oplysninger har udgifterne til demovarer i 2003 - 2005 udgjort henholdsvis 44.832 kr., 33.946 kr. og 35.064 kr.

SKATs afgørelse

Køb af luksus madlavningssæt er anset for en privat udgift. Virksomhedens indkomst er derfor forhøjet med 6.462 kr. Indkøb af bl.a. viskestykker og hårtørrer udgiftsført ved bilag 244 er ligeledes anset for en privat udgift. Virksomhedens indkomst forhøjes derfor med 852 kr. Tilsvarende er udgifterne i henhold til bilagene 265, 285, 346, 358, 44, 199 og 185 på henholdsvis 2.187 kr., 1.090 kr., 2.150 kr., 358 kr., 1.259 kr., 1.999 kr. og 3.039 kr., i alt 12.082 kr. anset for private udgifter. Virksomhedens indkomst forhøjes derfor med 12.082 kr. 90 % af forhøjelsesbeløbene er henført til klageren.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at virksomhedens indkomst nedsættes med henholdsvis 6.462 kr., 852 kr. og 12.082 kr. Madlavningssættet og pandesættet er anvendt som demo. Klageren har i 2001 købt et privat sæt. Viskestykkerne er anvendt ved demonstration af madlavningssættet. Maskinen til håret er ligeledes anvendt til demonstration. Indkøbene i henhold til bilag 265, 271, 63 og 64 er delvist erhvervsmæssige. Der er taget højde herfor ved fastsættelsen af værdien af eget vareforbrug. Købet i henhold til bilag 1999 er juleting fra G1's julekatalog. Varerne er anvendt i virksomheden. Købet i henhold til bilag 185 er køb på en G1 udstilling. Der er taget højde for privat forbrug ved årsafslutningen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Skatteydere kan fradrage driftsomkostninger, dvs. de udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Udgiften skal være direkte knyttet til indkomsten, og den skal ligge inden for virksomhedens naturlige rammer. Private udgifter kan ikke fradrages. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 2. [§ 6.red.SKAT]

Der mangler dokumentation for nogle af de bestridte udgifter. Det er ubestridt, at en del af varerne er anvendt privat, ligesom det er ubestridt, at en del af udgifterne er afholdt overfor IBO'ere i klagerens netværk. Det ikke er godtgjort, at der ved værdiansættelsen af det private vareforbrug er taget tilstrækkeligt hensyn til private udtag af virksomheden.

Udgifterne til køb af viskestykker m.v. må derfor anses for private udgifter. SKATs forhøjelse af indkomsten med 852 kr. stadfæstes derfor. Det anses for sandsynliggjort, at udgiften til køb af G6 har haft relation til virksomhedens indkomsterhvervelse. Landsskatteretten godkender derfor fradrag med 6.462 kr.. SKAT har forhøjet virksomhedens indkomst med 12.082 kr. Af de anførte grunde, der er anført af SKAT, kan der ikke godkendes fuld fradragsret for udgifter på 12.082 kr. Retten godkender et skønsmæssigt fradrag på 4.000 kr. Klagerens andel af reguleringerne udgør 90 %.

Fradrag for kosttilskud, sprinklervæske, pallet, Form og Stil, pulverkaffe m.v., dogbag og kuglepen i 2004.

Sagens oplysninger

I regnskabet er der ved bilag 49 udgiftsført 1.228 kr. Udgiften er beskrevet i form af en faktura fra G1. Ved bilag 118 og 114 er der udgiftsført 1.546 kr. vedrørende private indkøb. Der er ved bilag 45 bogført en udgift på 1.200 kr. vedrørende køb af pallet. Udgiften er beskrevet i form af en dags dato nota uden angivelse af udstederen. Ved bilagene 12, 13, 273 og 225 er der udgiftsført 747 kr. Bilag 12 er en dags dato nota på 100 kr. fra G4, Bilag 13 er ligeledes en dags dato nota på 299 kr. vedrørende 1 sommer tour arrangeret af G1 Scandinavia i anledning af 5 års jubilæum. Bilag 273 er en kassebon fra G7. Bilag 225 er en kvittering fra G8 på køb af en cigarlader. Der er ved bilagene 164 - 176 udgiftsført 4.988 kr. Bilag 164 er en faktura fra G1 på 2.310 kr. vedrørende køb af produktboks. Bilag 168, 173, 176 er ligeledes en faktura fra G1 vedrørende køb af pulverkaffe, sprinklervæske, termokrus og julekort. Ved bilag 504 er der udgiftsført 553 kr. vedrørende køb af en dogbag til bil. Udgiften er beskrevet i form af en faktura fra A/S G9. Der er udgiftsført 342 kr. vedrørende køb af kuglepen. Udgiften er beskrevet i form af en faktura dateret den 8. december 2004 fra buy aid.

SKATs afgørelse

Køb af piller i henhold til bilag 49 på 1.228 kr. er anset som en privat udgift. Udgiften på 1.546 kr. i henhold til bilag 118 og 114 er ligeledes anset for en privat udgift. Tilsvarende gælder udgifterne på henholdsvis 1.200 kr., 747 kr., 4.988 kr., 553 kr. og 342 kr. vedrørende køb af pallet, Form og Stil, sprinklervæske m.v., dogbag og kuglepen.

Indkomsten fra virksomheden forhøjes derfor med henholdsvis 1.228 kr., 1.546 kr., 1.200 kr., 747 kr., 4.988 kr., 553 kr. og 342 kr.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at virksomhedens indkomst nedsættes med henholdsvis 1.228 kr., 1.546 kr., 1.200 kr., 747 kr., 4.988 kr., 553 kr. og 342 kr. Indkøbene af bl.a. vitaminer for 1.228 kr. og 1.546 kr. er i stort omfang anvendt privat. Der er taget hensyn hertil ved fastsættelsen af værdien af eget vareforbrug. Varerne i henhold til bilag 45 indgår i virksomhedens sortiment, hvorfor der er fradragsret herfor. Udgifterne på 747 kr. er afholdt i forbindelse med produkttræning og møder. Opladeren anvendes i forretningen. Krusene er anvendt som motivationskrus. Sprinklervæsken er medtaget ved fastsættelsen af værdien af eget vareforbrug. Der er købt 2 stk. produktbokse; hvoraf den ene er privat. Dogbagen er anvendt til transport af hunde. Kuglepennen er købt ved Red Barnet og er anvendt ved kundebesøg.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det er ubestridt, at køb af piller for 1.228 kr. har været privat, ligesom det er ubestridt at indkøb for 1.546 kr. har været privat. Det er ikke godtgjort, at der ved fastsættelsen af værdien af privat udtag af varer er taget tilstrækkeligt hensyn hertil. SKATs forhøjelse af virksomhedens indkomst med henholdsvis 1.228 kr. og 1.546 kr. stadfæstes derfor. Af de grunde, der er anført af SKAT, stadfæstes afgørelsen vedrørende fradrag for 747 kr. Indkøb for i alt 4.988 kr. må anses for repræsentationsudgifter med begrænset fradragsret. SKATs forhøjelse af virksomhedens indkomst med 4.988 kr. nedsættes derfor til 3.741 kr. Det er ikke godtgjort, at købet af dogbag til montering i bil er erhvervsmæssig. SKATs afgørelse stadfæstes derfor. Retten er enig med SKAT i, at udgiften til køb af kuglepen den 8. december 2004 må anses for privat. Forhøjelsen af virksomhedens indkomst med 342 kr. stadfæstes.

Fradrag for diverse rejseudgifter i 2004

Sagens oplysninger

På konto for rejseudgifter der ved virksomhedens bilag 188 den 28. marts 2004 bogført 2.451 kr. med teksten "Hotel Y møde NN". Anledningen er beskrevet i form af invitation til en præsentation af SS den 27. marts 2004 på Hotel Y ...10 fra kl. 14.00 - 20.00. Programmet er tips om påklædning, smykker, pyntegenstande og make-up. Der er fremlagt en faktura for overnatning på Hotel Y for 2 personer den 27. marts - 28. marts samt 2 restaurationsregninger for 2 personer på i alt 2.451 kr. Det fremgår af kørselsregnskabet, at klageren den 28. marts 2004 har kørt 48 km til ...3. Den 26. marts har hun kørt 282 km til ...11. Den 4. februar er der kørt 2.711 km privat.

Den 19. april 2004 er der ved bilag 241 bogført 565 kr. vedrørende færgebillet. Udgiften er beskrevet i form af en kvittering fra G11 på 452 kr. med tillæg af moms. På kvitteringen er påført "Deltagere B + LI v/ LT og LO, 2 x dagligstue og produktinfo." Det fremgår af kørselsregnskabet, at klageren den 19. april 2004 har kørt 142 km til ...12 til Åben Plan møde.

På konto for rejseudgifter er der ved klagerens bilag nr. 287 - 292 og 293 bogført henholdsvis 340 kr., 105 kr., 2.134 kr., 443 kr., 2.449 kr., 82 kr. og 725 kr. vedrørende flybilletter, fortæring og taxa "G10 Seminar". Udgifterne er beskrevet i form af en "Tentative agenda" for den 14. maj - den 17. maj 2004 samt diverse bilag. De samlede udgifter på 14.115 kr. er ifølge de fremlagte oplysninger fordelt på hotel inkl. forplejning med 7.346 kr., passagerafgift på 2.449 kr., taxa på 2.133 kr., diverse indkøb på 888 kr. og kontante hævninger på 1.299 kr.

På kontoen er der den 14. juni 2004 ved bilag 359 - 361 bogført i alt 359 kr. Udgifter på 1.011 kr. er beskrevet i form af en dags dato nota fra G4. Notaen fra G4 er bogført som bilag 210 med 2.950 kr. Der er fremlagt et program for WES i Sverige den 11. juni - 13. juni 2004. Ifølge SKATs oplysninger har udgifterne vedrørt 2 x buffet samt indkøb på færge.

På kontoen er der endvidere ved bilag 373 udgiftsført 2.200 kr. vedrørende Regional Conference i Sverige fra den 29. oktober - 31. oktober 2004. Udgifterne er beskrevet i form af betaling af 2 billetter til i alt 2.200 skr. samt et program.

SKATs afgørelse

Udgiften til Hotel Y på 2.451 kr. anses for privat, hvorfor der ikke kan godkendes fradrag herfor. Udgiften til færgetransport anses ikke for dokumenteret, bl.a. er anledningen ikke påført bilaget. Virksomhedens indkomst forhøjes derfor med 565 kr. Udgifter til rejse til Slovenien den 14. - 17. maj 2005 på i alt 14.115 kr. anses for en studierejse af generel karakter, hvorfor der ikke kan godkendes fradrag herfor. Indkomsten forhøjes med 14.115 kr. Udgifterne på 1.011 kr. er spinkelt dokumenterede, hvorfor der ikke kan godkendes fradrag herfor. Udgiften til regional konference i Sverige på 2.200 kr. anses for en generel studieudgift, hvorfor der ikke kan godkendes fradrag herfor.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at virksomhedens indkomst nedsættes med henholdsvis 2.451 kr., 565 kr., 14.115 kr. og 1.011 kr. og 2.200 kr. Der er fradragsret for udgifter til møder i G1 regi.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Retten er enig med SKAT i, at hoteludgiften må anses for en privat udgift. Forhøjelsen af virksomhedens indkomst med 2.451 kr. stadfæstes derfor. Der kan ikke godkendes fradrag for færgeudgiften på 565 kr., idet det ikke er godtgjort, at der er tale om en erhvervsmæssig udgift. Retten kan godkende fradrag for dokumenterede udgifter til G10 mødet. Efter en konkret vurdering godkendes der et skønsmæssigt fradrag på 12.000 kr. SKAT ses ikke at have nægtet fradrag for bilag 210 på 2.950 kr. Det er ikke godtgjort, at indkøb om bord på færge er fradragsberettigede. Retten godkender derfor alene et fradrag på 359 kr. Klagerens andel af reguleringerne udgør 90 %. SKATs forhøjelse af indkomsten med 2.200 kr. nedsættes til 0 kr.

Køb af digitalt kamera

Sagens oplysninger

I regnskabet for 2004 er ved bogføringsbilag 76 den 6. august fratrukket en udgift på 4.025 kr. vedrørende køb af Olympia C765 ultrazoom kamera.

SKATs afgørelse

Udgiften er anset for en privat udgift. Virksomhedens indkomst er derfor forhøjet med 4.025 kr.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at virksomhedens indkomst nedsættes med 4.025 kr. Kameraet er udelukkende anvendt erhvervsmæssigt, da klageren og hans hustru har en privat kamera. Det er et gennemgående træk hos de selvstændige, at de i stor udstrækning fastholder oplevelserne ved møder, specielt ved fotografering af netværkets deltagere, når de opnår anerkendelser som følge af præstationsniveau. Det sker primært ved Åben Plan, BBS, WES samt møde NL og NN.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det anses ikke som dokumenteret eller sandsynliggjort, at udgifterne til det indkøbte digitale kamera er en fradragsberettiget driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten er enig med SKAT i, at udgiften er privat. SKATs afgørelse stadfæstes derfor."

Beløbene i sagsøgers påstande fremkommer på baggrund af følgende opgørelser

Indkomståret 2004 Udgiftsart

 

SKAT

LSR

Påstand

Ikke godkendte fradrag

Hotelophold

+2.451

+2.451

-2.451

 

Færgebillet

+565

+565

-565

 

Viskestykker og

     
 

hårtørrer

+825

+825

-825

 

Køb i G1

+12.082

-4.000

-8.082

 

Rejse til Slovenien

+14.115

-12.000

-2.115

 

Rejse til Sverige

+1.011

-359

-652

 

Sprinklervæske

+1.546

+1.546

-1.546

 

Digital kamera

+4.025

+4.025

-4.025

 

Diverse piller

+1.228

+1.228

-1.228

 

4 stk. pallet

+1.200

+1.200

-1.200

 

Form og Stil

+747

+747

-747

 

Pulverkaffe, krus, kuffert

+4.988

+4.988

-4.988

 

Dogbag

+553

+553

-553

 

Kuglepen

+342

+342

     -342

       

-29.319

         

Privatforbrugsopgørelse

 

+ 180.000

-90.000

-90.000

I alt

     

kr. 119.319

90 % heraf

     

kr.107.387

         

Indkomståret 2005 Udgiftsart

 

SKAT

LSR

Påstand

Privatforbrugsopgørelse

 

+ 160.000

+ 80.000

-80.000

Ialt

     

kr. 80.000

50 % heraf

     

kr. 40.000

..."

Udover det, der fremgår af Landsskatterettens kendelse, har sagsøgeren i stævningen givet en omfattende beskrivelse af G1 konceptet. Sagens bilag 4 indeholder en oversigt de forskellige præstationsniveauer i G1 netværket.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøger og vidneforklaring af revisor NJ.

Sagsøger har blandt andet forklaret, at hun i 27 år har arbejdet som bankassistent, men nu beskæftiger hun sig mest med G1 virksomheden. B startede i denne virksomhed, efter at han var blevet førtidspensionist, og hun skiftede over i 2004 på grund af Bs fysiske begrænsninger.

Deres virksomhed i G1 går grundlæggende ud på at ændre folks handelsvaner. Kunderne kan enten købe varerne direkte hos dem eller oprette sig med eget nummer og købe eller forhandle videre som selvstændige, hvilket så udløser bonus til dem. Der er de forskellige niveauer, som man kan stige op igennem i kraft af øget omsætning. Det går ud på, at de viser produkterne frem, udleverer prøver og udlåner varer. Det foregår dels i deres eget hjem, men også ude hos kunderne og i større arrangementer med flere deltagere fra netværket.

Der er tale om et stort sortiment, navnlig indenfor personlig hygiejne, parfume, dufte, rengøring, vaskemidler, pleje og f. ex. også køkkentøj. Deres mødeaktiviteter i de 3 indkomstår har været, som det fremgår af Landsskatterettens kendelse. IBO står for "independent business owner".

De har holdt en række åben plan møder for sådanne på Hotel X i ...13 og ...12, hvor de har repræsenteret konceptet for interesserede. Der har været tale om ugentlige møder.

Start op møder er for de, som ønsker at blive IBO'ere og dermed en del af forhandlernetværket. Man vil sikre, at de kommer godt i gang. BBS står for Business Building Seminar. Det er weekendseminarer, der benævnes WES.

Til G10 Seminarer samler man europæiske deltagere med en vis større omsætning. Udgiften til et åbent plan møde androg 35 kr. + parkeringsudgift. BBS-møderne kostede 115 kr. pr. stk. samt transport til ...4 med tilhørende afgift på Storebælt og fortæring.

Weekendseminarer holdes som regel to gange om året i Sverige og en gang om året i Tyskland. Her samles man om produkterne og om vidensdeling, og her kommer også nye deltagere til. De køber varer hos G1 til deres egen husholdning.

Hun står for bogholderiet i virksomheden og afstemning af kassen. Hun bogfører ca. en gang om ugen ud fra bilag og "det der har været". Hun står for ind- og udbetalinger og har bilag på alt. Der er været særskilte kasser på hundepensionen, G1 og det private, og hun har stemt af, når hun har lavet regnskab.

I 2003 var der fire tilfælde af negative kassebeholdninger. De tre af dem vedrørte hundepensionen, hvor der var sket det, at de havde modtaget betaling, da hunden blev afleveret og ikke som sædvanligt, når hunden blev afhentet. Pengene har så været sat i banken, og når hun så har bogført, har hun brugt afhentningsdatoen. Derved er der på papiret opstået en difference. Den fjerde vedrørte et weekendseminar med bilag på 86,75 kr., som var betalt fra privatkonto og taget af kassen, og derved var der en difference.

I 2004 var der tre differencer, men der var tale om tekniske fejl, som kun skyldes rækkefølgen mellem pengenes indsætning i banken og bogføring.

Vedrørende deres eget forbrug af produkter har de anvendt statens takster f.eks. med hensyn til vaskemidler, men for så vidt angår vitaminer og lignende har de ført et særskilt regnskab med familiens eget forbrug.

Det passer ikke, at regnskabet er ført over den private tegnebog. Alt er bogført på de to firmaer, og det private er betalt privat. Hun går ud fra, at de privatforbrugsberegninger, der er lavet af revisor UP, er retvisende og reelle. Deres privatforbrug har været beskedent. B har været førtidspensionist fra han var 44 år. De har aldrig rejst på ferier. De har haft fast ejendom siden 1982 med en almindelig belåning. Deres bil har været af mærket ... eller lignende.

I 2002 var deres søn på efterskole, og der var også ekstraordinære udgifter til en alternativ behandling til B. De har bestemt ikke haft sorte "indtægter", men de har indrettet sig og ligesom brugt det, der var. Vedrørende kontoen rejseudgifter er der, som det fremgår af sagens bilag 14, tale om en lang række parkeringsudgifter i forbindelse med åben plan møder og passeringer af Storebælt, og udgifterne afholdes, som det fremgår af kontoen. Der er kun i få tilfælde været tale om udgifter til taxa og visse indtægter fra andre, der har kørt med. Posten på 2.200 kr. den 30. juli 2003 vedrører hotel og bus nok til et arrangement i Sverige med to overnatninger. Tilsvarende vedrører posten på 2.400 kr. den 23. oktober 2003 et arrangement af den art.

Det omtalte beløb på 6.568 kr. fremgår ikke direkte af kontoen, men består navnlig af rækken af udgifter til parkering og passager af Storebælt. De førte kørebog meget omhyggeligt.

De har også ført regnskab med fortæringsudgifter, og i forbindelse med weekendseminarer har de spist ude, men stort set aldrig andet end almindelige måltider og drukket vand til. Der har været tale om mindre omkostninger i forbindelse med mange udlandsrejser og feks. ture til ...4.

Udgiften på 3.866 kr. vedrører det G10 Seminar, som der foreligger program for under sagens bilag 15. Det var for alle IBO'ere over Silver niveau den 14. maj 2004. På et møde i Sverige i oktober 2003 betalte de a conto 4.630 svenske kr. De var på et seminar i Sverige.

De 1.750 kr. vedrører det weekendseminar, der er kopi af billetter til under sagens bilag 16. Det fandt sted i Tyskland den 30. januar og 1. februar 2004.

Udgiften på 2.451 kr. i 2004 vedrører et arrangement på Hotel Y den 27. marts 2004 fra kl. 14 - 20 og den følgende dag fra kl. 9 - 13 samme sted. Det handlede meget om ens egen fremtræden, og om hvordan man kunne rådgive andre. De valgte at overnatte. Det gjorde de nogle gange på grund af Bs mulighed for at hvile midt på dagen, og så fordi arrangementet varede to dage.

De 565 kr. til en færgebillet vedrørte en tur til Norge sammen med en anden IBO'er. De havde bestilt billetten gennem G10, og ærindet var at præsentere deres produkt. De var kørende i deres bil, og som det fremgår af bilag 11, har der også været en bonusindtægt på 600 kr. fra Norge. Rejsen til Sverige for 1.011 kr. vedrører et weekendseminar.

Vedrørende posten køb i G1 på 12.082 kr. var det sådan, at alt generelt blev købt i virksomheden, og de har så ført bilag over, hvad der er brugt privat eller anvendt statens takster. Når det f.eks. i bilag 13 fremgår, at der er købt "frugt og grønt", står det for, at der er købt kosttilskud i tabletform, som de har brugt både til demonstration og i privatregi.

Når der f.eks. har været udgifter til viskestykker, er forklaringen, at de forhandler grydesæt/madlavningssæt, som de tager ud og demonstrerer og lade kunden smage på maden lavet i disse gryder. Det sker altså i folks hjem, og her må de så vaske op og dermed bruge viskestykker. Den indkøbte hårtørrer er en, der står i udstilling, som en demomodel. De har også købt sprinklervæske, som de sælger, og de har udleveret prøver.

Udgiften til digitalkameraet er fratrukket, fordi det anvendes i virksomheden f. eks. til fotografering af produktopstillinger og varer, som de så kan vise i folks hjem i forbindelse med møder, og de kan præsentere folk for andre personer, som de arbejder sammen med i teams. Man kan f.eks. vise et billede af en succesrig person, som vedkommende kan møde, hvis man deltager.

Den omtalte pallet er nogle farveprøver, som kan slås ud i en cirkel, og den bruger hun ved rådgivning om kosmetik. Udgiften til kaffe, krus og kuffert er afholdt for at kunne give kunderne kaffe, når de er på besøg, og de sælger også kaffe. Kufferten er specielt til hudplejeprodukter og kosmetik, og varemærket er trykt på kufferten.

Dogbag'en er indkøbt til transport af hund i bilen. De henter nogle gange hunde ude hos kunder, når hunden skal på pension hos dem, og kunden ikke selv har bil.

Udgiften til kuglepenne er afholdt, idet hun har indkøbt kuglepenne til brug i virksomheden for kunderne og dermed støttet Red Barnet. Hun købte en pose 50-100 stk.

NJ har blandt andet forklaret, at han har været registreret revisor i en lang årrække og selvstændig siden 2003. Han har beskæftiget sig med netværksmarketing siden 1999 og er brancherevisor. Han har ca. 100 kunder af denne art incl. G1 forhandlere.

Der er typisk tale om virksomheder, som et ægtepar driver uden ansatte og uden butik. De har så typisk noget udstilling og lidt demonstration i hjemmet, men i øvrigt foregår det med personligt salgsopsøgende arbejde uden annoncering. Netværket kan generere salg og dermed omsætning/bonus.

I forbindelse med det opsøgende personlige salgsarbejde udleveres der demovarer. Der er blandt andet telefonudgifter, kørselsudgifter og store udgifter til indkøb af demovarer. Det er vigtigt med møderne, hvor man møder de nye kunder, og der må holdes mange møder og seminarer med erfaringsudveksling og udvikling af produktkendskab. Det er ikke et generelt problem at få fradragene godkendt. G1 konceptet er godkendt af Landsskatteretten.

Han har været inde over i forbindelse med de kvartalsvise momsopgørelser, hvor han så gennemgår regnskaberne og tjekket, at der bliver sondret mellem virksomhed og private udgifter. Han mener, at bogholderiet er betryggende med særskilte konti og kasser, og han har ikke haft bemærkninger som revisor. SKAT havde ingen bemærkninger i 2000 eller 2001. Der blev foretaget faste kasseafstemninger en gang om ugen, og det er efter hans opfattelse nok i denne type virksomhed. Kassebeholdningen var nok i mellem 500 kr. og 5.000 kr. typisk og ikke med daglige kontante transaktioner.

Skattevæsenet har ikke indkaldt det materiale for 2005, hvor der ingen kassedifference er konstateret.

I 2004 var der alene tale om 3 kassedifferencer, og alle 3 har været "uformelle fejl" opstået på dagen, hvor B har bogført kassebilagene vilkårligt, og der således er kommet en udgift før en indtægt og der med negativ beholdning, som så er rettet op ved dagens afslutning.

I 2003 var der tale om 4 fejl, hvoraf de 3 var uformelle periodeforskydninger på samme dag, og en var en fysisk difference vedrørende et glemt bilag på under 100 kr.

Alle indkøb fra G1 bliver ført i virksomheden, og en gang i kvartalet bliver værdien af rengøringsmidler, hudplejemidler og andet, som følger statens takster, opgjort, når det er brugt privat. Vitaminer og kosttilskud opgøres til det faktiske forbrug ud fra antallet af personer i hjemmet.

Kasseregnskabet har ikke været ført over den private tegnebog, men der vil altid være udlæg i enhver virksomhed.

Sagsøger og ægtefællens privatforbrug har været relativt spartant. De har levet stille og roligt. De har typisk haft en bil i 150.000 - 160.000 kroners klassen. De har ikke haft sommerhus eller taget på ferie i udlandet. De har boet på et nedlagt mindre landbrug med en beboelse og et udhus.

De beregnede beløb giver plads til et rimeligt privatforbrug, som ikke er urealistisk lav. I 2002 var privatforbruget påvirket af engangsudgifter til Bs rygbehandlinger og et barns ophold på efterskole.

Vedrørende rejseudgifter for 16.015 kr. har han set kontoen igennem i forbindelse med sine tjek, og han har kendskab til udgiftstyperne og størrelsen af de typiske udgifter. Han kender f.eks. parkeringsudgifterne og forholdene på mødestederne, og han synes, at kontokortet under bilag 14 er retvisende.

Vedrørende udgiften til revisor har han fra den daværende revisor R1 indhentet en specifikation i form af et timesagsregnskab. Heraf fremgår, at der er anvendt en time vedrørende rådgivning om køb af ejendom. Det svarer til, at der er 600 kr., som ikke kan fradrages.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i følge sit påstandsdokument, der er uddybet under hovedforhandlingen gjort gældende,

at

det foreliggende regnskabsmateriale for samtlige indkomstår fuldt ud lever op til både lovgivningsmæssige og administrative krav til regnskabsgrundlaget, og at der allerede af den grund ikke er grundlag for tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget ved en skønsmæssig ansættelse,

at

der ikke med grundlag i beregninger over privatforbruget er basis for en skønsmæssig forhøjelse af indkomsten,

at

sagsøger og sagsøgers ægtefælles privatforbrug ikke kan sammenlignes med eller tage udgangspunkt i indkomståret 2002,

at

SKAT ikke kan foretage en skønsmæssig forhøjelse af indkomståret for 2005 på baggrund af privatforbruget for indkomståret 2002, forinden at have foretaget en ligning og gennemgang af bilags-  og regnskabsmaterialet for 2005,

at

de udgifter der er medtaget under punktet "ikke godkendte udgifter" er fradragsberettiget som driftsomkostninger i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet der er tale om udgifter afholdt i forbindelse med den løbende drift af sagsøgers virksomhed enten som rejse eller mødeudgift eller udgifter til produkter der anvendes i demonstrationer eller som på anden måde relaterer sig til virksomheden,

at

at udgifternes art ikke fratager dem karakter af at være en erhvervsrelateret fradragsberettiget driftsomkostning,

at

det er tilstrækkeligt dokumenteret, at udgifterne under punktet "ikke-godkendte udgifter" relaterer sig til virksomheden

Sagsøgte har navnligt gjort gældende, at regnskabsgrundlaget for de drevne virksomheder har været tilsidesætteligt som lidende af fundamentale mangler, herunder konstatering af negative kassebeholdninger i 2004 et større antal gange og manglende bogføring af kassedifferencer, hvorfor der ikke kan være foretaget effektive kasseafstemninger.

Desuden er der ikke sket bogføring af udlevering af demovarer og private udtag af varer, og for 2005 fra Landsskatteretten fremlagt et nyt regnskab for virksomheden H1 udvisende et væsentligt andet resultat end det tidligere udarbejdet regnskab, hvorfor grundlaget må antages også i det år at have været utilstrækkeligt og mangelfuldt.

Det gøres herefter gældende, at skattemyndighederne har været berettiget til at tilsidesætte regnskabsgrundlaget og foretage en skønsmæssig forhøjelse af indkomsterne, idet der ikke har været plads til et almindeligt privatforbrug, og det gøres gældende, at det udøvede skøn er rimeligt og i øvrigt baseret på sagsøgers egne beregninger af privatforbruget.

For så vidt angår år 2005 gøres det gældende, at et meget lavt privatforbrug er nok til at foretage en skønsmæssig ansættelse, og efter resultaterne af den samlede virksomhedsdrift gøres det gældende, at der har været tilstrækkeligt grundlag for at foretage forhøjelsen.

Vedrørende alle årene gøres det gældende, at sagsøgers egen privatforbrugsopgørelse for 2002 kan tjene som grundlag for skønnet vedrørende 2004 og 2005.

Særligt vedrørende den skattefri kørselsgodtgørelse er det påpeget, at denne ikke påvirker sagsøgers forbrugsmulighed, idet den modsvares af tilsvarende udgifter.

For så vidt angår de konkrete fradrag er det gjort gældende, at der ikke er grundlag for at godkende fradrag udover det der er sket i Landsskatteretten, idet der enten ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation eller udgifterne ikke har karakter af fradragsberettiget driftsomkostninger, og samlet gøres det gældende, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte de skøn, som Landsskatteretten har foretaget, idet der ikke er tale om noget åbenbart urimeligt resultat eller skøn udøvet på forkert grundlag.

Rettens begrundelse og afgørelse

Også efter bevisførelsen under denne sag lægges det til grund, at der i 2003 og 2004 flere gange har været negative kassebeholdninger i virksomheden, og at der ikke er sket bogføring af kassedifferencer i 2003 - 2005. Derfor må det lægges til grund, at der ikke kan have været foretaget effektive daglige eller jævnlige kasseafstemninger. Endvidere har sagsøger under sagens behandling fremlagt et nyt regnskab for en del af virksomheden for 2005 udarbejdet på samme grundlag, men udvisende et væsentligt andet resultat end det tidligere regnskab. Uanset de afgivne forklaringer må retten herefter tiltræde, at regnskabsgrundlaget har været mangelfuldt, hvorefter skattemyndighederne har været berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af den skattepligtige indkomst for 2004 og 2005.

Retten finder ikke grundlag for at fastslå, at det af skattemyndighederne udøvede skøn med baggrund i sagsøgers oplyste privatforbrug i 2002 og egne beregninger for 2003 - 2005 er åbenbart forkert eller hviler på et fejlagtigt grundlag, og herefter lægges Landsskatterettens skønsmæssige forhøjelser af virksomhedens indkomst for 2004 og 2005 til grund.

Ikke godkendte fradrag 2004

Hotelophold 2.451 kr.

Det lægges til grund, at udgiften er afholdt i forbindelse med et erhvervsmæssigt arrangement på Hotel Y den 27. marts 2004 og med et møde også dagen efter. Efter det oplyste havde sagsøger og ægtefællen værelset også for at sagsøger kunne hvile i løbet af dagen, og idet retten ikke finder, at overnatning på hotellet har været nødvendig tiltrædes det, at udgiften til overnatning og restaurant ikke kan anses for en fradragsberettiget driftsudgift, men må anses for en privat udgift.

Færgebillet 565 kr.

Efter den foreliggende fakturakopi af 20. april 2004 har sagsøger købt en færgebillet Hirtshals - Kristiansand retur, og der er i samme periode registreret en bonusindtægt fra Norge. Herefter finder retten, at udgiften kan anses for erhvervsmæssig og fradragsberettiget.

Viskestykker og hårtørrer 852 kr., sprinklervæske 1.546 kr., digitalcamera 4.015 kr., div. piller 1.228 kr., Form og Stil 747 kr., kaffe krus og kuffert 4.988 kr., dogbag 553 kr. og kuglepenne 342 kr.

Retten finder, at der i udgangspunktet synes at være tale om udgifter af privat art, og det findes ikke bevist, at udgifterne alligevel har en sådan sammenhæng med indkomsterhvervelsen i virksomheden, at de kan anses for fradragsberettigede.

4 stk. Pallet 1.200 kr.

B har forevist et eksemplar af en sådan "pallet", der er nogle farveprøver samlet så de kan slås ud i en vifte. Retten anser det ikke for sandsynligt, at sagsøger eller ægtefællen privat har kunnet gøre brug af 4 eksemplarer af sådant udstyr. Derimod lægges det til grund, at prøverne har kunnet anvendes i forbindelse med rådgivning om kosmetik, og udgiften anses for fradragsberettiget.

Køb i G1.

Retten finder ikke, at denne post ved bevisførelsen under sagen er således klarlagt og dokumenteret, at der er grundlag for at indrømme sagsøger fuld fradragsret, og retten tiltræder den skønsmæssige ansættelse

Rejse Slovenien 14.115 kr.

Dokumenterede udgifter kan anses for fradragsberettigede. Der foreligger dokumentation, men for ca. 2.200 kr. er der tale om "diverse indkøb" og kontante hævninger". Herefter kan retten tiltræde, at Landsskatteretten skønsmæssigt har foretaget en mindre nedsættelse af fradraget.

Rejse Sverige 1.011 kr.

Retten kan tiltræde, at fradrag i mangel af dokumentation for erhvervsmæssig relevans er nægtet for beløb ud over 359 kr.

Efter det anførte godkendes for 2004 yderligere fradrag i virksomheden med 1.765 kr., og sagsøgers subsidiære påstand tages til følge for 1.588 kr.

Efter det foran anførte vedrørende skønsmæssig forhøjelse af indkomsten for 2005 frifindes sagsøgte vedrørende dette år.

Sagsøger har i alt væsentligt tabt sagen. Hun pålægges derfor at betale sagsomkostninger som nedenfor bestemt med henblik på dækning af sagsøgtes udgift incl. moms til advokat. Beløbet fastsættes under hensyn til størrelsen af de omtvistede indkomstforhøjelser og ikke godkendte fradrag og skønnet skat heraf. Der er taget hensyn til, at sagens forberedelse har været omfattende, men også til at sagen er behandlet sammen med den tilsvarende sag for ægtefællen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøger, Bs, skattepligtige indkomst for 2004 nedsættes med 1.588 kr.

Sagsøgte frifindes vedrørende indkomståret 2005.

Inden 14 dage skal sagsøger til sagsøgte betale sagsomkostninger med 18.750 kr.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter