Dato for udgivelse
09 Mar 2010 10:22
Dato for afsagt dom/kendelse
23 Feb 2010 12:30
SKM-nummer
SKM2010.196.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 45C-1410/2008
Dokument type
Dom
Emneord
Fradrag, aktiekøb, anskaffelsessum, omkostninger, maskeret, udlodning
Resumé

Sagen var anlagt af et anpartsselskab samt selskabets hovedanpartshaver og drejede sig om, dels hvorvidt en række udgifter, der angiveligt relaterede sig til en aktiebesiddelse i et andet selskab, der før den påståede overdragelse var ejet af hovedanpartshaverens ægtefælle, kunne fradrages i selskabets indtægter eller eventuelt tillægges anskaffelsessummen for aktierne, og dels hvorvidt afholdelsen af disse udgifter måtte anses som maskeret udlodning til hovedanpartshaveren. Retten fandt det bevist, at aktierne var overdraget til anpartsselskabet, men fandt det til gengæld ikke godtgjort, at udgifterne kunne fradrages eller tillægges ansskaffelsessummen. På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Reference(r)

Aktieavancebeskatningsloven § 26
Ligningsloven § 8 J, stk. 3 (dagældende)
Ligningsloven § 16 A, stk. 1
Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a

Henvisning

Ligningsvejledningen 2010-1 E.A.2.1.2

Henvisning

Ligningsvejledningen 2010-1 S.F.2.1

Henvisning
Ligningsvejledningen 2010-1 S.G.2.4

Parter

H1 Holding ApS
(Advokat Niels Thestrup)

og

A
(Advokat Niels Thestrup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Adv.fm. Rune Wold)

Afsagt af byretsdommer

H Fog-Petersen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet om sagsøger 1 kan tillægge udgiften til konsulent- og rejseomkostninger til anskaffelsessummen for køb af nogle aktier, samt om udgifter i forbindelse med afholdelse af en fogedsag kan fradrages af sagsøger 1. eller om beløbene er udbetalt til sagsøger 2 som maskeret udbytte.

Sagsøgerne har under hovedforhandlingen påstået

  1. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøger 1 ikke i indkomståret 2003 har udbetalt 160.300 kr., som maskeret udbytte til sagsøger 2, og at sagsøger 2 således ikke har modtaget det pågældende beløb som maskeret udbytte.
  2. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøger 1 er berettiget til at fradrage 25.300 kr.
  3. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøger 1 er berettiget til at forhøje anskaffelsessummen for aktierne i H2 A/S med 135.000 kr., samt - i det omfang sagsøger 1 ikke måtte have fradragsret for beløbet nævnt under påstand 2 tillige med det ikke-fradragsberettigede beløb.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Det hedder i Landsskatterettens kendelse af 5. december 2007

"...

Klagen skyldes, at skattemyndigheden har anset udgifter til konsulent- og rejseomkostninger afholdt af H1 Holdning ApS (herefter benævnt selskabet), som maskeret udbytte til hovedanpartshaveren.

Landsskatterettens afgørelse

Fradrag for udgifter afholdt til konsulent og rejseomkostninger ikke godkendt. Udgifterne er anset som maskeret udbytte til selskabets hovedanpartshaver, jf. ligningslovens § 16 A med 195.300 kr.

Landsskatteretten stadfæster skattemyndighedens afgørelse.

Sagens oplysninger

Selskabet blev i følge et stiftelsesdokument fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen stiftet den 27. marts 2003 af A (hovedanpartshaveren).

Selskabets revisor har oplyst, at selskabet blev stiftet med det formål at købe aktierne i selskabet H2 A/S af G1 Limited på Isle of Man. Købsaftalen blev indgået den 28. marts 2003 mellem G1 Limited og BA eller ordre.

Af aftalen af den 28. marts 2003 fremgår følgende

Share transfer agreement

"Between

G1 Limited
British Isles

(herinafter "Seller")

and

BA, or order
Denmark

(herinafter "Buyer")

Whereas

Seller is the owner of the total nominal share capital of H2 A/S (CVR. no. ...) (herinafter "the Company"), and

Whereas

The share capital has a nominal value of DKK 500,000 (herinafter "the Shares") and

Whereas

Seller acquired the Shares in connection with the establishment of G2 Trust in 1998; and

Whereas

Buyer wishes to purchase the Shares, and

Whereas

Buyer wishes to sell the Shares

Now therefor, the Parties have agreed as follows

1. Price

The Shares are sold by Seller and purchased by Buyer at a total price of £ 8,500.

The Shares are transferred with immediate effect upon receipt of payment of said £ 8,500.

2. Pledges

The Seller has informed the Buyer that the shares are pledges primarily with Jyske Bank, Denmark, secondly in connection with attorny-at-law NJ.

The transfer takes place with respect of said pledges for which reason it is the sole responsibility of Buyer whether the shares maybe released from the pledges.

To the best of his knowledge, Buyer has informed Jyske Bank that the bank will suffer no losses as the Company has liquid funds with the Bank, and that the Company has no debt towards Mr. NJ.

3. Other

The Shares are sold with no liability whatsoever for Seller, apart from a warranty from Seller the he is the sole owner of the Shares.

Seller or any company related thereto, including G3 Limited and G2 Trust, has no liability whatsoever in respect of the legal consequences for Buyer or the acquisition of Shares or the dissolution of G2 Trust, including any possible taxation consequence.

Isle of Man, March 28, 2003

For G1 Limited                                                         BA

..."

Selskabet har ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2003 fratrukket konsulent - og rejseomkostninger mv. på 195.200 kr. afholdt i forbindelse med køb af datterselskabet H2 A/S. Der er fremlagt dokumentation for udgifterne i form af faktura af 22. februar 2003 fra KT. Beskrivelse af fakturaindhold er følgende:

"Honorar inkl. div. udlæg (rejseomkostninger, hotel, forplejning, telefon os.) i forbindelse med afholdelse af ekstraordinær generalforsamling i G1 Ltd. den 13/2-2003 på Isle of Man.

Møder med fondsbestyrelsen for G2 Trust, samt møder med direktion og bestyrelse for G1 Ltd. vedr. H2 A/S.

Tvungen overnatning i London (grundet terrortrussel og ingen direkte forbindelse)

I alt 9 dage á kr. 15.000,-

kr. 135.000,-

Beløbet bedes overført til konto: Danske Bank ..."

Der er endvidere fremlagt en faktura fra selskabets advokatfirma R1 dateret den 9. juli 2003. Af fakturaen fremgår følgende:

Selskabets revisor har oplyst, at hovedanpartshaverens ægtefælle (BA) tidligere har ejet H2 A/S og blev rådet til at sælge H2 A/S til en fond på Isle of Man, som var styret af G1 Limited. I et forsøg på at genvinde kontrollen med H2 A/S var hovedanpartshaverens ægtefælle samt en konsulent og revisor taget til Isle of Man for at forhandle om en tilbagekøbspris. Dette gik gennem selskabet, som fik ejerskabet til H2 A/S tilbage.

Repræsentanten har endvidere oplyst, at selskabet på tidspunktet for aktieoverdragelsesaftalens underskrift fortsat var under registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvorfor det endnu ikke over for sælger kunne dokumenteres, at selskabet var gyldigt stiftet og registreret. Aktieoverdragelsesaftalen blev underskrevet den 28. marts 2003 og selskabet blev stiftet dagen forinden den 27. marts 2003 med det ene formål at erhverve H2 A/S.

Anpartskapitalen blev indbetalt af selskabet hovedanpartshaver til repræsentantens kontor på stiftelsesdagen og bogført den 28. marts 2003. Dette fremgår af en posteringsliste fra advokatfirmaets bogholderi og et udbetalingsbilag af 26. marts 2003 fra Danske Bank, som er hovedanpartshaverens bank.

Købesummen på GBP 8.500 blev overført fra advokatfirmaets kontor samtidig med aftalens underskrift den 28. marts 2003. Overførelsen blev dog først bogført den 2. april 2003. Det fremgår af et bogføringsbilag fra Nordea, at købesummen for aktierne i H2 A/S er betalt af den indbetalte anpartskapital.

Selskabets repræsentant har endvidere oplyst, at selskabet H2 A/S blev erklæret konkurs den 4. juli 2003, hvorfor aktierne ikke ved regnskabsårets udløb repræsenterede nogen værdi for H1 Holding ApS og derfor ikke var medtaget i selskabets regnskab.

Skattemyndighedens afgørelse

Der er ikke godkendt fradrag for selvangivne udgifter til konsulent- og rejseomkostninger med 195.300 kr. Beløbet er i stedet anset som maskeret udlodning til hovedanpartshaveren.

Det er hovedanpartshaverens ægtefælle, som har tilbagekøbt H2 A/S og ikke selskabet.

Det fremgår af aktieoverdragelsen, at det er G1 Limited der er sælger, og BA, som er hovedanpartshaverens ægtefælle, der er køber af H2 A/S.

Ifølge oplysninger fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fremgår det endvidere, at hovedanpartshaverens ægtefælle indtrådte i direktionen for H2 A/S den 3. april 2003 umiddelbart efter, at han ifølge aktieoverdragelsen havde erhvervet kapitalen i H2 A/S.

Selskabet har således ikke juridisk erhvervet aktierne i H2 A/S og kan derfor ikke betragtes som ejer af H2 A/S. At selskabets hovedanpartshaver er gift med H2 A/S's tidligere ejer, berettiger ikke selskabet til at afholde udgifterne til dennes tilbagekøb af selskabet.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for udgifter på i alt 195.300 kr., som er afholdt i forbindelse med køb af dattervirksomhed.

Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at omkostningerne bliver tillagt anskaffelsessummen for aktierne som en del af købesummen.

Selskabet blev stiftet med det ene formål at erhverve aktierne i H2 A/S af G1 Limited på Isle of Man.

Begrebet anvendt i aktieoverdragelsesaftalen af 28. marts 2003, "BA, or order", kan oversættes til "BA eller ordre", hvilket er et ofte anvendt og klart juridisk begreb, der betyder, at køberen er den anførte person eller den, som den pågældende måtte indsætte i sit sted. Begrebet anvendes bl.a. i definitionen af ordregældsbreve, jf. gældsbrevslovens § 11, stk. 2 nr. 2.

Endvidere er det ukorrekt, at hovedanpartshaverens ægtefælle indtrådte i direktionen for H2 A/S den 3. april 2003. Hovedanpartshaverens ægtefælle indtrådte derimod i selskabets bestyrelse, hvilket ikke gør ham til ejer af selskabet. Hertil kommer, at hovedanpartshaverens ægtefælle indtrådte som bestyrelsesmedlem, fordi et tidligere medlem var afgået ved døden kort forinden.

Aktierne er således betalt af selskabskapitalen i selskabet, og det er uden ethvert grundlag i de faktiske forhold, når skattemyndigheden bestrider, at selskabet har erhvervet aktierne i H2 A/S.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det anses for godtgjort, at selskabet er rette ejer af selskabet H2 A/S. Der er herved henset til, at pengestrømmene kan følges, fra selskabets stiftes af A, til selskabet H2 A/S erhverves.

Ifølge statsskattelovens § 6 a kan driftsomkostninger fradrages ved indkomstopgørelsen. Bestemmelsen omfatter udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Selskabet har afholdt udgifter til konsulentbistand på 135.000 kr. Det fremgår af fakturaen af 22. februar 2003 fra KT, at udgiften er afholdt i forbindelse med afholdelse af ekstraordinær generalforsamling i selskabet G1 Ltd på Isle of Man.

Ud fra det i sagen oplyste findes det ikke dokumenteret eller på anden måde tilstrækkelig sandsynliggjort, at KT udførte arbejde i selskabets erhvervsmæssige interesse. Det er videre ikke dokumenteret, at udgiften har en sådan tilknytning til selskabets erhvervelse af de omhandlede aktier, at den kan tillægges aktiernes anskaffelsessum. Udgiften må anses afholdt i hovedanpartshaverens og dennes ægtefælles private interesse og må herefter anses som maskeret udlodning til selskabets hovedanpartshaver.

Selskabet har endvidere afholdt udgifter til Advokatfirmaet R1 på 25.300 kr. Det fremgår af faktura af 9. juli 2003, at udgifterne er afholdt i forbindelse med en fogedforretning vedrørende G4 Trust. Udgiften kan således ikke anses at vedrøre selskabets indkomsterhvervelse, hvorfor der heller ikke kan indrømmes fradrag efter statsskattelovens § 6a. Det er videre ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at udgiften har tilknytning til selskabets aktieerhvervelse, hvorfor den ikke kan tillægges aktiernes anskaffelsessum. Udgiften må herefter anses som maskeret udlodning til selskabets hovedanpartshaver.

Allerede fordi rejseomkostningerne, afholdt for bl.a. hovedanpartshaverens ægtefælle, på 35.000 kr. ikke er dokumenteret, kan der ikke indrømmes fradrag herfor. Udgiften må anses for en privat udgift til hovedanpartshaveren og anses derfor som maskeret udlodning til selskabets hovedanpartshaver, jf ligningslovens § 16a.

Den påklagede afgørelses stadfæstes derfor.

..."

Det hedder i Landskatterettens kendelse af 5. december 2007 vedrørende A

"...

Klagen skyldes, at skattemyndigheden har anset udgifter afholdt af det af klageren ejede selskab H1 Holdning ApS for maskeret udbytte til klageren.

Landsskatterettens afgørelse

Udgifter afholdt til konsulent og rejseomkostninger mv. af det klageren ejede selskab ikke godkendt. Udgifterne er anset som maskeret udbytte til klageren, jf. ligningslovens § 16 A med 195.300 kr.

Landsskatteretten stadfæster skattemyndighedens afgørelse.

Sagens oplysninger

Selskabet H1 Holdning ApS blev ifølge et stiftelsesdokument fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen stiftet den 27. marts 2003 af klageren.

Klagerens revisor har oplyst, at selskabet blev stiftet med det formål at købe aktierne i selskabet H2 A/S af G1 Limited på Isle of Man. Købsaftalen blev indgået den 28. marts 2003 mellem G1 Limited og BA eller ordre.

Af aftalen af den 28. marts 2003 fremgår følgende

Share transfer agreement

"Between

G1 Limited
British Isles

(herinafter "Seller") and

BA, or order
Denmark

(herinafter "Buyer")

Whereas

Seller is the owner of the total nominal share capital of H2 A/S (CVR. no. 62356812) (herinafter "the Company"), and

Whereas

The share capital has a nominal value of DKK 500,000 (herinafter "the Shares") and

Whereas

Seller acquired the Shares in connection with the establishment of G2 Trust in 1998; and

Whereas

Buyer wishes to purchase the Shares, and

Whereas

Buyer wishes to sell the Shares

Now therefor, the Parties have agreed as follows:

1. Price

The Shares are sold by Seller and purchased by Buyer at a total price of £ 8,500.

The Shares are transferred with immediate effect upon receipt of payment of said £ 8,500.

2. Pledges

The Seller has informed the Buyer that the shares are pledges primarily with Jyske Bank, Denmark, secondly in connection with attorncy-at-law NJ.

The transfer takes place with respect of said pledges for which reason it is the sole responsibility of Buyer whether the shares maybe released from the pledges.

To the best of his knowledge, Buyer has informed Jyske Bank that the bank will suffer no losses as the Company has liquid funds with the Bank, and that the Company has no debt towards Mr. NJ.

3. Other

The Shares are sold with no liability whatsoever for Seller, apart from a warranty from Seller the he is the sole owner of the Shares.

Seller or any company related thereto, including G3 Limited and G2 Trust, has no liability whatsoever in respect of the legal consequences for Buyer or the acquisition of Shares or the dissolution of the Trust, including any possible taxation consequence.

Isle of Man, March 28, 2003

For G1 Limited                                     BA

..."

H1 Holding ApS har ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2003 fratrukket konsulent - og rejseomkostninger mv. på 195.200 kr. afholdt i forbindelse med køb af datterselskabet H2 A/S. Der er fremlagt dokumentation for udgifterne i form af faktura af 22. februar 2003 fra KT. Beskrivelse af fakturaindhold er følgende:

"Honorar inkl. div. udlæg (rejseomkostninger, hotel, forplejning, telefon os.) i forbindelse med afholdelse af ekstraordinær generalforsamling i G1 Ltd. den 13/2-2003 på Isle of Man.

Møder med fondsbestyrelsen for G2 Trust, samt møder med direktion og bestyrelse for G1 Ltd. vedr. H2 A/S.

Tvungen overnatning i London (grundet terrortrussel og ingen direkte forbindelse)

I alt 9 dage á kr. 15.000,- kr. 135.000.

Beløbet bedes overført til konto: Danske Bank ..."

Der er endvidere fremlagt en faktura fra klagerens advokatfirma R1 dateret den 9. juli 2003. Af fakturaen fremgår følgende:

Klagerens revisor har oplyst, at klagerens ægtefælle (BA) tidligere har ejet H2 A/S og blev rådet til at sælge H2 A/S til en fond på Isle of Man, som var styret af G1 Limited. I et forsøg på at genvinde kontrollen med H2 A/S var klagerens ægtefælle samt en konsulent og revisor taget til Isle of Man for at forhandle om en tilbagekøbspris. Dette gik gennem H1 Holding ApS, som fik ejerskabet til H2 A/S tilbage.

Repræsentanten har endvidere oplyst, at H1 Holding ApS på tidspunktet for aktieoverdragelsesaftalens underskrift fortsat var under registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvorfor det endnu ikke over for sælger kunne dokumenteres, at selskabet var gyldigt stiftet og registreret. Aktieoverdragelsesaftalen blev underskrevet den 28. marts 2003 og H1 Holding ApS blev stiftet dagen forinden den 27. marts 2003 med det ene formål at erhverve H2 A/S.

Anpartskapitalen blev indbetalt af klageren til repræsentantens kontor på stiftelsesdagen og bogført den 28. marts 2003. Dette fremgår af en posteringsliste fra advokatfirmaets bogholderi og et udbetalingsbilag af 26. marts 2003 fra Danske Bank, som er klagerens bank.

Købesummen på GBP 8.500 blev overført fra advokatfirmaets kontor samtidig med aftalens underskrift den 28. marts 2003. Overførelsen blev dog først bogført den 2. april 2003. Det fremgår af et bogføringsbilag fra Nordea, at købesummen for aktierne i H2 A/S er betalt af den indbetalte anpartskapital.

Selskabets repræsentant har endvidere oplyst, at selskabet H2 A/ S blev erklæret konkurs den 4. juli 2003, hvorfor aktierne ikke ved regnskabsårets udløb repræsenterede nogen værdi for H1 Holding ApS og derfor ikke var medtaget i selskabets regnskab.

Skattemyndighedens afgørelse

Udgifter afholdt til konsulent- og rejseomkostninger med 195.300 kr. af det af klageren ejede selskab H1 Holding ApS anses som maskeret udlodning til klageren.

Det er klagerens ægtefælle, som har tilbagekøbt H2 A/S og ikke det af klageren ejede selskab H1 Holding ApS.

Det fremgår af aktieoverdragelsen, at det er G1 Limited der er sælger, og BA, som er klagerens ægtefælle, der er køber af H2 A/S.

Ifølge oplysninger fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fremgår det endvidere, at klagerens ægtefælle indtrådte i direktionen for H2 A/S den 3. april 2003 umiddelbart efter, at han ifølge aktieoverdragelsen havde erhvervet kapitalen i H2 A/S.

H1 Holding ApS har således ikke juridisk erhvervet aktierne i H2 A/S og kan derfor ikke betragtes som ejer af H2 A/S. At klageren er gift med H2 A/S's tidligere ejer berettiger ikke det af klageren ejede selskab H1 Holding til, at afholde udgifterne til at tilbagekøbe H2 A/S.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at udgifter på i alt 195.300 kr. godkendes som fradragsberettigede i det af klageren ejede selskab H1 Holding ApS og ikke anses som maskeret udlodning til klageren.

Det af klageren ejede selskab H1 Holding ApS blev stiftet med det ene formål at erhverve aktierne i H2 A/S af G1 Limited på Isle of Man.

Begrebet anvendt i aktieoverdragelsesaftalen af 28. marts 2003, "BA, or order", kan oversættes til "BA eller ordre", hvilket er et ofte anvendt og klart juridisk begreb, der betyder, at køberen er den anførte person eller den, som den pågældende måtte indsætte i sit sted. Begrebet anvendes bl.a. i definitionen af ordregældsbreve, jf. gældsbrevslovens § 11, stk. 2 nr. 2.

Endvidere er det ukorrekt, at klagerens ægtefælle indtrådte i direktionen for H2 A/S den 3. april 2003. Klagerens ægtefælle indtrådte derimod i selskabets bestyrelse, hvilket ikke gør ham til ejer af selskabet. Hertil kommer, at klagerens ægtefælle indtrådte som bestyrelsesmedlem, fordi et tidligere medlem var afgået ved døden kort forinden.

Aktierne er således betalt af selskabskapitalen i H1 Holding ApS, og det er uden ethvert grundlag i de faktiske forhold, når skattemyndigheden bestrider, at H1 Holdning ApS har erhvervet aktierne i H2 A/S.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ligningslovens § 16 A, stk. 1, bestemmer, at ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst medregnes udbytte af bl.a. aktier. Til udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer.

Ved kendelse d.d. for det af klageren ejede selskab H1 Holding ApS for indkomståret 2003, har Landsskatteretten truffet afgørelse om, at udgifterne på i alt 195.300 kr. ikke kan fradrages ved selskabets indkomstopgørelse, men at udgifterne må anses af privat karakter.

Som konsekvens heraf anses de pågældende udgifter på 195.300 kr. for omfattet af udbyttebegrebet i ligningslovens § 16 A og dermed som maskeret udlodning til klageren.

Den påklagede afgørelse stadfæstes således.

..."

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøger, A.

Forklaringer

Sagsøger har vedstået sin forklaring som afgivet i fogedretten, den 28. maj 2003, og har tilføjet, at hendes mand, BA's, situation, da hun mødte ham, var som en "konges". Han var udenlandsdansker og havde "styr på det hele". Han er ikke uddannet handelsmand. Hun er jurist, men arbejder ikke som sådan. Det begyndte at gå galt i 1998 - 1999. Han blev frosset ud af sit selskab H2 A/S, der var hans eneste indtægtskilde på det tidspunkt. Han ejede kun H2-selskaberne. Vidnet rettede henvendelse til advokat NJ for at få overblik over fondskonstruktionen, men han cuttede dem af. Hun og BA rettede derfor henvendelse til advokat ML. De fik ikke længere nogen indtægt fra selskabet, og de kæmpede for at opnå indflydelse.

Forholdt ekstrakten side 216, post 4) honorar til solicitor ML, har sagsøger bekræftet, at beløbet lyder sandsynligt og har tilføjet, at han ydede en omfangsrig bistand, der havde betydning for dem. De var ikke på Isle of Mann før 2003.

KT var en cand. merc., som BA kendte. Han tilbød sin bistand, fordi sagen var interessant. Han havde den fornødne erfaring og indsigt. De var på Isle og Mann i februar 2003. De rejste den 10. februar og kom hjem den 17. februar. De rejste via London. De kom uvarslet derover. De kom kun ind, fordi de blev forvekslet med nogle andre.

Hun havde telefonisk kontakt med dem hver dag. Turen varede en uge, fordi de skulle vente til, "de fik noget i hænderne".

Foreholdt ekstrakten side 107, mail fra VP til NJ, har sagsøger forklaret, at det her anførte ikke var grunden til, at de tog derover. Det ultimative mål var at opnå aktie majoriteten. Hun kender intet til de nærmere drøftelser. Det tog fem år at nå dertil, og de kunne ikke købe aktierne den 12. februar 2002. De havde ikke pengene. Hun kender intet til de nærmere drøftelser. De havde skiftet bestyrelsen ud, men derefter blev det et kaos.

Den 26. - 28. marts 2007 stiftedes holdingssselskabet med det sigte at erhverve aktierne i H2 A/S.

Foreholdt ekstrakten side 80 har sagsøger bekræftet, at det er et udbetalingsbilag vedrørende hendes konto. Hun har ikke fået pengene kontant, banken må have udstedt en check. Hun afleverede beløbet på advokatkontoret for at få etableret anpartskapitalen.

Foreholdt ekstrakten side 82 har sagsøger forklaret, at hun ikke ved, hvorfor der står BA og ikke selskabet, der står anført som køber.

Beløbet på de 125.000 kr. skulle bruges til at købe aktierne. Beløbet havde hun lånt af sin far.

Hun havde kendskab til økonomien i selskabet, fordi hun havde fulgt med i regnskaberne via Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Hun må have haft kendskab til, at kreditfaciliterne hos Jyske Bank var blevet opsagt, men hun var ikke gået op i det. Det var de professionelle og hendes mand, der styrede det. Der var ikke økonomiske problemer i det selskab, de overtog. Der var midler til at overtage Jyske Banks kreditfaciliteter. Efter sagsøgers opfattelse var selskabet på ingen måde konkurstruet.

Men der var nogle andre problemer. Der var således problemer med banken, der var også en aftale om honorar til den tidligere direktør og problemer omkring håndpantsætningerne. De problemer selskabet havde, var således ikke af driftsmæssig karakter. Hun så først konkursen komme, kort tid før det skete.

BA havde ingen penge, og hans økonomi var således, at hun ikke ville låne ham nogen. De kendte ikke til de problemer, der var i selskabet.

Det var en viden, de fik efterfølgende.

Sælgerne blev fyret den 31. maj. 2007. Selskabet havde en dygtig direktør, der ønskede at købe selskabet for fem millioner kroner.

Vidnet har bestridt, at der ved konstruktionen er tale om en Hafnia model. Det var nødvendigt at overføre driften til et andel selskab for at sikre hendes penge, og for at BA kunne få sin virksomhed tilbage, men det var ikke alene hans interesse.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i påstandsdokument af 3. juni 2009 gjort gældende, at

"...

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det gældende,

at

sagsøger 1 i indkomståret 2003 har afholdt udgifter på i alt 195.300 kr. med henblik på at erhverve aktierne i selskabet H2 A/S respektive at forhindre, at udlæg for tredjemands gæld blev foretaget i disse,

 

at

det er dokumenteret, at det var sagsøger 1, som erhvervede de pågældende aktier, derved at købesummen er betalt af den selskabskapital, der blev indskudt i sagsøger 1, som blev stiftet samme dato, aktierne blev erhvervet,

 

at

det eneste formål med stiftelsen af sagsøger 1 således var erhvervelsen af aktierne i H2 A/S,

 

at

sagsøger 1's erhvervelse af aktierne i H2 A/S var forretningsmæssigt begrundet, idet det bestrides som udokumenteret, at det eneste formål med erhvervelsen skulle have været at frasælge den sunde del af virksomheden og lade selskabet gå konkurs, således som sagsøgte gør gældende,

 

at

de afholdte udgifter ikke er af privat karakter og således ikke kan anses for maskeret udbytte til sagsøger 2,

 

at

udgifterne er dokumenteret ved sagens bilag 1.8c, B og C og vil blive dokumenteret ved vidneforklaringer,

 

at

ud af de afholdte udgifter er 60.300 kr. - subsidiært i hvert fald 25.300 kr. - afholdt med henblik på at erhverve, sikre og/eller vedligeholde sagsøger 1's indkomst, hvorfor sagsøger er berettiget til at fradrage beløbet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, litra a, og

 

at

den resterende del af de afholdte udgifter er at anse for et tillæg til købesummen, jf. ligningslovens § 8 J, stk. 3, hvorfor sagsøger 1 er berettiget til at forhøje anskaffelsessummen for aktierne med et beløb svarende til de i forbindelse med erhvervelsen af aktierne afholdte udgifter, i det omfang disse udgifter ikke kan fradrages ved opgørelsen af sagsøger 1's skattepligtige indkomst.

..."

Sagsøgte har i sit påstandsdokument af 3. juni 2009 til støtte for de nedlagt påstande anført

Til støtte for påstanden om frifindelse gør Skatteministeriet overordnet gældende,

at

H1 Holding ApS (sagsøger 1) ikke har fradragsret for de omhandlede udgifter i 2003,

at

udgifterne ikke kan tillægges anskaffelsessummen for aktierne i H2 A/S, og

at

H1 Holding ApS' betaling af de omhandlede udgifter skal anses for maskeret udbytte til hovedanpartshaveren, A (sagsøger 2).

1. Det retlige grundlag

Ifølge statsskatteloven § 6, litra a, kan driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, fradrages ved indkomstopgørelsen. Bevisbyrden for, at der kan ske skattemæssigt fradrag, påhviler skatteyderen, jf. f.eks. SKM2004.162.HR.

Sagsøgerne har indtil videre ikke gjort ligningslovens § 8 J, stk. 1, gældende. Ex tuto bestrider Skatteministeriet, at bestemmelsen kan anvendes i denne sag.

Aktieavancebeskatningsloven § 24 regulerer avanceopgørelsen, i hvilken den faktiske anskaffelsessum indgår med det beløb, for hvilket den pågældende aktie er erhvervet inklusive visse omkostninger ved erhvervelsen. Ligningslovens § 8 J, stk. 3 samt SKM2007.773.HR og SKM2007.775.HR afgrænser de omkostninger, der kan tillægges anskaffelsessummen, når aktierne i et andet selskab erhverves.

Ifølge ligningsloven § 16A medregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

2. Ejerskabet af aktierne i H2 A/S i 2003

Skatteministeriet gør i første række gældende, at sagsøgerne ikke har dokumenteret, at aktierne i H2 A/S blev overdraget til H1 Holding ApS den 28. marts 2003 eller på noget andet tidspunkt. Hvis H1 Holding ApS ikke kan anses for retmæssig ejer af aktierne i H2 A/S, skal Skatteministeriet frifindes allerede som følge heraf.

Skatteministeriet gør herunder gældende, at sagsøgernes bevisbyrde er skærpet, idet den påståede aktieoverdragelse savner forretningsmæssig begrundelse for H1 Holding ApS, og idet salgskontrakten (bilag 1.6) blot angiver BA som køber.

Herudover har sagsøgerne bl.a. ikke opfyldt svarskriftets 2. opfordring om fremlæggelse af aktiebogen for H2 A/S. Aktiebogen ville bevise, hvem der ejede aktierne efter den 28. marts 2003. Manglende opfyldelse af opfordringen må tillægges processuel skadevirkning for sagsøgerne, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2.

Skulle retten finde at aktierne i H2 A/S blev overdraget til H1 Holding ApS den 28. marts 2003, skal Skatteministeriet frifindes af følgende grunde.

3.Konsulentbistand

Det bemærkes vedrørende udgiften til KTs konsulentbistand på kr. 135.000,-, at sagsøgerne alene påstår udgiften tillagt anskaffelsessummen for aktierne i H2 A/S. Sagsøgerne påstår således ikke fradragsret efter statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, eller ligningsloven § 8J, stk. 1, for denne udgift.

Skatteministeriet gør i første række gældende, at udgiften ikke kan tillægges anskaffelsessummen, idet sagsøgerne ikke har dokumenteret, at udgiften vedrørte den påståede overdragelse af aktierne i H2 A/S til H1 Holding ApS.

Særligt bemærkes det,

at

KT ifølge sagens bilag bistod med gennemførelse af H2 A/S' generalforsamling den 12. februar 2003, hvor KT indtrådte i selskabets bestyrelse,

at

mødet den 12. februar 2003 med G3 Ltd. vedrørte udpegelse af ny protector for G2 Trust (bilag 8.1, underbilag 5),

at

G3 Ltd. allerede den 4. november 2002 tilbød BA at tilbagekøbe aktierne i H2 A/S (bilag 8.4, underbilag S),

at

KT fakturerede H2 A/S kr. 135.000,- for sin ydelse den 22. februar 2003 (bilag B), dvs. over en måned før H1 Holding ApS blev stiftet 27. marts 2003 (bilag 1.7),

at

sagsøgernes bevisbyrde i denne sammenhæng bl.a. som følge af sidstnævnte må være skærpet, og

at

sagsøgerne kun delvist har opfyldt svarskriftets 4. opfordring om konsulentydelsen, hvilket må tillægges processuel skadevirkning for sagsøgerne, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2.

Skatteministeriet gør endvidere gældende, at udgiften til konsulentbistand under alle omstændigheder ikke har en sådan karakter, at den kan tillægges anskaffelsessummen for aktierne, jf. SKM2007.773.HR og SKM2007.775.HR.

I anden række gør Skatteministeriet gældende at udgiften til konsulentbistand ikke kan tillægges anskaffelsessummen, idet udgiften er afholdt i BA og As private interesse uden forretningsmæssig begrundelse for H1 Holding ApS.

Til støtte for anbringende om, at den påståede aktieoverdragelse savner forretningsmæssig begrundelse for H1 Holding ApS, gør Skatteministeriet navnlig gældende,

at

H2 A/S blev erklæret konkurs den 4. juli 2003 (bilag 1, underbilag 1.9),

at

H2 A/S allerede den 28. marts 2003 var eller inden for kort tid ville være insolvent,

at

aktierne reelt var værdiløse på dette tidspunkt,

at

BA og A den 28. marts 2003 måtte være bevidste herom,

at

H2 A/S forinden sin konkurs solgte den sunde del af sin virksomhed til H2 ApS (bilag D),

at

H1 Holding ApS var storanpartshaver (bilag F) og BA bestyrelsesmedlem (bilag E) i H2 ApS,

at

fremgangsmåden med frasalg og efterfølgende konkurs mest sandsynligt var BAs hensigt fra starten, og

at

den ønskede placering af de værdiløse aktier i H2 A/S hos H1 Holding ApS derfor må antages alene at være båret af en hensigt om at placere et fradragsberettiget skattemæssigt tab i H1 Holding for herefter at videreføre den indtægtsgivende del af virksomheden i et andet selskab.

4. Fogedretsbistand

Skatteministeriet bestrider, at H1 Holding ApS kan fradrage udgiften til advokat Niels Thestrups bistand med fogedsagerne i 2003 på kr. 25.300,-, samt at udgiften subsidiært kan tillægges anskaffelsessummen for den påståede aktieerhvervelse.

I første række gør Skatteministeriet gældende, at fogedretsbistanden alene vedrører BA samt H2 A/S og ikke H1 Holding ApS. Det fremgår allerede af det forhold, at H1 Holding ApS ikke var procespart i fogedsagerne anlagt henholdsvis den 1. april 2003 af G4 Trust mod BA og den 22. maj 2003 af H2 A/S mod G4 Trust.

Finder retten at fogedsagerne har nogen interesse for H1 Holding ApS, gør Skatteministeriet i anden række gældende, at sagsøgerne ikke har dokumenteret, at udgiften vedrører H1 Holding ApS' indkomsterhvervelse. Tværtimod må udgiften anses som en formueudgift, der ikke kan fradrages i medfør af statsskattelovens § 6, litra a, jf. f.eks. SKM2007.775.HR. I den forbindelse bemærkes det, at sagsøgerne har alene anført statsskattelovens § 6, litra a, til støtte for påstanden om fradragsret. Ex tuto bestrider Skatteministeriet dog, at udgiften kan fradrages i medfør af ligningslovens § 8 J, stk. 1. Skatteministeriet gør endvidere gældende, at udgiften til fogedretsbistanden ikke har en sådan karakter, at den kan tillægges anskaffelsessummen for aktierne, jf. SKM2007.773.HR og SKM2007.775.HR.

Yderligere gør Skatteministeriet gældende, at udgiften til fogedretsbistanden ikke kan tillægges anskaffelsessummen, idet udgiften er afholdt i BA og As private interesse uden forretningsmæssig begrundelse for H1 Holding ApS. Til yderligere støtte herfor henvises til afsnit 3 ovenfor.

5. Rejseomkostninger

Skatteministeriet bestrider, at H1 Holding ApS kan fradrage rejseomkostninger på kr. 35.000.- i 2003, samt at omkostningerne subsidiært kan tillægges anskaffelsessummen for den påståede aktieerhvervelse.

Til støtte herfor bemærkes, at der ikke findes nogen dokumentation for beløbets afholdelse eller størrelse, som efter det oplyste blot er skønnet (bilag C).

Endvidere støtter Skatteministeriet sig til de samme anbringender, der er anført ovenfor under afsnit 4.

6. Maskeret udlodning

Skatteministeriet gør gældende, at alle de af sagen omhandlede udgifter er afholdt i A og BAs private interesse uden forretningsmæssig begrundelse for H1 Holding ApS, jf. afsnit 3 ovenfor, og at H1 Holding ApS' betaling af udgifterne derfor er at anse for maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A.

Sagsomkostninger

Skatteministeriet påstår sig tilkendt sagsomkostninger. Omkostningsopgørelse vedrørende udarbejdelse af ekstrakt og materialesamling medbringes til hovedforhandlingen.

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter A afgivne forklaring sammenholdt med bilag 1.8b, udbetalingsbilaget fra Danske Bank og bilag 1.8b posteringsdata vedrørende indbetalingen på advokatkontoret finder retten det godtgjort, at indbetalte beløbet med henblik på etablering af anpartskapitalen i selskabet H1 Holding Aps. Det findes herefter jf. bilag 1.8d, udbetalingsbilaget fra Nordea dateret 28. marts 2003 godtgjort, at det var selskabet, der købte aktierne i H2 A/S. Det forhold, at sagsøger ikke under sagen har fremlagt aktiebogen findes efter omstændighederne ikke at kunne føre til et andet resultat.

Det fremgår af fakturaen fra KT, at udgiftsposten på 135.000 kr. vedrørte rejseomkostninger, hotel, forplejning, telefon, osv. i forbindelse med afholdelse af ekstraordinær generalforsamling i G1 Ltd. den 13. februar 2003 på Isle of Man, møder med fondsbestyrelsen for G2 Trust samt møder med direktion og bestyrelse for G1 vedr. H2 A/S. Bilaget indeholder ikke oplysninger, der cementerer sagsøgers påstand, om at udgiften vedrører vedligeholdelse af driften i selskabet. Det fremgår endvidere af bilag 8, mail fra VP til NJ, at mødet vedrørte valg af "appointed protektor".Vidnet A var efter sin egen forklaring ikke til stede under generalforsamlingen, og hendes forklaring om det passerede kan derfor ikke føre til andet resultat

Herefter findes sagsøger ikke at have godtgjort, at udgiften vedrørte overdragelsen af aktierne i H2 til H1 Holding Aps, hvorfor beløbet ikke findes at kunne tillægges anskaffelsessummen.

Vedrørende udgiften til fogedretten

Beløbet på 25.300 kr. udgør i følge faktura fra advokatfirmaet R1 dateret den 9 juli 2003 advokatsalær og retsafgift til fogedretten i forbindelse med sagen "fogedforretning G4 Trust".

Det fremgår af rekvisition af 22. maj 2003, at sagen drejede sig om begæring af afholdelse af umiddelbar fogedforretning på vegne H2 A/S hos G4 Trust med henblik på udlevering af en sekundær håndpantsætningserklæring af 28. juni 1998. Håndpantsætningsserklæringen vedrørte en håndpantsætning af aktierne i H2 A/S. Da sagsøger 1 ejede aktierne i H2 A/S findes udgiften at vedrøre sagsøger 1.

Da beløbet imidlertid ikke ses at vedrøre sagsøger 1's indkomsterhvervelse, kan der ikke indrømmes sagsøger fradrag herfor.

Udgiften til fogedsagen findes ikke at kunne henføres til berigtigelse og gennemførelse af selve aktiekøbet, der fandt sted længe før fogedsagen, og findes således ikke at have tilknytning til aktieerhvervelsen, hvorfor beløbet ikke findes at kunne tillægges aktiernes anskaffelsessum.

Sagsøgte vil således være at frifinde.

Omkostningerne

Under henvisning til sagens udfald findes sagsøger at burde betale sagens omkostninger, der fastsættes til kr. 31.000 Beløbet udgør godtgørelse til udgiften til advokatbistand.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøgerne, H1 Holding Aps og A sagens omkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet med kr. 31.000 kr.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter