Dato for udgivelse
06 Apr 2010 14:33
Dato for afsagt dom/kendelse
10 Mar 2010 11:48
SKM-nummer
SKM2010.245.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 150-456/2007
Dokument type
Dom
Emneord
Genoptagelse, grundlag, omgørelse
Resumé

Skatteforvaltningen foretog for indkomståret 1999 en forhøjelse af sagsøgerens skatteansættelse, idet skatteforvaltningen lagde til grund, at sagsøgeren havde modtaget maskeret udlodning fra sagsøgerens selskab. Sagsøgeren gjorde gældende, at der ikke var tale om maskeret udlodning, men derimod om en betaling fra selskabet til sagsøgeren for overdragelse af nogle aktiver.

Da skatteforvaltningen ikke anerkendte sagsøgerens forklaring om overdragelse af aktiver, anmodede sagsøgeren om genoptagelse af skatteansættelsen, idet sagsøgeren oplyste, at overdragelsen af aktiverne og betalingen herfor var blevet annulleret.

I forbindelse med sagens behandling for Landsskatteretten anmodede sagsøgeren endvidere om omgørelse. Landsskatteretten afviste at behandle sagsøgerens anmodning om omgørelse, idet sagsøgeren ikke tidligere havde anmodet herom.

Retten fandt efter bevisførelsen ikke, at sagsøgeren havde fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kunne begrunde en ændring af sagsøgerens skatteansættelse. Retten frifandt herefter Skatteministeriet for sagsøgerens påstand om genoptagelse. Endvidere fandt retten, at der ikke var grundlag for at tillade inddragelsen af spørgsmålet om omgørelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, hvorfor sagsøgerens påstand om omgørelse blev afvist.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 48
Skattestyrelsesloven § 34, stk. 2 (dagældende)
Skattestyrelsesloven § 35, stk. 1 (dagældende)
Skattestyrelsesloven § 37 C (dagældende)

 

Henvisning

Processuelle regler 2010-1 G.1.1.1

 

Henvisning

Processuelle regler 2010-1 G.1.1.2

 

Henvisning

Processuelle regler 2010-1 H.1.2

Henvisning

Processuelle regler 2010-1 O.1


Parter

A
(Advokat B. Fabech-Larsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Adv.fm. Mia Thulstrup Gedbjerg)

Afsagt af byretsdommer

Karen Hald

Under denne sag, der er anlagt den 13. marts 2007, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at betingelserne for at genoptage sagsøgers skatteansættelse for 1999 er opfyldt. Subsidiært tilpligtes sagsøgte at anerkende, at betingelserne for at omgøre sagsøgers skatteansættelse for 1999 er opfyldt.

Sagsøgte har over for sagsøgers principale påstand påstået frifindelse og over for den subsidiære påstand afvisning.

Sagsfremstilling

Ved Landsskatterettens kendelse af 14. december 2006 stadfæstedes en afgørelse af 6. april 2005 fra Skatteankenævnet, ...1, hvorved As anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for 1999 blev afvist. Landsskatterettens kendelse er navnlig sålydende:

"...

Klagen skyldes, at skatteankenævnet har afvist en anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for 1999.

Landsskatterettens afgørelse

Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes.

Møde m.v.

Sagen har været forhandlet på Landsskatteretten kontor med klagerens repræsentant.

Sagens oplysninger

Klageren er eneanpartshaver og direktør i selskabet H1 ApS. Selskabets aktivitet består i opsætning og drift af spille- og morskabsautomater.

Skatteforvaltningen ...1 traf ved kendelse af 26. september 2001 afgørelse om, at H1 ApS ikke kunne foretage afskrivning på en SEAT ... med 220.347 kr. og en række driftsmidler med 442.691 kr. i indkomståret 1999 i overensstemmelse med det selvangivne, idet disse aktiver ikke var ejet af selskabet.

Aktiverne var ifølge brev fra revisor af 14. marts 2001 overdraget fra klageren til H1 ApS. Der forefindes ingen overdragelsesdokumenter. Det fremgår af salgsslutseddel samt faktura fra G1 udstedt til H1.1 Service ApS, at bilen blev leveret den 2. november 1999.

Skatteforvaltningen i ...1 gjorde ved afgørelsen opmærksom på muligheden for omgørelse efter skattestyrelseslovens § 37C. Selskabet reagerede ikke herpå.

Klagerens repræsentant har forklaret, at revisoren har tilbageført overdragelsen af de omhandlede aktiver, således at selskabets regnskab i indkomståret 2000 fremtræder i overensstemmelse med kendelsen af 26. september 2001.

Ved kendelse af 27. maj 2002 foretog Skatteforvaltningen i ...2 en forhøjelse af klagerens aktieindkomst for 1999 med 663.038 kr. Det er i afgørelsen anført, at ændringen skyldes ...1 Kommunes kendelse af 26. september 2001, ifølge hvilken skatteansættelsen for H1 ApS blev ændret. Klageren er som følge af ændringen anset for at have modtaget udlodning fra selskabet på i alt 663.038 kr.

Det fremgår af selskabets regnskab for 1998/1999, at selskabet havde langfristet gæld på købekontrakter på 663.036 kr.

Ved udløbet af regnskabsåret 1999/2000 er der i selskabets balance under langfristet gæld angivet "købekontrakter" på 789.025 kr. Ved opgørelsen af selskabets aktiver og afskrivninger er ultimobeløbene fra 1998/1999 ført videre som årets primotal - herunder fra de ovennævnte maskiner og varevognen.

I klagerens regnskab for 1999 for virksomheden H2, som drives i personligt regi, fremgår det under aktiverne, at der i årets løb er solgt en varevogn for 220.347 kr. og driftsmidler for 442.691 kr.

Klagerens revisor har ved brev af 10. april 2003 anmodet skattemyndigheden om at genoptage indkomståret 1999. Det er endvidere anført, at såfremt brevet ikke giver anledning til genoptagelse, bør brevet betragtes som en klage til skatteankenævnet.

Skatteankenævnet modtog brev fra klagerens repræsentant via telefax den 18. december 2003. I dette brev tilkendegiver advokaten, at han er klagerens repræsentant, og at han ønsker at give indlæg overfor skatteankenævnet.

Skatteankenævnets sekretariat anmodede ved brev af 5. januar 2004 klagerens advokat om at fremsende et eventuelt indlæg i sagen samt fremsende følgende inden 15 dage:

Ultimobalancen for 1998 for H1 ApS samt specifikation af kortfristede og langfristede kreditorer.

Specifikation og dokumentation for hvilket kreditorer, H1 ApS havde ultimo regnskabsåret 2000 vedrørende de langfristede kreditorer.

-

Dokumentation i form af kontospecifikationer i relation til bogførte anskaffelser i regnskabsåret 1999 af inventar og køretøjer til H1 ApS - herunder alle tilknyttede debet- og kreditposteringer.

-  

En tilkendegivelse af, om klageren, hvis skatteankenævnet fandt, at skatteforvaltningen burde have genoptaget sagens behandling, ønskede at skatteankenævnet efter skattestyrelseslovens § 21 A selv foretog den materielle stillingtagen til spørgsmålet om den eventuelle maskerede udlodning, eller om sagen i givet fald blot skulle sendes tilbage til skatteforvaltningen igen.

Skatteankenævnets sekretariat modtog ikke svar på anmodningen.

Ved afgørelse af 6. april 2005 fastholdt skatteankenævnet den kommunale skattemyndigheds afgørelse om, at klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for 1999 ikke kunne imødekommes.

I forbindelse med sagens behandling i Landsskatteretten har klagerens repræsentant udleveret følgende:

-

Kopi af oversigt over kortfristede og langfristede kreditorer i årene 1998 - 2003.

Kopi af selskabets kontokort for "køb i året" vedrørende perioden 1. april 1998 til 31. marts 1999.

-

Kopi af note 6, anlægsaktiver, hvoraf fremgår en tilgang på 1.442.691 kr. (2000/2001).

-  

Kopi af note 6, anlægsaktiver, hvoraf fremgår en tilgang på 662.363 kr. (1998/1999). Kopi af status pr. 1. januar 2000.

...

Klagerens påstand og argumenter

Det gøres gældende, at klagerens skatteansættelse for 1999 skal genoptages, og at klagerens aktieindkomst skal nedsættes med 663.038 kr.

Til støtte for den nedlagte påstand anføres følgende

-

Klageren havde i 1999 og efterfølgende år intet tilgodehavende hos H1 ApS vedrørende de omhandlede spillemaskiner for et beløb på 442.691 kr. og varevogn for et beløb på 220.347 kr., idet den indgåede handel blev ophævet.

-

Det forhold at handlen er ophævet indebærer, at der ikke er noget beskatningsgrundlag.

-

Det forhold at en lokal skattemyndighed underkender en juridisk forpligtende aftale mellem to juridiske uafhængige personer skal automatisk have en konsekvens, at ingen af de juridiske personer kan støtte ret på en sådan aftale.

-

Den omstændighed at klagerens repræsentant ikke har anmodet om at sagen genoptages/omgøres kan ikke lastes klageren, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 1. nr. 6.

-

Betingelsen i skattestyrelseslovens § 37 C er opfyldt for at genoptage/omgøre afgørelsen, idet den omhandlede disposition ikke i overvejende grad er båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter eller afgifter, og idet den omhandlede disposition utvivlsomt ville have ganske væsentlige utilsigtede skattemæssige konsekvenser, hvortil kommer at dispositionen fra starten har fremgået klaret for de skattemæssige myndigheder.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Efter Landsskatterettens forretningsorden § 17, stk. 4, kan retten pålægge den myndighed, der sidst har truffet realitetsafgørelse i sagen, at genoptage denne.

I relation til dagældende skattestyrelseslovs § 34, stk. 2 (nu skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1), skal en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse, senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Klagerens genoptagelsesanmodning er indgivet 10 ½ måned efter skatteforvaltningens afgørelse, og er dermed rettidig.

Det af klageren fremførte, giver ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge vedkommende skattemyndighed at genoptage sagen med henblik på fornyet prøvelse.

Der er herved henset til, at der ikke foreligger nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Det antages derfor, at en fornyet prøvelse på det foreliggende grundlag ikke kan antages at føre til et ændret resultat.

Det skal endvidere bemærkes, at klageren ikke på noget tidspunkt har bedt om omgørelse, hvorfor den foretagne tilbageførsel i et senere indkomstår er uden betydning for skatteansættelsen for 1999.

..."

Af Skatteankenævnets forudgående kendelse af 6. april 2005 fremgår bl.a.

"...

6. Skatteankenævnets vurderinger og begrundelser

Denne sags problemstilling

Skatteforvaltningen forstår denne klage således, at klagen vedrører det forhold, at skatteforvaltningen ikke genoptager (og ændrer) klagers skatteansættelse. Skatteankenævnet har forgæves anmodet klagers repræsentant om en tilkendegivelse af, om klager - hvis nævnet finder, at skatteforvaltningen burde have genoptaget sagens behandling ønsker at nævnet efter skattestyrelseslovens § 21 A selv foretager den materielle stillingtagen til spørgsmålet om den eventuelle maskerede udlodning, eller om sagen i givet fald blot skal sendes tilbage til skatteforvaltningen igen.

Idet skatteankenævnet alene kan foretage en materiel behandling, hvis en klager positivt accepterer dette, kan nævnet ikke på det nuværende grundlag behandle sagens materielle problemstilling, hvis nævnet finder, at skatteforvaltningen burde have genoptaget sagens behandling.

Skatteankenævnet vil således alene behandle spørgsmålet om, hvorvidt skatteforvaltningen burde eller ikke burde have imødekommet klagers anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for 1999.

Skatteankenævnet vil i den forbindelse lægge til grund, at der nu er enighed mellem parterne om, at der ikke er sket en overførsel fra klager til selskabet af henholdsvis en varevogn og driftsmidler i 1999 og at klagers angivne tilgodehavende hos selskabet på 663.038 kr. således ikke udspringer af en overførsel af disse aktiver.

Burde skatteforvaltningen have genoptaget skatteansættelsen?

Som anført ovenfor er det en forudsætning for genoptagelse af en skatteansættelse, at der fremlægges retlige eller faktiske oplysninger, som kan begrunde en ændring af skatteansættelsen.

Skatteankenævnet vil derfor vurdere, om dette er tilfældet i denne sag.

Skatteankenævnet må i den forbindelse bemærke, at det forhold, at en gennemført transaktion eventuelt "føres tilbage" ved en modtransaktion i et efterfølgende indkomstår ikke medfører, at transaktionen ikke skal tillægges skatteretlig betydning i det indkomstår, hvor den er foregået.

En skatteansættelse for et indkomstår skal således foretages ud fra de civilretlige forhold, som gjorde sig gældende i det pågældende indkomstår - idet den skatteretlige behandling af et forhold som udgangspunkt altid vil være bundet af de underliggende civilretlige realiteter.

Hvis en skatteyder ønsker at en civilretlig transaktion gøres om, fordi den viser sig at have utilsigtede skattemæssige konsekvenser, er skatteyderen nødsaget til at søge om omgørelse efter reglerne i skattestyrelseslovens § 37 C. Denne regel giver under bestemte omstændigheder skattemyndighederne mulighed for at tillade efterfølgende omgørelse af en disposition.

Det er alene de lokale skatteforvaltninger og efterfølgende Ligningsrådet, som kan tillade omgørelse efter § 37 C, hvorimod skatteankenævnet ikke er tillagt kompentence til dette.

I denne sag har hverken selskabet eller klager anmodet om omgørelse, og nævnet må derfor ved sin afgørelse tage udgangspunkt i de gældende civilretlige forhold i 1999.

Klagers revisor har fremført, at der i regnskabet for 1999/2000 er sket en reel omgørelse af det tidligere regnskab, således at regnskabet for 1999/2000 fremtræder i overensstemmelse med skatteforvaltningens kendelse af 26. september 2001.

På baggrund af det ovenstående må det konstateres, at dette i givet fald ikke ville have haft betydning for denne sag.

Endvidere må skatteankenævnet ud fra sagens faktiske oplysninger bemærke, at revisorens anbringende ikke er korrekt. Tværtimod forholder det sig sådan, at der i selskabets regnskab for 1999/2000 er indregnet afskrivning på varevognen samt på de angivne anskaffelser af driftsmidler (hvilket bl.a. var baggrunden for ændringerne af denne skatteansættelse, jf. Landsskatterettens kendelse af 27. september 2002). Således er det først med Landsskatterettens kendelse af 27. september 2002, at det er slået fast, at der ikke er grundlag for afskrivning på de omtalte anskaffelser - og dette er ikke sket på baggrund af handlinger fra klager eller hans revisor.

Derfor vil efterfølgende indkomstårs fastlæggelse af selskabets afskrivningsgrundlag under ingen omstændigheder kunne udgøre et grundlag for at genoptage klagers skatteansættelse for 1999.

Spørgsmålet er herefter, om der er andet i sagen, som taler for at ansættelsen kunne blive ændret - således at skatteforvaltningen burde have genoptaget sagen.

Skatteankenævnet må i den sammenhæng konstatere, at der ikke i sagen foreligger oplysninger som sandsynliggør, at klagers tilgodehavende på 663.038 kr. hos selskabet udspringer af andre overførsler af aktiver eller andre retshandler mellem klager og hans selskab.

Nævnet kan ligeledes konstatere, at klager under denne sags behandling er blevet opfordre til at fremlægge nærmere specificerede oplysninger, som eventuelt kunne kaste lys over grundlaget for dette tilgodehavende samt selskabets øvrige transaktioner. Klager har dog ikke svaret på denne opfordring.

Endeligt mener skatteankenævnet ikke, at der i sagen findes andre forhold, som peger i retning af en ændret vurdering af sagen.

Dermed finder skatteankenævnet, at de foreliggende oplysninger i sagen fortsat tilsiger, at tilgodehavendet er udtryk for en maskeret udlodning fra selskabet til klager - og at beløbet vil være skattepligtig for klager efter ligningslovens § 16 A.

Da der således ikke findes oplysninger i sagen, som synes at kunne begrunde en ændring af den hidtil foretagne skatteansættelse, fastholder skatteankenævnet derfor den kommunale skattemyndigheds afgørelse om, at klagers anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for 1999 ikke skal imødekommes.

7. Klagers kommentarer til skatteankenævnets forslag til en afgørelse

Klager, klagers advokat samt klagers revisor havde den 17. februar 2005 et møde med skatteankenævnet.

Advokaten forklarede, at klager i en årrække havde drevet virksomhed i automatbranchen, og at han senere stiftede et ApS.

I 1999 ønskede klager at sælge en bil samt automater til selskabet, og aktiverne blev overført til selskabet. Alt var godt indtil ...1 kommune ønskede dokumentation for salget - hvilket endte med at der ikke blev godkendt afskrivninger.

Når handlen ikke kunne anerkendes juridisk, måtte handelen dermed gå tilbage. Dette indebar således at klager ikke havde modtaget betaling - og at regnskabet for 2000 (ikke 1999) var tilrettet. Kommunen sagde imidlertid at der var sket en maskeret udlodning på ca. 663.000 kr.

Klager ville ikke snyde i skat, men han ville på den anden side heller ikke betale skat af en indtægt, han ikke havde haft.

I denne sag måtte det forudsættes, at pengene gik ud af selskabet til klager - enten som lønudbytte eller maskeret udbytte.

Det var kommunen, der skulle bevise, at klager havde modtaget penge.

I status pr. 1/1 2000 var beløbet ført tilbage.

Klager burde have bedt om genoptagelse, men havde ikke gjort det og der var reelt tale om forbundne kar. Når transaktionerne var modsatrettede, var der derfor ikke grund til at foretage en ændring.

Advokaten henviste til skattestyrelseslovens § 37 C om genoptagelse. Normalt havde ordet skattetænktning en grim klang, men dette var dog ikke tilfældet her.

Klager havde ikke haft nogen indtægt, og derfor skulle der ikke ske nogen beskatning.

De 663.000 kr. bestod af 442.000 kr. for maskiner og resten for en bil. Bilen tilhørte imidlertid selskabet og ikke klager - og derfor kunne klager ikke sælge bilen til selskabet. Dette fremgik af sagsfremstillingens side 3, linie 125, hvor det fremgik, at bilen var leveret til selskabet.

Klager skulle derfor aldrig beskattes, idet der var tale om en revisorfejl. De forbundne kar indebar at beskatning ikke var relevant.

Revisoren forklarede, at det i 1999 blev aftalt, at maskinerne skulle være eet sted - med angivelse til restværdi efter saldoafskrivninger. Det kunne ikke afgøres eller dokumenteres, lige præcis hvilke maskiner, der var overdraget.

For 2000 var der sket rettelse af henholdsvis selskabets og klagers regnskaber.

Alligevel havde kommunen i 2002 sagt, at der var maskeret udbyttet.

Revisoren forstod det ikke. Der var ikke sket noget odiøst. Der var blot sket overførsel af fiktive aktiver, og udlejningen skete kun gennem selskabet. Revisoren forstod ikke, hvorfor det var nødvendigt med genoptagelse efter skattestyrelseslovens § 37 C, for rettelserne var jo sket.

..."

A har under retssagen fremlagt kontrakt med ejendomsforbehold vedrørende hans personlige køb i 1995 af en lang række spillemaskiner fra G3 til en samlet kontantpris på 2.256.413,44 kr. Efter fradrag af en udbetaling og med tillæg af renter angår kontrakten således et samlet kontraktsbeløb på 2.014.369,84 kr.

Der er endvidere fremlagt regnskaber for den personligt drevne virksomhed H2 og for H1 ApS (H1.1 Service) for de omhandlede år. Alle regnskaber er udfærdiget af registreret revisor NS.

A har herudover fremlagt et brev af 14. juli 2008 fra Centralregistret for Motorkøretøjer, hvoraf fremgår bl.a. følgende:

"...

Køretøjet af mærket Seat ... har i perioden 29. oktober 1999 til 27. september 2001 været registreret under registreringsnummeret ... med G2 ApS som ejer og bruger.

..."

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af A.

A har forklaret blandt andet, at han i 1999 drev virksomhed med køb, salg og udlejning af spilleautomater både i selskabsform og i privat regi. Han arbejdede dengang som ingeniør og havde derfor råd til at købe automaterne, hvilket hans selskab ikke havde dengang. Hovedleverandøren af hans spillemaskiner var G3. Alle de maskiner, han købte ved kontrakten fra 1995, blev stillet op i en forlystelseshal ved et bowlingcenter. Han afdragede i henhold til aftalen. Da bowlingcenteret på et tidspunkt lukkede, tog han maskinerne hjem, det vil sige, at de stod på et lager. I 1999 havde han personligt en bil, og selskabet havde en Seat .... Han var ikke opmærksom på, at det af regnskabet fremgår, at han har solgt Seat'en til selskabet, hvilket han slet ikke kunne, da han ikke var ejer af bilen. Nogen af spillemaskinerne blev overdraget fra ham personligt til selskabet og sat op i en spillehal. Resten af maskinerne beholdt han. Baggrunden for overdragelserne var, at han gerne ville have alle spilleaktiviteterne over i selskabet af hensyn til et senere salg af hele virksomheden. Han har løbende haft store udgifter til reparation, fornyelse og udskiftning af spillemaskinerne. Selskabet havde lejet en bygning, hvor de maskiner, der ikke blev stillet op i ...3, stod på et separat lager. Købsprisen for overdragelsen fik han ikke, for selskabet havde ikke råd til at betale. Han fik i stedet et tilgodehavende i selskabet. Der var i øvrigt ingen mellemregning mellem ham og selskabet. Da ...2 Kommune ikke ville anerkende overdragelsen, besluttede han til sidst at droppe den. Han gik derefter ud fra, at revisor regulerede tingene sådan, at handlen blev tilbageført, og han blev stillet, som om handlen ikke var foregået. Maskinerne i ...3 blev stående, men regnskabsteknisk blev de tilbageført til ham personligt. Han troede, at tingene var i orden, indtil ...1 Skatteforvaltning traf afgørelsen i maj 2002. Han havde helt overladt det til revisor og troede, at denne havde rettet tingene korrekt. Skatteforvaltningens afgørelse kom derfor som en overraskelse for ham. Han ved ikke, hvad posten Købekontrakter på 663.036 kr. i balancen i selskabets regnskab for 1998-1999 dækker over. Han ved ikke, om han modtog skatteforvaltningens brev af 8. april 2003. Han er i dag pensionist og har en økonomi, der ligger i ruiner, idet han afdrager 1.000 kr. pr. måned på grund af skattevæsenets krav, som han betragter som baseret på luftpenge.

Parternes synspunkter

A har til støtte for sine påstande anført følgende

"...

Indledningsvis præciseres, at retten skal træffe afgørelse vedrørende spørgsmålet om genoptagelse ud fra skattestyrelseslovens § 34 og § 35 stk. 1. pkt. 2. og pkt. 5., jfr. dokumentsamlingen pag. 1. og i relation til spørgsmålet om omgørelse i henhold til skattestyrelseslovens § 37 C, jfr. dokumentsamlingen pag. 5. og skatteforvaltningslovens § 48, jfr. dokumentsamlingen pag. 7.

Ved sagens afgørelse kan det lægges til grund som ubestridt,

at

sagsøger i 1995 fra G2 A/S erhvervede driftsinventar og driftsmateriel, bl.a. omfattende en lang række spillemaskiner for et samlet beløb på kr. 2.256.413,44 jfr. bilag 6.,

 

at

sagsøger i 1999 i den ham personligt drevne virksomhed - H2 - i henhold til foreliggende driftsregnskab, bilag 2. pag. 7., var indehaver af driftsmidler med en primosaldo pr. 1/1 1999 på kr. 1.440.621,00 og en primosaldo vedrørende varevogn på kr. 220.347,50,

 

at

der mellem sagsøger og det ham helejede anpartsselskab H1 ApS - i 1999 blev indgået en handel, hvor sagsøger overdrog driftsinventar og driftsmateriel i form af spillemaskiner til H1 ApS for et beløb på kr. 442.691,00, og herudover en varevogn af mrk. Seat ... for et beløb på kr. 220.337,00 eller samlede værdier for et beløb på kr. 662.363,00, hvilken handel, uagtet at der ikke blev udfærdiget nogen egentlig købekontrakt, fremgår klart og entydigt at såvel sagsøger som H1 ApS's regnskaber for 1999, jfr. f.s.v. angår sagsøger driftsregnskab for året 1999, bilag 2. pag. 4. under aktiver, hvor der er anført afgang af driftsmidler med kr. 442.691,00 og afgang af varevogn med kr. 220.347,50 og tilsvarende af H1 ApS regnskab, bilag 3. note 6 vedrørende anlægsaktiver pag. 9., hvor der er anført tilgang af biler for et beløb på kr. 220.347,00 og inventar for et beløb på kr. 662.363,00, og herudover oversigt over kortfristede og langfristede kreditter og finanskontokort, bilag B. pag. 1. og 2.,

 

at

det på baggrund af sagsøgers forklaring i forbindelse med hovedforhandlingen den 21/10 2009 kan lægges til grund, at det omhandlede driftsinventar og driftsmateriel på handelstidspunktet befandt sig hos H1 ApS forretningsadresse,

 

at

det ved sagens afgørelse kan lægges til grund, at sagsøger ikke i forbindelse med handlen modtog nogen kontant betaling for de overdragne værdien, men fik et tilgodehavende hos H1 ApS, hvortil skal bemærkes, at H1 ApS ej heller var i besiddelse af kontante midler til betaling af det erhvervede driftsinventar og driftsmateriel, idet selskabet ikke var i besiddelse af kontante midler til udligning af købesummen, jfr. regnskab for H1 ApS, bilag 3.,

 

at

det herefter må lægges til grund, at der har været tale om en gensidig bebyrdende aftale mellem sagsøger og H1 ApS, hvor sagsøger har leveret driftsinventar og driftsmateriel og til udligning heraf har fået et tilgodehavende i H1 ApS, og der er på denne baggrund ikke belæg for at statuere, at der skulle være tale om maskeret udlodning, idet sagsøger har leveret driftsinventar og driftsmateriel, i hvert tilfælde for et beløb på kr. 442.691,00, idet den omhandlede varevogn, der var med i aftalen, ikke har været ejet af sagsøger, jfr. salgsslutseddel af 5/9 2000, bilag C., og skrivelse af 14/7 2008 fra SKAT, bilag 7, 

 
at  Skatteforvaltningen i ..., hvorunder ligningen af H1 ApS henhørte, i september 2001 traf afgørelse om, at H1 ApS ikke kunne foretage afskrivninger på en varevogn med en værdi på kr. 220.347,00 og driftsinventar og driftsmidler med en værdi på kr. 442.691,00, idet det blev anført, at de pågældende aktiver ikke var ejet af selskabet, jfr. Landsskatterettens kendelse, bilag 1. pag. 1. og 2.,
 

at

der som følge af kendelsen fra Skatteforvaltningen herefter fra sagsøgers revisor NS, der tillige var revisor i H1 ApS, i det efterfølgende regnskabsår herefter regnskabsmæssigt og skattemæssigt blev foretaget en tilbageførelse af handlen, jfr. oversigt over kortfristede og langfristede kreditorer, bilag B. under passiver, og herudover i sagsøgers driftsregnskab for H2 ApS, hvor korrektionen først blev foretaget i regnskabsåret 2000, jfr. bilag 4. pag. 4. under anlægsaktiver,

 

at

en konsekvens af, at Skatteforvaltningen underkender handlen som en naturlig følge også skal indebære gennemslagskraft i sagsøgers indkomst for det pågældende år, og dette uanset om der ikke er fremsat nogen formel anmodning om ændring i relation til den personlige ligning, og konsekvensen heraf må være, at der ikke er noget beskatningsgrundlag, idet et modsat resultat må betragtes som ren formalisme,

 

at

der under alle omstændigheder er grundlag for sagens genoptagelse, jfr. skattestyrelseslovens § 35 stk. 1. pkt. 2. og pkt. 5., idet det må lægges til grund, at det skyldes en fejl/misfortolkning af gældende skatteregler fra revisors side, at sagen ikke er blevet genoptaget, og at det i den forbindelse i øvrigt må statueres, at såfremt revisor havde bedt om en omgørelse, ville en sådan anmodning være blevet efterkommet, idet alle betingelserne herefter var opfyldt,

 

hvorfor sagsøgte skal dømmes i overensstemmelse med den principalt nedlagte påstand.

 

I relation til den subsidiært nedlagte påstand omkring omgørelse skal bemærkes,

 

at

sagsøger er enig i, at den administrative rekurs ikke har været udtømt,

 

at

en omgørelsesanmodning ville have opfyldt samtlige betingelser i skattestyrelseslovens § 37 C, idet den omhandlede disposition har indebåret helt utilsigtede skattemæssige virkninger, der ikke er uvæsentlige, og at den omhandlede transaktion ikke har været skjult, men klart har fremgået af regnskaberne for såvel sagsøger som H1 ApS, og at der har været tale om enkle og overskuelige forhold, og at H1 ApS de facto har tiltrådt en ændring,

 

at

skatteforvaltningslovens § 48 i en situation som den foreliggende indeholder hjemmel til, at retten kan tillade, at nye spørgsmål inddrages under en retssag, hvis det har en klar sammenhæng med det spørgsmål, som har givet grundlag for retssagen, i hvilken forbindelse det må statueres, at der materielt er tale om fuldstændig samme spørgsmål - spørgsmålet om annullation af en handel, og at det i øvrigt vil få helt utilsigtede skattemæssige virkninger, og en manglende prøvelse af spørgsmålet vil indebære et uforholdsmæssigt retstab for sagsøger, idet denne vil blive beskattet, dels af en varevogn, som sagsøger ingensinde har ejet, hvorfor en overdragelse stedse har været nullitet, og også dette forhold tilsiger, at spørgsmålet omkring omgørelse tages under påkendelse af retten,

 

at

den dom, der er gengivet i materialesamlingen pag. 10. ikke vedrører samme situation, og derfor ikke kan tages til indtægt for, at spørgsmålet om omgørelse ikke kan påkendes af retten,

 

hvorfor sagsøgte efter en samlet bedømmelse af sagen skal dømmes i overensstemmelse med sagsøgers subsidiære påstand.

..."

Skatteministeriet har til støtte for sine påstande anført følgende

"...

Indledningsvis finder jeg anledning til en bemærkning om, at sagsøgeren indleder sin procedure med følgende ord: "Ved sagens afgørelse kan det lægges til grund som ubestridt, ... " Herefter følger så alle sagsøgers anbringender. Sagsøger mener således tilsyneladende, at alle hans anbringender kan lægges til grund "som ubestridt." Det er selvfølgelig helt forkert - og det er i øvrigt også i åbenbar modstrid med det, der fremgik af bevisførelsen. Der skal ikke herske tvivl om, at de af sagsøger fremførte anbringender bestrides af sagsøgte.

I. Sagens baggrund

Baggrunden for sagen er i virkeligheden ret enkel. Skatteforvaltningen har foretaget en forhøjelse af skatteansættelsen for sagsøgeren for indkomståret 1999, idet man har konstateret, at der er sket en maskeret udlodning fra hans selskab, H1 ApS, til ham selv. Sagsøger er eneanpartshaver og direktør i selskabet.

Der er tale om en maskeret udlodning med et beløb på 663.036 kr. Det er et beløb, som lige pludselig er registreret som "langfristet gæld" i selskabets regnskab for 1998/99, jf. bilag 3, side 6. Ud for den pågældende gældspost er der blot anført følgende forklaring:

"Købekontrakter."

Sagsøgeren kunne ikke give skattemyndighederne en sammenhængende forklaring på, hvordan det kunne være, at selskabet lige pludselig stod med en gæld på 663.036 kr. ifølge "købekontrakter." Men det kom dog frem, at gælden havde sammenhæng med nogle påståede overdragelser mellem ham og selskabet, og at der var tale om en gæld til ham. Noget tilsvarende kom i øvrigt frem under partsforklaringen for retten. Heller ikke under partsforklaringen var sagsøgeren således i stand til at redegøre for sammenhængen, herunder sammensætningen af beløbet på 663.036 kr. Men han bekræftede dog, at han havde penge til gode hos selskabet. Da der ikke findes andre gældsposter i selskabets regnskab, som kan dække over hans påståede tilgodehavende end netop den nævnte regnskabspost vedr. "købekontrakter," må det lægges til grund, at beløbet også efter sagsøgerens egen forklaring for retten netop dækker selskabets gæld til sagsøger.

I sig selv behøver det vel ikke at være et problem, at et selskab lige pludselig får en gæld til eneejeren. Problemet opstår først, når eneejeren er ude af stand til at dokumentere, at han har leveret en ydelse til selskabet, som modsvarer denne gæld. Og det er netop det, som er situationen i den foreliggende sag.

Selskabet har således påtaget sig en gældsforpligtelse på 663.036 kr. over for eneanpartshaveren. Men bevis for, at selskabet til gengæld har modtaget en ydelse af tilsvarende værdi fra eneanpartshaveren, har hverken selskabet eller eneanpartshaveren (sagsøgeren) været i stand til at præstere. Det er problemet. Selskabet har fået en gældsforpligtelse uden at få noget til gengæld.

Det siger sig selv, at det er en økonomisk fordel for eneanpartshaveren, at han lige pludselig står med en fordring på 663.036 kr. mod sit selskab. Når selskabet "ud af det blå" påtager sig en sådan gældsforpligtelse, er det naturligvis en fordel for eneanpartshaveren på selskabets bekostning.

Under sagen har vi hørt forskelligt usammenhængende og udokumenteret snak om overdragelser af spillemaskiner og biler frem og tilbage. Men realiteten er, at der fuldstændig mangler dokumentation for, at sagsøger har overdraget maskiner eller andet af værdi til sit selskab. Der mangler således bevis for, at sagsøgeren har ydet noget af værdi til selskabet, som kan begrunde, at selskabet i 1999 fik en gæld til ham på 663.036 kr.

I sit procedureindlæg har sagsøger henvist til diverse regnskabsposter, men ingen af dem har nogen som helst sammenhæng med beløbet på 663.036 kr., som selskabet lige pludselig skylder sin ejer. Og bevis for, at en overdragelse i realiteten har fundet sted, således at selskabet er blevet ejer af aktiver, som tidligere har tilhørt sagsøgeren, mangler fuldstændig. Der foreligger således ingen overdragelsesaftaler eller anden form for dokumentation for, at aktiver har skiftet ejer. Sagsøgeren har bl.a. talt om overdragelse af en Seat-varevogn til en værdi af 220.347 kr., men det giver jo for det første ingen forklaring på beløbet på 663.036 kr. Og for det andet har det også kunnet konstateres, at sagsøgeren aldrig har solgt den i sagen meget omtalte Seat-varevogn til sit selskab i virkeligheden. Realiteten er nemlig, at sagsøgeren aldrig nogen sinde selv har været ejer af denne bil. Han kan jo ikke sælge en bil, som aldrig har tilhørt ham. Tilsyneladende har bilen hele tiden tilhørt selskabet. Det omtalte salg af biler og spillemaskiner m.v. er altså fiktion. Men det er selskabets gæld til sagsøgeren ikke.

Det er altså på den baggrund, at sagsøgeren er blevet beskattet af den økonomiske fordel, som er forbundet med, at selskabet i indkomståret 1999 - uden nogen modydelse - har påtaget sig en gældsforpligtelse over for sagsøgeren på 663.036 kr. Det følger af ligningslovens § 16 A, at enhver fordel af økonomisk værdi, som en aktionær eller anpartshaver modtager af sit selskab, skal beskattes som udbytte hos aktionæren/anpartshaveren. Og det er altså præcis det, som er sket. Hverken under skattemyndighedernes behandling af sagen eller under retssagen er der fremkommet noget fra sagsøgerens side, som giver grundlag for at kritisere den beskatning af maskeret udbytte, som har fundet sted.

Hvorvidt der i efterfølgende indkomstår evt. er sket tilbageførsler eller andre transaktioner mellem selskabet og sagsøgeren er uden betydning for opgørelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst i indkomståret 1999. Den skattepligtige indkomst opgøres på grundlag af indkomsten i indkomståret, jf. kildeskattelovens § 22, stk. 1. Hvert indkomstår skal således opgøres for sig - uafhængigt af parternes mulige transaktioner i efterfølgende år.

II. Sagsøgtes anbringender til støtte for frifindelsespåstanden over for sagsøgers principale påstand:

Baggrunden for sagen er altså den forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1999 med maskeret udbytte på 663.036 kr., som jeg lige har redegjort for. Sagsøgeren er utilfreds med forhøjelsen, men han har ikke klaget over den inden udløbet af klagefristen. Til gengæld har han så fremsat begæring om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 1999 med henblik på, at opnå den ønskede ændring af skatteansættelsen - og på den måde få ophævet forhøjelsen igen.

Der er enighed om, at fristen for begæring om genoptagelse ikke var udløbet på det tidspunkt, hvor sagsøgeren fremsatte sin genoptagelsesbegæring, jf. den dagældende skattestyrelseslov § 34, stk. 2 (svarende til § 26, stk. 1, i den gældende skatteforvaltningslov). Men man har ikke krav på genoptagelse, bare fordi genoptagelsesbegæringen er fremsat inden fristens udløb. Der skal også kunne påvises et genoptagelsesgrundlag. Det fornødne genoptagelsesgrundlag fremgår af loven. Ifølge skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, er det således en betingelse, at den skattepligtige ønsker at få ændret sin skatteansættelse for det pågældende indkomstår, og navnlig at han er i stand til at fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen."

Det er altså en betingelse for genoptagelse, at sagsøgeren kan fremlægge oplysninger, som påviser, at skatteansættelsen for indkomståret 1999 er forkert. Og på dette punkt fejler han. Sagsøgeren har jo ikke været i stand til at fremlægge noget bevis for, at skatteansættelsen for indkomståret 1999 er forkert. Han mener selv, at det er en fejl, at han blev forhøjet med maskeret udbytte for indkomståret 1999. Men hverken for Landsskatteretten eller for byretten har han været i stand til at bevise, at det er en fejl. Der er jo ikke fremkommet noget som helst, der giver belæg for hans påstand om, at han ikke burde være udbyttebeskattet som sket.

Tværtimod må man sige, at efter bevisførelsen for retten er det blot bekræftet, at der har været god grund til at forhøje hans skattepligtige indkomst med maskeret udbytte som sket.

Sagsøgeren har jo bl.a. selv forklaret for retten, at den varevogn, der skulle være indgået i overdragelsen, alligevel ikke indgik. Dertil kommer, at sagsøgerens revisor i forbindelse med sagens behandling for skatteankenævnet har oplyst følgende vedrørende den omtalte overdragelse, jf. skatteankenævnets sagsfremstilling, bilag A, side 10:

"Revisoren forklarede, at det i 1999 blev aftalt at maskinerne skulle være eet sted - med angivelse til restværdi efter saldoafskrivninger. Det kunne ikke afgøres eller dokumenteres, lige præcis hvilke maskiner, der var overdraget.

...

Der var blot sket overførsel af fiktive aktiver, og udlejningen skete gennem selskabet."

Endelig skal det fremhæves, at sagsøgeren også i forbindelse med sagens behandling for skatteankenævnet erklærede sig enig i, at hans tilgodehavende hos H1 ApS på kr. 663.036 ikke udsprang af en overførsel af en varevogn og driftsmidler, jf. skatteankenævnets sagsfremstilling, bilag A, side 7.

På den baggrund er det jo åbenbart, at den grundlæggende betingelse for genoptagelse ikke er opfyldt. Der er således ikke fremlagt noget, der kan begrunde en ændring af skatteansættelsen. Derfor har en genoptagelse af skatteansættelsen heller ikke noget formål. Hvis man forestiller sig, at der sker genoptagelse på det foreliggende grundlag - i overensstemmelse med sagsøgerens påstand - så giver det jo ikke nogen mening, når der ikke er udsigt til, at resultatet af genoptagelsen bliver en ændring af skatteansættelsen. Når der ikke er påvist noget, der giver grund til at ændre ansættelsen for indkomståret 1999, så er der heller ikke grund til at genoptage behandlingen af skatteansættelsen for dette indkomstår. Det er spild af tid og resurser, når resultatet bliver det samme.

I sin procedure har sagsøgers advokat været inde på nogle bestemmelser i skattestyrelseslovens § 35, men disse regler er helt uden relevans. Den dagældende § 35 i skattestyrelsesloven svarer til § 27 i den gældende skatteforvaltningslov og handler om ekstraordinær skatteansættelse og ekstraordinær genoptagelse - d.v.s. de tilfælde, hvor ændring af ansættelsen eller genoptagelse kan komme på tale, selv om fristen i § 34 er udløbet. I øvrigt handler de af sagsøgeren påberåbte bestemmelser om helt andre situationer end den, der er aktuel i den foreliggende sag. Når end ikke betingelserne for ordinær genoptagelse er opfyldt (§ 34), er de (skærpede) betingelser for ekstraordinær genoptagelse (§ 35) selvfølgelig heller ikke opfyldt.

Konklusionen er altså, at sagsøgeren ikke har fremlagt oplysninger, der giver grundlag for at ændre skatteansættelsen for indkomståret 1999, og at betingelsen for genoptagelse derfor ikke er opfyldt. Det var også Landsskatterettens konklusion. Kendelsen er derfor rigtig. Og Skatteministeriets frifindelsespåstand bør derfor tages til følge.

III. Sagsøgtes anbringender til støtte for afvisningspåstanden over for sagsøgers subsidiære påstand:

Ifølge skatteforvaltningslovens § 48 er rekursudnyttelse en procesforudsætning. Domstolsprøvelse af et skattespørgsmål forudsætter således ikke alene, at en skattemyndighed har truffet afgørelse om spørgsmålet, men også at adgangen til klage over afgørelsen har været udnyttet. Afgørelser, som kan indbringes for Landsskatteretten, skal altså have været indbragt for Landsskatteretten, før de kan påkendes for domstolene.

I forbindelse med klagen til Landsskatteretten over afslaget på genoptagelse af skatteansættelsen gjorde sagsøgeren bl.a. gældende, at betingelserne for omgørelse var opfyldt. Det gav Landsskatteretten anledning til følgende bemærkning i kendelsen af 14. december 2006 (bilag 1):

"Det skal endvidere bemærkes, at klageren ikke på noget tidspunkt har bedt om omgørelse, hvorfor den foretagne tilbageførsel i et senere indkomstår er uden betydning for skatteansættelsen for 1999."

Landsskatteretten kan tage stilling til en klage over et afslag på en begæring om omgørelse. Men når der ikke er givet noget afslag på en begæring om omgørelse, har Landsskatteretten ikke noget afslag at tage stilling til. Landsskatteretten er en klageinstans og ikke en ligningsmyndighed. Hvis den skattepligtige ønsker omgørelse, må han derfor fremsætte begæring herom over for den kompetente myndighed - og det er altså ikke Landsskatteretten. Tidligere var den kompetente skattemyndighed skatteforvaltningen i den skattepligtiges bopælskommune. I dag er det SKAT.

For sagsøgeren er problemet altså, at han aldrig har fremsat nogen begæring om omgørelse over for den kompetente skattemyndighed - og at han derfor heller aldrig har fået et afslag på omgørelse. Ingen har nogensinde taget stilling til spørgsmålet om omgørelse. Hverken for Landsskatteretten eller for byretten har der foreligget nogen afgørelse om omgørelse at tage stilling til, og ansøgning om omgørelse skal altså hverken indgives til Landsskatteretten eller byretten. Landsskatteretten og byretten udfører ikke ligningsarbejde og behandler ikke ansøgninger, men tager stilling til rigtigheden af afgørelser, som er truffet af vedkommende myndigheder.

Det er baggrunden for, at Landsskatteretten ikke har taget stilling til spørgsmålet om omgørelse, og at sagsøgeren heller ikke under denne retssag har adgang til at få påkendt spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for omgørelse er opfyldt. Resultatet er således ikke anderledes, end hvis sagsøgeren under denne sag ønskede dom for, at han skulle have jagttegn eller spiritusbevilling. Byretten er ikke rette vedkommende til behandling af sådanne ansøgninger. Hvis det drejer sig om en ansøgning om tilladelse til omgørelse i henhold til de af sagsøgeren påberåbte regler i skattestyrelseslovens § 37 C (nu skatteforvaltningslovens § 29), følger det udtrykkeligt af skatteforvaltningslovens § 48 (tidligere skattestyrelseslovens § 31), at domstolsprøvelse er udelukket, når der ikke foreligger noget afslag på en begæring om omgørelse fra den kompetente myndighed at tage stilling til, og når afslaget heller ikke forinden har været prøvet af Landsskatteretten.

Til belysning af reglerne om, at rekursudnyttelse er en procesforudsætning på skatteområdet har jeg medtaget et par domme i materialesamlingen:

I UfR 1994.810H (materialesamlingen side 8-9) havde skatteyderen i forbindelse med den administrative behandling og for Landsskatteretten anmodet om en genoptagelse af sin skatteansættelse. Skatteyderen indbragte sagen for domstolene, i hvilken forbindelse skatteyderen nedlagde påstand om en ændring af sin skatteansættelse. Landsretten afviste sagen, da den administrative rekurs ikke var udnyttet. Højesteret stadfæstede dommen af de grunde, der var anført af landsretten. Spørgsmålet om henholdsvis genoptagelse og materiel ændring af skatteyderens skatteansættelse var således forskellige skattespørgsmål, og det var ikke tilstrækkeligt til adgang til prøvelse af spørgsmålet om skatteansættelsen, at Landsskatteretten havde taget stilling til spørgsmålet om genoptagelse af skatteansættelsen.

Højesterets dom i SKM2007.183.HR (materialesamlingen side 10-16) vedrørte en skatteyder, der blev anset for rette indkomstmodtager af en række provisionsindtægter, der var udbetalt til et af skatteyderen delvist ejet selskab. Sagens behandling i Landsskatteretten vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt skatteyderen var rette indkomstmodtager, hvilket Landsskatteretten og senere landsretten lagde til grund. Skatteyderen gjorde gældende, at indtægterne skulle fordeles mellem ham selv og medejeren af selskabet. For Højesteret gjorde skatteyderen endvidere gældende, at såfremt Højesteret måtte finde, at han alene var rette indkomstmodtager, måtte det lægges til grund, at han havde antaget medejeren som underentreprenør på opgaven, og at hans udgifter til vederlag til medejeren så måtte være fradragsberettigede.

Højesteret udtalte

"Af Landsskatterettens afgørelse fremgår, at skattemyndighederne ikke har taget stilling til spørgsmålet om fradrag for udgifter, herunder for et eventuelt vederlag for arbejde, som B måtte have udført for A. Dette spørgsmål kan derfor ikke prøves af Højesteret, idet der ikke er grundlag for at fravige hovedreglen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1 (tidligere skattestyrelseslovens § 31, stk, 1)."

Højesteret har altså i en sag om rette indkomstmodtager, afvist at behandle spørgsmålet om fradrag for udgifter til at opnå denne indtægt, idet betingelserne i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, ikke var opfyldt. På baggrund af de to Højesteretsdomme må det lægges til grund, at der stilles endog særdeles strenge krav til spørgsmålenes sammenhæng, hvis undtagelsen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, skal finde anvendelse.

Genoptagelse og omgørelse er to vidt forskellige instrumenter, der omhandler forskellige forhold, ligesom betingelserne for henholdsvis genoptagelse og omgørelse er vidt forskellige. Genoptagelse forudsætter, at der er fremkommet oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af skatteyderens skatteansættelse. Sagsøgeren skal altså godtgøre, at skatteansættelsen var materielt forkert. Omgørelse forudsætter derimod, at der er indtrådt en efterfølgende ændring af en privatretlig disposition. Endvidere er det bl.a. en betingelse for omgørelse, at dispositionen har haft utilsigtede skattemæssige konsekvenser, og at alle der berøres af omgørelsen tiltræder omgørelsesanmodningen. Det er også en betingelse, at dispositionen skal have været lagt klart frem for myndighederne, og at et ønske om skattebesparelse ikke ligger bag den disposition, der ønskes omgjort. Det er altså noget helt andet end det, som genoptagelse af skatteansættelsen handler om.

IV. Sagsøgtes anbringender til støtte for frifindelsespåstanden over for sagsøgers subsidiære påstand:

Frifindelsespåstanden er nedlagt ex tuto med henvisning til, at sagsøgeren ikke har bevist, at betingelserne for omgørelse er opfyldt, men i øvrigt anser jeg det for rigtigst, at jeg under denne sag afstår fra at forholde mig til spørgsmålet om de materielle betingelser for omgørelse. Det er som nævnt et tema, som ingen skattemyndighed har taget stilling til (endnu).

Som nævnt kan retten under denne sag alene foretage prøvelse af skattemyndighedernes afgørelse om genoptagelse. En afgørelse om omgørelse, som slet ikke er truffet (endnu), kan ikke inddrages under domstolsprøvelsen. Det ville være i klar modstrid med ordningen i henhold til skatteforvaltningsloven, jf. § 48, som jeg allerede har omtalt

..."

Rettens begrundelse og resultat

Efter bevisførelsen finder retten, at A ikke har fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af den skete skatteansættelse for indkomståret 1999, jf. dagældende skattestyrelseslovs § 34, stk. 2. Det må således også for retten lægges til grund, at As fordring i 1999 på H1 ApS ikke var betinget af en modydelse, og at fordringen derfor med rette i skatteretlig henseende er behandlet som maskeret udlodning. Skatteministeriet frifindes herefter for As principale påstand.

A har ikke i forbindelse med sagens behandling for de kompetente skattemyndigheder anmodet om omgørelse, og spørgsmålet er således ikke behandlet i det administrative klagesystem. A har under hele forløbet været repræseneret af revisor og advokat, og der ses ikke i øvrigt anført omstændigheder, hvorefter det er undskyldeligt, at spørgsmålet om omgørelse ikke har været inddraget tidligere, ligesom der ikke er grund til at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for ham, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1. As subsidiære påstand afvises derfor.

Efter sagens værdi og udfald betaler A sagens omkostninger til Skatteministeriet med 30.000 kr., der dækker advokatomkostninger.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, betalinger inden 14 dage til Skatteministeriet sagens omkostninger med 30.000 kr.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter