Dato for udgivelse
24 Mar 2010 11:05
Dato for afsagt dom/kendelse
23 Mar 2010 15:24
SKM-nummer
SKM2010.216.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
09-179092
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Grænsehandelskoncept tyskland moms træpiller
Resumé

Skatterådet kan bekræfte, at en tysk virksomhed kan sælge varer til danske kunder med tysk moms, når kunderne selv henter varerne i Tyskland. Skatterådet kan ligeledes bekræfte, at det ikke ændrer herpå, at der på virksomhedens hjemmeside henvises til en eller flere danske transportører, heller ikke, hvis en af disse transportører er bror til indehaverens af virksomheden. Skatterådet kan endelig bekræfte, at det fortsat ikke gør nogen forskel, hvis broderen er medindehaver af virksomheden.

Reference(r)
Momsloven § 14, stk. 1.
Henvisning
Momsvejledningen 2010-1 E.2.2.2

Spørgsmål

  1. Kan en tysk virksomhed, sælge træpiller til danske kunder med tysk moms, såfremt kunderne selv skal sørge for afhentning i Tyskland?
  2. Kan den tyske virksomhed henvise til/anbefale en dansk transportør?
  3. Kan den tyske virksomhed henvise til/anbefale indehaverens brors danske transportfirma?
  4. Gør det nogen forskel, hvis indehaveren af det danske transportfirma, hvortil der henvises, er medejer af den tyske virksomhed?

Spørgers forslag

  1. Ja.
  2. Ja.
  3. Ja.
  4. Nej.

SKATs svar

  1. Ja.
  2. Ja.
  3. Ja.
  4. Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er en tysk virksomhed, der vil blive momsregistreret i Tyskland. Firmaet sælger træpiller til danske kunder pålagt tysk moms via en dansk hjemmeside. Firmaet har en postadresse i Tyskland og et fysisk lager på en anden adresse i Tyskland.

Kunder kan handle ved enten at afgive bestilling telefonisk, over internettet, pr. e-mail eller ved at møde op på lageret og købe direkte.

Der betales forud for købet via bankoverførsel til en dansk eller tysk konto efter kundens eget valg.

Kunden vælger selv, på hvilken vis han vil transportere træpillerne hjem. Kunden kan således vælge selv at transportere varerne hjem, anvende en selvvalgt transportør, eller benytte en af de transportører som spørger henviser til/anbefaler.

Aftale om og betaling for transporten afvikles direkte mellem kunden og den valgte transportør.

Spørger henviser til/anbefaler indehaverens brors danske transportfirma, samt et andet dansk transportfirma. Der er på hjemmesiden oplyst priser for transport til forskellige områder af Danmark. Priserne er ens for de to oplistede transportfirmaer.

Spørger påtænker endvidere at lade sin bror blive medindehaver af firmaet.  

SKATs indstilling og begrundelse

Lovgrundlag:

Momsloven § 14, stk.1:

Leveringsstedet for varer er her i landet i følgende tilfælde:

  1. Når varen ikke forsendes eller transporteres og varen befinder sig her i landet på leveringstidspunktet. 
  2. Når varen forsendes eller transporteres og varen befinder sig her i landet på det tidspunkt, hvor forsendelsen eller transporten til aftageren påbegyndes. Leveringsstedet er dog ikke her i landet, når varen installeres eller monteres i udlandet af leverandøren eller for dennes regning, eller når varen sælges ved fjernsalg til andre EU-lande og virksomheden er registreringspligtig for dette salg i det andet EU-land. Ved fjernsalg forstås salg af varer, bortset fra varer afgiftsberigtiget som brugte varer m.v. efter reglerne i kapitel 17 eller efter tilsvarende regler i et andet EU-land, fra et EU-land til et andet EU-land, hvor varerne direkte eller indirekte forsendes eller transporteres af sælgeren eller på dennes vegne til en køber, der ikke er registreret efter §§ 47, 49-50 a eller 51 eller 51 a eller efter tilsvarende regler i et andet EU-land. 
  3. Når varen forsendes eller transporteres her til landet og varen installeres eller monteres her i landet af en udenlandsk leverandør eller for dennes regning eller varen sælges ved fjernsalg fra et andet EU-land, når virksomheden er registreringspligtig for dette salg her i landet, jf. § 48, stk. 3.

Praksis:

SKM2006.534.SR:

Skatterådet fandt ikke, at det kan anses som indirekte involvering i transporten, hvis en virksomhed, som sælger varer fra butikker i Tyskland, på sin hjemmeside oplister en række vognmænd, som kan tage sig af de aktuelle transporter af varerne fra Tyskland til Danmark.

SKM2008.457.SR:

Skatterådet fandt heller ikke, at det kunne anses som indirekte involvering i transporten, når en virksomhed beliggende i Tyskland, der via en tysk butik og webshop, solgte varer til privatpersoner, på sin hjemmeside havde links til forskellige fragtmænd. Kunden kunne enten afhente varerne i den tyske butik eller, uafhængigt af sælger, indgå en aftale om transporten med en fragtmand efter eget valg. Det havde ingen betydning, at virksomheden modtog provision fra fragtmændene.

Begrundelse:

Ad spørgsmål 1:

Det ønskes bekræftet, at spørger kan sælge varer med tysk moms til danske kunder fra en tysk virksomhed med lager i Tyskland, såfremt kunderne selv sørger for at hente varerne ved lageret i Tyskland.

Det fremgår af momslovens § 14, stk. 1, nr. 1, at leveringsstedet er her i landet, når varen ikke forsendes eller transporteres og varen befinder sig her i landet på leveringstidspunktet.

Hvis kunden selv afhenter varen på lageret i Tyskland, befinder varen sig ikke her i landet på leveringstidspunktet.

SKAT finder herefter, leveringen er sket i Tyskland, hvorefter der skal afregnes tysk moms.

Det indstilles på den baggrund, at spørgsmål 1 besvares med "ja".

Ad spørgsmål 2:

Det ønskes bekræftet, at spørger kan sælge varer med tysk moms fra en tysk virksomhed med lager i Tyskland, uanset at virksomheden på sin hjemmeside henviser til/anbefaler en eller flere navngivne transportfirmaer.

Efter bestemmelsen i momslovens § 14, stk. 1, nr. 3, er leveringsstedet her i landet, når varen sælges ved fjernsalg fra et andet EU-land, og når virksomheden er registreringspligtig for dette salg her i landet, jf. § 49, stk. 3. Registreringspligten indtræder ved en omsætning på over 280.000 kr., hvilket det forudsættes, at spørger vil have.

Ved fjernsalg forstås salg af varer, bortset fra varer afgiftsberigtiget som brugte varer mv. efter reglerne i kapitel 17 eller efter tilsvarende regler i et andet EU-land, hvor varerne direkte eller indirekte forsendes af sælgeren eller på dennes vegne til en køber, der ikke er registreret, jf. momslovens § 14, stk. 1, nr. 2.

Om sælgeren er indirekte involveret i transporten afhænger af en konkret vurdering af de givne omstændigheder, herunder måden hvorpå salget bliver tilbudt køberen.

Skatterådet har ved de ovenfor nævnte afgørelse taget stilling til, at det ikke kan anses for indirekte involvering i transporten, hvis en virksomhed, som sælger varer fra butikker i Tyskland, på sin hjemmeside oplister en række fragtmænd, som kan forestå de aktuelle transporter af varerne fra tyskland til Danmark. At spørger modtager provision fra transportørerne medfører ikke et andet resultat.

SKAT finder, at spørgsmål 2 er sammenligneligt med de stillede spørgsmål i de citerede afgørelser, og finder på den baggrund ikke, at spørger kan siges at være indirekte involveret i transporten af varerne, uanset at han på virksomheden hjemmeside henviser til én eller flere transportfirmaer.

Det indstilles derfor, at spørgsmål 2 besvares med "ja".

Ad spørgsmål 3:

Det ønskes bekræftet, at det ikke gør nogen forskel, såfremt et af de transportfirmaer der henvises til, tilhører virksomhedens indehavers bror.

SKAT finder fortsat, at spørgsmålet er sammenligneligt med de 2 citerede afgørelser. SKAT har herved navnlig lagt vægt på, at spørger og brorens transportfirma er 2 selvstændige virksomheder. SKAT har endvidere lagt vægt på, at det ved afgørelsen SKM2008.457.SR ikke fandtes, at det gjorde nogen forskel, at spørger modtog provision fra de transportvirksomheder, der var oplistet på spørgers hjemmeside.

Det indstilles på den baggrund, at spørgsmål 3 besvares med "ja".

Ad spørgsmål 4:

Det ønskes bekræftet, at det ikke vil gøre nogen forskel, om broderen tillige var medejer af spørger.

SKAT finder fortsat, at spørgsmålet er sammenligneligt med de 2 citerede afgørelser. SKAT har herved navnlig lagt vægt på, at spørger og brorens transportfirma er 2 selvstændige virksomheder. SKAT har endvidere lagt vægt på, at det ved afgørelsen SKM2008.457.SR ikke fandtes, at det gjorde nogen forskel, at spørger modtog provision fra de transportvirksomheder, der var oplistet på spørgers hjemmeside.

Det indstilles på den baggrund, at spørgsmål 3 besvares med "nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter