Indhold

I dette afsnit beskrives, hvornår der senest skal træffes beslutning om, at en investeringsforening skal være en forening med minimumsbeskatning omfattet af LL § 16 C. xDet beskrives også, hvornår der skal træffes beslutning om, at foreningen vælger at betale udbytteskat af udbytte fra danske aktier. x

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

I en nystiftet forening skalx valget om at være minimumsbeskattet xtræffes i forbindelse med stiftelsen, hvis det skal gælde for det første år.

I andre tilfælde skal valget om at være en forening med minimumsbeskatning træffes inden det første år, som valget gælder for. Det skyldes, at valget allerede fra begyndelsen af året har betydning for den skat, der opstår ved en deltagers salg. Se LL § 16 C, stk. 10.

Oplysning om valget skal indsendes til Skattestyrelsen inden det indkomstår, som valget gælder for. For nyoprettede foreninger kan valget have tidligere virkning, hvis oplysningen sendes til Skattestyrelsen senest 3 måneder efter oprettelsen, dog senest inden udløbet af det første indkomstår, som valget skal gælde for. Se LL § 16 C, stk. 10.

Foreningen skal inden for samme frister meddele Skattestyrelsen, om den er aktiebaseret eller obligationsbaseret. Se LL § 16 C, stk. 10.

For eksisterende foreninger fremgår det af foreningens registrering hos Skattestyrelsen, at den er minimumsbeskattet. Der er derfor ikke behov for, at en eksisterende forening med minimumsbeskatning indsender besked til Skattestyrelsen om, at den har valgt fortsat at blive beskattet som minimumsbeskattet forening. Dette forudsættes, medmindre foreningen beslutter sig for noget andet. Hvis registreringen er fejlagtig i forhold til foreningens vedtægter, lægges der vægt på, hvordan registreringen burde være. Tilsvarende gælder spørgsmålet, om foreningen fortsætter som aktiebaseret.

xVed lov nr. 84 af 30. januar 2019 er LL § 16 C, stk. 1, ændret.

Ved et investeringsinstitut med minimumsbeskatning forstås et institut, hvis aktivmasse udelukkende er placeret i værdipapirer mv., og instituttetes administrationsbygning, der udsteder omsættelige beviser for deltagernes indskud, og som har valgt, at instituttetes indkomst skal beskattes hos deltagerne. Se LL§ 16 C, stk. 1, 1. pkt.

Et sådant investeringsinstitut, som er hjemmehørende her i landet, kan vælge, at instituttet skal beskattes af udbytter omfattet af LL § 16 A, stk. 1 og 2, fra selskaber mv., der er hjemmehørende her i landet. Se LL § 16 C, stk. 1, 2. pkt. Dette valg skal træffes, samtidigt med at der vælges skattemæssig status som minimumsbeskattet investeringsinstitut, og valget er bindende. Se LL § 16 C, stk. 1, 3. og 4. pkt. 

Ændringen har virkning fra og med indkomståret 2020.x

Efter ABL § 21, stk. 2, anses en investeringsforening med minimumsbeskatning for aktiebaseret, hvis 50 pct. eller mere af foreningens aktivmasse i løbet af foreningens indkomstår gennemsnitligt er placeret i værdipapirer mv. omfattet af ABL, bortset fra aktier omfattet af ABL § 19 og investeringsbeviser omfattet af ABL § 22. Det er desuden en betingelse, at den resterende del af aktivmassen udelukkende er placeret i værdipapirer mv. og i foreningens administrationsbygning.

Efter ABL § 22, stk. 2, anses en investeringsforening med minimumsbeskatning for obligationsbaseret, hvis mindre end 50 pct. af foreningens aktivmasse i løbet af indkomståret gennemsnitligt er placeret i værdipapirer mv. omfattet af ABL, bortset fra aktier omfattet af ABL § 19 og obligationsbaserede investeringsbeviser. Det er desuden en betingelse, at den resterende del af aktivmassen udelukkende er placeret i værdipapirer mv. og foreningens administrationsbygning. Se ABL § 22, stk. 2.

Foreningen skal også indsende oplysninger til Skattestyrelsen til vurdering af, om anbringelsesgrænsen er opfyldt. Oplysningerne skal indsendes til Skattestyrelsen inden for samme frister, som gælder for indsendelse af oplysninger om minimumsindkomsten. Det vil sige senest 2 måneder efter generalforsamlingens årlige godkendelse af regnskabet, dog senest 6 måneder efter udløbet af foreningens indkomstår. Hvis anbringelsesgrænsen for aktiebaserede foreninger ikke er overholdt, således at en aktiebaseret forening overgår til at blive obligationsbaseret, skal foreningen offentliggøre det. Se ABL § 21, stk. 5.

Skattestyrelsen finder at klassifikationen pr. fx  januar 2016 som enten aktiebaseret eller obligationsbaseret skal foretages på baggrund af sammensætningen af foreningens aktivmasse den 31. december 2015.

Som følge af reglerne i SEL § 5 F og ABL § 33, hvorefter ændringen først har virkning fra udgangen af indkomståret, får en ændring fra aktiebaseret til obligationsbaseret investeringsforening med minimumsbeskatning først virkning fra udgangen af det indkomstår, hvor ændringen er indtrådt.

Eksempel

En aktiebaseret investeringsforening med minimumsbeskatning har kalenderårsregnskab. I løbet af 2015, ændrer den investeringer, så den overgår til at blive obligationsbaseret. Foreningen skal indsende oplysninger om anbringelserne efter fristerne i  første halvdel af 2016 og offentliggøre ændringen.

Investorer, som afstår investeringsbeviser i kalenderåret 2015, anses for at have afstået aktiebaserede investeringsbeviser med minimumsbeskatning. Investorer, som afstår investeringsbeviser i kalenderåret 2016, anses for at have afstået obligationsbaserede investeringsbeviser.  

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Skatterådet

SKM2016.190.SR

Skatterådet bekræftede, at påtænkte overflytninger af afdelinger i en minimumsbeskattet investeringsforening til afdelinger i en minimumsbeskattet nyetableret værdipapirfond, ikke udløste beskatning, hverken på afdelingsniveau eller for de respektive deltagere (investorerne) i de nævnte afdelinger, når det blev lagt til grund, at der ikke skete ændringer af henholdsvis afdelingens aktiver og passiver. Skatterådet bekræftede desuden, at afdelingerne efter overflytningen kunne videreføre deres hidtidige status som investeringsinstitut med minimumsbeskatning, jf. LL § 16 C, som om der ikke var sket en overflytning, når de opfyldte betingelserne i LL § 16 C, stk. 10. 

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter