Indhold

Dette afsnit handler om formuleringen af skønstemaet.

Afsnittet indeholder:

  • Definition af skønstemaet
  • Neutralitet
  • Konkrete forhold
  • Klarhed
  • Relevante spørgsmål
  • Spørgsmål omfattet af skønsmandens særlige kompetence
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Definition af skønstemaet

Skønstemaet er de spørgsmål, som parterne ønsker besvaret af skønsmanden. Skønstemaet skal indeholde en indledende beskrivelse af rammerne for den ønskede besvarelse og/eller af baggrunden for spørgsmålene.

Skønstemaet skal være neutralt og spørgsmålene konkrete, klare, relevante og omfattet af skønsmandens særlige sagkundskab.

Der behøver ikke være enighed om spørgsmålenes formulering og parterne har begge en meget fri adgang til, at stille de spørgsmål som parten ønsker besvaret, jfr. retsplejeloven § 197. Der må dog fortsat ikke stilles spørgsmål der ligger uden for skønsmandens kompetence eller er et forsøg på utilbørlig påvirkning af skønsmanden. Spørgsmålene må heller ikke være åbenbart overflødige jfr. retsplejelov § 341 og må fortsat  heller ikke dreje sig om en fortolkning af juridiske forhold som det tilkommer klageinstansen, at tage stilling til.

xI SKM2019.299.BR var det spørgsmålet om nogle supplerende spørgsmål kunne anses for, at medføre en retlig bevisbedømmelse, om spørgsmålene var et forsøg på utilbørlig påvirkning af skønsmanden samt om hvorvidt spørgsmålene kunne afvises som overflødig bevisførelse jf. retsplejelovens § 341. Retten tillod alle spørgsmålene, da det ikke kunne udelukkes, at en besvarelse ville have betydning for sagen, og fandt ikke at spørgsmålene var ledende.x

I SKM2016.435.VLR drejede sagen sig om, hvordan en samlet købesum på 9.650.000,- kr. for en ejendom skulle fordeles på de overdragne aktiver, der indgik i ejendomsoverdragelsen.

Skatteyderen ønskede at stille nogle spørgsmål til skønsmanden om alternative fordelinger, hvis den samlede købesum havde været en anden.

SKAT protesterede over disse spørgsmål. Herved anførte SKAT bl.a., at købesummen på 9.650.000,­ kr., der var aftalt af de uafhængige parter ikke var bestridt, hverken af SKAT eller civilretligt af parterne og derfor måtte lægges til grund ved fordelingen på de overdragne aktiver.

Landsretten fandt ikke grundlag til på forhånd at antage, at svarene på de omhandlede spørgsmål ville være uden betydning for skattesagen.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens kendelse om, at skatteyderen skulle have lov til at stille spørgsmålene til skønsmanden.

At der er en meget fri adgang til, at stille spørgsmål medfører, at hver af parterne hæfter for omkostningerne til besvarelsen af pågældende parts spørgsmål jf. retsplejeloven § 208 stk.3

Der er jf. retsplejeloven § 204 og BKG 1442 af 4. december 2015 indført en pligt til, at anvende en bestemt blanket ved udformningen af skønstemaet. Blanketten er udformet af Domstolsstyrelsen og findes på www.domstol.dk . I blanketten skal der indføres hver af parternes spørgsmål samt afsættes plads til, at skønsmanden kan tilføje sin besvarelse. Det er dog muligt, at henvise til bilag i det omfang dette er nødvendigt. 

Rekvirenten samt skønsindstævnte forsøger dog normalt gennem uformelle kontakter uden byrettens deltagelse at opnå enighed om formuleringen af skønstemaet da der ofte vil være tale om, at denne gensidige behandling medfører, at der generelt stilles bedre spørgsmål, men der er som nævnt ikke noget krav om enighed.

Domstolene har indført en digitalisering af retsprocessen i civilesager, og altså også for syn og skønssager. Det betyder, at syn og skønssager i praksis skal håndteres på en ny måde, hvor parterne bl.a. selv skal uploade anmodning om tilladelse af syn og skøn, evt. processkrifter mv. til en central sagsportal. Der kan findes mere information på www.domstol.dk

Som et supplement eller som et alternativ er der jf. retsplejelovens § 209a mulighed for, at parterne i borgerlige sager med rettens tilladelse kan vælge at supplere eller erstatte bevisførelse i form af syn og skøn med sagkyndige erklæringer, som parterne hver især indhenter, efter at retssagen er anlagt.

Det er en forudsætning for, at syn og skøn kan erstattes af eller suppleres med ensidigt indhentede erklæringer, at parterne er enige om det, idet det herved er forudsat, at udtrykket ”parternes fælles anmodning” også omfatter tilfælde, hvor parterne forud for retssagen bindende har aftalt, at de ved en eventuel retstvist mellem dem (med rettens tilladelse) skal kunne anvende ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer i stedet for eller som supplement til syn og skøn.

Hvis der er der mere end to parter i sagen, og vil det pågældende bevistema alene kunne berøre retsstillingen for nogle af parterne, er det kun disse parter der behøver, at være enige om at anmode om tilladelse til at bruge ensidigt indhentede erklæringer mv.

Bestemmelsen er tiltænkt de tilfælde, hvor der er rimelig grund til at antage, at forskellige skønsmænd ville kunne konkludere væsentligt forskelligt på grund af forskellige faglige tilgange, som hver især er anerkendte inden for det pågældende fagområde, og hvor parterne finder, at sagen (på grund af dens værdi eller videregående betydning) kan ”bære” den fordyrelse, det typisk vil indebære, at der indhentes mere end én sagkyndig erklæring om det samme spørgsmål.

Ved rettens vurdering af, om tilladelse bør gives, må der lægges meget betydelig vægt på parternes enighed, og selv om retten eventuelt forudser, at man reelt kan blive tvunget til at afgøre sagen ud fra bevisbyrderegler, kan retten kun opfordre parterne til (også) at tilvejebringe syn og skøn, jf. herved retsplejelovens § 339, stk. 3.

Reglen angår sagkyndige erklæringer, der indholdsmæssigt svarer til syn og skøn, dvs. som indebærer en besigtigelse og/eller beskrivelse samt vurdering af et konkret faktisk forhold, som er genstand for bevisførelse under sagen.

Bestemmelsen angår således ikke sagkyndige erklæringer af generel karakter, der afgives uden konkret undersøgelse af genstande eller personer, men på grundlag af foreliggende almen viden. Som eksempler herpå kan nævnes erklæringer/responsa fra brancheorganisationer om handelspraksis eller kutymer på et bestemt område eller fra et teknisk institut eller lignende om generelle tekniske forhold.

Det er forudsat, at bestemmelsen heller ikke berører indhentelse og brug af sagkyndige erklæringer, der har et særligt lovmæssigt grundlag og ikke kan anses som ensidigt indhentede erklæringer som dette udtryk anvendes i civilprocessen.

Kriteriet ”forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter” indebærer i øvrigt ikke anden begrænsning, end at juridiske responsa om dansk ret falder uden for. Sådanne erklæringer om den juridiske bedømmelse af visse forhold kan inddrages til brug for den juridiske argumentation, men ikke i sagen i øvrigt, jf. den nye regel i retsplejelovens § 341 a, stk. 2.

Når retten har givet tilladelse til at fravælge eller supplere syn og skøn, kan parterne indhente og fremlægge skriftlige erklæringer fra sagkyndige, som de selv udpeger. Parterne kan naturligvis give hinanden indflydelse på de spørgsmål, der stilles til den sagkyndige, for derved at søge at styrke erklæringens bevismæssige værdi, men parterne er ikke forpligtet hertil.

Der skal altid indhentes en skriftlig erklæring, og det vil således – ligesom ved syn og skøn i borgerlige sager – ikke være muligt at afhøre en sagkyndig i retten, uden at den pågældende først har udarbejdet en skriftlig erklæring.

Det er desuden i retsplejelovens § 209a i stk. 3 bestemt, at Domstolsstyrelsen (i lighed med, hvad der gælder ved syn og skøn, jf. retsplejelovens § 204, stk. 3 fastsætte regler om, at sagkyndige erklæringer som nævnt i stk. 1 skal afgives på særlige blanketter og at erklæringen skal fremsendes til retten i et særligt format, herunder digitalt.

Det fremgår af retsplejelovens § 316, at som sagsomkostninger erstattes de udgifter, der har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse.

Det fremgår desuden af retsplejelovens § 209a, at sagens parter hver især skal bære egne honoraromkostninger mv. til ensidigt udpegede sagkyndige i tilfælde, hvor parterne i henhold til retsplejelovens § 209a med rettens tilladelse har valgt at supplere eller erstatte syn og skøn om sagens bevisspørgsmål med ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer/egne sagkyndige vidner.

Reglen indebærer, at parterne i disse særlige tilfælde selv må betale for den sagkyndige bistand, de har valgt at indhente, uden hensyn til, hvem der vinder sagen.

Desuden er der indført en bestemmelse i retsplejelovens § 341a, der - sammen med retsplejelovens § 209a -  regulerer spørgsmålet om parters adgang til at fremlægge ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer om konkrete faktiske forhold mv. til brug for bevisførelsen og fremlæggelse af juridiske responsa mv. om dansk ret til brug for den juridiske argumentation.

Reglen fastsætter, at ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer om konkrete tekniske, økonomiske eller lignende forhold som udgangspunkt kan fremlægges til brug for bevisførelsen, hvis erklæringen er indhentet, før retssagen blev anlagt, dvs. før indgivelse af stævning, jf. retsplejelovens § 209a, stk. 1, 1. pkt.

Det er ikke en betingelse, at der er begæret eller udmeldt syn og skøn efter reglerne herom. I praksis vil der dog normalt være tale om, at sådanne erklæringer fremlægges som grundlag for en syn- og skønsforretning, eventuelt begæret af modparten.

Som modvægt til denne mulighed er der i retsplejelovens § 209a, stk. 1, 2. pkt., en regel om, at modparten i disse tilfælde, hvor den anden part fremlægger en ensidigt indhentet erklæring, som er fremskaffet før sagsanlægget, kan fremlægge en ensidigt indhentet ”moderklæring”, dvs. en erklæring om de samme forhold, selv om det først har været muligt at indhente moderklæringen efter sagsanlægget.

Adgangen til at fremlægge en “moderklæring” er ikke begrænset til tilfælde, hvor der skal foretages syn og skøn, men gælder generelt i tilfælde, hvor modparten er blevet bekendt med den ensidigt indhentede erklæring så sent, at der ikke har været mulighed for at indhente “moderklæringen” før sagsanlægget, eller hvor det i øvrigt helt indtil sagsanlægget har fremstået så uvist for modparten, om stævning ville blive indgivet, at det ville være urimeligt at lægge vægt på, at modparten rent tidsmæssigt kunne have nået at indhente “moderklæringen” før sagsanlægget.

I øvrigt må parterne gå frem efter reglerne om syn og skøn, når sagen er anlagt, medmindre de er enige om at bruge reglen i retsplejelovens § 341a til med rettens tilladelse at supplere eller erstatte syn og skøn med fremlæggelse af ensidigt indhentede erklæringer, jf. herved også retsplejelovens § 209a.

Bestemmelsen angår ikke sagkyndige erklæringer af generel karakter, der afgives uden konkret undersøgelse af genstande eller personer, men på grundlag af foreliggende almen viden, herunder f.eks. responsa fra brancheorganisationer om handelspraksis eller kutymer på et bestemt område eller erklæringer fra et teknisk institut eller lignende om generelle tekniske forhold. Bestemmelsen angår heller ikke rene faktumgengivelser som f.eks. et kort eller rids over et omstridt byggeprojekts placering i forhold til andre bygninger.

Bestemmelsen angår kun ensidigt indhentede erklæringer, dvs. erklæringer, som er indhentet uden at inddrage modparten og eventuelt retten.

Det er uden betydning, hvem der har afgivet erklæringen.

Anvendelsen af kriteriet ”forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter” i stk. 1 indebærer alene en afgrænsning over for juridiske responsa om dansk ret, jf. retsplejelovens § 341a, stk. 2. Der kan derfor være tale om erklæringer om ethvert faktisk forhold, som sagen angår, og bestemmelsen omfatter dermed f.eks. lægeerklæringer, erklæringer fra tekniske rådgivere og økonomiske analyser, eksempelvis om prisniveauer eller markedsmæssige konsekvenser af visse dispositioner.

Reglen i retsplejelovens § 341a stk. 1 medfører, at det ikke er til hinder for at fremlægge en ensidigt indhentet sagkyndig erklæring, at dens bevisværdi ofte kan være ret begrænset netop på grund af, at den er ensidigt indhentet.

En part kan således som udgangspunkt fremlægge alt, som har dannet baggrund for sagsanlægget eller den nedlagte påstand, men i overensstemmelse med retspraksis foreslås det, at retten dog kan nægte fremlæggelse af de omhandlede erklæringer og ”moderklæringer”, hvis erklæringens indhold, omstændighederne ved dens tilblivelse eller andre forhold giver grundlag for at fravige det klare udgangspunkt. Retten må afgøre konkret, om dette er tilfældet.

Erklæringens indhold vil navnlig tale imod fremlæggelse, hvis indholdet er klart irrelevant for sagen.

Derimod vil det være uden betydning, at erklæringens indhold ikke kun er ”teknisk”, men også omfatter en vurdering (et skøn). Det vil også være uden betydning, at erklæringen angår de samme forhold, som et udmeldt syn og skøn skal dreje sig om.

Omstændighederne ved erklæringens tilblivelse vil f.eks. tale imod fremlæggelse, hvis erklæringen må anses for at være faktuelt eller videnskabeligt uvederhæftig eller lignende (”bestillingsarbejde”), således at den er helt uden bevismæssig værdi.

Selve det forhold i sig selv, at der er en nær tidsmæssig sammenhæng mellem partens modtagelse af den sagkyndige erklæring og sagsanlægget, er uden betydning, idet det netop er karakteristisk for indhentelse af sagkyndige erklæringer som led i forberedelsen af et sagsanlæg, at parten måske nok kan være overbevist om at have et krav, men har behov for at undersøge, om det kan bevises, og hvor stort kravet er.

Det er forudsat, at udgifter til en ”moderklæring”, jf. retsplejelovens § 341a, stk. 1, 2. pkt., ligesom udgifter til erklæringer, der er ensidigt indhentet før sagsanlægget (og altså dermed ikke er udmeldt af retten), ikke dækkes som sagsomkostninger efter retsplejelovens § 316

Neutralitet

Skønstemaet skal være objektivt og må ikke indeholde subjektive opfattelser af forhold, som parterne ikke er enige om. Det må ikke indeholde argumenterende afsnit eller ledende spørgsmål.

Derudover må der ikke være indbygget underforståede forudsætninger i spørgsmålene, hvis parterne ikke er enige om disse forudsætninger. De forudsætninger en part ønsker indbygget i besvarelsen skal udtrykkeligt være angivet.

Kravet om neutralitet er bl.a. formuleret i en kendelse, hvor landsretten fastslog, at spørgsmål i et skønstema skal være konkrete, klare, neutrale og relevante. Se SKM2004.473.ØLR.

Konkrete forhold

Spørgsmålene i skønstemaet skal vedrøre konkrete forhold og ikke blot efterlyse en generel vurdering af branchemæssige forhold eller lignende.

I SKM2015.418.ØLR. drejede sagen sig om at SKAT havde forhøjet en skatteyder med en række ejendomsavancer i forbindelse med overdragelse mellem 2 selskaber der begge var kontrolleret af skatteyderen.

SKAT havde lagt oplysningerne i regnskaber til grund, og anset ejendommene for overdraget til de priser som regnskabet oplyste.

Skatteyderen ønskede reelt gennemført et syn og skøn til bedømmelse af hvorvidt der som følge af oplysningerne i regnskaberne kunne anses for, at være sket en overdragelse.

SKAT nedlagde påstand om, at anmodningen om afholdelse af syn og skøn blev afvist da der var tale om en retlig vurdering af validiteten af regnskaber og dermed reelt en vurdering af om dels ejendommene var overdraget.

Byretten besluttede at tillade afholdelse af syn og skøn, men ikke på grundlag af alle de daværende spørgsmål der dels var for bredt formuleret, samt dels fordi de indeholdte en bevisbedømmelse der skulle overlades til Landsskatteretten.

Rekvirenten påkærede byrettens afgørelse med påstand om, at det blev tilladt, at stille de spørgsmål som byretten afviste.

Landsretten ville ikke tillade afholdelse af syn og skøn da validiteten af regnskabernes indhold var en retlig vurdering der ikke kunne afholdes syn og skøn om, samt at der efter indholdet af spørgetemaet reelt var tale om, at der blev efterspurgt en bedømmelse af om ejendommene var overdraget. 

Kravet om konkrete spørgsmål er bl.a. formuleret i en kendelse, hvor landsretten fastslog, at spørgsmål i et skønstema skal være konkrete, klare, neutrale og relevante. Se SKM2004.473.ØLR.

Eksempel: Generel vurdering skulle foretages af brancheorganisation

Retten fandt, at de spørgsmål i skønstemaet, der vedrørte en mere generel vurdering af motorsportsbranchen i Danmark, skulle stilles til en relevant brancheorganisation og ikke til en konkret udmeldt skønsmand. Se SKM2007.550.VLR.

Klarhed

Spørgsmålene i skønstemaet skal være klare og entydige, så der ikke er rimelig tvivl om, hvad skønsmanden skal svare på og dermed om, hvordan hans besvarelse skal forstås.

I SKM2015.418.ØLR. drejede sagen sig om at SKAT havde forhøjet en skatteyder med en række ejendomsavancer i forbindelse med overdragelse mellem 2 selskaber der begge var kontrolleret af skatteyderen.

SKAT havde lagt oplysningerne i regnskaber til grund, og anset ejendommene for overdraget til de priser som regnskabet oplyste.

Skatteyderen ønskede reelt gennemført et syn og skøn til bedømmelse af hvorvidt der som følge af oplysningerne i regnskaberne kunne anses for, at være sket en overdragelse.

SKAT nedlagde påstand om, at anmodningen om afholdelse af syn og skøn blev afvist da der var tale om en retlig vurdering af validiteten af regnskaber og dermed reelt en vurdering af om dels ejendommene var overdraget.

Byretten besluttede at tillade afholdelse af syn og skøn, men ikke på grundlag af alle de daværende spørgsmål der dels var for bredt formuleret, samt dels fordi de indeholdte en bevisbedømmelse der skulle overlades til Landsskatteretten.

Rekvirenten påkærede byrettens afgørelse med påstand om, at det blev tilladt, at stille de spørgsmål som byretten afviste.

Landsretten ville ikke tillade afholdelse af syn og skøn da validiteten af regnskabernes indhold var en retlig vurdering der ikke kunne afholdes syn og skøn om, samt at der efter indholdet af spørgetemaet reelt var tale om, at der blev efterspurgt en bedømmelse af om ejendommene var overdraget. 

Kravet om klarhed er bl.a. formuleret i en kendelse, hvor landsretten fastslog, at spørgsmål i et skønstema skal være konkrete, klare, neutrale og relevante. Se SKM2004.473.ØLR.

Eksempel 1: Syns- og skønstema afvist - spørgsmål manglede klarhed og entydighed

I en retssag var der bl.a. stillet spørgsmål om, hvorvidt en boatchartervirksomhed var drevet sædvanligt i boatchartermæssig henseende. Retten fandt, at en besvarelse af spørgsmålet med den ubestemthed, som udtrykket boatchartervirksomheden indebar i konteksten, ville forudsætte, at skønsmanden blev forsynet med oplysninger, der ikke indgik i udkastets spørgsmål og bilag. Retten fandt derfor ikke, at spørgsmålet havde den fornødne klarhed og entydighed til at kunne indgå i et retligt syns- og skønstema. Se SKM2002.453.ØLR.

Eksempel 2: Syns- og skønstema afvist - spørgsmål var hypotetiske og uklare

En skatteyder havde fejlagtigt fået oplyst fra kommunen, at der ikke var mulighed for at foretage udstykning fra hans ejendom. Et salg ville derfor ikke medføre beskatning. Skatteyder solgte efterfølgende ejendommen. I forbindelse med SKATs gennemgang af sagen blev det nu oplyst, at der alligevel kunne foretages udstykning, og at salget derfor var skattepligtigt.

Skatteyder klagede over SKATs afgørelse. Der blev i den forbindelse afholdt syn og skøn. Skatteyderen ønskede syn og skøn afholdt bl.a. med henblik på fordeling af købesummen under den forudsætning, at ejendommen i form af grundparcellen kunne have været udstykket. Skatteyder ønskede bl.a. at stille følgende to spørgsmål:

"Skønsmanden anmodes om at indhente erklæring fra skattevæsnet om en udstykning vil medføre en væsentlig værdiforringelse af restarealet eller for den bestående bebyggelse.

Skønsmanden anmodes om at oplyse værdien af et selvstændigt grundstykke udstykket fra ejendommen."

Retten fandt at de to spørgsmål var hypotetiske og uklare, hvorfor de ikke blev tilladt stillet. Se SKM2009.315.BR.

Relevante spørgsmål

Spørgsmålene i skønstemaet må ikke være åbenbart overflødige, hvilket fx vil være tilfældet, hvis der ikke er uenighed om det forhold, der spørges til, eller hvis spørgsmålet allerede anses for fyldestgørende besvaret af skønsmanden.

Spørgsmålene skal være relevante i forhold til parternes argumentation i skattesagen. Domstolene udviser derimod stor tilbageholdenhed med at vurdere, om det forhold, der ønskes oplyst ved spørgsmålet, vil have betydning for klagesagens afgørelse. Denne vurdering bliver foretaget af den instans, der behandler klagesagen. Kun hvis det på forhånd kan udelukkes, at en besvarelse kan få betydning, bliver spørgsmålet afvist.

I SKM2016.429.BR drejer det sig om at SKAT havde forhøjet en skatteyder med fratrukket underskud ved drift af landbrugsejendom (udlejning af bygninger), drift af maskinstation og drift af dyrehold.

Der blev afholdt et syn og skøn til vurdering her af. I fortsættelse af den afgivne skønserklæring, ønskede SKAT, at stille supplerende spørgsmål da skønsmanden, som han ellers var anmodet om, ikke havde taget hensyn til en evt. driftsherreløn ved driften af maskinstationen.

SKAT ønskede i den forbindelse, at der blev indhentet en udtalelse fra brancheorganisationen G1 om hvad driftsherrelønnen i en maskinstation som skatteyderen drev, kunne udgøre. SKAT ønskede, at fremlægge denne udtalelse for den udmeldte skønsmand således, at denne kunne tage udtalelsen med i sine overvejelser.

Skatteyderens advokat gjorde gældende, at dette ikke kunne tillades, da der var tale om forsøg på utilbørlig påvirkning af skønsmanden og, at der var tale om overflødig bevisførelse jf. retsplejelovens § 341.

Advokaten gjorde her ud over gældende, at den udmeldte skønsmand i kraft af sin udmeldelse til besvarelse af skønstemaet hvor der bl.a. var stillet spørgsmål der indeholdte fastsættelsen af en driftsherreløn - hvilket skønsmanden imidlertid ikke havde svaret på - måtte anses for, at være faglig kompetent til, at besvare et spørgsmål om hvad driftsherrelønnen i den pågældende maskinstation kunne udgøre.

SKAT gjorde gældende, at det supplerende spørgsmål om driftsherrelønnen i maskinstationen var formuleret som et åbent spørgsmål, og at skønsmanden i sin besvarelse ikke var forpligtiget til, at lægge brancheorganisationens udtalelse til grund, men selvstændig og frit kunne foretage sit skøn.

Retten tillod ikke, at der kunne indhentes en udtalelse fra brancheorganisationen, da det ikke kunne anses for, at være af afgørende betydning for sagens afgørelse, at der blev fremlagt en sådan udtalelse, og at det måtte anses for overflødig bevisførelse der jf. retsplejelovens § 341 ikke kunne tillades .

I SKM2012.614.BR tillod retten ikke yderligere spørgsmål under henvisning til, at disse var overflødige og uden bevismæssig værdi for den bagvedliggende klagesag.

Der kan heller ikke forventes tilladt, at stille spørgsmål, der forudsætter en bestemt forståelse af faktiske forhold, fx hvordan et bilag skal opfattes og navnlig ikke i det tilfælde, hvor skønsmanden allerede har besvaret spørgsmål, hvor han har forholdt sig til oplysningerne givet i bilaget, se SKM2012.702.VLR.

Kravet om relevans er bl.a. formuleret i en dom, hvor landsretten fastslog, at spørgsmål i et skønstema skal være konkrete, klare, neutrale og relevante. Se SKM2004.473.ØLR.

Eksempel 1: Yderligere spørgsmål afvist da de allerede var besvaret i syns- og skønserklæringen

Retten behandlede en sag, der vedrørte værdiansættelse af aktier. Der var i sagen afgivet dels en syns- og skønserklæring og dels en tillægserklæring. Skatteyders repræsentant ønskede nu at stille yderligere spørgsmål vedrørende grundlaget for den vurdering, der var foretaget af syns- og skønsmændene, hvilket SKAT protesterede imod. Retten fandt, at syns- og skønsmændene havde besvaret spørgsmålet om værdien af aktierne og redegjort for, hvad de havde baseret deres vurdering på, herunder også for de anvendte vurderingsmetoder, forudsætninger og konklusioner. Retten fandt derfor ikke, at de ønskede spørgsmål var relevante og tillod dem ikke stillet. Se SKM2007.395.BR.

Eksempel 2: Spørgsmål om generel prisudvikling tilladt da det ikke kunne udelukkes at have betydning for sagen

Landsretten tillod et spørgsmål om den generelle prisudvikling på ejendomme med henvisning til, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en besvarelse kunne have betydning for sagen. Se SKM2003.245.VLR

Eksempel 3: Spørgsmål om fordringers værdi tilladt da det ikke kunne udelukkes at have betydning for sagen

SKAT ønskede at stille spørgsmål om nogle fordringers værdi for en bestemt kreditor. Landsretten tillod spørgsmålet, da det ikke på forhånd kunne udelukkes, at besvarelsen kunne have betydning for sagen. Se SKM2003.216.VLR.

Eksempel 4: Spørgsmål om afskrivningsperiode for goodwill tilladt da det ikke kunne udelukkes at have betydning for sagen

SKAT ønskede at stille spørgsmål om afskrivningsperiode for goodwill. Landsretten tillod spørgsmålet stillet, da det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en besvarelse af spørgsmålene kunne have betydning for Landsskatterettens afgørelse. Se SKM2004.271.ØLR.

Spørgsmål omfattet af skønsmandens særlige kompetence

Parterne kan ikke stille skønsmanden spørgsmål, som han ikke via sin sagkundskab har særlige forudsætninger for at besvare. Spørgsmålene skal derfor vedrøre faktiske forhold og må ikke bede skønsmanden om at foretage retlige vurderinger.

Eksempel 1: Spørgsmål afvist da det var en retlig vurdering

En skatteyder ønskede at stille spørgsmål om, hvorvidt et regnskabsgrundlag opfyldte de skattemæssige regnskabskrav. SKAT protesterede mod spørgsmålene med henvisning til, at skønstemaet lagde op til en juridisk bedømmelse af, om skatteyderens bogføringsmateriale og årsregnskab opfyldte regnskabskravene i bogføringsbekendtgørelsen og mindstekravsbekendtgørelsen. Efter SKATs opfattelse kunne skønsmanden kun spørges om faktiske og ikke om retlige forhold. Vurderingen af om de nævnte bekendtgørelser var opfyldt, var en retlig vurdering, som retten skulle foretage. Landsretten tiltrådte dette og afviste begæringen om syn og skøn. Se TfS2000.636.ØL

Eksempel 2: Spørgsmål afvist da det var af retlig karakter

En skatteyder ønskede at stille en række spørgsmål vedrørende den grundværdi af en ejendom, der var fastsat i medfør af vurderingsloven. Kammeradvokaten protesterede mod spørgsmålene bl.a. med henvisning til, at en del af spørgsmålene vedrørte forståelsen af vurderingsloven og dermed var af retlig karakter. Kammeradvokaten havde derudover en række øvrige indsigelser mod det foreslåede skønstema og havde udarbejdet et alternativt forslag til skønstema. Dette var bl.a. renset for spørgsmål om, hvorledes grundværdien blev fastsat. Landsretten fandt under henvisning til det af Kammeradvokaten anførte og under hensyn til, at spørgsmål i et skønstema skal være konkrete, klare, neutrale og relevante, at der ikke var grundlag for at godkende skønstemaet i den af skatteyder foreslåede udformning. Landsretten fandt af de samme grunde, at de af Kammeradvokaten foreslåede spørgsmål kunne godkendes. Se SKM2004.473.ØLR.

Se også SKM2015.418.ØLR. hvor sagen drejede sagen sig om, at SKAT havde forhøjet en skatteyder med en række ejendomsavancer i forbindelse med overdragelse mellem 2 selskaber der begge var kontrolleret af skatteyderen.

SKAT havde lagt oplysningerne i regnskaber til grund, og anset ejendommene for overdraget til de priser som regnskabet oplyste.

Skatteyderen ønskede reelt gennemført et syn og skøn til bedømmelse af hvorvidt der som følge af oplysningerne i regnskaberne kunne anses for, at være sket en overdragelse.

SKAT nedlagde påstand om, at anmodningen om afholdelse af syn og skøn blev afvist da der var tale om en retlig vurdering af validiteten af regnskaber og dermed reelt en vurdering af om dels ejendommene var overdraget.

Byretten besluttede at tillade afholdelse af syn og skøn, men ikke på grundlag af alle de daværende spørgsmål der dels var for bredt formuleret, samt dels fordi de indeholdte en bevisbedømmelse der skulle overlades til Landsskatteretten.

Rekvirenten påkærede byrettens afgørelse med påstand om, at det blev tilladt, at stille de spørgsmål som byretten afviste.

Landsretten ville ikke tillade afholdelse af syn og skøn da validiteten af regnskabernes indhold var en retlig vurdering der ikke kunne afholdes syn og skøn om, samt at der efter indholdet af spørgetemaet reelt var tale om, at der blev efterspurgt en bedømmelse af om ejendommene var overdraget.  

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2016.435.VLR

I SKM2016.435.VLR drejede sagen sig om, hvordan en samlet købesum på 9.650.000,- kr. for en ejendom skulle fordeles på de overdragne aktiver, der indgik i ejendomsoverdragelsen.

Skatteyderen ønskede at stille nogle spørgsmål til skønsmanden om alternative fordelinger, hvis den samlede købesum havde været en anden.

SKAT protesterede over disse spørgsmål. Herved anførte SKAT bl.a., at købesummen på 9.650.000,­ kr., der var aftalt af de uafhængige parter ikke var bestridt, hverken af SKAT eller civilretligt af parterne og derfor måtte lægges til grund ved fordelingen på de overdragne aktiver.

Landsretten fandt ikke grundlag til på forhånd at antage, at svarene på de omhandlede spørgsmål ville være uden betydning for skattesagen.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens kendelse om, at skatteyderen skulle have lov til at stille spørgsmålene til skønsmanden.

Rekvirentens spørgsmål tilladt

Rekvirentens spørgsmål blev tilladt, men det viste sig efterfølgende, at det var SKATs spørgsmål der var de relevante. Rekvirentens spørgsmål var derfor uden betydning.

SKM2016.2.ØLR

I en sag, hvor den materielle skattesag verserede ved Skatteankestyrelsen, var der tvist om formuleringen af et spørgetema.

Landsretten udtalte, at det af forarbejderne til lov nr. 737/2014 fremgik, at der med den gennemførte revision af reglerne om syn og skøn var tilsigtet en friere adgang for parterne til at stille spørgsmål til skønsmanden, således at det i stedet blev overladt til retten efterfølgende at vurdere både spørgsmål og svar, herunder relevansen af spørgsmålene som led i den almindelige bevisvurdering af den foreliggende tvist.

Efter lovændringen i 2014 skulle retten fastsætte en overordnet ramme for skønsforretningen. I overensstemmelse hermed kunne retten efter retsplejelovens § 197, stk. 2, kun afvise spørgsmål, som var uden for skønsmandens faglige kompetence eller afgørelsen om foretagelse af syn og skøn, som skønnedes at være åbenbart overflødige, jf. retsplejelovens § 341, eller som på utilbørlig måde forsøgte at lede skønsmanden i en bestemt retning, eller som forudsatte, at skønsmanden tog stilling til spørgsmål, som det var op til retten at tage stilling til.

Landsretten fandt herefter, at to afsnit, hvoraf det fremgik, at parterne ikke var enige om et aktuelt forhold, hvor enigheden var bestridt, skulle udgå af skønstemaet.

Herudover fandt landsretten ikke grundlag for i medfør af retsplejelovens § 197 at afvise øvrige dele af spørgetemaet, hvorved landsretten navnlig bemærkede, at de i øvrigt omtvistede passager ikke på utilbørlig måde fandtes at forsøge at lede skønsmændene i en bestemt retning.

SKM2015.418.ØLR

Sagen drejer sig om at SKAT havde forhøjet en skatteyder med en række ejendomsavancer i forbindelse med overdragelse mellem 2 selskaber der begge var kontrolleret af skatteyderen.

SKAT havde lagt oplysningerne i regnskaber til grund, og anset ejendommene for overdraget til de priser som regnskabet oplyste.

Skatteyderen ønskede reelt gennemført et syn og skøn til bedømmelse af hvorvidt der som følge af oplysningerne i regnskaberne kunne anses for, at være sket en overdragelse.

SKAT nedlagde påstand om, at anmodningen om afholdelse af syn og skøn blev afvist da der var tale om en retlig vurdering af validiteten af regnskaber og dermed reelt en vurdering af om dels ejendommene var overdraget.

Byretten besluttede at tillade afholdelse af syn og skøn, men ikke på grundlag af alle de daværende spørgsmål der dels var for bredt formuleret, samt dels fordi de indeholdte en bevisbedømmelse der skulle overlades til Landsskatteretten.

Rekvirenten påkærede byrettens afgørelse med påstand om, at det blev tilladt, at stille de spørgsmål som byretten afviste.

Landsretten ville ikke tillade afholdelse af syn og skøn da validiteten af regnskabernes indhold var en retlig vurdering der ikke kunne afholdes syn og skøn om, samt at der efter indholdet af spørgetemaet reelt var tale om, at der blev efterspurgt en bedømmelse af om ejendommene var overdraget.  

Uklare og ikke konkrete spørgsmål afvist.

SKM2012.702.VLR

Sagen drejer sig om, hvorvidt rekvirentens landbrugsvirksomhed kan anses for at være erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende i indkomståret 2007.

Skønsmanden har i sin erklæring fra maj 2011 besvaret spørgsmål 1 til 4 med udgangspunkt i sagens bilag. Bilag 27 er et budget for indkomstårene 2011 og 2012 udarbejdet af rekvirenten. Skønsmanden har i sin supplerende erklæring fra december 2011 besvaret spørgsmål 5, hvor et nyt bilag 33 indgik. Bilag 33 er et nyt budget for indkomstårene 2011 og 2012 udarbejdet af rekvirenten.

Skønsmanden er i spørgsmål 4 spurgt om landbrugsvirksomheden med den i 2007 valgte driftsform kan give et overskud på eller omkring 0 kroner efter driftsmæssige afskrivninger men før renter og en tidshorisont herfor.

Skønsmanden har anset rekvirentens budget for urealistisk, og har besvaret spørgsmål 4 benægtende. I supplerende spørgsmål 5 er skønsmanden blevet bedt om igen at besvare spørgsmål 4 med den forudsætning, at det nye budget (bilag 33) efter rekvirentens opfattelse er udtryk for de indtægter og omkostninger, der forventes at blive realiseret i virksomheden.

Skønsmanden har igen besvaret spørgsmål 4 benægtende, uanset de nye oplysninger og ændringer i rekvirentens strategi, da indtægter og udgifter ikke er vurderet realistiske. Skønsmanden har over 2½ side fremsat bemærkninger til de enkelte dele af budgettet. Skønsmanden har ved besvarelsen afslutningsvis i tabelform opstillet nøgletal fra henholdsvis resultatopgørelsen for indkomstårene 2007-2010, et resultatbudget for indkomstårene 2011 og 2012 i henhold til rekvirentens oprindelige budget samt efter hans nye budget ved bilag 33 og endeligt et resultatbudget for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 efter skønsmanden vurdering.

Rekvirenten har bedt byretten om tilladelse til at stille skønsmanden et nyt supplerende spørgsmål 6, hvor skønsmanden bliver bedt om igen at besvare spørgsmål 4 med den forudsætning, at det som bilag 33 fremlagte budget lægges til grund i sin helhed.

SKAT har protesteret mod spørgsmål 6 som overflødig bevisførelse. Skønsmanden har allerede taget stilling til budgettallene i bilag 33. Skønsmanden skal stå helt fri i sin vurdering. Med spørgsmål 6 pålægger rekvirenten skønsmanden at tage hensyn til budgettallene på en bestemt måde.

Byretten udtaler, at skønsmanden allerede har besvaret spørgsmål 4 to gange under hensyntagen til samtlige sagens bilag, senest også bilag 33, og en besvarelse af spørgsmål 6 vil blive baseret på et talmæssigt grundlag, som skønsmanden har anset for urealistisk på en række punkter, der nærmere er gennemgået i erklæringen. Herefter, og da rekvirenten ikke i øvrigt har sandsynliggjort, at besvarelsen har betydning for sagen, afviser byretten spørgsmål 6. Byretten tillader ikke spørgsmål 6 besvaret af skønsmanden.

Vestre Landsret var enig i byrettens resultat og begrundelse herfor. Landsretten stadfæstede derfor byrettens kendelse.

Supplerende spørgsmål allerede besvaret og derfor afvist

SKM2011.30.VLR

Appellanten, der var lastvognschauffør, drev et deltidslandbrug med planteavl fra sin landbrugsejendom. Driften havde i perioden 1998-2003 været underskudsgivende.

Sagen angik, om landbruget var erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2001-2003.

Appellanten realiserede i indkomstårene 2005-2008 mindre driftsoverskud, hvorfor appellanten gjorde gældende, at landbruget som konsekvens heraf havde været erhvervsmæssigt drevet i de af sagen omhandlede indkomstår. Appellanten gjorde i den forbindelse gældende, at driftsformen i 2005-2007 havde været den samme som i 2001-2003 på trods af, at appellanten i 2005 havde omlagt driften, idet han i dette indkomstår opstartede udlejning af en driftsbygning samt opnåede nye indtægter fra jagtudleje samt salg af brænde. Såfremt der i appellantens regnskaber sås bort fra indtægterne fra de nye aktiviteter, var appellantens landbrugsbedrift fortsat underskudsgivende i indkomstårene 2005-2008.

Landsretten fandt, at indtægtskilderne fra salg og udlejning ikke kunne anses som en integreret del af landbrugsbedriften, idet der var tale om nye og i forhold til landbrugsvirksomheden sekundære indtægter, hvorfor landbrugsbedriften også i de efterfølgende indkomstår havde været underskudsgivende. Henset hertil samt henset til, at syn - og skønsmanden ikke fandt, at der i de af sagen omhandlede indkomstår var udsigt til, at appellantens landbrugsbedrift med den valgte driftsform på sigt kunne give et overskud på eller omkring kr. 0,- efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter og driftsherreløn, fastslog landsretten, at appellantens landbrugsvirksomhed ikke var erhvervsmæssigt drevet. Appellanten kunne derfor ikke indrømmes fradragsret for de i indkomstårene 2001-2003 realiserede driftsunderskud, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a

Ikke alle indtægter indgår i den erhvervsmæssige vurdering

Landsretten finder således, at alene de indtægter der udgør en integreret del af en landbrugsbedrift kan indgå i vurderingen af hvorvidt ejendommen er drevet erhvervsmæssigt.

Det er derfor relevant i syns- og skønstemaet, at få klarlagt hvilke indtægtskilder, der kan medregnes i vurderingen af den erhvervsmæssige drift.

SKM2007.550.VLR

Vestre Landsret besluttede, at de af sagsøgerens spørgsmål i spørgetemaet, der vedrørte en mere generel vurdering af motorsportsbranchen i Danmark, skulle stilles til en relevant brancheorganisation og ikke til en konkret udmeldt skønsmand. Den resterende del af sagsøgerens spørgetema blev ikke tilladt, idet besvarelsen heraf ville indebære en retlig vurdering af kriterier, som parterne ikke var enige om samt en bevismæssig bedømmelse, som skulle foretages af landsretten på baggrund af de oplysninger, der bliver tilvejebragt gennem forklaringer og fremlagte dokumenter.

Begæring afvist.

SKM2007.244.VLR

Landsretten afskar supplerende spørgsmål til en syns- og skønsmand, efter at der var afgivet en skønserklæring om et rimeligt honorar til en revisor for at gennemføre en skattesag. 

Supplerende spørgsmål afskåret.

Afgørelsen blev truffet efter en konkret vurdering og efter karakteren af de supplerende spørgsmål.

 

SKM2004.473.ØLR

Landsretten fastslog, at spørgsmål i et skønstema skal være konkrete, klare, neutrale og relevante, hvorfor landsretten ikke kunne godkende skønstemaet i den af rekvirenten foreslåede udformning. Landsretten kunne derimod godkende de af Kammeradvokaten foreslåede spørgsmål.

Formulering af spørgsmål.

 

SKM2004.271.ØLR

Landsretten tillod Told- og Skattestyrelsen at stille to supplerende spørgsmål, da landsretten fandt, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en besvarelse af spørgsmålene kunne have betydning for Landsskatterettens afgørelse i den materielle skattesag.

Accept af supplerende spørgsmål.

 

SKM2003.245.VLR

Landsretten tillod Skatteministeriet, mod rekvirentens protest, at stille et spørgsmål om, hvorvidt priserne på markedet for ejendomme som de i sagen omhandlede i området omkring Vejle i 1995 var stigende eller faldende. Landsretten fandt, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en besvarelse af spørgsmålet (med de anførte præciseringer) kunne have betydning for sagen.

Accept af supplerende spørgsmål.

 

SKM2003.216.VLR

Landsretten tillod Skatteministeriet at stille spørgsmål til syns- og skønsmanden, mod rekvirentens protest, om nogle fordringers værdi for en konkret kreditor, da det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en besvarelse af spørgsmålene kunne have betydning for sagen.

Accept af supplerende spørgsmål.

.

SKM2003.120.ØLR

Told- og Skattestyrelsen fik tilladelse til at stille et supplerende og opklarende spørgsmål, da en besvarelse af spørgsmålet kunne anses for at være relevant for sagen. Accept af supplerende spørgsmål.

 

SKM2002.453.ØLR

Landsretten afskar spørgsmål i skønsrekvirentens udkast til syns- og skønstema på grund af manglende klarhed mv. og nægtede samtidig tilladelse til fremlæggelse af visse bilag.

Spørgsmål afskåret.

 

TfS2000.937.VL

I en sag om hvad udlejningsværdien ville være på en beboelsesejendom, kunne Told- og Skattestyrelsen ikke stille et generelt spørgsmål om det normale udlejningsniveau for tilsvarende ejendomme, fordi syns- og skønsmanden selv skal afgøre hvilke oplysninger, han har brug for at indhente for at besvare spørgsmålet om den konkrete ejendom.  Spørgsmål afskåret.

 

TfS2000.636.ØL

Retten afviste en begæring om at udmelde syn og skøn, da syns- og skønstemaet lagde op til en juridisk bedømmelse, som hørte retten til.

Spørgsmålene og begæringen afvist.

 

Byretsdomme

SKM2019.299.BR

Sagen drejede sig om hvorvidt nogle supplerende spørgsmål kunne anses for, at medføre en retlig bevisbedømmelse, om spørgsmålene var et forsøg på utilbørlig påvirkning af skønsmanden samt om hvorvidt spørgsmålene kunne afvises som overflødig bevisførelse jf. retsplejelovens § 341. Retten tillod alle spørgsmålene, da det ikke kunne udelukkes, at en besvarelse ville have betydning for sagen, og fandt ikke at spørgsmålene var ledende.

Ikke retlige eller utilbørlige supplerende spørgsmål

SKM2016.429.BR

I SKM2016.429.BR drejer det sig om at SKAT havde forhøjet en skatteyder med fratrukket underskud ved drift af landbrugsejendom (udlejning af bygninger), drift af maskinstation og drift af dyrehold.

Der blev afholdt et syn og skøn til vurdering her af. I fortsættelse af den afgivne skønserklæring, ønskede SKAT, at stille supplerende spørgsmål da skønsmanden, som han ellers var anmodet om, ikke havde taget hensyn til en evt. driftsherreløn ved driften af maskinstationen.

SKAT ønskede i den forbindelse, at der blev indhentet en udtalelse fra brancheorganisationen G1 om hvad driftsherrelønnen i en maskinstation som skatteyderen drev, kunne udgøre. SKAT ønskede, at fremlægge denne udtalelse for den udmeldte skønsmand således, at denne kunne tage udtalelsen med i sine overvejelser.

Skatteyderens advokat gjorde gældende, at dette ikke kunne tillades, da der var tale om forsøg på utilbørlig påvirkning af skønsmanden og, at der var tale om overflødig bevisførelse jf. retsplejelovens § 341.

Advokaten gjorde her ud over gældende, at den udmeldte skønsmand i kraft af sin udmeldelse til besvarelse af skønstemaet hvor der bl.a. var stillet spørgsmål der indeholdte fastsættelsen af en driftsherreløn - hvilket skønsmanden imidlertid ikke havde svaret på - måtte anses for, at være faglig kompetent til, at besvare et spørgsmål om hvad driftsherrelønnen i den pågældende maskinstation kunne udgøre.

SKAT gjorde gældende, at det supplerende spørgsmål om driftsherrelønnen i maskinstationen var formuleret som et åbent spørgsmål, og at skønsmanden i sin besvarelse ikke var forpligtiget til, at lægge brancheorganisationens udtalelse til grund, men selvstændig og frit kunne foretage sit skøn.

Retten tillod ikke, at der kunne indhentes en udtalelse fra brancheorganisationen, da det ikke kunne anses for, at være af afgørende betydning for sagens afgørelse, at der blev fremlagt en sådan udtalelse, og at det måtte anses for overflødig bevisførelse der jf. retsplejelovens § 341 ikke kunne tillades.

Erklæring var utilbørlig påvirkning 

SKM2012.614.BR

Syns- og skønssagen skulle søge at afklare, hvorledes købesummen på en landbrugsejendom skulle fordeles mellem stuehuset med tilhørende grund og have, driftsbygningerne og landbrugsjorden.

Skønsmanden havde efter en besigtigelse af ejendommen, og efter at have beskrevet ejendommens herlighedsværdi foretaget en fordeling af købesummen. Herved blev der foretaget en vurdering af herlighedsværdien for så vidt angår de enkelte dele, uanset at dette udtryk ikke blev anvendt direkte i syns- og skønserklæringen.

Skønsrekvirenten ønskede, at skønsmanden skulle specificere om og med hvilket beløb den omkringliggende natur og udsigtsforhold havde påvirket vurderingen af købesummen for stuehuset med tilhørende grund og have samt landbrugsjorden.

Byretten bestemte, dels fordi det blev lagt til grund, at herlighedsværdien alene knyttede sig til stuehuset og ikke til den bare landbrugsjord eller markerne, og dels fordi skønsrekvirenten ikke havde godtgjort, at en specifikation af købesummen inklusive og eksklusive en herlighedsværdi på de enkelte dele ville have nogen bevismæssig værdi eller betydning for den bagved liggende skattesag, at spørgsmålet som overflødigt ikke skulle tillades stillet.

Yderligere spørgsmål ikke tilladt

 

SKM2009.315.BR

I sagen blev to spørgsmål afvist med den begrundelse, at de var hypotetiske og uklare.

To øvrige spørgsmål vedrørte efter rettens opfattelse faktiske og ikke retlige forhold og blev derfor tilladt.

Spørgsmålene blev delvis imødekommet.

 

SKM2007.715.BR

Byretten tillod ikke et supplerende spørgsmål, da det var uden relevans. Supplerende spørgsmål afskåret.

 

SKM2007.395.BR

Byretten afskar en række supplerende spørgsmål, da retten fandt, at de supplerende spørgsmål ikke var relevante. Supplerende spørgsmål afskåret.

 

SKM2005.462.BR

Byretten afskar en række tillægsspørgsmål blandt andet med den begrundelse, at de ikke var relevante.

Supplerende spørgsmål afskåret.