Indhold

Afsnittet beskriver, hvilke retsvirkninger der indtræder, såfremt et selskab mv. er at anse som hjemmehørende her i landet efter SEL § 1, stk. 6.

Retsvirkninger

Selskaber, der er hjemmehørende i Danmark ifølge SEL § 1, stk. 6, anses som indenlandske selskaber og er fuldt skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 2-6.

Selskabernes indkomstopgørelse og skatteberegning sker på samme måde, som for andre selskaber og foreninger omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2-6. Dette gælder i forhold til den øvrige skattelovgivning, medmindre andet fremgår af den pågældende bestemmelse, ligesom det gælder i forhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsterne.

Dette betyder fx, at disse selskaber anses for indenlandske i forhold til SEL § 13, vedrørende den skattemæssige behandling af modtaget udbytte. Udbetaling af udbytte fra disse selskaber kan være begrænset skattepligtigt for modtageren, hvis denne er en person, se KSL § 2, stk. 1, litra f, eller hvis modtageren er et selskab eller en forening mv. Se SEL § 2, stk. 1, litra c. Endelig påhviler der også disse selskaber pligt til at indeholde skat af udbytter. Se KSL § 65.

Se også

Se afsnit C.D.1.1.12 om afgrænsningen mellem de af loven omfattede selvstændige skattesubjekter og sammenslutninger uden selvstændig skattepligt (interessentskaber (samejer), kommanditselskaber, partrederier og stille selskaber), dvs. transparente enheder.

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter