Dato for udgivelse
27 Aug 2010 10:53
Dato for afsagt dom/kendelse
24 Aug 2010 10:44
SKM-nummer
SKM2010.512.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
09-181656
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Moms, virtuelle penge, elektroniske ydelser
Resumé

Skatterådet kan bekræfte, at spørgers indtjening ved salg af virtuelle penge til brug i online internetspil er momspligtig i Danmark i henhold til momslovens § 16, stk. 4, når spørger ikke kan dokumentere, hvilken andel af salget der evt. sker til kunder, der har bopæl eller sædvanligt opholdssted udenfor EU.

Reference(r)

Momsloven § 16, stk. 4
Momsloven § 21 d, stk. 1, nr. 11

Henvisning
Momsvejledningen 2010-2 E.3.4.7
Henvisning
Momsvejledningen 2010-2 E.3.4.8

Spørgsmål

Er spørgers indtjening ved salg af virtuelle penge til brug i online internetspil momspligtig i Danmark?

Svar

Ja, se dog sagsfremstilling.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger har udviklet et online internetspil, som kører på facebook's udvikler platform.

Spillet er gratis for brugerne, og det eneste krav for at kunne spille, er at brugeren har en facebook konto, da spillet kører via facebook.

Alle brugere af facebook har derfor potentiel adgang til spillet, ligegyldigt hvilket land de befinder sig i. Sproget i spillet er engelsk.

Brugerne skal i forbindelse med installationen af applikationen acceptere, at spørger får adgang til brugerens og dennes venners profiloplysninger på facebook, som er nødvendige ved gennemførslen af spillet.

Selvom spillet og alle dets funktionaliteter som udgangspunkt er gratis, så indeholder spillet også en mulighed for, at de enkelte brugere kan vælge at indkøbe virtuelle penge til brug i spillet. På nuværende tidspunkt kan købes forskellige summer af virtuelle penge mod beløb i amerikanske dollars.

Brugerne har ikke mulighed for at få en beholdning af virtuelle penge fra spillet konverteret til rigtige penge og få disse udbetalt.

Alle indbetalinger foregår via PayPal, og det er anført af spørger, at det ikke er muligt hos PayPal at få af vide hvilket land indbetalingerne kommer fra, hvorfor spørger selv sagt heller ikke ka give den oplysning.

Det er dog spørgers erfaring, at det primært er USA og Asien, hvor brugerne kommer fra, men der kommer ligeledes enkelte indbetalinger fra resten af verden.

Spillets motor og kode er hosted på en dansk server, men kan til enhver tid flyttes til en server i udlandet. Hosting af spillet i sig selv foregår via facebooks egne servere som formentlig er opstillet i Californien, dette er dog ikke en oplysning der kan indhentes.

Spørgers spil har eksisteret i ca. 4 måneder, og indtjeningen siden da er steget.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørger anfører at spørgsmålet vedrører indkomst fra ukendte lande genereret af online internetspil.

Det er spørgers opfattelse, at der i følge SKM2008.901.SR, som til dels beskriver spørgers virksomhed, ikke skal opkræves dansk moms af virksomhedens indtjening.

I forhold til SKM2008.901.SR adskiller spørgers forhold sig dog i enkelte aspekter, hvorfor der ikke fuldt ud kan drages parallel til spørgers virksomhed, da denne ligeledes tilbyder adgang for danskere, og da danskere også har mulighed for at betale via PayPals betalingssystem

SKATs indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

Af Momslovens § 16, stk. 4 fremgår, at:

"Stk. 4. Leveringsstedet for ydelser er her i landet, når ydelsen leveres til en ikkeafgiftspligtig person og leverandøren har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed her i landet eller har et fast forretningssted her i landet, hvorfra ydelsen leveres, eller i mangel heraf har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted her i landet og ydelsen leveres herfra, jf. dog stk. 5 og 6 samt §§ 17, 18 og 19-21 d.

Af Momslovens § 21 c, stk. 2 fremgår, at:

" Stk. 2. Som elektronisk leverede ydelser anses bl.a. levering og hosting af websteder, fjernvedligeholdelse af software og hardware, levering og ajourføring af software, levering af billeder, tekster og information og rådighedsstillelse af databaser, levering af musik eller film, spil, herunder hasardspil eller spil om penge, udsendelser eller politiske, kulturelle og kunstneriske begivenheder, sportsbegivenheder, videnskabelige begivenheder eller underholdning samt levering af fjernundervisning."

Af Momslovens § 21 d, stk. 1nr. 11 fremgår, at:

"Leveringsstedet for følgende ydelser, der leveres til en ikkeafgiftspligtig person, der er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted uden for EU, er ikke her i landet:

11) Elektronisk leverede ydelser som omfattet af § 21 c."

Praksis

Momsvejledningen 2010-2 E.3.4.7 indeholder praksis for og historikken bag fastlæggelsen af hvilke ydelser, der i momsmæssig forstand er elektronisk leverede ydelser, hvilket bl.a. omfatter adgang til automatiserede onlinespil, som er afhængige af internettet eller andre lignende elektroniske net, hvor spillerne befinder sig fjernt fra hinanden.

Det fremgår derudover bl.a. af afsnittet af samme afsnit, at:

"Når leverandøren af elektroniske ydelser er etableret inden for EU, er leverancer til ikke-afgiftspligtige personer omfattet af hovedreglen i § 16, stk. 4. Dvs. det er afgørende, om leverandøren er etableret i Danmark eller i et andet EU-land."

"Med bestemmelsen om elektronisk leverede ydelser i § 21 c, skal der, jf. § 21 d, stk. 1, nr. 11, ikke betales moms af salg af elektronisk leverede ydelser, når virksomheder her i landet sælger ydelserne til kunder i tredjelande."

Momsvejledningen 2010-2 E.3.4.8 indeholder praksis for fastlæggelsen af leveringsstedet for bl.a. elektronisk leverede ydelser, når ydelserne leveres til en ikke-afgiftspligtig person, der er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted uden for EU, hvor ydelserne i dette tilfælde efter § 21 d, stk. 1, ikke har leveringssted her i landet.

For de i § 21 d, stk. 1 nævnte ydelser fremgår det af afsnittet, at der dog gælder, at:

"Der er tale om ydelser omfattet af hovedreglen i § 16, stk. 4, hvorefter leveringsstedet er det sted, hvor den afgiftspligtige leverandør er etableret.

Er kunden imidlertid etableret eller bosiddende uden for EU, bliver de nævnte ydelser i langt de fleste tilfælde forbrugt uden for EU, og ydelserne har derfor efter § 21 d, stk. 1, leveringssted i kundens land."

Momsvejledningen 2010-2 E.3.1.4 indeholder praksis for, hvor en privat kunde skal anses for at have sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted, hvilket har betydning i relation til blandt andet fastlæggelsen af leveringsstedet for ydelser leveret til private.

"I visse tilfælde er leveringsstedet der, hvor aftageren eller leverandøren har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted.

Bopæl

I det omfang, at det afspejler virkeligheden, er en fysisk persons bopæl, hvad enten denne er en afgiftspligtig person eller ej, den adresse, der anføres som sådan i det nationale folkeregister eller et lignende offentligt register, eller i mangel af et sådant register, den adresse som er angivet til skattemyndighederne i det pågældende land.

Ved denne vurdering kan tillige skatteministeriets cirkulære nr. 135 af 4. nov. 1988, pkt. 3 (kildeskatteloven) anvendes. Heraf fremgår det, at der ved vurderingen af bopæl her i landet navnlig lægges vægt på, om den pågældende "ved at grunde husstand, leje sig bolig eller ved andre foranstaltninger har tilkendegivet, at han agter at have hjemsted her i landet". Ved vurdering af begrebet bopæl henvises i øvrigt til Ligningsvejledningen, afsnit D.A.1.1.

Sædvanligt opholdssted

En fysisk persons sædvanlige opholdssted, hvad enten denne er en afgiftspligtig person eller ej, er det sted, hvor personen på det tidspunkt, hvor ydelserne leveres, sædvanligvis opholder sig som følge af personlig eller erhvervsmæssig tilknytning. Hvis der ikke er nogen erhvervsmæssig tilknytning, er det sædvanlige opholdssted der, hvor vedkommende sædvanligvis opholder sig som følge af personlig tilknytning, der viser snævre bånd mellem personen og det sted, hvor han bor.

Sædvanligt opholdssted er således et begreb, der har et mere snævert anvendelsesområde end bopæl. Det sædvanlige opholdssted anses efter dansk skattepraksis at være etableret, når vedkommende har taget ophold her i landet. Det er ikke en betingelse, at der er en bolig til rådighed. Et sommerhus, hvor vedkommende sædvanligt opholder sig, vil f.eks. være tilstrækkeligt."

I SKM2008.901.SR har Skatterådet truffet afgørelse om momspligten til Danmark af en virksomheds formidling af adgang til udenfor Danmark etablerede spilleudbyderes hjemmesider. I afgørelsen behandles ydelser leveret til udenlandske spiludbydere efter de dagældende leveringsstedsregler i momslovens § 15. Det fremgår af denne afgørelse, at de ydelser, som kan have leveringssted uden for landet, kan bl.a. være reklameydelser, formidlingsydelser eller elektronisk leverede tjeneste ydelser, jf. momslovens § 15, stk. 2, nr. 2, 8 og 11. Skatterådet fandt, at den ydelse, som virksomheden leverede til udenlandske afgiftspligtige personer, kunne falde ind under en eller flere af definitionerne.

Begrundelse

Da spørger i henhold til momslovens § 3 stk. 1 driver selvstændig økonomisk virksomhed ved salg af virtuelle penge mod vederlag bliver det afgørende for besvarelsen af spørgsmålet, om spørgers indtjening er momspligtig i Danmark, hvorvidt de leverede ydelser har leveringssted i Danmark.

Ydelser i form af leverancer af virtuelle penge til brug i et af spørger udbudt online internetspil skal i momslovens forstand betragtes som elektronisk leverede ydelser jf. momslovens § 21 c, stk. 2.

Leveringsstedet for elektroniske ydelser skal fastlægges efter momslovens § 16, stk. 4 sammenholdt med § 21 d, stk. 1, nr. 11, når de leveres til private af en i Danmark etableret afgiftspligtig person.

Spørgers leverancer af virtuelle penge til private (ikke-afgiftspligtige) brugere, der er etableret eller har deres bopæl eller sædvanlige opholdssted indenfor EU har leveringssted i Danmark, og der skal således opkræves dansk moms af salget jf. momslovens § 16, stk. 4, da spørger efter det oplyste leverer sin ydelse fra et fast forretningssted her i landet.

Det er i den henseende ikke afgørende, hvorvidt de af spørger leverede spil og de i forbindelse med anmodningen om bindende svar leverede virtuelle penge leveres ved brug af en dansk eller udenlandsk server, da spørgers økonomiske virksomhed er etableret her i landet, og spørger leverer ydelserne herfra landet.

Spørgers leverancer af virtuelle penge til private brugere, der ikke er etableret eller har deres bopæl eller sædvanlige opholdssted indenfor EU har ikke leveringssted i Danmark, og der skal således ikke opkræves dansk moms af salget jf. momslovens § 21 d, stk. 1, nr. 11.

Det fremgår af anmodningen, at spørger ikke har mulighed for at få oplyst fra hvilke lande indbetalingerne og kunderne kommer fra. Spørger anfører du samtidig, at der efter hans erfaring overvejende er brugere fra USA og asien.

Da spørger ikke kan dokumentere, at hans kunder er etableret eller har deres bopæl eller sædvanlige opholdssted udenfor EU, så opfylder spørger ikke betingelserne i momslovens § 21 d, stk. 1, nr. 11, hvorefter leverancerne i henhold til momslovens § 16, stk. 4 er momspligtige her i landet, hvor spørger er etableret.

Ved fastlæggelsen af leveringsstedet kan der for elektronisk leverede ydelser ikke lægges vægt på, hvor ydelsen faktisk benyttes eller udnyttes jf. § 16, stk. 5 og § 21 d, stk. 2 modsætningsvis.

Indstilling

Det indstilles, at Skatterådet bekræfter, at spørgers indtjening ved salg af virtuelle penge til brug i online internetspil er momspligtig i Danmark i henhold til momslovens § 16, stk. 4, når spørger efter det af denne oplyste ikke kan dokumentere, hvilken andel af salget der evt. sker til kunder, der har bopæl eller sædvanligt opholdssted udenfor EU.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter