Dato for udgivelse
13 Sep 2010 09:51
Dato for afsagt dom/kendelse
24 Aug 2010 10:26
SKM-nummer
SKM2010.554.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
10-084892
Dokument type
Bindende svar
Emneord
entreprisekontrakt, arbejdsudleje
Resumé
Skatterådet kan bekræfte, at 2 standardkontrakter, påtænkt anvendt overfor udenlandske underentreprenører om udførelse af et nærmere bestemt monteringsarbejde, er entreprisekontrakter.
Reference(r)

Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3
Kildeskatteloven § 42, stk. 2, litra h
Kildeskatteloven § 48B

Henvisning
Ligningsvejledningen 2010-1 afsnit D.A.2.3

Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte af den som bilag 1 medsendte entreprisekontrakt ikke er en kontrakt om arbejdsudleje?
  2. Kan Skatterådet bekræfte af den som bilag 2 medsendte entreprisekontrakt ikke er en kontrakt om arbejdsudleje

SKATs indstilling

  1. Ja
  2. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er en dansk landsdækkende servicevirksomhed. Spørgers hovedforretning er fremstilling af skræddersyede produkter til både private og erhverv. Disse fremstilles på fabrikker i udlandet.

Spørger påtænker at indgå under-entreprisekontrakter med et udenlandsk firma etableret i et andet EU-land, som beskrevet i de som bilag 1 og 2 vedlagte entreprisekontrakter.

Det udenlandske firma er specialiseret i montage af spørgers produkter. Montering er ikke almindeligt monteringsarbejde. Der findes 2 firmaer i udlandet, som har ansat specialister, der kan montere produkterne.

Kontrakter indgås ved at spørger retter henvendelse til de 2 firmaer med beskrivelse af ordren. Herefter giver firmaerne et tilbud på montageopgaven, hvor spørger så vælger det bedste tilbud og der laves en entreprisekontrakt på opgaven.

Der er ikke en fast forbindelse til de 2 virksomheder i udlandet. Viser der sig en virksomhed i Danmark eller et andet land, der kan levere tilsvarende kvalitet til en bedre pris, vil spørger anmode disse om tilbud.

Bilag 1 er en standardkontrakt hvoraf de generelle vilkår som er gældende mellem parterne fremgår. Kontrakten indeholder følgende:

§ 1 "Parties":

Her er anført hvem aftalens parter er. Spørger er således hovedentreprenør, mens det udenlandske firma er underentreprenør. Herunder defineres også ‘the developer" i betydningen “bygherren", med reference til spørgers kunde. Bygherren er ikke part i denne aftale.

§ 2 "Enterprise":

Bestemmelsen definerer at genstanden for entreprisekontrakten er den i appendix 1 beskrevne ydelse samt at entreprenøren skal udføre entreprisen i underentreprise for spørger. Endvidere defineres hvilke dokumenter, der udgør parternes aftalegrundlag samt rangordenen. Det er aftalt mellem parterne at ekstraarbejder kræver udarbejdelse og underskrift af tillæg til nærværende entreprisekontrakt.

Da der er tale om en udenlandsk kontraktpart ønsker spørger ikke at AB92 skal være gældende i aftaleforholdet i sin helhed. Kontrakten er i stedet udformet således, at de relevante bestemmelser fra AB92 er inkorporeret i kontrakten. På denne måde kan parterne ud af kontrakten læse hvilke vilkår der gælder mellem parterne uden at skulle søge yderligere oplysninger i AB92 eller lignede ‘agreed document". Kontrakten med appendixer regulerer således udtømmende parternes aftale.

§ 3 "Enterprise Sum":

Spørger forpligter sig til at betale den i appendix 1 aftalte entreprisesum. Entreprisesummen er fast i entrepriseperioden.

§ 4 "Timing and delay":

Entreprenøren forpligter sig til at udføre arbejdet indenfor den i appendix 1 anførte tidsplan.

Hvis tidsplanen ikke overholdes skal entreprenøren betale dagbøder som anført i appendix 1.

§ 5 "Insurance":

Spørger er som hovedentreprenør forpligtet til at sørge for at underentreprenøren er omfattet at bygherrens brand- og stormskadeforsikring i entrepriseperioden. Bestemmelsen er identisk med den tilsvarende bestemmelse i AB92.

Entreprenøren skal tegne ansvarsforsikring i et navngivet forsikringsselskab og forsikringspolicenummer skal oplyses i kontrakten.

§ 6 "Sub-contractor's other obligations":

Entreprenøren er ansvarlig for at der udstationeres det nødvendige antal medarbejdere med de fornødne kvalifikationer til at udføre entreprisen kontraktmæssigt.

Entreprenøren skal rydde op på byggepladsen hver dag. De produkter som udtages tilhører spørger og må ikke fjernes. Spørger kan kræve erstatning for skade på udtagne produkter. Disse repræsenterer en værdi og må derfor ikke køres bort eller beskadiges at entreprenøren.

Entreprenøren skal for egen regning og risiko sørge for transport, kost og logi for sine medarbejdere.

Entreprenøren skal have en engelsktalende formand på byggepladsen som har ansvaret for instruktionen af entreprenørens medarbejdere og for at arbejdet planlægges og udføres i overensstemmelse med kontrakten.

Entreprenørens medarbejdere må ikke modtage instruktioner fra hverken spørger eller fra bygherren.

Entreprenøren er ansvarlig for at lade sig registrere hos de danske myndigheder efter gældende lovgivning og skal overholde dansk lovgivning i øvrigt.

Entreprenørens medarbejdere skal have en gyldig blanket El0l fra deres hjemland.

Spørger skal have adgang til at inspicere arbejdet. Entreprenøren er ikke berettiget til at indgå aftaler om arbejdets udførelse med bygherren og skal videregive enhver forespørgsel fra bygherren til spørger. Entreprenøren er ikke berettiget til at anvende underentreprenører.

§ 7 "Project conferences":

I appendix 1 anføres en tidsplan for entreprisen, som § 7 henviser til. § 7 er alene relevant, hvis der er i appendix 1 er anført delafleveringsforretninger for entrepriser med en længere tidshorisont. For entrepriser med kortere tidsintervaller vil der typisk alene afholdes afleveringsforretning efter § 9 - se nedenfor.

Hvis § 7 finder anvendelse skal der efter hver delperiode afholdes byggemøde hvorved spørger skal gøre eventuelle fejl og mangler gældende og disse skal anføres i en delafleveringsprotokol som skal underskrives af begge parter. Herefter kan spørger udstede forholdsmæssig delfaktura.

§ 8 "Materials and tools":

Spørgers virksomhed er som det fremgår ovenfor at fremstille produkterne. Derfor leverer spørger de produkter mv., jf. appendix 1 der skal monteres.

De øvrige materialer og værktøj, som er nødvendige for montagen skal leveres af entreprenøren uden udgift eller risiko for spørger.

§ 9 "Final handing over":

Denne bestemmelse anvendes dels ved entrepriser som løber over et længere tidsinterval og hvor der løbende har været afholdt del-afleveringer og dels ved entrepriser som løber over korte tidsintervaller, hvor der ikke afholdes del-afleveringer.

Bestemmelsen regulerer således at entreprenøren ved alle entrepriser umiddelbart inden udløbet af entrepriseperioden som angivet i appendix 1 skal informere spørger skriftligt om hvornår arbejdet afleveres. Spørger skal herefter indkalde til afleveringsforretning. Arbejdet anses for kontraktmæssigt leveret såfremt spørger ikke under denne afleveringsforretning gør mangelsindsigelser gældende.

Gør spørger derimod det skal der indkaldes til ny afleveringsforretning så snart entreprenøren har udbedret de konstaterede mangler. Der skal udarbejdes en skriftlig afleveringsprotokol, hvoraf skal fremgå om arbejdet anses for afleveret eller ej og hvilke mangler der eventuelt er konstateres og hvad der er aftalt med hensyn til udbedring mv.

§ 10 "Defects established during handing-over"

Hvis der konstateres mangler under en afleveringsforretning - det være sig efter § 8 eller 9 - finder § 10 anvendelse.

Bestemmelsen definerer at der foreligger en mangel hvis arbejdet som skal udføres efter kontrakten ikke er udført håndværksmæssigt korrekt det vil sige efter branchens standarder og normer. Dette gælder endvidere hvis entreprenøren ikke har overholdt andre pligter som følger at kontrakten - f.eks. vedrørende daglig oprydning.

Entreprenøren har ret og pligt til at udbedre mangler konstateret ved afleveringsforretninger inden for en af spørger fastsat tidsfrist. Endvidere fastlægger bestemmelsen frister for parternes meddelelser og reklamationer overfor hinanden.

Opfylder entreprenøren ikke sin pligt til at udbedre konstaterede mangler kan spørger lade manglerne udbedre for entreprenørens regning og kan tilbageholde entreprisesummen.

§ 11 "Defects established after handing-over"

Bestemmelsen fastlægger i overensstemmelse med AB92 at entreprenøren er ansvarlig for fejl og mangler ved det udførte arbejde som konstateres i 5 år fra afleveringsforretningen og at han i denne periode har ret og pligt til at afhjælpe.

Spørger har pligt til at reklamere inden rimelig tid efter han har eller burde have opdaget sådanne mangler. Dette gælder dog ikke ved entreprenørens grove uagtsomhed.

Hvis entreprenøren ikke udbedrer efter skriftlig anmodning kan spørger lade manglerne udbedre for entreprenørens regning.

§ 12 "Reduction of the enterprise sum"

Bestemmelsen giver spørger ret til at vælge at tilbageholde entreprisesummen i stedet for at lade udbedringsarbejder udføre for entreprenørens regning.

§ 13 "The sub-contractor's liability for consequential damage":

Entreprenøren er erstatningsansvarlig for spørgers økonomiske tab som følge af entreprenørens fejl eller forsømmelser med hensyn til udførelsen at entreprisen efter kontrakten.

§ 14 "Cessation of the liability for defect"

Efter bestemmelsen kan spørger gøre mangelskrav gældende mod entreprenøren i 5 år fra afleveringsforretningen. Bestemmelsen svarer til den i AB92 § 36 indeholdte.

§ 15 "1-year inspection"

Efter bestemmelsen skal spørger indkalde til i års gennemgang. Bestemmelsen svarer til den i AB92 § 37 indeholdte.

§ 16 "5-year inspection"

Efter bestemmelsen skal spørger indkalde til 5 års gennemgang. Bestemmelsen svarer til den i AB92 § 38 indeholdte.

§ 17 "The main contractor's right to determine the Agreement"

Bestemmelsen fastlægger i hvilke tilfælde spørger er berettiget til at hæve kontrakten. Bestemmelsen er udarbejdet efter tilsvarende bestemmelser i AB92 § 40, 42 og 43.

§ 18 "Labour disputes"

Efter bestemmelsen er spørger endvidere berettiget til at hæve aftalen i tilfælde af strejke mod entreprenøren eller sympatikonflikter mod spørgers virksomhed. I så tilfælde skal der ske delafregning af det til datoen for ophævelsen udførte arbejde.

§ 19 "Danish law"

Kontrakten reguleres i det hele af dansk ret og værneting er aftalt til dansk Byret.

Bilag 2 er ligeledes en standardkontrakt, hvoraf de generelle vilkår som er gældende mellem parterne fremgår. Denne kontrakt adskiller sig fra den som bilag 1 fremlagte kontrakt ved at der ikke aftales 5 års mangelshæftelse for entreprenøren mellem parterne. Kontraktens bestemmelser er i stort omfang identiske med bilag 1. Nedenfor er de bestemmelser, der afviger, enten i tekst eller §-nr. nævnt.

§ 6 "Sub-contractor's other obligations":

Entreprenøren er ansvarlig for at der udstationeres det nødvendige antal medarbejdere med de fornødne kvalifikationer til at udføre entreprisen kontraktmæssigt.

Entreprenøren skal rydde op på byggepladsen hver dag. De produkter som udskiftes tilhører spørger og må ikke fjernes. Spørger kan kræve erstatning for skade på udskiftede produkter. Disse repræsenterer en værdi og må derfor ikke køres bort eller beskadiges af entreprenøren.

Entreprenøren skal for egen regning og risiko sørge for transport, kost og logi for sine medarbejdere.

Entreprenøren skal have en engelsktalende formand på byggepladsen som har ansvaret for instruktionen af entreprenørens medarbejdere og for at arbejdet planlægges og udføres i overensstemmelse med kontrakten.

Entreprenørens medarbejdere må ikke modtage instruktioner fra hverken spørger eller fra bygherren.

Entreprenøren er ansvarlig for at lade sig registrere hos de danske myndigheder efter gældende lovgivning og skal overholde dansk lovgivning i øvrigt.

Entreprenørens medarbejdere skal have en gyldig blanket El0l fra deres hjemland.

Spørger skal have adgang til at inspicere arbejdet. Entreprenøren er ikke berettiget til at indgå aftaler om arbejdets udførelse med bygherren og skal videregive enhver forespørgsel fra bygherren til spørger. Entreprenøren er ikke berettiget til at anvende underentreprenører.

§ 7 "Project conferences - handing over":

I appendix 1 anføres en tidsplan for entreprisen. som § 7 henviser til.

Efter § 7 skal der efter udløbet entrepriseperiode - eller hvis der er aftalt del-afleveringer så også efter hver delperiode - afholdes byggemøde hvorved spørger skal gøre eventuelle fejl og mangler gældende og disse skal anføres i en del-afleveringsprotokol som skal underskrives af begge parter. Herefter kan spørger udstede forholdsmæssig delfaktura eller slutfaktura.

§ 8 "Defects established during handing-over"

Identisk med § 10 i bilag 1.

§ 9 "Materials and tools":

Identisk med § 8 i bilag 1.

§ 10 "Reduction of the enterprise sum"

Identisk med § 12 i bilag 1.

§ 11 "The sub-contractor's Ilability for consequential damage":

Identisk med § 13 i bilag 1.

§ 12 "The main contractor's right to determine the Agreement"

Bestemmelsen fastlægger i hvilke tilfælde spørger er berettiget til at hæve kontrakten. Bestemmelsen er udarbejdet efter tilsvarende bestemmelser i AB92 § 40, 42 og 43.

§ 13 "Labour disputes"

Identisk med § 18 i bilag 1.

§ 14 "Danish law"

Identisk med § 19 i bilag 1.

Appendix til bilag 1 og 2:

Standardkontrakterne fremlagt som bilag 1 og 2 suppleres af Appendix 1, som er opbygget som følger:

"Services"

Her beskrives entreprenørens ydelse.

Endvidere fremgår her hvor ydelsen skal levers.

"Schedule of the Services:

Her anføres hvornår entreprise skal påbegyndes og hvornår den skal være færdig. Endvidere anføres eventuelle delafleveringsperioder her.

"Enterprise sum"

Der er aftalt en fast entrerprisesum mellem parterne. Entreprenøren er berettiget til at udstede faktura ved udløbet af entrepriseperioden når der er forholdt som anført i kontraktens § 9 og 10. Såfremt der er aftalt delafleveringsperioder er entreprenøren tilsvarende berettiget til at udstede delfakturaer.

"Tools, machinery etc. rented from the main contractor"

Under dette punkt kan parterne aftale at entreprenøren kan leje maskiner mv. fra spørger til udførelsen af opgaven. Punktet er ikke relevant for nærværende entreprisekontrakt.

"Materials supplied by the main contractor".

Spørger skal levere produkterne. Øvrigt materiale og værktøj, arbejdstøj mv. leveres af entreprenøren.

"Damages, liability etc."

Entreprenøren er ansvarlig for entreprisens kontraktmæssige og rettidige levering. Såfremt der konstateres mangler ved det udførte arbejde vil entreprisesummen blive reduceret med den faktiske udgift til udbedring af manglerne i tilfælde af skader i forbindelse med montering eller mangelfuld montering..

Herudover skal entreprenøren betale en dagbod på i % af entreprisesummen per dag entreprisen er forsinket.

I tilfælde af fordringshavermora skal spørger tilsvarende betale en dagbod på 1% at entreprisesummen til entreprenøren per dag entreprisen bliver forsinket som følge at spørgers forhold.

“Sub-contractor's guarantee"

Her anføres eventuelle garantier fra entreprenøren ud over det i § 11 anførte 5-årige mangelsansvar.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det er spørgers opfattelse at de stillede spørgsmål skal besvares bekræftende.

Der er i nærværende tilfælde tale om at en udenlandsk virksomhed (Entreprenøren) påtager sig en entrepriseopgave for en dansk kunde (Spørger), og udfører denne arbejdsopgave på egen risiko og ansvar, med egne ansatte og under egen instruktion og ved brug af egne arbejdsredskaber mv. Endvidere skal entreprenøren i nærværende tilfælde levere visse materialer, jf. appendix 1.

Begrebet arbejdsudleje tager i dansk ret ifølge betænkning over forslag til lov om ændring af kildeskatteloven og selskabsloven (1981-1982) sigte på entrepriselignende forhold. I arbejdsudlejesituationen er der ikke tvivl om, at lønmodtageren er ansat i den udenlandske virksomhed, men det er til gengæld den danske virksomhed, der har det overordnede ansvar og risiko for det arbejde, der udføres.

Ved afgørelsen af om der tale om et entrepriseforhold eller et arbejdsudlejeforhold lægges vægt på nedenstående forhold der vil kunne godtgøre, at der er tale om et entrepriseforhold(fra SKM2007.608.SKAT):

Spørgsmål:
Den overordnede ledelse at arbejdet påhviler den danske hvervgiver.
Svar nærværende sag:
Nej.
Den påhviler udelukkende Entreprenøren

Spørgsmål:
Arbejdet udføres på en arbejdsplads, som hvervgiveren disponerer over, og for hvilken han bærer ansvaret.
Svar nærværende sag:
Nej.
Arbejdet udføres hos tredjemand. Spørger har ikke ansvaret for byggepladsen - det har bygherren. Entreprenøren er ansvarlig for sine medarbejderes sikkerhed.

Spørgsmål:
Vederlaget til udlejeren beregnes efter den tid, der er medgået, eller under hensynstagen til anden sammenhæng mellem vederlaget og den løn, arbejdstageren får.
Svar nærværende sag:
Nej.
Der afgives tilbud efter en konkret vurdering af Entreprenørens samlede omkostninger med tillæg af en avance. Kontrakten indgås efter sædvanlig forhandling mellem parterne.

Spørgsmål:
Hovedparten af arbejdsredskaber og materiel stilles til rådighed at hvervgiveren (brugeren).
Svar nærværende sag:
Nej
Entreprenøren leverer alle arbejdsredskaber og materiel som er nødvendige for montering.

Spørgsmål:
Udlejeren fastsætter ensidigt antallet af arbejdstagere og deres kvalifikationer
Svar nærværende sag:
Ja.
Det er udelukkende op til Entreprenøren at bemande entrepriseopgaven. Bemandingen er spørger uvedkommende.

I henhold til OECD modeloverenskomstens artikel 15, jf. pkt. 8 i kommentarerne til OECD-modelaftalens artikel 15 er der ikke tale om arbejdsudleje hvis:

  • udlejeren bærer ansvaret eller risikoen for arbejdsresultatet;
  • hvervgiveren ikke har instruktionsmyndigheden over arbejdstageren;
  • arbejdet ikke udføres på en arbejdsplads, som hvervgiveren kontrollerer og er ansvarlig for;
  • vederlaget til udlejeren ikke beregnes på grundlag af den tid, der er medgået, eller i andre henseender under hensynstagen til en sammenhæng mellem dette vederlag og den løn, som arbejdstageren modtager
  • hovedparten at arbejdsredskaber og materiel ikke stilles til rådighed for arbejdstageren af hvervgiveren;
  • antallet at arbejdstagere og deres kvalifikationer bestemmes ensidigt at udlejeren.

Der er tale om en samlet vurdering.

Den nationale vurdering af om der er tale om arbejdsudleje må antages at være identisk med den internationale vurdering, der foretages med udgangspunkt i kommentaren til OECD-modeloverenskomstens artikel 15.

En meget væsentlig del af denne vurdering, er vurderingen af hvem der bærer ansvar og risiko for arbejdsresultatet. Udgangspunktet er, at hvis der betales efter regning, altså efter medgået tid, bærer hvervgiveren (bygherren, brugeren) risikoen for arbejdsresultatet, jf. f.eks. Hans Henrik Vagner, Entrepriseret, 4. udgave ved Torsten Iversen, side 39 og Eric Boesgaard, Entrepriseudbud, 1. udgave side 113. Det taler i udpræget grad for, at der foreligger en arbejdsudlejesituation.

I nærværende tilfælde betales der en fast entreprisesum aftalt mellem parterne efter forhandling. Entreprisesummen er hverken afhængig at hvor meget tid entreprenøren skal anvende til at levere den aftalte ydelse eller at hvad entreprenørens medarbejdere får i løn. Den aftalte ydelse og prisen herfor er aftalt i kontrakten med appendix 1.

Spørger køber således et færdigt resultat for en fast entreprisesum. Som det fremgår af appendix 1 til de som bilag 1-2 fremlagte kontrakter bærer entreprenøren den fulde risiko for arbejdsresultatet, idet mangler ved det udførte arbejde medfører konkret reduktion af entreprisesummen beregnet i forhold til udgiften til udbedring af manglerne/skader. Herudover er spørger berettiget til at kræve ethvert dokumenteret økonomisk tab dækket efter de almindelige danske erstatningsretlige regler. Det er således entreprenørens risiko at levere den aftalte ydelse til den aftalte tid, idet han ellers ikke modtager den aftalte entreprisesum.

I den som bilag 1 fremlagte kontrakt påtænkes på linje med AB92 aftalt en 5-årig mangelshæftelse med de deraf følgende i og 5 års gennemgange mv.

I den som bilag 2 fremlagte kontrakt påtænkes et endeligt opgør med mangler ved afleveringsforretningen og efterfølgende fakturering, således at spørgers og entreprenørens mellemværende gøres endeligt op på dette tidspunkt.

Endvidere er i begge aftaler aftalt en gensidig dagbod på 1% af den aftalte totale entreprisesum i tilfælde forsinkelse eller fordringshavermora.

På baggrund at ovenstående er det spørgers opfattelse at de stillede spørgsmål skal besvares bekræftende.

 SKATs indstilling og begrundelse

Praksis

Ved afgørelse af, om der er tale om arbejdsudleje eller entrepriseforhold, skal der foretages en samlet vurdering.

Det fremgår af SKATs vejledning om entrepriseaftaler, SKM 2007.608.SKAT, at en entreprisekontrakt foreligger når en udenlandsk virksomhed påtager sig en opgaven for hvervgiveren, og udfører denne arbejdsopgave med egne ansatte og under egen instruktion og ved brug af egne arbejdsredskaber mv. Den udenlandske arbejdsgiver bliver efter nationale regler og eventuel indgået dobbeltbeskatningsaftale med arbejdsgiverens bopælsland kun skattepligtig til Danmark, såfremt han opnår fast driftssted i Danmark, hvilket kræver, at arbejdet foregår på en bestemt lokalitet og har en vis tidsmæssig udstrækning. De ansatte bliver efter samme regelsæt kun skattepligtige til Danmark, såfremt den udenlandske arbejdsgiver får fast driftssted i Danmark, eller såfremt de opholder sig i Danmark i mere end 183 dage og deres ophold spænder over en sammenhængende periode på 6 måneder kun afbrudt af ferie eller lignende.

Om arbejdsudleje er anført, at begrebet tager sigte på entrepriselignende forhold. Det er anført, at myndighederne vil kunne godtgøre, at der er tale om et arbejdsudlejeforhold, såfremt

  • den overordnede ledelse af arbejdet påhviler hvervgiveren
  • arbejdet udføres på en arbejdsplads, som hvervgiveren disponerer over, og for hvilken han bærer ansvaret
  • vederlaget til udlejeren beregnes efter den tid, der er medgået, eller under hensynstagen til anden sammenhæng mellem vederlaget og den løn, arbejdstageren får
  • hovedparten af arbejdsredskaber og materiel stilles til rådighed af hvervgiveren, og
  • udlejeren ikke ensidigt fastsætter antallet af arbejdstagere og deres kvalifikationer

Der er tale om en samlet vurdering. Der er altså i realiteten tale om en bevisvurdering, hvilket stiller krav til klarhed i udformningen og indholdet af entrepriseaftalen samt den faktiske udførelse af arbejdsopgaven.

Skatterådet har i afgørelser gengivet i SKM2010.254.SR, SKM2010.255.SR og SKM 2010.256.SR konkret afgjort, at der i de omhandlede situationer var tale om entreprisekontrakter. Af begrundelsen i SKM2010.254.SR fremgår således, at "kontrakterne indeholder en nærmere beskrivelse af, hvilket arbejde, der konkret skal udføres, i hvilken periode, fast pris herfor m.v. I kontrakterne er det videre angivet, at der kan ske reduktion i betalingen, hvis kvaliteten af arbejdets resultat ikke lever op til kundens forventninger, og før endelig afregning sker der en besigtigelse af det udførte arbejde.

Udfra indholdet af de fremlagte kontrakter er der ikke umiddelbar sammenhæng mellem det vederlag, som kontraktspart skal betale til spørger, og aflønningen til spørgers ansatte, idet det dels ikke vides hvor mange ansatte, spørger anvender til udførelse af arbejdsopgaven, anvendte arbejdstimer, aflønning herfor til den enkelte m.v. Det er ikke heller ikke oplyst, hvorvidt den eventuelle erstatning, som spørger må betale i tilfælde af skade på planter m.v. kan overvæltes på de ansatte.

Det er i kontrakterne videre angivet, at spørger skal udpege en leder for spørgers ansatte, som taler og skriver engelsk eller tysk, og til hvem kotraktsparten kan give de nødvendige instruktioner vedrørende udførelse af den påtagne opgave.

SKAT forudsætter herved udtrykkeligt, at medkontrahenten ikke reelt og faktuelt under effektueringen af kontrakterne vil forestå ledelse og instruktion af arbejderne, og heller ikke har indflydelse på antallet af ansatte hos spørger, deres kvalifikationer, arbejdstimer m.v. i forbindelse med udførelse af arbejdet m.v.

Endvidere forudsættes det, at der ikke er nær sammenhæng mellem det vederlag, som kontraktspart skal betale til spørger, og aflønningen til spørgers ansatte.

Det er videre oplyst, at kontraktsparten ved udførelse af de opgaver, som kontrakten anført i bilag 1 omhandler, skal sørge for maskiner og arbejdsredskaber til brug for udførelse af arbejdet, og hvor maskinerne m.v. skal lejes ud til spørgeren til en bestemt angiven leje. Ved udførelse af de i bilag 2 anførte opgaver er der ingen leje af maskiner m.v. mellem parterne. Ved begge to typer af arbejdsopgaver skal spørgeren sørge for arbejdstøj, arbejdsknive eller -sakse m.v. til de ansatte.

Udfra en samlet konkret vurdering lægges det til grund, at spørger i henhold til bilag 1-2, således overvejende vil bære risikoen for arbejdets udførelse. Medkontrahenten er udfra det oplyste ikke tillagt ledelsesretten. Medkontrahenten har ikke ansvaret for den daglige ledelse af arbejdet, men har alene kontrolbeføjelser vedrørende det udførte arbejde, og stiller kun i begrænset omfang værktøj og maskiner til rådighed for de udenlandske arbejdstagere, og medkontrahenten er tillige tillagt reklamationsret m.v. i tilknytning til afregning med spørger."

I SKM2007.232.SR fandt Skatterådet, at der var tale om arbejdsudleje i en situation, hvor et dansk rekrutteringsfirma indgik aftale med udenlandske konsulentfirmaer om, at disse firmaer skulle stille udenlandske konsulenter med specialviden til rådighed for danske kunder, der havde overladt rekrutteringsopgaven til det danske rekrutteringsfirma. Konsulenterne var ansat i de udenlandske konsulentfirmaer, der også udbetalte løn til konsulenterne. De danske kunder ville være forpligtet til at indeholde arbejdsudlejeskat samt AM- og SP-bidrag.

Se også Ligningsvejledningen 2010-1, afsnit D.A.2.3.

Begrundelse.

Ad. Spørgsmål 1.

Der spørges om det kan bekræftes, at den som bilag 1 beskrevne standardkontrakt skattemæssigt anses som en entreprisekontrakt.

Af vejledning om entrepriseaftaler fremgår, at arbejdsudleje omfatter entrepriselignende forhold. Om der er tale om en entrepriseaftale eller arbejdsudleje beror derfor på en konkret vurdering.

Ud fra en vurdering af den medsendte kontrakt, benævnt bilag 1, suppleret af et appendix, der nærmere beskriver opgaven, set i forhold til det i vejledningen beskrevne, er det SKATs vurdering, at der er tale om en entrepriseaftale. Der er især henset til følgende forhold:

Efter § 1 omhandler kontrakten en nærmere beskrevet arbejdsopgave.

Efter § 3 og 4 er der fastsat en fast pris for hele arbejdet, og der er dagbøder for forsinkelser.

Efter § 6 har entreprenøren ansvaret for, hvor mange personer, der skal til at udføre arbejdet, og deres kvalifikationer. Entreprenøren skal sørge for kost og logi til de ansatte, og for nødvendige registreringer i Danmark.

Efter § 8 skal entreprenøren selv sørge for materialer (ud over de af spørger leverede produkter) og værktøj.

Efter § 9 afholdes afleveringsforretning, og §§ 10 og 11 omhandler, hvad der sker, hvis der konstateres mangler ved arbejdet.

§ 17 omhandler ophævelse af kontrakten.

Der er i appendixet beskrevet, hvilken opgave, der skal udføres, og til hvilken pris.

Der er taget stilling til ansvar for mangler og forsinkelser, samt konsekvenserne heraf.

Ud fra en samlet vurdering af kontrakten med appendix er det SKATs opfattelse, at der er tale om en entreprisekontrakt, da entreprenøren påtager sig en opgave, som udføres med egne ansatte, under egen instruktion og med egne arbejdsredskaber. Entreprenøren bærer desuden ansvaret og risiko for arbejdsresultatet.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 1 besvares Ja.

Ad. Spørgsmål 2.

Der spørges om det kan bekræftes, at den som bilag 2 beskrevne standardkontrakt skattemæssigt anses som en entreprisekontrakt.

Standardkontrakten benævnt bilag 2 er på de i forhold til spørgsmålet om der er tale om en entreprisekontrakt, identisk med standardkontrakten benævnt bilag 1. Også denne kontrakt suppleres af appendixet.

Ud fra en samlet vurdering af kontrakten og appendix er det derfor SKATs opfattelse, at der også i forhold til denne kontrakt er tale om en entreprisekontrakt, da entreprenøren også her påtager sig en opgave, som udføres med egne ansatte, under egen instruktion og med egne arbejdsredskaber. Entreprenøren bærer desuden ansvaret og risiko for arbejdsresultatet.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 2 besvares Ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet kan tiltræde SKATs indstillinger og begrundelser.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter