Dato for udgivelse
28 Sep 2010 14:09
Dato for afsagt dom/kendelse
08 Sep 2010 08:32
SKM-nummer
SKM2010.607.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
9. afdeling, B-557-10
Dokument type
Dom
Emneord
Rentefiksering, lån, rentesats
Resumé

Appellanten havde i 2000 købt et selskab i Sydafrika, der som eneste aktiv ejede en safarilodge. I perioden fra 2000 til 2008 foretog appellanten løbende udlån til selskabet. Udlånene blev ikke forrentet. Selskabet var regnskabsmæssigt insolvent og driftsmæssigt helt afhængig af appellantens udlån.

Byretten lagde til grund, at ejendommens værdi væsentlig oversteg den regnskabsmæssige værdi. Endvidere lagde retten vægt på, at sagsøgeren i hele ejerperioden havde foretaget indskud i selskabet, hvorfor sagsøgeren måtte have haft en forventning om at få lånet indfriet i forbindelse med afhændelse af ejendommen. Endelig henviste retten til, at der i hele perioden havde været en mindre erhvervsmæssig aktivitet i selskabet, ligesom der var aflagt regnskab efter going concern princippet.

Under disse omstændigheder fandt retten det ikke godtgjort, at rentefriheden var udtryk for markedsvilkår, hvorfor der var adgang til rentekorrektion, jf. ligningslovens § 2.

Retten fandt endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte den fikserede rentesats på diskontoen + 4 pct., idet retten lagde til grund, at de tilgængelige rentefastsættelsessystemer ikke var velegnede i sager vedrørende mindre lån, ligesom en erklæring fra sagsøgerens bank ikke gav grundlag for at fastslå, at selskabet uafhængig af sagsøgeren kunne have opnået et tilsvarende lån til en væsentlig lavere rente end den af myndighederne fastsatte.

Landsretten udtalte, at det heller ikke efter de for landsretten fremlagte oplysninger om selskabets økonomiske situation fandtes godtgjort, at den manglende forrentning var forretningsmæssigt begrundet. Herefter stadfæstede landsretten dommen af de grunde, der var anført af byretten.

Reference(r)
Ligningsloven § 2
Henvisning
Ligningsvejledningen 2010-2 S.F.4

Parter

A
(advokat Bent Ramskov v/advokat Martin Frøkjær)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Steffen Sværke v/adv.fra. Mia Thulstrup Gedbjerg)

Afsagt af landsdommerne

Karen-Anke Tørring, Inge Neergaard Jessen og Rasmus Kieffer-Kristensen (kst.)

Byrettens dom af 8. februar 2010 (BS 1-3359/2008) er anket af A med påstand om, principalt at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at As skattepligtige indkomst for indkomståret 2005 skal nedsættes med 81.494 kr., subsidiært at As skattepligtige indkomst for indkomståret 2005 nedsættes med et af retten fastsat lavere beløb, og mere subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Appellanten har under sagen fremlagt kopi af et købstilbud ("offer to purchase") af 28. januar 2000, hvori appellanten tilbyder at købe det sydafrikanske selskab H1 for en pris på 1,1 million sydafrikanske rand.

Appellanten har endvidere fremlagt kopi af et brev af 6. februar 2006 fra appellanten til skattemyndighederne, hvori appellanten oplyser, at hun har besluttet, at sælge sin safarilodge for 2,6 millioner kr. til en dansk køber.

Indstævnte har fremlagt kopi af en rubrikannonce indrykket af appellanten den 26. oktober 2003, hvoraf det fremgår:

"Sydafrika. Grundet særlige omstændigheder sælges pragtfuld ny safarilodge i ... direkte til ... River. Ejd. er 22 HA og består af dejligt hovedhus, chaleter med plads til 10 gæster, flere udsigtsterrasser, swimmingpool, [ulæseligt, m.m. Alle moderne bekvemmeligheder. 2 biler. Pris kr. 5 mill. Kun seriøse henvendelser. Billet ..."

Indstævnet har endvidere fremlagt en række udskrifter fra internetsiden www ... com vedrørende prisudviklingen på ejendomsmarkedet i Sydafrika.

Forklaringer

Der i landsretten afgivet supplerende forklaring af A og forklaring af NM

A har supplerende forklaret blandt andet, at købsprisen for ejendommen på 1,1 sydafrikanske rand var standardprisen for en grund af den type og størrelse. Der var oprindelig kun nogle faldefærdige bygninger på grunden. Hun valgte grunden, fordi den lå godt. Hun fandt efterfølgende ud af, at personen, som havde formidlet handlen - uden at oplyse hende om det - havde modtaget 100.000 rand i salær for handlen. I forbindelse med finansieringen af købet anbefalede en af hendes bekendte hende at optage et valutalån, og hun optog et sådan lån hos F1 Bank. Lånet var i schwiezerfranc.

Safarilodgen blev efterfølgende sat i stand og der blev lavet swimmingpool og nye bygninger mv. På sigt viste det sig vanskeligt at drive safariforretning. Der var store drifts- og vedligeholdelsesudgifter for ejendommen - blandt andet til skadedyrsbekæmpelse og forsikringer - og der kom desuden kun få gæster. Appellanten tabte hele tiden penge. Situationen blev yderligere vanskeliggjort, da appellantens datter, som var ansat som bestyrer på stedet, blev gravid, og derfor ikke længere kunne passe sit arbejde. Appellanten og hendes mand måtte arbejde hårdt i deres købmandsbutik hjemme i Danmark for at finansiere driften. I samme periode blev de begge ramt af alvorlig sygdom.

I 2003 besluttede appellanten sig for at sælge safarilodgen. Det var imidlertid ikke så let. På daværende tidspunkt var ejendomsmarkedet i Sydafrika nærmerest gået i stå som følge af de såkaldte "land claims", som indebar, at den sydafrikanske stat eksproprierede store arealer. I 2007 blev der blandt andet varslet land claims i ..., hvor appellantens safarilodge lå.

Salgsprisen på 5 millioner kr. i annoncen var noget optimistisk og præget af den positive udvikling på det danske boligmarked på tidspunktet. Appellanten modtog da også kun enkelte henvendelser på annoncen. På et tidspunkt forhandlede hun med en dansk køber, som ville betale 2,6 millioner kr. for safarilodgen. Salget blev dog ikke til noget, da køberen i sidste ende ikke kunne fremskaffe finansieringen.

NM har forklaret blandt andet, at han har været appellantens bankrådgiver i F1 Bank siden slutningen af 1970'erne. Appellanten har altid været en god og loyal kunde i banken. I begyndelsen af 2000 drøftede han købet af safarilodgen med appellanten. I den forbindelse drøftede de blandt andet muligheden for at optage et valutalån. Det endte med, at appellanten optog et personligt lån på ca. 300.000 schweizerfranc. Banken kunne godt have lånt pengene til appellantens sydafrikanske selskab i stedet. I så ville det dog have været en betingelse, at appellanten personligt havde kautioneret for lånet. Det vidnets opfattelse, at en bank som udgangspunkt altid vil kræve renter, når den låner penge ud, da det jo er forretning. Det kan dog forekomme, at en kunde får henstand med hensyn til rentebetaling i en kortere periode, hvis kunden er i økonomiske vanskeligheder.

Procedure

Parterne har gjort de samme anbringender gældende som for byretten og procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at appellanten fra 2000 til 2008 løbende udlånte penge til sit sydafrikanske selskab H1 Ltd., og at der på intet tidspunkt blev beregnet eller betalt rente af den mellemregning, som herved opstod.

Heller ikke efter de for landsretten fremlagte oplysninger om selskabets økonomiske situation - herunder om appellantens forsøg på at sælge selskabet - findes det godtgjort, at den manglende forrentning af mellemregningskontoen for indkomståret 2005 var forretningsmæssigt begrundet. Det tiltrædes derfor og i øvrigt af de af byretten anførte grunde, at skattemyndighederne har været berettiget til at foretage en rentekorrektion efter ligningslovens § 2.

Af de grunde, som er anført af byretten, tiltræder landsretten endvidere, at der ikke er grundlag for at ændre skattemyndighedernes skøn, hvorefter renten er ansat til diskontoen +4%

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Under hensyn til sagens udfald, værdi og omfang skal appellanten i sagsomkostninger for landsretten betale 20.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, A, betale 20.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter