Dato for udgivelse
01 Nov 2010 11:15
Dato for afsagt dom/kendelse
19 Oct 2010 09:36
SKM-nummer
SKM2010.696.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
09-161782
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Skattepligt, dobbeltbeskatning Frankrig
Resumé

Skatterådet kan bekræfte at Ubifrance er en institution under den franske stat. Skatterådet kan også bekræfte, at personer ansat af institutioner under den franske stat ikke skal betale skat af lønnen herfra i Danmark. Forudsætningen for dette er dog, jf. lov nr. 351 af 6. maj 2009 § 1, at personen var ansat 1. januar 2009 eller betaler skat i Frankrig. Da den ansatte person ikke var ansat 1. januar 2009 eller betaler skat til Frankrig, kan Skatterådet ikke bekræfte, at personen er skattefri i Danmark.

Reference(r)

Kildeskatteloven § 1, lov nr. 351 af 6. maj 2009 § 1.

Henvisning
Ligningsvejledningen, Dobbeltbeskatning 2010-2, afsnit D.E.

Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at UBIFRANCE er en institution under den franske stat?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at personer ansat af institutioner under den franske stat ikke er skattepligtige i Danmark?
  3. Kan Skatterådet bekræfte, at VIEen ansat af spørger ikke skal betale skat i Danmark?

Svar

  1. Ja
  2. Ja, se dog begrundelse
  3. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørgers virksomhed er et distributionsselskab, der er 100% ejet af et fransk selskab. Spørger ejer distributionsselskaberne i Norge, Sverige og Finland.

UBIFRANCE

UBIFRANCE er en institution under den franske stat, der har til formål at fremme økonomisk aktivitet for franske virksomheder. Dette sker bl.a. gennem VIE systemet, hvor unge lovende franske talenter ansættes i Frankrig af franske virksomheder og udstationeres til udenlandske juridiske enheder under disse franske virksomheder.

Den Franske Ambassade har oplyst, at Ubifrance er en del af ambassaden - handelsafdelingen.

VIE systemet (Volontariat International Entreprise)

For at en person kan komme i betragtning til en VIE stilling skal nedenstående krav opfyldes:

  • Yngre end 28 år
  • Stort potentiale og international profil
  • 3-4 års erfaring efter gymnasiel uddannelse

VIE kontrakten er tidsbegrænset til 6-24 måneder. I de sidste 8 år har totalt 22.000 unge mennesker været ansat som VIEs.

VIE setup

UBIFRANCE ansætter VIEs, der udlånes til franske virksomheder som midlertidige ansatte. VIEen arbejder på en af den franske virksomheds udenlandske destinationer. VIEen vil bo og arbejde lokalt på den udenlandske destination.

VIEs aflønnes med EUR 1.100-2.900 afhængig af landet og virksomhedens omsætning.

VIEs aflønnes af UBIFRANCE, der fakturerer den franske virksomhed i Frankrig. Den lokale enhed af virksomheden faktureres ikke, hvilket afspejler at VIEs er ansat i Frankrig.

Den i sagen omhandlede VIE er pr. 1. februar 2009 ansat som hos Spørger. Ifølge kontrakten med UBIFRANCE er VIEen ansat i finansafdelingen. Kontrakt er fremsendt.

VIEen har i perioden 17. december 2008-31. januar 2009 arbejdet hos spørger, men via et vikarbureau. Kopi af lønseddel er fremsendt. Det fremgår dog ikke af lønsedlen, hvor arbejdet er udført.

VIEen er først ansat på en VIE-kontrakt pr. 1. februar 2009.

VIEen aflønnes fra Frankrig men bor fysisk i Danmark.

Efter det oplyste betaler VIEen ikke skat af sin løn i Frankrig.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Før ophævelsen af den dansk-franske dobbeltbeskatningsaftale var VIE's fritaget fra at betale skat og sociale afgifter i Danmark, jf. Artikel 12 gengivet nedenfor.

"Vederlag, som staten, amterne (les departements), kommunerne eller andre offentligretlige juridiske personer, behørigt oprettet i overensstemmelse med de kontraherende staters interne lovgivning, udbetaler som vederlag for aktuelle eller tidligere tjeneste- eller arbejdsydelser i form af løn, pension, honorar eller andre ydelser, beskattes alene i den stat, hvor skyldneren hører hjemme."

Efter ophævelsen af dobbeltbeskatningsaftalen er der indført en række undtagelser for personer ansat i institutioner under den franske sat.

Dette fremgår af Lovforslag 125, der blev vedtaget i folketinget d. 30.4.2009.

Heraf fremgår det:

2.3.1. Vederlag og pension fra den franske stat m.v.

Det foreslås at opretholde den hidtidige fritagelse for dansk beskatning af vederlag og pension fra den franske stat m.v. efter den hidtil gældende dansk-franske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 12.

Spørger mener på baggrund heraf, at VIEs er omfattet af de vedtagne undtagelser og derfor ikke skal betale skat og sociale afgifter i Danmark.

SKATs indstilling og begrundelse

Lovregler

Ifølge kildeskatteloven (lovbekendtgørelse nr. 1086 af 14. november 2005) § 1, nr. 1 er personer fuld skattepligtig til Danmark, hvis de har bopæl her.

Lov nr. 351 af 6. maj 2009 om ændring af lov om bemyndigelse til opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem Danmark og henholdsvis Frankrig og Spanien

Ifølge § 1, nr. 2 ændres § 6 i lov nr. 85 af 20. februar 2008 til
Stk. 1. En person, der er fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, skal ved opgørelsen af skattepligtig indkomst ikke medregne vederlag fra ansættelse i den franske stat eller andre offentligretlige juridiske personer under den franske stat.

Stk. 2. En person, der er fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, skal ved opgørelsen af skattepligtig indkomst ikke medregne pension i forbindelse med tidligere ansættelse i den franske stat eller andre offentligretlige juridiske personer under den franske stat.

Stk. 3. Hvis en person først begynder at modtage vederlag eller pension som nævnt i stk. 1 og 2 fra den 1. januar 2009, gælder disse bestemmelser alene, hvis den pågældende betaler fransk skat af den nævnte indkomst.

Om ikrafttrædelse fremgår af § 2:

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 2009.

Stk. 2. Loven har virkning fra indkomståret 2009.

Artikel 12 i den opsagte dobbeltbeskatningsoverenskomst havde følgende ordlyd:

Vederlag, som staten, amterne (les departements), kommunerne eller andre offentligretlige juridiske personer, behørigt oprettet i overensstemmelse med de kontraherende staters interne lovgivning, udbetaler som vederlag for aktuelle eller tidligere tjeneste- eller arbejdsydelser i form af løn, pension, honorar eller andre ydelser, beskattes alene i den stat, hvor skyldneren hører hjemme.

Begrundelse

Ad. Spørgsmål 1.

Der spørges om UBIFRANCE er en institution under den franske stat.

UBIFRANCE er efter det oplyste en del af Den Franske Ambassade.

Det er derfor SKATs opfattelse, at UBIFRANCE er en institution under den franske stat.

SKAT indstiller derfor at spørgsmål 1 besvares ja.

Ad. Spørgsmål 2.

Der spørges om personer ansat af institutioner under den franske stat er skattepligtige i Danmark.

Ifølge kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, er personer fuld skattepligtig til Danmark, hvis de har bopæl her.

VIE'en har bopæl her i Danmark, og er derfor fuld skattepligtig til Danmark, jf. kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1.

Ifølge lov nr. 351 af 6. maj 2009 § 1, nr. 2 skal en person, der er fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, skal ved opgørelsen af skattepligtig indkomst ikke medregne vederlag fra ansættelse i den franske stat eller andre offentligretlige juridiske personer under den franske stat. Det er dog en forudsætning at personen var ansat før 1. januar 2009 eller hvis personen er ansat den 1. januar 2009 eller senere betaler skat til Frankrig af lønnen.

Som udgangspunkt skal en person, der er ansat af institutioner under den franske stat ikke betale skat i Danmark, dog forudsat at ansættelsen er påbegyndt inden 1. januar 2009 eller hvis ansættelsesforholdet er påbegyndt senere, at der betales skat af indkomsten i Frankrig.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 2 besvares Ja.

Ad. Spørgsmål 3.

Der spørges om VIEen er fritaget for at betale skat i Danmark.

Af kontrakten fremgår, at VIEen ansat den 1. februar 2009. Da VIEen efter det oplyste, ikke betaler skat i Frankrig vil VIEen skulle betale skat i Danmark, jf. kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, da VIEen ikke er omfattet af lov nr. 351 af 6. maj 2009 § 1, nr. 2.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet besvares Nej.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet kan tiltræde SKATs indstillinger og begrundelser.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter