Dato for udgivelse
02 Dec 2010 15:21
Dato for afsagt dom/kendelse
28 Oct 2010 15:05
SKM-nummer
SKM2010.777.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 150-1080/2009
Dokument type
Dom
Emneord
Sygeplejerske, hobby, underskud, tinktur
Resumé

Sagsøgeren havde i en årrække drevet en virksomhed med meget begrænset aktivitet. I indkomståret 2003 udgjorde omsætningen kr. 8.100,- mens der i 2004 og 2005 ikke var nogen omsætning i virksomheden. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde drevet erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende, hvorfor underskuddene for indkomstårene 2003 og 2005 ikke var fradragsberettiget.

Reference(r)
Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a
Henvisning
Ligningsvejledningen 2010-2 E.A.1.2
Henvisning
Ligningsvejledningen 2010-2 E.A.1.2.2
Redaktionelle noter

Sagen er anket til Landsretten og efterfølgende er sagen afvist.


Parter

A
(Advokat Arne Skjoldorf)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ advokat Lisbeth Jørgensen)

Afsagt af byretsdommer

Seerup

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 20. april 2009, vedrører en anfægtelse af Landsskatterettens afgørelse af 19. januar 2009, hvorved Landsskatteretten har stadfæstet skatteankenævnsafgørelse af 30. november 2007, hvorved sagsøger, A, blev nægtet fradrag for driftsudgifter i årene 2003-2005. Uenigheden angår spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende udgifter er afholdt som led i erhvervsmæssig virksomhed.

A har nedlagt følgende påstand: Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøger, A, for indkomstårene 2003 - 2005 har drevet erhvervsmæssig virksomhed samt anerkende sagsøgers underskud af selvstændig virksomhed år 2003: 79.790 kr., år 2004: 46.037 kr. samt år 2005: 42.287 kr.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten har den 19. januar 2009 truffet følgende afgørelse:

"...

Klagen vedrører ikke godkendt underskud af selvstændig virksomhed.

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Indkomståret 2003

Skatteankenævnet har nægtet at godkende underskud af virksomhed med salg af kinesisk urtemedicin, selvangivet med 79.790 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Indkomståret 2004

Skatteankenævnet har nægtet at godkende underskud af virksomhed med salg af kinesisk urtemedicin, selvangivet med 46.037 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Indkomståret 2005

Skatteankenævnet har nægtet at godkende underskud af virksomhed med salg af kinesisk urtemedicin, selvangivet med 42.287 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren erhvervede den 18. januar 1995 en forretning med navnet "H1" for en købesum af 286.2l4 kr., fordelt med kontant betaling af 200.000 kr. for goodwill og 21.554 kr. for varelager. Herudover skulle den resterende del af varelageret, svarende til 64.160 kr., afdrages månedsvis med 3.000 kr. fra den 1. april 1995.

Af aftale af 2. november 1995 mellem klageren og sælgeren af virksomheden, NW, fremgår, at klageren mangler at betale ca. 43.000 kr. - 45.000 kr. (inkl. renter), og at NW vil være indstillet på at frafalde restbeløbet mod klageren under visse nærmere angivne betingelser, herunder bortfald af klagerens eneforhandlingsret med G1 Ltd. og bortfald af NW's konkurrenceklausul.

Virksomheden har i perioden 1995-2005 inkl. givet følgende resultat:

1995

-101.201 kr.

1996

0 kr.

1997

0 kr.

1998

0 kr.

1999

-12.915 kr.

2000

-75.762 kr.

2001

-55.062 kr.

2002

0 kr.

2003

-79.790 kr.

2004

-46.037 kr.

2005

-42.287 kr.

Virksomhedens omsætning har i 2003, 2004 og 2005 været på henholdsvis 8.100 kr., 0 kr. og 0 kr.

Årsagen til, at der ikke har været omsætning i indkomstårene 2004 og 2005 er efter det oplyste, at klageren dels har været syg, dels har brugt energi på at føre retssager mod sælgeren af virksomheden samt flere læger.

Om klageren er oplyst,

-

at hun er uddannet sygeplejerske i 1972

-

er akupunktør og shiatsumassør fra G2 1984-1989

-

har undervist i shiatsu siden 1986

-

har været i praktik på G3 i Kina i 1998

-

har to-årig bacheloruddannelse fra G4 i Kina i 2003-2005 i samarbejde med G5 i Sverige

-

har 10 ugers bachelor-praktik på G4 i Kina i 2005.

Skatteankenævnets afgørelse

Det fremgår af ligningsvejledningen, at der ikke findes lovregler for, hvornår der er tale om en erhvervsmæssig virksomhed og en hobbyvirksomhed. Sondringen er relevant i de tilfælde, hvor virksomheden er underskudsgivende.

Vurderingen af, om en virksomhed er erhvervsmæssig drevet foretages ud fra en samlet, konkret vurdering, hvor alle relevante forhold inddrages.

Skatteankenævnet har foretaget en generel, konkret vurdering af klageren selvstændige erhvervsvirksomhed.

Klageren har købt/overtaget en allerede eksisterende virksomhed. Der foreligger ingen budgetter for den overtagne virksomhed. Endvidere fremgår det ikke af den indsendte dokumentation, at der er foretaget en lønsomhedsvurdering af virksomheden. Eksistensen af virksomheden har ene og alene været baseret på, at klageren har haft anden indtægtskilde i form af lønindkomst for 2003 samt sygedagpenge for indkomstårene 2004-2005.

Ligeledes er det skatteankenævnets opfattelse, at klageren ikke har foretaget nogen form for markedsføring af virksomhedens produkter, da det var klagerens opfattelse, at sælgeren af forretningen har brugt de kontakter, som sælgeren brugte dengang forretningen ikke var solgt. Det er derfor klagerens opfattelse, at virksomheden ikke kan drives erhvervsmæssigt, før der er gennemført en ordentlig retslig behandling af forløbet.

Det er skatteankenævnets opfattelse, at det har været muligt for klageren i de påklagede indkomstår at følge diverse kurser og uddannelser, som er fratrukket i virksomhedens regnskab, men at det ikke har været muligt for klageren at skabe en reel omsætning i virksomheden.

Skatteankenævnet er ikke i tvivl om, at klageren har den fornødne faglige ekspertise til at drive virksomheden, men at denne ekspertise ikke har udmøntet sig i en omsætningsgivende virksomhed. Der er alene en omsætning i 2004 på 8.100 kr., medens der ingen omsætning er i de andre klageår.

Det er skatteankenævnets opfattelse, at virksomheden kan karakteriseres som en ikke erhvervsmæssig virksomhed, hvorfor der ikke er fradrag for underskud, hvorimod et eventuelt overskud af den ikke erhvervsmæssige virksomhed skal beskattes. I og med der ikke er fradrag for virksomhedens underskud, er der tillige ikke fradrag for de udgifter, som klageren har fratrukket til uddannelse.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har påklaget skatteankenævnets afgørelse.

Klageren har anført, at skatteankenævnets vurdering og begrundelse viser, at nævnet intet har forstået omkring virksomheden og den verserende retssag.

Klageren har oplyst, at hun har været udsat for svindel og bedrageri i forbindelse med købet af virksomheden og den fejldiagnose, som hun blev udsat for af læger.

Klageren er af den opfattelse, at det er rimeligt, at hun kan trække de udgifter fra, som hun har til sagsbehandlingen og til opretholdelsen af sin virksomhed.

Skatteankenævnet har heller ikke forstået, at det ikke har været muligt for klageren at have nogen form for aktivitet i virksomheden, herunder markedsføring.

Klageren har over for Landsskatteretten fremlagt en stævning under udarbejdelse, ifølge hvilken ...1 Hospital tilpligtes at anerkende, at klageren ikke er kronisk alkoholiker, og at det tilpligtes at tilføre klagerens patientjournal, at der ved flere tilfælde fejlagtigt er indføjet, at hun er kronisk alkoholiker.

Klageren har om sagsforløbet fremlagt følgende redegørelse:

"...

I 1994 blev jeg af en forhandler af kinesiske urter, spurgt om jeg ville købe hendes firma. Hun sagde, at hun havde valgt med sit hjerte og derfor blev det mig, da hun følte vi havde samme etik, selv om andre måske var mere checkede forretningsmæssigt. Helt fra starten af kan man se, at det ikke drejede sig om nogen almindelig handel. Det hele skulle gå meget stærkt. Jeg havde knap 5 uger til overtagelsen og til at skaffe 221.000 kr.

Kontrakten indeholdt en misligeholdelsesparagraf, som var meget urimelig og helt usædvanlig: hvis jeg overskred datoen for tilbagebetaling af afdrag på varelager, ca. 3.000 kr. pr. måned, kunne køber tage firmaet og alle rettigheder tilbage uden at betale goodwill og jeg ville blive pålagt en konkurrenceklausul. Denne klausul var så vigtig for sælger, at få indført, at hun vederlagsfrit passede firmaet i 3 uger efter min overtagelsesdag, for at få klausulen helt, som hun ønskede det.

Til min revisor, sagde sælger, at denne paragraf var nødvendig, når en helt uerfaren skulle overtage så hun ikke skulle betale goodwill, for at overtage igen. Kontrakten skulle aldrig have været indgået med den paragraf. Det var revisoren der førte forhandlingerne. Han var selv meget ivrig efter at blive selvstændig og mente det måtte være nemmere med at overtage et eksisterende firma. Først ved byretsdommen, hvor min revisor og advokat var indkaldt som vidner kom det frem, at revisoren ikke var revisor, men regnskabsuddannet. Grunden til, at det var ham der førte forhandlingerne, var at advokaten var maniodepressiv. Advokaten udeblev fra retten. Han telefonerede til retten sidst på mødet og sagde han var blevet forhindret fordi hans mor var blevet indlagt på hospitalet. Min advokat (KJ), der førte sagen i byretten, ringede efterfølgende til ham. Her fortalte han, at det ikke passede, hvad han havde sagt til retten, men at han var syg. KJ der var uddannet sammen med ham, ville ikke bruge det imod ham.

Senere er advokaten blevet indlagt til en behandlingsdom på mit arbejde på en lukket psykiatrisk afdeling. Han er frataget sin autorisation som advokat. Altså havde jeg reelt ikke advokathjælp ved kontraktens indgåelse, hvilket ikke er blevet nævnt i retten.

Fra jeg skrev under på kontrakten forsvandt sælgers hjælp og jeg fik ikke nogen af de ting, der var blevet lovet, tværtimod gjorde sælger alt for, at gøre det besværligt for mig.

På åbningsdagen vågnede jeg og var syg. Til min skræk vidste jeg at årsagen var nogle tinkturer, som sælger selv producerer. Da jeg efter flere dage fortsat er syg og dybt fortvivlet, ringer jeg til min læge, der sender sin vikar. Denne siger til min overraskelse, at jeg har et alkoholproblem og at han vil indberette mig til kommunen fordi mit hjem roder og han mener jeg forsømmer min søn på 5 år. Han vil overhovedet ikke høre på, at jeg siger jeg ikke har et alkoholproblem, men at jeg var syg af kinesiske urter. Eller at min lejlighed rodede, fordi jeg få dage i forvejen havde fået 27 flyttekasser ind af døren, samtidig med at jeg ikke var færdig med at sende kundebreve ud, fordi sælger havde besværliggjort processen ved ikke at give mig kundekartoteket elektronisk, som lovet, men på nogle ulæselige udskrifter på papir. Lægen mente, jeg kastede op på grund af alkohol, men årsagen viste sig på hospitalet, at være flere liter urin i blæren, som jeg ikke kunne tømme. Jeg bliver syg flere gange pga. disse tinkturer og forstår ikke hvorfor. Jeg overholder præcis doseringen og kender disse urter så godt og har fået dem andre steder fra og aldrig oplevet bivirkninger.

Da jeg gentagne gange var blevet syg af disse tinkturer, tog sælger det hele tilbage for ingenting. Det var desværre først her, da hun direkte løj og snød, at jeg begyndte at forstå sammenhængen mellem hendes tinkturer og hendes opførsel og sabotage og at det hele var planlagt. Man kan synes, at jeg var meget naiv, at jeg ikke fattede mistanke før. Jeg troede faktisk på hende og på at hun ville hjælpe mig.

Det var en del af hendes manipulation, at jeg var i en taknemlighedsgæld til hende og derfor kunne jeg ikke bebrejde hende noget. Når jeg sagde til hende at jeg ikke havde fået de ting, der var aftalt og jeg aldrig kunne få fat i hende, når jeg havde brug for rådgivning, undskyldte hun sig med, at hun var blevet skilt ved årsskiftet og derfor havde personlige problemer. Livet gik ikke altid som man forventede det, sagde hun. Jeg meldte tinkturerne til sundhedsstyrelsen. Da disse tinkturer sælges som kosttilskud, gik sagen videre til Levnedsmiddelkontrollen (lmk), som på baggrund af lægens udsagn ikke har villet undersøge sagen.

Jeg har anmeldt sælger til politiet. De svarer, at lmk har undersøgt sagen og de derfor ikke ser grund til at gøre noget.

I 2000 døde sælgers nye mand, som var med til at tage firmaet tilbage, kun 41 år gammel. Min advokat (KJ) og jeg, spurgte hinanden om det mon havde noget med tinkturerne at gøre!

Da jeg var kommet mig lidt over chokket med, hvad der var sket og forstod sammenhængen, lagde jeg sag an.

Advokaten (KJ) gav op overfor lægens udtalelse, men udleverede samtidig lægejournalerne, som bilag i sagen uden at kommentere dem, hvilket ikke tjente noget formål. Han delte sagen i 2 og sagde, at det med de kinesiske urter, måtte jeg selv forfølge. I stævningen skriver han, at vi tager forbehold for at komme med flere sigtelser når lmk har undersøgt tinkturerne.

At også han havde svært ved at forstå og tro på, hvad der var sket i sagen, viste sig, da han i stævningen skrev, at jeg på grund af stress begyndte at misbruge de kinesiske tinkturer. Jeg havde ikke stress. Jeg nød meget at have firmaet, kontakten til andre akupunktører og arbejdet med urterne. Det var hver gang, som et lyn fra en klar himmel, at jeg blev dårlig. Det var pludseligt, som tæppet blev revet væk under mig. Og jeg var meget forsigtig med at prøve tinkturerne og misbrugte dem helt sikkert ikke. Selv om jeg korrigerede ham, blev det aldrig rettet. Dette gav allerede i sig selv en forkert drejning, at min egen advokat skriver, at jeg misbrugte dem. KJ mente ikke, det var vigtigt, hvad jeg var blevet syg af, men det faktum at sælger havde udnyttet situationen, mens jeg var syg - uanset af hvad.

Jeg var overbevist om at det var vigtigt, at føre vidner for, at jeg ikke havde alkoholproblemer og at min sygdom kun var i forbindelse med sælgers urter. KJ mente psykolog ML's udtalelse talte for sig selv.

Under byretssagen var KJ meget diplomatisk og lagde det ud til dommeren selv at lægge 2 og 2 sammen, selvom han selv har sagt, at sagen burde være ført som en straffesag.

Da jeg ville kommentere og forklare journalerne, sagde dommeren, at det måtte jeg gå et andet sted hen med, men det er faktisk en meget vigtig del af denne sag, da man kan sige, at det er en sag i sig selv, der står i vejen for den anden sags forståelse. Det som går igen igennem hele sagen er, at jeg pga. en læges overgreb og helt fejlagtige bedømmelse af en situation får betegnelsen: alkoholiker og det bevirker, at jeg bliver opfattet som en man ikke kan stole og ikke kan regne med. Så ikke nok med, at jeg ved jeg har været udsat for en usædvanlig og uhyggelig forbrydelse, men i stedet for, at få hjælp til opklaringen af den, bliver jeg mistænkeliggjort.

Modparten procederede for at jeg er alkoholiker. Der er alkohol i tinkturerne og hun sagde, jeg havde misbrugt dem, at firmaet var kørt ned på 9 måneder og der ingen goodwill var tilbage.

Et enkelt vidne blev tillagt stor betydning. LL en misbrugskonsulent, som kommunen på lægens foranledning havde sat på at prøve, at finde ud af, hvorfor jeg blev dårlig. Han kom ind sidst i forløbet, mens jeg i oktober var sygemeldt og allerdårligst af tinkturerne og havde ingen forudsætning for, at vide hvordan jeg var og hvordan jeg var kommet i den tilstand. Jeg frabad mig at han kom i mit hjem, fordi han havde en meget ubehagelig og nedladende måde at være på. Han blev kort tid efter fyret fra kommunen. Det eneste rigtige han sagde i retten var, at jeg var livstruende syg af disse tinkturer. Der var mange mennesker, der var involveret i mig i den periode, men kun en forstod, hvad det handlede om og så mig, som den person jeg er og hørte på hvad jeg sagde. Det var varmemesteren JE, som siden 1983 har haft kontor over for min lejlighed og daglig har set mig. Han kom i min lejlighed flere gange i 1995 og indlagde mig. Han var dybt forarget over, at lægen kunne finde på at sige, at det var et alkoholproblem og tilbød selv at ville vidne for mig i retten, han forstod, hvad det var sælger havde gjort ved at sælge mig forretningen og syntes det var utroligt frækt.

Desværre trak retssagen ud. Varmemesteren måtte igennem en bypassoperation, holdt op med at arbejde og sagde, at hans læge, der også er min læge havde frarådet ham at vidne.

Ikke en eneste fandt på, at undersøge tinkturerne, mens jeg var syg. En eneste gang undersøgte man min urin og fandt rester af opiater, som der ifølge recepten ikke bør være i disse tinkturer. Måske det var svaret på, hvorfor jeg så pludselig bliver dårlig. Men i stedet for at høre på mig og hjælpe med til at få en forståelse for, hvorfor jeg bliver dårlig, bliver jeg mistænkelig gjort. Jeg ved, jeg ikke har indtaget noget, kun de kinesiske tinkturer, men lægerne truer med, at jeg kan miste min autorisation som sygeplejerske og at mit barn vil blive tvangsfjernet. Jeg ved ikke om nogen kan gøre sig begreb om, hvor forfærdeligt det er og stå overfor en sådan beskyldning uden at blive hørt og kunne forklare, hvad der skete.

Byretsdommen konkluderede, at jeg ikke havde bevist, at der var goodwill tilbage og ikke havde dokumenteret mine påstande og frifandt sælger. Dommeren støttede modpartens udsagn om, at fordi jeg havde et alkoholproblem, havde hun faktisk hjulpet mig ved, at tage firmaet tilbage.

Jeg ankede sagen til landsretten for at bevise, at jeg ikke havde haft advokat hjælp, hverken til købs- eller tilbageførselskontrakten, for at bevise, at der stadig var goodwill i firmaet og ikke mindst for at tilbagevise vidnet LL og at jeg ikke har nogen misbrugsproblemer. Men også for at få fortalt sammenhængen i det der skete. Der er ikke en enkelt hændelse i denne sag, der viser, at det er en forbrydelse, det er som et puslespil med mange brikker, der skal samles for, at forstå helheden. Jeg var faktisk glad nu, fordi sagen nu blev en helhed og denne misligeholdelsesparagraf sammenholdt med sælgers tinkturer er hele kernen i sagen. Advokaten (KJ) gav mig ret i at vi burde have ført vidner for at jeg ikke er misbruger eller alkoholiker og kun har været syg i forbindelse med sælgers tinkturer og han anførte i ankestævningen forslag til en række vidner. Samtidig syntes KJ også, at sagen havde behov for nye øjne og bad mig om at finde en ny advokat.

Det var ikke nogen nem sag, at få en ny advokat. Jeg var klar over, at det krævede en særlig skarpsindig advokat. Jeg kontaktede RT, BA og JJ m.m. Enten havde de ikke tid eller det var ikke deres område. Jeg fik anbefalet en advokat hos SP. Denne gav sagen til en advokatfuldmægtig. Jeg var nu fast besluttet på at holde fast på at få fortalt sagen i sin helhed og føre de vidner, som KJ ikke havde ment var nødvendig i byretten. Fuldmægtigen sagde, det ville forplumre sagen at fokusere på tinkturerne, men jeg holdt fast på, at det var den vigtigste side af sagen.

Fuldmægtigen gav sagen videre til advokat AB. Denne sagde hun ville skære sagen til og fortalte hvilke bilag hun fandt nødvendig, og spurgte om jeg var enig. Det var jeg ikke. Jeg fortalte hende i en telefonisk samtale, hvilke bilag jeg gerne ville have med. Hun sagde så at det var for sent og at hun heller ikke havde til sinds at føre vidner. Vi skændtes om det og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Vi var nu så tæt på beramningsdagen og jeg kunne ikke bare gå ud og få en ny advokat. Jeg anede ikke om jeg ville kunne få udsat sagen, eller det hele så var tabt på gulvet.

Advokaten, AB, sagde så at landsretssagen kun ville omhandle fraførelseskontrakten. Derfor var det ikke nødvendig med de øvrige bilag og beviser.

Men det kom ikke til at holde stik. Landsretssagen var en farce. Dommerne brugte meget tid på vidnet LL og med, at snakke om tinkturerne og hvor meget alkohol der var i dem.

Da jeg skulle afhøres, forsøgte jeg at sige noget om baggrunden for sagen og sagde, at den burde have været ført som en straffesag. Her afbrød dommeren mig og sagde, at jeg kunne blive anklaget for injurier, hvorefter jeg ikke fik lov til, at udtale mig. Min egen advokat hjalp mig ikke med at få fortalt baggrunden for sagen. Tværtimod, så sagde hun, at jeg skadede min sag, ved at sige, hvad jeg sagde og ved, at omtale sygehusvæsenets fejlagtige diagnosticering, hvilket lige præcis var det argument modparten førte frem i byretten og hvor dommeren frifinder "hende" [modparten.red.SKAT] på de af sagsøgte subsidiært anførte grunde.

Under resten af retsmødet blev jeg ikke hørt, kun modpartens synspunkt blev drøftet og jeg fik derved ikke mulighed for at påpege de indlysende selvmodsigelser, der kom frem ved at modparten sagde jeg ønskede at starte forretningen igen når jeg kom hjem fra G2. Jeg var færdig med G2 på det tidspunkt, jeg skrev under. Det er helt usandsynligt, at jeg skulle have fraskrevet hende konkurrenceklausulen og solgt mit varelager til hende for underpris, hvis jeg havde regnet med at starte op igen. Dette viser tydelig hendes løgn.

Modparten sagde også, at der sagtens var plads til flere forhandlere på markedet og at der i de forløbne år er kommet mange.

Det passer ikke. Der er stadig kun 1 foruden modparten, som har en rimelig omsætning og de er gået væk fra kinesiske produkter og sælger amerikanske urter. Efter modparten havde snydt mig i 1995 og narret mig til at skrive under på ophævelsen af hendes konkurrenceklausul, hvorefter hun igen havde alle rettigheder og kontakter og så sagde, at hun alligevel ikke ville købe firmaet tilbage, kontaktede jeg en anden akupunktør, for at høre om han ville købe mit firma. Det ville han gerne. Men da han hørte, at modparten var blevet fraskrevet sin konkurrenceklausul, turde han ikke gå ind på markedet. Men disse ting kom ikke frem under retsmødet, da ingen var interesseret i at høre mit udsagn. Ved henvendelse til mig var dommeren hånende og nedladende med en holdning, som om jeg var misbruger og ikke til at stole på, en holdning jeg desværre har fået træning i, at lugte på lang afstand. Dommeren konkluderede, at jeg jo bare kunne starte selv igen, der var masser af muligheder.

Dommen stadfæstede byretsdommen. Gav ikke nogen forklaring herpå. Men skrev, at modpartens handling ikke strider imod reel handlemåde!!!

Jeg ankede sagen til højesteret. Fik afslag, da man ikke fandt noget principielt i sagen. Men jeg synes dette i allerhøjeste grad er en principiel sag, idet min egen advokat overhovedet ikke har fattet hvad sagen drejer sig om og faktisk vildleder dommerne ved ikke at ville tillade, at føre beviser for min side af sagen. Det er utroligt krænkende, at side i retten og blive nedgjort uden, at have mulighed for at forsvare sig. Havde hun så bare sagt inden retssagen, at hun ikke ville forsvare den side af sagen, var jeg aldrig gået i retten med hende.

Jeg klagede til Østre Landsret over dommerne. Dommerne blev spurgt og de fandt ikke nogen grund til klage.

Jeg klagede til Advokatrådet over advokat AB, over at hun har misforstået sagen og indirekte forsvarer modpartens synspunkt. Over at hun ikke ville forsvare mig og havde amputeret min sag ved, at sige at Østre Landsret kun ville handle om fraførselskontrakten. Min klage blev afvist som ubegrundet.

I sit svar til Advokatrådet viser AB, at hun slet ikke har forstået sagen, og refererer hændelsesforløbet, som modpartens udlægning af sagen.

Det er da helt urimeligt, at hun først efter retssagen siger hun ikke vil forsvare mig og ikke tror på hvad jeg siger og derfor heller ikke ville føre de vidner som jeg ville have, og hele vejen igennem indtager modpartens synspunkt og udlægning af sagen, hvilket først kom frem i hendes svarskrift til Advokatnævnet. Det er da også helt urimeligt, at hun går i retten med mig, når hun ikke vil forsvare mig.

Jeg burde egentlig bede Advokatrådet tage sagen op igen med disse oplysninger, men udover at jeg har arbejdet vanvittig meget i disse år, for ikke at stifte gæld med denne sag har jeg brugt al min sparsomme fritid i de sidste 2 år på at skrive til forskellige myndigheder og jeg orker ikke at bruge mere tid på det.

Til gengæld har jeg nægtet at betale AB før sagen er blevet ordentlig belyst. Hun har stævnet mig og vi skal nu mødes i retten. Min nye advokat SB siger jeg bør betale hende. Specielt da advokatrådets afgørelse vil blive tillagt betydelig vægt, har jeg ikke en chance. Han mener, at denne sag kun er en incassosag og at mine grunde for ikke at betale vil røre ved den afsluttede landsretssag, hvor der er faldet dom og det kan man derfor ikke komme ind på. Jeg mener, man bliver nødt til, at gå ind i sagen for, at forstå, hvorfor jeg ikke vil betale. På den anden side siger advokaten, kan jeg heller ikke betale og så selv lægge sag an mod hende, som ansvarlig for at det er gået som det er. Jeg mener det er fuldstændig vanvittigt, at jeg skal betale en advokat, der går i retten med mig og fuldstændig har misforstået sagen, indtager modpartens synspunkt, ikke vil forsvare mig i retten - og først meddeler dette efter retsmødet.

Jeg kunne godt have lyst til selv at svare stævningen og selv gå i retten uden en advokat, da advokaterne i denne sag mere har forplumret sagen, end gavnet den. På den anden side siger min erfaring mig med mine skriverier, at jeg ikke bliver hørt, når jeg ikke har en advokat som talerør.

Advokat SB svarede og skrev at jeg ikke ville betale, fordi hun ikke havde ført vidner for mig. Men det var jo overhovedet ikke min begrundelse.

Jeg må have hjælp til at få sagen revurderet. Evt. føre en erstatningssag mod producenten af de kinesiske tinkturer. I den oprindelige stævning skrev min første advokat, at vi tog forbehold for senere krav og sigtelser.

Kan en sådan sag kun forventes, at blive afvist ud fra et res judicata-synspunkt? - Men dette bør vel tilsidesættes, når det handler om en forbrydelse!

Ang. Patientklagenævnet, så konkluderede de efter mange tykke skrivelser og lang ventetid, at lægen ikke havde overtrådt lægeloven, men min kritik af, at få en diagnose som kronisk alkoholiker, at de helt igennem mistænkeliggør mig og ikke tror på, hvad jeg siger, fordi en alkoholiker altid vil lyve, det berører de slet ikke. Jeg må så også sige, at jeg ikke hjalp Patientklagenævnet ved at fortælle, at jeg ved det er en forbrydelse, jeg har været udsat for, med den forståelsesramme det kunne give. Umiddelbart efter sagen i Østre Landsret, kom der efter mange skriverier endelig, men for sent, en udtalelse fra hospitalets overlæge og hospitalsdirektøren om at jeg havde været syg af de kinesiske tinkturer og ikke havde haft alkoholproblemer. Dette var blevet skrevet ind i min journal og man håbede nu at mistænkeliggørelsen af min person ville ophøre.

Jeg forstår ikke, hvorfor jeg bliver afvist af advokatnævnet. Jeg har nok ikke fortalt min historie klart og sammenhængende. Det faktum, at jeg ikke har brugt en advokat, gør nok også mine udsagn mindre troværdige. En anden faktor er advokatens udsagn om at det handler om alkohol og at sygejournalerne er svære, at modbevise. Og det er lige det, der er så grotesk og ekstrem vigtig i den her sag. Der er en præcis og nøje sammenhæng mellem mine syge perioder og de kinesiske tinkturer. I journal fremgår det også tydeligt, at den behandling jeg får, som om det var et alkoholproblem ikke virker. På 4. indlæggelsesdag har jeg stadig de samme symptomer som de først troede var abstinenser. Jeg har ikke det der ligner et alkoholproblem eller andet misbrug. Det er grotesk at en forbrydelses opklaring bliver forhindret, fordi så mange mennesker straks kortslutter, når de hører ordet alkohol, med alle de fordomme, der hører med.

..."

Klageren har endvidere anført, at hun inden den 2. november 1995, på hvilket tidspunkt sælgeren af H1 tog virksomheden tilbage, havde haft omsætning ved salg af piller og urter. Hun havde købt varer både hos sælgeren, der fremstillede de kinesiske tinkturer, og af G1, der var et engelsk selskab, der importerede urter, nåle m.v. fra Kina. Efter den 2. november 1995 havde klageren alene solgt noget af restlageret, idet hun dog i 2004 og 2005 havde købt en del urter og undersøgt mulighederne på markedet ved at besøge fabrikker og forhandlere i Kina.

I årene efter 1995 havde klageren foretaget behandlinger af patienter, idet hun var uddannet kinesisk læge, samt undervist. Hun havde haft en omsætning på under 20.000 kr. pr. år.

Klageren har tillige oplyst, at hun har fået fradrag for underskud af virksomheden i årene forud for klageårene.

SKATs udtalelse

SKAT har indstillet afgørelsen stadfæstet, idet klageren ikke kan anses for at have drevet erhvervsmæssig virksomhed. De udgifter, klageren har fået godkendt fradrag for i årene forud for indkomstårene 2003-2005 inkl., vedrører alene udgifter til retssag i forbindelse med afhændelsen af virksomheden.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Selvstændige erhvervsdrivende kan ved opgørelsen af den personlige indkomst foretage fradrag for udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. I virksomheder, der ikke er erhvervsmæssige, kan der alene foretages fradrag for de udgifter, der har været forbundne med indkomsterhvervelsen, jf. nettoindkomstprincippet. Underskud af erhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages i anden indkomst.

Ved bedømmelsen af om en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig, lægges der betydelig vægt på, om den kan anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste.

Landsskatteretten anser ikke klagerens virksomhed for erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2003-2005 inkl. Retten har herved lagt vægt på, at der ikke har været realiseret overskud i virksomheden siden dens start i 1995, og at der i indkomstårene 2003, 2004 og 2005 er realiseret underskud på henholdsvis 79.790 kr., 46.037 kr. og 42.287 kr., medens der i de samme år alene har været en omsætning på henholdsvis 8.100 kr., 0 kr. og 0 kr. De udgifter, der er fratrukket i virksomheden, har endvidere ikke karakter af aktuelle driftsudgifter.

Retten har tillige lagt vægt på, at klageren i realiteten ikke har drevet virksomhed siden den 2. november 1995, på hvilket tidspunkt eneforhandlingsretten med G1 Ltd. bortfaldt, jf. aftalen mellem klageren og den oprindelige sælger af H1.

Da klageren således ikke har drevet erhvervsmæssig virksomhed i 2003-2005 inkl. kan underskud ikke fradrages i klagerens øvrige indkomst, jf. personskattelovens § 3, stk. 2, og den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

..."

Forklaring

A har forklaret blandt andet, at hun er uddannet som sygeplejerske. Hun har videreuddannet sig inden for kinesisk medicin og japansk massage. Efter akupunkturuddannelse har hun her i landet taget efteruddannelse i urtemedicin. Hun har altid arbejdet som sygeplejerske, hvilket hun gør fortsat. Hun købte virksomheden H1 i 1994. Hun skulle overtage den ved årsskiftet til 1995. Virksomhedens hovedindtjeningsgrundlag var alt inden for kinesisk medicin, være sig piller, urter i løsform, nåle og bøger m.v. Hun købte virksomheden ud fra en dokumenteret omsætning. Det var en virksomhed i vækst. Da der forelå regnskab, var det ikke relevant med budgetter. På overtagelsesdagen blev hun syg af noget urtemedicin fremstillet af sælger. Det var en alvorlig sygdom, der bl.a. forhindrede hende i at lade vandet. Hun har flere gange været indlagt som følge af sygdommen. Der burde ikke have været de pågældende bivirkninger, ud fra den viden hun har om den pågældende medicin. Sygdommen gjorde det svært for hende at drive virksomheden. Hun fik aldrig eneret til at sælge medicin. Det skyldtes hendes sygdom. Forskellige omstændigheder forhindrede hende efterfølgende i at få underskrevet eneforhandlingsaftalen. Hun er sikker på, at sælger har medvirket til at forhindre, at denne eneforhandlingsaftale blev indgået. I 1995 havde hun et underskud på godt 100.000 kr. Der var ellers en rimelig god omsætning.

I perioden 1997-1998 var der ingen omsætning. Hun var blevet snydt i handlen, og i de tre år lå hun i retssag med sælger for at generhverve virksomheden, efter at sælger havde taget den tilbage under påberåbelse af misligholdelse. I perioden 1999-2001 havde hun underskud i virksomheden. Det var på det tidspunkt gået op for hende, at retssagen trak i langdrag, hvorfor hun havde sat virksomheden i gang på ny. De tre år var der ikke problemer med at få skattefradrag. Hendes indberettede underskud blev godkendt af SKAT. Retssagen med sælger sluttede i landsretten i 2001. Landsretten fastslog, at hun ejer virksomheden, men sælger har fortsat en række rettigheder, og det lykkedes jo ikke at få eneforhandlingsaftalen på plads. Hendes virksomhed baserede sig på, at hun havde alle kundekontakterne og alle leverandørkontakterne; men hendes sælger havde de samme kontakter og misrekommanderede hende over for kunder og leverandører.

Hun har i 2003 og i årene op til haft en årlig lønindtægt på knapt ½ mio. kr. på undervisning vedrørende kinesisk medicin. Hun lavede ikke nye budgetter for virksomheden, da hun ikke fik eneforhandlingsaftalen. Hun havde et godt overblik over økonomien, og hun ville altid kunne supplere op ved at tage ekstravagter som sygeplejerske.

Fra 2003 og frem forsøgte hun på ny at få virksomheden op at køre igen.

Hun annoncerede og oprettede en hjemmeside. Problemet var, at hun ikke sad tilbage med en god forretning, efter at sælger havde hævet handlen. Hendes sælger var derfor på markedet ved siden af hende, hvilket gjorde hendes virksomhed meget vanskelig. Hendes sælger misrekommanderede hende over for kunderne med påstande om, at hun var misbruger og alkoholiker.

I 2003-2005 havde hun underskud i virksomheden, men det blev ikke anerkendt af SKAT. Hendes udgifter i 2003 har angået advokatbistand, telefonudgifter, annonceringsudgifter samt udgifter til efteruddannelse. Hun var nødt til at uddanne sig i udlandet på grund af de beskyldninger, der blev rejst mod hende her i landet. Hun har derudover haft udgifter til kongres, faglitteratur og husleje. Hendes omsætning på 8.100 kr. i 2003 vedrører patientbehandling i klinik. Tallet dækker vel over 20 behandlinger. I 2004 har hun haft udgifter til efteruddannelse, telefon, advokat, annoncering og husleje. I 2005 har hun haft udgifter til en rejse til Kina. Det var relevant at tage dertil for at vedligeholde kontakterne til leverandører og producenter, og for at skabe nye kontakter. Derudover har hun haft udgifter til uddannelse og husleje. Intentionen med afholdelsen af udgifterne har været at drive den virksomhed, som hun havde købt. Den primære del af udgifterne har angået hendes bestræbelser på at generhverve virksomheden fra sin sælger. Hun forsøger fortsat i det små at få virksomheden til at fungere.

I perioden 2003-2005 drev hun klinik og tog på alle de messer, der var. Hun studerede markedet. I klinikken behandlede hun folk med urter og akupunktur. I 2004-2005 havde hun ikke folk i klinikken, da hun som følge af al sin modgang og stress fik forhøjet blodtryk, der forhindrede hende i det. Hun besluttede at bruge sit overskud på at få virksomheden tilbage. Efter denne pause lykkedes det hende heldigvis at komme sig. Hendes uddannelse i Kina var også i vidt omfang til hinder for, at hun kunne have folk i klinikken i 2003-2005.

Kinesisk medicin er hendes hjertebarn.

Parternes synspunkter

A har gjort gældende, at hun vedvarende i perioden 2003 -2005 har forsøgt at genetablere sin virksomhed ved annoncering, oprettelse af hjemmeside, leverandørkontakter m.v. Hun har løbende deltaget i efteruddannelsesforløb, herunder kongresser, blandt andet i Kina, og hun har afholdt sine udgifter med henblik på at erhverve, sikre og vedligeholde en mulig indkomst ved virksomhedens fortsatte drift. Virksomhed har i indkomstårene 2003-2005 været - og skal anses som - erhvervsmæssig virksomhed.

Den domspraksis, som Skatteministeriet har påberåbt, vedrører nystartede, eksotiske virksomheder, hvor en virksomhedsejer søger at få fradrag for privatudgifter. I den foreliggende sag er der tale om, at hun har købt en eksisterende virksomhed, hvorfor den påberåbte retspraksis ikke er relevant. SKAT har i årene 1999-2001 godkendt den samme type udgifter vedrørende den samme virksomhed som fradragsberettigede. Ud fra hendes partsforklaring bør retten lægge til grund, at hun vil komme til at tjene penge på sin virksomhed, når hun først har fået overstået sine tvister. De afholdte omkostninger har endvidere været relevante med henblik på at sikre hendes lønindkomst ved undervisning. Selv om driften isoleret set ikke har været rentabel, så må det lægges til grund, at hun har haft et sagligt grundlag for at antage, at driften ville kunne komme til at give afkast på et tidspunkt. Det er derfor, at hun købte virksomheden.

Skatteministeriet har gjort gældende, at der med rette er nægtet fradrag for underskud af As virksomhed i indkomstårene 2003-2005, idet der ikke har været tale om erhvervsmæssig drift. Betingelserne for fradrag er derfor ikke opfyldt, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Virksomheden har i 2003 haft en yderst beskeden omsætning på 8.100 kr., mens der i 2004 og 2005 ikke var nogen omsætning i virksomheden overhovedet. Allerede af den grund er det udelukket at anse virksomheden for erhvervsmæssigt drevet. Selv om A måtte have brugt meget tid på sin virksomhed og formentlig har haft de fornødne faglige forudsætninger for at drive virksomheden har virksomheden på grund af den ringe omsætning ikke haft den fornødne økonomiske intensitet, og fradragsret er allerede af den grund udelukket.

Heller ikke kravet om rentabilitet er opfyldt. Virksomheden har siden opstarten i 1995 genereret underskud i samtlige "driftsår", og i indkomstårene 2003-2005 udgjorde virksomhedens underskud konkret de i As påstand anførte beløb. A har ikke før erhvervelsen af virksomheden udarbejdet budgetter og lønsomhedsanalyser for virksomhedens drift, iværksat markedsføringstiltag eller i øvrigt markedsført produkterne, og det er derfor ikke sandsynliggjort, at driften i virksomheden var tilrettelagt med udsigt til, at der kunne opnås en fortjeneste, der stod i rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats. A har således heller ikke godtgjort, at virksomheden blev erhvervet og drevet med udsigt til at opnå fortjeneste, hvorfor heller ikke kravet om rentabilitet er opfyldt. A har ikke på andet grundlag godtgjort, at driften har været rentabel. Den omstændighed, at SKAT tidligere har godkendt fradrag i virksomheden beror alene på, at sagen ikke har været udtaget til ligningsmæssig behandling.

På denne baggrund kan As virksomhed ikke anses som en erhvervsmæssig virksomhed.

Rettens begrundelse og afgørelse

Der er ikke for retten fremkommet nye væsentlige oplysninger i forhold til det grundlag, som Landsskatterettens afgørelse er truffet på.

Af de grunde, som Landsskatteretten har anført, finder retten, at A med rette er nægtet fradrag for selvangivet underskud af virksomhed for indkomstårene 2003 - 2005. Retten finder herunder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens vurdering, hvorefter A ikke anses at have drevet sin virksomhed erhvervsmæssigt i de pågældende indkomstår.

Retten tager herefter Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Ved fastsættelsen af sagens omkostninger har retten lagt vægt på sagens økonomiske værdi og udfald. Skatteministeriet har afholdt omkostninger på 585 kr. til udarbejdelse af materialesamling.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t 

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, skal i sagsomkostninger til sagsøgte Skatteministeriet, inden 14 dage betale 15.000 kr.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter