Dato for udgivelse
14 Dec 2010 10:34
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
16 Nov 2010 09:47
SKM-nummer
SKM2010.796.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
09-109703
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber
Emneord
Vederlag, opgivelse af eventuelt krav, salgssum.
Resumé

Skatterådet kan ikke bekræfte, at vederlag for opgivelse af et krav på andel af en salgssum, som ville blive aktuel, hvis en ejendom beliggende i landzone - eller en andel heraf - inden 1. februar 2033 måtte blive inddraget under byzone og solgt, er skattefrit efter statsskattelovens § 5, som en skattefri formuebevægelse. Skatterådet finder, at vederlaget er skattepligtigt for modtagerne efter statsskattelovens § 4.

 

Skatterådet finder tilsvarende ikke, at det ændrer på skattepligten, hvis vederlaget i stedet tilfalder spørgernes livsarvinger.

Hjemmel
Statsskatteloven § 4
Statsskatteloven § 5
Reference(r)
Statsskatteloven § 4
Statsskatteloven § 5
Henvisning
Ligningsvejledningen 2010-2 afsnit A.A.1.1.
Redaktionelle noter

Senere instans: Se (SKM2012.181.LSR)


Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at vederlaget for opgivelse af krav på andel af salgssum, som A modtager, er skattefritaget, jf. statsskattelovens § 5?
  2. Såfremt Skatterådet ikke kan svare bekræftende på spørgsmål 1, anmodes Skatterådet om at vurdere, om det ændrer svaret, hvis vederlaget i stedet tilfalder A's livsarvinger.
  3. Kan Skatterådet bekræfte at vederlaget for opgivelse af andel af salgssum, som B modtager, er skattefritaget, jf. statsskattelovens § 5?
  4. Såfremt Skatterådet ikke kan svare bekræftende på spørgsmål 3, anmodes Skatterådet om at vurdere, om det ændrer svaret, hvis vederlaget i stedet tilfalder B's livsarvinger.

Svar

  1. Nej
  2. Nej
  3. Nej
  4. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Ægtefællerne M og H er forældre til spørgerne henholdsvis A og B.

M døde den 30. december 1986 og efterlod sig sin ægtefælle samt spørgerne og et tredje fællesbarn C.

M havde ikke oprettet testamente.

Inden bobehandlingen blev påbegyndt meddelte H afkald på al arv.

Med forbehold af deres livsarvingers arveret gav A fuldt arveafkald, mens C og B gav delvist arveafkald, med henholdsvis 9/10 og 2/3.

M og H ejede en landbrugsejendom, der pr. 1. januar 1987 var vurderet til 2.400.000 kr. Ejendommen indgik i boet efter M.

En del af ejendommen (10.598 m2) var ved by- og landzonelovens ikrafttræden den 1. januar 1970 blevet inddraget i byzone, men den pågældende kommune havde overvejelser om at tilbageføre arealet til landzone, hvilket kommunen således allerede i 1986 forgæves havde forsøgt at gøre. Resten af ejendommen (27 hektar og 5.386 m2) var - og er fortsat - beliggende i landzonen.

Ejendommen blev med overtagelsesdato den 1. februar 1988 betinget arveudlagt til C. Værdien blev ansat til 2.425.000 kr., idet parterne anså dette for markedsværdien.

Skødet er tinglyst den 30. marts 1988. Det er oplyst i udkast til boopgørelsen, at overdragelsen ikke omfattede byzone-arealet, idet boet på overdragelsestidspunktet havde til hensigt at afstå dette areal til anden side, hvorefter salgssummen herfra skulle udlægges til arvingerne.

Man var dog samtidig klar over, at der kunne være problemer forbundet med at opnå tilladelse til udstykningen, idet arealets byzonestatus var usikker, hvorfor der var reel usikkerhed om, hvorvidt arealet kunne udskilles fra ejendommen.

Da boafslutningen ikke kunne afvente afklaringen af forholdene omkring ejendommen, blev det derfor samtidig i skødet aftalt, hvorledes man skulle forholde sig, hvis udstykningen enten ikke kunne opnås, eller såfremt arealets byzonestatus blev tilbageført inden 1. februar 1995. I denne situation blev det i skødet aftalt, at C uden yderligere vederlag også skulle modtage det pågældende areal. Til gengæld blev C ifølge skødet forpligtet til at indgå en aftale med sine søskende om fordelingen af salgssummen for det pågældende areal eller for andre arealer, som indtil 1. februar 2033 måtte blive inddraget under byzone, jf. boudlægsskødets punkt 6:

"Nærværende skøde er alene betinget af landbrugsministeriets approbation af den omtalte udstykning. Såfremt udstykningsapprobation ikke gives eller såfremt arealet af ... Kommune tilbageføres til landzone inden 1. februar 1995, tilfalder arealet køberen uden yderligere vederlag, idet denne dog er forpligtet til at indgå en særlig aftale med sine søskende om fordelingen af salgssummen for det pågældende areal og for eventuelle andre arealer, som indtil 1. februar 2033 inddrages under byzone eller, hvad der måtte svare hertil."

Ved brev af 9. juni 1988 meddelte kommunen, at byrådet havde vedtaget at tilbageføre arealet til landzone. Dette indebar, at skødevilkåret trådte i kraft, således at C uden yderligere vederlag fik tilført arealet til sin ejendom. Herefter var hele ejendommen således beliggende i landzone.

Da det skønnedes, at boet kunne være berettiget til erstatning på grund af kommunens disposition, blev der anlagt retssag mod kommunen. Endelig dom blev afsagt ved Højesteret i 1996. Boet fik ikke medhold i en påstået erstatning på ca. 2. mio. kr.

Ifølge udkast til boopgørelse opgøres boet herefter med skæringsdag den 1. november 1997.

C havde forinden pr. 1. maj 1994 ved ægtepagt overdraget ejendommen til sin ægtefælle D, der som led i handelen indtrådte i alle rettigheder og forpligtelser vedrørende ejendommen, dvs. også i vilkåret ifølge arveudlægsskødet om at indgå aftale om fordeling af en eventuel salgssum med C's søskende.

Dispositionen:

Repræsentanten har oplyst, at D ønsker at aftale med A og B, at de hver skal modtage et vederlag som betaling for at opgive deres latente ret til en andel af afståelsessummen, jf. boudlægsskødets punkt 6.

Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke planer om overførsel af arealet til byzone, men  ... Kommune, Teknisk Forvaltning, har over for Skatteministeriet oplyst, at det er sandsynligt, at ejendommen inden for en overskuelig årrække bliver overført til byzone. En eventuel beslutning herom i kommunalbestyrelsen er imidlertid ikke umiddelbart forestående.

Repræsentanten har uddybende forklaret, at efter repræsentantens fortolkning af punkt 6 i arveudlægsskødet opstår forpligtelsen kun, hvis salget sker efter zoneskift. Et zoneskift - uden salg - udløser derfor, efter repræsentantens opfattelse, ikke et krav efter punkt 6.

Repræsentanten har endvidere oplyst, at for så vidt angår det vederlag, som påtænkes ydet til spørgerne, overvejes det at være på ca. 500.000 kr. til hver af de 2 søskende, men at det ikke er endelig vedtaget. Det er ikke oplyst, hvorledes dette beløb er fremkommet.

Endelig har repræsentanten oplyst, at der ikke foreligger nærmere rammer for, hvorledes aftalen efter punkt 6 i givet fald skal udmøntes.

Spørgers opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørgernes repræsentant har anført nedenstående om sin vurdering af den skattemæssige behandling:

"A og B eller eventuelt deres livsarvinger, blev ved arveudlægget hver tillagt en ret til en andel af salgssummen på ejendommen. Der var på arveudlægstidspunktet tale om en latent ret, som alene ville vågne op under nærmere givne omstændigheder, nemlig hvis arealet enten ikke kunne udstykkes eller hvis det blev tilbageført til landzone inden februar 1995, idet udgangspunktet var, at boet skulle afstå arealet og herefter udlægge nettoprovenuet til de arvinger, som ikke havde givet arveafkald.

Selv om betingelserne for aftalen om fordeling den 9.6.1988, dvs. efter boafslutningen, blev aktuel, er der fortsat alene tale om en latent ret til salgssum, da der stadig er usikkerhed om, hvorvidt arealet bliver inddraget under byzone inden februar 2033. Der er hermed stadig stor usikkerhed om, hvorvidt der kommer til at opstå et krav, hvilket naturligvis særligt gælder, da arealet en gang forgæves har været forsøgt inddraget under byzone".

Det er repræsentantens opfattelse, at den betingede ret til en andel af salgssummen som udgangspunkt må anses for en ret over en fast ejendom.

Det er endvidere repræsentantens opfattelse, at vederlaget for opgivelse af retten skal behandles efter statsskattelovens § 5, jf. det følgende.

Udgangspunktet er, at vederlag for opgivelse af rettigheder over fast ejendom, skal behandles efter statsskattelovens regler, hvis rettighedshaver ikke er identisk med ejendomsejeren.

Dette gælder for eksempel for så vidt angår køberetter og forkøbsrettigheder over fast ejendom, hvor rettighedshavers opgivelse af rettigheden som udgangspunkt behandles efter statsskattelovens regler, medmindre der er tale om en situation, hvor opgivelsen af rettigheden må sidestilles med køb og salg af ejendommen, jf. uddrag fra Ligningsvejledningens afsnit E.J.5.2.2:

"Vederlag for opgivelse af køberet.

Modtager den til køberetten berettigede et vederlag for at opgive denne ret, kan et sådant vederlag normalt ikke indkomstbeskattes. Hvis retten kan anses erhvervet som led i næring, bliver der dog tale om beskatning som personlig indkomst i medfør af SL §§ 4 og 5a. Endvidere vil der blive tale om indkomstbeskatning i de tilfælde, hvor en udnyttelse af køberetten ville have medført indkomstbeskatning."

I foreliggende tilfælde er der tale om en betinget rettighed, som indehaves af personer, der er forskellige fra ejendommens ejer. Udgangspunktet er derfor, at opgivelsen af rettigheden ikke er en afståelse af fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, men at vederlaget i stedet omfattes af statsskattelovens §§ 4-6.

Det er repræsentantens opfattelse, at vederlaget herefter må behandles i overensstemmelse med ovennævnte skitserede praksis for opgivelse af køberetter, da der efter repræsentantens opfattelse ikke er saglige argumenter for at behandle vederlag for opgivelse af forskellige rettigheder over fast ejendom forskelligt.

Dette fører efter repræsentantens vurdering til, at vederlaget for opgivelse af retten må betragtes som en skattefri formuebevægelse efter statsskattelovens § 5, medmindre der foreligger næring eller spekulation.

Ingen af spørgerne driver virksomhed med rettigheder over fast ejendom, og det er således repræsentantens overbevisning, at vederlaget ikke kan betragtes som erhvervet i næring.

Der foreligger ej heller spekulation, allerede af den grund, at erhvervelsen af retten skete som led i en arvesituation, hvor rettens opståelse var foranlediget af boets krav herom, blandt andet for at sikre en fair fordeling af arven, såfremt boet ikke fik adgang til at sælge arealet.

Repræsentanten anfører endvidere, at i det omfang Skatteministeriet måtte finde, at retten ikke kan anses for en ret over en fast ejendom, men i stedet for et latent krav, er det repræsentantens opfattelse, at dette ikke ændrer ved, at vederlaget for opgivelse af retten skal behandles efter statsskatteloven.

Kursgevinstloven forudsætter, at en part har et retligt krav på en anden part på penge. Loven omfatter derimod ikke latente krav, dom fx kautionsforpligtelser, og afståelse af et latent krav, som fx en kautionsfordring er dermed ikke omfattet af kursgevinstloven, jf. bemærkningerne til § 1 i L 194 1997, hvor kursgevinstlovens anvendelsesområde afgrænses:

"Reglerne gælder som udgangspunkt for alle pengefordringer uanset deres art. Afgørende for bedømmelsen er alene, om der foreligger et retligt krav på betaling i form af penge."

I den foreliggende situation er der som nævnt ikke stiftet et krav på penge, idet kravet kun kommer til eksistens, hvis det bliver muligt at overføre en række arealer til byzone.

Den skattemæssige behandling må derfor også i denne situation behandles efter statsskattelovens § 5, som en skattefri formuebevægelse.

Spørgers bemærkninger til sagsfremstillingen:

Spørgers repræsentant har i sine kommentarer til sagsfremstillingen fremført, at hun ikke er enig i indstillingen.

Dette skyldes, at eventualretten efter repræsentantens opfattelse, uanset usikkerheden, er et aktiv, som i sin natur kan overdrages, hvis dette måtte være fastsat i aftalegrundlaget eller hvis parterne er enige herom. Det er derfor ikke korrekt at anse eventualretten for en indtægt, idet eventualretten utvivlsomt er et aktiv, der kunne omsættes, som det fx også ville være tilfældet for en lodseddel.

Repræsentanten mener ikke, at der er grundlag for at behandle beskatningen af spørgernes situation anderledes end den praksis som gælder for købe- og forkøbsretter.

De synspunkter, som ligger bag praksis for købe- og forkøbsretter, udspringer af statsskatteloven, hvorefter gevinst ved afståelse er skattefritaget, når aktivet hverken er erhvervet i næring eller spekulation eller omfattet af avancelovgivningen. Denne praksis gælder også for andre aktiver, som ikke reguleres efter anden lovgivning.

Det er ikke afgørende for behandlingen efter statsskatteloven, om udnyttelsen af aktivet er behæftet med usikkerhed.

Dette kan netop udledes af praksis for køberetter, som jo også omfatter forkøbsretter. For begge typer af retter kan der jo være usikkerhed om, hvorvidt adgangen til at udnytte retten indtræder.

For forkøbsretter består usikkerheden i, at udnyttelsen forudsætter, at ejeren vil sælge og for køberetter kan usikkerheden bestå i, at den kan være baseret på, at en bestemt begivenhed indtræder, fx dødsfald eller sygdom.

Disse usikkerheder fratager ikke forkøbs- eller køberettigheder deres karakter af aktiver omfattet af statsskattelovens § 5, og usikkerhederne gør ikke rettighederne til indtægter. 

Et usikkerhedsmoment om udnyttelsesadgangens indtrædelse bør derfor ikke være afgørende for, om en ret er omfattet af statsskattelovens § 5.

Repræsentanten fastholder derfor, at eventualretten til andel af salgssum er et aktiv omfattet af statsskattelovens § 5, og at vederlag for opgivelse dermed ikke skal beskattes, når erhvervelsen er sket uden for spekulation.

Repræsentanten har efterfølgende henvist til SKM2010.542.SR.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Det ønskes i denne sag oplyst, om modtagerne af et vederlag, som udgør en betaling for at opgive en latent ret til en ikke nærmere fastlagt andel af en afståelsessum, vil være skattepligtig for modtagerne.

Repræsentanten er af den opfattelse, at denne ret som udgangspunkt må anses for en ret over fast ejendom, og at vederlaget for opgivelse af denne ret skal behandles efter statsskattelovens regler, og nærmere at der er tale om en skattefri formuebevægelse, jf. statsskattelovens § 5.

Repræsentanten argumenterer i sin vurdering af den skattemæssige klassifikation af retten for, at der ikke er tale om en fordring omfattet af kursgevinstloven, ligesom forholdet ikke ses omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven.

Det er Skatteministeriets vurdering, at det omhandlede vederlag skattemæssigt skal behandles på samme måde, som hvis der blev udbetalt et beløb i henhold til den oprindelige aftale; dvs. ved ejendommens - eller en andel heraf - eventuelle overgang til byzone før den 1. februar 2033 og efterfølgende salg af ejendommen.

Repræsentanten har som nævnt anført, at der ikke er tale om en fordring omfattet af  kursgevinstloven.

Ifølge kursgevinstlovens § 1, stk. 1, omfatter loven gevinst og tab ved afståelse eller indfrielse af pengefordringer, herunder obligationer, pantebreve og gældsbreve, gevinst og tab ved frigørelse for gæld, samt gevinst og tab på terminskontrakter og aftaler om køberetter og salgsretter uden hensyn til de regler, der gælder for det underliggende aktiv.

Det fremgår af kommentarerne til kursgevinstlovens § 1, at loven som udgangspunkt omfatter alle pengefordringer, uanset deres art. Afgørende er alene, om der foreligger et retligt krav på betaling i form af penge.

Efter Skatteministeriets umiddelbare opfattelse er det ikke tale om en pengefordring, eftersom der kun opstår en ret til et pengebeløb, såfremt den omhandlede ejendom overgår fra landzone til byzone inden den 1. februar 2033, og endvidere kun, såfremt ejendommen sælges. En eventuel beslutning herom træffes af kommunalbestyrelsen, og parterne har således ingen indflydelse på, om ejendommen eventuelt overgår til byzone. Efter Skatteministeriets opfattelse er der derfor ikke tale om en fordring, men alene en eventualret.

Der er tilsvarende ikke tale om frigørelse for gæld.

Der foreligger heller ikke nogen aftale om ret til køb eller salg, men som nævnt alene en eventualret til et pengebeløb, såfremt ejendommen overgår til byzone inden den 1. februar 2033 og ejendommen sælges.

I Vestre Landsrets dom af 7. juli 1999 (TfS 1999.630) var der tale om en fordring. Den nævnte dom fra Vestre Landsret vedrørte en situation, hvor en aktionær vederlagsfrit overtog retten til at gennemføre en skattesag vedrørende selskabet mod at afholde omkostningerne. Provenuet af skattesagen, såfremt denne blev vundet, skulle tilfalde aktionæren. Skattesagen blev rent faktisk vundet af selskabet, og provenuet af fordringen blev herefter anset for en kursgevinst, der for aktionæren var skattefri efter den dagældende mindsterenteregel. Efter Skatteministeriets opfattelse er den sag imidlertid afgørende forskellig fra nærværende sag, idet aktionæren i den nævnte Vestre Landsrets dom for så vidt hele tiden havde haft et tilgodehavende på for meget betalt skat i selskabet. Tilgodehavendet blev blot først anerkendt, da selskabet vandt skattesagen. I nærværende sag opstår der derimod først et krav, såfremt kommunalbestyrelsen beslutter, at den omhandlede ejendom skal overgå til byzone, og kun hvis dette sker før den 1. februar 2033 og ejendommen sælges.

Skatteministeriet er derfor enig med spørgernes repræsentant i, at der ikke er tale om en fordring, omfattet af kursgevinstloven.

Repræsentanten har herudover anført, at opgivelsen af rettigheden ikke er en afståelse af fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven.

Det er tilsvarende Skatteministeriets opfattelse, at opgivelse af rettigheden ikke kan anses for afståelse af fast ejendom, omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, idet der er tale om en betinget rettighed, som indehaves af personer, der er forskellige fra ejendommens ejer.

Det er endvidere Skatteministeriets vurdering, at der ikke foreligger en køberet vedrørende fast ejendom, som dette er defineret i Ligningsvejledningen, afsnit E.J.5.2.2, idet en sådan er en forpligtelse for ejeren af ejendommen til at afstå denne til køberettens indehaver, normalt inden for et vist tidsrum. Med henvisning hertil findes der ikke i denne sag at være tale om vederlag for opgivelse af en køberet.

Skatteministeriet er derfor enig i, at vederlaget ikke skal behandles i henhold til ejendomsavancebeskatningsloven.

Repræsentanten er af den opfattelse, at opgivelse af retten skal behandles efter statsskattelovens regler, nærmere bestemt statsskattelovens § 5, som en skattefri formuebevægelse.

Når der hverken er tale om en fordring, omfattet af kursgevinstloven, eller et vederlag, der er omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, skal vederlaget behandles efter reglerne i statsskatteloven.

Skatteministeriet er dog ikke enig med repræsentanten i, at vederlaget skal behandles efter praksis for opgivelse af køberetter.

Repræsentanten har henvist til Ligningsvejledningen afsnit E.J.5.2.2 vedrørende vederlag for opgivelse af en køberet, hvoraf det fremgår, at hvis køberettens indehaver modtager et vederlag for at opgive retten, kan et sådant vederlag normalt ikke indkomstbeskattes, medmindre der er tale om næring eller hvis selve udnyttelsen af køberetten ville have medført indkomstbeskatning.

Som anført i relation til eventuel beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven, er det Skatteministeriets opfattelse, at der ikke er tale om en køberet.

Skatteministeriet finder derfor ikke, at praksis for opgivelse af køberetter, jf. Ligningsvejledningen afsnit E.J.5.2.2. kan finde anvendelse, idet der ikke er tale om en køberet.

Da der alene foreligger en eventualret, er Skatteministeriet heller ikke enig i, at vederlaget er en skattefri formueforøgelse, der ville være skattefri efter statsskattelovens § 5, eftersom A og B ikke ejer en formuegenstand (herunder indbefattet værdipapirer), der er steget i værdi.

Efter Skatteministeriets opfattelse er hele vederlaget derfor skattepligtigt efter statsskattelovens § 4, jf. § 4 f. for modtagerne.

Ovenstående medfører, at de stillede spørgsmål efter Skatteministeriets vurdering skal besvares således:

Ad. spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at vederlaget for opgivelse af krav på andel af salgssum, som A modtager, er skattefritaget, jf. statsskattelovens § 5.

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares med nej, da A vil være skattepligtig efter statsskattelovens § 4 af et vederlag ydet af D for opgivelse af latent krav på andel af salgssum.

Der henvises til det ovenfor anførte.

Ad. spørgsmål 2

Såfremt Skatterådet ikke kan svare bekræftende på spørgsmål 1, anmodes Skatterådet om at vurdere, om det ændrer svaret, hvis vederlaget i stedet tilfalder A's livsarvinger.

Det fremgår af arveudlægsskødets punkt 6, at kravet i henhold hertil tilfalder køberens (C's) "søskende", dvs. A og B.

Hvis D, som den nuværende ejer af ejendommen, indgår aftale med A og B om, at deres livsarvinger skal modtage de pågældende beløb i stedet for dem selv, er det Skatteministeriets opfattelse, at dette ikke ændrer på, at beløbene er skattepligtige for modtagerne i henhold til statsskattelovens § 4.

Skatteministeriet indstiller derfor, at spørgsmål 2 besvares med "nej".

Ad. spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at vederlaget for opgivelse af andel af salgssum, som B modtager, er skattefritaget, jf. statsskattelovens § 5.

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares med nej, da B vil være skattepligtig efter statsskattelovens § 4 af et vederlag ydet af D for opgivelse af latent krav på andel af salgssum.

Der henvises til det ovenfor anførte.

Ad. spørgsmål 4

Såfremt Skatterådet ikke kan svare bekræftende på spørgsmål 3, anmodes Skatterådet om at vurdere, om det ændrer svaret, hvis vederlaget i stedet tilfalder B's livsarvinger.

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 2.

Skatteministeriets bemærkninger til repræsentantens indsigelser

De af spørgernes repræsentant fremførte argumenter kan ikke medføre nogen ændring af Skatteministeriets indstilling og begrundelse.

Den i nærværende sag omhandlede eventualret er behæftet med så stor usikkerhed, at der efter Skatteministeriets opfattelse ikke kan anses at være en formuegenstand (herunder værdipapirer), der er omfattet af statsskattelovens § 5 a. Det tages herved i betragtning, at eventualretten kun effektueres, såfremt ... Kommune beslutter at overføre den omhandlede ejendom fra landzone til byzone og ejendommen sælges, samt at dette sker inden den 1. februar 2033. Det må derfor anses for særdeles usikkert, om disse betingelser indtræder, og hverken spørgerne eller yderen har nogen indflydelse på, om ejendommen overføres til byzone eller ej.

En køberet giver indehaveren en ret til at købe det omhandlede aktiv på det i køberetten fastsatte tidspunkt og den i køberetten fastsatte pris, og det er alene indehaveren, der afgør, om køberetten skal udnyttes eller ej. Hvor stor usikkerheden er i en forkøbsret, afhænger af de nærmere omstændigheder og vilkårene for forkøbsretten.

En suspensivt betinget ret vil i mange tilfælde også kunne anses for en formuegenstand, idet det efter de nærmere vilkår kan være overvejende sandsynligt, at betingelserne i den suspensivt betingede ret bliver opfyldt.

Skatterådets afgørelse i SKM2010.542.SR kan derfor ikke medføre nogen ændring af Skatteministeriets indstilling og begrundelse.

Herudover kan der henvises til praksis for den skattemæssige behandling af terminskontrakter, der er indgået før den 1. juli 1991, dvs. før der ved lov nr. 394 af 6. juni 1991 blev indsat lovbestemmelser i kursgevinstloven herom. Reglerne er beskrevet i Told- og Skattestyrelsens ligningsvejledning for bl.a. 1991 og 1997 afsnit A.D.2.6.1. Efter denne praksis blev gevinst på terminskontrakter - når kontrakten ikke havde tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed - beskattet efter statsskattelovens § 4 f, hvilket fremgår af en lang række afgørelser fra såvel Ligningsrådet, Landsskatteretten som domstolene. En terminskontrakt blev således ikke anset for en formuegenstand, der var omfattet af statsskattelovens § 5, selv om en terminskontrakt også ville kunne sælges. Der henvises i den forbindelse til Østre Landsrets dom af 25. februar 1993 (TfS 1993.109), Vestre Landsrets dom af 1. september 1993 (TfS 1993.445), Vestre Landsrets dom af 10. januar 1997 (TfS 1997.178), samt især Højesteretsdom af 19. september 1997 (TfS 1993.360) og Højesteretsdom af 21. oktober 1999 (TfS 1999.845)."

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.