Dato for udgivelse
20 Jan 2011 13:51
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13 Dec 2010 13:36
SKM-nummer
SKM2011.36.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 22-2900/2009
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Virksomheder + Kapitalindkomst og fradrag i kapitalindkomsten
Emneord
Ekstraordinær, ansættelse, fristoverskridelse, administrativ, rekurs, afvisning
Resumé

Der var enighed om, at sagsøgeren havde begået fejl i sin selvangivelse for indkomstårene 2002 og 2003. Disse fejl bevirkede, at sagsøgeren efter udløbet at den ordinære ligningsfrist blev ansat ekstraordinært i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Sagsøgeren klagede herover til Skatteankenævnet, der stadfæstede SKATs afgørelse. Hans efterfølgende klage til Landsskatteretten blev modtaget for sent, og Landsskatteretten fandt ikke anledning til at behandle sagen, da fristoverskridelsen skyldtes travlhed hos sagsøgerens repræsentant.

Under retssagen påstod sagsøgeren principalt, at betingelserne for ekstraordinær ansættelse ikke var til stede. Til støtte herfor gjorde han alene gældende, at der ikke forelå grov uagtsomhed, og at ansættelserne derfor var foretaget for sent. Endvidere gjorde sagsøgeren gældende, at hans principale påstand skulle realitetsbehandles, da det udgjorde en særlig omstændighed, at sagen var forældet. Subsidiært påstod sagsøgeren, at sagen skulle hjemvises til Landsskatteretten, da retstabet var væsentligt, og da skatteansættelsen var forældet.

I overensstemmelse med Skatteministeriets påstand fandt retten, at den principale påstand måtte afvises. Da der var enighed om, at der forelå fejl i sagsøgerens selvangivelser, ville en afvisning ikke medføre et uforholdsmæssigt retstab for sagsøgeren, jf. § 48, stk. 1, 2. pkt. Endvidere frifandtes ministeriet for den subsidiære påstand, idet travlhed på kontoret ikke kunne anses som en særlig omstændighed i skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, 3. pkt.s forstand.

Reference(r)
Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5
Skatteforvaltningsloven § 42, stk. 1
Skatteforvaltningsloven § 48, stk. 1
Henvisning
Den juridiske vejledning 2010-2 A.A.8.2.3.7
Henvisning
Den juridiske vejledning 2010-2 A.A.10.2.2.1
Henvisning
Den juridiske vejledning 2010-2 A.A.10.2.2.4
Henvisning
Den juridiske vejledning 2010-2 A.A.10.3.3
Henvisning
Den juridiske vejledning 2010-2 A.A.10.3.4

Parter

A
(Advokat Niels Lindeborg Johansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat William Lindsay-Poulsen)

Afsagt af byretsdommer

Tina Gehlert Schmidt

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der overordnet drejer sig om sagsøger, As, årsopgørelser for 2002 og 2003, har A nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at betale 128.763 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg til betaling sker, subsidiært at sagen henføres til realitetsbehandling i Landskatteretten.

Over for As principale påstand har Skatteministeriet påstået afvisning, subsidiært frifindelse, og over for As subsidiære påstand har Skatteministeriel påstået frifindelse.

Sagens oplysninger

Der er enighed om, at årsopgørelserne for 2002 og 2003 ikke har været korrekte. Der er derimod uenighed om, hvorvidt A i den forbindelse har handlet groft uagtsomt.

I forbindelse med en landsdækkende kontrolaktion for indkomståret 2006 blev ligningen af As selvangivne skattepligtige indkomst for dette indkomstår gennemgået. Gennemgangen gav anledning til også at gennemgå As selvangivne skattepligtige indkomst for indkomstårene 2002-2005.

Der er enighed om, at årsopgørelsen for 2002 er ukorrekt som følge af, at A har medtaget renteudgifter både under posten "renteudgifter" og under posten "underskud af virksomhed" og således foretaget dobbeltfradrag for renteudgifter. Herudover er der en fortegnsfejl, idet en post er trukket fra som en udgift, selvom der reelt var tale om en indkomst.

For indkomståret 2003 er der alene tale om dobbeltfradrag som følge af rentefradragsfejl.

Som følge heraf er A blev opkrævet en samlet restskat for de to indkomstår på 128.763 kr., svarende til den nedlagte betalingspåstand.

Afgørelsen om at forhøje den skattepligtige indkomst for indkomstårene 2002 og 2003 blev meddelt A ved skrivelse af 24. juni 2008.

A påklagede SKATs afgørelse til skatteankenævnet, der traf afgørelse i sagen den 13. marts 2009. Det hedder i afgørelsen blandt andet:

"...

Skatteankenævnet finder, at de foretagne ansættelsesændringer ikke er forældede, og at SKAT har været berettiget til at genoptage ansættelserne ekstraordinært, med henvisning til skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5.

..."

Denne afgørelse påklagede A til Landsskatteretten ved brev modtaget i Landsskatteretten den 29. juni 2009. Ved afgørelse af 15. juli 2009 afviste Landsskatteretten at behandle As klage med følgende begrundelse:

"...

Klageren modtog skatteankenævnets afgørelse ved kendelse af 13. marts 2009. Foreløbig klage over afgørelsen blev modtaget i Landsskatteretten den 29. juni 2009. Endelig klage, klageafgift samt sagsmateriale blev modtaget i Landsskatteretten den 10. juli 2009.

Fristen for at klage til Landsskatteretten er tre måneder fra modtagelsen af afgørelsen. Klagen afvises hvis den modtages i Landsskatteretten efter fristens udløb. Hvis særlige omstædigheder taler for det, kan Landsskatteretten dog se bort fra en fristoverskridelse. Reglerne fremgår af skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1.

Repræsentanten har som begrundelse for fristoverskridelsen anført et stort arbejdspres i foråret pga. den almindelige økonomiske situation og de mange regnskabsafslutninger. som skulle foretages inden udgangen af juli måned 2009.

Klagen er modtaget i Landsskatteretten efter fristens udløb, og der er efter rettens opfattelse ikke særlige omstændigheder, der kan begrunde, at der bortses fra overskridelsen. Klagen afvises derfor.

..."

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Forklaringer

A har navnlig forklaret, at han har haft ledelseserhverv. I 2002 og 2003 var han ansat ved G1 som produktionschef. Han stod for den tekniske afdeling, herunder logistik og budgetter på mellem 80 og 100 millioner kroner. Han havde en god lønindtægt. Han arbejdede i ... lufthavn, hvilket medførte mange rejsetimer. Han havde en årsløn på mellem 700.000 - 750.000 kr. Han investerede i skibsanparter og i kommanditselskaberne K/S G2 samt K/S G3. Han havde ikke kontakt til en revisor, da han gik ind i projekterne. Han fik ikke navne på andre, der var med i projekterne, men fik dog oplyst at der i G3 var en revisor med. ...1 var en "forældrelejlighed", som han købte til sin søn. Det blev kørt efter virksomhedsskatteordningen. Han mente, at han var klædt på til at finde ud af regnskaberne, men det viste sig, at det var han alligevel ikke. Han mente imidlertid dengang, at han selv kunne styre det, og at han ikke havde brug for en revisor. Det "underskud af virksomhed", der er anført under post nr. 435 i årsopgørelsen for 2002, er et tal, han har taget fra R1. Det, han har sendt til SKAT, er det, han er kommet frem til. Han har ikke fusket med tallene. Han har klart fortalt, hvad det er, han har gjort. Regnskabet for ...1 for 2002 var vedlagt selvangivelsen. Også årsrapporterne for K/S G3 og K/S G2 for 2002 var vedlagt. Når han fik årsopgørelserne fra revisionsselskabet R1 på projekterne, blev de vedlagt. Han lavede selv regnskabet for ejerlejligheden. Ved nogle af tallene stod der anført, hvor de skulle stå. Renteudgifterne blev lagt sammen og indført i feltet "renteudgifter". Underskud/overskud for lejligheden blev ligeledes lagt sammen og ført ind under posten "underskud". Han kan godt nu se, at han har indført renteudgifterne to gange. Det er ikke med vilje, at han har indført et tal med forkert fortegn. Det ærgrer ham, at SKAT ikke har grebet ind før. Vedrørende ejerlejligheden havde han indtægter og udgifter, der blev regnet sammen. I udgifterne indgik renter. I rubrikken overskud/underskud af virksomheden havde han ikke tænkt på, at det tal skulle være før renter. Nu er det en revisor, der laver hans regnskaber. Revisoren kom ind i sagen, da SKAT skrev, hvad han havde gjort forkert. Han henvendte sig da til revisor TK, der forklarede ham, hvad han havde gjort forkert. Det hele kunne have været lavet anderledes, hvis han havde brugt revisor fra begyndelsen. Han skulle aldrig have sparet revisoren.

Vedrørende indkomstårene 2002 og 2003 fik han blot at vide, at man nu havde inddraget disse år også. Der var ikke nogen trussel om politianmeldelse vedrørende år 2002 og 2003, men det var der vedrørende de efterfølgende år. Han var til afhøring og fik forslag til et forlig for at undgå politianmeldelse. Han ønskede imidlertid ikke et forlig, men er ikke bekendt med at der skulle være blevet indgivet politianmeldelse.

Brevet til Landsskatteretten indkom for sent. Det var revisor, der nølede med sagen. Han vidste godt, at revisoren var lidt langsom om tingene. Han havde ringet adskillige gange og spurgt, om brevet var sendt til Landsskatteretten. Han havde rykket for at sikre, at klagen kom af sted til tiden, men det skete desværre ikke. Han husker ikke hvor meget han fik udbetalt i overskydende skat for 2002 og 2003. Det skal nok passe, at det var ca. 147.500 kr., han tik udbetalt i 2002. Han henvendte sig ikke selv til SKAT. Nogle år før 2002 gik han til SKAT for at høre, hvordan tingene stod. De sagde da, at han skyldte 25.000 kr. Pengene blev betalt med det samme. Da han efterfølgende kom hjem fra en ferie, viste det sig, at han i stedet skulle have 40.000 kr. tilbage. Han har i flere [år.red.SKAT] fået store beløb tilbagebetalt. Han husker ikke, at han rettede henvendelse til SKAT i 2001. Det skal dog nok passe, når SKAT skriver det. Han har ikke papirerne fra dengang længere.

Parternes synspunkter

As advokat har i sit påstandsdokument anført følgende til støtte for påstanden:

"...

Til støtte for den principale påstand

at

sagsøgtes krav på betaling af restskat for året 2002 og året 2003 er forældede,

   

at

sagsøgtes genoptagelse af årsopgørelserne for skatteåret 2002 og skatteåret 2003 er forældede, idet de var forældede på det tidspunkt, da genoptagelsen skete.

   

at

den fejlagtige udfyldelse af sagsøgers selvangivelse ikke er sket hverken forsætlig eller ved grov uagtsomhed, og

   

at

sagsøger derfor har krav på tilbagebetaling af den modregnede restskat for de pågældende år svarende til det påstævnte beløb.

Til støtte for den subsidiære påstand

at

fristen for behandling i Landsskatteretten blev meget kort overskredet,

   

at

overskridelsen kan anføres til sagsøgers rådgivere,

   

at

overskridelsen skyldes en fejl hos rådgiveren,

   

at

der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder,

   

at

sagen således vedrører et forældet krav og en forældet genoptagelse,

   

at

genoptagelse kun kan ske, hvis sagsøger vurderes til at have handlet forsætlig eller grov uagtsomt,

   

at

anklager herom gør, at sagen bør behandles og henføre sagen under særlige omstændigheder,

   

at

omstændighederne i øvrigt tilsiger en realitetsbehandling af forældelsesproblematikken.

..."

As advokat har under proceduren supplerende anført, at SKAT havde mulighed for at kontrollere selvangivelserne, idet det relevante regnskabsmateriale var vedlagt. Der var således klart tale om en fejl fra sagsøgers side og ikke en bevidst handling med henblik på at snyde. A var således overbevist om, at han anvendte den rigtige metode. Det står da heller ikke på selvangivelsen. er det ikke er det samlede overskud/underskud, der skal angives. Der er således tale om en misforståelse, når A har medtaget renteudgiften to gange. Det kræver som minimum, at der foreligger grov uagtsomhed, hvis der skal ske genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Dette er ikke tilfældet, når de beregninger, der danner grundlag for tallene i selvangivelsen, er vedlagt. Her er alene tale om en forkert forståelse af blanketten. Det følger af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 2. punktum, at der undtagelsesvis kan ske domstolsprøvelse, uanset der ikke er sket udnyttelse af det administrative rekurssystem. I denne sag foreligger den ganske særlige omstændighed, at skattekravet er forældet, hvorfor prøvelse af SKATs genoptagelse bør tillades, henset til beløbets størrelse.

Under alle omstændigheder må betingelserne for at hjemvise sagen til Landsskatteretten være opfyldt, idet retstabssynspunktet er så væsentligt, at der skal bortses fra den korte fristoverskridelse.

Der må lægges vægt på, hvad man som borger har indrettet sig på. Det er således uden betydning i relation til forældelsesproblematikken, at kravet er materielt rigtigt.

Det bestrides ikke, at SKAT har overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Skatteministeriets advokat har i sit påstandsdokument anført følgende til støtte for påstanden:

"...

1. Afvisningspåstanden overfor sagsøgerens principale påstand

Til støtte for afvisningspåstanden gøres det gældende, at sagsøgeren alene kan indbringe Landsskatterettens afgørelse om afvisning af sagsøgerens klage for domstolene, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 2. pkt. Retten kan således ikke tage sagsøgerens påstand under pådømmelse, da spørgsmålet om sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 2002 og 2003 ikke rettidigt har været påklaget til Landsskatteretten.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, er rekursudnyttelse en procesforudsætning for domstolsprøvelse af et skattespørgsmål.

Domstolsprøvelse af et skattespørgsmål forudsætter således ikke alene, at en skattemyndighed har truffet afgørelse om spørgsmålet, men også at adgangen til klage over afgørelsen har været udnyttet. Afgørelser, som kan indbringes for Landsskatteretten. skal altså have været indbragt for Landsskatteretten, før de kan påkendes af domstolene.

Det betyder, at domstolsprøvelse som udgangspunkt kun kan finde sted, for så vidt angår de skattespørgsmål, som Landsskatteretten har taget stilling til, jf. herved f.eks. UfR 1994, side 810 H og SKM2007.183.HR.

I nærværende sag har Landsskatteretten - berettiget - afvist at behandle sagsøgerens klage over indkomstansættelsen for indkomstårene 2002 og 2003, jf. nærmere herom nedenfor vedrørende sagsøgerens subsidiære påstand. Det er derfor alene berettigelsen af denne afvisning, sagsøgeren kan få prøvet for domstolene.

Som en undtagelse til den klare hovedregel om, at den administrative rekurs skal være udnyttet, angiver skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 2. Punktum, at et nyt spørgsmål kan inddrages under en retssag, hvis det har en klar sammenhæng med det spørgsmål, som har givet grundlag for retssagen, og det må anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget tidligere, eller der er grund til antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for parten.

I nærværende sag er ingen af de førnævnte betingelser opfyldt.

Med klar sammenhæng menes, at der skal være en sådan sammenhæng mellem de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for det spørgsmål, som retssagen er baseret på, og de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for det nye spørgsmål, der ønskes inddraget under retssagen, at princippet om en forudgående udnyttelse af den administrative rekurs ikke herved fraviges i en sådan grad, at der foreligger en ny sag, jf. betænkning til lovforslag nr. 95 af 2. juni l998, jf. Folketingstidende 1997-98, 2. Samling, Tillæg B, side 500.

I nærværende sag er der ingen sammenhæng mellem de faktiske omstændigheder, der førte til, at Landsskatteretten afviste sagsøgerens klage som for sent indkommet og de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for ændringen af sagsøgerens skatteansættelse. Som følge heraf kan sagsøgeren ikke få prøvet spørgsmålet om ændringen af sagsøgerens skatteansættelse, jf. endvidere SKM2001.581.VLR, SKM2003.551.VLR og SKM2007.183.HR.

Dertil kommer, at det ikke er undskyldeligt, at sagsøgeren ikke har fået spørgsmålet om ændringen af sagsøgerens skatteansættelse prøvet for Landsskatteretten.

Sagsøgeren undlod at påklage Skatteankenævnets afgørelse af 13. marts 2009 til Landsskatteretten indenfor den i skatteforvaltningslovens § 42 hjemlede frist hertil. Som begrundelse for overskridelse af klagefristen har sagsøgeren alene henvist til et stort arbejdspres, jf. bilag E. Dette er ikke en undskyldende omstændighed efter skatteforvaltningslovens § 42, og det er heller ikke en undskyldende omstændighed efter skatteforvaltningslovens § 48.

Endelig har sagsøgeren ikke på nogen måde godtgjort, at han vil lide et uforholdsmæssigt retstab, såfremt retten afviser at behandle sagsøgerens nedlagte betalingspåstand. Det bemærkes herved, at sagsøgeren ikke har bestridt, at de af SKAT foretagne ekstraordinære ansættelser var materielt berettigede. Sagsøgeren har således alene gjort gældende, at de var for sent foretaget.

2. Frifindelsespåstanden overfor sagsøgerens principale påstand

Det gøres overordnet gældende. at SKAT var berettiget til ved afgørelse af 24. juni 2008 at ændre sagsøgerens skatteansættelse for førnævnte indkomstår, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

I henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. kan SKAT ændre en skattepligtigs skatteansættelse efter udløbet af de ordinære ansættelsesfrister i skatteforvaltningslovens § 26, såfremt den skattepligtige groft uagtsomt har bevirket, at SKAT har foretaget en skatteansættelse på et urigtigt eller forkert grundlag.

Sagsøgeren foretog positivt forkerte selvangivelseshandlinger, og allerede som følge heraf har sagsøgeren handlet groft uagtsomt. Sagsøgeren har da heller ikke på noget tidspunkt bestridt, at de af SKAT foretagne ekstraordinære ansættelser var materielt korrekte.

Sagsøgerens oplysninger om, at han på grund af en misforståelse af teksten i selvangivelsen har selvangivet fradrag for renteudgifterne to gange, og selvangivet et overskud som et underskud, godtgør ikke, at han ikke har handlet groft uagtsomt. I den forbindelse bemærkes det, at teksten i selvangivelsens felt nr. 435 "underskud af selvstændig virksomhed før renter" ikke efterlader nogen tvivl om, at underskuddet skal anføres før renter. Tilsvarende efterlader teksten i selvangivelsens felt nr. 221 "overskud af selvstændig virksomhed" ikke nogen tvivl om, at overskuddet skal anføres i dette felt. Endvidere bemærkes det, at det i sagsøgerens virksomheders årsregnskaber med bilag direkte var anført, hvorledes renteudgifterne og overskuddet skulle have været selvangivet.

Kommanditselskaberne, hvori sagsøgeren deltog, havde da også revisorbistand, hvorfor sagsøgeren kunne have rettet henvendelse hertil såfremt sagsøgeren måtte være i tvivl om den selvangivelsesmæssige behandling af kommanditselskabernes resultat.

Endelig må det konstateres, at sagsøgerens positivt forkerte selvangivelseshandlinger medførte, at sagsøgeren modtog betydelige tilbagebetalinger af overskydende skat for indkomstårene 2002 og 2003 (kr. 147.500 i 2002 og kr. 59.156 i 2003). Også som følge heraf burde sagsøgeren have kontrolleret selvangivelsens indhold. Vedrørende indkomståret 2001 rettede sagsøgeren da også henvendelse til skatteforvaltningen, da han modtog sin årsopgørelse for dette indkomstår, idet han konstaterede en fejl ved årsopgørelsen, der bevirkede en yderligere overskydende skat på ca. 12.000 kr., jf. bilag A, side 13. Det må derfor lægges til grund, at sagsøgeren normalt kontrollerer sin årsopgørelse.

Ved indgivelsen af selvangivelsen vedlagde sagsøgeren ikke en samlet specifikation for resultatet af de enkelte virksomheder.

...

3. Frifindelsespåstanden overfor sagsøgerens subsidiære påstand om hjemvisning

Landsskatteretten var berettiget til at afvise sagsøgerens klage, idet denne var indkommet for sent. Der forelå ikke særlige omstændigheder, der kunne begrunde en suspension af fristen, jf. skatteforvaltningslovens § 42. stk. 1, 3. pkt.

Sagsøgerens begrundelse for fristoverskridelsen var alene et stort arbejdspres. Dette er ikke særlige omstændigheder.

At sagsøgeren måtte lide et retstab, såfremt Landsskatteretten ikke pålægges realitetsbehandling er heller ikke særlige omstændigheder, jf. SKM2004.214.ØLR. Dertil kommer, at det bestrides, at sagsøgeren har lidt et retstab ved ikke at få realitetsbehandlet sin klage til Landsskatteretten, idet SKAT var berettiget til ved afgørelse af 24. juni 2008 at ændre sagsøgerens skatteansættelse for indkomstårene 2002 og 2003.

Sagsøgeren har ikke anført nogen undskyldelige omstændigheder for, at fristen blev overskredet. Sagsøgeren har dermed ikke løftet bevisbyrden for, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en suspension af fristen, jf. skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, 3. pkt.

..."

Skatteministeriets advokat har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokumentet.

Rettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten har ved afgørelsen af 15. juli 2009 alene taget stilling til hvorvidt der var grundlag for at realitetsbehandle klagen fra A på trods af at klagen var indkommet for sent, jf. herved skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1. Dette er derfor også grundlaget for denne retssag.

Der er enighed om, at årsopgørelserne for 2002 og 2003 var ukorrekte som følge af fejlagtige selvangivelser fra A med den følge, at han uberettiget fik udbetalt overskydende skat. På den baggrund finder retten det ikke godtgjort, at det vil medføre et uforholdsmæssigt retstab, hvis realitetsspørgsmålet ikke inddrages under sagen.

Som følge heraf kan der ikke ske domstolsprøvelse af hvorvidt kravet på restskat for indkomstårene 2002 og 2003 er forældet, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, og Skatteministeriets afvisningspåstand vedrørende dette spørgsmål tages derfor til følge.

At As revisor som følge af travlhed indsendte klagen til Landsskatteretten efter fristens udløb, kan ikke anses for en sådan særlig omstændighed, som anført i skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, 3. Punktum, og Landsskatteretten har derfor med rette afvist klagen. Skatteministeriets frifindelsespåstand overfor As subsidiære påstand tages derfor til følge.

Som følge heraf skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1, med 25.000 kr., der udgør et efter sagens genstand, karakter og omfang, herunder hovedforhandlingens varighed, passende beløb til udgifter til advokatbistand med 20.000 kr. med tillæg af moms, jf. retsplejelovens § 316, stk. 1.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Denne sag afvises for så vidt angår sagsøger, As, principale påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal tilpligtes at betale 128.763 kr. med tillæg af renter.

Skatteministeriet frifindes for den af A nedlagte subsidiære påstand.

Inden 14 dage skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 25.000 kr.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter