Dato for udgivelse
31 Jan 2011 08:44
Dato for afsagt dom/kendelse
25 Jan 2011 13:36
SKM-nummer
SKM2011.65.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
10-181116
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Genanbringelse, fraflytterbeskatning, salg af ideel halvdel til ægtefælle
Resumé

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger kan overdrage en ideel halvdel af to ejendomme til sin hustru til en pris svarende til hans købspris for halvdelen, uden at det får betydning for henstandsbeløbet.

Skatterådet kunne dog bekræfte, at alene halvdelen af henstandsbeløbet forfalder i tilfælde af overdragelse af den ideelle halvdel.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at spørger kan begære den forfaldne halvdel af fraflytterbeskatning nedsat svarende til andelen af værdifaldet, i tilfælde af at en overdragelsespris (dagspris) til ægtefællen er lavere end den oprindelige købesum.

Hjemmel

Kildeskatteloven § 4, stk. 1

Kildeskatteloven § 73 E, stk. 1 og 4.

Ejendomsbeskatningsloven § 6B.

Reference(r)

Kildeskatteloven § 4, stk. 1

Kildeskatteloven § 73 E, stk. 1 og 4.

Ejendomsbeskatningsloven § 6B.

Henvisning
Ligningsvejledningen 2010-2, afsnit E.J.2.6.

Spørgsmål

  1. Kan spørger overdrage ideel halvdel af to ejendomme til sin hustru til en pris svarende til hans købspris for halvdelen, uden at det får betydning for henstandsbeløbet?
  2. Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, forfalder halvdelen af henstandsbeløbet i tilfælde af overdragelse af den ideelle halvdel?
  3. Kan spørger begære den forfaldne halvdel af fraflytterbeskatning nedsat svarende til andelen af faldet, i tilfælde af at en overdragelsespris (dagspris) til ægtefællen er lavere end den oprindelige købesum.

Svar

  1. Nej
  2. Ja
  3. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger solgte i 2006 en landbrugsejendom beliggende i Danmark. Ejendomsavancen blev i 2001 genanbragt i anskaffelsessummen på købet af en hollandsk ejendom, jf. ejendomsavancebeskatningslovens (EBL) § 6A. Efterfølgende er den fulde skattepligt til Danmark ophørt, og der blev i den forbindelse givet henstand med skatten, jf. EBL § 6B, stk. 2, jf. kildeskattelovens § 73 E.

Spørger driver sammen med hustruen i dag familiebedriften i Holland, og han er i dag fuld skattepligtig til Holland.

I den konkrete sag ønsker spørger at afstå en ideel andel på 50% af de hollandske ejendomme til sin ægtefælle. Ægtefællerne påtænker at indgå en bindende aftaler om overdragelsen af en ideel andel af ejendommene, og det anses derved civilretligt for en afståelse.

Ægtefællen er, ligesom spørger, pt. fuldt skattepligtig og skattemæssigt hjemmehørende i Holland.

Efter hollandsk skatteopgørelse er det en fordel med hensyn til fordelingen af indkomsten fra familiebedriften, at resultatet fremkommer fra et I/S (med 50/50 ejerforhold), da de ikke har de tilsvarende gunstige skatteregler, som vi kender fra Danmark, omkring overførsel til medarbejdende ægtefælle og ligedelingsreglerne. Overdragelsen påtænkes derfor alene at ske ud fra at optimere på den løbende beskatning til Holland af resultatet fra bedriften.

Spørgers opfattelse ifølge anmodning

Ad spørgsmål 1:

Af kildeskattelovens § 73 E, stk. 4 fremgår det, at "henstandsbeløbet forfalder til betaling, når aktiverne afstås, gælden indfries eller den skattepligtige dør".

Spørgsmålet er, om der er tale om en skattemæssig afståelse i forhold til henstandsbeløbet, når der sker salg/overdragelse til ægtefællen. I øvrige skattemæssige forhold er der succession mellem ægtefæller.

Den ønskede konstellation med 50/50 ejerskab kunne have været skabt allerede i 2006 ved ejendomskøbet. På daværende tidspunkt kunne spørger have genanbragt avancen i ægtefællens halvdel uden problemer, og efterfølgende have fået henstand med betaling af skatten på de genanbragte beløb i hendes halvdel også.

Henstandsbeløbet ændrer ikke karakter og størrelse ved overdragelsen, og alene af den grund findes det ikke hensigtsmæssigt, hvis overdragelsen påvirker henstanden.

En efterlevende ægtefælle kan i visse tilfælde indtræde i afdødes henstand efter EBL § 6B, stk. 2, jf. nærmere dødsbobeskatningslovens §§ 51 og 65. I tilfælde af død, findes der således en særlig hjemmel, der bevirker, at henstandsbeløbet kan videreføres af den efterlevende ægtefælle.

Ad spørgsmål 2:

I SKM 2008.643 SR slår Skatterådet fast, at i tilfælde af delsalg, forfalder der forholdsmæssigt af henstandsbeløbet.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1:

Lovregler:

Kildeskattelovens § 4, stk. 1.

Ægtefæller beskattes hver af deres indkomst.

Kildeskattelovens § 73E

Stk. 1. Personer kan få henstand med betaling af skatter beregnet efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B eller afskrivningslovens § 40 D samt skatter og arbejdsmarkedsbidrag beregnet efter ligningslovens § 28, når skatteberegningen skyldes ophør af skattepligt efter § 1, skift af skattemæssigt hjemsted efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst til en fremmed stat, Færøerne eller Grønland eller ophør af skattepligt efter § 2, stk. 1, nr. 1-3 eller nr. 7, eller § 2, stk. 2.

(...)

Stk. 4. Henstandsbeløbet forfalder til betaling, når aktiverne afstås eller den skattepligtige dør. Ved henstand med betaling af skatter beregnet efter ligningslovens § 28 forfalder henstandsbeløbet, når købe- eller tegningsretterne afstås eller udnyttes, eller den skattepligtige dør. Henstandsbeløbet fragår i den slutskat, der indgår ved opgørelsen af restskat og overskydende skat efter §§ 60-62, jf. § 62 A.

(...)

Begrundelse:

Det ønskes besvaret, om spørger kan overdrage ideel halvdel af to ejendomme til sin hustru til en pris svarende til hans købspris for halvdelen, uden at det får betydning for henstandsbeløbet.

Det følger af kildeskattelovens § 4, stk. 1, at ægtefæller beskattes hver af deres indkomst, med mindre andet følger af lovgivningen.

Der findes en række særlige regler omkring skatteberegningen for ægtefæller i kildeskattelovens afsnit III. Det er dog en betingelse for anvendelse af disse regler, at ægtefællerne er fuldt skattepligtige til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1.

Idet spørger og dennes ægtefælle ikke er fuldt skattepligtige til Danmark, finder disse særlige regler ikke anvendelse. 

Det er på den baggrund Skatteministeriets opfattelse, at salget til hustruen i denne henseende skal behandles som et salg af en ideel andel til tredjemand.

Det følger af kildeskattelovens § 73E, stk. 4, 1. pkt., at henstandsbeløbet forfalder til betaling, når aktiverne afstås eller den skattepligtige dør.

Skatteministeriet skal derfor indstille til Skatterådet, at spørgsmålet besvares med nej, idet spørger ikke kan overdrage en ideel halvdel af de to ejendomme til sin hustru til en pris svarende til spørgers købspris for halvdelen, uden at det får betydning for henstandsbeløbet.

Ad spørgsmål 2:

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, ønskes det besvaret, om halvdelen af henstandsbeløbet forfalder i tilfælde af overdragelse af den ideelle halvdel.

Praksis:

I SKM 2008.643 SR ønskede spørger at afstå en del af en ejendom i Nederlandene, som han havde genanbragt en avance i. Der var efter Skatterådets opfattelse tale om et delsalg, og det var kun den del af den samlede udskudte skat, der vedrørte det afståede areal, der kom til beskatning.

Ved opgørelse af delafståelsen, fratrækkes salgssummen fra anskaffelsessummen. Da anskaffelsessummen er nedsat med en genanbragt ejendomsavance skal avancen ved delafståelse beregnes med udgangspunkt i den nedsatte anskaffelsessum. Beregningsgrundlaget for beskatningen i forbindelse med delafståelsen er således den nedsatte anskaffelsessum.

Begrundelse:

Som det fremgår af kildeskattelovens § 73E, stk. 4, 1. pkt., forfalder henstandsbeløbet til betaling, når aktiverne afstås eller den skattepligtige dør.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at alene den forholdsmæssige del af den udskudte skat forfalder i forbindelse med salget af den ideelle halvdel, jf. principperne i SKM 2008.643 SR.

Skatteministeriet skal dermed indstille til Skatterådet, at spørgsmål 2 besvares med ja, idet alene halvdelen af henstandsbeløbet forfalder, såfremt spørger overdrager en ideel halvdel til sin hustru.

Ad spørgsmål 3:

Det ønskes endeligt besvaret om spørger kan begære den forfaldne halvdel af fraflytterbeskatning nedsat svarende til andelen af faldet, i tilfælde af at en overdragelsespris (dagspris) til ægtefællen er lavere end den oprindelige købesum.

Lovgrundlag:

Ejendomsavancebeskatningsloven § 6 B.

Stk. 1. Ophører en persons skattepligt efter kildeskattelovens § 1 som følge af fraflytning, eller bliver en person efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland, beskattes fortjeneste, der nedsætter anskaffelsessummen efter § 6 A, stk. 1, på tidspunktet for skattepligtsophøret eller flytningen af skattemæssigt hjemsted. Det gælder dog kun, hvis den erhvervede ejendom er beliggende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland. Den fortjeneste, der stammer fra nedsættelse af anskaffelsessummen, er fortjeneste fra fast ejendom beliggende i den stat, hvor den afståede ejendom lå.

Stk. 2. Der kan gives henstand med skatten efter stk. 1 efter reglerne i kildeskattelovens § 73 E.

Stk. 3. Hvis det ved afståelse af den erhvervede ejendom eller ved ejerens død, efter at der er indtrådt skattepligt efter stk. 1, konstateres, at afståelsessummen henholdsvis handelsværdien ved død er mindre end anskaffelsessummen, nedsættes det skattepligtige beløb efter stk. 1 med forskellen. Det skattepligtige beløb kan ikke blive negativt.

Stk. 4. Får ejeren igen skattemæssigt hjemsted her, inden den erhvervede ejendom er afstået, bortfalder pligten til at svare skat efter stk. 1, indtil ejeren på ny opfylder betingelserne i stk. 1, 1. pkt.

Begrundelse:

Det lægges ved besvarelsen af spørgsmålet til grund, at overdragelsessummen til ægtefællen svarer til markedsprisen på den ideelle halvdel på afståelsestidspunktet.

Det følger af ejendomsavancebeskatningslovens § 6B, stk. 3, at ved afståelse af den erhvervede ejendom efter at der er indtrådt skattepligt efter stk. 1, hvor afståelsessummen er mindre end anskaffelsessummen, nedsættes det skattepligtige beløb med forskellen.

Det følger af forarbejderne til ejendomsavancebeskatningslovens § 6B indsat ved lov 221 af 31. marts 2004 (LFF 2003-12-17 nr. 199), at den skattepligtige efter fraflytning kan vælge at afstå den erhvervede ejendom. Hvis det viser sig, at den erhvervede ejendom er faldet i værdi i forhold til købesummen, kan skatteyderen begære fraflytterskatten nedsat svarende til faldet.

Skatteministeriet skal på den baggrund indstille til Skatterådet, at spørgsmålet besvares med ja, idet spørger kan begære den forfaldne halvdel af fraflytterbeskatning nedsat svarende til andelen af faldet, i tilfælde af, at en overdragelsespris (dagspris) til ægtefællen er lavere end den oprindelige købesum.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets afgørelse og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter