Dato for udgivelse
01 Mar 2011 13:52
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
25 Feb 2011 13:33
SKM-nummer
SKM2011.125.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
10-144855
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momspligt
Emneord
Forening, ydelse mod vederlag, fagforeningsmæssigt formål, forsikring
Resumé

Skatterådet kan ikke bekræfte, at foreningen er fritaget for at betale moms af kontingentindbetalingerne fra medlemmerne, da Skatterådet finder, at foreningen leverer en ydelse til medlemmerne, og at kontingentbetalingen må betragtes som vederlag herfor, jf. momslovens § 4. Skatterådet kan endvidere ikke bekræfte, at foreningen må betragtes som en faglig forening, der herefter er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 4. Skatterådet finder endelig ikke, at foreningens ydelser kan betegnes som forsikringsvirksomhed.

Reference(r)
Momslovens §§ 3, 4, og 13, stk. 1, nr. 4, og 10.
Henvisning
Momsvejledningen 2011-1, afsnit D.11.4.
Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2011-1, afsnit D.A.5.4.3

Redaktionelle noter
Afgørelsen påklaget til LSR.

Spørgsmål:

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at spørger er fritaget for at betale moms af kontingentindbetalingerne fra medlemmerne, idet foreningen ikke i momslovens forstand leverer konkrete ydelser til medlemmerne mod vederlag, jf. § 4 i lovbekendtgørelse nr. 966 af den 14. oktober 2005 om merværdiafgift (herefter momsloven).
  2. Hvis nej, kan Skatterådet da bekræfte, at spørger som faglig forening er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 4, og derfor er fritaget for at betale moms af kontingentindbetalingerne.
  3. Hvis nej til spørgsmål 1 og 2, kan Skatterådet da bekræfte, at foreningen er fritaget for at betale moms af kontingentindbetalingerne, da forholdet er omfattet af § 13, stk. 1, nr. 10, om forsikrings- og genforsikringsvirksomhed.

Svar:

  1. Nej
  2. Nej
  3. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er en forening stiftet af en kreds af en A-kasses bestyrelsesmedlemmer med henblik på at kunne yde A-kassens medlemmer den ansættelsesretlige beskyttelse og vejledning, som A-kassen lovgivningsmæssigt er forhindret i at give sine medlemmer.

Foreningen er stiftet med henblik på at yde rådgivning til foreningens medlemmer om fag- og ansættelsesretlige spørgsmål, ifølge vedtægternes § 2. Derudover vil foreningen kunne yde rådgivning/vejledning i forbindelse med retlige tvister om ansættelsesretlige spørgsmål. Disse spørgsmål kan vedrøre forhold overfor såvel medlemmernes nuværende som tidligere arbejdsgivere.

Det er alene aktuelle medlemmer af A-kassen, der kan optages og forblive medlem af spørger. Spørger er således fagligt afgrænset til kun at beskæftige sig med fag- og ansættelsesretlige spørgsmål fra en fagligt afgrænset gruppe af personer på arbejdsmarkedet, nemlig medlemmer af A-kassen.

Spørgsmålene vil kunne være af såvel generel karakter - for mere end et medlem - som konkrete for det enkelte medlem. I starten vil vægten dog ligge på konkrete spørgsmål/sager.

Det er spørgers sekretariat, der på spørgers vegne skal afgøre omfanget af bistanden til et medlem. I opstartsfasen vil spørgers sekretariatsfunktion og medlemsrådgivning blive varetaget af et eksternt advokatfirma, der fakturer spørger med moms af leverede ydelser. Spørger vil ikke have fradragsret for denne moms, hvis medlemskontingentet er momsfritaget.

Rådgivning, repræsentation og forhandlinger, som medlemmerne måtte have behov for, vil ved såvel konkrete henvendelser som mere generelle spørgsmål og forhold på sigt blive udført af spørger selv.

Eventuelle retssager vil som udgangspunkt blive ført via det eksterne advokatfirma.

Spørgers medlemmer skal betale et fast kontingent, der p.t. er fastsat til 50,- kr. pr. måned. Kontingentet er ens for alle medlemmer og vil være upåvirket af, om medlemmet måtte få behov for spørgers støtte.

Der vil være en karensperiode på 6 mdr., inden et medlem vil kunne opnå støtte fra spørger.

Det er spørgers sekretariat, der på spørgers vegne afgør omfanget af bistand.

Der er ikke på forhånd indlagt begrænsninger i bistandens omfang eller antallet af gange, et medlem kan få bistand.

Spørger begyndte at tegne medlemskaber pr. 28. juni 2010. På nuværende tidspunkt har foreningen over 2.500 medlemmer og vokser med et par hundrede medlemmer pr. måned.

Spørger har modtaget bindende svar fra SKAT om, at spørgers medlemmer har fradrag for kontingentindbetalinger efter ligningslovens § 13, der vedrører udgifter til kontingenter til arbejdsgiver- og fagforeninger. SKAT har endvidere meddelt spørger, at foreningen er omfattet af fondslovens § 2og fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr. 2, der blandt andet omfatter arbejdsgiver- og fagforeninger, der ikke indgår kollektive aftaler.

Ud over kontingentindtægterne har foreningen p.t. indtægter ved salg af reklameplads på sin hjemmeside, ligesom der på sigt vil kunne forekomme andre indtægter.

Foreningen er momsregistreret og vil afregne moms af reklameindtægterne.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Ad spørgsmål 1:

Momslovens § 4 bestemmer, at der skal betales afgift (moms) af varer eller ydelser, der mod vederlag leveres her i landet.

I forbindelse med spørgsmålet om afregning af afgift er der således en direkte sammenhæng mellem den leverede vare eller ydelse og det vederlag, der betales.

Spørger er stiftet med det formål på et generelt plan at varetage A-kassens lønmodtagermedlemsgruppes interesser ved løn- og ansættelsesmæssige tvister med nuværende eller tidligere arbejdsgivere.

Af vedtægtens § 2, stk. 1 fremgår det, at spørgers formål er efter anmodning at yde juridisk og økonomisk rådgivning i ansættelsesretlige spørgsmål, sikre medlemmerne tryghed på arbejdsmarkedet, samt yde støtte til advokatbistand ved ansættelsesretlige tvister.

Støtten ydes efter retningslinier, der fastlægges af bestyrelsen, og det er spørgers sekretariat, der træffer afgørelse om bistandens omfang, herunder om der overhovedet skal gives bistand.

Sekretariatets afgørelse kan påklages til bestyrelsen, og kun til bestyrelsen.

Der gives støtte efter bestemte retningslinier, men der vil i forbindelse med ansøgningerne blive udøvet et konkret skøn over sagens karakter og de resurser, som den vil kræve, samt om den f.eks. er principiel i forhold til medlemmernes samlede interesser.

Bestyrelsen kan af principielle grunde beslutte at føre en kostbar sag for et nyindmeldt medlem eller give afslag til et "gammelt" medlem, f.eks. fordi medlemmet reelt selv har en del af skylden for den arbejdsmæssige konflikt.

Medlemmet har ikke en automatisk ret til bistand, og der er ikke en direkte sammenhæng mellem summen af medlemmets kontingentindbetalinger eller medlemsperiodens længde og medlemmets rettigheder. Medlemmet har således hverken direkte eller indirekte et retskrav på bistand.

Der er derfor, efter spørgers vurdering, ikke tale om en sådan sammenhæng mellem det betalte kontingent og den bistand, som medlemmets eventuelt måtte modtage ved konflikter, at der er tale om levering af en ydelse mod vederlag i momslovens forstand.

Ad spørgsmål 2:

I det omfang Skatteministeriet måtte vurdere, at foreningen leverer ydelser mod vederlag til medlemmerne, bør kontingentet kunne momsfritages efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 4.

Efter denne bestemmelse er kontingenter til visse grupper af foreninger fritaget for afgift.

Blandt de foreningstyper, der er omfattet af denne ordning, er foreninger med fagforeningsmæssige formål.

Det er en forudsætning, at foreningen ikke arbejder med gevinst for øje, samt at det sker i medlemmernes fælles interesse.

Spørger er en almindelig forening af faglig karakter, og ikke stiftet med overskud for øje. Et eventuelt overskud skal alene bruges til at konsolidere foreningen, med henblik på muligheden for at føre sager mv. på medlemmernes vegne samt eventuelt udvide faglige tilbuddene til medlemmerne.

Tilsvarende må der ikke skabes en konkurrencefordrejning som en direkte konsekvens af momsfritagelsen. Spørger vil med en momsfritagelse af kontingentet blot blive stillet som andre faglige foreninger.

A-kassen forsikrer både selvstændige og lønmodtagere, men spørger optager alene lønmodtagere, og foreningens aktiviteter er rettet mod at sikre lønmodtagergruppen som samlet erhvervsgruppe på såvel generel som konkret plan i ansættelsesmæssige situationer, og både ved rådgivning som ved løn- og ansættelsesmæssige tvister med nuværende og tidligere arbejdsgivere.

Spørger har p.t. - som nystartet forening - endnu ikke indgået generelle aftaler, eller direkte ført konkrete sager for et eller flere medlemmer, men det bør efter vor vurdering ikke være afgørende for retten til momsfritagelse. Som nystartet forening vil der - på grund af den 6. mdrs. karensperiode - i første omgang være tale om rådgivning ved ansættelsessituationer.

A-kassens lønmodtagermedlemmer kommer fra forskellige erhvervsgrupper, men ofte er der to eller flere medlemmer, der er ansat hos den samme, mindre arbejdsgiver. Spørger vil derfor hurtigt kunne komme i den situation, at vi skal give en kollektiv vejledning, rådgivning eller forhandling.

Vi henviser endvidere til, at momsfritagelse for kontingentindbetalinger i praksis er anerkendt i en række tilsvarende foreninger landet over, samt at det i tråd hermed er almindelig praksis, at faglige foreninger udøver den af spørger påtænkte rådgivning/vejledning vedr. faglige og ansættelsesretlige forhold, såvel konkret som generelt.

Som nystartet upolitisk faglig forening, der ikke har tilknytning til de store faglige eller politiske grupperinger på arbejdsmarkedet, er det naturligt i starten at koncentrere sig om enkeltsager, for der igennem dels at kunne servicere sine medlemmer, dels at kunne få opbygge den fornødne faglige viden og de nødvendige kontaktflader.

Det har i sagens natur også givet sig udslag i den umiddelbare formulering af foreningens vedtægt, der bl.a. markerer overfor medlemmerne, at man også vil tage hensyn til medlemmernes konkrete problemer i deres ansættelsesforhold.

Men selv om det i forhold til det formelle indhold i vedtægterne for mange mindre fagforeninger eller arbejdsgiverorganisationer - der typisk er hold i brede vendinger - gør de samme faktiske forhold sig gældende for disse foreninger.

De tager sig af de konkrete sager på medlemmernes vegne og overlader de principielle spørgsmål og kollektive forhandlinger til deres paraplyorganisation.

Fremadrettet ønsker spørger at indgå konkrete aftaler med arbejdsgivere i situationer, hvor spørger repræsenterer medarbejdere.

Tilsvarende gælder det, at hvis spørger kommer i situationer, hvor det er relevant for foreningens medlemmer - generelt eller konkret - at rette henvendelser til offentlige myndigheder, vil det naturligvis ske.

Som nævnt arbejder spørger på at erhverve den fornødne faglige ekspertise og vi har allerede ansat personale til at vejlede vore medlemmer i såvel konkrete som generelle faglige spørgsmål og til at tage kontakt med medlemmets arbejdsgiver, med henblik på en forhandlingsløsning.

De egentlige retssager vil vi overlade et advokatkontor, hvilket i øvrigt også gør sig gældende for en del fagforeninger eller arbejdsgiversammenslutning.

Med hensyn til fortolkningen af begrebet "fælles interesser" i § 13, stk. 1, nr. 4 må jeg bemærke, at det i forhold til EU's momsdirektiv næppe kan have været hensigten, at det alene skulle gælde de større foreninger, såsom de traditionelle arbejdsmarkeds-sammenslutninger.

I så fald ville man reelt forhindre, at der blev etableret uafhængige faglige organisationer, hvilket givet ville være i strid med den generelle holdning i EU om, at der skal gælde en fri konkurrence i erhvervslivet og på arbejdsmarkedet.

Det er næppe heller i overensstemmelse med den gældende erhvervspolitiske holdning i Danmark.

Ad spørgsmål 3:

Kan Skatteministeriet ikke anerkende, at spørger er fritaget for at afregne moms af kontingentindbetalingerne som anført i spørgsmål 1 eller 2, bør spørgers kontingent kunne fritages efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 10.

Medlemmet vil i tilfælde af en skadeslignende situation, f.eks. ved arbejdsretlige tvister, kunne anmode foreningen om hjælp, hvorefter foreningen vurderer, om den har mulighed for at hjælpe.

Vurderer foreningen, at foreningen har mulighed for at assistere og/eller repræsentere medlemmet overfor dennes arbejdsgiver/tidligere arbejdsgiver, vil dette ske uden yderligere omkostninger for medlemmet ud over det allerede indbetalte kontingent samt det løbende ordinære kontingent.

Der kan derfor argumenteres for, at medlemmets kontingent er en form for forudbetalt præmie, der kan dække medlemmets/medlemmernes udgifter i tilfælde af en ansættelsesretlig konflikt, der måske kan opstå på et uvist tidspunkt. Vi henviser i den forbindelse til sag C-13/06 Kommissionen mod Grækenland, hvor domstolen tager stilling til indholdet af en forsikringslignende ydelse.

SKATs indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1:

Det ønskes bekræftet, at spørger er fritaget for at betale moms af kontingentindbetalingerne fra medlemmerne, idet spørger ikke i momslovens forstand leverer konkrete ydelser til medlemmerne mod vederlag, jf. momslovens § 4.

Lovgrundlag:

Momslovens § 3, stk. 1:

Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver økonomisk virksomhed.

Momslovens § 4, stk. 1:

Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering. (...)

Praksis:

EF-domstolen har i sag C-174/00, Kennemer Golf & Country Club, bl.a. fastslået, at kontingentbetalinger fra medlemmer af en sportsforening kan udgøre en modydelse for tjenesteydelser leveret af foreningen til trods for, at medlemmerne ikke regelmæssigt eller slet ikke benytter de faciliteter foreningen stiller til rådighed.

Ved vurderingen henviser domstolen til, at der er indgået et retsforhold samt at der eksisterer en direkte sammenhæng mellem de årlige bidrag, som medlemmerne betaler og de ydelser, som foreningen leverer jf. dommens præmis 39 og 40.

Skatterådet fandt i SKM2007.515.SR, at en forening, der afholdt netværksarrangementer med det formål at være et professionelt samlingssted for business developere, var momspligtig af sine kontingenter. Afholdelsen af arrangementerne måtte anses for økonomisk virksomhed, og kontingenterne måtte anses for vederlag for adgangen til at deltage i arrangementerne. Foreningens formål kunne ikke anses for at være af politisk, fagforeningsmæssig, religiøs, patriotisk, filosofisk eller filantropisk karakter eller for at vedrøre borgerlige rettigheder, og kontingentet var derfor ikke momsfritaget.

Det fremgår af SKM2007.385.SKAT, jf. afsnit 3.3.1, at "Som momsfri arbejdsgiverforeningsmæssige primære ydelser må anses organisationernes arbejde vedrørende overenskomstforhandlinger. Generel rådgivning af medlemmerne samt generel interessevaretagelse er som udgangspunkt momsfri, uanset om der er tale om arbejdsmarkedspolitiske foreninger eller om andre brancheorganisationer. Ydelserne kan dog anses for at være momspligtige, hvis der er tale om ydelser, som også udbydes af konkurrerende momspligtige leverandører".

Det fremgår videre af afsnit 3.3.2 om "Erhvervsmæssige serviceydelser", at "Som momspligtige serviceydelser må anses generel og individuel rådgivning af medlemmerne vedrørende forretningsmæssige forhold som f.eks. konkurrence- og markedsforhold, skatteforhold, kontraktsforhold, erhvervsret, miljøret, internationalisering m.v., nyhedsformidling herom til medlemmerne. Udførelse af administrative opgaver for medlemmerne ligger ligeledes indenfor den momspligtige del af organisationernes ydelser".

Begrundelse:

Ved vurderingen af, hvorvidt foreningen kan anses for at drive selvstændig økonomisk virksomhed, skal henses til foreningens formål, vedtægter, service, aktiviteternes art og omfang samt regler for kontingentbetalingen, blandt andet med henblik på at fastslå, om der er tale om levering mod vederlag jf. momslovens § 4, stk. 1.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at foreningens kontingenter kan karakteriseres som et vederlag og således som den modværdi, spørger modtager for levering af ydelser i form af at yde rådgivning til foreningens medlemmer om fag- og ansættelsesretlige spørgsmål mv.

Skatteministeriet finder på den baggrund, at foreningen er momspligtig efter momslovens § 3, stk. 1, og leverer ydelser mod vederlag jf. samme lovs § 4, stk.1.

Skatteministeriet indstiller på den baggrund, at spørgsmål 1 besvares med "nej".

Ad spørgsmål 2:

Hvis spørgsmål 1 besvares med "nej" ønskes det bekræftet, at spørger som faglig forening er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 4, og derfor er fritaget for at betale moms af kontingentindbetalingerne

Lovgrundlag:

Momslovens § 13, stk. 1:

Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift: (...)

4.)    Foreningers og organisationers levering af ydelser og varer i nær tilknytning hertil til deres medlemmer i disses fælles interesse og mod et kontingent. Det er en forudsætning, at foreningen mv. ikke arbejder med gevinst for øje, og at formålet er af politisk, fagforeningsmæssig, religiøs, patriotisk, filosofisk eller filantropisk karakter eller vedrører borgerlige rettigheder. Det er desuden en forudsætning, at afgiftsfritagelsen ikke kan fremkalde konkurrencefordrejning. (...)

Praksis:

Ved EF-domstolens dom i sag C-149/97, The Institute of the Motor Industry, har EF-Domstolen taget stilling til rækkevidden af afgiftsfritagelsen i 6. momsdirektivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra l, i relation til organisationer med formål af fagforeningsmæssig karakter.

De centrale præmisser findes i dommens præmis 19-21, hvor domstolen udtaler:

"På baggrund heraf bemærkes det, at en organisation, der ikke arbejder med gevinst for øje, og hvis formål er at virke for medlemmernes interesser, uden at der herved bliver tale om en virksomhed til forsvar og repræsentation af medlemmernes fælles interesser i forhold til de beslutningscentre, som berører dem, ikke kan antages at have formål af fagforeningsmæssig karakter i den betydning, hvori udtrykket er anvendt i direktivets artikel 13, punkt A, stk. 1, litra l.

Udtrykket "fagforeningsmæssig" i denne bestemmelse er en særlig betegnelse for en organisation, hvis hovedformål er at varetage medlemmernes fælles interesser, hvad enten der er tale om arbejdstagere, arbejdsgivere, personer i liberale erhverv eller erhvervsdrivende, og at repræsentere disse over for tredjemand, herunder offentlige myndigheder.

En organisation, der ikke arbejder med gevinst for øje, og hvis hovedformål er at forsvare og repræsentere medlemmernes fælles interesser, opfylder det kriterium om en virksomhed af almen interesse, som fritagelserne i henhold til direktivets artikel 13, punkt A, stk. 1, litra l, bygger på, idet medlemmerne derigennem kan råde over et repræsentativt organ og opnå en styrkeposition i forhandlinger med andre."

Begrundelse:

Det fremgår af momslovens § 13, stk. 1, nr. 4, at foreninger, der opfylder en række nærmere bestemte betingelser, kan være fritaget for moms. De betingelser, der skal være opfyldt, er:

  • Foreningen leverer ydelser og varer i nær tilknytning hertil til deres medlemmer i disses fælles interesse og mod et kontingent.
  • Foreningen må ikke arbejde med gevinst for øje
  • Foreningens formål skal være af politisk, fagforeningsmæssig, religiøs, patriotisk, filosofisk eller filantropisk karakter, eller vedrøre borgerlige rettigheder.
  • Momsfritagelsen må ikke kunne fremkalde konkurrencefordrejning.

Dette er en udtømmende opremsning, og alle betingelser skal være opfyldt, for at en forening kan blive momsfritaget.

Det fremgår af de faktiske oplysninger, at spørger er en forening, der ifølge vedtægternes § 2, har som formål:

  • At sørge for juridisk og økonomisk rådgivning til Foreningens medlemmer om ansættelsesretlige spørgsmål.
  • At sikre medlemmerne rådgivning og service omkring tryghed på arbejdsmarkedet.
  • At yde støtte til advokatbistand i forbindelse med retslig afgørelse af ansættelsesretlige tvister, efter anmodning.

Spørger yder således sine medlemmer rådgivning i forbindelse med konkret opståede ansættelsesretlige problemer.

Spørger har endvidere oplyst, at foreningen med tiden vil skulle yde kollektiv vejledning, rådgivning og forhandling på vegne af medlemmerne.

Det fremgår af SKM2007.385.SKAT, jf. afsnit 3.3.1 og 3.3.2, at visse arbejdsgiverforeninger kan have momspligtige ydelser, når disse ydelser ikke vedrører noget fagforeningsmæssigt, men derimod alene omfatter erhvervsmæssige forhold, såsom fx konkurrence- og markedsforhold, erhvervsret, og nyhedsformidling herom mv.

Den opdeling i momsfrie og momspligtige ydelser, der kan foretages, gælder således kun opdelingen i henholdsvis fagforeningsmæssig og erhvervsmæssig rådgivning.

Spørger yder efter Skatteministeriets opfattelse ikke erhvervsmæssig rådgivning til sine medlemmer.

Skatteministeriet finder endvidere ikke, at ordlyden af fritagelsesbestemmelsen i momsloven og i momsdirektivet eller af EU-dommen Institute of the Motor Industry kan tages til indtægt for, at der skal anlægges en så snæver fortolkning af begrebet medlemmernes "fælles interesse", at fx en fagforenings repræsentation af et eller flere medlemmers interesser enkeltvis overfor myndigheder eller andre tredjemænd i sig selv skulle falde udenfor begrebet "fælles interesse".

Skatteministeriet finder videre, at det må antages at være i spørgers medlemmers fælles interesse - og falder indenfor den fælles interessevaretagelse, at spørger arbejder for en fælles og ensartet håndhævelse af overenskomster og individuelle ansættelsesaftaler i enkeltsager på vegne af individuelle medlemmer, idet udfaldet af en given sag kan have afsmittende effekt på andre tilsvarende sager indenfor det pågældende område. Interessevaretagelsen rækker således udover den enkelte sag.

På samme måde kan det have betydning for flere medlemmer, hvordan en tvist eller et udestående tvivlsspørgsmål mellem et medlem og en myndighed falder ud, da der kan være tale om lovgivningsmæssige problemstillinger af fælles interesse.

Skatteministeriets finder således, at der under det momsfritagne "fagforeningsmæssige formål" kan indlægges også den mere individuelle repræsentation og interesseforsvar for enkeltmedlemmer. En sådan individuel repræsentation udgør efter Skatteministeriets opfattelse et naturligt led i en fagforenings hovedformål og den generelle interessevaretagelse.

Skatteministeriet har lagt vægt på, at spørgers ydelser stilles til rådighed for alle medlemmer, og at modydelsen (kontingentet) er ens, uanset i hvilket omfang medlemmerne faktisk benytter ydelserne. Når spørger via kontingent kan opkræve betaling for ydelser, som visse medlemmer ikke, eller kun i begrænset omfang benytter, skyldes det, skyldes det, at det er i medlemmernes fælles interesse, at disse ydelser står til rådighed uden særskilt vederlag, når det enkelte medlem har behov herfor.

Den individuelle repræsentation af medlemmerne er således efter Skatteministeriets opfattelse en naturlig del af en fagforenings kerneydelse.

Skatteministeriet finder på den baggrund, at spørgers formål er af fagforeningsmæssig karakter, og at spørger dermed er omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 4.

Det indstilles således, at spørgsmål 2 besvares med "ja".

Ad spørgsmål 3:

Det ønskes bekræftet, at spørger er fritaget for at betale moms af kontingentindbetalingerne, da forholdet er omfattet af § 13, stk. 1, nr. 10, om forsikrings- og genforsikringsvirksomhed.

Lovgrundlag:

Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift: (...)

10)  Forsikrings- og genforsikringsvirksomhed, herunder ydelser i forbindelse med sådan virksomhed, som udføres af forsikringsmæglere og -formidlere. (...)

Praksis:

Med hensyn til begrebet »forsikringstransaktioner« har EU-domstolen udtalt, at en forsikringstransaktion efter almindelig opfattelse er kendetegnet ved, at forsikringsgiveren påtager sig mod betaling af en præmie og i tilfælde af forsikringsbegivenhedens indtræden til den forsikrede at betale den ydelse, der er blevet aftalt ved kontraktens indgåelse, jf. præmis 17 i dommen i sag C-349/96, Card Protection Plan Ltd. (CPP), præmis 37 i dommen i sag C-240/99, Skandia, og præmis 39 i dommen i sag C-8/01, Taksatorringen.

Begrundelse:

Efter bestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 10, er forsikrings- og genforsikringsvirksomhed, herunder ydelser i forbindelse med sådan virksomhed, som udføres af forsikringsmæglere og -formidlere, fritaget for moms. Bestemmelsen implementerer Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra a) (tidligere 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra a) i dansk ret.

Det fremgår af Momsvejledningen 2010-2, afsnit D.11.10, at en forsikringstransaktion er kendetegnet ved, at forsikringsgiveren i tilfælde af forud definerede forsikringsbegivenheders indtræden påtager sig at betale den forsikringssum, der på forhånd er blevet aftalt ved indgåelse af forsikringskontrakten, mod betaling af en præmie.

Ifølge spørgers oplysninger, har spørgers medlemmer ikke krav på, at spørger yder støtte i forbindelse med konkret opståede faglige eller ansættelsesretlige problemer. Spørger forbeholder sig derimod ret til at anlægge et konkret skøn over sagens karakter og de resurser, som den vil kræve, samt om den fx er principiel i forhold til medlemmernes samlede interesser. Det enkelte medlem har hverken direkte eller indirekte et retskrav på bistand, derfor ikke en automatisk ret til bistand.

SKAT finder herefter ikke, at spørgers ydelser til sine medlemmer kan betegnes som forsikringsvirksomhed.

SKAT har lagt vægt på, at spørger ikke i vedtægterne har defineret nogen forsikringsbegivenheder, der for medlemmerne kan udløse krav på en forsikringssum. SKAT henviser i den forbindelse til den definition af begrebet forsikringstransaktion, EU-domstolen har angivet i præmis 17 i dommen i sag C-349/96, Card Protection Plan Ltd. (CPP), præmis 37 i dommen i sag C-240/99, Skandia, og præmis 39 i dommen i sag C-8/01, Taksatorringen.

SKAT indstiller på den baggrund, at spørgsmål 3 besvares med "nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet kan ikke tiltræde Skatteministeriets indstilling vedrørende spørgsmål 2.

Skatterådet finder ikke, at spørger repræsenterer medlemmernes fælles interesser, eller repræsenterer medlemmerne samlet i forbindelse med for eksempel overenskomstforhandlinger el. lign. 

Det fremgår af EU-domstolens præmisser i afgørelsen sag C-149/97, The Institute of the Motor Industry, at det, for at en forenings formål kan anses for at være af fagforeningsmæssig karakter, og således være momsfritaget, er et krav, at foreningen repræsenterer medlemmernes fælles interesser og i den forbindelse ligeledes repræsenterer medlemmerne samlet overfor tredjemand herunder offentlige myndigheder.

Skatterådet finder ikke, at dette er tilfældet for spørger, der alene yder individuel rådgivning til de enkelte medlemmer. Det fremgår ikke af spørgers vedtægter, at spørger på nogen måde kan forhandle, agere eller på anden måde repræsentere medlemmerne samlet.

Skatterådet finder på den baggrund ikke, at spørger kan betegnes som en fagforening i momslovens forstand og Skatterådet finder derfor ikke, at spørger er omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 4.

Skatterådet besvarer derfor spørgsmål 2 med "nej".

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse vedrørende spørgsmål 1 og 3.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter