Dato for udgivelse
02 Mar 2011 15:07
Dato for afsagt dom/kendelse
25 Jan 2011 13:51
SKM-nummer
SKM2011.135.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
10-159143
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Moms, valuta, håndtering, sortering
Resumé

Skatterådet bekræfter, at en virksomhed, der har til hensigt at købe valuta til underkurs, for derefter i eget regi forædle denne i form af sortering, kontroloptælling, kontrol af sedlers og mønters gangbarhed mv., for til sidst at sælge den pågældende valuta til overkurs, er en momsfritaget hovedydelse, som anses som omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra d).

Det samme gør sig gældende, hvis prisfastsættelsen fastlægges på baggrund af enhedspriser, der er aftalt med kunden.

I begge tilfælde lægger Skatterådet afgørende vægt på, at der er realitet i det pågældende køb og salg, således at der faktisk overføres beløb mellem parterne, samt at der sker en overgang af risikoen for valutaen, således at der indtræder retlige og økonomiske ændringer.

Hjemmel
Lovbekendtgørelse nr. 966 af 14. oktober 2005 med senere ændringer, Momsloven
Reference(r)

Momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra d.

Henvisning
Momsvejledningen 2010-2, afsnit D.11.1.1.
Henvisning
Momsvejledningen 2010-2, afsnit D.11.11
Henvisning
Den juridiske vejledning 2011-1, afsnit D.A.5.11.1
Henvisning
Den juridiske vejledning 2011-1, afsnit D.A.5.11.7.2

Spørgsmål

  1. Er køb af dansk valuta til underkurs og videre- eller tilbagesalg til overkurs efter håndtering og sortering momsfritaget?
  2. Kan momsfritagelsen opretholdes, hvis prisfastsættelsen af praktiske årsager fastlægges på baggrund af enhedspriser?

Spørgers Opfattelse

  1. Ja
  2. Ja

Skatteministeriets indstilling

  1. Ja
  2. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Den spørgende virksomhed er stiftet i 2010 og ejes af en bred kreds af danske pengeinstitutter.

Spørgeren har som formål at drive kontanthåndteringsvirksomhed, herunder gennem køb og salg af gyldige betalingsmidler, samt relateret virksomhed enten direkte eller gennem dattervirksomhed. Det er et mål at forøge sikkerheden i kontanthåndteringen.

Spørger forventer i løbet af 2011 at overtage kontanthåndteringsvirksomhed bl.a. fra en række pengeinstitutter, der i dag driver kontantdepoter for Danmarks Nationalbank. Der forventes således indgået aftaler med danske pengeinstitutter om køb af usorteret valuta, af blandet mængde, sammensætning og kvalitet.

Der forventes indgået aftaler med danske pengeinstitutter om køb af usorteret valuta, af blandet mængde, sammensætning og kvalitet.

På den baggrund forventes det, at pengeinstitutterne helt eller delvist vil kunne ophøre med egen kontroloptælling, sortering, registrering og håndtering af danske sedler og mønter samt udenlandsk valuta - og i stedet vil sælge den usorterede valuta til spørger til en kurs under pålydende værdi.

Valutaen købes direkte som overskudslikviditet i pengeinstitutfilialer. Spørger vil foretage kontrol af sedlers og mønters gangbarhed og ægthed, sortere og forsegle valutaen i sikrede omgivelser. Valutaen transporteres derfor fra sælger til en central sikret enhed og udbydes derefter til salg i den af køber ønskede mængde, sammensætning og kvalitet på rette tid og sted. Transport indgår med andre ord som en forudsætning for leverancen af kontanter, men udgør ikke i sig selv en leverance.

Valutaen sælges efter forædling typisk til en kurs, der overstiger valutaens pålydende værdi. Salget sker til pengeinstitutter og prisfastsættelsen sker som nævnt i udgangspunktet ved en underkurs ved køb og en overkurs ved salg. Af praktiske årsager vil salgsprisen også kunne ske som forhandlede enhedspriser ud fra ønsket kvalitet, forpakning mv. og eventuelt ved en akkumuleret pris for en måneds leverancer.

Det er yderligere oplyst, at den mængde valuta, der sælges til det enkelte pengeinstitut, ikke har nogen sammenhæng med den mængde valuta, som det pågældende pengeinstitut køber. Der foreligger heller ikke nogen pligt for de enkelte pengeinstitutter til at tilbagekøbe samme mængde valuta.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørgsmål 1:

Det er spørgers opfattelse, at de aktiviteter, som er omfattet af aftalen, under ét må anses for momsfritagne i henhold til momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra c) og d).

I den forbindelse lægger spørger særligt vægt på, at det centrale i aftalen er køb af usorteret overskudslikviditet med henblik på salg af likviditet i rette mængde og kvalitet og på rette tid og sted.

Det følger af momsloven, at transaktioner vedrørende valuta, pengesedler og mønter er momsfritaget.

Af momsvejledningen 2010-2, afsnit D.11.11.7.1 fremgår, at optælling af penge og den fysiske levering af sedler og mønter er omfattet af momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra d).

På denne baggrund mener spørger, at spørgsmål 1 skal besvares med et 'ja'.

Spørgsmål 2:

Det er spørgers opfattelse, at prisfastsættelsen af transaktionen - køb og salg af kontanter - er uden betydning for den momsmæssige kvalifikation. Det er derfor spørgers opfattelse, at momsfritagelsen opretholdes uanset om prisen fastsættes på baggrund af enhedspriser.

På denne baggrund mener spørger, at spørgsmål 2 skal besvares med et 'ja'.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Lovhenvisninger

Momslovens (LBK nr. 966 af 14. oktober 2005 med senere ændringer) § 13, stk. 1, lyder:

"Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

[...]

11) Følgende finansielle aktiviteter:

[...]

d) Transaktioner, herunder forhandlinger, vedrørende valuta, pengesedler og mønter, der anvendes som lovligt betalingsmiddel, bortset fra samlerobjekter.

[...]"

Den bagvedliggende artikel i Rådets Direktiv 2006/112/EF (momssystemdirektivet), er artikel 135, stk. 1:

"Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:

[...]

e) transaktioner, herunder formidling, vedrørende valuta, pengesedler og mønter, der anvendes som lovligt betalingsmiddel, dog ikke mønter og sedler, som er samlerobjekter, dvs. mønter af guld, sølv eller andet metal, samt sedler, der ikke i almindelighed anvendes som lovligt betalingsmiddel, eller som er af numismatisk interesse

[...]"

Praksis

Der henvises til Momsvejledningen 2010-2, afsnit D.11.11.1 og D.11.11.7.

Skatteministeriets vurdering

Ifølge momslovens § 4, jf. § 3, skal der betales moms af levering af varer og ydelser, der mod vederlag leveres af en afgiftspligtig person her i landet. Undtaget herfra er bl.a. levering af visse finansielle aktiviteter, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11.

Ifølge EU-domstolens faste praksis, skal de fritagelser, der er fastsat i momssystemdirektivets artikel 131 - 136, fortolkes indskrænkende, da de er undtagelser fra det almindelige princip om, at moms opkræves af enhver tjenesteydelse, der udføres mod vederlag af en afgiftspligtig person.

Ad spørgsmål 1:

Spørgsmålet vedrører det forhold, om køb af dansk valuta til underkurs og videresalg til overkurs efter håndtering og sortering er momsfritaget.

Det lægges efter det oplyste til grund, at spørger ved afhentningen af valutaen hos pengeinstituttet eller detailforretningen køber den pågældende valuta til en fastsat underkurs.

Spørger foretager herefter i eget regi en forædling af valutaen, idet der foretages sortering, kontroloptælling, registrering, kontrol af sedlers og mønters gangbarhed mv.

Herefter sælger spørgeren den pågældende valuta tilbage til pengeinstituttet i den ønskede mængde, sammensætning og kvalitet til en fastsat overkurs.

Det bemærkes, at der efter det oplyste indtræder retlige og økonomiske ændringer, såvel i forbindelse med spørgers køb som salg af valuta. Ved køb af valuta overgår risikoen for valutaen til spørger det øjeblik denne afhenter valutaen, og ved salg af valuta overgår risikoen for valutaen til pengeinstituttet i det øjeblik valutaen bliver afleveret af spørgeren.

Det er på denne baggrund Skatteministeriets opfattelse, at spørgerens leverancer til pengeinstitutterne alene består i køb af usorteret valuta og salg af forædlet valuta.

Spørgers aktivitet med transport, sortering, kontroloptælling, registrering, kontrol af sedlers og mønters gangbarhed mv. anses derfor for at være en integreret del af virksomhedens aktivitet, men ikke en særskilt leverance til pengeinstitutterne. 

Det er Skatteministeriets opfattelse, at de pågældende ydelser - køb og salg af valuta - som beskrevet, set under ét, udgør en særskilt helhed, der opfylder specifikke og væsentlige funktioner for den momsfritagne transaktion. Skatteministeriet anser det ikke, som om der er tale om leveringer, der kun består af faktiske eller tekniske ydelser.

Ydelserne må derfor anses for at opfylde betingelserne for at være momsfritagne i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra d).

Skatteministeriet lægger herved afgørende vægt på, at der er realitet i det pågældende køb og salg, således at der faktisk overføres beløb mellem parterne, samt at der sker en overgang af ejendomsretten og enhver form for risici med hensyn til valutaen - eksempelvis kursfald eller røveri. Det er en betingelse, at der indtræder retlige og økonomiske ændringer.

Med henvisning til ovennævnte vurdering og på baggrund af de foreliggende oplysninger, indstiller Skatteministeriet, at der svares 'ja' til spørgsmål 1.

Ad spørgsmål 2:

Spørgsmålet vedrører det forhold, om momsfritagelsen kan opretholdes, hvis prisfastsættelsen fastlægges på baggrund af enhedspriser.

Spørger køber i dette tilfælde ikke valutaen til underkurs for siden hen at sælge denne til overkurs. I stedet forhandler man sig frem til en enhedspris med den enkelte kunde, alt efter kundens individuelle ønsker om kvalitet, forpakning mv.. Ifølge det oplyste, vil der i forbindelse med transaktionerne stadigvæk indtræde både retlige og økonomiske ændringer, idet rådigheden og risikoen for valutaen stadig alene vil være spørgers fra det tidspunkt, hvor den usorterede valuta afhentes hos kunden og til det tidspunkt, hvor den sorterede valuta afleveres hos kunden. På dette grundlag anses ydelserne ikke for at have ændret karakter, men vil stadig være at anse som køb og salg af valuta, der kan momsfritages efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra d).

I lighed med spørgsmål 1, lægger Skatteministeriet også her afgørende vægt på, at der er realitet i det pågældende køb og salg, således at der faktisk overføres beløb mellem parterne, samt at der sker en overgang af risikoen for valutaen, således, at der indtræder retlige og økonomiske ændringer.

Skatteministeriet indstiller derfor, at der svares 'ja' til spørgsmål 2.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter