Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatserne på bekæmpelsesmidler og beskriver samtidig, hvordan afgiften skal beregnes.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssatser
  • Beregning af værdiafgift ved modtagelse af varer fra andre lande
  • Afgiftsværdi for biocider og mikrobiologiske bekæmpelsesmidler
  • Transportdokumentation
  • Tidligere afgiftssatser.

Afgiftssatser

Plantebeskyttelsesmidler

Afgiften er en mængdeafgift pr. liter eller pr. kg. middel. Afgiften for det enkelte plantebeskyttelsesmidlets bestemmes på baggrund af midlets 

  1. Sundhedsbelastning (Afgift: 107 kr. pr. kg eller liter middel pr. belastningsenhed)
  2. Miljøeffektbelastning (Afgift: 107 kr. pr. kg eller liter middel pr. belastningsenhed)
  3. Miljøadfærdsbelastning (Afgift: 107 kr. pr. kg eller liter middel pr. belastningsenhed)
  4. Aktivstofkoncentration/basisafgift (Afgift: 50 kr. pr. kg eller liter aktivstof)

For hvert plantebeskyttelsesmiddel udregnes en sundhedsbelastning, en miljøeffektbelastning, en miljøadfærdsbelastning, samt en basisafgift. Grundlaget for at tildele de enkelte plantebeskyttelsesmidler en belastningsværdi er baseret på de afgørelser, som Miljøstyrelsen træffer, når produkterne godkendes, samt oplysninger om aktivstoffernes egenskaber. Den differentierede afgift udregnes af Miljøstyrelsen og offentliggøres på Miljøstyrelsens hjemmeside. Afgiftssatsen oprundes opad til nærmeste hele kroner. 

Afgiften på et produkt vil som udgangspunkt være gældende fra det tidspunkt den offentliggøres på Miljøstyrelsens hjemmeside. Dette gælder dog ikke, hvis godkendelsesindehaveren af et produkt er identisk med den afgiftspligtige. I et sådant tilfælde vil afgiftens størrelse have virkning fra det tidspunkt, at Miljøstyrelsens afgørelse vedrørende godkendelsen må anses for at være kommet frem til godkendelsesindehaveren.

Biocider og mikrobiologiske bekæmpelsesmidler

Afgiften er en værdiafgift. Den afgiftspligtige værdi er det vederlag, som modtageren skal betale for varerne inklusive afgift efter BEKÆMPAL, men eksklusive moms. Virksomheder, der forhandler eller anvender bekæmpelsesmidler må ikke modtage afgiftspligtige varer, der ikke er pakket i fuldstændigt lukkede pakninger. Pakningen skal være forsynet med angivelse af navn og adresse på xoplagshaverenx. Dog kan der gives tilladelse til i stedet at angive havn og adresse på den virksomhed, der har eneforhandling af den pågældende vare her i landet. Virksomheden er forpligtet til, såfremt varerne er leveret, uden at disse forskrifter er overholdt, omgående at give Skattestyrelsen meddelelse herom.

(A-varer):

Afgiften udgør 40 % af den afgiftspligtige værdi for kemiske biocidmidler til bekæmpelse af insekter, midler, utøj, snegle, regnorme og lignende laverestående dyr bortset fra midler til bekæmpelse af skadedyr i træ fra og på savværker eller træprodukter. Afgiften beregnes som 40/60 af vederlaget for varen uden afgift og moms.

(B-varer):

Afgiften udgør 30 % af den afgiftspligtige værdi for kemiske biocidmidler til afskrækkelse af insekter mv. og vildtlevende pattedyr og fugle. Afgiften beregnes som 30/70 af vederlaget for varen uden afgift og moms.

(C-varer):

Afgiften udgør 3 % af den afgiftspligtige værdi for mikrobiologiske bekæmpelsesmidler, samt kemiske biocidmidler til

-          Bekæmpelse af træødelæggende svamp og skadedyr i træ.

-          Bekæmpelse af algevækst.

-          Bekæmpelse af slimdannende organismer i papirmasse.

-          Bekæmpelse af rotter, mus, mosegrise, muldvarpe og kaniner.

Afgiften beregnes som 3/97 af vederlaget for varen uden afgift og moms.

Er et middel både et insektmiddel og et afskrækningsmiddel, betales der afgift efter den højeste afgiftssats. Hvis et middel både er godkendt som et plantebeskyttelsesmiddel og et biocid betales afgift som for plantebeskyttelsesmidler.

Se afgiftssatserne i BEKÆMPAL§§ 1 og 7.

Beregning af værdiafgift ved modtagelse af varer fra andre lande 

Afgiftsgrundlaget for biocider og mikrobiologiske bekæmpelsesmidler er engrosværdien inklusive afgift. Dermed skal afgiftsgrundlaget beregnes med udgangspunkt i varens importværdi eksklusive afgift.

Se BEKÆMPAL § 26.

Eksempel - varemodtager

Beregning af afgiften på en vare, der har en importværdi på 120 kr. (A-varer nævnt i § 7, stk. 1, nr. 1 med 40 pct. afgift) Med udgangspunkt i varens pris uden afgift, skal varen pålægges en afgift på 40/60. Dvs. 120 kr. * 40/60 = 80 kr. i afgift.

B-varer nævnt i § 7, stk. 1, nr. 2, pålægges 30/70 afgift inklusiv told

C-varer nævnt i § 7, stk. 1, nr. 3-7 med 3 pct., som beregnes som 3/97 af varens toldværdi inklusiv told.

Afgiftsværdi for biocider og mikrobiologiske bekæmpelsesmidler

Den afgiftspligtige værdi er det vederlag, som modtageren skal betale for varen inkl. bekæmpelsesmiddelafgift, men ekskl. moms (engrosprisen). Se BEKÆMPAL § 8.

Agentprovision, ekspeditionsgebyr og lignende skal medregnes i afgiftsværdien.

Kasserabatter og rabatter, der er betinget af vilkår, som ikke er opfyldt ved leveringen, skal medregnes til afgiftsværdien. Dette gælder fx:

  • Alle rabatter, der har relation til betalingsfristen
  • Dividende, bonus og lignende godtgørelser, som afhænger af leverancer i en bestemt periode.

Betingede rabatter mv. skal medregnes til afgiftsværdien, selv om de straks ved den enkelte levering bliver trukket fra i fakturaen (strakskreditering).

Rabatter, der ubetinget ydes kunden ved leveringen, skal ikke regnes med i afgiftsværdien. Dette gælder fx:

  • Almindelige varerabatter (forhandlerrabatter)
  • Mængderabatter, der alene er betinget af størrelsen af det enkelte køb
  • Rabat for kontant betaling ved leveringen, fx ved forsendelse pr. efterkrav.

Udgifter til emballage skal normalt regnes med i afgiftsværdien. Udgifterne kan dog holdes uden for afgiftsværdien, hvis kunden returnerer emballagen, og virksomheden yder fuld godtgørelse for den.

Udgifter til fragt eller forsendelse (herunder porto), for hvilke virksomheden afkræver kunden særskilt betaling, kan holdes uden for den afgiftspligtige værdi i det omfang, en fremmed søger for transporten, fx fragtvirksomheden. Det er en betingelse, at beløbet bliver faktureret særskilt som fragt eller forsendelsesomkostninger eller under en lignende betegnelse, og at betalingen ikke overstiger de reelle forsendelsesomkostninger.

Afgiftsværdien af varer, der bliver udleveret gratis, er den samme som virksomhedens almindelige pris for varer, som bliver udleveret mod betaling. Hvis der ikke er nogen almindelig pris, skal virksomheden henvende sig til Skattestyrelsen for at få fastsat afgiftsværdien.  Den afgiftspligtige værdi fastsættes af Skattestyrelsen på grundlag af virksomhedens indkøbspris med tillæg af de omkostninger og den avance, der i almindelighed skønnes at indgå i den afgiftspligtige værdi for sådanne varer.

Varer, der bliver solgt til personalet, eller som indehaveren udtager til eget brug, beskattes af den almindelige afgiftsværdi. Hvis der er særlige personalepriser, kan beskatningen dog ske på grundlag af disse priser.

Ved salg direkte til forbrugeren fastsættes afgiftsværdien til varens almindelige engrospris.

Hvis der ikke findes en almindelig engrospris, er afgiftsværdien ved salg direkte til forbruger eller ved overførsel til eget detailudsalg varens detailsalgspris med fradrag af 20 pct. Ved salg til storforbrugere til priser, som ikke enhver forbruger kan benytte sig af ved køb af en enkelt vare, er afgiftsværdien varens faktiske salgspris uden fradrag af 20 pct. Ved licitationssalg og lignede større leverancer er afgiftsværdien ligeledes den faktiske salgspris uden fradrag af 20 pct.

Eksempel på afgiftsberegning - oplagshaver

Beregning af afgiften på en vare, der koster 200 kr. med afgift. (A-varer nævnt i § 7, stk. 1, nr. 1 med 40 pct. afgift) Afgiften udgør 80 kr. svarende til 40 pct. Varens pris uden afgift er 120 kr. Med udgangspunkt i varens pris uden afgift, skal varen pålægges en afgift på 40/60. Dvs. 120 kr. * 40/60 = 80 kr. i afgift.

B-varer nævnt i § 7, stk. 1, nr. 2 med 30 pct. afgift, som beregnes som 30/70 af varens pris uden afgift.

C-varer nævnt i § 7, stk. 1, nr. 3-7 med 3 pct., som beregnes som 3/97 af varens pris uden afgift.

Se også

Bekendtgørelse nr. 984 af 10. oktober 2005 om omregning til danske kroner ved fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi efter lov om afgift af bekæmpelsesmidler.

Transportdokumentation

Ifølge bekæmpelsesmiddelafgiftslovens § 27, stk. 10, skal transportøren ved transport af afgiftspligtige varer på forlangende fremlægge dokumentation for, at varen er godkendt efter kapitel 7 i lov om kemikalier, efter regler udstedt i medfør af kapitel 7 i lov om kemikalier, efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF eller efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 594 af 18. juni 2012 om ændring af lov om afgift af bekæmpelsesmidler, at for at sikre en smidig kontrol, og at de godkendte bekæmpelsesmidler kan transporteres med så få forsinkelser som muligt, kan kravet om dokumentation i praksis opfyldes ved, at plantebeskyttelsesmidlets godkendelsesskrivelse medbringes under transporten. Det er selve godkendelsesskrivelsen uden bilag, der skal medbringes. Kravet om at medbringe dokumentation gælder ikke interne transporter, når der er påsat dansk etiket på midlet.

For varer, der er under transit, skal indsatsen fremover reguleres efter Miljøministeriets regler. Med hjemmel i kemikalieloven har kontrolmyndigheder ret til at kræve dokumentation for, at varen er under transport, således at Danmark alene er transitland for varen. I pesticidforordningen er der kommet stramme krav om dokumentation hos forhandlerne, hvor det skal fremgå, om produkterne sælges til eksport.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at dokumentationskravene i bekæmpelsesmiddellovens § 27, stk. 10, kan anses for opfyldt i de følgende tilfælde:

Styresignal SKM2014.845.SKAT fastsætter dokumentationskravene i bekæmpelsesmiddellovens § 27, stk. 10, således:

Transport i Danmark

Godkendt dansk etiket

Ved transport af godkendte bekæmpelsesmidler med dansk etiket er etiketten dokumentation for, at der er tale om bekæmpelsesmidler, der er godkendt til anvendelse i Danmark.

Transportøren kan også fremlægge Miljøstyrelsens godkendelsesskrivelse uden bilag som dokumentation. I så fald medbringes godkendelsesskrivelsen i fragtbilen, så den følger varen.   

Ikke godkendt dansk etiket

Hvis der ikke er en godkendt dansk etiket på bekæmpelsesmidlerne, skal transportøren medbringe Miljøstyrelsens godkendelsesskrivelse uden bilag som dokumentation for, at bekæmpelsesmidlerne er godkendt til anvendelse i Danmark.

I praksis vil der være tale om varer med udenlandsk etiket, der er godkendt af Miljøstyrelsen til anvendelse i Danmark eller om varer, der ikke er i den endelige emballage og derfor ikke er påsat etiket.

Transport til forsøgsmæssig afprøvning

Ved transport af bekæmpelsesmidler til forsøgsmæssig afprøvning skal der medbringes dokumentation for, at midlet er godkendt til forsøg.

Dokumentationen skal bestå af original eller kopi af Miljøstyrelsens tilladelse til forsøgsmæssig afprøvning i form af enten en konkret enkelttilladelse eller en stående generel tilladelse til institutioner mv. med en GEP-anerkendelse (God Eksperimentel Praksis).

Landbrugets transporter

En landmand, der transporterer bekæmpelsesmidler til marken i sprøjten eller i arbejdsredskabets tank, skal ikke medbringe bekæmpelsesmiddelemballagen med etiket i marken, men skal opbevare emballagen på gården, så det kan dokumenteres, at det er godkendte bekæmpelsesmidler.

Hvis bekæmpelsesmidlerne i den originale emballage med etiket medbringes i marken til påfyldning af sprøjten, er det ikke nødvendigt med yderligere dokumentation.

Andre transportsituationer

Ved transport af bekæmpelsesmidler i situationer, der ikke er nævnt ovenfor, kan der rekvireres en transporttilladelse (brev om lovlig transport) hos Miljøstyrelsen. Transportøren kan fremlægge transporttilladelsen under transporten som dokumentation for, at der er tale om en lovlig transport.

Transport af transitvarer

Varer, der er under transit

For bekæmpelsesmidler, der er under transit, skal der kunne fremlægges dokumentation for, at bekæmpelsesmidlerne er under transport, at Danmark alene er transitland, og at bekæmpelsesmidlerne ikke er godkendt til markedsføring eller anvendelse i Danmark.

For varer under transit med eller uden forudbestemt kunde kan fragtbreve anvendes som dokumentation for, at varen er under transit.

Fragtbrevene skal ses i sammenhæng med yderligere krav om dokumentation i pesticidforordningen. Kravet om fremlæggelse af modtageroplysninger med oplysning om kundens navn og adresse er derfor ikke nødvendigt.

Oplagring

Ifølge artikel 67 i pesticidforordning 1107/2009 har producenter, leverandører, distributører, importører og eksportører af bekæmpelsesmidler pligt til at føre registre over de bekæmpelsesmidler, de producerer, importerer, eksporterer, opbevarer eller markedsfører.  Hvis destinationen er oplagring i Danmark uden en forudbestemt kunde, kan bekæmpelsesmidlet oplagres i afgiftsoplag hos en xoplagsahaverx, der er registreret efter bekæmpelsesmiddelafgiftsloven.  Virksomheden skal registrere en reservation af en sådan forventet leverance. Miljøstyrelsen kan foretage opfølgning i form af krav om dokumentation for, at leverancen er gennemført.

Tidligere afgiftssatser

Afgiftssatserne udgjorde 27 pct. for A-varer og 13 pct. for B-varer fra lovens ikrafttræden 1. januar 1996 til 31. oktober 1998. Afgiften på C-varer har været uændret siden lovens ikrafttræden og indtil den 1. juli 2013.  

I perioden 1. november 1998 til 1. juli 2013 har afgiften udgjort:

Afgiftsgruppe - Stof/produkt

Afgift af prismærkeværdien ekskl. moms

  • A-varer
  • Insektmidler (insekticider), herunder mide- og sneglemidler
  • Kombinerede svampe- og insektmidler
  • Midler mod utøj på husdyr mv.
  • Jorddesinfektionsmidler

35 pct.

(hvilket svarer til 53,85 pct. eller 7/13 af værdien uden miljøafgift og moms)

B-varer

  • Ukrudtsmidler (herbicider), herunder nedvisningsmidler
  • Svampemidler (fungicider)
  • Vækstreguleringsmidler, herunder spirings- og væksthæmmende midler
  • Afskrækningsmidler (repellenter)

25 pct.

(hvilket svarer til 33,33 pct. eller 1/3 af værdien uden miljøafgift og moms)

C-varer

  • Træbeskyttelsesmidler (mod svamp og skadedyr)
  • Midler med mus, rotter og kaniner (rodenticides)
  • Slimbekæmpelsesmidler
  • Algemidler
  • Mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler

3 pct. *)

(hvilket svarer til 3,09 pct. eller 3/97 af værdien uden miljøafgift og moms)

*) Afgiftsværdien er vederlaget (normalt engrosprisen), som modtageren skal betale for varen inkl. afgiften, men ekskl. moms. Der bruges ikke SKAT-prismærker til disse midler.

Prismærkeværdien er varens højeste detailsalgspris inkl. miljøafgift og moms. Fradraget for moms udgør 20 pct. med den gældende momssats på 25 pct.

Se SKM2012.113.ØLR hvor Skatteministeriet fik medhold i, at afgiftskravet i overensstemmelse med bekæmpelsesmiddelafgiftslovens § 2, stk. 1, skal opgøres efter den pågældende varetypes højeste detailsalgspris og ikke ud fra den pris, som den enkelte vare rent faktisk bliver solgt til.

Ved tvivlsspørgsmål om, hvilken afgiftsgruppe et middel tilhører, er Miljøstyrelsens godkendelse til formålet afgørende. I de tilfælde, hvor et middel er godkendt til kombineret anvendelse og falder indenfor flere afgiftsgrupper, skal den højeste afgiftssats anvendes.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2012.113.ØLR

Skatteministeriet fik medhold i, at afgiftskravet i overensstemmelse med BEKÆMPAL § 2, stk. 1, skulle opgøres efter den pågældende varetypes højeste detailsalgspris og ikke ud fra den pris, som den enkelte varer rent faktisk var blevet solgt til.

Efter bevisførelsen fik sagsøgte medhold i, at der i den konkrete sag var sket salg af andet end bekæmpelsesmidler, men i det principielle spørgsmål om salg til priser over prismærkeværdien kom Landsretten frem til, at varens højeste detailsalgspris skal forstås som den højeste pris, som den pågældende varetype er blevet solgt til. 

Med virkning fra 1.7.2013 er afgiften omlagt til en mængdeafgift for plantebeskyttelsesmidler og en værdiafgift pålagt engrosprisen for biocider og mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler.

Skatterådet

SKM2015.70.SR

Skatterådet bekræftede, at ved salg af biocider fra et selskab til et andet selskab, hvor salgsselskabet og købsselskabet begge er 100 pct. ejet af samme holdingselskab, kan salgsprisen mellem de 2 selskaber anvendes som den afgiftspligtige værdi efter bekæmpelsesmiddelsafgiftslovens § 8, stk. 1. Det er en forudsætning, at det kan godtgøres, at der handles til en pris, der afspejler den almindelige engrospris ved salg til ikke nærtstående, og den afgiftspligtige værdi i øvrigt er fastsat i overensstemmelse med bekæmpelsesmiddelsafgiftslovens § 8, stk. 1.