Dato for udgivelse
23 May 2011 15:44
Dato for afsagt dom/kendelse
17 May 2011 13:24
SKM-nummer
SKM2011.343.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-028438
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Ekspropriation, spildevandsplan, ikke skattefrihed
Resumé
Skatterådet kan ikke bekræfte, at en principbeslutning i X Kommunes Teknik- og Miljøudvalg er tilstrækkeligt til, at A Forsyning A/S kan gennemføre rettighedserhvervelse gennem frivillige lodsejeraftaler til gennemførelse af spildevandsplanen. Principbeslutningen skal træffes af kommunalbestyrelsen, jf. miljøbeskyttelseslovens § 58, stk. 1. Det kræves ikke, at kommunalbestyrelsen træffer beslutning om ekspropriation for hver enkel lodsejer.
Hjemmel
Ejendomsavancebeskatningsloven § 11, 2. pkt.
Reference(r)
Ejendomsavancebeskatningsloven § 11, 2. pkt.
Henvisning
Ligningsvejledningen 2011-1, afsnit E.J.2.8

Spørgsmål

  1. Er en principbeslutning i X kommunes Teknik og Miljøudvalg som angiver at X kommune vil foretage ekspropriation af de nødvendige arealer til gennemførelse af spildevandsplanens anlægsarbejder tilstrækkelig dokumentation for kommunens vilje til ekspropriation til at det kommunalt ejede forsyningsselskab A Forsyning A/S kan udbetale erstatninger skattefrit i forbindelse med konkrete anlægsarbejder som er beskrevet i spildevandsplanen?

Svar

  1. Nej, se dog sagsfremstilling og begrundelse

Beskrivelse af de faktiske forhold

A Forsyning A/S er et selskab, der helt eller delvis er ejet af X Kommune. Det kan f.eks. nævnes, at af A Forsynings bestyrelse på 11 medlemmer er de 5 bestyrelsesmedlemmer også medlem af X Byråd.

A Forsyning er således omfattet af lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, lov nr. 469 af 12. juni 2009, jf. lovens § 2, stk. 1, nr. 1.

X Byråd har i juni 2010 vedtaget spildevandsplan for X Kommune.

Spildevandsplanen beskriver rammerne for X Kommunes bortskaffelse af spildevand og regnvand, og planen er bindende for kommunen, borgere, erhvervsvirksomheder og institutioner.

Kommunen er således forpligtiget til at udføre ændringer af de offentlige anlæg samt påbyde private anlæg forbedringer i overensstemmelse med planen.

Etablering af spildevandsanlæg som beskrevet i spildevandsplanen nødvendiggør ofte, at der erhverves arealer eller rettigheder fra private lodsejere.

Kommunalbestyrelsen har mulighed for at ekspropriere arealer, bygninger mv. til formålet med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 58, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Efter gennemførelsen af vandreformen er myndigheds- og driftsopgaver blevet adskilt på spildevandsområdet.

Myndighedsopgaverne varetages fortsat af kommunerne, men driftsopgaverne er blevet udskilt i private vandselskaber, der oftest helt eller delvis ejes af kommunen, jf. vandsektorlovens § 2, stk. 1, nr. 1.

Ekspropriation er en myndighedsopgave, som derfor forestås af kommunen (kommunalbestyrelsen)..

Nye anlægsarbejder er en driftsopgave, som varetages af de kommunalt ejede vandselskaber.

Anlægsarbejderne udføres i overensstemmelse med Spildevandsplanen, som er vedtaget af Byrådet.

I forbindelse med mange anlægsarbejder benyttes ofte en fremgangsmåde, hvor der erhverves rettigheder fra private lodsejere ved frivillige aftaler. Frivillige aftaler indgås direkte mellem vandselskabet og lodsejeren.

Kommunen er ikke part i aftalen og skal ikke godkende den. Det er i konsekvens heraf også vandselskabet, som skal sørge for at afholde omkostningerne ved aftalernes oprettelse, tinglysning heraf, samt udbetaling af erstatning mv.

I forbindelse med ledningsarbejder på privat grund er det ofte nødvendigt for en ledningsejer at indgå aftaler med lodsejere som medfører, at der udbetales en erstatning, f.eks. for tinglysning af ledningsservitutter, ejendomsforringelser m.v.

Ved indgåelsen af sådanne frivillige aftaler er det ofte et centralt spørgsmål, om erstatningen er skattefri for lodsejeren, det vil sige, om aftalen kan indgås på såkaldt ekspropriationslignende vilkår.

I følge SKATs praksis skal der for det første foreligge det fornødne ekspropriationsgrundlag og for det andet skal der foreligge ekspropriationsrealitet. Det fortolker SKAT således, at der forinden en aftale indgås, skal foreligge en tilkendegivelse fra kommunalbestyrelsen om, at kommunen er indstillet på at ekspropriere, hvis en frivillig aftale ikke indgås.

Med den "nye" rollefordeling på spildevandsområdet har man i X kommune fundet det praktisk at træffe en principiel beslutning om, at kommunen er indstillet på at ekspropriere til alle anlægsarbejder, som er beskrevet i Spildevandsplanen.

X kommunes Teknik og Miljøudvalg traf derfor i november 2010 følgende principbeslutning:

"Udvalg for Teknik og Miljø godkender, at såfremt A Forsyning A/S ikke kan gennemføre rettighedserhvervelse gennem frivillige lodsejeraftaler, vil X kommune foretage ekspropriation af de nødvendige arealer til gennemførelse af spildevandsplanens anlægsarbejder."

Hensigten med principbeslutningen er at dokumentere den fornødne ekspropriationsrealitet hos kommunen og dermed muliggøre, at det kommunalt ejede vandselskabet generelt kan indgå frivillige aftaler på ekspropriationslignende vilkår i de situationer, hvor der foretages anlægsarbejder, som er beskrevet i Spildevandsplanen.

Dermed undgår man at skulle foretage en ny selvstændig politisk behandling af de anlægsarbejder, som allerede er vedtaget i Spildevandsplanen.

Konkret planlægges der i øjeblikket anlagt en spildevandsledning på en række lodsejeres private grunde.

Eftersom det anses for muligt at indgå frivillige aftaler, og idet der er tale om et begrænset antal lodsejere ønskes rettighedserhvervelsen gennemført ved frivillige forlig uden brug af den formelle ekspropriationsproces.

Hensigten med den fremsendte anmodning om bindende svar fra SKAT er at få godkendt den anvendte fremgangsmåde eller alternativt at få anvist, hvorledes der kan træffes en overordnet principiel kommunalpolitisk beslutning, som muliggør at vandselskabet generelt kan indgå frivillige aftaler på ekspropriationslignende vilkår i de situationer hvor der foretages anlægsarbejder som er beskrevet i Spildevandsplanen.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Anmodningen drejer sig om, hvornår den nødvendige dokumentation for ekspropriationsrealitet foreligger.

En principbeslutning som den omtalte vil være en fornuftig måde at dokumentere viljen til ekspropriation på og samtidigt betyde, at hver enkelt anlægssag, som allerede er behandlet i forbindelse med vedtagelsen af spildevandsplanen, ikke skal gennem en tidskrævende politisk behandling i kommunen.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, der ikke er erhvervet som led i den skattepligtiges næring, skal som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven (EBL).

Det bemærkes, at loven også gælder for fortjenester, der stammer fra afståelse af varige middelbare (begrænsede) ejendomsrettigheder over fast ejendom, fx servitutter.

Som en undtagelse til de generelle regler i EBL gælder, at  fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation, er  skattefri efter § 11, stk.1, 1. pkt., i EBL.

Reglen om skattefritagelse gælder efter lovens § 11, stk. 1, 2. pkt., også for fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen.

Det er ved en højesteretsdom fastslået, at det efter sammenhængen med ejendomsbeskatningslovens § 11, stk. 1, 1. pkt., må være en betingelse for anvendelse af EBLs § 11, stk. 1, 2. pkt., at det på aftaletidspunktet må påregnes, at dispositionen vil blive gennemtvunget ved ekspropriation, såfremt en frivillig aftale ikke bliver indgået, jf. SKM2006.438.SKAT og Ligningsvejledningen 2011-1, afsnit E.J.2.8.

Betingelserne for, at fortjeneste ved indgåelse af en frivillig aftale om afståelse af en fast ejendom (et jordareal) er omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen, er herefter:

  • at der på aftaletidspunktet er ekspropriationshjemmel i lovgivningen til det pågældende formål og
  • at det på aftaletidspunktet må påregnes, at ekspropriation vil ske i mangel af frivillig aftale.

I henhold til lov om miljøbeskyttelse, lovbekendtgørelse nr. 879 af 26. juni 2010, § 58, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen i nødvendigt omfang træffe afgørelse om ekspropriation til fordel for spildevandsanlæg og offentligt ejede affaldshåndterings- og deponeringsanlæg, når der er meddelt tilladelse til anlægget.

Ved ekspropriation kan der efter miljøbeskyttelseslovens § 58, stk. 3

  1. erhverves ejendomsret til arealer, bygninger og indretninger, der er fast knyttet til arealer eller bygninger, samt tilbehør hertil,¨
  2. endeligt eller midlertidigt pålægges indskrænkninger i ejerens rådighed eller erhverves ret til at udøve en særlig råden over faste ejendomme og
  3. endeligt eller midlertidigt ske erhvervelse eller ophævelse af eller foretages begrænsninger i brugsrettigheder, servitutrettigheder samt andre rettigheder over faste ejendomme.

Skatteministeriet bemærker, at Byrådet i X Kommune i juni 2010 endeligt vedtog spildevandsplanen for X Kommune, hvorved der må anses for at være meddelt tilladelse til de pågældende anlæg

Skatteministeriet anser herefter den første af de angivne betingelser for skattefritagelse for opfyldt, når der er tale om erhvervelse af ejendomsret til fast ejendom som nævnt under pkt. 1, eller varige indskrænkninger i ejendomsretten, som nævnt under pkt. 2 og 3.

Under henvisning til, at ekspropriation er et meget alvorligt indgreb kræves det yderligere, for at der kan foreligge en ekspropriationssituation, at kommunalbestyrelsen, efter at ekspropriationshjemlen er blevet skabt, også har truffet en beslutning om at ville gennemføre en ekspropriation af den pågældende ejendom, hvis frivillig aftale ikke opnås. Dette blev fastslået i SKM2007.26.SR og SKM2007.481.SR.

Kompetencen kan ikke delegeres fra kommunalbestyrelsen. Folketingets Ombudsmand har tilkendegivet, at et så væsentligt skridt som beslutning om ekspropriation bør træffes af selve kommunalbestyrelsen FOB 72.92 jf. 74.23. Denne henstilling har Indenrigsministeriet gjort til en forskrift SKR nr. 167 af 15. juli 1974, der stadig er gældende.

I sagen er der fremlagt principbeslutning, som er truffet af X Kommunes udvalg for Teknik og Miljø i november 2010.

Efter principbeslutningen godkender udvalget, at såfremt A Forsyning A/S ikke kan gennemføre rettighedserhvervelse gennem frivillige lodsejeraftaler, vil X Kommune foretage ekspropriation af de nødvendige arealer til gennemførelse af spildevandsplanens anlægsarbejder.

Skatteministeriet finder ikke, at det ikke er dokumenteret, at kommunen i nødvendigt omfang vil træffe afgørelse om ekspropriation til fordel for gennemførelse af spildevandsplanen.

Der lægges således vægt på, at der ikke - som foreskrevet i miljøbeskyttelseslovens § 58, stk. 1 - foreligger en beslutning fra kommunalbestyrelsen om ekspropriation. Der foreligger alene en principbeslutning fra kommunens udvalg for Teknik og Miljø.

Spørger har derfor ikke dokumenteret, at Byrådet i X Kommune vil have til hensigt at ekspropriere til fordel for spildevandsplanen, hvis der ikke kan indgås frivillige aftaler med de berørte lodsejere.

Skatteministeriet vurderer derfor, at den anden betingelse for skattefritagelse ikke er opfyldt.

Skatteministeriet skal dog bemærke, at kommunalbestyrelsen ikke for hver enkel lodsejer behøver at træffe afgørelse om ekspropriation, hvis en frivillig aftale ikke kan indgås.

Det er tilstrækkeligt for at dokumentere ekspropriationshensigt, at kommunalbestyrelsen træffer en principbeslutning om, at der vil blive foretaget ekspropriation til gennemførelse af spildevandsplanen, hvis der ikke kan indgås frivillige aftaler med de berørte lodsejere.

Skatteministeriet indstiller derfor, at spørgsmålet besvares med "nej, se dog sagsfremstilling og begrundelse.".

Skatteministeriet skal bemærke, at fortjeneste ved modtagelse af erstatninger ved midlertidige pålæg af servitutter mv. på fast ejendom ikke er omfattet af reglerne i EBL. Sådanne fortjenester medregnes derimod ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter skattelovgivningens almindelige regler.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter