Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilken kørsel der udløser beskatning efter reglerne om fri bil i LL § 16, stk. 4.

Afsnittet indeholder:

  • Privat kørsel
  • Kørsel mellem hjem og arbejde (25-gange-reglen)
  • Hvornår er bilen til rådighed for erhvervsmæssig kørsel? (60-dages-reglen)
  • Dagsafgift
  • Chauffører
  • Kundeopsøgende aktivitet
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

Privat kørsel

Det er kun rådighed over firmabil til privat kørsel, der udløser beskatning efter LL § 16, stk. 4. Den erhvervsmæssige kørsel for firmaet i firmaets bil beskattes ikke.

Erhvervsmæssig kørsel i firmabilen for et andet firma udløser dog beskatning af fri firmabil, fordi kørslen anses for privat i relation til det firma, der har stillet firmabilen til rådighed.

Eksempel 1

I en konkret sag havde en professionel fodboldtræner fået stillet en sponsorbil til rådighed af et bilfirma. Bilen blev anset som en sponsorindtægt for træneren, hvis værdi skulle opgøres i overensstemmelse med reglerne om værdien af fri bil. De antal kilometer, som træneren havde kørt for klubben, blev anset for at være privat kørsel i forhold til sponsoren. Se TfS 1997, 557 ØLD.

Eksempel 2

En skatteyder brugte den bil, som han havde fået stillet til rådighed af et selskab til erhvervsmæssig kørsel i sin personlig drevet virksomhed. Da denne kørsel var selskabet uvedkommende, og dermed privat i forhold til selskabet, skulle han beskattes af fri bil, uanset, at hans virksomhed havde betalt selskabet for anvendelsen. Se SKM2014.273.HR

Firmabil til rådighed for privat kørsel medfører reelt, at der ikke er adgang til fradrag for befordring mellem hjem og arbejde efter LL § 9 C. Se LL § 9 C, stk. 7.

Se også

C.A.5.14.4.3 Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads mv.

Kørsel mellem hjem og arbejde

Kørsel mellem hjem og arbejde er skattemæssigt privat kørsel, hvis ikke der køres til et midlertidigt arbejdssted, og kørslen dermed er erhvervsmæssig efter LL § 9 B. Derfor skal kørsel i firmabil mellem hjem og arbejde, der ikke er omfattet af LL § 9 B, normalt beskattes efter LL § 16, stk. 4.

Se også

  • C.A.4.3.3.3.1 Den erhvervsmæssige befordring, generelle regler
  • C.A.4.3.3.3. Erhvervsmæssig befordring, fradrag og godtgørelse

Undtagelsesvis kørsel mellem bopæl og arbejdsgiverens adresse - 25 gange-reglen

Kørsel med firmabil mellem hjem og arbejde er privat kørsel. Dette gælder også, selvom bilen bliver brugt til kørsel til og/eller fra bopælen i forbindelse med kørsel, der i øvrigt er erhvervsmæssig.

Ligningsrådet har dog udtalt, at hvis en ansat undtagelsesvist kører mellem arbejdsgiverens adresse og den sædvanlige bopæl op til 25 gange om året, udløser kørslen ikke beskatning hvis

  • bilen udelukkende skal bruges erhvervsmæssigt den efterfølgende dag
  • den ansatte i øvrigt er afskåret fra at bruge bilen privat
  • der føres kørselsregnskab.

Det udløser desuden ikke beskatning, når en medarbejder under tilsvarende betingelser efter udelukkende at have brugt bilen erhvervsmæssigt kører hjem om aftenen og den efterfølgende dag kører direkte fra den sædvanlige bopæl til arbejdspladsen. Se SKM2003.13.LR.

Skatterådet har i en sag fastsat undtagelsesvis kørsel til højst 25 gange om året. Se SKM2006.90.SR . Hver enkel kørsel mellem arbejdssted og bopæl og kørsel mellem bopæl og arbejdssted tæller med ved opgørelsen af de 25 gange.

Overskrides de 25 gange om året, udløser det beskatning af fri bil i den periode, hvor den ansatte har haft rådighed over bilen til privat brug.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at hvis en person kører mere end 25 gange i forskellige biler, så er det den bil, vedkommende kører i den 26. gang, som vedkommende skal beskattes af. Vedkommende skal beskattes fremover af fri bil, dvs. fra og med den 30-dagesperiode.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at hvis en bil tages med hjem, fx fordi den ansatte skal på kursus i de tre efterfølgende dage, og der hver dag køres mellem kursusstedet (midlertidigt arbejdssted) og hjemmet, tæller det kun én gang ved opgørelsen af de 25 gange. Når der køres tilbage til arbejdsgiverens adresse efter endt kursus den efterfølgende dag, tæller det én gang mere ved opgørelsen af de 25 gange.

I SKM2016.508.SR har Skatterådet bekræftet, at 25-gangereglen tælles for den enkelte medarbejder og over en løbende 12-måneders periode.

Hvornår er bilen til rådighed for erhvervsmæssig kørsel? (60-dages-reglen)

Kørsel i firmabil fra bopælen til et arbejdssted eller omvendt er privat kørsel. Kørsel i firmabil mellem bopælen og en midlertidig arbejdsplads er derimod erhvervsmæssig kørsel.

En midlertidig arbejdsplads er defineret som en arbejdsplads, hvor den ansatte højst kører til 60 arbejdsdage inden for de foregående 12 måneder (før 2009: 24 måneder). Se LL § 9 B, stk. 1, litra a.

Der behøver ikke at være tale om 60 arbejdsdage i sammenhæng. Hvis der kun køres fra bopælen til arbejdspladsen enkelte dage igennem en periode, lægges arbejdsdagene sammen. Sammentællingen afbrydes kun, hvis man ikke har kørt mellem bopælen og arbejdspladsen i 60 sammenhængende arbejdsdage (cirka 3 måneder). Kørsel ud over den første kørsel til en arbejdsplads i dagens løb tæller ikke med i 60-dages-reglen. Selvom en arbejdsplads én gang er blevet fast, kan den godt senere blive midlertidig igen. Se også C.A.4.3.3.3.1 Den erhvervsmæssige befordring, generelle regler.

Sammenfald mellem virksomhedens adresse og privatadresse

Afgrænsningen mellem privat og erhvervsmæssig befordring i relation til LL § 16, stk. 4 er den samme som i LL § 9 B. Det betyder, at hvis virksomhedens adresse er den samme som den ansattes bopæl, så anses bopælen ikke for en arbejdsplads, selvom der udføres arbejde der.

Hvis der er sammenfald mellem virksomhedsadressen og privatadressen, er kørsel mellem denne adresse og et andet arbejdssted derfor ikke erhvervsmæssig kørsel mellem skiftende arbejdssteder, men omfattet af 60-dages-reglen.

Højesteret fandt, at der ikke var kørt direkte mellem bopælen (virksomhedsadressen) og samme arbejdsplads i Norge mere end 60 arbejdsdage inden for en forudgående periode på 24 måneder. Kørslen mellem bopælen og de forskellige arbejdspladser i Norge blev derfor anset for erhvervsmæssig. Se LL § 9 B, stk. 1, litra a. Se SKM2003.336.HR.

I en sag fandt Østre Landsret, at afgrænsningen mellem privat og erhvervsmæssig befordring i relation til LL § 16, stk. 4 er den samme som i LL § 9 B, og bopælen er derfor ikke en arbejdsplads, selvom der udføres arbejde der. Det betød, at kørsel mellem hovedanpartshaverens bopæl, hvor selskabet også havde adresse, og tre frisørsaloner, som selskabet ejede, kunne anses for kørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Se SKM2009.126.ØLR.

Dagsafgift

Fra og med 1. januar 2013 er det som følge af lov nr. 1353 af 21. december 2012 muligt at køre privat i en arbejdsgiverbetalt bil indtil 20 dage pr. kalenderår, hvor der er afløftet moms og ikke betalt privatbenyttelsesafgift, uden at skulle beskattes af fri bil. Betingelsen er ud over nedenstående, at der betales en dagsafgift og at kvitteringen for betalingen opbevares i bilen den pågældende dag.

For biler med en tilladt totalvægt på indtil 4 t omfattet af vægtafgiftslovens § 4, stk. 1, II, A, eller brændstofforbrugsafgiftslovens § 1, stk. 2,  der ikke er registreret til hel eller delvis privat benyttelse, kan told- og skatteforvaltningen tillade, at der for privat benyttelse af køretøjet betales en afgift på 185 kr. pr. dag, hvor køretøjet anvendes privat i indtil 20 dage pr. kalenderår. Der udstedes bevis for betalingen, som skal medbringes under kørsel med bilen den pågældende dag og på forlangende forevises politiet eller Told- og Skatteforvaltning­en. Se vægtafgiftslovens § 4, stk. 9.

Betaling efter stk. 9 dækker de tilsvar fraset merværdiafgift, der følger af den private benyttelse af og rådighed over køretøjet den pågældende dag, og køretøjet anses fortsat som udelukkende erhvervsmæssigt benyttet. Der kan ikke udstedes tilladelse til motorkøretøjer, der er fritaget for afgift efter denne lov eller brændstofforbrugsafgiftsloven eller fritaget for registreringsafgift efter § 2 i registreringsafgiftsloven. 2. pkt. gælder dog ikke el- og brintdrevne køretøjer.

Hvis arbejdsgiveren betaler afgifterne, skal brugeren beskattes af betalingen som A-indkomst. Se LL § 16, stk. 1 og 4.

Chauffører

Chauffører, hvis hovedopgave er at transportere personer, varer, materialer eller værktøj, må starte og slutte det daglige arbejde ved at køre fra og til hjemmet i bilen, uden at det udløser beskatning af fri firmabil.

Der må ikke være tale om tilfældigt chaufførarbejde for virksomheden eller chaufførarbejde, der er en sekundær opgave i forhold til den ansattes øvrige arbejdsopgaver. Det skal derfor kunne godtgøres, at den ansattes primære opgave er at være chauffør af bilen.

Personer, der får stillet en bil til rådighed for at kunne fungere som chauffør for arbejdsgivere, selvom det ikke er deres primære arbejdsopgave, beskattes dog heller ikke, hvis chaufføren dagligt kører personer mellem opsamlingssteder, der ligger mellem chaufførens hjem og arbejdsplads og omvendt. Det er i den situation et krav for at undgå beskatning, at

  • bilen ikke bruges privat
  • der underskrives en erklæring om, at bilen ikke må bruges privat
  • der føres kørebog med dagligt kilometerregnskab
  • kørslen foregår i den bil, som chaufførarbejdet foretages i. Se SKM2007.88.ØLR.

Det samme gælder under de samme betingelser, hvis den ansatte af sin arbejdsgiver er blevet pålagt at transportere de øvrige deltagere i en tjenesterejse.

Eksempel 1

Ligningsrådet godkendte, at en lærer på en produktionshøjskole kunne tage arbejdsgiverens (højskolens) nipersonersbus med hjem på sin private adresse uden at blive beskattet af fri bil. Det var en forudsætning, at læreren indgik en aftale med arbejdsgiveren om, at bussen ikke blev brugt privat, at hun ikke gjorde det, herunder at hun kun brugte bussen til befordring mellem skolen og sit hjem, hvis hun rent faktisk skulle bringe elever den pågældende dag. Der blev også lagt vægt på familiens størrelse (tre personer), og at der i familien var tre biler, hvilket gav familien gode muligheder for at befordre sig uden at have behov for bussen. Se SKM2002.228.LR.

Eksempel 2

Ligningsrådet godkendte, at kørsel i en tjenestebil mellem arbejdspladsen og den ansattes sædvanlige bopæl ikke skulle beskattes efter reglerne om værdi af fri bil. Den ansatte var blevet pålagt at transportere de øvrige deltagere i tjenesterejsen. Ligningsrådet lagde til grund for afgørelsen, at den ansatte fungerede som chauffør, og at der gennem et kilometerregnskab blev ført omhyggelig kontrol med den faktiske brug af tjenestebilen. Tjenestebilen måtte ikke bruges privat ud over den lejlighedsvise kørsel mellem hjem og arbejdsgiverens adresse i forbindelse med tjenstlig kørsel. Se SKM2004.347.LR.

Eksempel 3

Chaufførreglen kunne ikke bruges af en eneanpartshaver i et selskab, der ejede en varebil. Bilen var dagligt parkeret ved selskabets adresse, der også var skatteyderens bopæl. Under disse omstændigheder fandt landsretten, at det var skatteyderen, der efter den dagældende LL § 16, stk. 4, skulle sandsynliggøre, at bilen ikke var til rådighed for privat kørsel. Skatteyderen havde ikke ved kørselsregnskab eller på anden tilstrækkelig sikker måde sandsynliggjort, at bilen ikke var til rådighed for privat kørsel. Hertil kom, at skatteyderen selv forklarede, at han dagligt brugte selskabets varebil til transport fra bopælen til en lastbil, der var placeret på en anden adresse end bopælen. Landsretten lagde til grund, at denne kørsel skulle anses som privat kørsel til en arbejdsplads, jf. Folketingstidende, 1992/93, Tillæg A, spalte 9449. Anpartshaverens kørsel var heller ikke omfattet af den såkaldte chaufførregel, jf. Cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om ligningslovens pkt. 12.4.6.4., fordi brugen af denne regel forudsætter, at kørslen mellem hjemmet og arbejdspladsen foregår i den bil, som chaufførarbejdet foretages i. På denne baggrund skulle der ske beskatning af fri bil. Se SKM2007.88.ØLR.

Kundeopsøgende aktivitet

Regel

For personer med kundeopsøgende arbejde er kørsel mellem hjem og virksomhed ikke privat kørsel, hvis en sådan kørsel højst finder sted 1 gang om ugen eller i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder. Se LL § 16, stk. 4, 11. punktum.

Det skyldes, at personer i sådanne erhverv har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser under sådanne vilkår, at det er usandsynligt, at der mellem hjemmet og og den enkelte arbejdsplads køres mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, hvis man talte efter.

I sådanne situationer gælder derfor en formodning for, at kørslen er i overensstemmelse med 60-dages reglen, og at bilen ikke er stillet til rådighed for privat anvendelse, selv om bilen står på den skattepligtiges bopæl. Se C.A.4.3.3.3.1 Den erhvervsmæssige befordring, generelle regler.

Kundeopsøgende aktivitet

Ved personer med kundeopsøgende arbejde forstås personer, der kører ud til kunder - nye såvel som gamle - for at sælge virksomhedens produkter, uanset om produktet har karakter af varer eller tjenesteydelser.

Det kundeopsøgende arbejde skal have en vis fast karakter over året for at blive anerkendt i forhold til LL § 16, stk. 4, 11. punktum.

Situationer omfattet af formodningsreglen

En situation, der kan være omfattet af formodningsreglen kan fx være, hvor en virksomhed har en servicekontrakt med en række faste kunder om reparation og service af maskiner, hvor hver virksomhed kun besøges få gange om året eller få gange om måneden. Beskæftiger en virksomhed sig fx med opstilling af og efterfølgende service på kopimaskiner, vil det typisk ikke blive til mange besøg hos de enkelte kunder på årsplan.

Et andet eksempel er en virksomhed, der med faste mellemrum rykker ud til en række kunder. En gartner kan således have en aftale med en række boligselskaber eller kommunale institutioner om en gang om ugen i sommerperioden at slå de pågældende kunders græs. Der kunne også være tale om en vinduespudser, der kommer 3 dage i en virksomhed 4 gange om året for at pudse vinduer.

Et tredje eksempel er en sælger, der opsøger nye kunder hver dag året rundt. Samme kørselsmønster har eksempelvis en skorstensfejer.

Et fjerde typisk eksempel er håndværkere, der arbejder på projekter, der typisk har en varighed på nogle dage eller et par uger.

Situationer, der ikke er omfattet af formodningsreglen

Erhverv med kørselsmønstre, hvor der åbenlyst køres mere end 60 arbejdsdage mellem hjemmet og arbejdspladsen, vil ikke være omfattet af formodningsreglen.

Eksempelvis vil det have formodningen mod sig, at personer med administrative funktioner på et fast arbejdssted vil have et kørselsmønster, der indebærer, at der ikke køres mere end 60 arbejdsdage mellem hjemmet og det enkelte arbejdssted. Fabriksarbejde på et fast arbejdssted er et andet klart eksempel.

I sådanne tilfælde gælder de almindelige krav om dokumentation for, at kørslen er erhvervsmæssig, typisk og mest hensigtsmæssigt i form af et kørselsregnskab for den forløbne periode. Se afsnit C.A.5.14.1.11 Vurderingen af hvornår en bil er til rådighed for privat kørsel.

Situationer, der giver anledning til tvivl og pålæg om kørselsregnskab

I andre situationer er det måske ikke helt så tydeligt, at kørselsmønstret vil medføre, at der mellem hjemmet og arbejdspladsen ikke køres mere end 60 dage inden for de forudgående 12 måneder.

I visse situationer kan den skattepligtige nok have et erhverv med et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mere end 60 dage inden for de forudgående 12 måneder mellem hjemmet og den enkelte arbejdsplads, men hvor der er andre momenter, der gør det mindre oplagt, at 60-dages reglen uden videre må antages at være opfyldt.

Der kan for det fx være tale om personer, der har erhvervsbilen med hjem, og hvor der ikke er andre biler i husstanden.

En anden situation er, hvis en person har bilen med hjem, og der i husstanden kun er én bil herudover, og det må anses for overvejende sandsynligt, at vedkommende anvender erhvervsbilen privat, fx fordi der er meget dårlig dækning med offentlige transportmidler, og der er flere familiemedlemmer, som har behov for at blive transporteret til fritidsaktiviteter.

En tredje situation er en person, der har bilen med hjem, og husstanden kun råder over én anden bil, som imidlertid bliver brugt af en person, der arbejder på vagter eller anden forskudt arbejdstid.

Disse tilfælde har det tilfælles, at det på den ene side ikke kan afvises, at kørselsmønstret faktisk ville vise, at der ikke er kørt mere end 60 dage mellem hjemmet og arbejdspladsen, hvis man havde talt efter, fx i form af et kørselsregnskab for den pågældende periode, men hvor de konkrete omstændigheder på den anden side giver anledning til en vis berettiget tvivl om reglens overholdelse.

Disse tilfælde falder ind under formodningsreglen, således at det umiddelbart vil blive antaget, at der køres erhvervsmæssigt. Givet de konkrete omstændigheder, der giver anledning til en vis berettiget tvivl, kan Skattestyrelsen i disse tilfælde med fremadrettet virkning i op til 12 måneder give den skattepligtige pålæg om ved kørselsregnskab at kunne dokumentere, at der er tale om erhvervsmæssig befordring under overholdelse af 60-dages reglen.

Hvis Skattestyrelsen vurderer, at der er tale om en tvivlssituation, og Skattestyrelsen derfor har pålagt den skattepligtige at føre kørselsregnskab, men kørselsregnskabet viser, at der mod forventning køres mere end 60 arbejdsdage mellem hjem og arbejdsplads, vil pålægget ikke have virkning for tiden inden, pålægget blev givet. Den skattepligtige har - i modsætning til en skattepligtig, der hver dag møder det samme arbejdssted eller kun har få forskellige arbejdssteder - i tiden inden pålægget haft et sådant kørselsmønster, at der ikke ved førelse af kørselsregnskab har skullet holdes nøje øje med 60-dages reglen.

I en sag var en medarbejder ansat som portner og altmuligmand i en koncern med 10 faste adresser. Medarbejderens opgaver var bl.a. at flytte møbler, edb-udstyr og andet inventar og udføre reparationer, opstille markedsføringsmaterialer, bistå ved ombygninger og lign. Disse arbejdsopgaver udførtes i varierende omfang på alle virksomhedens forretningssteder, ligesom arbejdet blev udført på et større antal adresser i øvrigt som fx lokale byggemarkeder, leverandører, messer og anden markedsføring i diverse haller, butikscentre, ved byfester mv. Medarbejderen havde en varebil på gule plader (ikke specialindrettet) til rådighed for arbejdet, som holdt på medarbejderens bopæl. Skatterådet fandt herefter, at medarbejderen var omfattet af formodningsreglen. Da formodningsreglen især var tænkt anvendt på handelsrejsende og andre med kundeopsøgende arbejde, var medarbejderen ikke omfattet af kerneområdet for formodningsreglen. SKAT kunne derfor give den skattepligtige skriftligt pålæg om med fremadrettet virkning i indtil 12 måneder ved kørselsregnskab at dokumentere, at der var tale om erhvervsmæssig befordring. Se SKM2011.397.SR.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2014.273.HR

A var eneanpartshaver og direktør i H1 ApS, som drev virksomhed med bl.a. salg af rådgivning og konsulenttjenester, brugte kedler og kedelanlæg, serviceydelser, komponenter og reservedele.

H1 ApS havde leaset en varevogn på gule nummerplader, som A mod betaling til H1 ApS havde benyttet i den landbrugsvirksomhed, som han drev i personligt regi.

Hovedspørgsmålet i sagen var, om bilen af selskabet dermed måtte anses for at have været stillet til rådighed for A's private benyttelse, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Højesterets flertal lagde til grund, at H1 ApS, som ikke i øvrigt beskæftigede sig med udlejning af biler, alene havde ladet A benytte bilen til brug for sin personligt drevne landbrugsvirksomhed på grund af hans stilling i selskabet. Flertallet fastslog herefter, at denne brug af bilen var anpartsselskabets virksomhed uvedkommende, og at bilen dermed af H1 ApS var stillet til rådighed for A's private benyttelse, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, 1. pkt. Skattemyndighederne havde derfor været berettiget til bl.a. at forhøje A's skattepligtige indkomst. Ikke erhvervsmæssig kørsel - beskatning.

Stadfæstelse af SKM2012.484.VLR

SKM2003.336.HR

Der var ikke kørt direkte mellem bopælen (virksomhedsadressen) og samme arbejdsplads i Norge mere end 60 arbejdsdage inden for en forudgående periode på 24 måneder. Kørslen mellem bopælen og de forskellige arbejdspladser i Norge blev derfor anset for erhvervsmæssig. Se LL § 9 B, stk. 1, litra a. Erhvervsmæssig kørsel - ikke beskatning.

Landsretsdomme

SKM2007.88.ØLR

Chaufførreglen kunne ikke bruges af en eneanpartshaver i et selskab, der ejede en varebil. Bilen var dagligt parkeret ved selskabets adresse, der var sammenfaldende med skatteyderens bopæl. Under disse omstændigheder fandt landsretten, at skatteyderen efter den dagældende ligningslovs § 16, stk. 4, skulle sandsynliggøre, at bilen ikke var til rådighed for privat kørsel. Skatteyderen havde ikke ved kørselsregnskab eller på anden tilstrækkelig sikker måde sandsynliggjort, at bilen ikke var til rådighed for privat kørsel. Hertil kom, at skatteyderen selv forklarede, at han dagligt brugte selskabets varebil til transport fra bopælen til en lastbil, der var placeret på en anden adresse end bopælen. Landsretten lagde til grund, at denne kørsel skulle anses som privat kørsel til en arbejdsplads, jf. Folketingstidende, 1992/93, Tillæg A, spalte 9449. Denne kørsel var heller ikke omfattet af den såkaldte chaufførregel, jf. Cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om ligningslovens pkt. 12.4.6.4., fordi brugen af denne regel må forudsætte, at kørslen mellem hjemmet og arbejdspladsen foregår i den bil, som chaufførarbejdet foretages i. På denne baggrund skulle der ske beskatning af fri bil. Ikke chaufførreglen - beskatning.

TfS 1997, 557 ØLD

En professionel fodboldtræner havde fået stillet en sponsorbil til rådighed af et bilfirma. Bilen blev anset som en sponsorindtægt for træneren, hvis værdi skulle opgøres i overensstemmelse med reglerne om værdien af fri bil. Det antal kilometer, som træneren havde kørt for klubben, blev anset for at være privat kørsel i forhold til sponsor. Beskatning.

Byretsdomme

SKM2015.339.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt en firmabil, der var ejet af den skattepligtiges udenlandske arbejdsgiver, havde været til rådighed for privat benyttelse i 2009, 2010 og 2011. Det var ubestridt, at den skattepligtige i et enkelt tilfælde i 2011 havde anvendt firmabilen til privat kørsel. Retten fandt, at det under disse omstændigheder påhvilede den skattepligtige at afkræfte en formodning for, at bilen ikke havde været til rådighed for privat benyttelse siden ansættelsesforholdets påbegyndelse i 2009. Den skattepligtige havde ikke fremlagt et konkret bevis, herunder f.eks. et korrekt og løbende ført kørselsregnskab, der kunne afkræfte formodningen, og der var ikke grundlag for at antage, at rådigheden havde været anderledes i 2009 og 2010 end i 2011. Den skattepligtiges oplysninger om, at bilen i en periode kun havde været til rådighed for kørsel i udlandet og om, at den skattepligtiges kørsel var omfattet af 60-dages reglen i ligningslovens § 9 B, var udokumenterede og udelukkede derudover ikke, at den skattepligtige havde haft bilen til rådighed for anden privat kørsel i eller til og fra udlandet.

Skatteministeriet blev derfor frifundet. Beskatning.

SKM2011.514.BR

Gulpladebil blev anvendt privat af hovedanpartshaver. Bilen var parkeret på virksomhedens adresse, som også var hovedanpartshaverens. Der var herved en formodning for privat anvendelse, som vedkommende ikke kunne tilbagevise. Der blev lagt vægt på, at bilen var egnet til privat brug, parkeret på privatadressen, brugt privat mod betaling, og at der ikke kunne lægges vægt på et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab.

Skatterådet/Ligningsrådet

SKM2016.508.SR

Skatterådet kan bekræfte, at den praksisskabte "25-gangeregel", der indebærer, at en medarbejder undtagelsesvis og maksimalt må køre 25 gange mellem den faste arbejdsplads og sædvanlig bopæl i arbejdsgiverens køretøjer, tælles for den enkelte medarbejder og over en løbende 12-måneders periode. Endvidere bekræftes, at det er hver enkelte kørsel på den konkrete strækning mellem faste arbejdsplads og sædvanlige bopæl, som skal medtælles. *Det kan dog ikke bekræftes, at de 25 gange, der undtagelsesvist og maksimalt må køres mellem medarbejderens hjem og den fast arbejdsplads også gælder for den enkelte bil, såfremt der er tale om en varebil, hvor anvendelsen kan have moms- og afgiftsmæssige konsekvenser, dvs. at forskellige medarbejdere kan bruge den samme bil mere end 25 gange tilsammen, uden at det har konsekvenser for betaling af moms og privatbenyttelsesafgift.
SKM2016.239.SR Parkeringspladser, hvor en tjenestebil blev afhentet/stillet blev ikke anset for arbejdsplads for spørgeren i relation til ligningslovens § 9 B. Der var derfor ikke tale om kørsel mellem arbejdspladser, når spørger kørte mellem arbejdsplads og parkeringsplads. Det forhold at en del af spørgers administrative arbejde blev udført i tjenestebilen medførte ikke, at bilen kunne anses for en arbejdsplads.
SKM2011.397.SR En medarbejder var ansat som portner og altmuligmand i en koncern med 10 faste adresser. Medarbejderens opgaver var bl.a. at flytte møbler, edb-udstyr og andet inventar og udføre reparationer, opstille markedsføringsmaterialer, bistå ved ombygninger og lign. Disse arbejdsopgaver udførtes i varierende omfang på alle virksomhedens forretnigssteder, ligesom arbejdet blev udført på et større antat adresser i øvrigt som fx lokale byggemarkeder, leverandører, messer og anden markedsføring i diverse haller, butikscentre, ved byfester mv. Skatterådet fandt herefter, at medarbejderen var omfattet af formodningsreglen. Da formodningsreglen især var tænkt anvendt på handelsrejsende og andre med kundeopsøgende arbejde, var medarbejderen ikke omfattet af kerneområdet for formodningsreglen. SKAT kunne derfor give den skattepligtige skriftligt pålæg om med fremadrettet virkning i indtil 12 måneder ved kørselsregnskab at dokumentere, at der var tale om erhvervsmæssig befordring. Formodningsreglen - ikke beskatning.

SKM2006.90.SR

Skatterådet fastsatte undtagelsesvis kørsel til højst 25 gange om året. 25-gange-reglen - ikke beskatning.

Ledende afgørelse om 25-gange-reglen

Se også

SKM2003.13.LR om undtagelsesvis kørsel mellem arbejde og bopæl (25-gange-reglen).

SKM2004.347.LR

Kørsel i en tjenestebil mellem arbejdspladsen og den ansattes sædvanlige bopæl skulle ikke beskattes efter reglerne om værdi af fri bil. Den ansatte var pålagt at transportere de øvrige deltagere i tjenesterejsen. Ligningsrådet lagde til grund for afgørelsen, at den ansatte fungerede som chauffør, og at der gennem et kilometerregnskab blev ført omhyggelig kontrol med den faktiske brug af tjenestebilen, der ud over den lejlighedsvise kørsel mellem hjem og arbejdsgiverens adresse i forbindelse med tjenstlig kørsel ikke måtte bruges privat. Chaufførreglen - ikke beskatning.

SKM2003.13.LR

Et selskab ønskede svar på, om medarbejderne ville blive beskattet efter

reglerne om fri bil som følge af kørsel mellem arbejdspladsen og medarbejdernes sædvanlige bopæl, når medarbejderne førte kørselsregnskab og på tro og love erklærede, at bilen ikke måtte benyttes til anden kørsel end den, som var forudsat specifikt i erklæringen. Ligningsrådet fandt, at medarbejdere, der undtagelsesvist kører mellem arbejdsgiverens adresse og den sædvanlige bopæl, ikke skulle beskattes af denne kørsel, når bilen udelukkende skulle bruges erhvervsmæssigt den efterfølgende dag, og den ansatte i øvrigt var afskåret fra at bruge den privat. Ligningsrådet fandt også, at medarbejderne ikke skulle beskattes, når de under tilsvarende betingelser efter udelukkende at have brugt bilen erhvervsmæssigt kører hjem om aftenen og den efterfølgende dag kører direkte fra den sædvanlige bopæl til arbejdspladsen. 25-gange-reglen - ikke beskatning.

Ledende afgørelse om undtagelsesvis kørsel mellem arbejde og bopæl (25-gange-reglen).

Se også

SKM2006.90.SR hvor de 25 gange fastsættes.

SKM2002.228.LR

En lærer på en produktionshøjskole kunne tage arbejdsgiverens (højskolens) nipersonersbus med hjem på sin private adresse uden at blive beskattet af fri bil. Det var en forudsætning, at læreren indgik en aftale med arbejdsgiveren om, at bussen ikke blev brugt privat, at hun ikke gjorde det, herunder at hun kun brugte bussen til befordring mellem skolen og sit hjem, hvis hun rent faktisk skulle bringe elever den pågældende dag. Der blev også lagt vægt på familiens størrelse (tre personer), og at der i familien var tre biler, hvilket gav familien gode muligheder for at befordre sig uden at have behov for bussen. Chaufførreglen - ikke beskatning.