Dato for udgivelse
30 Jun 2011 11:01
Dato for afsagt dom/kendelse
08 Jun 2011 08:45
SKM-nummer
SKM2011.452.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
7. afdeling, BS 7-1480/2010
Dokument type
Dom
Emneord
Proces, realitetsbehandling, genoptagelse, klagefrist
Resumé

  
Sagen handler i første række om, hvorvidt Landsskatteretten i medfør af skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, 3. pkt., skal realitetsbehandle en klage over SKATs afgørelse, uanset at klagen er modtaget for sent. I anden række handler sagen om, hvorvidt sagen skal hjemvises til Landsskatteretten til behandling af spørgsmålet om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 46, stk. 2.

Til støtte for, at der forelå særlige omstændigheder efter skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, 3. pkt., gjorde sagsøgeren gældende, at dele af regnskabsmaterialet havde været bortkommet og måtte rekonstrueres, at sagsøgeren grundet sprogvanskeligheder have vanskeligt ved at forstå de danske moms- og skatteregler, at fristoverskridelsen beroede på revisorens fejl, der ikke kunne lægges sagsøgeren til last, og at sagsøgeren ville lide et økonomisk tab, såfremt sagen ikke blev realitetsbehandlet. Retten fandt ikke, at sagsøgeren efter bevisførelsen, herunder de afgivne forklaringer, havde godtgjort, at der forelå særlige omstændigheder efter skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, 3. pkt., idet retten særlig lagde vægt på, at retspraksis på området er restriktivt, og at klagen var indgivet mere end to måneder efter fristens udløb.

Sagsøgeren havde subsidiært nedlagt påstand om, at sagen skulle hjemvises til Landsskatteretten til behandling af spørgsmålet om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 46, stk. 2. Sagsøgerens revisor havde tidligere indgivet en klage til Landsskatteretten. Klagen var imidlertid blevet anset for bortfaldet som følge af, at retsafgiften ikke blev betalt. Sagsøgeren gjorde gældende, at revisorens genfremsendelse af klagen skulle anses for en anmodning om genoptagelse, og at Landsskatteretten derfor skulle have behandlet sagen efter skatteforvaltningslovens § 46, stk. 2. Retten bemærkede, at Landsskatteretten ikke ved den første klage havde "afgjort eller afvist" en sag. Den første klage var derimod bortfaldet, og betingelserne for genoptagelse var dermed ikke opfyldt. Landsskatteretten havde derfor med rette behandlet sagen efter skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, 3. pkt. Spørgsmålet om genoptagelse af sagen efter skatteforvaltningslovens § 46, stk. 2, havde ikke været prøvet af Landsskatteretten, og idet retten ikke fandt, at der forelå grundlag for at tillade spørgsmålet inddraget under retssagen, blev spørgsmålet afvist efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1.

Skatteministeriets frifindelses- og afvisningspåstand blev herefter taget til følge.
  

Reference(r)
Skatteforvaltningsloven § 42, stk. 1
Skatteforvaltningsloven § 46, stk. 2
Skatteforvaltningsloven § 48, stk. 1
  
Henvisning
Den juridiske vejledning 2011-1 A.A.10.2.2.1
Henvisning
Den juridiske vejledning 2011-1 A.A.10.2.2.4
Henvisning
Den juridiske vejledning 2011-1 A.A.10.2.5
Henvisning
Den juridiske vejledning 2011-2 A.A.10.3.3

Parter

A
(Advokat Thomas Carlsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Nanna Eram Jensen)

Afsagt af byretsdommer

Rikke Foersom

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag drejer sig om, hvorvidt Landsskatteretten i medfør af skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, 3. pkt., skal realitetsbehandle en klage over SKATs afgørelse, uanset at klagen er modtaget for sent.

Sagen omhandler endvidere spørgsmålet om, hvorvidt sagen skal hjemvises til realitetsbehandling af spørgsmålet om genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 46, stk. 2.

Sagsøgeren, A, har principalt nedlagt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at sagen hjemvises til realitetsbehandling ved Landsskatteretten.

Subsidiært, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at sagen hjemvises til realitetsbehandling af spørgsmålet om genoptagelse i medfør skatteforvaltningslovens § 46, stk. 2

Sagsøgte, Skatteministeriet, har over for påstanden om hjemvisning til realitetsbehandling nedlagt påstand om frifindelse.

Over for påstanden om hjemvisning til realitetsbehandling af spørgsmålet om genoptagelse har Skatteministeriet nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2, men indeholder dog blandt andet en gengivelse af de afgivne forklaringer.

A driver virksomhed med salg af parfume og beslægtede produkter via hjemmesiden www ... dk.  

SKAT traf den 13. august 2009 afgørelse om skønsmæssig forhøjelse af As indkomst for indkomstårene 2006 og 2007.

Ved klage dateret den 2. november 2009 indbragte As revisor SKATs afgørelse for Landsskatteretten. Klagen blev modtaget af Landsskatteretten den 8. december 2009. Klagen var således ikke modtaget inden for fristen på tre måneder i skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, 1. pkt. Endvidere havde revisoren ikke vedlagt den påklagede afgørelse eller indbetalt klageafgiften.

Ved brev af 9. december 2009 meddelte Landsskatteretten revisoren en frist på 14 dage til at berigtige klagen og til at forklare, hvorfor fristen var overskredet.

Klagen blev imidlertid ikke berigtiget, og Landsskatteretten meddelte ved brev af 6. januar 2010, at klagen i medfør af skatteforvaltningslovens § 42a, stk. 2, var bortfaldet.

Ved brev af 22. januar 2010 genfremsendte As revisor klagen af 2. november 2009, og klagen blev modtaget i Landsskatteretten den 27. januar 2010.

Da klagen ikke var modtaget rettidigt, afviste Landsskatteretten ved kendelse af 1. marts 2010 sagen, jf. skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Stævning er modtaget ved byretten den 1.juni 2010 inden for søgsmålsfristen, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 2. pkt.

Forklaringer

BA har forklaret, at han er ægtefælle til A. De er begge født i Østeuropa og kom til Danmark i 2003, hvor de siden har opholdt sig. I slutningen af 2005 stiftede de et parfumefirma, og de startede egentlig salg i februar 2006. Virksomheden var et internetfirma, som beskæftigede sig med salg af parfume over internettet. I starten stod de selv for al bogføring, men efter 1-2 år valgte de at få hjælp fra revisor JK. Da de startede op med virksomheden, var de klar over, at der var en masse regler i Danmark, som de ikke havde kendskab til, men de havde et ønske om selv at forsøge at klare bogholderi, fakturering m.v. Allerede ved opstart af virksomheden havde de et møde med en konsulent fra SKAT, som forklarede dem om de danske momsregler og om reglerne fra indberetning. Herefter indberettede og indbetalte de moms kvartalsvis i overensstemmelse med det, de havde fået at vide. Ved udarbejdelse af regnskaber fik de hjælp fra revisor JK. Revisor JK hjalp dem med at udarbejde regnskaber i alle årene fra 2006 til 2009.

Foreholdt brevet fra SKAT dateret 23. august 2009 forklarede han, at hverken han eller hans ægtefælle havde forstået præcis, hvad der stod i brevet. Han husker ikke, om de var blevet kontaktet af SKAT, før de modtog brevet. Han mener det ikke. Han mener kun, at de havde holdt et enkelt møde med SKAT ved opstart af virksomheden. Da han modtog brevet, ringede han straks til JK, og de aftalte et møde, som blev afholdt et par dage efter. Han kunne ikke forstå, hvad der stod i brevet, og han ønskede derfor et møde med JK for at få forklaret, hvad det betød. Han husker ikke helt, om han havde modtaget et girokort eller en opringning, men han mener, at han så et papir på et tidspunkt. Han ved, at de ikke var begyndt at betalte, idet opgørelsen i brevet af 13. august 2009 ikke var korrekt. På mødet med JK aftalte de, at JK skulle hjælpe dem med at klage. JK viste ham, hvad han ville sende til SKAT, og JK havde forsøgt at forklare ham proceduren og de problemer, der var. Han husker ikke præcist, hvornår mødet fandt sted.

Foreholdt brev dateret 2. november 2009 fra revisor JK forklarede han, at han ikke selv ville have haft nogen som helst mulighed for at udfærdige en klageskrivelse som den, JK havde udarbejdet. Han kan ikke huske, om han vidste, at der var en frist for indgivelse af klagen. Han havde bare bedt JK om at ordne det for dem. Det kan godt være rigtigt, at JK på deres første møde, umiddelbart efter de havde modtaget klagen, sagde til ham, at han manglede noget dokumentation for at kunne udfærdige klageskrivelsen. Han mener at have afleveret den ønskede dokumentation senest efter et par dage.

Foreholdt brevet fra SKAT af 9. december 2009 sendt til revisor JK oplyste han, at han mener, at JK viste ham brevet. Foreholdt brevet fra Landsskatteretten af 6. januar 2010 forklarede han, at han ikke husker, om han har set brevet, men at det har han måske nok.

JK har forklaret, at han har arbejdet som statsautoriseret revisor. Han har ydet revisorbistand til BA og hans ægtefælle, og han har udfærdiget deres regnskaber i alle årene fra 2006 frem til 2009. Han har også bistået dem med at udarbejde selvangivelser og opgørelse af moms. Ægtefællerne var egentlig startet selv med at holde bogholderi og udarbejde regnskab, men efter et stykke tid fandt de ud af, at de havde brug for hjælp.

Det hele startede med, at BA kom til ham med en hel stak bilag fra 2006 og 2007. Der var store problemer i forhold til momsafregningen og ved nærmere gennemgang af momsregnskaberne, måtte han konstatere, at der var beregnet moms af varekøb fra USA, hvilket gav en meget stor difference i regnskabet. Der var angivet cirka 680.000 for meget i indgående moms, hvilket gav anledning til momskorrektion. Det var ham, der udarbejdede momskorrektionen og angav den korrekte moms. Han forklarede og vejledte også ægtefællerne nærmere om de danske momsregler. På grund af beløbets størrelse var der en del møder og korrespondance med SKAT. Det lykkedes at få en fornuftig afviklingsaftale i stand med SKAT, og aftalen er blevet overholdt af ægtefællerne. Aftalen gik ud på, at 200.000 kr. skulle betales straks, og at der derefter skulle falde et månedligt afdrag. På et af møderne med SKAT blev også konsekvenserne af momsproblemerne nævnt, herunder at der kunne blive tale om fængsel og bøde. Det lykkedes dog, at få SKAT til at undlade at forfølge sagen nærmere, men SKAT fastholdt, at de ca. 680.000 kr. skulle tilbagebetales. Momskorrektionerne havde andre konsekvenser i forhold til ægtefællerne, idet korrektionen reelt betød, at ægtefællerne ikke havde haft nogen avance på de parfumeprodukter, de havde solgt.

Det er korrekt, at han efter brevet af 13. august 2009 fra SKAT holdt et møde med BA. Der var løbende møder og korrespondance med SKAT i hele 2008. Det var meget problematisk for sagen, at bilagsmaterialet var forsvundet flere gange undervejs. Al regnskabsmateriale blev udarbejdet på baggrund af en gennemgang af bankkonti ud fra "kasseprincippet". Det var samtidig nødvendigt at konstruere bilag ud fra kasseafstemning. Han havde på et tidspunkt udleveret en mappe med nogle bilag til BA, som desværre var bortkommet, og det havde derfor været nødvendigt at rekonstruere bilagsmaterialet flere gange. Der var rigtig mange ting i sagen, der var problematiske. Efter han havde modtaget afgørelsen af 13. august 2009, regnede han flere gange på afgørelsen og fandt frem til, at afgørelsen var helt urimelig for ægtefællerne. Blandt andet ville afgørelsen medføre, at ægtefællerne havde haft et fuldstændigt urimelig privatforbrug, hvilket der absolut ikke var grundlag for at antage. Hvis opgørelsen skulle lægges til grund, ville det svare til, at A havde trukket mellem 500.000 kr. og 700.000 kr. ud af virksomheden hvert år, hvilket på ingen måde var tilfældet.

Han startede med at arbejde på klagen den 2. november 2009, hvilket er årsagen til, at det er den dato, der fremgår af brevet. Det passer meget godt, at han færdiggjorde klagen den 2. december 2009, som er den dato, der er anført over hans navn til sidst i dokumentet. Klagen tog meget lang tid at udarbejde, idet der var så mange ting, der skulle vendes og drejes. Derudover var der efter 13. august 2009 fortsat korrespondance med det lokale skattecenter med spørgsmål til de enkelte poster og deres sammensætning. Det var hans opfattelse, at sagen langt fra var færdig fra SKATs side. Han havde fortsat drøftelser med det lokale skattecenter, og han blev jævnligt spurgt pr. mail eller ved opringning om forskellige ting, som han så forsøgte at besvare på bedste vis.

Han modtog brevet af 9. december 2009 fra Landsskatteretten, og set i bakspejlet finder han det tåbeligt, at han ikke fik sendt i det mindste en midlertidig klage frem til Landsskatteretten indenfor de givne frister. Men sagen var ekstrem besværlig og var på tidspunkter vanskelig for ham at overskue. Han var dog klar over, at der var en risiko for, at klagen ville blive anset for bortfaldet eller blive afvist, hvis fristerne ikke blev overholdt. Han modtog brevet fra Landsskatteretten af 6. januar 2010. I hans brev til Landsskatteretten af 22. januar 2010 tænkte han ikke nærmere over, at han både i overskriften og senere i brevet anmodede om at få sagen genoptaget. Det var ikke fra hans side en bevidst formulering, at sagen ønskes genoptaget. Sagen var noget rod, idet der var så mange ting, og hele tiden kom nye ting til. Han startede på klagen inden fristens udløb, og han nåede ikke at blive færdig. Han havde ikke glemt klagen, men der var så stor travlhed med så meget andet, at han ikke fik den færdig, før han den 2. december 2009 fik den sendt til Landsskatteretten. Det er hans opfattelse, at afgørelsen fra SKAT er helt forkert. Efter hans beregninger ville en realitetsbehandling af klagen og dermed en fornyet behandling af den materielle del af sagen medføre, at den forhøjelse af indtægten, som fremgår af afgørelsen, ville blive reduceret med mellem 70-75 %. Den afledte skat ville herefter tilsvarende blive nedsat svarende til cirka 300.000 kr. - 400.000 kr. Han pointerede, at der ud fra hans beregninger var tale om meget løse tal.

Han havde igennem hele forløbet både før og efter den 13. august 2009 løbende korrespondance med det lokale skattecenter. Han sendte mange breve til skattecenteret både på eget initiativ og efter ønske fra SKAT. Han husker ikke, om han på noget tidspunkt klagede over afgørelsen af 13. august 2009 til det lokale skattecenter. Han kan bekræfte, at han forud for afgørelsen den 13. august 2009 modtog en agterskrivelse fra SKAT dateret den 18. juni 2009. Han kan også bekræfte at have drøftet agterskrivelsen med ægtefællerne, og at han havde løbende drøftelser med SKAT vedrørende beregningerne.

Vedrørende klageafgiften ved han, at han på et tidspunkt indbetalte klageafgiften, og at han fik pengene retur. Han husker ikke, om det var før eller efter brevet fra SKAT. Han har kun fået klageafgiften tilbage en gang.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument gjort følgende anbringender gældende til støtte for sine påstande:

"...

at

Landsskatteretten skal realitetsbehandle sagsøgers klage over SKATs afgørelse af 13. august 2009, selvom klagefristen er sprunget, idet der forelå/foreligger særlige omstændigheder jf. skatteforvaltningsloven § 42, stk. 1,3. pkt.

   

 

idet sagsøger var nødsaget til at rekonstruere regnskab for 2006 og 2007 via regnskabsmaterialet for 2008, hvilket var særdeles tidskrævende,

   

 

idet Landsskatteretten reelt først kunne realitetsbehandle sagsøgers klage, når sagsøger havde fremskaffet det nødvendige dokumentationsgrundlag,

   

 

idet sagsøger grundet sprogvanskeligheder havde vanskeligt ved at forstå de danske moms- og skatteregler, hvilket sagsøger reagerede på ved at antage sagkyndig bistand, da sagsøger blev opmærksom på problemerne,

   

 

idet SKATs afgørelse af 13. august 2009 er truffet på et ufuldstændigt grundlag, og Landsskatteretten har via rekonstrueret regnskabsmateriale mulighed for at vurdere sagsøgers sag på et oplyst grundlag,

   

at

der ikke i lovens bestemmelser eller forarbejder, endsige noterne i Karnov er anført noget om, at denne skønsudøvelse ikke må eller kan indeholde rimelighedsbetragtninger

   

at

sagsøger vil lide et betydeligt økonomisk tab og dels et retstab, såfremt sagsøger ikke får medhold i, at sagen skal hjemvises til Landsskatteretten med henblik på realitetsbehandling,

   

at

klagefristens overskridelse er begrundet ved en fejl begået af sagsøgers revisor,

   

at

sagsøger er helt uden skyld i dette, hvorfor sagen følgelig bør behandles,

   

at

sagsøgers revisor vurderer, at sagens udfald ville blive et andet og mindst 50 % i sagsøgers favør af Landsskatteretten

I fald retten der ikke afsiges dom i overensstemmelse med sagsøgers principal påstand gøres det endvidere gældende,

at

skrivelse af 22. januar 2010 (bilag C) er udformet som en anmodning om genoptagelse af en klage til Landsskatteretten og følgelig som sådan burde behandles som sådan,

   

at

det forhold, at der i loven fremgår at en klage bortfalder ved fristoverskridelse ikke er ensbetydende med, at man senere skal være afskåret fra at ansøge om genoptagelse af en sådan afvist (bortfaldet) klage,

   

at

en sådan forståelse af loven i givet fald vil føre til, at man tvinges til at føre ikke blot en, men to retssager om hvorvidt Landsskatteretten er pligtig at realitetsbehandle en sag, hvilket aldrig kan have været intentionen fra lovgivers side, jf., herved også sagsøgtes egen instruks til kammeradvokaten om førelse af sager for sagsøger, hvoraf fremgår, at sager skal føres på realiteten og ikke på formalia,

   

at

Landsskatteretten ikke har foretaget den skønsmæssige afvejning, som foreskrevet i skatteforvaltningslovens § 46,stk.2,

   

at

der (som allerede nævnt ovenfor) ikke i lovens bestemmelser eller forarbejder, endsige noterne til Karnov er anført noget om, at denne skønsudøvelse ikke må eller kan indeholde rimelighedsbetragtninger,

   

at

det ikke kan udelukkes, at en sådan prøvelse, vil kunne føre til, at Landsskatteretten vælger at realitetsbehandle sagen, hvorfor sagsøger har et krav på at få sin sag vurderet i henhold til også denne bestemmelse (46,stk.2),

   

at

klagefristens overskridelse (som allerede nævnt ovenfor) er begrundet ved en fejl begået af sagsøgers revisor,

   

at

sagsøger (som allerede nævnt ovenfor) er helt uden skyld i dette, hvorfor sagen følgelig bør behandles,

   

at

sagsøgers revisor (som allerede nævnt ovenfor) vurderer, at sagens udfald ville blive et andet og mindst 50 % i sagsøgers favør af Landsskatteretten.

..."

Til støtte for sin principale påstand har A endvidere anført, at revisoren via dialog med de lokale skattemyndigheder havde fået indtryk af, at klagesagens behandling fortsatte ved det lokale skattevæsen, og at der var givet et genoptagelsestilsagn eller noget sidestillet med et sådant.

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument gjort følgende anbringender gældende til støtte for sine påstande:

"...

Det er ubestridt, at sagsøgerens klage til Landsskatteretten blev modtaget for sent, og til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn, hvorefter der ikke foreligger særlige omstændigheder, der taler for at se bort fra fristoverskridelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, 3. pkt.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, 3. pkt., at Landsskatteretten kan se bort fra en fristoverskridelse, hvis "særlige omstændigheder" taler derfor. Bestemmelsen er en videreførelse af 28, stk. 1,2. pkt., i skattestyrelsesloven fra 1977 (lov nr. 281 af 8.juni 1977), hvorefter der kunne bortses fra en fristoverskridelse, såfremt dette var begrundet i "særlige undskyldelige omstændigheder".

I forbindelse med vedtagelsen af skattestyrelsesloven blev fristen for klage til Landsskatteretten forlænget fra 4 til 8 uger. Af forarbejderne (FT 1976/77, 2. samling, Tillæg A, sp. 2460), fremgår følgende:

"...

Fristen for klage til landsskatteretten foreslås forlænget til 8 uger for at undgå en del kortvarige fristoverskridelser på grund af sygdom, ferie o. lign. Herefter vil der kun i sjældne tilfælde være grundlag for at se bort fra overskridelse af fristen.

..."

Det vil sige, at der altså kun i sjældne tilfælde vil være grundlag for at se bort fra en overskridelse af fristen i skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, og det er den skattepligtige, der skal godtgøre, at der foreligger særlige omstændigheder, jf. SKM2008.374.HR og SKM2004.214.ØLR.

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at der foreligger særlige omstændigheder, der taler for at se bort fra fristoverskridelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, 3. pkt. Det bemærkes, at retspraksis på området er restriktiv, ligesom det bemærkes, at sagsøgerens klage er indgivet mere end 2 måneder efter fristens udløb.

Det udgør ikke en særlig omstændighed, at dele af sagsøgerens bilagsmateriale for 2006 - 2007 angiveligt var gået tabt, og at sagsøgeren som følge heraf måtte bruge tid på at rekonstruere regnskabsmaterialet. At dette skulle være tilfældet er udokumenteret og er i givet fald sagsøgerens eget problem, jf. f.eks. SKM2002.100.HR. Hertil kommer, at sagsøgerens revisor allerede den 2. november 2009 havde udarbejdet en klage til Landsskatteretten (bilag 2), og sagsøgerens regnskabsmateriale må således allerede på dette tidspunkt anses for rekonstrueret. At sagsøgerens revisor ikke fik sendt klagen afsted med det samme, udgør ikke en særlig omstændighed. Det udgør heller ikke en særlig omstændighed, at sagsøgeren som følge af sprogvanskeligheder måtte have haft vanskeligt ved at forstå de danske moms- og skatteregler. Sagsøgeren havde jo også revisor på sagen allerede inden, klagefristen var udløbet.

Endelig udgør det ikke en særlig omstændighed, at sagsøgeren vil lide et rets- og økonomisk tab, såfremt sagen ikke realitetsbehandles, idet det herved bemærkes, at der ifølge praksis ikke er grundlag for at tillægge retstabsbetragtninger betydning ved vurderingen af, om en sen klage skal realitetsbehandles, jf. SKM2004.214.ØLR. Sagsøgeren har i øvrigt heller ikke godtgjort, at den for sent påklagede ansættelse er forkert.

Over for sagsøgerens påstand om, at sagen skal hjemvises til afgørelse af, om der i henhold til skatteforvaltningslovens § 46, stk. 2, er grundlag for at genoptage sagen, gøres til støtte for afvisningspåstanden gældende, at byretten ikke kan behandle spørgsmålet, idet dette ikke har været prøvet af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 48.

Landsskatteretten har alene prøvet spørgsmålet om, hvorvidt der i henhold til skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, 3. pkt., foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at behandle klagen, selv om den er indgivet for sent.

Spørgsmålet om, hvorvidt der i henhold til skatteforvaltningslovens § 46, stk. 2, er grundlag for genoptagelse har Landsskatteretten derimod ikke prøvet. Derfor, og idet det bestrides, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 2. pkt., er opfyldt, skal sagsøgerens påstand om genoptagelse afvises.

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at Landsskatteretten ikke burde have behandlet sagen efter skatteforvaltningslovens § 46, stk. 2, men at Landsskatteretten med rette har behandlet sagen efter skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1.

Efter skatteforvaltningslovens § 46, kan Landsskatteretten under visse særlige omstændigheder efter anmodning fra klageren genoptage en sag, der er afgjort eller afvist af Landsskatteretten. Ved skrivelse af 22. januar 2010 (bilag C) anmodede sagsøgerens revisor Landsskatteretten om at genoptage sagen. Landsskatteretten havde imidlertid ikke forud for klagen afgjort eller afvist sagen. Derimod var sagsøgerens tidligere klage anset for bortfaldet i henhold til skatteforvaltningslovens § 42a, stk. 2, som følge af manglende betaling af klageafgift, jf. bilag B. Betingelserne for at kunne genoptage sagen var - og er - derfor ikke til stede, og Landsskatteretten har dermed med rette behandlet sagen efter skatteforvaltningslovens § 42.

Allerede af den grund skal sagen ikke hjemvises til fornyet behandling af, hvorvidt der er grundlag for at genoptage sagen.

Det bestrides i øvrigt, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 46, stk. 2, er opfyldt i nærværende sag. Efter skatteforvaltningslovens § 46, stk. 2, kan Landsskatteretten undtagelsesvist imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis retten skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor. Bestemmelsen er en videreførelse af 34 i skattestyrelsesloven, og afforarbejderne til bestemmelsen fremgår, at "det forudsættes, at bestemmelsen praktiseres restriktivt", jf. FT 1976-77, Tillæg A, sp. 2462.

Det bestrides, at der i nærværende sag foreligger sådanne ganske særlige omstændigheder.

Der henvises i det hele til det ovenfor anførte vedrørende skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, 3. pkt.

Det bestrides videre, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis Landsskatteretten havde behandlet sagen efter skatteforvaltningslovens § 46, stk. 1, i stedet for § 42, stk. 1,3. pkt., således som sagsøgeren har gjort gældende i duplikken side 2, 6. afsnit. Derimod fremgår det af skatteforvaltningslovens § 46, stk. 2, at ganske særlige omstændigheder skal tale for en realitetsbehandling, mens § 42, stk. 1, 3. pkt., "kun" kræver, at særlige omstændigheder taler herfor. Skatteforvaltningslovens § 46, stk. 2, har således efter ordlyden et mere snævert anvendelsesområde sammenlignet med § 42, stk. 1, 3. pkt. Landsskatteretten har dermed ikke undladt at anvende den bestemmelse, der er mest gunstig for sagsøgeren, således som sagsøgeren har anført i duplikken side 2, 6. afsnit. Tværtimod.

At fristoverskridelsen efter det oplyste angiveligt har beroet på sagsøgerens revisors fejl kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Det bemærkes herved, at der - i overensstemmelse med praksis - må ske identifikation mellem sagsøgeren og hendes revisor, jf. f.eks. SKM2008.902.BR. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, hvis revisoren ikke er dækket af en ansvarsforsikring, som kan dække det tab, som sagsøgeren eventuelt måtte have lidt som følge af revisorens fejl, således som sagsøgeren synes at gøre gældende i replikken side 3, nederst.

..."

Til støtte for sin principale påstand har Skatteministeriet endvidere anført, at det er udokumenteret, at SKAT eller det lokale skattecenter skulle havde accepteret en fristoverskridelse.

Rettens begrundelse og afgørelse

Skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, 3. pkt.

Det lægges som ubestridt til grund, at As klage over SKATs afgørelse af 13. august 2009 blev modtaget i Landsskatteretten den 27. januar 2010 og dermed efter udløb af klagefristen, jf. skatteforvaltningslovens 42, stk. 1, l. pkt.

Efter bevisførelsen, herunder de afgivne forklaringer, findes A ikke have godtgjort, at der foreligger særlige omstændigheder, der taler for at se bort fra fristoverskridelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, 3. pkt.

Der er herved lagt særlig vægt på, at retspraksis på området er restriktiv, og at As klage er indgivet mere end 2 måneder efter fristens udløb.

Af de af Skatteministeriet anførte grunde er der herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn, hvorefter der ikke foreligger særlige omstændigheder.

Skatteministeriets frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Skatteforvaltningslovens § 46, stk. 2.

Det lægges som ubestridt til grund, at Landsskatteretten alene har prøvet spørgsmålet om, hvorvidt der i henhold til skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, 3. pkt., foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at behandle klagen, selv om den er indgivet for sent.

Landsskatteretten har således ikke prøvet spørgsmålet om, hvorvidt der i henhold til skatteforvaltningslovens § 46, stk. 2, er grundlag for genoptagelse.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 46, stk. 1, at Landsskatteretten efter anmodning fra klageren under visse omstændigheder kan genoptage en sag, der er afgjort eller afvist af Landsskatteretten.

Landsskatteretten modtog brev af 22. januar 2010 fra revisor JK på vegne af A på et tidspunkt, hvor hendes sag ikke var afgjort eller afvist, men alene bortfaldet som følge af manglende betaling af klageafgift, jf. skatteforvaltningslovens § 42a, stk. 2, jf. stk. 1.

Da der således ikke forelå en afgjort eller afvist sag, har Landsskatteretten med rette behandlet sagen som en klage over SKATs afgørelse af 13. august 2009, jf. skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1.

Landsskatteretten har ved kendelse af 1. marts 2010 afvist sagen.

Spørgsmålet om genoptagelse af sagen i medfør af skatteforvaltningslovens § 46 har ikke herefter været indbragt for Landsskatteretten, og spørgsmålet er således ikke prøvet af Landsskatteretten.

Henset til sagens karakter - og til, at det ikke kan anses for undskyldeligt, at A, ikke har indbragt spørgsmålet om genoptagelse af sagen for Landsskatteretten efter afvisningskendelsen af 1. marts 2010 - er der ikke grundlag for at tillade spørgsmålet om genoptagelse inddraget under retssagen.

Da spørgsmålet om genoptagelse således ikke på nuværende tidspunkt kan indbringes for domstolene, afvises sagen for så vidt angår As subsidiære påstand, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1.

Skatteministeriets afvisningspåstand tages herefter til følge.

Sagsomkostninger

A skal efter sagens udfald betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Omkostningerne fastsættes efter sagens værdi, karakter og omfang til 46.875 kr., idet det ved opgørelse af sagens værdi er taget hensyn dels til afgørelsen fra SKAT af 13. august 2011 og dels forklaringen fra revisor JK i relation til størrelsen af det bestridte beløb. Beløbet tilkendes til dækning af Skatteministeriets udgift til advokatbistand inklusiv moms.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes for As påstand.

A skal inden 14 dage betale 46.875 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter