Dato for udgivelse
30 Aug 2011 08:05
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23 Aug 2011 10:15
SKM-nummer
SKM2011.563.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
11. afdeling, B-3267-10
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ejendomsavancebeskatning
Emneord
Parcelhusreglen, folkeregister, arv, forbedringer
Resumé

Appellanten havde på et tidspunkt, hvor han i forvejen ejede og boede på en anden ejendom (ejendom 1), fået udlagt en ejendom (ejendom 2) ved arveudlæg. Appellanten og hans ægtefælle flyttede deres folkeregisteradresser i en ca. 6-måneders periode, hvorefter appellanten flyttede til en ny ejendom (ejendom 3), som var erhvervet, efter at han havde meldt folkeregisteradresse til den arveudlagte ejendom (ejendom 2).

Appellanten havde imidlertid ikke opgivet sin hidtidige bolig (ejendom 1), som han sammen med ægtefællen havde beboet en lang årrække, og denne bolig blev således først sat til salg, efter at appellanten havde købt og overtaget ejendom 3.

Landsretten anså det ikke for godtgjort, at den arveudlagte ejendom reelt havde tjent til bolig for appellanten og hans ægtefælle. Byrettens dom blev derfor stadfæstet.

Reference(r)
Ejendomsavancebeskatningsloven § 1
Henvisning
Den juridiske vejledning 2011-2 C.H.2.1.15.7

Parter

A
(advokat Nicolai Bo Sørensen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Lisbeth Jørgensen)

Afsagt af landsdommerne

Lodberg, Lene Jensen og Camilla Lorenz (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 8. oktober 2010 (BS 150-1892/2008) er anket af A med påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at hans kapitalindkomst for indkomståret 2004 nedsættes med 1.180.835 kr.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af A.

A har supplerende forklaret blandt andet, at kælderen på ...1 var på 100 m2. Udviklingsfaciliteterne blev bibeholdt i kælderen, da hans virksomhed flyttede til ...4. Han havde brugt flere måneder på at bygge faciliteterne i kælderen op. Da de flyttede ind på ...2, var han i gang med et forskningsprojekt, hvorfor han ikke bare kunne flytte maskinerne. Efter 1. oktober 2003 arbejdede han 2-3 gange om ugen og mange gange i weekenderne på ...1. Han var færdig med at renovere køkkenet på ...2 i februar/marts 2004. Han indgik formidlingsaftale vedrørende ejendommen sidst i april 2004 og satte den til salg i april eller maj 2004. Den tinglyste forkøbsret på ejendommen blev frafaldet umiddelbart uden diskussion.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter § 1 i ejendomsavancebeskatningsloven skal fortjeneste ved afståelse af fast ejendom medregnes til den skattepligtige indkomst.

Ifølge undtagelsesbestemmelsen i samme lovs § 8, stk. 1, skal fortjeneste ved afståelse af en- og tofamiliehuse eller ejerlejligheder ikke medregnes, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen.

Det lægges til grund, at A fra den 1. oktober 2003, hvor han ifølge sin forklaring sammen med sin ægtefælle flyttede til ...2, og indtil parret den 31. maj 2004 flyttede til ...3, fortsat ejede den tidligere fælles bolig på ...1, hvor han havde bevaret en del af sit erhverv, og hvor han arbejdede flere gange om ugen. Det lægges endvidere til grund, at han havde erhvervet ejendommen på ...3, inden han satte ejendommen på ...1 til salg.

Det lægges efter As forklaring til grund, at boligen på ...2 i en væsentlig del af den pågældende periode var ubeboelig, idet der pågik større renoveringsarbejder især i form af udskiftning af køkken og badeværelser.

På denne baggrund og henset til, at energiforbruget på ...1 stort set var uændret i den pågældende periode, finder landsretten ikke, at A har godtgjort, at ejendommen på ...2 reelt har tjent som bolig for ham og hans ægtefælle.

Den omstændighed, at der blev meddelt adresseændring til ...2 til folkeregisteret og andre offentlige myndigheder, kan ikke føre til andet resultat.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 75.000 kr., der dækker udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 75.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter