Dato for udgivelse
02 Sep 2011 14:50
SKM-nummer
SKM2011.582.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-182433
Dokument type
Afgørelse
Emneord
Ejendomsværdi, dækningsafgiftspligtig forskelsværdi, forkert vurderingsgrundlag
Resumé

Skatterådet har ekstraordinært genoptaget ejendomsværdien pr. 1. oktober 2004 med henblik på nedsættelse.

Efter anmodning fra ejer har SKAT forelagt sagen for Skatterådet med henblik på ekstraordinær genoptagelse af ejendomsværdien (med konsekvens for den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi) for ejendomme A pr. 1. oktober 2004 jfr. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3.

Hjemmel

Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3,
Vurderingsloven § 6,
Vurderingsloven § 9,
Vurderingsloven § 10

Henvisning
Vurderingsvejledningen 2011-2, afsnit B
Henvisning
Vurderingsvejledningen 2011-2, afsnit C.4 
Henvisning
Vurderingsvejledningen 2011-2, afsnit E.1.1

Ejendommen A er en ældre fabriks- og lagerejendom med et grundareal på 22.472 m2, og et bebygget areal på 6.003 m2.

Ejendomsværdien pr. 1. oktober 2004 er ansat på baggrund af et fejlagtigt BBR-areal på 7.818 m2. Ejer har forud for 2004-vurderingen rettet henvendelse til kommunen om det fejlagtige bygningsareal, uden at det er blevet ændret.

Samtidig har SKAT ikke været tilstrækkelig opmærksom på bygningernes utidssvarende tilstand med minimal mulighed for alternativ anvendelse, samt den lange afstand til større veje.

SKAT har derfor indstillet til Skatterådet, at ejendomsværdien pr. 1. oktober 2004 ændres fra 10.100.000  kr. til 5.300.000 kr. Da grundværdien er uændret, nedsættes den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi tilsvarende.

Skatterådet har tiltrådt indstillingen.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter