Dato for udgivelse
07 Oct 2011 10:52
SKM-nummer
SKM2011.654.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-059873
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
Ejendomsvurdering
Emneord
Ejendomsvurdering, Ekstraordinær genoptagelse, omberegnet ejendomsværdi
Resumé

Skatterådet har ændret omberegningen af ejendomsværdien i 2001-niveau fra 0 kr. til 1.900.000 kr. og i 2002-niveau fra 0 kr. til 2.300.000 kr. Ændringen skyldes en objektiv myndighedsfejl, idet der ved vurderingen pr. 1.10.2003 fejlagtigt ikke samtidig er ansat omberegnede ejendomsværdier. Ansatte værdier i 2001- og 2002-niveau i forbindelse med senere vurderinger blev samtidig ophævet.

Skatterådet har samtidig bemyndiget SKAT til at genoptage vurderingen for yderligere 9 ejendomme med samme forhold.

Hjemmel

Vurderingsloven § 33, stk. 12 og 13
Skatteforvaltningsloven § 33, stk. 3 og 4.

Reference(r)

Vurderingsloven § 33, stk. 12 og 13
Skatteforvaltningsloven § 33, stk. 3 og 4.

Henvisning

Vurderingsvejledning 2011-2 F.1

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2011-2, afsnit A.A.8.6.


Sagen drejer sig om en etageejerlejlighed, der pr. 1.10.2003 blev vurderet 1. gang. SKAT har i forbindelse med vurderingen fejlagtig ikke samtidig ansat ejendomsværdien i henholdsvis 2001- og 2002-niveau, efter Vurderingslovens § 33, stk. 12 og 13.

SKAT har ved vurderingerne i 2005 og 2007 uhjemlet ansat ejendomsværdien i 2001- og 2002-niveau, hvorved grundlaget for ejendomsværdiskatten har været for højt.

Da fejlen er opdaget efter udløbet af fristen i Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, kan den kun korrigeres ved ekstraordinær genoptagelse efter lovens § 33, stk. 3.

Efter sædvanlig praksis anlægges der i forbindelse med ekstraordinær genoptagelse på SKATs egen foranledning en helhedsbetragtning. Heri indgår forhold som at der foreligger væsentlige myndighedsfejl med hensyn objektivt konstaterbare forhold, at fejlen er åbenlys og at ændringen ikke er beløbsmæssig ubetydelig.

I det aktuelle tilfælde var der tale om en væsentlig fejl der har medført betydelig højere ejendomsværdiskat for efterfølgende år. Den manglende ansættelse af ejendomsværdien i 2001- og 2002-niveau blev derfor genoptaget og ændret til de korrekte. De uhjemlede ansættelser blev samtidig ophævet.

Skatterådet har besluttet at afgørelsen har skattemæssig virkning for betalt ejendomsværdiskat fra og med indkomståret 2007.

Skatterådet har samtidig bemyndiget SKAT til at genoptage vurderingen for yderligere 9 ejendomme med samme forhold.