Dato for udgivelse
11 Nov 2011 07:19
Dato for afsagt dom/kendelse
03 Oct 2011 09:27
SKM-nummer
SKM2011.746.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 41B-7147/2008
Dokument type
Dom
Emneord
Genoptagelse, ekstraordinær, skatteberegning
Resumé

Sagsøgeren havde i forlængelse af en skønsmæssig forhøjelse vedrørende indkomståret 1993, som var blevet fastslået ved Højesterets dom af 17. juni 2005, jf. SKM2005.275.HR, gjort gældende, at SKAT skulle genoptage opgørelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for 1993, idet et beløb på kr. 175.212 ifølge sagsøgeren var blevet beskattet to gange. Retten fandt det ikke godtgjort, at skatteberegningen var foretaget forkert.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2011-2 A.A.8.2.3.10


 

Parter

A
(Advokat Nicolai B. Sørensen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ Adv.fm. Anders Sparholt Jørgensen)

 

Afsagt af byretsdommer

Gitte Cordes

 

Sagens baggrund og parternes påstande

 

Sagen vedrører beregningen af sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 1993.

 

Sagsøgerens påstand er principalt, at sagsøgte tilpligtes at genoptage skatteansættelsen og at foretage fornyet skatteberegning af sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 1993, således at der ved den fornyede beregning af skattetilsvaret tages udgangspunkt i en negativ ultimo formue for indkomståret 1993 på kr. 3.818.073 kr., og subsidiært, at sagsøgte tilpligtes at foretage fornyet skatteberegning af sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 1993, således at der ved den fornyede beregning af skattetilsvaret tages udgangspunkt i en negativ ultimo formue for indkomståret 1993 på kr. 3.818.073 kr.

 

Sagsøgtes påstand er frifindelse. Oplysningerne i sagen

 

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

 

Landsskatteretten afsagde den 24. juli 2008 følgende kendelse i sagen

 

"...

 

Landsskatterettens afgørelse

 

SKAT har ikke imødekommet anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen.

 

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

 

Møde mv.

 

Klagerens repræsentant har haft møde med Landsskatterettens sagsbehandler. Han har endvidere anmodet om at give møde for rettens medlemmer. I henhold til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, kan retten undlade at imødekomme en sådan begæring, hvor denne behandlingsform efter forholdene må anses for åbenbart overflødig. Under henvisning til denne bestemmelse har Landsskatteretten ikke imødekommet begæringen om retsmøde, idet sagen må anses for tilstrækkeligt oplyst på det foreliggende grundlag

 

Sagens oplysninger

 

Klagerens indkomstansættelse for indkomståret 1993 er ansat skønsmæssigt, og klageren har tidligere påklaget ansættelsen. Højesteret har den 17. juni 2005 (SKM2005.275.HR) stadfæstet afgørelsen, hvor klagerens indkomst er forhøjet med 1.954.827 kr.

 

ToldSkat har konstateret, at der i perioden 10. juni 1993 til 1. december 1993 er indskudt i alt 1.954.827 kr. i selskabet H1 Invest A/S. De selvangivne indkomst-og formueforhold hos klageren levnede ikke plads til at klageren kunne indskyde midler af en sådan størrelsesorden i selskabet.

 

Klageren havde på selvangivelsen påført formuen ultimo et aktiv på 175.212 kr. vedrørende kontant indestående, som er indgået i privatforbrugsberegningen.

 

For Østre Landsret - og senere Højesteret påstod klageren beløbet overført til H2 som en del af et lån på 635.079 kr. Dette er dog afvist både i Østre Landsret og Højesteret.

 

Klagerens repræsentant anmodede i et brev dateret den 14. november 2006 Landsskatteretten om syn og skøn i sagen. Den 20. november 2006 blev repræsentanten i et brev fra Landsskatteretten oplyst om, at Retten ikke er enig i, at afholdelse af syn og skøn kan tilføre sagen nye oplysninger, og der er derfor ikke givet tilsagn om dækning af omkostningerne.

 

I en e-mail dateret den 21. november 2006 har repræsentanten herefter taget forbehold for syn og skøn i tilfælde af, at en kontorindstilling vil gå klageren imod.

 

Den 9. januar 2007 meddelte Landsskatteretten på ny i et brev repræsentanten, at omkostninger til syn og skøn ikke vil blive dækket af det offentlige.

 

Den 15. januar 2007 oplyste repræsentanten, at han snarest muligt ville udarbejde et skønstema. I en e-mail den 7. marts 2007 anmodede repræsentanten om fristforlængelse med indsendelse af skønstema, hvilket blev indrømmet.

 

Den 23. marts 2007 indsendte repræsentanten skønstema, og anmodede om at få stillet sagen i bero.

 

Den 22. april 2008 indsendte SKAT kendelse af 1. april 2008 fra Byretten. Det fremgår af kendelsen, at SKAT reelt allerede under proceduren har besvaret det regnskabsmæssige spørgsmål vedrørende belastningen af klagerens personlige indkomst for 1993, der ønskes stillet. Da de yderligere delspørgsmål herefter ikke kan besvares i form af regnskabstekniske opstillinger, og da senest Højesteret har taget stilling til betydningen af klagerens opgørelse af sit privatforbrug i forbindelse med indskud i H1 Invest A/S, er anmodningen om syn og skøn ikke imødekommet.

 

Den 3. juni har repræsentanten på ny tilskrevet Landsskatteretten, at gennemførelsen af syns- og skønsforretningen har bevirket, at SKAT har tilkendegivet, at det omhandlede beløb belaster klagerens privatforbrug to gange. Repræsentanten ønsker derfor dækning for omkostningerne til afholdelse af syn og skøn.

 

SKATs afgørelse

 

SKAT har ikke hjemmel til at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 1993. Der er ikke foretaget ændringer i hverken Østre Landsret, eller Højesterets dom af 17. juni 2005, idet afgørelsen er stadfæstet i sin helhed. Derfor kan der ikke være ændringer til indberetning af et andet resultat.

 

Højesterets dom tager udgangspunkt i de selvangivne forhold. Da de 175.212 kr. er selvangivet, indgår de i privatforbrugsopgørelsen ultimo som et aktiv. De kan derfor ikke være anvendt til videreudlån til H2 som en del af de 635.079 kr., som påstået af klagerens repræsentant.

 

Der er ikke i forbindelse med sagsbehandlingen i Højesteret foretaget ændringer i indkomstansættelsen, da den er stadfæstet i sin helhed. Da der ikke er foretaget ændringer, kan der ikke være tale om, at der skal foretages fornyet indberetning af tal til selvangivelsen.

 

Klagerens påstand og argumenter

 

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om at indkomsten nedsættes med 175.212 kr. Af Højesterets dom fremgår det, at klageren har påstået at have udlånt i alt 635.079 kr. til H2 i 1993. I dette beløb indgår de 175.212 kr. som er et kontantbeløb som klageren var i besiddelse af i 1993. Klageren har selvangivet beløbet på sædvanlig vis i 1993 som et netto aktiv i rubrik 694. Som følge af at klageren har selvangivet beløbet, er han blevet beskattet af beløbet 2 gange.

 

Det fremgår af Østre Landsrets dom at "Beløbet 175.212 kr. er således anført på selvangivelsen for 1993 som eksisterende formue pr. 31. december 1993". Således lægger også Østre Landsret til grund, at beløbet har været indtægtsført i 1993, og således også beskattet i dette år.

 

Højesteret har udtalt, at det ikke kan lægges til grund, at klageren har haft de 175.212 kr. til rådighed i 1993. Der er dermed foretaget en beskatning af hele dette beløb. Klageren er således dømt til at betale skat af de 175.212 kr., som han allerede har selvangivet i 1993.

 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

 

I relation til dagældende skattestyrelseslovs § 34, stk. 2 (nugældende skatteforvaltningslovs § 26, stk. 2) skal en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, fremlægge nye oplysninger, der kan begrunde ændringen. Klagerens revisor har ved brev af 21. september 2005 anmodet skattemyndigheden om at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 1993. Anmodningen om genoptagelse er således fremsat mere end 3 år efter udløbet af indkomståret 1993, jf. bestemmelsens ordlyd. Der er derfor ikke grundlag for at pålægge forvaltningen at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 1993 i medfør af reglerne om ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

 

Genoptagelse ud over nævnte 3 års frist kan i henhold til skatteforvaltningsloven alene tillades i tilfælde, der er omfattet af dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nugældende skatteforvaltningslovs § 27, stk. 1.

 

Betingelserne for ekstraordinær skatteansættelse er anført i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 til 8. Der er tale om en udtømmende bestemmelse.

 

Repræsentantens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 1993 opfylder ikke nogen af de betingelser som fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1.

 

Klageren har overfor Højesteret nedlagt påstand om, at en del af et indskud i H1 Invest A/S på i alt 1.654.827 kr. udgøres af de 175.212 kr., som klageren ønsker fradrag for i denne sag. Klageren har således overfor Højesteret anført, at de 175.212 kr. har været til klagerens rådighed, og er betalt som indskudskapital i H1 Invest A/S. Dette har Højesteret afvist, da beløbet er opført i klagerens formue på selvangivelsen 1993 som et kontant indestående. Beløbet kan således ikke være indbetalt i H1 Invest A/S som anført af klageren.

 

Selv om beløbet er påført formuen, er det ikke nødvendigvis indkomstbeskattet.

 

Der er derfor ikke grundlag for at pålægge forvaltningen at genoptage skatteansættelsen for klageåret i medfør af reglerne om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1.

 

Landsskatteretten stadfæster derfor skattecentrets afgørelse.

..."

 

Forklaringer

 

Sagsøgeren har blandt andet forklaret, at han indsendte bilag 9 sammen med selvangivelsen for 1993. SKAT har aldrig påtalt, at bilaget manglede. I selvangivelsen anførte han de 175.212 kr. som formue, fordi beløbet var et tilgodehavende. Han opholdt sig på det tidspunkt i udlandet og var ikke så omhyggelig med sin selvangivelse, som derfor ikke var helt korrekt. Revisor medtog kun et mindre beløb. Sagsøger brugte de 175.212 kr. af egne midler til en del af det indskud, han foretog. Der var ikke plads til en nærmere specifikation i selvangivelsen. Derfor vedlagde han bilag 9. På et tidspunkt i løbet af året var beløbet et kontant indestående, men ved udgangen af året, var beløbet et tilgodehavende. Sagsøger lukkede alle sine konti, fordi SKAT gjorde udlæg. Hans hus gik på tvangsauktion året efter.

 

Parternes synspunkter

 

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument gjort følgende gældende:

 

"...

 

Faktum

Vedrørende selvangivelsen for 1993

 

Det gøres gældende, at bilag 9 er indleveret sammen med selvangivelsen for 1993.

 

Sagsøgte har modtaget selvangivelsen, men har - uvist af hvilke årsager - smidt denne væk sammen med hele ligningsomslaget og det øvrige materiale, der relaterer sig til indkomståret 1993.

 

Sagsøgte har selv i sagens bilag 11 redegjort for, at man ikke kunne finde sagsøgers selvangivelse for 1993. Dette faktum er kun bestyrket ved, at sagsøgte i nærværende sag gentagne gange har "eftersøgt" ligningsomslaget hos de lokale skattemyndigheder - uden held.

 

Sagsøgte er blevet opfordret til at fremlægge hele ligningsomslaget for 1993, således at det objektivt kan konstateres, hvad der indgår i ligningen for 1993. Dette har sagsøgte valgt ikke at gøre, hvilket bestyrker det faktum, at man har smidt materialet væk, og hvilket i øvrigt må tillægges processuelt skadesvirkning.

 

Det må herefter lægges til grund, at bilag 9 er indleveret til skattemyndighederne i forbindelse med indleveringen af selvangivelsen. Dette støttes yderligere af, at sagsøger allerede i 1996 gjorde opmærksom på, at man havde indleveret et sådant bilag. Sagsøger har således fastholdt sin forklaring gennem 15 år. Bilaget har i øvrigt været genstand for behandling i både Landsskatteretten, Østre Landsret og Højesteret.

 

Heroverfor står sagsøgtes forklaring om, at man har smidt materialet væk, og at man ikke har været i stand til at fremfinde dette.

 

Sagens bilag C og D er ikke de indleverede underskrevne selvangivelser. Det forekommer i øvrigt mærkværdigt, at sagsøgte efter selv at have erklæret ikke at kunne finde materialet, nu pludselig - ganske kort inden forberedelsens afslutning - alligevel kan fremfinde en ikke-underskrevet selvangivelse.

 

Som nævnt har sagsøger anmodet sagsøgte om at fremlægges hele ligningsomslaget, hvilket ikke er sket. Det ikke underskrevne materiale, der er fremlagt som bilag C, kan ikke træde i stedet for den underskrevne og korrekt indleverede selvangivelse, og kan slet ikke træde i stedet for en fremlæggelse af hele ligningsomslaget.

 

Det bemærkes endelig, at sagsøgte selv i bilag D erklærer, at den ikke underskrevne selvangivelse ikke kan tjene som grundlag for ligningen, og at man derfor fortsat vil udstede dagbøder.

 

Det kan således af sagsøgtes eget bilag D læses, at bilag C ikke er lagt til grund ved ligningen. Bilag C har af samme årsag ingen relevans for nærværende sag.

 

Vedrørende Højesterets afgørelse af 17. juni 2005

 

Det betones, at sagsøger ved nærværende sag ikke bestrider den afgørelse, der er truffet af Højesteret den 17. juni 2005. Nærværende sag omhandler således ikke spørgsmålet om, hvorvidt der skal ske en forhøjelse af sagsøgers indkomst for 1993.

 

Derimod omhandler nærværende sag den skatteberegning, der foretages af skattemyndighederne som følge af den skattemæssige forhøjelse, der er blevet foretaget.

 

Vedrørende skatteberegningen

 

Det gøres overordnet gældende, at sagsøger ved indleveringen af selvangivelsen for indkomståret 1993 i rubrik 694 "andre aktiver" har medtaget et aktiv i form af et tilgodehavende hos H2 Leisure Ltd. på 175.212.

 

Sagsøger havde oprindeligt udlånt 635.079 kr. til dette selskab. Da sagsøger selv havde optaget lån på kr. 459.869 for at finansiere sit eget udlån, var det samlede tilgodehavende, der blev påført selvangivelsen, på kr. 175.212, jf. bilag 9.

 

Der er tale om et tilgodehavende, som sagsøger havde ultimo 1993. Der er således ikke tale om, at sagsøger var i besiddelse af beløbet ultimo 1993.

 

Beløbet indgår således i den oprindelige selvangivelse i debetsiden under rubrik 694.

 

Det bemærkes i øvrigt at beløb der anføres i rubrik 694 ikke er et udtryk for kontantbeholdning. Af Skattemyndighedernes selvangivelse har SKAT således anført, at beløb, der anføres i rubrik 694 er udtryk for "andre skattepligtige aktiver, herunder f.eks. kontantbeholdning, værdi af bil og kursværdi af pantebreve, der ikke er i depot". Yderligere skal anden kapitalindkomst anføres i rubrik 694.

 

Rubrik 694 anvendes således til at anføre andre skattepligtige aktiver - herunder tilgodehavender. Det kan endelig bemærkes, at det ikke giver mening, at sagsøger i selvangivelsen både skulle anføre at have optaget to lån og samtidig have kontanter i behold - hvis sagsøger var i besiddelse af kontanter, ville låneoptagelse ikke være nødvendig.

 

Efterfølgende foretager skattemyndighederne en korrektion af sagsøgers indkomst, jf. bilag 4. Korrektionen af sagsøgers indkomst skyldes et beregnet negativt privatforbrug, jf. bilag 4 p. 4.

 

Det fremgår af bilag 4 side 4, at der er en negativ formue ultimo på selvangivelsen på kr. 3.642.861. Som det fremgår, er dette tal hentet fra sagsøgers indleverede selvangivelse (bilag 3 nederst). Tallet er en sammentælling af de selvangivne poster fra de enkelte rubrikker på selvangivelsen, herunder rubrik 694, der indeholdt de poster, der kan genfindes i bilag 9 - således også posten på kr. 175.212.

 

Aktivet på kr. 175.212 er således et tilgodehavende hos H2 Leisure Ltd. medtaget i selvangivelsens rubrik 694.

 

Som det fremgår af bilag 4, foretages en forhøjelse af sagsøgers indkomst med kr. 1.954.827 som følge af, at sagsøger ikke anses for at have haft dette beløb til rådighed til udlån til H2 Leisure Ltd. og H1 Invest A/S. Dette var det fulde beløb, der blev indbetalt til H1 Invest A/S.

 

Af beløbet på 1.954.827 var de af sagsøger angivne 635.079 kr. først overført til H2 Leisure Ltd., der herefter overførte beløbet til H1 INvest A/S. Beløbet på 635.079 kr. er det beløb, der fremgår af bilag 9. Den konkrete skattemæssige behandling af disse beløb kan genfindes i opsummeret form i sagsøgtes svarskrift side 2 og 3.

 

Som det fremgår af sagsøgtes svarskrift siderne 2 og 3 - og Østre Landsrets afgørelse i sagen - tilsidesættes sagsøgers forklaring om, at han har udlånt kr. 635.079 til H2 Leisure Ltd.

 

Ligeledes tilsidesættes sagsøgers forklaring om at have optaget lån på kr. 394.867.

 

Endelig tilsidesættes sagsøgers forklaring om at have optaget lån på kr. 65.000 hos H3 ApS.

 

Samtlige poster i bilag 9 tilsidesættes således i skattemæssig henseende. Af samme årsag har sagsøger ikke haft et tilgodehavende på 175.212 kr., da denne post blot er et resultat af de 3 øvrige poster, der alle tilsidesættes.

 

Tilgodehavendet på 175.212 kr. blev selvangivet af sagsøger og indgår i privatforbrugsberegningens negative ultimo-post som et aktiv.

 

Da aktivet er blevet tilsidesat i skattemæssig henseende, burde SKAT efter Østre Landsret og Højesteret havde afsagt dom, ved privatforbrugsberegningen have taget hensyn hertil. Således burde man ikke have anvendt sagsøgers selvangivne ultimo-formue på 3.642.861, som var blevet selvangivet før SKAT foretog korrektionen af privatforbruget.

 

I stedet burde man ved den efterfølgende indberetning (ændring af årsopgørelsen) have taget hensyn til indholdet af Landsrettens og Højesterets afgørelser og have taget udgangspunkt i, at sagsøger ikke havde et tilgodehavende på 175.212 kr.

 

Dette beløb skulle således have været fratrukket sagsøgers ultimo-formue ved skatteberegningen. Den selvangivne ultimo-formue var på kr. 3.642.861 og aktivet på 175.212 skulle have været fratrukket heri.

 

Da ultimo-formuen var negativ, ville dette have medført en negativ formue på kr. 3.818.073.

 

Ved skatteberegningen burde der således have været taget hensyn til, at sagsøger i indkomståret 1993 havde anvendt 175.212 kr. mindre, hvorved det negative privatforbrug ville have været et tilsvarende beløb mindre.

 

Da man imidlertid ikke tager hensyn hertil ved skatteberegningen, belaster det samme beløb privatforbrugsopgørelsen to gange (gennem forhøjelsen på 1.954.827 og gennem den for lave ultimo-formue).

 

Da ultimo-posten på kr. 3.642.861 ikke reguleres med det (allerede) selvangivne beløb på 175.212 kr., medtages beløbet to gange, jf. notat udarbejdet af Deloitte, der fremlægges som bilag 12.

 

Der henvises yderligere til bilag 11, hvor skattemyndighederne i et bindende svar af egen drift har redegjort herfor.

 

Det gøres på denne baggrund gældende, at skatteberegningen er foretaget forkert. Sagsøger har processuelt ikke mulighed for at anfægte forhøjelsen, men da skatteberegningen medtager det samme beløb to gange, bør skatteberegningen genoptages med henblik på en korrekt beregning af det skattetilsvar, sagsøger skal svare som følge af Højesterets afgørelse af 17. juni 2005.

..."

 

Sagsøgte har i sit påstandsdokument gjort følgende gældende

 

at sagsøgeren ikke har krav på genoptagelse for så vidt angår sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 1993, jf. den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 8.

 

Det bestrides således, at sagsøgeren har godtgjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder som medfører, at det må anses for urimeligt at opretholde skatteansættelsen.

 

For indkomståret 1993 blev sagsøgerens skattepligtige indkomst forhøjet med bl.a. kr. 1.954,827, svarende til en række indskud foretaget i selskabet H1 Invest A/S i perioden 10. juni 1993 til 1. december 1993. Indskuddene var foretaget gennem et irsk selskab, H2 Leisure Ltd. Skattemyndighederne lagde til grund, at indskuddene var foretaget af sagsøgeren. De selvangivne indkomst- og formueforhold hos sagsøgeren, herunder privatforbruget, levnede efter skattemyndighedernes opfattelse ikke plads til, at midlerne hidrørte fra sagsøgerens beskattede indkomst. Skattemyndighederne havde i indkomståret beregnet et betydeligt negativt privatforbrug for sagsøgeren. Forhøjelsen på kr. 1.954.827 blev stadfæstet af Landsskatteretten ved kendelse af 13. december 2001 (bilag A), af Østre Landsret, ved dom af 17. juni 2004 (bilag 5) og af Højesteret ved dom af 17. juni 2005 (bilag B).

 

Under sagen gjorde sagsøgeren med en række forskellige begrundelser gældende, at privatforbrugsopgørelsen skulle korrigeres med et beløb på i alt kr. 1.621.611. Sagsøgeren gjorde således gældende, at han i 1993 havde haft et sådant beløb til rådighed til udlån til H2 og dermed indbetalingerne til H1 Invest A/S (bilag 5, s. 4, højre spalte, næstsidste afsnit). Beløbet bestod ifølge sagsøgeren bl.a. af følgende poster (bilag 5, s. 4, øverst):

 

1

 

Udlån til H2 på kr. 635.079,-, der hidrører fra

 
 

a

Kontante midler anført på selvangivelsen for 1993

175.212 kr.

 

b

Lån fra firmaet G1 Ltd.

394.867 kr.

 

c

Lån fra firmaet H3 East ApS

65.000 kr.

Som det fremgår, oplyste sagsøgeren for domstolene, at beløbet på kr. 175.212 kr. anført på selvangivelsen for 1993 var "kontante midler".

 

Såvel Østre Landsret som Højesteret har afvist sagsøgerens forklaring om, hvorfra beløbet på kr. 635.079 kr., betalt til H2 Leisure Ltd., skulle stamme, herunder at dette beløb bl.a. bestod af en kontantbeholdning på kr. 175.212 kr. Vedrørende kontantbeholdningen på kr. 175.212 tillægger retten det derimod afgørende betydning, at sagsøgeren selv har selvangivet beløbet som eksisterende formue pr. 31. december 1993. Beløbet kunne derfor ikke - jf. Østre Landsrets præmisser - være anvendt til indbetaling til H1 Invest A/S, da den seneste indbetaling skete den 21. december 1993.

 

For så vidt angår det fremlagte bilag 3, s. 5, anfører sagsøgeren (stævningen, s. 2, 2. afsnit), at dette blev indleveret til skattemyndighederne sammen med selvangivelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke i selve selvangivelsen (bilag 3, s. 1-4) er henvist til et sådant bilag. Bilaget fremstår endvidere som udarbejdet efter skattemyndighedernes udarbejdelse af privatforbrugsberegningen for sagsøgeren. Det anføres således bl.a. i bilaget: "Udgangspunktet for den indirekte beregning af privatforbruget for 1993, som danner grundlag for den skønnede indkomst er ansat udfra den selvangivne formue ultimo 1993"(bilag 3, s. 5, 1. afsnit).

 

Det efterfølgende fremlagte bilag 9 kan heller ikke tillægges betydning, bl.a. fordi bilaget ikke er dateret, og fordi bilaget først er fremlagt mere end 15 år efter indkomstårets udløb. Der er således intet, der tyder på, at det pågældende bilag var vedlagt sagsøgerens selvangivelse for 1993, hvilket også støttes af det fremlagte bilag C.

 

Uanset om det ovenfor nævnte bilag 3, s. 5, eller bilag 9, var vedlagt sagsøgerens selvangivelse for 1993, er det imidlertid fortsat helt udokumenteret, at der eksisterede et udlån til H2 Leisure Ltd. på kr. 635.079, der delvist bestod af en "residualpost" på kr. 175.212, som sagsøgeren var i besiddelse af kontant, og at rubrik 694 i selvangivelsen for 1993 var udtryk for et "nettotilgodehavende". Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke eksisterer en låneaftale med H2 Leisure Ltd., at den oplyste mellemregning med selskabet er udokumenteret og at sagsøgeren tidligere under sagen har oplyst, at han yderligere havde udlånt kr. 973.750 til H2 Leisure Ltd., jf. bilag 5, s. 2.

 

Det bestrides, at skattemyndighederne, som anført af sagsøgeren i stævningen, s. 4, i forbindelse med behandlingen af sagsøgerens anmodning om syn og skøn ved Byretten skulle have anerkendt, at beløbet på kr. 175.212 er indgået i privatforbrugsberegningen to gange.

 

Sagsøgerens synspunkt er dybest set, at når domstolene tilsidesatte sagsøgerens forklaring på, hvor pengene kom fra, kan hans selvangivne værdier ved formueopgørelsen ikke lægges til grund for opgørelsen af det negative privatforbrug. Det er imidlertid ikke korrekt. Østre Landsrets og Højesteret tog stilling til, om de kr. 175.212, som sagen omhandler, var en del af indskuddet i H1 Invest A/S, og sagsøgerens forklaring om, hvor pengene kom fra, blev tilsidesat i sin helhed. Sagsøgeren hævder tilsyneladende, at det skal forstås således, at Højesteret også tilsidesatte oplysningerne i sagsøgerens selvangivelse, om at han havde en kontant formue på kr. 175.212 per 31. december 1993.

 

Nærværende sag handler med andre ord også om opgørelse af sagsøgerens negative privatforbrug i indkomståret 1993. Ved opgørelsen af et eventuelt negativt privatforbrug tages udgangspunkt i en sammenligning mellem formuen primo og ultimo indkomståret. Hvis skatteyderen har haft udgifter eller foretaget investeringer i årets løb, som ikke modsvares af lån eller indtægter i årets løb, kan SKAT skønsmæssigt fortage en forhøjelse. Den pågældende skatteyder vil herefter skulle dokumentere, hvor pengene til de pågældende udgifter/investeringer kommer fra. Sagsøgeren i nærværende sag kunne ikke dokumentere, hvor pengene til bl.a. indskuddet i H1 Invest A/S kom fra, hvorfor SKATs forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst ikke blev tilsidesat.

Hvorvidt de kr. 175.212 indgik korrekt i opgørelse af sagsøgerens negative privatforbrug var således også et tema i den materielle skattesag, jf. således sagsøgerens påstand, bilag 5, s. 1 og sagsøgerens anbringende, jf. bilag 5, s. 5.

 

Hvis Østre Landsret eller Højesteret havde fundet, at SKATs opgørelse af det negative privatforbrug var fejlagtig, kunne og skulle forhøjelsen have været nedsat, men det fandt hverken Østre Landsret eller Højesteret - og tilsvarende skulle sagsøgeren have gjort synspunktet gældende i forbindelse med denne sag.

 

Det forhold taler også afgørende imod at tillade genoptagelse.

 

Sagsøgeren har i sin replik af 1. maj 2009, s. 3, anført, at sagsøgeren ikke tidligere har haft mulighed for at gøre gældende, at de kr. 175.212 ikke var en del af sagsøgerens formue, da dette ville indebære en anerkendelse af, at sagsøgeren ikke kunne redegøre for, hvor pengene kom fra. Det bestrides - og det bemærkes, at sagsøgeren tilsyneladende skifter forklaringer alt efter, hvad der konkret passer sagsøgeren bedst.

 

Det bemærkes atter, at Østre Landsret og Højesteret ikke fandt, at sagsøgeren ikke havde haft de 175.212 til rådighed som en del af formuen, men blot at de kr. 175.212 ikke indgik i indskuddet i H1 Invest A/S, som sagsøgeren hævdede (og hævder).

 

Sammenfattende taler det således imod at tillade genoptagelse, at sagsøgeren ikke har dokumenteret, at skatteansættelsen er materielt ukorrekt, at domstolene allerede har taget stilling til sagsøgerens hovedanbringender vedrørende de kr. 175.212 en gang, og at sagsøgerens øvrige anbringender vedrørende de kr. 175.212 under alle omstændigheder burde have været fremført under den materielle skattesag. Skatteministeriet bør på denne baggrund - også i denne sag - frifindes.

 

Rettens begrundelse og afgørelse

 

Efter det fremkomne kan retten tiltræde, at betingelserne for en ekstraordinær genoptagelse af sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 1993 efter den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, ikke er opfyldt.

 

Retten finder det ikke godtgjort, at skatteberegningen er foretaget forkert. Retten har lagt vægt på, at det heller ikke under nærværende sag kan anses for dokumenteret, at sagsøger i løbet af 1993 udlånte kr. 175.212 i form af kontanter, og at han i selvangivelsen for 1993 anførte beløbet som et tilgodehavende og ikke et kontant indestående. Retten har lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for låneaftalen med H2 Leisure Ltd., og at mellemregningen med selskabet er udokumenteret.

 

Som følge af det anførte tager retten sagsøgtes frifindelsespåstand til følge. Sagsøger pålægges herefter at betale sagsomkostninger til sagsøgte som nedenfor bestemt.

 

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

 

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

 

Sagsøger, A, skal inden 14 dage betale 28.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet.

 

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter