Dato for udgivelse
26 Oct 2011 10:08
Dato for afsagt dom/kendelse
25 Oct 2011 14:18
SKM-nummer
SKM2011.681.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-042353
Dokument type
Bindende svar
Emneord
bil, reklamer
Resumé

Skatterådet bekræftede, at lejerne af el-bilerne ikke vil blive anset for at have modtaget et skattepligtigt personalegode fra A ApS, hvis de er ansatte hos firmaet som reklamerer på bilerne.

Skatterådet var dernæst af den opfattelse, at de firmaer, der reklamerer, i realiteten afholder en del af lejerens lejeudgift, svarende til den reduktion af lejebeløbet, som opnås ved, at køretøjet er påført de pågældende reklamer. Skatterådet lagde vægt på, at der er direkte sammenhæng mellem virksomhedens reklameindtægter og fastsættelse af prisen på at leje de pågældende biler.

Ved leje af en sådan bil med reklamer, vil lejeren være skattepligtig i den enkelte lejeperiode af forskellen mellem den erlagte leje for biler med reklamer, og den leje der skulle være betalt for en tilsvarende bil uden reklamer, jf. statsskattelovens § 4.

Hvis arbejdsgiveren reklamerer på bilerne for at vedkommendes egne ansatte kan opnå en billigere leje, kan der blive tale om beskatning af de ansatte af fri bil, efter ligningslovens § 16, stk.4.
Reference(r)

Ligningsloven § 16, stk. 4

Statsskatteloven § 4
Henvisning

Den Juridiske Vejledning, afsnit C.A.5.14.1.10


Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at lejerne af el-bilerne ikke vil blive anset for at have modtaget et skattepligtigt personalegode fra A ApS, hvis de er ansatte hos firmaet som reklamerer på bilerne?
  2. Vil lejerne blive skattepligtige af "rabatten" på leje aftalen?
  3. Hvis spørgsmål 2 besvares bekræftende, er Skatterådet så enig i at "rabatten" alene udgør virksomhedens kostpris?

Svar

  1. Ja.
  2. Ja.
  3. Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Selskabet A ApS har til hensigt at udleje elbiler, samt sælge reklamepladsen på bilerne. Der er altså 2 indtægtskilder i A ApS.

Selskabet sælger således reklameplads, blandt andet til virksomheder der ønsker, at deres navn bliver associeret med miljø venlige områder, så som en elbil.

Herefter vil selskabet lease/leje bilen ud - hovedsageligt til folk i hovedstadsområdet. Årsagen til at selskabet har hovedstadsområdet som det primære fokus er, at de mener at markedet er interessant da mange i dag pendler, samt det faktum at man i København er fritaget for at betale for parkering i en elbil.

Det er oplyst, at leasing- eller lejeaftaler vil være af længere varighed. Selskabet har således på nuværende tidspunkt ikke overvejet at lease eller at leje biler på dags- eller timebasis.

Selskabet vil som nævnt sælge reklamepladsen på bilerne til firmaer som ønsker at reklamere på en elbil. Reklamerne vil være som vi kender dem fra S-togene og taxaer i dag.

I forbindelse med indgåelse af en reklameaftale med et firma, vil A ApS som en naturlig del af forretningen forespørge om, hvorvidt selskabets ansatte kunne være interesseret i at indgå en lejeaftale om sådan en elbil. Det skal dog understreges, at det ikke er noget krav for at kunne leje bilerne, at man er ansat i det reklamerende firma. Det er blot én af A ApS's måder at komme let ud til så mange slutbrugere som muligt.

Lejen er ligeledes ikke afhængig af om man er ansat i det/et reklamerende firma eller om det blot er en slutbruger der har henvendt sig via andre salgskanaler - f.eks. telefonsælgere eller lign.

Det er oplyst, at det ikke er muligt at leje en bil uden reklamer, hvorfor der ikke foreligger en reel rabat for brugeren. Årsagen til at selskabet vælger at sælge reklamepladsen på bilerne, er alene for at øge indtjeningen og blive konkurrencedygtige i forhold til benzindrevne biler. Elbiler har dags dato stadig en lang række ulemper i forhold til benzindrevne biler, herunder især opladningsmuligheder og opladningstid.

Derfor vil markedsprisen for leasing af en elbil være markant lavere end en benzindreven bil.

Selskabet er ikke startet på udlejningen af bilerne eller salg af reklamerne. Årsagen til at selskabet ønsker et bindende svar, er den usikkerhed SKM2010.593.SR har givet selskabet samt at de gerne vil kunne reklame for deres produkt uden der er skattemæssige risici for lejerne af bilerne.

Spørgers opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

I henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, såfremt arbejdsgiveren stiller en bil til rådighed, som den ansatte kan anvende privat, er der tale om et skattepligtigt personalegode (fri bil).

Kun rådighed over firmabil til privat kørsel udløser beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4. Den erhvervsmæssige kørsel for firmaet i firmaets bil beskattes ikke.

Det er således et ufravigeligt krav at bilen bliver stillet til rådighed for medarbejderen af arbejdsgiveren. I dette konkrete tilfælde vil en eventuel sammenhængen mellem reklamen og brugerens arbejdsplads ikke resultere i, at bilen er stillet til rådighed af arbejdsgiveren.

I SKM2010.593.SR kunne Skatterådet ikke bekræfte, at medarbejdere ansat i Selskabet A ApS kunne benytte en elbil afmærket "Tesla Roadster" til private formål, uden beskatning af fri bil. Selskabets virksomhed vedrørte udvikling og drift af vindmøller mv. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at fri bil beskatning kunne undgås, hvis elbilen var tildækket af reklamer fra forskellige virksomheder mv., der som formål havde at fremme ren energi.

I den konkrete sag lagde Skatterådet vægt på, at bilen var stillet til rådighed for en ansats private benyttelse.

Det faktum, at der kan være sammenhæng mellem lejeren af bilens arbejdsplads og reklamen på bilen, medvirker ikke til at medarbejderen skulle anses for at have fået en bil stillet til rådighed for privat benyttelse.

For så vidt angår spørgsmål 2 har spørger anført, at alle indtægter i henhold til statsskattelovens § 4 anses som udgangspunkt for skattepligtige, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, og uanset i hvilket form vederlaget erlægges.

Spørgsmålet i nærværende sag er, hvorvidt lejeren kan anses for at have modtaget nogen skattepligtig indtægt.

I SKM2003.167.VLR lagde Landsretten til grund, at den reelle modydelse for den reklamerende virksomheds betaling til bilproducenten for påføring af reklamen på bilen er den brug af køretøjet med reklamer, som den senere køber af køretøj et vil gøre.

I denne dom lagde Landsretten endvidere til grund, at køberen aftalte at denne i en periode skulle påtage sig forpligtigelsen til at levere den nævnte “reelle modydelse".

I nærværende sag er det ikke muligt at leje en bil uden reklamer, hvorfor der ikke foreligger en reel rabat for brugeren. Årsagen til at selskabet vælger at sælge reklamepladsen på bilerne, er alene for at øge indtjeningen og blive konkurrencedygtige i forhold til benzindrevne biler. Elbiler har dags dato stadig en lang række ulemper i forhold til benzindrevne biler, herunder især opladningsmuligheder og opladningstid.

Derfor vil markedsprisen for leasing af en elbil være markant lavere end en benzindreven bil.

Set i det lys så foreligger der ingen reel besparelse, hvorfor der ikke er grundlag for at beskatte brugeren af bilen. For at en beskatning kan gennemføres kræver det som anført en ydelse og en modydelse. I dette tilfælde foreligger der ikke en reel ydelse mellem det reklamerende firma og den endelige slutbruger, da slutbrugeren ikke får en rabat, og derved er der heller ikke grundlag for en beskatning.

Det svarer til, at der ikke sker beskatning af pendlere der anvender DSB, da de reelt ikke har modtaget en rabat selvom DSB's S-tog kører rundt med reklamer for diverse firmaer.

Der sker ligeledes ikke beskatning af de børn der anvender en reklamefinansieret legeplads fra D, som kendt fra tv-reklamerne. D bygger legepladser til diverse beboerforeninger mv. gratis mod at legepladsen er fyldt med reklamer. I dette tilfælde sker der rettelig inden beskatning af brugerne af legepladsen eller beboerforeningen.

Selskabet vil altså udelukkende sælge reklamepladsen for at øge indkomsten i selskabet samt sikre at flådens størrelse ikke er den eneste årsag til selskabets forventede positive overskudsgrad.

I forbindelse med høring har repræsentanten den 30. september 2011 fremsat følgende bemærkninger angående spørgsmål 2.

"Skatteministeriet indstiller til at besvare spørgsmål 2 bekræftende. Dette begrunder Skatteministeriet blandt andet med at de firmaer der reklamerer i realiteten afholder en del af lejerens lejeudgift samt at leasingaftalerne af længere varighed medfører at der er tale om en vedvarende reklameaktivitet.

Det faktum, at du hos DSB kan købe et årskort må i denne forbindelse ligeledes sidestilles med en aftale af længere varighed. Dette årskort ville koste brugeren en del mere, hvis DSB ikke havde reklame indtægterne på deres S-tog.

Dette vil reelt betyde, at samtlige folk der har købt et årskort eller andre periodekort har modtaget en indirekte rabat. Er denne skattepligtig?

A ApS elbiler er netop ment som en konkurrent til DSB, da man stort set ville kunne lease en bil til samme udgifter som et månedskort til alle zoner koster. Såfremt der ikke er skattemæssig overensstemmelse mellem de to situationer er spørgsmålet vel, om der er tale om skjult statsstøtte til DSB.

Tilsvarende er gældende ved taxakørsel, men med den forskel at der typisk ikke er tale om en aftale af længere varig. Dette er dog tilfældet for nogle firmaer der indgår virksomhedsaftaler med taxaselskaber eller offentlige institutioner der indgår aftaler med vognmænd om sygetransport.

Selve reklameindtægterne skal være med til at dække produktionsomkostninger på disse biler. Der er tale om, at selskabet selv konverterer normale biler til elbiler. I første omgang bliver der tale om en to personers Smart bil som konverteres til en elbil. Reklamerne er således en måde at undgå at skulle finde kapitalstærke investorer ved opstarten af projektet.

Der er således ingen direkte sammenhæng mellem reklameindtægten og den leje der skal betales. Lejen fastlægges alene af hensyn til at være konkurrencedygtig med DSB samt andre substituerende transportydelser og ikke hvor meget selskabet har modtaget i reklameindtægter.

I SKM2003.167.VLR havde køberne af bilen en mulighed for at anskaffe den samme bil blot uden reklamer til en højere pris, og derved var der en direkte sammenhæng mellem reklamen og besparelsen. Denne sammenhæng vil der ikke være tilstede i nærværende sag, da det ikke er muligt at leje bilen uden reklamer, fordi bilen ikke bliver produceret uden reklamer. Der er heller ingen sammenhæng mellem lejen og hvad en tilsvarende bil der kører på benzin vil kunne lejes til. En el bil har i dag mange begrænsninger så den sammenligning vil være umulig at foretage."

For så vidt angår spørgsmål 3 har spørger anført, at såfremt Skatterådet svarer bekræftende på spørgsmål 2 og Skatterådet mener at der skal ske beskatning af brugeren på grund af at bilen tillige fungerer som reklamesølje er det repræsentantens holdning at beskatningsgrundlaget alene kan udgøre selskabets kostpris i forbindelse med udlejningen af bilerne.

Da der ingen sammenhæng er mellem selskabets salg af reklamer og udlejningen af biler er det ikke repræsentantens vurdering, at reklamepengene kan påvirke et eventuelt beskatningsgrundlag. Som nævnt så ville selskabet kunne tjene penge nok, såfremt flåden var stor nok, og reklamerne er således ikke direkte sammenhængene med lejen på bilerne.

I forbindelse med høring har repræsentanten den 30. september 2011 fremsat følgende bemærkninger angående spørgsmål 3.

Det er vigtigt af forstå at bilen ikke kan lejes uden reklamer. Dette vil ikke være en mulighed, hverken hos A eller markedet generelt.

Der findes efter repræsentantens opfattelse intet sammenligningsgrundlag til A ApS' elbiler.

Da bilen ikke vil kunne lejes uden reklamer, samt at markedsprisen er fastsat ud fra et konkurrencehensyn vil der således efter repræsentantens opfattelse ikke være en rabat som lejerne kan beskattes af.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Der spørges om, hvorvidt lejerne af el-bilerne vil blive anset for at have modtaget et skattepligtigt personalegode fra A ApS, hvis de er ansatte hos firmaet som reklamerer på bilerne.

I henhold til ligningslovens § 16, stk. 1 medregnes til den skattepligtige indkomst værdien af fri bil, når bilens stilles til den ansattes rådighed som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Bilens skattepligtige værdi fastsættes efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4.

Skatteministeriet skal fremhæve, at de kommende lejere af bilerne ikke er ansat hos A ApS, hvilket indebærer, at ligningslovens § 16, stk. 1 om beskatning af personalegoder ikke finder anvendelse i forholdet mellem A ApS og de kommende lejere.

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares bekræftende.

Spørgsmål 2

Der spørges: vil lejerne blive skattepligtige af "rabatten" på lejeaftalen.

Der spørges således om, hvorvidt selskabets prisfastsættelse af leje, hvor indtægterne fra reklamer muliggør en lavere lejepris, indebærer, at bilernes leje skal beskattes af den opnåede prisreduktion.

I henhold til statsskattelovens § 4 anses alle indtægter som udgangspunkt for skattepligtige, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, og uanset i hvilket form vederlaget erlægges.

Spørgsmålet er derefter, hvorvidt den prisreduktion, som er muligt på grund af A ApS' reklameindtægter, og som videregives til lejerne, kan anses for en skattepligtig indtægt.

I SKM2003.167.VLR, der vedrørte biler med påsatte reklamer, der kunne købes eller lejes billigere, har Landsretten slået fast, at den reelle modydelse for den reklamerede virksomheds betaling til producenten for påføring af reklamen på bilen var den brug af køretøjet med reklamen, som den senere køber af køretøjet ville gøre.

Det var derfor ikke tilstrækkeligt, at producenten ved salget af køretøjet konstaterede, at dette nu som følge af reklamen havde en lavere værdi, og derfor solgte det med en prisreduktion. Det skulle yderligere ved aftale med køberen sikres, at denne i en periode påtog sig forpligtelsen til at levere den nævnte "reelle modydelse".

På denne baggrund fandtes forholdene - uanset aftalekonstruktionen, hvor der ikke indgås aftale direkte mellem den reklamerende virksomhed og køberen - i skattemæssig henseende at måtte sidestilles med en reklameaftale med køberen/lejeren af køretøjet.

Skatteministeriet bemærker, at dommen tager udgangspunkt i Ligningsrådets afgørelse af den 16. maj 2000. Ligningsrådets afgørelse indeholder følgende faktuelle oplysninger.

Køretøjet i forbindelse med fremstillingen i udlandet påføres reklamer for en eller flere virksomheder, der opererer i Danmark. Fabrikken modtager et beløb fra den/de reklamerende virksomheder, og køretøjet vil derfor kunne sælges billigere end, hvis det ikke var påført reklamer.

Køretøjet vil udover reklamer også afvige med hensyn til selve udstyret, således at der kan anmeldes en særskilt pris/standardpris for pågældende model. Køretøjet vil dermed afvige såvel i udstyr som udseende fra andre modeller.

Køber/bruger skal forpligte sig til fra overtagelsen af køretøjet i en bestemt angiven periode (årrække) at bibeholde den ved indførelsen af køretøjet til Danmark påførte reklame uden at modtage betaling herfor.

Det er som udgangspunkt ligeledes forudsat, at køberen/brugeren af køretøjet er uafhængig af den/de reklamerende virksomheder. Under henvisning til, at fabrikken kan sælge køretøjet billigere til importøren i Danmark, vil køretøjet samtidig kunne sælges billigere til brugeren her i landet.

Den prisreduktion, der gives på køretøjet, er et udtryk for et skattepligtigt vederlag for at køre rundt med reklamerne. Ved køb af et sådant "reklamekøretøj", vil køberen således på købstidspunktet være skattepligtig af den prisreduktion, der gives på "reklamekøretøjet" i forhold til et tilsvarende køretøj uden reklamer.

Lejes køretøjet, vil lejeren tilsvarende være skattepligtig i den enkelte lejeperiode af forskellen mellem den erlagte leje for "reklamekøretøjet", og den leje der skulle være betalt for et tilsvarende køretøj uden reklamer.

Ved den anførte konstruktion afholder den, der reklamerer, en del af køberens/lejerens købsudgift/lejeudgift, svarende til den reduktion af købsprisen/lejebeløbet, som opnås ved, at køretøjet er påført de pågældende reklamer. Såfremt køberen/lejeren i den periode, hvor vedkommende er forpligtiget til at have reklamerne påført køretøjet, fjernes disse, vil det erstatningsbeløb, vedkommende vil blive pålagt i den anledning kunne fradrages som tilbagebetaling af tidligere modtagne vederlag.

Det er uden betydning for beskatningen af den opnåede prisreduktion, om køretøjet indgår i A A/S virksomhed eller anskaffes til privat benyttelse, ligesom det er uden betydning om A ApS, er uafhængig af den/de reklamerende virksomheder. Der er alene ved besvarelsen taget stilling til beskatningen af prisreduktionen for køretøjet.

Landsretten fandt, at "forholdene - uanset aftalekonstruktionen, hvor der ikke indgås aftale direkte mellem den reklamerende virksomhed og køberen - i skattemæssig henseende at måtte sidestilles med en reklameaftale med køberen/lejeren af køretøjet. Det tilføjes i denne forbindelse, at spørgsmålet om skattemæssige konsekvenser for en lejer i henhold til en leasingaftale må bero på en selvstændig bedømmelse af leasingforholdets karakter, herunder varighed og pris".

Ifølge det oplyste, vil A ApS' indtægter bestå af to kilder: lejeindtægter og indtægter opnået ved salg af reklamepladsen på bilerne, hvilket vil indebære, at lejernes lejebetalinger vil blive reduceret, dvs. lejerne vil opnå en vis besparelse.

Skatteministeriet er af den opfattelse, at de firmaer, der reklamerer, i realiteten afholder en del af lejerens lejeudgift, svarende til den reduktion af lejebeløbet, som opnås ved, at køretøjet er påført de pågældende reklamer.

Skatteministeriet lægger således vægt på, at der er direkte sammenhæng mellem virksomhedens reklameindtægter og fastsættelse - dvs. nedsættelse - af prisen på at leje de pågældende biler, idet reklameindtægterne sikre en lavere leje for bilernes bruger.

Det forhold, at bilerne påsættes reklamer indebærer, at enhver anvendelse af disse biler - dvs. såvel kørsel som parkering - samt at der er tale om leasing/lejeaftaler af længere varighed medfører, at der er tale om en vedvarende reklameaktivitet.

Hvis arbejdsgiveren reklamerer på bilerne for at vedkommendes egne ansatte kan opnå en billigere leje, kan der blive tale om beskatning af de ansatte af fri bil, efter ligningslovens § 16, stk.4.

I denne situation er det oplyst, at både ansatte og andre lejer til samme pris, hvorfor der ikke er tale om beskatning efter reglerne om fri bil.

Skatteministeriet vurderer derfor, at den af A ApS forventede prisfastsættelse vil indebærer, at lejernes "rabat" kan sidestilles med et skattepligtigt vederlag for at køre med biler med reklamerne på.

Ved leje af en sådan bil med reklamer, vil lejeren være skattepligtig i den enkelte lejeperiode af forskellen mellem den erlagte leje for biler med reklamer, og den leje der skulle være betalt for en tilsvarende bil uden reklamer, jf. statsskattelovens § 4.

I fortsættelse heraf skal Skatteministeriet fremhæve, at der kan opstå en situation, hvor de lejede biler påsættes reklamer, betalt af lejernes arbejdsgiver.

Det bemærkes, at repræsentantens kommentarer af 30. september 2011 ikke har givet anledning til ydereligere bemærkninger fra Skatteministeriets side.

I lyset af ovenstående indstiller Skatteministeriet, at spørgsmål 2 besvares bekræftende.

Spørgsmål 3

Der spørges om, hvorvidt Skatterådet er enig i at "rabatten" alene udgør virksomhedens kostpris.

Spørgsmål 3 stilles under forudsætning af, at spørgsmål 2 besvares bekræftende.

Det forudsættes, at der ikke er tale om en fri bil.

Beskatningsgrundlaget er så forskellen mellem det bilen lejes til og det den kunne have været lejet til uden reklamer, jf. statsskattelovens § 4. Det svarer ikke nødvendigvis til den reklamerende virksomheds udgift til reklamen.

I lyset af ovenstående indstiller Skatteministeriet, at spørgsmål 3 besvares benægtende.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte Skatteministeriets indstilling.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter