Dato for udgivelse
07 Nov 2011 14:17
Dato for afsagt dom/kendelse
17 Oct 2011 10:24
SKM-nummer
SKM2011.735.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 10H-867/2010
Dokument type
Dom
Emneord
Forældelse, 1908, loven, indberetning, samlever
Resumé

Sagen drejede sig om, hvorvidt skattemyndighederne havde været berettiget til at ændre sagsøgerens skatteansættelse for indkomstårene 2001-2005, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, jf. stk. 2, herunder om skattekravet var forældet efter 1908-loven.

Sagsøgeren havde sammen med sin samlever og deres to fællesbørn igennem en årrække været ejer af et bankindestående. Da kontiene i de omtvistede indkomstår var registreret med samleveren som repræsentant, indberettede bankerne indeståendet og samtlige renteindtægter under hendes navn til skattemyndighederne. Landsskatteretten fastslog ved kendelse af 30. marts 2007, at samleveren alene var skattepligtig af halvdelen af renteindtægterne, og SKAT varslede herefter en ekstraordinær ændring af sagsøgerens skatteansættelser, således at han blev beskattet med den anden halvdel. Sagsøgeren havde for ingen af de omtvistede indkomstår selvangivet renteindtægter.

Retten fandt, at sagsøgeren havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive renteindtægter, hvilket bevirkede, at skattemyndighederne i 2001-2005 foretog ansættelsen på et urigtigt grundlag.

Retten fandt videre, at det ikke var godtgjort, at SKAT, der var skatteansættende myndighed, før Landsskatterettens kendelse af 30. marts 2007 fik kundskab om de forhold, der begrundede fravigelsen af de ordinære frister, jf. skatteforvaltningslovens § 26, jf. § 27, stk. 2.

Retten lagde vægt på, at hverken bankerne eller sagsøgeren over for SKAT havde oplyst, at sagsøgeren var medejer af indeståendet i de omtvistede indkomstår. Retten bemærkede i den forbindelse, at der ikke er identitet mellem Skattecenteret og Skatteankenævnet, således at oplysninger indgivet til eller indhentet af Skatteankenævnet også kan antages at være kommet til SKATs kundskab. Det forhold, at Skatteankenævnet i marts 2005 anmodede banken om oplysninger vedrørende ejerskabet af bankindeståendet, indebærer således ikke et tilsvarende kendskab hos SKAT til Skatteankenævnets oplysninger. Ændringen var derfor varslet rettidigt.

Endelig fandt retten, at skattekravet ikke var forældet, jf. 1908-lovens § 3.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Reference(r)
Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5
Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2
Henvisning
Den juridiske vejledning 2011-2 A.A.8.2.3.7
Henvisning
Den juridiske vejledning 2011-2 A.A.8.2.3.11

Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved adv.fm. Michael Schaumburg-Müller)

Afsagt af byretsdommer

Birgitte Grønborg Juul

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet, om A har udvist mindst grov uagtsomhed vedrørende manglende angivelse af renteindtægter fra et indestående på en bankkonto, således at skattemyndighederne med rette ekstraordinært har kunnet ændret As skatteansættelse for årene 2001 - 2005, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Sagen vedrører endvidere, hvornår oplysninger om indeståendet er kommet til skatteforvaltningens kundskab, jf. skattekontrollovens § 27, stk. 2, samt om skattemyndighedernes krav er forældet efter 1908-loven.

Sagsøgerens påstand er, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at betingelserne for genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2001-2005 ikke er opfyldt og ansættelserne som følge heraf ugyldige.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Landsskatteretten traf den 26. november 2009 følgende afgørelse i sagen:

"...

Landsskatterettens afgørelse

Kapitalindkomst

Indkomståret 2001:

Skatteankenævnet har anset klageren for skattepligtig af 50 % af renteindtægter af et indestående svarende til 28.929 kr. Selvangivet med 0.

Indkomståret 2002:

Skatteankenævnet har anset klageren for skattepligtig af 50 % af renteindtægter af et indestående svarende til 23.265 kr. Selvangivet med 0.

Indkomståret 2003:

Skatteankenævnet har anset klageren for skattepligtig af 50 % af renteindtægter af et indestående svarende til 14.391 kr. Selvangivet med 0.

Indkomståret 2004:

Skatteankenævnet har anset klageren for skattepligtig af 50 % af renteindtægter af et indestående svarende til 22.854 kr. Selvangivet med 0.

Indkomståret 2005:

Skatteankenævnet har anset klageren for skattepligtig af 50 % af renteindtægter af et indestående svarende til 19.590 kr. Selvangivet med 0.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Møde m.v.

Klagerens ægtefælle har deltaget i et møde med Landsskatterettens kontor.

Sagens oplysninger:

Klageren er samboende med B samt deres to fællesbørn, der er født i henholdsvis 1992 og 1997.

I henhold til indberettede oplysninger til SKAT's kontrolsystem fra F1 Bank og F2 Bank er klagerens samlever registreret som den, der repræsenterer nogle konti i de to banker, hvor der har været et indestående på henholdsvist 1.251.066 kr. ultimo 2001, 1.762.033 kr. ultimo 2002, 2.386.391 kr. ultimo 2003, 2.003.811 kr. ultimo 2004 samt 2.013.991 kr. ultimo 2005.

De tilskrevne renter på de to konti er opgjort til følgende

2001

57.858 kr.

2002

46.431 kr.

2003

45.709 kr.

2004

48.785 kr.

2005

39.108 kr.

Kontiene er registrerede som almindelige indlånskonti med særlige ejerforhold og en kode 2, hvilket betyder, at der enten er flere ejere af kontoen, at kontiene tilhører en forening, et selskab, et legat, en stiftelse eller en anden juridisk person uden SE-nr., eller at kontoen er en rentenydelseskonto eller en gravstedskonto. Det er endvidere registreret, at kontoen repræsenteres af klagerens samlever.

Kontiene er således registrerede under klagerens samlevers personnummer, men på grund af registreringen med særlige ejerforhold bliver renterne ikke automatisk tillagt klagerens samlevers indkomst på den fortrykte selvangivelse.

Vedrørende indkomståret 2000 har klageren selvangivet renteindtægter af indeståender i F1 Bank med 11.830 kr. svarende til 25 % af de samlede renteindtægter. Renteindtægterne blev af pengeinstituttet indberettet med 21.935 kr. hos hver af klageren og dennes samlever, da kontoen var registreret med 2 ejere.

SKAT forhøjede klagerens skatteansættelse for indkomståret 2000 med renteindtægter svarende til de indberettede oplysninger, hvilket blev stadfæstet af skatteankenævnet. Forholdet blev påklaget til Landsskatteretten, der ved kendelse af 30. marts 2007 stadfæstede skatteankenævnets afgørelse.

Klageren har ikke selvangivet renteindtægter vedrørende de pågældende bankkonti for indkomstårene 2001-2005.

Renteindtægterne er for disse år indberettet af pengeinstituttet med 100 % hos klagerens samlever. SKAT har ændret klagerens samlevers skatteansættelser for indkomstårene 2001-2004 i overensstemmelse med de indberettede oplysninger, således at samleveren er anset for skattepligtig af 100 % af renteindtægterne.

Landsskatteretten har ved kendelse af 30. marts 2007 vedrørende klagerens samlever fastslået, at kontiene er ejet af klageren, klagerens samlever og deres to fællesbørn i forening, og at 50 % af renteindtægterne er anset for skattepligtige hos klagerens samlever.

SKAT har på baggrund af Landsskatterettens kendelse af 30. marts 2007 vedrørende klagerens samlever fremsendt agterskrivelse af 1. august 2007 vedrørende klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2001-2005, idet klageren er anset for skattepligtig af de øvrige 50 % af renteindtægterne. Afgørelsen er fremsendt ved brev af 30. august 2007.

Afgørelsen er påklaget til skatteankenævnet, der har stadfæstet afgørelsen ved afgørelse af 13. maj 2008. Skatteankenævnets afgørelse er ved nærværende påklaget til Landsskatteretten.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har anset klageren for skattepligtig af 50 % af renteindtægterne fra bankindestående i F2 Bank i indkomstårene 2001-2005.

Skatteankenævnet har fundet, at SKAT's afgørelse er gyldigt foretaget med henvisning til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Skatteankenævnet finder således, at ansættelserne kan ændres udover de ordinære frister i lovens § 26, da klageren groft uagtsomt har bevirket, at SKAT har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Der er til støtte herfor henvist til, at klageren ikke har selvangivet hverken indestående eller renter fra de i sagen omhandlede bankkonti. Bankkontiene har ikke været oplyst til SKAT på de årlige kontroloplysninger, som skal indberettes af bankerne. Bankkontienes indeståender og renter er indberettet af bankerne hos klagerens samlever med oplysning om, at der var flere ejere, men uden det var oplyst, hvem de øvrige ejere var. Klagerens samlever har ikke medvirket til en afklaring af, hvem de øvrige ejere var, hvorfor SKAT har beskattet hele indeståendet og renterne heraf hos samleveren.

Først ved Landsskatterettens afgørelse af 30. marts 2007 for samleveren har SKAT modtaget sådanne oplysninger, at der er grundlag for at beskatte klageren af halvdelen af indeståendet og renterne af de omhandlede bankkonti. Klageren har i alle årene været bekendt med, at han, samleveren og deres fællesbørn var ejere af bankindeståenderne i fællesskab. De ikke selvangivne renteindtægter har udgjort for klageren væsentlige beløb.

Efter nævnets opfattelse har klageren handlet mindst groft uagtsomt. Uanset klageren eventuelt har været i god tro i relation til beskatning af renteindtægterne for børnenes andel af renterne, har klageren været bekendt med, at minimum en andel på 25 % af renteindtægterne skulle beskattes som indtægt hos ham, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra e. Skatteankenævnet mener derfor, at de ikke selvangivne renteindtægter for årene 2001-2005 kan beskattes i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Ankenævnet har desuden anført, at den dagældende forældelseslov, lov nr. 274 af 22. december 1908, fastsatte forældelsesfrist på 5 år er suspenderet, idet SKAT har været i utilregnelig uvidenhed om kravet, jf. lovens § 3. Forældelsesfristen har været suspenderet, indtil SKAT har modtaget Landsskatterettens kendelse af 30. marts 2007 for samleveren den 2. april 2007. Først på dette tidspunkt har SKAT haft tilstrækkeligt grundlag for at forhøje klageren med hans andel af renteindtægterne.

Ankenævnet har desuden henvist til Vestre Landsrets dom offentliggjort i SKM2001.590.VLR samt Østre Landsrets dom offentliggjort i SKM2002.205.ØLR.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har nedlagt påstand om, at betingelserne for ændring af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2001-2005 ikke er opfyldte, hvorfor ansættelsen er ugyldigt foretaget.

SKAT har ikke haft et formelt og juridisk grundlag for at bringe en ekstraordinær genoptagelse i anvendelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27. Alle fakta omkring indkomstårene 2001-2005 har hele tiden været i SKAT's kundskab. 1908-loven er ligeledes ikke suspenderet.

Klageren har til støtte for påstanden henvist til, at SKAT forhøjede klageren med yderligere renteindtægter for indkomståret 2000. SKAT indhentede egenhændigt oplysninger om ejerforholdet fra banken for årene 1999 og frem. SKAT ønskede ikke at lægge de indhentede samt modtagne oplysninger fra klageren til grund. Bankerne har automatisk indberetningspligt til SKAT for oplysninger om ejerforhold, renteindtægter m.v. SKAT har beskattet renteindtægter med 150 % for indkomstårene 2003-2004, da klagerens samlever samtidigt er beskattet af 100 % af renteindtægterne.

Det må på denne baggrund lægges til grund, at SKAT har haft tilstrækkeligt grundlag til at kunne forhøje klageren inden for den gældende frist for personer med enkle økonomiske forhold. Det forhold at SKAT vægtede de usaglige formodninger højere end de faktuelle oplysninger, som SKAT er i besiddelse af, findes ikke at kunne lægges klageren til last.

SKATs bemærkninger

SKAT har bl.a. bemærket, at centret er enig med Landsskatterettens kontors indstilling om, at klageren er omfattet af den korte ligningsfrist. Renteindtægter - uanset at kontoen har flere ejere - er indkomst af en art, der er dækket af rubrikker på den fortrykte selvangivelse (04.048).

SKAT er ligeledes enig i, at der ikke er tale om en situation, der er omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, idet forholdet må beskrives således, at der i stedet for er tale om et tilsvarende forhold i et andet indkomstår. I den situation finder undtagelsen i § 1, stk. 1, nr. 4, i bekg. nr. 1095 af 15. november 2005, kun anvendelse for tilsvarende ændringer i tidligere indkomstår, når det samme forhold er blevet ændret inden udløbet af den korte ligningsfrist.

SKAT har endvidere bemærket, at en stadfæstelse af den påklagede forhøjelse afhænger af, om det efter bekendtgørelsens § 3 kan lægges til grund, at forholdet er omfattet af indholdet i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, hvilket meget taler for, da renteindtægterne har været selvangivet positivt urigtigt. I den forbindelse har SKAT bemærket, at det er SKAT's opfattelse, at 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, ikke finder anvendelse, når fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, endnu ikke er udløbet, jf. Procesvejledningen, afsnit A.A.8.2.2. Begrundelsen herfor er, at når fristerne i bekendtgørelsen om en kort ligningsfrist ikke gælder, jf. dennes § 3, kan en bekendtgørelse ikke ændre noget i, at denne frist efter hjemmelen i § 27, stk. 2, ingen eksistens har før fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, er overskredet.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, fremgår, at SKAT ikke kan afsende varsel om ændring af en skatteyders skatteansættelse senere end den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det 4. år efter indkomstårets udløb.

I skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, sidste punktum, er der tillagt skatteministeren en bemyndigelse til for grupper af skattepligtige at fastsætte en kortere frist for ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, end de frister, der gælder efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1.-4. punktum. Denne bemyndigelse er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, der fastsætter en kortere ligningsfrist for fysiske personer med enkle økonomiske forhold.

Af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, fremgår, at varsel om ændring af en ansættelse af indkomst- og ejendomsværdiskat vedrørende en fysisk person med enkle økonomiske forhold skal være afsendt den 1. juli i det andet kalenderår efter udløbet af det pågældende indkomstår. Gennemførelse af ansættelsesændringen skal ske senest den 1. oktober i det andet kalenderår efter udløbet af indkomståret, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2.

Den korte ligningsfrist finder dog ikke anvendelse, når den skattepligtige ikke anses for at have enkle økonomiske forhold, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 2. I sådanne tilfælde vil alle forhold i den pågældende skatteansættelse kunne ændres inden for de almindelige frister i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27.

En skattepligtig kan bl.a. ikke anses for at have enkle økonomiske forhold, hvis den pågældende har indkomst eller fradrag af en sådan art, at den/det ikke er dækket af rubrikkerne på selve den fortrykte selvangivelsesblanket (blanket 04.048) for det pågældende indkomstår, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten lægger til grund, at klageren er omfattet af ovennævnte bekendtgørelse, hvorfor en ændring af klagerens skatteansættelse for det seneste indkomstår, som er indkomståret 2005, skulle have været varslet senest den 1. juli 2007. SKAT har imidlertid først fremsendt agterskrivelsen vedrørende indkomstårene 2001-2005 den 1. august 2007, hvorfor agterskrivelsen ikke er fremsendt inden for den ordinære frist for fysiske personer med enkle økonomiske forhold, jf. ovennævnte bekendtgørelses § 1, stk. 1.

Reglerne om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27 finder anvendelse uanset en skatteyders skatteansættelse er omfattet af den korte ligningsfrist, jf. bekendtgørelsens § 3.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, fremgår, at SKAT uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26 kan foretage eller ændre en skatteansættelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Det er en betingelse, at den ekstraordinære ansættelse varsles senest 6 måneder efter, at skattemyndighederne er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26. En ansættelse, der er varslet af skattemyndighederne, skal desuden foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt. Dette følger af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

På grundlag af det i sagen oplyste, finder Landsskatteretten, at SKAT har været berettiget til at foretage de omhandlede skatteansættelser, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Klageren har ved ikke at selvangive renteindtægterne handlet mindst groft uagtsomt. SKAT har som følge heraf ikke forud for Landsskatterettens kendelse den 30. marts 2007 haft det fornødne grundlag for at foretage ansættelserne. Det bemærkes, at den i landsskatteretssagen foreliggende dokumentation, hvoraf bl.a. kontohavernes identifikation har fremgået, først er indsendt i forbindelse med klagesagen i Landsskatteretten.

Da ansættelserne endvidere er varslet inden udløbet af 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, anses ansættelsen for gyldigt foretaget.

SKAT antages endvidere at have været i undskyldelig uvidenhed om de faktiske forhold, som kravet kan støttes på, hvorfor skattekravet heller ikke anses for forældet efter reglerne i forældelsesloven, jf. forældelseslovens § 3.

Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.

..."

Forklaringer

B har forklaret blandt andet, at sagen begyndte, efter at politiet i forbindelse med en brand i parrets lejlighed havde bemærket et kontoudtog med angivelse af et stort beløb. Politiet rettede henvendelse til SKAT, der genoptog årsopgørelsen for 2000. Herefter oplevede parret mistro fra skattemyndighedernes side vedrørende renteindtægterne.

Bankindeståendet var vokset løbende. Efter råd fra banken kom børnene med på kontiene for at sikre en god forrentning. I 2000 indberettede banken ved en fejl hele renteindtægten på A og hende. Hun protesterede. Banken oplyste skriftligt, at de havde meddelt SKAT, at der var mere end to ejere. SKAT genoptog skatteansættelserne for 2000 og 2001 for både A og hende. Hun og A gjorde gældende, at renteindtægterne skulle deles med 25 pct. til hver af parret og børnene. Det endte for år 2000 med, at Landsskatteretten fastslog, at renteindtægterne skulle deles mellem hende og A med 50 % til hver. I marts 2004 gjorde SKAT derimod gældende, at hun fra år 2001 var ejer af hele formuen. Hun henviste til bankens indberetningspligt og anførte, at hun ikke var eneejer og aldrig havde været det. SKAT troede hende ikke, og ændrede hendes skatteansættelse med 800.000 kr. Bankindeståendet blev forøget med forsikringssummer efter branden. SKAT mente, hun havde haft en "uforklarlig formuefremgang". SKAT nægtede at anerkende, at der var flere ejere af kontoen, selv om SKAT de foregående år havde beskattet indeståendet med 50 pct. til hver. A blev ikke beskattet af beløbet og kunne ikke indtægtsføre renteindtægter.

Skatteankenævnet har selv skaffet oplysningerne fra bankerne. Der har ikke været problemer tidligere eller efter disse år. Ligeledes fik Landsskatteretten allerede ved de tidligere møder at vide, hvordan tingene forholdt sig.

Skatteankenævnet afgjorde, at hun blev beskattet 100 pct. af renteindtægterne. Dette blev først ændret af Landsskatteretten. SKAT ændrede herefter skatteansættelsen for A, og i en periode fastholdt skattemyndighederne en beskatning på 100 % til hende og 50 % til A.

A selvangav ikke renteindtægter for 2001-2005, fordi parret troede, at alt var i orden. De troede, at de havde enkle økonomiske vilkår. Hvis man er enig i de fortrykte oplysninger på selvangivelsen, skal man ikke foretage sig noget. Hun blev imidlertid opmærksom på, at renteindtægterne manglede på hendes selvangivelse og kontaktede banken. Banken henviste til en skrivelse, der ikke er fremlagt i sagen, og sagde, at man havde underrettet SKAT, og at de måtte forvente en ændring. SKAT reagerede imidlertid ikke, før branden kom i 2002.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 20. september 2011, hvoraf fremgår blandt andet:

"...

Sagsfremstilling

Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgerens skatteansættelse for indkomstårene 2001-2005 med rette, er genoptaget i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1. nr. 5 og om skattekravet er forældet i henhold til reglerne i forældelsesloven.

Fristen for ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2001-2005 var udløbet, da ændringen, blev varslet ved agterskrivelse af 1. august 2007.

Sagsøgte havde forinden da, foretaget en ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2000-2002, for sagsøger og samlever, med forhøjelse til følge i 2004.

Sagsøgte fastholdt, at de i sagen omhandlede renteindtægter skulle beskattes med 50 % til sagsøger og 50 % til dennes samlever for indkomståret 2000.

Sagsøgte fastholdt, at de i sagen omhandlende renteindtægter alene skulle beskattes med 100 % hos sagsøgers samlever, for indkomståret 2001-2005, til trods for protest.

Både sagsøger og samlevers skatteansættelser for indkomstårene er blevet behandlet under et, af sagsøgte.

For indkomstårene 2000-2002 afsagde Landsskatteretten kendelse den 30. marts og 2. april 2007.

Da sagsøgte foretog en ekstraordinær genoptagelse af sagsøgers skatteansættelse for indkomstårene 2001-2005 under henvisning til ovennævnte kendelse, var sagsøgte vel vidende om, at man for indkomstårene 2003 og 2004 allerede havde beskattet min samlever af samtlige renteindtægterne, og havde anset formuen for, at være samleverens.

Sagsøgte gjorde intet for at berigtige fejlen heraf, og først ved kendelse fra Landsskatteretten den 27. februar 2008, blev min samleveres andel af renteindtægter nedsat til halvdelen. Men det rokker ikke ved, at der i den periode fandt en dobbelt beskatning sted.

Sagsøgte har egenhændigt mod bedre vidende og under protest ønsket, at fordelingen af renteindtægter og beskatningen skulle foregår hos samlever.

Da sagsøgte mente, sig berettiget til at fordele formuen og heraf renteindtægter i gennem årene, ville en dobbelt beskatning have fundet sted i alle indkomstårene, såfremt sagsøger havde påført disse renteindtægter.

Det var ligeledes uheldigt, at Skatteankenævnet kunne afgøre, at renteindtægterne er en indkomst af en art, der er dækket af rubrikker på den fortrykte selvangivelse, og sagsøger derfor er omfattet af den korte ligningsfrist, for så at ændre opfattelse, at sagsøger i sagen pludselig skulle være omfattet af den lange ligningsfrist da man kunne se, at ligningsfristen for indkomstårene var udløbet. Landsskatteretten og sagsøgtes hovedcenter, er efterfølgende enige om, at sagsøger er omfattet af den korte ligningsfrist som skulle have været varslet senest den 1. juli 2007, sagsøgte har imidlertid først fremsendt agterskrivelsen den 1. august 2007, hvorfor agterskrivelsen ikke er fremsendt inden for den ordinære frist for fysiske personer med enkle økonomiske forhold.

Sagsøgte fastholder, at man mener at have været i undskyldelig uvidenhed om de faktiske forhold, som kravet støttes på og man først var bekendt med forholdet da Landsskatteretten afsagde kendelse i 2007, hvorfor kravet ikke er forældet.

Sagsøger fastholder, at kravet er forældet og forholdet hele tiden har været kendt af sagsøger, hvorfor sagen er forældet.

Anbringender

Det gøres gældende, at,

Sagsøgte har ved lov pålagt, banker m.m., indberetningspligt for renteindtægter, ligesom sagsøgte bestemmer hvorledes fremgangsmåden herfor skal foregå. At sagsøgte har valgt en uhensigtsmæssig måde, at modtage indberetninger på, bør ikke ligge sagsøger til last.

Jf. gældende lov, må sagsøgte ikke uden det fornødne grundlag, ansætte til skat, men noget tyder på at det har man gjort henset til, at skatteankenævnet på et møde ikke har ønsket at godkende udkast til sagsfremstillingen for klage for 2001 fordi skatteankenævnet bl.a. ikke finder, at beslutningsgrundlaget er tilfredsstillende, dette fremgår af en skrivelse dateret 18. marts 2005 til F1 Bank, vedlagt som bilag.

Da sagsøger ikke har kunnet få aktindsigt i referatet fra det omhandlende skatteankenævnsmøde, blev sagsøgte opfordret til, at fremlægge, det omhandlende referat for Retten, da det anses for at være af stor betydning for sagen, idet det foranledigede skatteankenævnet at indhente oplysninger hos F1 Bank som det fremgår af skrivelsen dateret den 18. marts 2005.

Sagsøgte har ikke fulgt opfordringen men derimod opfordret til at sagsøger, selv skulle ansøge om aktindsigt igen, trods tidligere afslag herom, under henvisning, det er interne dokumenter, jf.

"...

Protokol for Skatteankenævn

Der skal føres en protokol over skatteankenævnets møder. Se BEK nr. 1058 af 10/11/2009 § 12, stk. 1 og 2.

Et medlem kan kræve sine indvendinger tilført protokollen, når medlemmet er uenig i afgørelsen. Se BEK nr. 1058 af 10/11/2009 § 12, stk. 1, nr. 8.

Et medlem, der har fået sine indvendinger protokolleret, kan kræve, at en kopi af protokollen sendes til Skatterådet. Se SFL § 10, stk. 4 og BEK nr. 1058 af 10/11/2009 § 13.

Nævnets protokol er et internt arbejdsdokument, og der er dermed ikke adgang til aktindsigt heri. Se FVL § 12, stk. 1.

Der skal dog gives aktindsigt i underskrifterne, således at en klager kan kontrollere, om nævnet har været beslutningsdygtigt, og om der har deltaget inhabile medlemmer. Der kan ikke gives mer'aktindsigt i de indvendinger et medlem har fået tilført protokollen.

..."

Derudover indeholder skrivelsen til F1 Bank, en ordlyd om,

"...

udover at klager (samlever) og A er medindehaver.

..."

Sagsøgte var senest den 18. marts 2005, klar over at sagsøger var medindehaver af de omhandlende konti, hvorfor sagsøgte kunne have foretaget en ordinær ligning for renteindtægter, inden fristens udløb.

F1 Bank besvarede henvendelse og fremsendte dokumentation for at konti var ejet af sagsøger, samlever og fælles børn.

Til trods herfor ønskede sagsøgte at fastholde, at konti alene skulle beskattes hos samlever, indtil Landsskatteretten træf sin kendelse i 2007.

Landsskatteretten havde allerede truffet afgørelse i sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2000 og 2002, før SKAT på ny genoptog 2002.

Sagsøgte har tilsidesat egen indhentede oplysninger om kontohavernes identifikation fra sagsøgers bank, F1 Bank.

Sagen burde ikke være så svær, henset til at sagsøgte for indkomståret 2000 valgte at fordele renteindtægterne, imellem samlever og sagsøger, selvom formuen og indtægter heraf var ejet af samlever, sagsøger og fælles børn.

Et håndskrevet notat fra skatteankenævn dateret den 13. april 2005,

"...

årsop. vedr. samlede rentetilskrivning som herefter skal deles ud

..."

- sagsøgte lavede ikke den fordeling som står skrevet, men valgte at samlever skulle beskattes af alle renteindtægterne.

Ved at sagsøgte valgte, at se bort fra disse beviser må sagsøgte selv bære skylden for, at sagen er forældet, jf. gældende lovgivning.

Det er en betingelse, at den ekstraordinære ansættelse kun kan finde sted hvis sagsøgte, ikke havde kundskab om forholdet eller var i undskyldelig uvidenhed, hvilket med al tydelighed fremgår af skrivelsen af den 18. marts 2005 samt egne notater, at det var sagsøgte ikke.

Det bestrides, at kontiene i udgangspunktet var oprettet i sagsøgerens samlevers navn og først efterfølgende ændret til konti med "flere indehavere".

Kontiene har i årene 2001-2005 og tidligere været indberettet til SKAT som konti med "flere end to ejere" bilag 5.

Det bestrides, at sagsøgeren har mindst groft uagtsomt, bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en skatteansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

I uddraget fra Landsskatterettens kendelse afsagt den 30.3.2007, fremgår

"...

På grundlag af den overfor Landsskatteretten fremlagte dokumentation, må det lægges til grund, at indestående på aftalekontiene i såvel indkomståret 1999 (hos F3 Bank) og indkomstårene 2000 og 2001 (hos F1 Bank) har været registreret med klageren, klagerens samlever og deres to fællesbørn som ejere i forening. Der er herved særligt lagt vægt på de fremlagte årsopgørelser for 1999-2001 fra bankerne, samt ordlyden af brev af 12. februar 2001, hvoraf det af overskriften fremgår, at der er tale om en rettelse af ejerstatus for år 2000. Det bemærkes hertil, at rettelsen er bekræftet forud for skattesagens påbegyndelse.

..."

bilag 5.

Af skattekontrolloven fremgår

"...

§ 8 H. Banker, sparekasser, andelskasser, bankierer, vekselerere, advokater og andre, der modtager indskud til forrentning, skal til brug ved skatteligningen hvert år uden opfordring give told- og skatteforvaltningen oplysning om størrelsen af ydede eller godskrevne renter eller andet afkast til de enkelte kontohavere i det foregående år, dato for rentetilskrivningen mv. samt størrelsen af det indestående beløb ved udløbet af det foregående år. Skatteministeren kan bestemme, at tilsvarende oplysninger skal afgives af andre, der som led i deres virksomhed forrenter midler tilhørende en anden person.

Stk.2. Indberetning efter stk. 1 skal indeholde oplysning om kontobetegnelse, herunder kontoens art, kontohaverens navn, adresse, personnummer (CPR-nr.), virksomhedsnummer (CVR-nr.) eller stamnummer for erhvervsvirksomhed (SE-nr.). Skatteministeren kan give nærmere regler vedrørende kontohavere, der hverken har personnummer eller arbejdsgivernummer.

Stk.3. Oplysningspligten efter stk. 1 og 2 omfatter også konti mv., der ophæves i løbet af året. For sådanne konti indberettes indestående ved ophævelsen.

Stk.4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om afgivelsen af oplysninger efter stk. 1-3. Når praktiske forhold taler derfor, og oplysningen har mindre betydning for skattekontrollen, kan skatteministeren fritage for eller lempe oplysningspligten efter stk. 1-3 for enkelte eller grupper af oplysningspligtige eller for visse kontoarter, ligesom han kan fastsætte en mindstegrænse for de beløb, der skal indberettes.

Stk.5. For konti som nævnt i stk. 1 tilhørende personer, der er bosat eller opholder sig i udlandet, fastsætter skatteministeren nærmere regler.

..."

Sagsøgte valgte for indkomståret 2000, at fordele renteindtægterne med 50 % til sagsøger og 50 % dennes samlever. Bilag 7 og 8

Sagsøgte valgte for indkomstårene 2001-2005, at sagsøgers samlever alene skulle beskattes af alle renteindtægterne.

Sagsøgte valgte for indkomstårene 2003 og 2004, at sagsøger skulle betale 50 % af renteindtægterne samtidig med at SKAT var bekendt med, at renteindtægterne var blevet beskattet hos sagsøgers samlever med 100 %.

Sagsøgte foretog sig intet i forhold til, at der pludselig opstod en dobbeltbeskatning af renterne i perioden 30.8.2007 og frem til årsopgørelsen bliver ændret den 5.5.2008, som følge af en Landsskatteretskendelse af den 27.2.2008. Bilag 9

Sagsøgte var af den opfattelse af at sagsøger, kunne bevirke en bank til, at ændre ejerstatus med tilbagevirkende kraft, hvilket ville være strafbart for banken, hvorfor sådant ikke har fundet sted.

Sagsøgte indhentede egenhændigt oplysninger fra F1 Bank i 2005, som det fremgår af bilag 2, 3 og 4

Sagsøgte fik den 8.9.2004, dokumentation om ejerskab af konti, fra sagsøgeren, bilag 11

Det gøres derfor gældende, at sagsøgte senest i 2005 var informeret om ejerforholdet af de omhandlende bankkonti og havde det fornødne grundlag til at foretage en korrekt skatteansættelserne for indkomstårene 2001-2005.

Dertil skal bemærkes, at sagsøgte for indkomståret 2000, som er året forud for denne sag, ingen problemer havde med at træffe afgørelse den 31.3.2004, om at sagsøgeren skulle beskattes med 50 % af renteindtægter.

..."

Sagsøgte har procederet i overensstemmelse med anbringenderne i sit sammenfattende processkrift af 21. september 2011, hvoraf fremgår følgende

"...

Til støtte for sagsøgtes frifindelsespåstand gøres det overordnet gældende, at skattemyndighederne har været berettigede til at foretage de omhandlede ændringer af sagsøgerens skattepligtige indtægter, og at forhøjelserne er varslet rettidigt. Endeligt gøres det gældende, at skattekravet ikke er forældet.

[...] SKATTEFORVALTNINGSLOVENS § 27, STK. 1, NR. 5

Det gøres gældende, at skattemyndigheden med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var berettiget til at ansætte sagsøgerens skattepligtige indkomst efter udløbet af de ordinære frister, idet sagsøgeren har handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive modtagne renteindtægter som skattepligtig indkomst i 2001-2005.

Efter § 27, stk. 1, nr. 5, i skatteforvaltningsloven kan told- og skatteforvaltningen foretage en ændring efter udløbet af de ordinære frister, hvis

"...

den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en skatteansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

..."

Sagsøgeren har også efter den registrerede ændring af ejerforholdene været (med)ejer af indeståendet hos F1 Bank og F2 Bank. Sagsøgeren har derfor oppebåret renteindtægter herfra i de omtvistede indkomstår, der utvivlsomt er skattepligtig indkomst og modsvares af rubrikker på selvangivelsesblanketten.

Sagsøgeren har uanset dette fuldstændig undladt at medtage renteindtægterne i selvangivelsen for indkomstårene 2001-2005 og derved angivet ukorrekte oplysninger til skattemyndighederne. Sagsøgerens undladelse heraf, der også skal ses i sammenhæng med, at sagsøgeren indestår for rigtigheden af de selvangivne oplysninger, jf. skattekontrollovens § 1, må derfor som minimum tilregnes ham som groft uagtsom. Den omstændighed, at den ændrede ejerregistrering indebærer, at det indberettede beløb ikke bliver fortrykt på sagsøgerens selvangivelse, ændrer ikke herved, smh. bekendtgørelse nr. 1069 af 17. december 1999 (indberetningsbekendtgørelsen).

Sagsøgerens indsigelse om, at dobbeltbeskatning af renterne ville være sket, hvis han havde selvangivet korrekt i de omtvistede indkomstår, er åbenlyst uholdbar. Hvis sagsøgeren og hans samlever havde selvangivet korrekt, havde der selvfølgelig ikke sket dobbeltbeskatning af renteindtægterne.

[...] SKATTEFORVALTNINGSLOVENS § 27, STK. 2

Det gøres gældende, at ansættelserne er varslet rettidigt, idet SKAT først ved modtagelsen af Landsskatterettens kendelser af 30. marts 2007 kom til kundskab om det forhold, der begrundede fravigelsen af de ordinære frister.

Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, skal de nye skatteansættelser

"...

varsles af told- og skatteforvaltningen [..] senest 6 måneder efter, af told- og skatteforvaltningen [...] er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26.

..."

Fristreglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, blev oprindeligt indsat i skattestyrelsesloven i 1989 (lov nr. 824 af 19. december 1989), hvor bestemmelsen havde et noget andet indhold. Ifølge lovens § 35, stk. 1, havde skattemyndighederne en frist på 3 år efter indkomstårets udløb til at forhøje en skatteansættelse. Såfremt skatteyderen ved mindst grov uagtsomhed havde bevirket, at skattemyndighederne havde foretaget en urigtig ansættelse på et urigtigt grundlag, blev 3 års fristen regnet fra det tidspunkt, hvor

"...

skattemyndighederne kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage en korrekt ansættelse

...",

jf. § 35, stk. 3.

Det må antages, at der - trods den ændrede affattelse - ikke er tilsigtet nogen realitetsændring i relation til, at reaktionsfristen fortsat må regnes fra det tidspunkt, hvor skattemyndighederne

"...

kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger

..."

til at kunne foretage en korrekt ansættelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst.

I forhold til spørgsmålet om hvornår de "tilstrækkelige oplysninger" forelå, gøres det gældende, at disse først forelå da Landsskatteretten traf afgørelse den 30. marts 2007.

Det fremgår således af Landsskatterettens afgørelser af 30. marts 2007 (bilag A og C), at det er på grundlag af den overfor Landsskatteretten fremlagte dokumentation, at det lægges til grund, at indeståendet på kontiene er ejet af sagsøgeren, samleveren og deres børn i forening. Landsskatteretten lagde særligt vægt på de fremlagte årsopgørelser for 1999-2001 fra bankerne samt ordlyden af brev af 12. februar 2001 med rettelsen af ejerstatus.

Sagsøgte bemærker hertil, at brevet af 12. februar 2001 fra F1 Bank ikke indeholder oplysninger om hverken de registrerede ejere eller deres ejerandele til indeståendet på kontiene (der i øvrigt blev ophævet samme år). Sagsøgte bemærker herudover, at årsopgørelserne fra F1 Bank 2000-2001 ikke indeholder oplysninger om registreringer og ejerforhold til kontiene, efter de blev ophævet og overført til F2 Bank; dette fremgår kun af årsopgørelserne fra F2 Bank. Det var altså oplysningerne samlet, der var "tilstrækkelige oplysninger" til at en korrekt skatteansættelse af sagsøgerens indkomst for 2001-2005 kunne foretages.

I forhold til spørgsmålet om hvornår SKAT "kom i besiddelse af oplysningerne", gøres det gældende, at dette var den 2. april 2007, da SKAT modtog afgørelserne fra Landsskatteretten af 30. marts 2007.

Det bemærkes hertil, at SKAT ikke har været i besiddelse af andre oplysninger end de af bankerne indberettede, hvor renteindtægterne i de omtvistede år blev indberettet 100 % i samleverens navn. Det fremgår af sagens bilag, at samleveren - da ejerstatus blev ændret af bankerne og indberettet under hendes CPR-nummer - ikke ønskede at bidrage med oplysninger om ejerforhold (bilag 14). Herudover skal det erindres, at kontiene løbende blev ophævet, ændret og overført til andre banker.

SKAT har altså hverken været i besiddelse af årsopgørelserne fra F1 Bank (bilag 3), som skatteankenævnet indhentede, eller årsopgørelserne fra F2 Bank (bilag 12 og 13) som sagsøgeren fremlagde under Landsskatteretssagen, hvoraf det fremgik, at disse var adresseret sagsøgeren, samleveren og deres to børn.

Det gøres på den baggrund gældende, at de "tilstrækkelige oplysninger" først forelå under Landsskatterettens behandling af klagesagen, og at det derfor først var da SKAT modtog kendelserne af 30. marts 2007, at SKAT "kom i besiddelse af/kom til kundskab" om de oplysninger, der kunne begrunde en fravigelse af de ordinære frister.

Da reaktionsfristen løber seks måneder fra modtagelsen, dvs. til den 2. oktober 2007, har det ingen betydning, såfremt SKAT i dette interval kunne have genoptaget skatteansættelsen for indkomståret 2005 inden for de ordinære frister.

Sagsøgeren har gjort gældende, at

"...

SKAT indhentede egenhændigt oplysninger fra F1 Bank i 2005

...",

og at

"...

SKAT [derfor] senest i 2005 var informeret om ejerforholdet ... og havde det fornødne grundlag for at foretage skatteansættelserne for 2001-2005.

..."

Det var imidlertid ikke SKAT, der indhentede og modtog de pågældende årsopgørelser fra F1 Bank, men derimod sekretariatet for skatteankenævnet i ...1 Kommune.

Sagsøgeren er altså tilsyneladende af den uholdbare opfattelse, at alle skattemyndigheder kan bedømmes under et, således at der er identitet mellem den kundskab, som f.eks. skatteankenævnet har, og den kundskab som den skatteansættende myndighed har.

Det gøres derfor gældende, at selv hvis de årsopgørelser, som skatteankenævnssekretariatet modtog fra F1 Bank den 13. april 2005, muliggjorde en korrekt skatteansættelse af sagsøgeren for indkomstårene 2001-2005, betyder det ikke, at oplysningerne dermed også kom til den skatteansættende myndigheds kundskab.

På tidspunktet for skatteankenævnets modtagelse af årsopgørelserne fra F1 Bank gjaldt skattestyrelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 868 af 12. august 2004. Efter den dagældende lov skulle en ekstraordinær genoptagelse

"...

varsles af myndighederne [...] inden 6 måneder efter, at den skatteansættende myndighed er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 34.

..."

Den skatteansættende myndighed i relation til sagsøgeren var på daværende tidspunkt den kommunale skattemyndighed, jf. skattestyrelseslovens § 2, dvs. skatteforvaltningen i ...1 Kommune. Den skatteansættende myndighed i relation til sagsøgeren var altså hverken skatteankenævnet, dets sekretariat eller nogen anden myndighed. Det bemærkes i den sammenhæng, at såvel skatteankenævnet som dets sekretariat var organisatorisk adskilt fra den skatteansættende myndighed, jf. lovens § 11, stk. 2, der blev indsat ved lov nr. 267 af 12. december 2004.

Såfremt årsopgørelserne fra F1 Bank, som skatteankenævnssekretariatet modtog den 13. april 2005 overhovedet måtte have været tilstrækkelige til at foretage en korrekt skatteansættelse, ændrer det derfor ikke ved, at den daværende skatteansættende myndighed (skatteforvaltningen i ...1 Kommune) ikke var i besiddelse af disse.

[...] FORÆLDELSE

Endelig gøres det gældende, at skattekravet ikke er forældet efter forældelsesloven.

For så vidt angår indkomstårene 2002-2005 følger dette allerede af, at kravet ikke engang ville være forældet efter den almindelige regel i forældelseslovens § 2. Det bemærkes i den sammenhæng, at sagsøgeren har indbetalt restskatterne for de omtvistede indkomstår henholdsvis den 22. november 2007 (2005) og 21. januar 2008 (2001-2004) (bilag D og E).

Uanset dette har den skatteansættende myndighed været i utilregnelig uvidenhed om kravene, hvorfor forældelsesfristen er suspenderet, og der er følgelig ikke indtrådt forældelse, jf. forældelseslovens § 3.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Retten lægger til grund, at A, dennes samlever B og parrets to børn i forening i perioden 2001-2005 var kontohavere i F1 Bank og F2 Bank A/S af et bankindestående, der androg et vekslende beløb i størrelsesordenen 1,2 mio. kr. til 2,3 mio. kr. Renteindtægterne af indeståendet udgjorde i 2001 57.858 kr, i 2002 46.531 kr., i 2003 45.709 kr., i 2004 48.785 kr. og i 2005 39.180 kr.

Retten lægger endvidere til grund, at bankindeståendet i perioden var registreret i bankerne som konti, der indehaves af flere end to personlige ejere og med B som repræsentant. Bankernes indberetning til told- og skattemyndighederne af indeståendet og renteindtægterne skete i overensstemmelse hermed og uden angivelse af A som delvis ejer.

A har gjort gældende, at bankindeståendet var ejet af ham, hans samlever og de to børn med 25 pct. til hver. Det er dog efter Landsskatterettens kendelser af 30. marts 2007, 27. februar 2008 og 26. november 2011, der er stadfæstet af domstolene i det omfang, de er indbragt, under denne sag ubestridt, at A for årene 2001-2005 var skattepligtig af 50 pct. af renteindtægterne fra bankindeståendet.

Ingen del af renteindtægterne fra bankindeståendet fremgik af den fortrykte del af As selvangivelse for årene 2001-2005, og der er ikke fremlagt oplysninger, der med føje kunne give A grundlag for at antage, at bankerne havde givet told- og skattemyndighederne indberetning om renteindtægter fra bankindeståendet hos ham. Uanset pligten i skattekontrollovens § 1 undlod A at selvangive nogen del af renteindtægterne til skattemyndighederne.

For så vidt angår As indsigelse om, at renteindtægten blev beskattet hos samleveren B finder retten på baggrund af de angivne landsskatteretskendelser at kunne lægge til grund, at renteindtægterne ikke fremgik af den fortrykte del af selvangivelsen vedrørende hende, og at B alene selvangav ca. 25 pct. af renteindtægterne. Forhøjelsen af hendes skatteansættelse skete først ved skattemyndighedens agterskrivelse af 6. april 2004 og afgørelse af 4. juni 2004, der vedrørte årene 2001 og 2002.

As manglende selvangivelse af renteindtægter fra bankindeståendet, der udgjorde et ikke uvæsentligt beløb, må på den baggrund anses for groft uagtsom. Den manglende angivelse bevirkede, at skattemyndighederne foretog ansættelsen af hans indkomst for årene 2001-2005 på et urigtigt grundlag.

Betingelserne for en ekstraordinær ansættelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er derfor opfyldt.

Ifølge SKATs agterskrivelse af 1. august 2007 og afgørelse af 30. august 2007 om ændring af skatteansættelsen fik SKAT først ved Landsskatterettens afgørelse af 30. marts 2007 kundskab om fordelingen af renteindtægterne mellem A og B.

Retten finder det ikke godtgjort, at SKAT, der var skatteansættende myndighed, før Landsskatterettens afgørelse af 30. marts 2007 fik kundskab om de forhold, der begrunder fravigelsen af de ordinære frister i skatteforvaltningslovens § 26, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Retten lægger herved vægt på, at efter de foreliggende oplysninger angav F1 Bank og F2 Bank A/S' ikke over for SKAT A som indehaver af bankindeståendet for årene 2001-2005.

Ifølge sagens oplysninger ses der heller ikke af A, hans samlever eller i øvrigt at være indgivet meddelelse til SKAT om, at A var delvis indehaver af bankindeståendet.

Retten bemærker i den forbindelse, at der ikke er identitet mellem SKAT og Skatteankenævnet, således at oplysninger indgivet til eller indhentet af Skatteankenævnet også kan antages at være kommet SKAT til kundskab. Det forhold, at Skatteankenævnet ved brev af 18. marts 2005 anmodede F1 Bank om oplysninger vedrørende ejerskabet af bankindeståendet, indebærer således ikke et tilsvarende kendskab hos SKAT til Skatteankenævnets oplysninger.

Da ændringen af As skatteansættelsen derfor er sket inden for 6 måneder efter, at de relevante oplysninger er kommet til SKATs kundskab, er betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, opfyldt.

Skattemyndighedernes krav mod A er endvidere ikke forældet, jf. 1908-lovens § 3.

Vedrørende sagens omkostninger bemærkes, at retten har anset sagens værdi som 59.912 kr. svarende til den af A indbetalte restskat. Efter sagens karakter og da den vindende part er en offentlig myndighed finder retten grundlag for delvis at fritage A for som den tabende part at erstatte Skatteministeriet de udgifter, retssagen har påført ministeriet. De tilkendte sagsomkostninger til dækning af udgift til advokatbistand, herunder materialesamling, er på denne baggrund nedsat til halvdelen svarende til 15.000 kr. Beløbet er tillagt moms.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes.

I sagsomkostninger skal A inden 14 dage betale 15.000 kr. til Skatteministeriet. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelo

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter