Dato for udgivelse
19 Dec 2011 08:48
Dato for afsagt dom/kendelse
03 Nov 2011 09:32
SKM-nummer
SKM2011.818.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
09-02024
Dokument type
Kendelse
Emneord
Refusion, rederier, skibe, selskab, søtransportaktivitet, driftstid
Resumé

Sejlads inden for et havneområde samt sejlads m.v. i et fjordområde berettigede ikke til refusion efter sømandsbeskatningslovens § 10.

Reference(r)

Sømandsbeskatningsloven § 2, § 10

Kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4

Henvisning
-

Klagen vedrører, hvorvidt rederiet kan få refusion efter sømandsbeskatningslovens § 10.

Landsskatterettens afgørelse
SKAT har afgivet afslag på rederiets anmodning om refusion for marts måned 2009 for skibet X1. Beløbet udgør 90.326 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger
Det oplyses, at rederiet G1's virksomhed for en væsentlig del er uddybning og oprensning af havbunden, hvor projekterne spænder lige fra oprensninger af havne, gravning af render til kabler og rør og større uddybninger af sejlrender. Arbejdet foregår såvel i Danmark som i udlandet.

Arbejdet udføres fra skibe, der er indrettet til formålene, og er typiske coasterskibe, der har monteret særligt udstyr såsom graveredskaber og sandsugerudstyr, der anvendes til de specifikke opgaver. Skibene varetager opgaver såvel i fjorde og havne og større farvande. Et andet virksomhedsområde er konstruktionsarbejde i søterritoriet.

De omhandlede skibe "X1" og "X2" har siden sommeren 1998/foråret 1999 været registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, og skibene har som følge af en dispensation efter § 5, stk. 3, i den tidligere gældende sømandsfradragslov kunne opfylde betingelserne i dagældende ligningslovs § 33 C, for at kunne anses for "dansk skib" med den følge, at besætningen kunne få lempelse af skatten.

Ifølge oversigt fra rederiet har X1 været beskæftiget i havnen Y1 i perioden 14. - 19. marts 2009 med lastning af sten fra kaj og losning andetsteds i havnen Y1. SKAT har telefonisk fået bekræftet, at sejladsen udelukkende blev foretaget inden for havnens område.

Herefter sejlede fartøjet til byen Y2, hvor det i perioden 21. - 31. marts 2009 var beskæftiget i sejlrenden i Y2 og losset enten i pram eller ved sejlads ca. 34 sømil ved Y3.

Rederiet har opgjort søtransportaktiviteterne til 80,52 % og dermed sejlads i begrænset fart til 19,48 %.

Skattecentrets afgørelse
Rederiet kan ikke få refusion for marts måned 2009 på 90.326 kr., jf. sømandsbeskatningslovens § 10, idet søtransportaktiviteterne udgør mindre end 50 %.

Der er henset til, at virksomhed inden for begrænset skibsfart ikke anses som søtransport ved anvendelse af refusionsordningen, jf. bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 13, stk. 2.

I sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra a, anføres det, at fart med skibe, der i det væsentligste sejler på danske indsøer, indre vandveje og fjorde er begrænset fart. Ifølge Skatteministeriets departements meddelelse SKM2006.602.DEP fremgår det, at gennemsejling af fjorden Y4 og lignende "forbindelsesveje" ikke i sig selv betragtes som virksomhed i begrænset fart.

Opgaven i fjorden Y4 omfattes af bestemmelsen i § 2, stk. 1, nr. 3, litra a. Tidsforbruget vedrørende afbrydelse af driften skal også henføres under begrænset fart.

Ifølge sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, anføres det, at anvendelse af skibe i stationær virksomhed, herunder havnefart og lignende, ligeledes skal henføres til begrænset fart. Opgaven i Y1 i perioden fra den 14. marts 2009 til den 19. marts 2009 var omfattet af denne bestemmelse.

Herefter sejlede fartøjet til Y2, hvor det i perioden fra den 21. marts 2009 til den 31. marts 2009 var beskæftiget i sejlrenden i Y2 og losset enten i pram eller ved sejlads ca. 34 sømil ved Y3.

Da denne beskæftigelse udelukkende er sket i fjorden Y4, der henhører under begrebet "begrænset fart", skal opgavens alle 24 timer pr. døgn henføres til begrænset fart (eller alternativt lastetid + begrænset fart = 24 timer), idet også tidsforbrug vedrørende afbrydelse af driften henhører under begrænset fart.

Det fremgår videre af stk. 2, at:

"stk. 1, nr. 3, litra a-c og e finder tilsvarende anvendelse ved virksomhed med kabellægningsfarter og stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere."

At sådan sejlads ikke kan anses for søtransport fremgår videre af bekendtgørelsens § 13, stk. 2, hvorefter virksomhed inden for begrænset fart ikke kan anses for søtransport ved anvendelse af reglerne i lovens § 10. Bestemmelsen er endvidere uddybet under pkt. 5 i Skatteministeriets meddelelse af 3. oktober 2006 og kort citeret i vejledningen til udfyldelsen af sejladsopgørelsen pkt. 2) Sejlads i begrænset fart.

SKAT har overfor Landsskatteretten efterfølgende udtalt, at SKATs opgørelse af søtransportsaktiviteterne skal korrigeres til 31,52 %, idet "ude af drift"-tiden skal fordeles mellem begrænset fart og søtransport. Da søtransportaktiviteterne fortsat opgøres til under 50 %, ændres afgørelsen om at der ikke skal udbetales refusion i marts 2009 dog ikke.

Klagerens påstand og argumenter
Klagerens repræsentant har principalt fremsat påstand om, at selskabet er berettiget til refusion for skibet X1 for marts måned 2009, jf. sømandsbeskatningslovens § 10.

Subsidiært er der fremsat påstand om, at fartøjerne ikke er omfattet af begrænset fart, jf. sømandsbeskatningslovens § 2.

Til støtte for den principale påstand har repræsentanten bl.a. gjort gældende, at der ikke er hjemmel til at inddrage begrænset fart i vurderingen af refusionsadgangen.

Der er hverken i selve lovteksten eller i medfør af grundloven adgang til, at Skatteministeriet af egen drift indfortolker yderligere betingelser for lovens anvendelse.

I forarbejderne til DIS-ordningen fra 2000 (L 287 af 28. april 2000) var der om dispensationsordningen efter § 5, stk. 3, i den gamle lov om særlige fradrag til sømænd under afsnittet med overskriften: "Behov for overvejelse af praksis vedrørende DIS-reglernes anvendelse", bl.a. anført nogle problemstillinger vedrørende skibe, der anvendes som dykkerskibe, eller som anvendes i forbindelse med udførelse af entreprenøropgaver ved brobyggeri, anlæg af havne og lignende.

Som følge heraf blev TS-cirkulære 2001- 4 udstedt. På trods heraf opretholdt mange skibe, som ville være omfattet af den anførte definition af en "sandsuger" sin dispensation. Denne dispensation blev givet så længe og under forudsætning af, at rederiet ikke påtog sig opgaver, der blev udført i konkurrence med landbaseret entreprenørvirksomhed, dvs. hvis arbejdet kunne udføres fra land på konkurrencedygtige vilkår, når der blev bortset fra skattefordelen. I øvrigt var det ved den oprindelige dispensation lagt vægt på, at forhyringsvilkårene svarede til, hvad der sædvanligt gælder for de personer, der er ansat på danske skibe som udelukkende anvendes til erhvervsmæssig befordring af personer eller gods.

Ved sagens afgørelse må det derfor lægges til grund, at;

- at man (også rederiet) i praksis har kunnet registrere sandsugerfartøjer med eget lastrum som "lastskibe", jf. bemærkningerne til § 6 i lovforslag nr. 94/2005, og

- at man (også rederiet) i følge fast administrativ praksis har kunnet lade sandsugere omfattes af DIS-ordningen, og dermed kunne der opnås skattelempelse, såfremt fartøjerne opfyldte skibsdefinitionen i sømandsfradragsloven.

Ved siden af DIS-ordningen indførte man sømandsfradragsloven, der betød, at sømænd der forrettede tjeneste på et dansk skib, der sejlede i udenrigs- eller nærfart, kunne opnå et ligningsmæssigt fradrag.

Definitionen af sejladstyperne fortsatte uændret fra tidligere.

Fradraget var maksimeret til 56.700 kr., og blev beregnet ud fra, om sejladsen skete som udenrigs- eller nærfart, hvor udenrigsfart gav adgang til at udnytte reglerne mest.

Begreberne udenrigs-, nær- og begrænset fart har således ikke direkte sammenhæng med DIS-ordningen.

Som følge af EU-kommissionens meddelelse C (2004),43 vedrørende EU-landenes støtteordninger til rederierne indførtes lov nr. 386/2005 - sømandsbeskatningsloven.

Det fremgår af kommissionens meddelelse, at særligt forholdene omkring bugseringsfartøjer og sandsugere har nødvendiggjort en præcisering af medlemsstaternes adgang til at give statsstøtte.

Om sandsugning anfører kommissionen i pkt. 3.1 og 3.2, at:

"Opmudring/sandsugning er principielt ikke berettiget til søtransportstøtte. Beskatningsordningerne for virksomheder (f.eks. tonnageafgift) kan kun anvendes for opmudrings-/sandsugningsfartøjer, hvis aktiviteter udgør "søtransport" — dvs., transport på havet af opgravede materialer — for over 50 % af deres årlige driftstid vedkommende og kun for denne tid.

og

Opmudrings- og sandsugningsaktiviteter, der fortrinsvis udføres i bl.a. havne, berettiger således ikke til beskæftigelsesstøtte til fællesskabsfolk."

Kommissionen begrænser således støtten i to henseender: 1) søtransporten skal overstige 50 % af driftstiden, og 2) aktiviteten må ikke fortrinsvis foretages i havne og lignende.

Formålet med den nye lov var at forenkle reglerne og tilpasse dem Kommissionens meddelelse.

Som følge deraf valgte man at sammenlægge begreberne udenrigs- og nærfart til støtteberettiget søtransport, mens man videreførte begrebet begrænset fart.

Dispensationsadgangen i den dagældende sømandsfradragslov blev ændret til alene at basere sig på objektive kriterier. Det fremgår derfor også af den nye lovs § 3, stk. 1, 2. pkt., at bl.a. sandsugerfartøjer med en bruttotonnage på over 20 tons med eget lastrum og fremdrivningsmidler, og som ikke sejler i begrænset fart, vil være omfattet af sømandsfradragsreglerne. Det er altså tillige en forudsætning for, at personer ansat på danske skibe er berettiget til sømandsfradrag, at der udføres arbejde på fartøjer der ikke sejler i begrænset fart.

I forhold til rederierne blev DIS-ordningens anvendelsesområde afstemt med tonnageskatteloven, således at der var 100 % overensstemmelse mellem de to regelsæt.

Da Kommissionen viste tilbageholdenhed med at støtte rederiernes sandsugeraktiviteter, valgte regeringen at undtage disse fra DIS-ordningen. Dette skyldtes at man anså det praktisk svært at opfylde 50 %-kravet, samtidig med at man omfattede sandsugerne af DIS-ordningen, jf. bemærkningerne til § 6 i lovforslag nr. 94/2005.

Man valgte derfor i stedet at indføre "refusionsordningen" i lovforslagets § 10.

I bemærkningerne til § 10 anføres:

"Der er under bemærkningerne til lovforslagets § 6 ovenfor redegjort for, at det vil være vanskeligt at indrette den eksisterende skattefritagelsesordning - DIS-ordningen - på en sådan måde, at den vil kunne rumme de muligheder, der efter EU-retningslinjerne er for at give statsstøtte til sandsugere. Sådan støtte kan kun gives i det omfang, at det enkelte fartøj anvendes til søtransportaktiviteter i mindst 50 pct. af den tid, det er i drift.

Regeringen ønsker at udfylde EU's retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren bedst muligt, og det foreslås derfor, at det gøres muligt at give sandsugerrederier en refusion for personer, der arbejder ombord på sådanne fartøjer, jf. nedenfor.

Det vil være en betingelse for refusion, at det enkelte fartøj har egne fremdrivningsmidler, at det har lastrum til transport af materialer indfundet fra havbunden, og at fartøjet som nævnt udfører søtransportaktiviteter i mindst halvdelen af den tid, det er i drift."

Sammenfattende omkring reglernes udvikling fremgår det, at man har samlet regelsættene i én samlet lov, der i virkeligheden består af tre regelsæt:

1) DIS-ordningen,

2) sømandsfradragsordningen og

3) refusionsordningen.

Stenfiskerfartøjer (og dermed rederiets skibe) kan alene omfattes af sømandsfradragsordningen ( § 3) og refusionsordningen ( § 10).

For sømandsfradragsordningen, der altså kan benyttes af personer, som erhverver lønindkomst ombord på stenfiskerfartøjer (herunder sandsugere), gælder det, at fartøjet:

2.a) skal have en bruttotonnage på 20 tons eller mere,

2.b) have eget lastrum,

2.c) egne fremdrivningsmidler, og

2.d) skal sejle uden for begrænset fart, jf. § 3, stk. 1.

Refusionsordningen giver rederiet adgang til refusion af 40 % af sømændenes løn, hvis følgende betingelser er opfyldte:

3.a) skibet skal have en bruttotonnage på 20 tons eller mere,

3.b) have eget lastrum,

3.c) egne fremdrivningsmidler,

3.d) være registret i en EU-stat, og

3.e) udfører søtransportaktiviteter i over 50 % af driftstiden, jf. § 10.

Det fremgår altså udtrykkeligt af loven, at der i forhold til rederiernes mulighed for at opnå refusion ikke gælder noget krav i forhold til, at der ikke er sejlads i begrænset fart — afgørende er alene, at der er tale om "søtransportaktiviteter".

Skatteministeriet har udstedt bekendtgørelse nr. 653/2005 i medfør af lovens § 12, som alene hjemler mulighed for nærmere at fastsætte regler om lovens gennemførelse og administration.

Omkring refusionsordningen fremgår det af bekendtgørelsens § 13, at der til søtransport blandt andet kan henregnes transport mellem havn og indvindingsplads og mellem indvindingsplads og det sted, hvor de indvundne materialer skal losses, herunder selve losningen, mens virksomhed inden for området for begrænset fart, dvs. aktiviteter som nævnt i § 2, nr. 3 i sømandsbeskatningsloven, ikke kan anses som søtransport ved anvendelse af lovens § 10.

Som virksomhed i begrænset fart anses i lovens § 2, stk. 1, nr. 3, følgende aktivitet:

- Fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed med skibe, der væsentligst sejler på danske indsøer, indre vandveje og fjorde

- Anvendelse af skibe i stationær virksomhed, herunder havnefart o.l.

- Fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed med skibe uden egne fremdrivningsmidler mv.

- Anden fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed, når forholdene er sådan, at den pågældende person har mulighed for regelmæssigt at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Da sømandsbeskatningsloven har baggrund i Kommissionens meddelelse, er det relevant kort at kommentere hierarkiet mellem de enkelte retskilder.

EU-kommissionens meddelelse er ikke en bindende retsakt som f.eks. forordninger eller direktiver, hvilket betyder, at hverken borgere eller staten kan støtte direkte ret på meddelelsen.

Dette betyder dog ikke, at meddelelsen er uden relevans. Forbuddet mod statsstøtte i EF-traktatens art. 87 betyder, at såfremt et land ikke overholder meddelelsens retningslinjer, bryder medlemsstaten samtidig med dette forbud med den konsekvens, at Kommissionen af egen drift vil køre en traktatbrudssag med medlemsstaten.

Derfor er realiteten, at Kommissionens meddelelse vægter i meget stor grad ved fortolkningen af loven.

Regeringen anfører også i punkt 3 i lovforslaget nr. 94/2005, at det agter at overholde meddelelsens retningslinjer.

Med hensyn til de interne danske retskilder følger det af grundlovens almindelige retskildehierarki, at bekendtgørelser (anordninger) er underlagt love. Såfremt der i en lov er givet ministeren adgang til at administrere reglerne, skal det fortolkes indskrænkende og således alene angå selve administrationen. Dermed er der ikke adgang til at lave "egne" regler.

Sidstnævnte gælder især indenfor skatteretten, da der i grundlovens § 43 er et delegationsforbud, således at skatter og afgifter alene kan fastsættes "ved lov" — dvs. af lovgivningsmagten.

Som forklaret ovenfor blev refusionsordningen indført, fordi man ikke mente, at sandsugere kunne omfattes af DIS-ordningen, efter at Kommissionen i sin meddelelse havde udtrykt betænkelighed ved støtten til dem.

Refusionsordningens anvendelsesområde skal derfor tolkes i lyset heraf.

Det får den konsekvens, at begrebet "begrænset fart" ikke har relevans i relation til refusionsordningens anvendelsesområde. Det fremgår derfor også af § 10, at betingelsen for at opnå refusion er, at søtransportsaktiviteterne overstiger 50 % af driftstiden.

Betingelsen er direkte taget ud af Kommissionens meddelelse, jf. ovenfor, og det er derfor essentielt at inddrage netop meddelelsen i fortolkningen af refusionsordningens anvendelsesområde.

Kommissionen opsætter alene den begrænsning for sandsugere, at søtransportaktiviteterne

skal overstige 50 % af driftstiden, samt at aktiviteter der fortrinsvist udføres i havne og lignende, ikke er omfattet af støtten.

Dette må overføres direkte til den danske regel i § 10, hvilket fører til, at begrænset fart ikke skal inddrages i vurderingen.

Det synes derfor uden hjemmel i lov, at Skatteministeriet i bekendtgørelsen vælger at inddrage begrænset fart i vurderingen af refusionsadgangen, jf. ovenfor.

På baggrund heraf fastholdes det, at rederiet G1 A/S er berettiget til refusion, jf. sømandsbeskatningslovens § 10.

Det understreges i den sammenhæng, at rederiets ansatte sømænd aldrig under de tidligere regler i sømandsfradragsloven har fået deres sømandsfradrag beskåret som følge af aktiviteter i begrænset fart.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende, at SKATs administration af reglerne strider imod den hensigt, som lovgiver tilkendegav ved lovens vedtagelse, hvor man som nævnt ovenfor ville udnytte refusionsmuligheden mest muligt, i det omfang EU-retningslinjerne gav mulighed herfor.

Loven og bekendtgørelsen skal fortolkes i det lys, således at sømandsbeskatningsloven fortolkes i overensstemmelse med rammerne for støtte efter EU-retningslinjerne, naturligvis i det omfang dette kan rummes inden for sømandsbeskatningslovens ordlyd.

Som det er beskrevet ovenfor, er det Kommissionens opfattelse, at karakteren af fartøjernes drift skal ses ud fra den generelle overordnede virksomhed, som de driver.

Ordlyden af de danske regler er også i overensstemmelse hermed. Det fremgår af sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra a og b, at begrænset fart skal forstås således, at:

a) Fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed med skibe, der væsentligst sejler på

danske indsøer, indre vandveje og fjorde.

b) Anvendelse af skibe i stationær virksomhed, herunder havnefart og lign.

Såvel en ordlydsfortolkning som en formålsfortolkning udelukker således skibe fra refusionsordningen, hvis de i det meste af deres tid udfører arbejder på fjorde og lignende eller hvis de anvendes i stationær virksomhed.

Bestemmelsens ordlyd er da også i overensstemmelse med Kommissionens meddelelser, da ordlyden også lægger op til en virksomhedsbetragtning.

Som det således fremgår af litra a, kan aktiviteter i fjorde og lign. berettige til refusion, såfremt aktiviteten i fjorde og lignende ikke er det væsentligste i fartøjets virksomhed.

SKAT udelukker per definition sejlads i fjorde og lignende, hvilket ikke har været lovgivers og Kommissionens mening.

Arbejde i fjorde udelukker altså ikke refusion hvis fartøjets virksomhed generelt ikke foretages i fjorde og lignende.

Det samme gør sig gældende for litra b.

Ovenstående er da også fuldt ud i overensstemmelse med reglernes støtteformål, da fartøjer, der generelt driver virksomhed i danske fjorde eller havne, ikke er udsat for konkurrence fra tredjeland. Driver fartøjet generelt sin virksomhed udenfor disse fjorde/havne, vil det derimod være udsat for konkurrence, og enkelte opgaver i fjorde/havne vil ikke ændre herpå.

Samtlige fartøjers drift på årsbasis består i væsentligt omfang af søtransport, og ingen af fartøjerne opererer desuden til daglig i havne eller fjorde, men sejler i hele Nordeuropa.

Fartøjernes virksomhed kan derfor ikke anses at være omfattet af "begrænset fart", og de bør derfor gives adgang til refusion, jf. sømandsbeskatningsloven § 10. Dette harmonerer også med hidtidig praksis, hvor rederiets skibe - der udfører aktiviteter i samme omfang som hidtil - aldrig er blevet anset for at have sejlads i begrænset fart.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Danske rederier, som udøver virksomhed med stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, som er registreret med hjemsted her i landet med en bruttotonnage på 20 t eller derover, eller som er registreret med hjemsted i en anden EU/EØS-medlemsstat med tilsvarende bruttotonnage og uden besætning er overtaget til drift af et dansk rederi, kan efter ansøgning få refusion, jf. sømandsskattelovens § 10, stk. 2 og 3, for personer, som udfører arbejde om bord, og som ikke er omfattet af § 8. Det samme gælder for rederier, som er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, eller efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, når disse er hjemmehørende i en EU-medlemsstat, jf. sømandsskattelovens § 10, stk. 1.

Det er en betingelse for refusion, at det enkelte fartøj har egne fremdrivningsmidler og eget lastrum til transport af materialer indvundet fra havbunden, samt at fartøjet udfører søtransportaktiviteter i mindst 50 % af den tid, det er i drift, jf. sømandsskattelovens § 10, stk. 2.

Begrænset fart defineres bl.a. som fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed med skibe, der væsentligst sejler på danske indsøer, indre vandveje og fjorde. Det samme gør sig gældende ved anvendelse af skibe i stationær virksomhed, herunder havnefart og lignende, jf. sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra a og b.

Sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra a og b, finder tilsvarende anvendelse ved virksomhed med kabellægningsfartøjer og stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, jf. sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 2.

Det følger ligeledes af § 13, stk. 2, i bekendtgørelse af 28. juni 2005, nr. 653, om beskatning af søfolk, at virksomhed inden for området for begrænset fart, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, i sømandsbeskatningsloven, ikke anses som søtransport ved anvendelse af lovens § 10.

Retten lægger til grund, at det af ordlyden af sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 2, fremgår, at virksomhed med stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, er omfattet af reglerne om begrænset fart. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen henholdsvis loven anføres det, at DIS-reglerne og reglerne om sømandsfradrag kun finder anvendelse uden for området for begrænset fart.

I forbindelse med implementeringen af EU-retningslinjerne for statsstøtte til søtransportsektoren oplyste Danmark til Kommissionen, jf. 2009/380/EF bl.a.:

"(40) De danske myndigheder tilføjer, at virksomhed i såkaldt begrænset fart ikke er omfattet af de danske statsstøtteordninger. Ved "begrænset fart" forstås bl.a. virksomhed i havne og fjorde. Udgravnings- eller opmudringsarbejder i og omkring havne eller i fjorde falder således altid uden for DIS-ordningen. Det samme gælder i tilfælde, hvor et skib ligger stationært."

Det er herefter Landsskatterettens opfattelse, at der ved opgørelsen af refusionen efter sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 2, ikke skal medtages aktiviteter foretaget af stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, i begrænset fart, jf. § 13, stk. 2, i bekendtgørelse af 28. juni 2005, nr. 653, om beskatning af søfolk. De udførte arbejdsopgaver i perioderne 14. - 19. marts og 21. - 31. marts henføres med rette til virksomhed i begrænset fart.

For så vidt angår den subsidiære påstand følger det af § 9 i bekendtgørelse af 28. juni 2005, nr. 653, om beskatning af søfolk, at:

"Refusion efter § 10 i lov om beskatning af søfolk sker på grundlag af fartøjets faktiske anvendelse. Ved bedømmelsen af, om betingelserne for refusion er opfyldt er fartøjet registreringsforhold ikke i sig selv afgørende. Det er heller ikke i sig selv afgørende, om fartøjet arbejder på grundlag af en indvindingstilladelse udstedt i medfør af råstofloven eller på grundlag af anden offentlig regulering".

Det følger endvidere af samme bekendtgørelses § 10 og § 11, at rederierne kan vælge mellem at foretage opgørelser på månedsbasis eller på årsbasis. Såfremt man vælger månedsbasis skal søtransportaktiviteten udgøre 50 % for den enkelte måned. Vælges årsopgørelse fordeler man søtransportaktiviteten ud på hele året. Der ydes således også refusion i de tilfælde, hvor kravet for enkelte måneders vedkommende ikke er opfyldt, blot kravet er opfyldt for året som helhed.

Virksomhed uden for EU/EØS medtages heller ikke ved beregningen af, om 50 % kravet er opfyldt. Kravet skal således være opfyldt for den virksomhed, der foregår inden for EU/EØS, jf. SKM2006.602.DEP, pkt. 5.

Det er herefter Landsskatterettens opfattelse, at ovenstående betragtninger henviser til, at det ikke er den generelle virksomheds arbejde, man skal lægge til grund ved vurderingen, men derimod det konkrete arbejde hvert skib udfører i den konkrete periode (månedsbasis).

For så vidt angår fordelingstiden, den såkaldte "ude af drift"- tid, følger det af § 10, stk. 2, i bekendtgørelse af 28. juni 2005, nr. 653, om beskatning af søfolk, at den skal fordeles forholdsmæssigt mellem den tid, der er medgået til søtransportaktiviteter, og den tid der er anvendt til andre aktiviteter.

Det er således rettens opfattelse, at fordelingstiden også for perioder, hvor fartøjet har arbejdet i begrænset fart, fordeles forholdsmæssigt mellem begrænset fart og søtransport.

Rederiet er blevet præsenteret for SKATs fornyede opgørelse af fordelingstiden, men da rederiet i forbindelse med høringen ikke har haft indsigelser til opgørelsen, har Landsskatteretten ikke foretaget en prøvelse af fordelingstiden.

Det er således rettens vurdering, at klageren ikke kan få refusion for marts måned efter sømandsbeskatningslovens § 10, idet rederiets skib X1 har foretaget søtransportaktivitet under 50 % af driftstiden.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter