Indhold

Dette afsnit beskriver, hvordan virksomheden skal skønne over den andel af lønsum og over/underskud, der vedrører den lønsumsafgiftspligtige aktivitet.

Afsnittet indeholder:

  • Fordelingsprocent opgøres med to decimaler
  • Hvordan udøves skønnet?
  • Eksempler fra retspraksis
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Fordelingsprocent opgøres med to decimaler

Når lønsumsafgiftsgrundlaget fordeles på baggrund af omsætningsfordelingen efter principperne i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 4, skal fordelingsprocenten opgøres i overensstemmelse med sædvanlige afrundingsregler. Det vil sige med to decimaler.

Hvis skønnet udøves på anden måde, jf. lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, og virksomheden bruger ML § 38, stk. 1, som skøn, er der ikke det samme krav. Se SKM2009.500.SKAT.

Eksempel

Et eksempel på en fordelingsprocent med to decimaler: 82,23 %.

Hvordan udøves skønnet?

Virksomheden skal udøve skønnet sådan, at det bedst muligt afspejler den konkrete opgørelse, som skønnet erstatter.

Skønnet kan derfor udøves på baggrund af forskellige faktorer som skønnes relevante.

Når Skattestyrelsen vurderer, om skønnet er foretaget på rimelig måde, vil en fordeling, der svarer til forholdet mellem omsætningen i den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden og virksomhedens samlede omsætning i det pågældende indkomstår, som udgangspunkt blive lagt til grund. Der kan ved vurderingen af den skønsmæssige fordeling også tages hensyn til omsætning, årsværk, mv. Se lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 4.

Landsskatteretten har haft anledning til at bedømme det udøvede skøn i en række afgørelser. Det fremgår heraf, at der skal lægges vægt på hvilken fordeling, der bedst konkret afspejler forholdene i virksomheden.

Der er hverken ret eller pligt for virksomhederne til at anvende omsætningsfordelingen, hvis der findes en mere retvisende fordeling. Se SKM2011.301.LSR.

Skattestyrelsen er heller ikke bundet af virksomhedernes skøn baseret på omsætningsfordelingen mellem de afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige aktiviteter, hvis en sådan omsætningsfordeling ikke giver et retvisende billede af de ansattes reelle tidsforbrug på henholdsvis lønsumsafgiftspligtige aktiviteter og andre aktiviteter. Se SKM2008.1036.LSR.

Eksempler fra retspraksis

Se følgende eksempler fra retspraksis, hvor der er taget stilling til, om den konkrete virksomhed skal udøve et skøn over tidsforbrug eller i stedet anvende en omsætningsfordeling:

a)      Finansierings- og factoringsselskab (SKM2011.301.LSR)
b)      Busselskab (SKM2008.1036.LSR)
c)      Bowlingbane (SKM2003.572.LSR)
d)      Samarbejde mellem selskab, Vækstfonden og Regionen, aktiviteter udenfor momslovens anvendelsesområde (SKM2010.390.SR).

Ad a) Finansierings- og factoringsselskab (SKM2011.301.LSR)

I SKM2011.301.LSR accepterede Landsskatteretten et finansierings- og factoringsselskabs konkrete skøn frem for en omsætningsfordeling. Skønnet var udøvet på baggrund af en sektoropdeling. Landsskatteretten udtalte, at hensigten med skønnet er at afspejle tidsforbrug på bedst mulig måde, da lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 3 jf. stk. 2 henviser til det faktiske tidsforbrug. SKAT fik altså ikke ret i, at selskabets skulle anvende omsætningsfordelingen.

Ad b) Busselskab (SKM2008.1036.LSR)

I SKM2008.1036.LSR havde et busselskab fordelt lønsumsafgiftsgrundlaget i forhold til omsætningsfordelingen mellem den momsfri og momspligtige omsætning. De momsfri aktiviteter bestod i rutekørsel. De momspligtige aktiviteter bestod overvejende i salg af nye og brugte busser og i mindre omfang af salg af reklameydelser, turistkørsel mv. Selskabet havde opgjort den skønsmæssige andel af lønsum og overskud, der skulle indgå i lønsumsafgiftsgrundlaget til 65 %. SKAT fandt, at arbejdskraftens anvendelse i virksomheden var et mere retvisende billede. Dette gav et skøn på 90 %, der blev anvendt ved både fordeling af lønsum og underskud. Skønnet var baseret på udvalgte omsætningsposter, der bedst afspejlede det faktisk anvendte tidsforbrug på lønsumsafgiftspligtige aktiviteter for buschauffører, mekanikere, mv. Landsskatteretten gav SKAT medhold og udtalte, at omsætningsfordelingen ikke kan anvendes i tilfælde, hvor det er åbenbart, at den ikke er et rimeligt grundlag for virksomhedens skøn, det vil sige, hvor den ikke afspejler det reelle ressourcetræk. Der må derimod foretages en skønsmæssig fordeling, som tager udgangspunkt i en konkret vurdering af virksomhedens forhold. Selskabet fik altså afslag på, at det kunne anvende omsætningsfordelingen.

Ad c) Bowlingbane (SKM2003.572.LSR)

I SKM2003.572.LSR ønskede en bowlingbane at opgøre den tid, der vedrørte lønsumsafgiftspligtige aktiviteter i form af udlejning af baner og servicering af spillere, til fem minutter pr. time. SKAT havde skønnet lønsumsafgiftsgrundlaget med udgangspunkt i en omsætningsfordeling. Landsskatteretten fandt ud fra en samlet vurdering ikke grund til at tilsidesætte SKAT's skøn efter omsætningsfordelingen. Det bemærkes, at reglerne for bowlingbaners moms- og lønsumsafgiftspligt efterfølgende er ændret, idet ML § 13, stk. 1, nr. 5 er ændret, så momsfritagelsen ikke længere gælder, når aktiviteten udøves med gevinst for øje.

Ad d) Samarbejde mellem selskab, Vækstfonden og Regionen, aktiviteter udenfor momslovens anvendelsesområde (SKM2010.390.SR)

En virksomhed kan have aktiviteter, der ikke afspejles i omsætningsposter, fordi aktiviteterne falder udenfor momslovens anvendelsesområde. Lønsumsafgiftsgrundlaget kan også i de tilfælde reduceres. I SKM2010.390.SR var et selskab etableret i et samarbejde mellem bl.a Vækstfonden og Regionen. Selskabet havde momsfri finansielle aktiviteter og modtog desuden tilskud, der faldt udenfor momslovens anvendelsesområde. Selskabet skulle betale lønsumsafgift af de finansielle aktiviteter, men den del af aktiviteterne, der faldt udenfor momslovens anvendelsesområde blev ikke anset for omfattet af lønsumsafgiftspligten. Der skulle derfor ske en fordeling af de ansattes lønsum på baggrund af det faktisk anvendte tidsforbrug. Hvis dette ikke var muligt, skulle virksomheden foretage en skønsmæssig opdeling af tidsforbruget.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2016.565.VLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt banken havde været berettiget til at opgøre fordelingen af lønsummen mellem afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige aktiviteter på grundlag af omsætningsfordelingen efter momslovens § 38, stk. 1, og om SKAT kunne tilsidesætte bankens skøn, fordi opgørelsen efter SKATs opfattelse ikke gav et retvisende billede af det faktisk anvendte tidsforbrug i henholdsvis den afgiftspligtige og den ikke afgiftspligtige del af banken.

SKAT havde tilsidesat bankens skøn og opkrævet lønsumsafgift for perioden 1. januar 2007 til 30. april 2009, idet bankens fordeling af lønsummen mellem den lønsumsafgiftspligtige del og den lønsumsafgiftsfrie del af bankens aktiviteter efter SKATs opfattelse ikke tilnærmelsesvis afspejlede de faktiske ressourcetræk på de to områder. Landsskatteretten havde stadfæstet SKAT's afgørelse, hvorefter banken anlagde sag mod Skatteministeriet med påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at banken var berettiget til at opgøre lønsumsafgiftsgrundlaget efter lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 4, ved anvendelse af en omsætningsfordeling i henhold til momslovens § 38, stk. 1, i de pågældende år. Skatteministeriet påstod frifindelse. Banken gjorde til støtte for sin påstand i første række gældende, at banken efter de da gældende regler havde været berettiget til at opgøre den skønsmæssige fordeling af lønsummen mellem de afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige aktiviteter på grund af omsætningsfordelingen efter momslovens § 38, stk. 1, uanset om denne skønsmæssige fordeling måtte afvige fra en faktisk opgørelse af de ansattes tidsforbrug. I anden række gjorde banken gældende, at Skatteministeriet ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var grundlag for at tilsidesætte bankens skønsmæssige fordeling, idet skattemyndighederne havde foretaget en sammenligning med en anden leasingvirksomhed, der imidlertid var helt uegnet, når det skulle vurderes, om bankens skøn var retvisende som grundlag for en bedømmelse af, om omsætningsfordelingen i bankens virksomhed førte til et misvisende resultat.

Skatteministeriet fik medhold i, at SKAT efter de tidligere regler havde haft hjemmel til at tilsidesætte en virksomheds omsætningsbaserede fordeling af lønsum, hvis det var åbenbart, at denne fordeling ikke var retvisende i forhold til det faktisk anvendte tidsforbrug. Landsretten fandt imidlertid, at det skøn, som SKAT havde foretaget, ikke var mere retvisende end bankens skøn, da regnskabsmaterialet fra den leasingvirksomhed, som SKAT havde foretaget en sammenligning med, ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at godtgøre, at SKATs skøn var mere retvisende end bankens skøn.

Herefter fik banken medhold.

 

Byretsdomme

SKM2018.219.BR

En sparekasse, som indgik i en fællesregistrering med et datter-leasingselskab, havde for perioderne 1. februar 2008-31. december 2009 og 1. marts 2010-28. februar 2013 rejst krav om tilbagebetaling af lønsumsafgift og opgjort den lønsum, der skønsmæssigt vedrørte den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden ved anvendelse af en omsætningsfordeling i henhold til momslovens § 38, stk. 1.

Datter-leasingselskabet havde ingen ansatte og administrationen af leasingaktiviteterne var outsourcet til et administrationsselskab ejet af datter-leasingselskabet sammen med to andre sparekassers datter-leasingselskaber. Administrationsselskabet var ikke en del af sagsøgerens fællesregistrering.

SKAT havde ved sit skøn lagt vægt på, at ressourceforbruget til administration af leasingvirksomheden var uden for fællesregistreringen, nemlig i administrationsselskabet, og havde derfor i sit skøn alene medtaget en beskeden del af den momspligtige omsætning i leasingselskabet ved beregningen af lønsumsafgiftsgrundlaget. SKAT havde anvendt en andel på 1,3% af den momspligtige omsætning i leasingselskabet, svarende til den andel af kunderne i leasingselskabet, der også var kunder i sparekassen.

SKAT havde ved sit skøn tillige ved fastsættelsen af den momspligtige omsætning i fællesregistreringen alene medtaget nettorenteindtægterne fra leasingselskabet og set bort fra den del af omsætningen, der vedrørte salg af leasingaktiver.

Retten bemærkede, at det følger af Vestre Landsrets dom i SKM2016.565.VLR, at SKAT efter den dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelse havde hjemmel til at tilsidesætte en virksomheds omsætningsbaserede fordeling af lønsum, hvis det var åbenbart, at denne fordeling ikke var retvisende i forhold til det faktisk anvendte tidsforbrug.

Videre bemærkede retten, at formålet med reglerne om fordeling af afgiftsgrundlaget i de dagældende bekendtgørelser er at opnå den fordeling af virksomhedens lønsum og overskud eller underskud, der afspejler det faktisk anvendte tidsforbrug i den afgiftspligtige og den øvrige del af virksomheden på den bedst mulige måde. Ved vurderingen af det udøvede skøn, er det således afgørende, hvorvidt skønnet er egnet til at belyse det faktisk anvendte tidsforbrug.

Retten bemærkede, at en forudsætning for, at en opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget ved anvendelse af omsætningsfordelingen i henhold til momslovens § 38, stk. 1, giver et retvisende billede af det faktisk anvendte tidsforbrug er, at virksomheden er organiseret på en sådan måde, at der er sammenhæng mellem omsætning og tidsforbrug. Da sparekassens fællesregistrering var organiseret således, at langt den største del af den momspligtige omsætning i fællesregistreringen blev genereret i et datter-leasingselskab, som ikke havde nogen ansatte, men havde outsourcet arbejdet og dermed tidsforbruget til et administrationsselskab, som ikke var en del af fællesregistreringen, var der i sparekassens fællesregistrering ikke en sådan sammenhæng mellem den afgiftspligtige omsætning og tidsforbruget.

Retten lagde i øvrigt vægt på, at leasingaktiviteterne i fællesregistreringen ville have været underskudsgivende, såfremt der i denne del af virksomheden faktisk blev anvendt et tidsforbrug, der svarer til det, der følger af en fordeling i henhold til momslovens § 38, stk. 1.

Retten fandt herefter, at en opgørelse af lønsumsgrundlaget ved anvendelse af omsætningsfordeling i henhold til momslovens § 38, stk. 1, ikke gav et retvisende skøn over det faktisk anvendte tidsforbrug. Skønnet kunne herefter tilsidesættes, såfremt Skatteministeriet kunne godtgøre, at SKATs skøn over fællesregistreringens lønsumsafgift gav et mere retvisende billede af det faktiske anvendte tidsforbrug end det, som sparekassens skøn viste.

Retten bemærkede, at da salg af leasingaktiver i henhold til managementaftalen blev varetaget af administrationsselskabet, og det ikke var godtgjort, at der herved var medgået tid hos medarbejdere i fællesregistreringen, og da leasing reelt er en finansiel aktivitet, var SKATs opgørelse af omsætningen  velbegrundet. Retten fandt tillige, at det var velbegrundet, at SKAT alene havde medtaget en lille del af omsætningen fra leasingvirksomheden ved beregningen af lønsumsfritagelsesgrundlaget, idet arbejdet forbundet med leasingvirksomheden var outsourcet.

Retten bemærkede, at SKATs skøn var baseret på relevante og saglige kriterier i forhold til den måde, hvorpå fællesregistreringen var organiseret, og som var egnede til at belyse det faktisk anvendte tidsforbrug. Retten fandt på den baggrund, at det af SKAT udøvede skøn var mere retvisende end det af sparekassen udøvede skøn.

Landsskatteretskendelser

SKM2012.286.LSR

I en sag vedrørende er pengeinstitut, der drev både momspligtig og lønsumsafgiftspligtig virksomhed, tiltrådte Landsskatteretten SKATs skøn vedrørende den del af lønsummen, der kunne henføres til den lønsumsafgiftspligtige del, hvorefter der ved udøvelsen af skønnet ikke skulle henses til en omsætningsfordeling, men til det skønnede reelle ressourcetræk.

SKM2011.301.LSR

Et leasing- og factoringselskab kunne anvende et skøn udøvet på baggrund af sektoropdeling frem for en omsætningsfordeling.

Sagen vedrørte også andre forhold.

SKM2008.1036.LSR

Et busselskab kunne ikke anvende en omsætningsfordeling, da den ikke afspejlede det reelle ressourcetræk.

SKM2006.556.LSR

En ejerforening havde lejet en lejlighed, som den genudlejede til foreningens vicevært. Huslejeindtægterne udgjorde 6 % af ejerforeningens samlede indtægter. Lønsumsafgiftsgrundlaget blev af SKAT reduceret med 6 % svarende til den andel af omsætningen, der ikke var omfattet af lønsumsafgiftspligten. Landsskatteretten var enig med SKAT. Reduktion ved omsætningsfordeling.

Sagen vedrørte flere forskellige forhold.

SKM2003.572.LSR

En bowlingbane kunne ikke anvende et skøn over den tid, der vedrørte lønsumsafgiftspligtige aktiviteter i form af udlejning af baner og servicering af spillere, til fem minutter pr. time. Reduktion ved omsætningsfordeling.

Reglerne for bowlingbaners moms- og lønsumsafgiftspligt er efterfølgende ændret, idet ML § 13, stk. 1, nr. 5 er ændret, så momsfritagelsen ikke længere gælder, når aktiviteten udøves med gevinst for øje.

Skatterådet

SKM2010.390.SR

Et selskab havde momsfri finansielle aktiviteter og modtog desuden tilskud, der faldt udenfor momslovens anvendelsesområde. Selskabet skulle betale lønsumsafgift af aktiviteterne med de finansielle aktiviteter, men den del af aktiviteterne, der faldt udenfor momslovens anvendelsesområde blev ikke anset for omfattet af lønsumsafgiftspligten. Der skulle derfor ske en fordeling af de ansattes lønsum på baggrund af det faktisk anvendte tidsforbrug. Hvis dette ikke var muligt, skulle virksomheden foretage en skønsmæssig opdeling af tidsforbruget. Reduktion i lønsumsafgiftsgrundlaget på grund af aktiviteter udenfor momslovens anvendelsesområde.