Dato for udgivelse
19 Dec 2011 15:03
Dato for afsagt dom/kendelse
13 Dec 2011 14:18
SKM-nummer
SKM2011.836.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-116709
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Moms, afgifter, tvangsauktion, fast ejendom, byggegrund, ideel anpart, forsikringssum
Resumé

Skatterådet kan bekræfte, at salg på tvangsauktion, af en ideel anpart af en byggegrund med forsikringssum, i momsretlig henseende, skal behandles som en gammel bygning. Køber på tvangsauktion skulle indtræde i nyopførelseserstatning fra forsikringsselskabet. Køb af ideel anpart og forsikringssum trådte derfor i stedet for en bygning, som er bygget før momslovens regler om moms af nye bygninger trådte i kraft den 1. januar 2011. Salget af den ideelle anpart med forsikringssum var derfor momsfritaget jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, 1 linje.

Hjemmel

Skatteforvaltningsloven § 21, stk. 4, nr. 3

Reference(r)

Momsloven § 3, stk. 1, § 4, stk. 1, § 13, stk. 1, nr. 9
Ejendomsavancebeskatningsloven § 2

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2011-2, afsnit D.A.5.9


Spørgsmål

  1. Det ønskes besvaret, om auktion over en grund, med en ideel anpart af en grund med tilhørende forsikringssum, er momspligtig?
  2. Det ønskes besvaret om, momsgrundlaget udgør budsum og størstebeløbet under auktionen?

Svar:

  1. Nej
  2. Bortfalder

Beskrivelse af de faktiske forhold

Et konkursbo har indgivet tvangsauktionsbegæring over en ideel anpart af en ejendom, hvorpå der har været erhvervsbygninger. Den ideelle anpart (65/100), nr. X af matr. nr. XXX, beliggende Y, ejes af konkursboet. Erhvervsbygningerne er nedbrændte.

Auktionen omfatter grunden med forsikringssum.

Ejendommen er erhvervet i 1988 med henblik på erhvervsmæssig udlejning. Ved udlejning til erhvervsformål har der været opkrævet moms af lejen. Køber på auktionen indtræder i retten til nyopførelseserstatning. Erstatningen bliver kun udbetalt, hvis der nyopføres en bygning - ikke nødvendigvis tilsvarende bygning.

Med indsendelsesformularen er vedhæftet salgsopstilling. Af salgsopstillingen fremgår, beskrivelse af ejendommen, og dermed af auktionsgenstanden. Det er et konkursbo, der er rekvirent og konkursboet er ikke på auktionstidspunktet momsregistreret, men i forbindelse med efterangivelse af moms af indtægter og udgifter ved bobehandlingen momsregistreres boet i forbindelse med boets afslutning.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

I henhold til lov nr. 520 fra 2009, omfatter momspligt salg af byggegrunde og nye bygninger. Momspligt vil også gælde for salg af sådanne ejendomme på tvangsauktion. Da salg af ejendommen på auktion sker i forbindelse med afvikling af boets aktiver, uden indtægt for boet ud over et rekvirenthonorar, og da boet sluttes efter tvangsauktionen, er det kurators opfattelse, at salg af ejendommen på tvangsauktion ikke er momspligtig, idet der ikke foreligger "økonomisk virksomhed" men afvikling.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

Momslovens § 3, stk. 1:

Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Momslovens § 4, stk. 1:

Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 9:

"Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift;

(......)

9) Levering af fast ejendom. Fritagelsen omfatter dog ikke:

 a) Levering af en ny bygning eller en ny bygning med tilhørende jord.

 b) Levering af en byggegrund, uanset om den er byggemodnet, og særskilt levering af en bebygget grund."

Momsbekendtgørelsens § 39a., stk. 5:

Overdragelse af andele og aktier, når besiddelsen heraf retligt eller faktisk sikrer rettigheder som ejer eller bruger over en ny bygning eller en ny bygning med tilhørende jord, anses for at være levering af en ny bygning med evt. tilhørende jord.

Forarbejder

Af bemærkningerne til lovforslaget, L 203, vedtaget som Lov nr. 520 af 12. juni 2009, fremgår, at der foreslås en ophævelse af momsfritagelsen for levering af nye bygninger med tilhørende jord og byggegrunde herunder særskilt levering af bebyggede grunde. Der indføres altså moms på salg af fast ejendom i form af nye bygninger med tilhørende jord og byggegrunde.

Ejendomsavancebeskatningslovens § 2.

Erstatnings- og forsikringssummer sidestilles med salgssummer, jf. dog §§ 10 og 11.

Begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes besvaret, om auktion over en grund, med en ideel anpart af en grund med tilhørende forsikringssum, er momspligtig?

Det fremgår af de for Skatteministeriet fremlagte oplysninger, at den ideelle anpart, er erhvervet i 1988 af spørger (nu under konkurs), med henblik på erhvervsmæssig udlejning med moms i henhold til momsloven. Skatteministeriet er blevet forelagt en tegning, hvoraf det fremgår, hvilken del af matrikel nr. XXX, som spørger har brugsret til.

Spørger har en eksklusiv brugsret til en del af en bestemt fast ejendom, i og med at spørger udlejer den specifikke anpart og dermed råder over denne, som en ejer af fast ejendom. Af disse grunde, er salget på tvangsauktion, at anse som levering af en bygning jf. principperne i momsbekendtgørelsens § 39a., stk. 5, som fastslår hvornår andele og aktier anses for at være levering af en (ny) bygning, og derfor skal pålægges moms.

Spørgsmålet er herefter om salget på tvangsauktion skal ske med moms iht. momslovens § 4 jf. § 3, eller om det er en momsfritaget levering iht. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9.

Den ideelle anpart af matriklen, som sælges på tvangsauktion, sælges af et konkursbo. Ejendommen har indtil konkursen været benyttet inden for rammerne af det konkursramte selskabs økonomiske virksomhed. Ejendommen er således erhvervet af selskabet med henblik på udlejning, og har været erhvervsmæssigt udlejet til erhvervsformål, jf. momslovens § 4 jf. § 3 og § 51. Konkursboet er derfor ved dette salg at anse som en afgiftspligtig person jf. momslovens § 3.

Tvangsauktionen vedrører den ideelle anpart af grunden med forsikringssum. I skatteretten, fremgår det af EBL § 2, at erstatnings- og forsikringssummer sidestilles med salgssummer.

Inden for momsretten er det samme princip ikke lovfæstet, men en forsikringssum bør behandles på samme måde, som det den træder i stedet for. Det fremgår af de af spørger fremlagte oplysninger, at køber på tvangsauktionen indtræder i retten til nyopførelseserstatning fra forsikringsselskabet. Pengene bliver således kun udbetalt, såfremt der genopføres en bygning, men ikke nødvendigvis en tilsvarende bygning.

Det er herefter Skatteministeriets opfattelse, at der er tale om en tvangsauktion over en gammel bygning, dvs. en ejendom, som er bygget før momslovens regler om moms af nye bygninger trådte i kraft den 1. januar 2011, og salget af den ideelle anpart er dermed momsfritaget jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, 1 linje.

Skatteministeriet indstiller til Skatterådet, at spørgsmål 1, besvares med nej.

Spørgsmål 2

Det ønskes besvaret om momsgrundlaget udgør budsum og størstebeløbet under auktionen?

Spørgsmålet bortfalder, idet leverancen er momsfritaget jf. besvarelsen af spørgsmål 1.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter