Dato for udgivelse
24 Jan 2012 13:04
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 Jan 2012 10:35
SKM-nummer
SKM2012.38.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-123362
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
værdiansættelse, bil, elbil, batteri
Resumé

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der ved opgørelse af den skattepligtige værdi af fri bil alene skal tages udgangspunkt i den anskaffelsespris, som betales til forhandleren, idet Skatterådet vurderer, at bilens anskaffelsespris skal inkludere prisen, der betales for batteriet.

Skatterådet kunne bekræfte, at der ved opgørelsen af den skattepligtige værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, alene skal ske beskatning på baggrund af den skattepligtige værdi af den dyreste bil, hvis der i en periode i stedet for stilles en almindelig bil med forbrændingsmotor til rådighed i de situationer, hvor en medarbejder med fri bil ønsker at køre i udlandet.

Dette gælder også de tilfælde, hvis medarbejderen selv, der indgår lejeaftalen med en biludlejningsvirksomhed, og medarbejderen derefter mod original dokumentation lader arbejdsgiveren refundere den betalte lejeudgift.

Reference(r)

Ligningsloven § 16, stk. 4

Henvisning

Den juridiske vejledning 2012, afsnit C.A.5.14.1.7


Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at der ved opgørelse af den skattepligtige værdi af fri bil C. alene skal tages udgangspunkt i den anskaffelsespris, som betales til forhandleren, dvs. at udgiften til serviceaftalen med A ikke skal indgå i beskatningsgrundlaget jf. ligningslovens § 16, stk. 4?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at der ved opgørelsen af den skattepligtige værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, alene skal ske beskatning på baggrund af den skattepligtige værdi af den dyreste bil, hvis der i en periode i stedet for stilles en almindelig bil med forbrændingsmotor til rådighed i de situationer, hvor en medarbejder med fri bil ønsker at køre i udlandet?
  3. Hvis Skatterådet svarer bekræftende på spørgsmål 2, kan Skatterådet da bekræfte, at det ikke ændrer ved svaret, hvis det i stedet for arbejdsgiveren er medarbejderen selv, der indgår lejeaftalen med en biludlejningsvirksomhed, og medarbejderen derefter mod original dokumentation lader arbejdsgiveren refundere den betalte lejeudgift?

Svar 

  1. Nej.
  2. Ja.
  3. Ja. Se dog sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

 A blev stiftet i 2007 og har hovedsæde i B. I Danmark etablerede A sig 1. februar 2009 og beskæftiger i dag 88 medarbejdere.

 A' s mission er at være Danmarks førende udbyder af services til elbiler og dermed bidrage til at accelerere et skift til bæredygtig transport. A udbyder en infrastruktur og en række services med det formål at gøre en elbil økonomisk attraktiv at købe, let at bruge og fantastisk at eje.

 Virksomheden lægger i den forbindelse også vægt på, at:

  • Elbiler har en markant bedre energiudnyrelse end biler med traditionelle forbrændingsmotorer, hvilket skåner miljøet for unødig belastning.
  • Elbiler har en simplere mekanik og forventes at medføre lavere vedligeholdelsesomkostninger.
  • Elektriciteten, som anvendes, vil oftest blive anvendt på det tidspunkt, hvor der er overkapacitet på nettet og elektriciteten er billig, dvs. ofte i nattetimerne. På den vis kommer bilernes batterier til at virke som et opbevaringssted for eksempelvis vindenergi, der ikke kan opbevares på anden vis.
  • Generne fra støj og forurening bliver reduceret væsentligt.

Produktet

Virksomheden tilbyder serviceløsninger til elbiler i Danmark. Serviceaftalerne omfatter en række forskellige ydelser, der nærmere kan opdeles på følgende under-ydelser:

  • Ladefacilteter:

Bilerne kan ikke oplades ved forbindelse til det almindelige lysnet, idet opladeforholdene kræver, at der anvendes særlige stik og sikre kabelforbindelser.

Virksomheden etablerer en særlig ladestander på kundens hjemadresse (eller anden adresse valgt af kunden), dvs. sørger for nedgravning af elkabler, etablering af forbindelse til elnettet, opsætning af selve standeren samt den efterfølgende løbende drift og vedligeholdelse af standeren.

  • Elektricitet:

Virksomheden leverer elektricitet til drift af elbiler, dvs. den elektricitet, som løbende bliver opladet og forbrugt gennem elbilers kørsel.

Biler med en serviceaftale vil fortrinsvis lade bilen ved den faste ladestander, men vil også kunne blive opladet ved andre ladestandere end den faste ladestander. Selve opladningen sker ved at der placeres et ladekabel mellem bilen og ladestanderen. Opladningen varer sædvanligvis 6 - 8 timer.

Bilerne vil sædvanligvis blive opladet på de tidspunkter, hvor bilen ikke anvendes og hvor elektricitet er billigst, dvs. ofte i nattetimerne.

  • Batteriskiftestationer:

Da bilens rækkevidde på ét batteri for de fleste biler p.t. er begrænset ti ca. 185 km, etablerer virksomheden en række fuldautomatiske batteriskiftestationer i de større danske byer og langs landets hovedfærdselsårer. Batteriskiftestationerne fungerer på den vis, at bilen køres ind i stationen på et transportbånd (lidt som en traditionel vaskehal), hvor bilen placeres i korrekt position, undervognen vaskes, robot-arme skruer batteriet løs fra holderne og batteriet afmonteres fra bilen.

Fra ladestationens underjordiske batteri-lager hentes et andet, opladet batteri, der passer til bilen, og dette sættes ind i bilen og fastgøres af robot-armene. Bilen kan derefter køre videre i nyopladet stand, mens det brugte batteri sættes til opladning (eller udskiftes, hvis det er for slidt - batterier vil sædvanligvis udgå af anvendelse, når energi kapaciteten når ned på ca. 80 % af et nyt batteri, idet rækkevidden for et opladet batteri derefter ikke vil være tilfredsstilende). Dette batteriskift tager mindre end fem minutter, dvs. ikke længere end tankning af benzin til bilen.

  • Elektronisk styring:

A tilbyder fuldautomatisk, elektronisk styring af bilens energi behov via en kraftig, trådløs intemetforbindelse. Som abonnent hos A får kunden via virksomhedens softwareoperativsystem til elbiler adgang til en række muligheder som elbilist - herunder bl.a.:

  • Service og support - vejanvisninger til nærmeste batteriskiftestation eller ladestander og fejlfinding i realtid
  • Energiplanlægning - mulighed for ruteplanlægning, oplysning om rækkevidde og planlægning af næste opladning eller batteriskift
  • Opladning og batteriskift - oplysninger om opladningsprocessen, såsom prioriteret opladning og håndtering af batteriskifteprocessen
  • Energiovervågning - varsling i tilfælde af næsten tomt batteri
  • Ekstra tjenester - video, applikationer, musik og internetsøgning

Pris og vilkår

Prisen for en serviceaftale vil variere, afhængigt af: hvor mange kilometer bilen kører per år. En aftale med en maksimal årlig kørsel på XX kilometer er prissat til XX kr./md, mens en aftale om XX km. kørsel om året koster XX kr./md. Hertil kommer et oprettelsesgebyr på XX kr., og de lokale elselskaber kan desuden opkræve en tilslutningsafgift. Herudover vil kunden skulle betale for omkostninger udover en standardinstallation af ladestanderen - f.eks. hvis kunden har en meget lang indkørsel.

Betalingen til A gælder de samlede services og er uafhængig af, hvor i Damnark standeren skal sættes op, hvordan kørsels- eller lademønstret fordeler sig, eller hvor hyppigt kunden benytter sig af batteriskiftestationerne. Prisen per måned reguleres ikke i forhold til bilens alder, men kan dog ændres, hvis der viser sig en ændring i forbrugsmønstret (færre eller flere kilometers kørsel) eller hvis A ændrer produkterne eller priserne på produkterne.

Med hensyn til de enkelte dele af servicepakerne må det tilføjes, at det fortsat vil være virksomheden, der har det fulde ejerskab til ladestandere og stikledninger, ligesom virksomheden også har ejerskabet til software, batterier og batteriskiftestationer. Ved indgåelse af serviceaftalerne har kunderne således alene adgang de ovennævnte services, mens kunderne på intet tidspunkt får ejerskab til nogen del af de faciliteter, der stilles til rådighed.

Virksomhedens omkostning til at anskaffe batterierne med en kapacitet til en rækkevidde på 160 km forventes pt. at være ca. XX kr. per styk, idet de købes direkte fra producenten.

Hvilke biler kan serviceres?

A tilbyder sin service til alle potentielle kunder, dvs. både privatpersoner, erhvervsvirksomheder og offentlige institutioner, men A's service er ikke begrænset til en enkelt bilmodel.

De biler, som A i første omgang tilbyder serviceordninger til, er C, der lanceres i 2011, og D, som lanceres i 2012. Senere vil der også blive tilbudt service til varebilen E (med fastmonteret batteri.) Ved bilmodeller som F eller G er batteriet heller ikke en del af bilkøbet - også her leases batteriet.

Når andre bilmærker kommer på markedet med tilsvarende biler, vil også disse kunne blive omfattet af A's serviceordninger, idet batteriskiftestationerne er indrettet på den måde, at de kan håndtere flere forskellige batterityper. [...]

Ligeledes vil andre bilmærker/-typer, der eventuelt ville kunne anvende batteriet konstrueret til C, også kunne få en serviceaftale med A. Det må dog bemærkes, at der p.t. ikke er kendskab til bilmodeller, der direkte vil kunne anvende H batterier.

A's netværk af ladestandere vil ikke blot levere strøm til egne kunder, men også give ejere af alle elbiler, der overholder internatonale standarder, mulighed for at oplade ved en A ladestander gennem såkaldt "roaming".

Virksomhedens mål er derfor at etablere et helt åbent netværk, hvor alle elbilister kan få glæde af A's infrastruktur. Virksomheden arbejder også med standarder for batteriskiftteknologien for at sikre, at bilisterne får samme servicekvalitet, uanset hvor de er, eller hvilken serviceleverandør de vælger.

Om bilen

C er en nyudviklet bilmodel, produceret af H. Bilen er en 5 døres familesedan, udstyret med plads til 5 personer.

Bilen har alle de sikkerhedsforanstaltninger, som H er kendt for, herunder airbags, sikkerhedsbremser, afstivning osv. Bilen har en egenvægt på XX kg. ved drift, tophastigheden er 135 km/t, og rækkevidden målt med NEDCs standarder er 185 km.

Som energikilde anvendes elektricitet fra et lithiumbatteri.

Salgsprisen fra H vil udgøre XX kr. inkl moms. Bilen leveres uden batteri, og det er ikke muligt at købe et løst batteri - idet det forudsættes, at der indgås en serviceaftale med en batterioperatør.

Lejebil i udlandet

Virksomheden overvejer at tilbyde de af deres medarbejdere, som har fri elbil stillet til rådighed for privat brug, at de kan få stilet en udlejningsbil til rådighed, hvis de skal køre til udlandet på ferie og lignende.

Virksomheden vil alene dække selve billejen og forsikring, mens brændstof er for egen regning.

Ordningen forudsætter, at der er et maksimum på antallet af uger, der kan lejes bil og omkostningen herved.

Endvidere vil det være et krav i ordningen, at medarbejderen afleverer elbil samt nøgler til elbilen på virksomhedens kontor, og at elbilen herefter indgår i virksomhedens carpool - dvs. at bilen i den pågældende periode kan anvendes til erhvervsmæssig kørsel fra kontoret for medarbejdere, der ikke har fri bil.

Medarbejderen vil således kun have rådighed over en betalt bil ad gangen.

Som alternativ overvejer virksomheden endvidere en ordning under samme vilkår som nævnt ovenfor, men hvor medarbejderen selv indgår lejeaftalen med en biludlejer. Arbejdsgiveren refunderer herefter den fulde udlejningudgift til medarbejderen, mod at medarbejderen afleverer de originale lejebilag og faktura mv. til virksomheden.

Spørgers opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

For så vidt angår spørgsmål 1 har repræsentanten bemærket følgende.

Det følger af registreringsafgiftsloven, at elbiler frem til udgangen af 2012 er fritaget for indregistreringsafgift (idet regeringens lovkatalog dog indeholder en forlængelse af denne lempelse indtil ultimo 2015). For privatkunder vil anskaffelsesprisen for en C dermed være de XX kr., som bilen forventes solgt til.

For erhvervskunder, som stiller en C rådighed for deres medarbejdere til privat brug, er det imidlertid nødvendigt at få afklaret, hvad beskatningsgrundlaget for medarbejderne vil være.

Dette gælder både i de tilfælde, hvor potentielle kunder ønsker at kende de skatteretlige følgevirkninger for medarbejderne, men også for A selv i det omfang, at virksomheden måtte stille biler til rådighed for egne medarbejdere.

Det følger af bl.a. ligningslovens § 16, stk. 4, at:

"Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver som nævnt i stk. l, sættes til en årlig værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. Af resten. Bilens skattepligtige værdi beregnes dog mindst af 160. 000 kr. Til den skattepligtige værdi medregnes et miljøtillæg. Miljøtillægget udgør den årlige afgift eksklusive udligningsafgift og privatbenyttelsestillæg, der skal betales for bilen efter brændstofforbrugsafgtftsloven eller efter vægtafgtftsloven.

For biler, der er anskaffet af arbejdsgiveren højst tre år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi i det indkomstår, hvori første indregistrering er foretaget, og i de to følgende indkomstår til den oprindelige nyvognspris og herefter til 75 pct. af nyvognsprisen."

Det er ikke nærmere fastlagt i lovens tekst, hvad der præcis menes med "bilens værdi" for nye biler, men gennem skatteretlig praksis er der givet en række retningslinjer for, hvordan denne opgøres. I ligningsvejledningen for 2011, afsnit A.B.T.9.2, er det eksempelvis formuleret, at "nyvognsprisen er bilens fakturapris inkl. moms, registreringsafgift og leveringsomkostninger samt normalt registreringsafgiftspligtigt tilbehør/ekstraudstyr. "

Det følger desuden af skatteretlig praksis, herunder bl.a. SKM 2007.146.LSR og TfS 1997.738.SKM, at der ved vurderingen af beregningsgrundlaget for værdi af fri bil henses til, hvilke dele af en bils udstyr, der er omfattet af registreringsafgiftslovens § 8, stk. 3 - herunder, at ekstraudstyr leveret af forhandleren i forbindelse med salg bilen dog er undtaget.

For biler, der hverken som gulpladebil eller hvidpladebil er omfattet af registreringsafgift, er der til gengæld ikke nogen offentliggjort skatteretlig praksis om den præcise afgrænsning af beregningsgrundlaget for værdi af fri bil.

Angående vurderingsgrundlaget har repræsentanten bemærket følgende.

Som nævnt ovenfor tages der ved ansættelsen af beregningsgrundlaget for værdi af fri bil udgangspunkt i, hvad en bils registreringsafgift beregnes af.

Doktrinen med afhængighed af prisen inklusiv registreringsafgift er så stærk, at bilforhandleres "demobiler", der sædvanligvis indregistreres til en pris markant under den efterfølgende overdragelsespris, efterfølgende værdiansættes i relation ti § 16, stk. 4, ud fra indregistreringsprisen.

Det er dog værd at notere, at den eksisterende skatteretlige praksis i sin helhed er etableret på det grundlag, at biler er registreringsafgiftspligtige.

I denne sag må det imidlertid konstateres, at de biler, som denne anmodning angår, er positivt fritaget fra registreringsafgift. Derfor har den eksisterende praksis for registreringsafgiftspligtige biler kun begrænset anvendelse i den givne situation, idet den helt centrale forudsætning - tilknytningen til registreringsafgiftslovens - ikke er til stede.

Derfor er det i stedet nødvendigt at foretage en konkret vurdering af den givne situation.

Repræsentanten har dernæst foretaget den nedenstående konkrete vurdering.

Grundlæggende fremgår det af bemærkningerne til L286 1992/1993, som indførte ligningslovens § 16, stk. 4, at " anskaffelsessummen er det beløb som arbejdsgiveren skal betale for bilen", herunder moms og levering. Udgangspunktet vil derfor være den aftalte købspris - som i denne sag er XX kr. inkl. moms.

Sædvanligvis er biler blevet defineret ud fra et traditionelt billede af køretøjer med forbrændingsmotorer, dvs. køretøjer, der i al væsentlighed blot var afhængige af påfyldning af drivmidler samt løbende udskiftning af nedslidte dele for at være funktionsdygtig.

Med fremkomsten af nye typer køretøjer med anderledes forudsætninger synes den grundlæggende forståelse for, hvad der er en del af bilen, og hvad der ikke er, dog ikke længere helt at være tidssvarende som den eneste mulige anskuelsesform.

Repræsentanten er opmærksom på, at elbilerne i sagens natur ikke vil være i stand til at køre af egen drift uden et påmonteret batteri, og at batteriets tilstedeværelse derfor er en forudsætning for bilens funktion.

Dette adskiller sig dog ikke fra den tvingende nødvendighed af elektricitet for elbilen eller tilstedeværelsen af fossilt brændstof for en forbrændingsmotor. Ligeledes vil tilstedeværelsen af bremsevæsker, kølervæsker, osv. være nødvendige.

Et naturligt spørgsmål kunne derfor være, om batteriet skal ses som en selvstændig funktionsdel af bilen, som der efterfølgende sættes "brændstof" (elektricitet) på, eller om batteriet primært er et bæreelement til bilens nødvendige energi, dvs. at brændstofpåfyldningen sker ved påsættelse af et opladet batteri (på samme vis som eksempelvis en batteridrevet transistorradio). I realiteten er der gode argumenter for begge dele, idet batteriet/elektriciteten ligger i et krydsfelt, hvor det kan være begge - og det er derfor næppe muligt at foretage en helt entydig kategorisering alene ud fra funktionaliteten.

Derfor bør en række øvrige forhold i forbindelse med den planlagte aftalemodel også inddrages i vurderingen.

I den forbindelse mener repræsentanten, at der bør lægges vægt på følgende forhold:

  • Udgangspunktet er jf. lovens tekst den pris, der betales for bilen - in casu de XX kr., der betales til H's forhandler.
  • Der er ikke noget krav om, at bilen skal have et batteri for at blive indregistreret.
  • Køberen vil efter købet få det fulde ejerskab og den fulde risiko for bilen.
  • Bilejeren kan købe og sælge bilen videre uden en aftale med A.
  • P.t., hvor der alene er én operatør på markedet for C, er det mindre sandsynligt, at en ny ejer ikke også vil indgå en aftale med A, men på længere sigt vil bilejerne med overvejende sandsynlighed have flere leverandører og forskellige services at vælge imellem. Det må bemærkes, at der på det danske marked allerede er en anden operatør, der er i færd med at udbygge et serviceprodukt med opladning af biler.
  • Bilejeren vil alene have brugsret til batterierne - som en del af en samlet serviceaftale med A.
  • Det vil i hele serviceaftalens løbetid være A, der har det fulde ejerskab til batterierne.
  • Det vil i hele serviceaftalens løbetid være A, der har den fulde risiko for det batteri,der på et givent tidspunkt befinder sig i bilen.
  • Det beløb, som betales til A, er en samlet betaling for en nødvendig kombination af flere forskellige delydelser og således ikke blot betaling for et batteri. Betalingen dækker således både etablering og drift af ladestander, elektricitet ved opladninger, løbende udskiftning af batterier, internetbaseret assistance til energistyring af bilen og planlægning af opladning (såkaldt "intelligent opladning"), samt andre sekundære services som adgang til musik og andre internetservices.
  • Hvis batterierne skal indgå i beregningsgrundlaget for værdi af fri bil jf. LL § 16, stk. 4, rejser dette en overordentlig vanskelig problemstilling i forhold til ansættelsen af, hvilken værdi batterierne i givet fald skal indgå i beregningen med. Der er endnu ikke et frit marked for bil batterier af denne type, og A må qua store indkøb forventes at kunne anskaffe batterierne til fordelagtige priser.
  • Det vil ikke være muligt at identificere et bestemt batteri som en del af en bestemt bil, idet der forventes en hyppig, løbende udskiftning af batterierne ved batteriskiftestationerne.
  • På grund af den skærpede konkurrence og den hastige produktudvikling forventes det, at priserne for batterier i løbet af få år vil falde, mens kvaliteten i forhold til holdbarhed og ladekapacitet vil stige. Den fremtidige værdi af de batterier, der sættes i bilen, vil derfor sandsynligvis være markant lavere end nu.
  • Ejerskabet er uafhængigt af, hvor længe aftalen løber. Ved en kort aftaleperiode vil A således potentielt have stort tab på batteriet, mens et langt aftaleforløb vil indebære en gevinst for A i forhold ti investeringen i ladestandere, batteriskiftestationer.
  • Antallet af batterier vil ikke være det samme som antallet af solgte biler, idet serviceringen fordrer, at der dels er batterier i alle biler, men også i batteriskiftestationerne. Samtidig vil der løbende skulle ske udskiftning af batterierne i takt med, at de slides ned. Således er der ikke et fuldstændigt 1:1- forhold mellem solgte biler og batterier.
  • Med tiden vil udskiftningen af batterier med stor sandsynlighed stige i takt med batteriernes anvendelse og slitage, men dette har ikke nogen påvirkning på den ydelse, som skal betales for serviceaftalen.

På baggrund af disse forhold er det repræsentantens vurdering, at batteriet efter en samlet vurdering må anses for at være så tæt knyttet til den samlede servicepakke, som A udbyder, og så løsrevet fra ejerskabet af bilen, at der ikke er grundlag for at tolke lovens tekst så vidtgående, at batteriets anskaffelsespris skal indgå i opgørelsesgrundlaget ved anvendelse af ligningslovens § 16, stk. 4.

Derfor bør der efter repræsentantens opfattelse svares "ja" til det rejste spørgsmål 1.

For så vidt angår spørgsmål 2 har repræsentanten anført følgende.

Det følger af ligningslovens § 16, stk. 4, at beskatning af fri bil sker ud fra rådigheden over bilen, ikke benyttelsen. Derfor vil en medarbejder som udgangspunkt kunne blive beskattet af flere biler på en gang, selvom vedkommende kun bruger én bil ad gangen.

Dog følger det også af skatteretlig praksis, at der alene sker beskatning af én bil, hvis medarbejderen reelt kun har én bil til rådighed. Således angiver Ligningsvejledningen, 2011-1, afsnit A. B. 1.9.2:

"LL § 16, stk. 4, finder anvendelse på hver enkelt bil, der stiles til rådighed for den ansatte til privat brug (der gives ikke mængderabat). Hvor den ansatte har adgang til en bil, men skifter bil en eller flere gange indenfor samme kalendermåned, accepteres det, at den ansatte kun beskattes af den dyreste bil."

Rådigheden over en eller flere biler afgøres (jf. Skatteministeriets bemærkninger til spørgsmål 2 i TfS2009.676.SR (SKM2009.314.SR)) ud fra det objektive kriterium om, hvorvidt den pågældende bruger kan disponere over bilen.

Repræsentanten har dernæst foretaget den nedenstående konkrete vurdering.

Det er ikke blot i Danmark, at der arbejdes med udbredelse af elbiler som et miljørigtigt alternativ, men indtil videre er et paneuropæisk ladesystem fortsat blot på tegnebrættet. Indtil et generelt opladningssystem er blevet udbredt i hele Europa, har elbilerne derfor den geografiske begrænsning, at de alene kan benyttes i Danmark.

Virksomheden overvejer at tilbyde de af deres medarbejdere, som har fri elbil stilet til rådighed for privat brug, at de kan få stilet en udlejningsbil til rådighed, hvis de skal køre til udlandet på ferie og lignende. Virksomheden vil i givet fald alene dække selve billejen og forsikring, mens brændstof er for egen regning.

Ordningen forudsætter af, at der er et maksimumsantal af uger, der kan lejes bil og omkostningen herved.

Endvidere vil det være et krav i ordningen, at medarbejderen afleverer elbil samt nøgler til elbilen på virksomhedens kontor, og at elbilen herefter indgår i virksomhedens carpool - dvs. at bilen i den pågældende periode kan anvendes til erhvervsmæssig kørsel fra kontoret for medarbejdere, der ikke har fri bil.

På baggrund af den ovenstående beskrivelse, er det repræsentantens opfattelse, at der med deponeringen af elbilen hos virksomheden samt virksomhedens fulde dispositionsret over bilen i deponeringsperioden er sket en effektiv afskæring af dispositionsretten for den pågældende medarbejder. I stedet får vedkommende stillet en lejebil til rådighed, som vedkommende disponerer over.

Medarbejderen vil således kun have rådighed over en betalt bil ad gangen - og vil derfor efter repræsentantens opfattelse kun skulle beskattes af værdi af én bil til rådighed.

For måneder, hvor der alene er elbilen til rådighed, vil det fortsat være det fastsatte beskatningsgrundlag for elbilen, som den skattepligtige værdi af fri bil beregnes ud fra. For måneder med blandet rådighed over elbil og udlejningsbil vil denne beskatning derimod i givet fald være værdien af den dyreste af hhv. elbilen og lejebilen. Er der i en måned alene udlejningsbil til rådighed, vil værdi af fri bil skulle beregnes på baggrund af udlejningsbilens værdi jf. LL § 16, stk. 4.

Derfor bør repræsentantens spørgsmål 2 besvares med et "ja".

For så vidt angår spørgsmål 3 har repræsentanten bemærket følgende.

Beskatning af personalegoder forudsætter som udgangspunkt, at det er en arbejdsgiver, der stiller et gode til rådighed for medarbejderen, dvs. at arbejdsgiveren har dispositionsretten over gode og ansvaret for godets betaling. Beskatningen af godet afhænger derefter af de regler, som eventuelt gælder for det pågældende gode.

Som modsætning hertil står situationer, hvor medarbejderen vælger at købe et gode/en ydelse og derefter får arbejdsgiveren til at betale eller refundere udgifter. I det tilfælde vil arbejdsgiverens udgift normalt skulle anses som kontantløn og beskattes efter reglerne for kontant A-indkomst.

Det afgørende for beskatningen er derfor, om det i realiteten er arbejdsgiveren eller medarbejderen, der yder godet.

I den sammenhæng er der i praksis ikke anlagt formalistiske retningslinjer for afgrænsningen, idet der derimod skal anlægges en konkret vurdering af realiteterne i aftale- og betalingsforhold.

Repræsentanten har dernæst foretaget den nedenstående konkrete vurdering.

Det kan være praktisk vanskeligt for virksomheden at administrere en ordning, hvor det er virksomheden, der i forhold til udlejningsvirksomheden står som lejer af bilen - både i forhold til medarbejderens valg af leverandør og model, men også ved den praktiske aftaleindgåelse.

Som alternativ overvejer virksomheden derfor en ordning under samme vilkår som nævnt ovenfor, men hvor medarbejderen selv indgår lejeaftalen med en biludlejer. Arbejdsgiveren refunderer herefter den fulde udlejningsudgift til medarbejderen, mod at medarbejderen afleverer de originale lejebilag og faktura mv. til virksomheden.

Den eneste forskel er således, at det er medarbejderen, og ikke virksomheden, som i forhold til udlejeren er aftalepart. Virksomhedens hæftelse for udgiften i forhold til medarbejderen, herunder for eventuelle meromkostninger pga. selvrisiko, ekstrakilometer mv., er ikke ændret.

Repræsentanten er opmærksom på, at der i den givne situation er tale om, at det er en medarbejder, der indgår aftale om levering af et gode (lejebilen), som først bagefter refunderes af arbejdsgiveren. Repræsentanten mener dog samtidigt, at der bør lægges væsentlig vægt på:

  • At det efter klar og forudgående aftale mellem hhv. virksomheden og medarbejderen er aftalt, at virksomheden dækker udgiften.
  • At virksomheden i forhold til medarbejderen fortsat hæfter for udgiften på samme måde, som hvis lejeaftalen var indgået direkte med udlejningsvirksomheden.
  • At de originale bilag overdrages til virksomheden og indgår i virksomhedens bogføring på linje med andre erhvervsmæssige udgifter.
  • At der således ikke er noget skattemæssigt incitament i aftalen, men alene et ønske om en praktisk varetagelse af opgaverne.

På den baggrund mener repræsentanten, at medarbejderens indgåelse og indledende betaling af regningen ikke adskiller sig væsentligt fra situationer, hvor en arbejdsgiver i øvrigt refunderer en medarbejders udlæg efter regning. Derfor er der i realiteten fortsat tale om en situation, hvor det gode, som arbejdsgiveren yder, er fri bil og ikke kontanter.

Derfor mener repræsentanten, at der bør svares "ja" til det stillede spørgsmål nr. 3.

Afslutningsvis har repræsentanten bemærket, at A tidligere har bedt Skatterådet om svar på spørgsmålet om, hvorvidt et batteri skal medregnes til den afgiftspligtige værdi efter registreringsafgiftslovens § 8, hvis en bil (der både kan købes med og uden batteri, købes uden batteri). Ligeledes er der søgt svar vedrørende indregning i vægtafgiftsberegningsgrundlaget

Svaret er givet 27. april 2010 i Skatterådets afgørelse, j.nr. 09-125174.

Elbiler er jf. gældende lovgivning fritaget for registreringsafgift indtil udgangen af 2012 (forventes forlænget til ultimo 2015). Der ønskes i den ovenstående anmodning svar for den periode, der ligger indtil da.

Væsentlige forskelle i forhold til den pågældende afgørelse er således, at der er tale om andre registreringsafgiftsregler, samt at der i dette tilfælde er tale om køretøjer, hvor man ikke har valgfrihed mellem, om man vil købe en bil med eller uden batteri.

I forbindelse med høring, har repræsentanten fremsat nedenstående bemærkninger:

Angående spørgsmål 1 har repræsentanten anført, at Skatteministeriet i sin indstilling primært har valgt at lægge vægt på, at batteriet er nødvendigt for brugen af bilen, og at dette derfor må anses som en del af bilen - og har derfor indstillet, at batteriet skal indgå ved opgørelsen af bilens anskaffelsessum.

Repræsentanten er i sagens natur ikke enige i denne vurdering.

Som nævnt i anmodningen er der næppe tvivl om, at batteriet er nødvendigt for bilens drift, men samtidig bør det tages i betragtning, at det på sin vis befinder sig i et krydsfelt, hvor man dels kan anskue batteriet som en bilbestanddel, men dels også som en del af bilens driftsmiddel, dvs. på linje med brændstof (der ligeledes er helt nødvendigt for forbrændingsmotorers drift).

Nødvendigheden af batteriet for bilens drift er derfor ikke større end nødvendigheden af brændstof, (som tydeligvis anses som ikke at være en del af en bil) - og derfor bør denne nødvendighed for bilens funktion ikke i sig selv være et udslagsgivende argument.

Repræsentanten er opmærksom på, at batteriet i en traditionel bil vil blive anset for en fast del af bilen, hvilket også fremgår af diverse cirkulærer, herunder cirkulære 72 fra 1996, som der bl.a. henvises til. Det er dog værd at være opmærksom på, at de pågældende cirkulærer tager udgangspunkt i almindelige biler med forbrændingsmotorer, hvilket en C netop ikke er.

Repræsentanten mener derfor, at vurderingen ud fra praksis for forbrændingsmotorkøretøjer ikke helt er i kontekst - og at der skal foretages en vurdering ud fra de realiteter, som gør sig gældende for den nye type køretøjer (der reelt ikke eksisterede ved eksempelvis udstedelsen af cirkulære 72 i 1996).

Repræsentanten må i øvrigt bemærke, at Skatteministeriets henvisning til den tidligere sag ikke synes at være relevant for den nærværende sag, idet den helt centrale vurdering i den tidligere anmodning om bindende svar tog udgangspunkt i indregistreringsafgiftsgrundlaget.

Den foreliggende anmodning gælder en helt anden retssituation, idet anmodningen vedrører en periode, hvor indregistreringsafgiften netop ikke er gældende.

Derfor synes en henvisning til den tidligere sag, herunder til reglerne for registreringsafgift, at være noget misvisende.

Derimod er det efter repræsentantens vurdering nødvendigt med en stillingtagen, der ikke udelukkende baserer sig på hvad sædvane er for biler med forbrændingsmotorer, men som i stedet tager udgangspunkt i de særlige og nye forhold, der gør sig gældende for elbiler.

Samtidig bør man fortsat have for øje, at lovens tekst og formål tager udgangspunkt i nyvognsprisen - og at nyvognsprisen i denne ganske særlige situation alene er de nævnte XX kr.

Repræsentanten mener således fortsat ikke, at der kan anlægges en fortolkning, som reelt udvider lovens anvendelsesområde.

Ydermere er Skatteministeriets indstilling problematisk i forhold til de videre, praktiske spørgsmål.

Som nævnt i anmodningen rejser det en overordentlig vanskelig problemstilling i forhold til ansættelsen af, hvilken værdi batterierne i givet fald skal indgå i beregningen med, hvis batterierne skal indgå i beregningsgrundlaget for værdi af fri bil jf. ligningslovens § 16, stk. 4. Det er ikke muligt at købe bilen med batteri og batterierne vil indgå i en bytteordning, hvor bilen vil kunne anvende flere forskellige teknologier/batterier.

Der er endnu ikke et frit marked for bilbatterier af denne type, og indkøbsprisen for A må grundet store indkøb forventes at være fordelagtig i forhold til den hypotetiske markedspris.

Herudover må batteriernes ydeevne forventes at stige i de kommende år, så der vil løbende ske en udvikling, hvor det ikke længere er samme produkt i bilen. Samtidig forventes den generelle pris på batterier at falde væsentligt, og de batterier, der sættes i bilen om et eller to år (ved batteriskifte) vil derfor sandsynligvis være markant billigere end det, bilen i første omgang benytter.

Skatteministeriets indstilling rummer derfor kimen til en meget vanskelig afgrænsning af, hvordan dette værdiansættes - en afgrænsning, der utvivlsomt vil sætte væsentlige begrænsninger for mulighederne for spredningen af elbiler som firmabiler.

På den baggrund - og idet repræsentanten fortsat henviser til bemærkningerne i anmodningen om bindende svar - mener repræsentanten fortsat, at der ud fra de særlige forhold i forhold til traditionelle biler samt ud fra den faktiske tekst i ligningslovens § 16 bør svares "ja" til spørgsmål 1.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at der ved opgørelse af den skattepligtige værdi af fri bil af en C alene skal tages udgangspunkt i den anskaffelsespris, som betales til forhandleren, dvs. at udgiften til serviceaftalen med A ikke skal indgå i beskatningsgrundlaget jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Lovgrundlag

Ligningslovens § 16, stk. 4 har følgende ordlyd.:

Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til en årlig værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten. Bilens skattepligtige værdi beregnes dog mindst af 160.000 kr. Til den skattepligtige værdi medregnes et miljøtillæg. Miljøtillægget udgør den årlige afgift eksklusive udligningsafgift og privatbenyttelsestillæg, der skal betales for bilen efter brændstofforbrugsafgiftsloven eller efter vægtafgiftsloven.

For biler, der er anskaffet af arbejdsgiveren højst tre år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi i det indkomstår, hvori første indregistrering er foretaget, og i de to følgende indkomstår til den oprindelige nyvognspris, og herefter til 75 pct. af nyvognsprisen.

For biler, der er anskaffet mere end tre år efter første indregistrering, og for tidligere hyrevogne, der anskaffes uden berigtigelse af registreringsafgift, opgøres bilens værdi til arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter. Ved værdiansættelsen af biler, der ikke indregistreres her i landet, og ved værdiansættelsen af biler, der er omfattet af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4, skal den værdi anvendes, som efter 5. og 6. pkt. ville blive lagt til grund ved værdiansættelsen af en tilsvarende bil, der er anskaffet her i landet og indregistreret her. [...]

For så vidt angår beregningsgrundlag af nye biler, fremgår det følgende af pkt. 12.4.6.2 i cirk. nr. 72 af 17.4.1996.

[...] Har firmaet anskaffet bilen højst tre år efter bilens første indregistrering (»ny bil«), fastsættes beregningsgrundlaget med udgangspunkt i nyvognsprisen. Nyvognsprisen er bilens listepris fra ny, inklusive registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt tilbehør.

Ved normalt tilbehør forstås tilbehør, der forekommer i privatejede biler, herunder telefon, men ikke særligt virksomhedstilbehør som f.eks. trækspil, telefax, diktafon el.lign.

Ved indkomstopgørelsen vedrørende »nye firmabiler« anvendes nyvognsprisen som beregningsgrundlag i det indkomstår (den ansattes), hvori første indregistrering er foretaget, samt de to følgende indkomstår, og derefter 75 pct. af nyvognsprisen hvert af de følgende indkomstår, dog mindst 150.000 kr. og højst 400.000 kr.

Den skattemæssige værdi af fri firmabil opgøres ligningsmæssigt for det indkomstår (regnskabsperiode), som den ansatte anvender, uanset om regnskabsperioden fraviger kalenderåret. [...]

Praksis

Skatterådet har i et ikke offentliggjort bindende svar af 27. april 2010 vedrørende spørger bekræftede, at batteriet skal medregnes til den afgiftspligtige værdi efter registreringsafgiftslovens § 8, såfremt bilen købes eksklusiv batteri.

Det er vurderet, at når den afgiftspligtige værdi skal fastsættes, vil det være uden betydning, om køretøjet leveres med eller uden batteri. Det, at køretøjet er indrettet til at skulle medføre et batteri, er afgørende for, hvorvidt batteriet skal medtages i den afgiftspligtige værdi.

Endvidere beskriver Punktafgiftsvejledningen 2009-02, at det er udstyret, der suppleres et køretøjs standardudstyr, der kan fritages for afgift. Et batteri til et eldrevet køretøj, anses ikke som et supplement til standardudstyret.

Begrundelse

Skatteministeriet er af den opfattelse, at de teknologiske løsninger, der substituerer den klassiske forbrændingsmotors funktion, hvor benzin/diesel m.m. erstattes med andre former for energi, ændrer ikke på det faktum, at de tekniske elementer, der erstatter motor og overtager dens funktion forbliver en integreret del af bilen, idet bilen ikke kan fungere uden batteriet.

Skatteministeriet vurderer derfor, at batteriet - på trods af sin beskaffenhed og på trods de særlige regler angående ejendomsretten - ikke er en driftsmiddel, men en del af bilen, det bruges til at lagre den nødvendige elektricitet.

Det forhold, at batteriet i øvrigt - i modsætning til en forbrændingsmotor - kræver en særlig form for service, samt eventuelle udskiftninger i forbindelse med bilens anvendelse ændrer ikke herpå.

I konsekvens heraf vurderer Skatteministeriet, at bilens anskaffelsespris skal inkludere prisen, der betales for batteriet.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares benægtende.

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at der ved opgørelsen af den skattepligtige værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, alene skal ske beskatning på baggrund af den skattepligtige værdi af den dyreste bil, hvis der i en periode i stedet for stiles en almindelig bil med forbrændingsmotor til rådighed i de situationer, hvor en medarbejder med fri bil ønsker at køre i udlandet.

Lovgrundlag

Ligningslovens § 16, stk. 4, pkt.1-7, som citeres under besvarelse af spørgsmål 1.

Det fremgår af ligningsloven § 16, stk. 4, pkt. 8, at såfremt bilen kun er til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori bilen ikke har været til rådighed. Hvis en bil, der af arbejdsgiveren m.v. er stillet til rådighed for den skattepligtige udelukkende for erhvervsmæssig kørsel, benyttes privat, beskattes værdien af den private benyttelse i det pågældende år efter reglerne i 1.-7. pkt. [...]

For så vidt angår hovedprincipper for værdiansættelsen af biler, fremgår det følgende af pkt. 12.4.6.1 i cirk. nr. 72 af 17.4.1996.

[...] Det er rådigheden over firmabil til privat brug, der herved beskattes. Den skattemæssige værdi er derfor uafhængig af omfanget af den private kørsel.

Baggrunden for denne »skematiske« værdiansættelse er ønsket om at forenkle administrationen af beskatning af fri firmabil for myndighederne og de skattepligtige, således at det bl.a. ikke er nødvendigt at arbejde med kørselsregnskaber eller skønne over omfanget af den private kørsel.[...]

§ 16, stk. 4, finder anvendelse på hver enkelt bil, firmaet stiller til rådighed for den ansatte til privat brug (der gives ikke mængderabat).

§ 16, stk. 4, finder ikke kun anvendelse på biler, som firmaet ejer, men også på biler, som firmaet har lejet (leaset). Stiller firmaet en lejet bil til fri rådighed for en ansat, beskattes den ansatte efter § 16, stk. 4, idet den skattepligtige værdi fastsættes, som om bilen var erhvervet til eje af firmaet på lejetidspunktet.

For så vidt angår biler, der kun er til rådighed en del af året, fremgår det følgende af pkt. 12.4.6.3.

Er firmabilen kun til rådighed for privat brug en del af året, foretages en forholdsmæssig fordeling af den skattemæssige årsværdi.

Forholdet beregnes på den måde, at den ansatte skatteansættes af firmabilens skattemæssige årsværdi, fratrukket værdien af det antal hele måneder, firmabilen ikke er til rådighed for privat brug.

Har den ansatte f.eks. firmabilen til fri rådighed i perioden 1/1-3/5, beskattes den pågældende af 5/12 af årsværdien.

Har den ansatte f.eks. firmabilen til fri rådighed i perioderne 1/1-3/5 og 20/6-31/12, beskattes den pågældende af 11/12 af årsværdien, idet den bilfri periode er på mere end 30 dage, men mindre end 60 dage.

Har den ansatte f.eks. firmabilen til fri rådighed i perioden 15/12-3/1, beskattes den pågældende af 1/12 af årsværdien, idet bilen er til rådighed mindre end 30 dage.

Skifter den ansatte i årets løb en eller flere gange fri firmabil inden for samme kalendermåned, accepteres det, at den ansatte kun beskattes af 1/12 af årsværdien af den dyreste af bilerne for den pågældende kalendermåned.

Udskifter den ansatte f.eks. firmabil A (værdi 200.000 kr.), som den ansatte har haft til fri rådighed fra året før, den 3/5 med firmabil B (værdi 250.000 kr.) og firmabil B med firmabil C (værdi 150.000 kr.) den 17/5 og firmabil C med firmabil D (værdi 300.000 kr.) den 28/5 og firmabil D med firmabil E (værdi 200.000) den 10/6, som den ansatte har til fri rådighed resten af året, beskattes den pågældende af følgende værdier:

Firmabil A: 4/12 af årsværdien af A.

Firmabil B, C og D: 2/12 af årsværdien af D.

Firmabil E: 6/12 af årsværdien af E.

Praksis

Højesteret fandt i SKM2008.3.HR, at en medarbejder i de tilfælde, hvor medarbejderen udover en fast fri bil havde mulighed for at vælge yderligere ydelser, såsom leje af bil i udlandet, leje af større bil eller leje af varevogn, fik rådighed over en yderligere -leaset bil til privat brug i weekender, ferier m.v.

Højesteret udtalte, at værdiansættelsen ved beskatning af et sådant personalegode efter ordlyden af ligningslovens § 16, stk. 4, sammenholdt med stk. 1 og stk. 3, samt bestemmelsens formål og forarbejder skal ske efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4, om firmabiler og ikke efter § 16, stk. 3.

I SKM2002.255.LR godkendte Ligningsrådet, at en direktør for et pengeinstitut, der havde fri bil til rådighed, kunne vælge en ledig bil fra pengeinstituttets bilpark med den konsekvens at han alene skulle beskattes af den dyreste bil. Det var forudsat, at direktørens almindelige firmabil var udlånt til brug for pengeinstituttets erhvervsmæssige formål, og at han kun havde adgang til at bruge én bil ad gangen.

Det fremgår dernæst af begrundelsen.

Stiller arbejdsgiveren en bil til rådighed, som den ansatte kan anvende privat, er der tale om et skattepligtigt personalegode (fri bil), jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Den skattemæssige værdi af fri bil opgøres som en procentdel af bilens værdi. Det er rådigheden over firmabil til privat brug, der herved beskattes. Værdien medregnes for den periode, hvor bilen har været til rådighed for vedkommende, dog mindst for én måned, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Forarbejderne til ligningslovens § 16, stk. 4, giver ingen fortolkningsbidrag til løsning af det rejste spørgsmål. (dvs. hvorvidt direktøren alene skulle besattes af den dyreste bil - Skatteministeriets bemærkning)

Ligningslovens § 16, stk. 4, finder anvendelse på hver enkelt bil, der stilles til rådighed for den ansatte til privat brug (der gives ikke mængderabat), jf. cirkulære nr. 72 af 17/4 1996 om ligningsloven, pkt. 12.4.6.1.

Udgangspunktet om beskatning af den blotte rådighed indenfor en måned fraviges i en ganske særlig situation. Udgangspunktet fraviges, hvis den ansatte i årets løb skifter bil én eller flere gange indenfor samme kalendermåned, da accepteres det, at den ansatte alene beskattes af den dyreste bil for den pågældende kalendermåned, jf. cirkulære nr. 72 af 17/4 1996, pkt. 12.4.6.3.

Af LV 2001, afsnit A.B.1.9.2 fremgår, at undtagelsen er bl.a. anvendelig for faggrupper, der ofte skifter bil, f.eks. sælgere i et automobilforhandlerfirma. Baggrund herfor er, at bilsælgere ofte har behov for fremvisning af biler til kunder i forbindelse med kørsel mellem hjem og arbejdsplads, samt at demo-bilerne løbende bortsælges. Der er således tale om, at der alene er stillet én bil til rådighed ad gangen - den pågældende, som har firmabil til sin rådighed, har ikke valgmuligheder.

Det er Told- og Skattestyrelsen opfattelse, at den situation, direktør AA ønsker Ligningsrådets godkendelse af, i praksis betyder, at direktør AA kun råder over én bil ad gangen, når der er tale om, at han vælger én anden af pengeinstituttets biler (eksl. BMW'en) som erstatning for den bil, han normalt har rådigheden over, men som banken udlåner til andre ansatte til erhvervsmæssige formål.

I denne konkrete særlige situation, finder styrelsen, at direktør AA kan vælge en ledig bil fra pengeinstituttets bilpark (eksl. BMW'en) med den konsekvens, at han alene beskattes af Seat Alhambra Transporteren, idet de øvrige biler er billigere. Det er herved forudsat, at direktør AAs almindelige firmabil er udlånt til brug for pengeinstituttets erhvervsmæssige formål, og at han kun har adgang til at bruge én bil ad gangen.

Told- og Skattestyrelsen indstiller på den baggrund, at Ligningsrådet svarer ja til spørgsmålet.

I SKM2009.314.SR fandt Skatterådet, at spørger bliver beskattet af fri bil i hele perioden, hvor bilen - uanset forsikringsmæssige forhold - er stillet til rådighed, og ikke blot i den periode, hvor bilen anvendes til kørsel.

Skatterådet fandt endvidere, at deponering af nummerplader hos tredjemand ikke begrænser rådighed over bilen, idet deponeringen ikke er effektiv i relation til SKAT, fordi skattemyndighederne ikke uden hjemmel kan forpligte tredjemand til at administrere en sådan ordning.

Begrundelse

I henhold til ligningslovens § 16, stk. 4 beskattes rådigheden over firmabil til privat brug, hvilket indebærer, at den skattemæssige værdi derfor er uafhængig af omfanget af den private kørsel.

§ 16, stk. 4, finder anvendelse på hver enkelt bil, firmaet stiller til rådighed for den ansatte til privat brug.

I den forbindelse skal Skatteministeriet fremhæve, at Højesteret i SKM2008.3.HR har slået fast, at en medarbejder, der udover en fast fri bil til privat anvendelse, får en mulighed for at leje af bil i udlandet, leje af større bil eller leje af varevogn m.m. skal beskattes af de yderligere ydelser i overensstemmelse med ligningslovens § 16, stk. 4.

Ligningsrådet har dog i SKM2002.255.LR godkendt, at en direktør for et pengeinstitut, der havde fri bil til rådighed, kunne vælge en ledig bil fra pengeinstituttets bilpark med den konsekvens at han alene skulle beskattes af den dyreste bil. Det var forudsat, at direktørens almindelige firmabil var udlånt til brug for pengeinstituttets erhvervsmæssige formål, og at han kun havde adgang til at bruge én bil ad gangen.

Ifølge det oplyste ønsker virksomheden at tilbyde de af deres medarbejdere, som har fri elbil stilet til rådighed for privat brug, at de kan få stillet en udlejningsbil til rådighed, hvis de skal køre til udlandet på ferie og lignende.

I den forbindelse vil virksomheden sikre sig, at den berørte medarbejder kun har én bil til sin rådighed, ved at:

  • aftale, at der er et maksimum på antallet af uger, der kan lejes bil og omkostningen herved,
  • kræve, at medarbejderen afleverer elbil samt nøgler til elbilen på virksomhedens kontor, og at elbilen herefter indgår i virksomhedens carpool og kan anvendes til erhvervsmæssig kørsel fra kontoret for medarbejdere, der ikke har fri bil.

Spørger har i den forbindelse oplyst, at der på nuværende tidspunkt eksisterer objektive hindringer i at anvende elbiler i udlandet, som følge af et manglende et paneuropæisk ladesystem.

Skatteministeriet vurderer, at der med deponeringen af elbilen hos virksomheden samt virksomhedens fulde dispositionsret over bilen i deponeringsperioden sker en effektiv afskæring af dispositionsretten for den pågældende medarbejder.

Dette indebærer, at den pågældende medarbejder kun vil have rådighed over én betalt bil ad gangen.

Skatteministeriet er dernæst at den opfattelse, at medarbejderen i de måneder, hvor der disponeres over elbilen, beskattes af elbilens værdi. I de måneder, hvor den ansatte benytter sig af en anden, eller andre biler, skal den ansatte beskattes heraf. Rådes der over flere biler inden for en given 30-dags periode, beskattes den ansatte af den dyreste bil.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 2 besvares bekræftende.

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at det ikke ændrer ved svaret, hvis det i stedet for arbejdsgiveren er medarbejderen selv, der indgår lejeaftalen med en biludlejningsvirksomhed, og medarbejderen derefter mod original dokumentation lader arbejdsgiveren refundere den betalte lejeudgift.

Det ovennævnte spørgsmål stilles under forudsætning af, at Skatterådet svarer bekræftende på spørgsmål 2.

Lovgrundlag

De samme regler, som er citeret under besvarelse af spørgsmål 1 og 2.

Begrundelse

Skatteministeriet skal fremhæve, at der er tale om en situation, hvor en medarbejder indgår lejeaftale, hvorefter virksomheden refundere alle lejeudgifter.

Den pågældende medarbejder kan kun indgå lejeaftale under følgende forudsætninger:

  • det er mellem den pågældende medarbejder og virksomheden på forhånd aftalt, at virksomheden dækker udgiften.
  • virksomheden i forhold til medarbejderen hæfter for udgiften på samme måde, som hvis lejeaftalen var indgået direkte med udlejningsvirksomheden.
  • de originale bilag overdrages til virksomheden og indgår i virksomhedens bogføring på linje med andre erhvervsmæssige udgifter.

Skatteministeriet vurderer, at der i realiteten er tale om en situation, hvor virksomheden refunderer medarbejders udgifter efter regning, dvs. at det er virksomheden, der bærer udgiften forbundet med at leje bilen.

Skatteministeriet bemærker samtidig, at den ansatte i overensstemmelse med ligningslovens § 16, stk. 4 vil blive beskattet på baggrund af den skattepligtige værdi af den dyreste bil, hvis der inden for en given 30-dags periode stiles en almindelig bil med forbrændingsmotor til rådighed i de situationer, hvor en medarbejder med fri elbil ønsker at køre i udlandet, og hvor den ansatte afskæres fra at køre i elbilen.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller derfor, at spørgsmål 3 besvares bekræftende med tilføjelse: "se sagsfremstilling og begrundelse".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte Skatteministeriet indstilling og begrundelse.

Personligt fremmøde

Spørger og spørgers repræsentant har givet personligt møde for Skatterådet og er mundtligt fremkommet med sine kommentarer overfor medlemmerne af Skatterådet.

Spørgers og spørgers repræsentants indlæg er, jf. § 11, stk. 1, nr. 4, i Skatterådets forretningsorden, refereret i den protokol der føres over forhandlingerne i Skatterådets møder. Indlægget er derfor ikke indarbejdet i nærværende sagsfremstilling.