Dato for udgivelse
13 Feb 2012 14:54
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
16 Nov 2011 13:14
SKM-nummer
SKM2012.103.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
11-02448
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Registrerings- og vejbenyttelsesafgift
Emneord
Forholdsmæssig registreringsafgift, leasingvirksomhed
Resumé

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afslag på en anmodning om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, da selskabet ikke kunne anses for at have etableret en leasingvirksomhed.

Reference(r)

Registreringsafgiftsloven § 3b

Henvisning
-

Klagen skyldes, at SKAT har givet afslag på klagerens ansøgning om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift for leasingperioden efter registreringsafgiftslovens § 3b, idet leasingaftalen ikke anses for indgået på markedsmæssige vilkår.

Landsskatterettens afgørelse
SKAT har givet afslag på ansøgning om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 3b.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger
Ifølge registreringen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er selskabet H1 A/S (herefter Selskabet) stiftet i 1975. Fra november 2010 har Selskabets formål været at drive virksomhed ved handel og investering og anden dermed i forbindelse stående virksomhed, herunder udleje og leasing af anlægs- og driftsaktiver.

LH er eneaktionær og direktør i Selskabet. Selskabets bestyrelse består af LH og hans 2 børn, ML og LT samt advokat LJ.

Selskabet ejer 34 % af aktierne i selskabet G1 A/S. LM og LT ejer de øvrige aktier med hver 33 % gennem hvert deres investeringsselskab. G1 A/S har samme adresse som Selskabet.

Selskabet har anmodet om forholdsmæssig betaling af registreringsafgift efter registreringslovens § 3b, vedrørende en bil X1, der ved leasingaftale af 25. januar 2011 er leaset ud til G1 A/S i 36 måneder pr. 1. februar 2011.

Ifølge leasingaftalen udgør den månedlige leasingydelse 3.033 kr. + moms. Beløbet skal betales månedsvis forud og reguleres i forhold til Cibor 3 måneder. Der skal ikke betales depositum eller engangsydelse. Ved kørsel over 30.000 km. skal leasingtager yderligere betale 1 kr. + moms pr. km.

SKATs afgørelse
SKAT har givet afslag på klagerens ansøgning om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift for leasingperioden efter registreringsafgiftslovens § 3b, idet leasingaftalen ikke anses for indgået på markedsmæssige vilkår.

Der skal som hovedregel betales afgift til statskassen af motorkøretøjer, der skal registreres efter færdselsloven, jf. registreringsafgiftslovens § 1.

Told- og skatteforvaltningen kan dog efter ansøgning give tilladelse til at registreringsafgiften for registreringspligtige leasingkøretøjer, der registreres med henblik på tidsbegrænset anvendelse her i landet kan betales forholdsmæssigt. Dette følger af registreringsafgiftslovens § 3b.

Det er en betingelse for at bruge denne regel, at motorkøretøjet tilhører en virksomhed eller et fast driftssted, og at køretøjet ved en skriftlig aftale leases til en herboende fysisk eller juridisk person i en tidsbegrænset periode.

Ifølge lovens § 3b, stk. 9, skal en række betingelser være opfyldt, for at ansøgningen kan godkendes. Der skal foreligge en skriftlig leasingkontrakt for netop det køretøj, som skal leases, med oplysninger til identifikation af køretøjet, navn og adresse på leasingvirksomhed og leasingtager samt leasingbeløbet. Kontrakten skal indeholde oplysning om, hvorvidt der er aftalt en køberet og købepligt, samt betingelserne herfor. Leasingkontrakten skal indeholde en præcis angivelse af leasingperioden. Kontrakten skal være bilagt specifikation af bilens beskaffenhed og udstyr.

Betingelserne for at opnå adgang til betaling af forholdsmæssig betaling af registreringsafgift er præciseret i SKATs styresignal SKM2010.748.SKAT, offentliggjort den 25. november 2010, og efterfølgende erstattet af SKM2011.27.SKAT, offentliggjort den 13. januar 2011. I styresignalet er der angivet en række yderligere formelle krav, som skal være opfyldt, for at der kan gives tilladelse til forholdsmæssig betaling af registreringsafgift.

I styresignalet er det præciseret, at leasinggiveren skal drive erhverv ved at lease køretøjer ud. Det betyder, at leasingaftalen skal være indgået på markedsmæssige vilkår. Værdien af de ydelser, der efter aftalen skal betales af leasingtageren, skal give leasinggiveren en sædvanlig forrentning af den kapital, der er bundet ved leasingaftalen, og skal give dækning for en sædvanlig fortjeneste til leasingvirksomheden.

De markedsmæssige vilkår er ikke nærmere defineret i styresignalet, men skal forstås som de vilkår en "almindelig" leasingvirksomhed ville anvende ved indgåelse af en leasingkontrakt med 3. mand.

Forholdsmæssig betaling af registreringsafgift udgør en undtagelse fra de almindelige regler om betaling af fuld registreringsafgift ved første registrering af køretøjer her i landet og er forbeholdt leasingvirksomheder, er erhvervsmæssigt leaser køretøjer ud til fysiske eller juridiske personer. Privatpersoner har ikke ret til at benytte reglerne om forholdsmæssig betaling af registreringsafgift.

Endelig skal leasinggiveren være den reelle ejer af bilen. I den forbindelse lægges der vægt på, hvem der faktisk og retligt kan råde over bilen som en ejer, herunder hvem der har den økonomiske risiko og gevinstmulighed vedrørende bilen, og hvem der reelt finansierer anskaffelsen.

Det kan være aktuelt at undersøge, om der er faktiske pengestrømme mellem leasingvirksomheden og leasingtageren i forbindelse med aftalens indgåelse og opfyldelse, og om aftalen indeholder sådanne bestemmelser om leasingtagerens køberet eller købepligt til køretøjet, at leasingtageren og ikke leasingvirksomheden må anses for reel ejer af bilen.

Skatterådet har den 22. juni 2010 i SKM2010.429.SR udstedt et bindende svar, hvoraf det fremgår, at når et leasingforhold er indgået mellem ikke uafhængige parter, stilles der skærpede krav til dokumentationen for, at aftalen er på normale forretningsmæssige vilkår, hvor virksomheden foretager leasingaktiviteten med det formål at tjene penge til virksomheden, og driften er begrundet i sædvanlige forretningsmæssige og driftsmæssige hensyn, herunder ønsket om en rimelig forrentning af den investerede egenkapital.

Skatterådet udtalte, at leasingkontrakten skal være indgået på markedsmæssige vilkår, der ikke væsentligt afviger fra sammenlignelige leasingaftaler på markedsvilkår, og at der i den forbindelse vil blive set på, om depositum, engangsydelse og løbende leasingydelse svarer til de beløb, der betales mellem uafhængige parter.

Af en samlet vurdering anses den indsendte leasingkontrakt ikke for indgået på markedsvilkår, og betingelserne for betaling af forholdsmæssig afgift anses derfor ikke for opfyldt.

Der er herved særligt lagt vægt på, at der ikke skal betales en ekstraordinær leasingydelse eller depositum, at der er personsammenfald, hvilket stiller skærpede krav til dokumentationen for, at aftalen er på normale forretningsmæssige vilkår, at overskuddet ikke er tilstrækkeligt til både at dække virksomhedens udgifter til administration af kontrakten, selskabets risiko og en rimelig forrentning af den investerede kapital, og at kontrakten ikke har den fornødne klarhed, idet der er oplyst forskellige beløb i det indsendte materiale, og således ikke muligt at se resultatet af leasingaktiviteten.

Selskabets påstand og argumenter
Selskabet har nedlagt påstand om, at det anses for berettiget til at betale forholdsmæssig registreringsafgift for leasingperioden efter registreringsafgiftslovens § 3b.

Leasingarrangementet opfylder kravene for registrering med betaling af nedsat registreringsafgift i henhold til registreringsafgiftslovens § 3. Leasingaftalen er indgået på de sædvanlige markedsvilkår.

Det er ikke et sædvanligt og ufravigeligt krav til en leasingaftale, at der betales et depositum eller en engangsydelse. Det anførte personsammenfald er irrelevant, når leasingaftalen i øvrigt er indgået på - som sket - sædvanlige markedsvilkår.

Den aftalte leasingydelse vil - når der henses til, at der kalkuleres med en restværdi for den leasede bil efter 36 måneder og max. 120.000 km. på 30.000 kr., og at leasingvirksomheden udvides til et større antal biler - tilføre virksomheden et tilstrækkeligt overskud til lønsom drift af leasingaktiviteterne.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Told- og Skatteforvaltningen kan i henhold § 3b, stk. 1, i lov om registreringsafgift tillade, at afgiften af registreringsafgiftspligtige leasingkøretøjer, der registreres med henblik på tidsbegrænset anvendelse her i landet, betales efter bestemmelsens stk. 2 og 3, når motorkøretøjet tilhører en virksomhed eller et fast driftssted her i landet eller i udlandet, og når køretøjet i en tidsbegrænset periode i henhold til en skriftlig aftale leases til en fysisk eller juridisk person, der er bosiddende her i landet. Kontrakten skal indeholde nøjagtige oplysninger om den aftalte leasingperiode. Ansøgning skal indgives af enten leasingvirksomheden eller den person, som leaser køretøjet.

Det er således efter bestemmelsens ordlyd en forudsætning for, at der kan meddeles tilladelse til betaling af registreringsafgift efter bestemmelsen, at det registreringspligtige køretøj tilhører en virksomhed eller et fast driftssted her i landet eller i udlandet.

Selskabet anses ikke ved indgåelse af den pågældende aftale at have etableret en leasingvirksomhed. Der er herved blandt andet lagt vægt på, at der i situationer som den foreliggende, hvor leasingaftalen er indgået mellem interesseforbundne parter, må stilles skærpede krav til dokumentationen for, at aftalen er indgået på normale forretningsmæssige vilkår, at virksomheden foretager leasingaktiviteten med det formål at tjene penge til virksomheden, og at driften er begrundet i sædvanlige forretningsmæssige og driftsmæssige hensyn, herunder ønsket om en rimelig forrentning af den investerede egenkapital. Det bemærkes også, at det ikke ved det anførte er godtgjort, at det egentlige formål med de indgåede aftaler ikke har været at opnå besparelse i registreringsafgiften.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter