Dato for udgivelse
28 Feb 2012 10:33
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
06 Jan 2012 09:40
SKM-nummer
SKM2012.132.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
11-02580
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Motor - Registrerings- og vejbenyttelsesafgift
Emneord
Orkesterbus, virksomhed, afgiftsfri, toldattest
Resumé

Landsskatteretten pålagde SKAT at registrere et køretøj som orkesterbus i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, litra d, uden angivelse af bruger.

Reference(r)

Registreringsafgiftsloven §§ 5 og 2

Henvisning
-

Klagen skyldes, at SKAT for en orkesterbus har udstedt en toldattest med angivelse af et specifikt orkester som bruger.

Omtvistet er, om tilladelsen til kørsel i en afgiftsfri bus gives til et konkret orkester eller til en virksomhed.

Landsskatterettens afgørelse
SKAT har afslået at udstede toldattest i forbindelse med registrering af en orkesterbus i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, litra d uden angivelse af en bruger.

Landsskatteretten ændrer afgørelsen og pålægger SKAT at registrere køretøjet som orkesterbus i henhold til registreringslovens § 2, stk. 1, nr. 6, litra d uden angivelse af bruger.

Sagens oplysninger
Klageren har ansøgt om afgiftsfritagelse for en bus af mærket X1 i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, litra d. SKAT har i den forbindelse udstedt en toldattest med klagerens virksomhed som ejer, og med angivelse af gruppen X2 som bruger af bilen. Der er efterfølgende ved brev af 25. februar 2011 anmodet om, at der udstedes en toldattest uden angivelse af brugere.

Klageren har redegjort for sine aktiviteter over for SKAT i mail af 22. december 2010, hvoraf fremgår, at han er startet op med en ny gruppe, X2, i foråret 2010.

Det fremgår endvidere af klagerens mail af 22. december 2010, at bussen skal registreres i hans navn og personnummer, idet der i branchen skiftes meget rundt, idet en musiker den ene dag spiller i en bandkonstellation, og den næste dag spiller samme musiker sammen med et andet band. Der er vedlagt en tourplan for X1 for perioden 28.-31. juli til 3.juni 2011. Herudover har klageren forklaret, at han indgår i musikalske produktioner med (...) og en del andre kunstnere/bands/orkestre.

SKATs afgørelse
Der kan ikke udstedes en toldattest uden angivelse af en bruger og uden klausul om varigt tilhørsforhold.

Det er SKATs opfattelse, at der i tilfældet med afgiftsfritagelse i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, litra d er tale om, at der skal registreres en bruger af køretøjet, da fritagelsen gives til et konkret orkester og ikke til virksomheden G1.

Afgiftsfritagelsen gives i kraft af, at anvendelse sker af et orkester. Fritagelsen lægges ikke op til, at orkesterbussen skal bruges af en række orkestre, men der er til gengæld heller ikke noget i fritagelsesbestemmelsen, som hindrer, at bussen anvendes af flere orkestre.

For at bussen kan anvendes af flere orkestre, er det dog et krav, at disse orkestre fremgår af toldattesten eller et tillæg til toldattesten med angivelse af brugernes navn og registreringsnumre.

Klausuleringen med "varigt tilhørsforhold" bruges ved fritagelser, for at markere at fritagelsen kun gælder, så længe køretøjet er registreret med den ejer og bruger, som fremgår af toldattesten.

SKAT kan derfor ikke ændre den allerede udstedte toldattest, men vil kunne udstede et tillæg til toldattesten, hvis der er andre orkester, som skal registreres som brugere af køretøjet, hvis vi modtager oplysninger om orkestrets eller teatergruppens navn og registreringsnummer.

Det at SKAT tidligere har udstedt en toldattest, som ikke følger den normale administrative praksis, betyder ikke, at SKAT er forpligtet til at udstede en tilsvarende tilladelse, hvis den vurderes, at den tidligere tilladelse/toldattest ikke er korrekt udstedt.

Der kan derfor ikke på det foreliggende grundlag udstedes en toldattest uden angivelse af brugere og uden klausul om varigt tilhørsforhold.

I udtalelsen til Landsskatteretten af 2. august 2011 har SKAT udtalt, at der kun kan gives afgiftsfritagelse til et bestemt orkester, og at der ikke kan udstedes en toldattest med en generel fritagelse til et produktionsselskab eller en udøvende kunstner. Der er intet til hinder for, at virksomheden får indregistreret et køretøj til fri afbenyttelse, men at køretøjet skal afgiftsberigtiges.

Klagerens påstand og argumenter
Repræsentanten har nedlagt påstand om, at der skal udstedes en toldattest til virksomheden samtidig med at bussen registreres som orkesterbus uden angivelse af bruger.

Til Landsskatteretten har repræsentanten forklaret, at klageren er integreret i diverse orkestre, idet klageren har deltaget i opbygningen af orkestrene, foretaget booking, promotion, lydstyring, koreografi, ligesom han forestår det administrative arbejde for orkestrene. Det fremgår endvidere, at klageren altid er med, når orkestrene optræder. Herudover er klageren tilknyttet en række andre orkestre ad hoc, dvs. at han lejlighedsvis laver forskellige opgaver for orkestrene. Klageren er herved det naturlige samlingspunkt for orkestrene, som supplerer hinanden, ligesom de optræder sammen.

På mødet med Landsskatterettens sagsbehandler har klageren oplyst, at han er tilknyttet 10 bands, og at alle band'sene skal kunne bruge bussen, når de skal ud og give koncerter. Der er meget kørsel op til et arrangement/koncert, idet bands' opbevarer deres instrumenter/elektronisk udstyr m.m. forskellige steder i Danmark. Den af SKAT krævede registrering giver endvidere problemer i forhold til udskiftning i bands', hvor bandet udskifter solisten eller har gæsteoptræden af andre solister. Et band skifter ofte navn, alt afhængig af om de skal give koncert på en klub eller spille til et suppe, steg og is-arrangement.

Det gøres gældende, at der ikke er hjemmel for SKAT til dels i toldattesten at anføre en bruger, ligesom der heller ikke er hjemmel til, at SKAT kan forlange, at samtlige orkestre, som klageren er tilknyttet, registreres som brugere af køretøjet.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1 nr. 6, litra d, at busser, som bl.a. er specielt indrettet til transport af orkestergrupper, er fritaget for afgift, og at det er en forudsætning, at de fritagne køretøjer ikke anvendes til privat persontransport.

Af registreringsbekendtgørelsens § 41 fremgår det, at:

"Hvis en fysisk eller juridisk person, der er forskellig fra den registrerede ejer af et køretøj, har en varig brugsret til køretøjet, skal den pågældende registreres som bruger af køretøjet."

Det fremgår endvidere af stk. 2, at der er tale om varighed, såfremt brugsretten er aftalt til at være mere end 6 måneder. Endeligt fremgår det af bestemmelsens stk. 3, jf. § 40, stk.1, at brugeren skal oplyse fulde navn og adresse, CVR-nr. eller CPR-nr.

I nærværende sag er der tale om, at klageren, der som central person, er tilknyttet en del orkestre, og det er klageren, der anvender orkesterbussen sammen med de orkestre, han er tilknyttet. Der er på ingen måde tale om, at klageren overlader brugen til orkestrene, hvad enten de defineres som en fysisk eller juridisk person.

Repræsentanten oplyser, at et orkester kan betragtes som en gruppe, hvor der jævnligt sker udskiftning, og at grupperne ofte ikke kan identificeres med et CVR-nr.

Udover at der aldrig vil være en aftale mellem klageren og det pågældende orkester - klageren selv er medlem af - om at køretøjet overdrages til varig brug, er der meget store problemer med overhovedet at foretage en identifikation og en anmeldelse af brugere, således som ønsket af SKAT.

I overensstemmelse med den praksis, der er på området, herunder for andre afgiftsfritagne køretøjer, er det altid førerens ansvar, at køretøjet anvendes i overensstemmelse med den registrering, der er sket hos SKAT. Det er således føreren, der skal godtgøre, at det er et orkester eller en teatergruppe eller lignende, der må transporteres i overensstemmelse med den registrering, der er sket.

Da registreringen er knyttet til anvendelse, nemlig transport af orkestergrupper, er der intet problem i, at det er klageren, der registreres som ejer af køretøjet uden angivelse af brugere.

Endeligt kommer, at det vil være umuligt og et administrativt vanvid, såfremt klageren, hver gang han skulle transportere en gruppe, over for SKAT skulle foretage anmeldelse af, at gruppen nu denne lørdag har en sammensætning, som er anderledes end sidste lørdag.

På denne baggrund anmodes Landsskatteretten om at omgøre SKATs afgørelse, således at køretøjet alene indregistreres som orkesterbus til G1.

SKATs supplerende oplysninger af 14. september 2011
SKAT har i en mail af 14. september 2011 til Landsskatteretten forklaret, at SKATs praksis er beskrevet i motorhåndbogen, hvoraf det fremgår, at der ved ekspeditionen udleveres:

-Toldattest 21.008 med klausul 36 + klausul om tilhørsforhold (ejer/bruger) samt afkrydsning af rubrikken med varig klausul om tilhørsforhold

Det er et krav for medarbejderne i ekspeditionen, at de skal udstede en toldattest med klausul 36 og med angivelse af ejer/bruger af køretøjet.

Dette står ikke direkte i loven eller andre steder, men det er fortsat SKATs opfattelse, at en afgiftsfritagelse skal fortolkes indskrænkende. Hvis der i denne sag gives tilladelse til en afgiftsfritagelse, vil det som udgangspunkt betyde, at afgiftsfritagelsen bliver væsentlige udvidet. Det må implicit betyde, at der også skal indrømmes afgiftsfritagelse til f.eks. DJ´s.

Selvom praksis ikke er velbeskrevet, er der ikke tvivl om, at det er SKATs praksis, at der stilles krav om, at køretøjet registreres til ejer/bruger, og at ejer/bruger skal være et orkester, som således fremgår af toldattesten.

Det skal ikke kunne afvises, at der er sket fejl ved den praktiske administration af praksis.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Køretøjer, som omhandlet i registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, er fritaget for afgift, hvis de er specielt indrettet til erhvervsmæssig transport af teater- og orkestergrupper, film- og tv-hold samt deres udstyr. Køretøjerne må ikke anvendes til privat personbefordring. Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, litra d.

Det bemærkes, at afgørelsen er udformet som en afgørelse om, at der ikke kan udstedes toldattest til det omhandlede køretøj uden angivelse af bruger og uden registrering af varigt tilhørsforhold, hvorved der er truffet afgørelse om vilkårene for afgiftsfrihed efter bestemmelsen om afgiftsfritagelse i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, litra d.

Det lægges til grund, at det i sagen omhandlede køretøj ubestridt er et køretøj som omhandlet i registreringsafgiftslovens § 5a, stk. 1, indrettet specielt til det i § 2, stk. 1, nr. 6, litra d angivne formål. Af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6 litra d fremgår udelukkende krav til køretøjets indretning og faktiske anvendelse, der henset til bestemmelsens udformning er forudsat at skulle være i overensstemmelse med det angivne formål. Der er således ikke i registreringsafgiftsloven hjemmel til at stille krav om registrering af bruger og varig tilknytning som betingelse for indregistrering af det omhandlede køretøj.

Af dagældende registreringsbekendtgørelse § 41, stk. 1, (bekendtgørelse nr. 811 af 28. juni 2010) fremgår, at såfremt en person forskellig fra ejeren har en varig brugsret, skal denne person registreres som bruger. Af § 41, stk. 2, fremgår, at ved varig brugsret forstås brugsret med en aftalt varighed på over 6 måneder.

Som sagen er forelagt med oplysninger om flere og skiftende orkestres anvendelse af køretøjet, er der ingen bruger, som defineret i dagældende bekendtgørelses § 41, stk. 2, hvorfor der ikke i dagældende registreringsbekendtgørelse var hjemmel til at registrere en bruger. Registreringsbekendtgørelsen er senere afløst af bekendtgørelse nr. 651 af 16. juni 2011, men bestemmelserne er uændret på dette punkt.

Den påklagede afgørelse ændres således i overensstemmelse hermed.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter