Dato for udgivelse
20 Mar 2012 09:25
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
28 Feb 2012 08:04
SKM-nummer
SKM2012.183.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Københavns Byret, BS 41B-2223/2010
Dokument type
Dom
Emneord
USA, lån, finansiering
Resumé

Sagsøgeren havde i årene 1998-2002 investeret i olie- og gasrettigheder i USA.

Retten fandt det groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at sagsøgeren ikke havde medtaget de beløb, som han anvendte til investeringerne i hverken selvangivelserne eller sine regnskaber, og at skattemyndighederne som følge heraf havde foretaget ansættelsen af sagsøgerens indkomst på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var overholdt.

Som følge af, at sagsøgeren i sine regnskaber og selvangivelser ikke havde oplyst, hverken at han havde foretaget investeringerne i olie- og gasrettighederne i USA eller hvad afkastet af investeringerne var, havde skattemyndighederne været berettiget til skønsmæssigt at fastsætte sagsøgerens skattepligtige indkomst, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4.

Bevisbyrden for at investeringerne skete for lånte midler påhvilede sagsøgeren, og hans forklaring om finansieringen var ikke i tilstrækkelig grad understøttet af objektive beviser. Retten lagde herved blandt andet vægt på, at en del af dokumentationen forekom konstrueret til brug for skattesagen.

Sagsøgeren havde dermed ikke godtgjort, at SKATs skøn var udøvet på et forkert grundlag, eller havde ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5
Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2
Skattekontrolloven § 5, stk. 3
Skattekontrolloven § 3, stk. 4

Henvisning

Ligningsvejledningen 2012-1 E.B.1.4

Henvisning

Processuelle regler 2012-1 P.1.9

Henvisning

Den juridiske vejledning 2012-1 A.A.8.2.3.7

Henvisning

Den juridiske vejledning 2012-1 A.A.8.2.3.11


Parter

 

A
(Advokat Hans Peter Storvang)

 

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvikaten v/ Advokat Per Lunde Nielsen)

 

Afsagt af byretsdommer

Gitte Cordes

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører en række skønsmæssige forhøjelser af sagsøgers skattepligtige indkomst i indkomstårene 1998 - 2002.

 

Sagsøgerens principale påstand er, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomstårene 1998, 1999, 2000, 2001 og 2002 skal nedsættes med henholdsvis kr. 250.000 kr., 500.000 kr., 750.000 kr., 350.000 kr. og 400.000 kr.

 

Sagsøgerens subsidiære påstand er, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

 

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

 

Oplysningerne i sagen

 

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

 

Landskatteretten traf den 9. november 2009 følgende afgørelse i sagen

 

"...

 

1998

 

Personlig indkomst

 

Skatteankenævnet har skønsmæssigt forhøjet indkomsten med 250.000 kr.
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

 

1999

 

Skatteankenævnet har skønsmæssigt forhøjet indkomsten med 500.000 kr.
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

 

2000

 

Skatteankenævnet har skønsmæssigt forhøjet indkomsten med 750.000 kr.
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

 

2001

 

Skatteankenævnet har skønsmæssigt forhøjet indkomsten med 350.000 kr.
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

 

2002

 

Skatteankenævnet har skønsmæssigt forhøjet indkomsten med 400.000 kr.
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

 

Sagens oplysninger

 

Ifølge selvangivelserne for 1998 - 2002 inkl. drev klageren i de omhandlede år landbrugsvirksomhed samt virksomhed med udlejning af fast ejendom. Resultatet af landbrugsvirksomheden udgjorde i 1999 - 2003 henholdsvis 259 t.kr., 409 t.kr., 250 t.kr., 43 t.kr. og 288 t.kr. efter renter. I bilag til selvangivelse for 1998 - 2002 har klageren oplyst, at privatforbrugene i de omhandlede år udgjorde henholdsvis 117.477 kr., 117.857 kr., 174.083 kr., 128.966 kr. og 126.385 kr.

 

SKAT modtog i marts 2007 kontrolbilag fra udlandet indeholdende oplysninger om, at klageren i 2003 havde modtaget afkast i form af "working interest" fra olie- og gasfelter. SKAT bad den 16. marts 2007 klageren om en redegørelse, og SKAT modtog den 27. september 2007 oplysning fra klageren om, at han i perioden 1998 - 2006 inkl. havde investeret i alt 5.314.294 kr. i udbyttekontrakter til olie- og gasrettigheder via H1 og H2 Inc., heraf var 3.432.584 kr. investeret i årene 1998 - 2002 inkl. Investeringer og afkast fordelte sig på årene 1998 - 2002 således:

 

1998

1999

2000

2001

2002

I alt

Investering

-255.356 kr.

-592.479 kr.

-989.637 kr.

-798.579 kr.

-796.533 kr.

-3.432.584 kr.

Afkast

         0 kr.

 78.279 kr.

         0 kr.

436.898 kr.

370.384 kr.

  885.561 kr.

Kapitalbehov

-255.356 kr.

-514.200 kr.

-989.637 kr.

-361.681 kr.

-425.149 kr.

-2.547.023 kr.

 

 

 

Investeringer er ikke medtaget i de indkomst- og formueopgørelser, der årligt er fremsendt til skattemyndigheden, og er derfor ikke medtaget i opgørelsen af privatforbrugene, som de fremgår af selvangivelserne.

 

H2 Inc. er efter det oplyste et selskab i USA som sælger rettigheder til olie- og gas bl.a. via H1 Corp. Klageren foretog i 1998 og 1999 sine investeringer via H1 Corp.'s danske selskab H1 A/S. I 2000 begyndte klageren at foretage investeringerne direkte gennem H2 Inc. Det fremgår af de indgåede kontrakter om køb af udbytterettigheder, at betalingen af udbyttekontrakten er sket i danske kroner, ligesom det er aftalt, at udbyttet skal afregnes i danske kroner.

 

SKAT fremsendte den 11. december 2007 forslag til ændring af klagerens indkomst for 1998 - 2002 inkl. vedrørende afkast og afskrivninger på udbyttekontrakter i olie- og gasfelter, ligesom SKAT varslede en skønsmæssig forhøjelse af indkomsten i de omhandlede år, idet privatforbruget, når der blev taget hensyn til de oplyste investeringers afkast, blev negativt.

 

SKAT traf den 12. februar 2008 afgørelse i overensstemmelse med det fremsendte forslag.

 

Klageren har ikke påklaget ændringen af indkomsten i 1998 - 2002 vedrørende afkast og afskrivninger.

Der er uenighed mellem SKAT og klageren om, hvorvidt de gennemførte skønsmæssige forhøjelser af indkomsten er ugyldige på grund af forældelse. Vedrørende realiteten er der uenighed om, hvorvidt der ved opgørelsen af privatforbrugene i 1998 - 2002 skal tages hensyn til ikke selvangivne lån.

 

Ud fra det oplyste angående investeringer og afkast i oliekilderne, oplysningerne i det indsendte regnskab for året samt tidligere foretagne forhøjelser, kan privatforbruget ifølge SKAT opgøres til:

Selvangivet kontant hævet jf. regnskabet

117.477 kr.

Tidligere foretagne forhøjelser vedr. udeholdt omsætning

7.000 kr.

Afkast fra working interests - Olie- og gasfelter

0 kr.

Investeringer i working interests i 1998

-255.356 kr.

Privatforbruget udgør

-130.879 kr.

 

SKAT har ikke anset det for tilstrækkelig dokumenteret, at klageren med den selvangivne indkomst og de opgjorte privatforbrug har kunnet foretage de oplyste investeringer i olie- og gasfelter. Klageren har ikke på nogen måde godtgjort, at investeringerne er foretaget med beskattede midler. Han har gennem mange år ført regnskab med formueforklaringer, og olie- og gasfelterne har aldrig været medtaget i regnskabet.

Indkomsten forhøjes herefter skønsmæssigt med

250.000 kr.

Privatforbruget kan herefter opgøres til 

 

250.000 kr.

opgjort forbrug

-130.879 kr.

Privatforbrug efter skønsmæssig forhøjelse

119.121 kr.

 

Ved skønnet er der lagt vægt på, at familien består af 4 personer. De 2 hjemmeboende børn er født i 1982 og 1984. Der foreligger ikke oplysninger om, at familien har en speciel beskeden levevis. Ligeledes er der henset til privatforbruget de øvrige år.

 

Klageren har ved indsendelse af lånedokumenter eller kontoudtog ikke dokumenteret, at investeringerne er foretaget for lånte midler.

 

På lignende måde er de skønsmæssige forhøjelser beregnet for de efterfølgende år, idet der er medregnet afkast for de relevante år.

 

SKAT har således beregnet privatforbruget for skønsmæssige forhøjelser i 1999-2002 til henholdsvis -378.843 kr., -615.554 kr., -232.715 kr. og -268.874 kr.

 

Efter den skønsmæssige forhøjelse udgør privatforbruget herefter henholdsvis 121.157 kr., 134.446 kr., 117.285 kr. og 131.126 kr.

 

Klageren har fremlagt et brev dateret den 29. april 2009 udstedt til "To whom it may concern". Brevet er underskrevet af DM på vegne af H1 Corp. Det

fremgår afbrevet:

 

"As per your request we can hereby confirm, that banks, private equity funds and other financial institutions as well as private individuals do offer potential investors, this being institutional or private individuals, the possibility to finance, their investments in the US oil and gas industri through loans, promissory notes and other financial instruments.

 

The financing can be made in any currency, depending on what agreement the parties have, in most cases the loans are paid back through payment plans based on the monthly returns from the investment.

 

Please be aware that the above is just a general information, and do not in any form, what so ever serve the purpose of committing H1 Corp, to provide any individual with more than such information."

I forbindelse med sagens behandling hos skatteankenævnet fremlagde klageren bl.a. et brev fra H2 Inc. dateret den 5. februar 2008. Dette brev er også udstedt til "To whom it may concern:" Det fremgår i øvrigt af brevet:

 

"H2, Inc. has had a long standing relationship with A. A has been a stalwart supporter, advisor and welcomed consultant for many years. In the past, H2 has aided A in acquiring oil and gas production. This has included various ventures that entailed production acquisition, exploitations, as well as exploration wells. H2 has purchased properties, on A's behalf, and held them for various periods of time in the past, many of which have reached payout. By providing interim financing, H2 has helped A in acquiring oil and gas property; many of the properties that he has participated in have returned the initial capital. As a result of H2's affording him the opportunity and means to enter the oil and gas industri, A has a very diverse ownership of producing oil and gas wells. In 1998 H2 provide interim financing for approximately USD 110,000 and in 2000 H2 provided bridge financing for approximately USD 300,000 of oil and gas activities."

Skatteankenævnets afgørelse

 

På det tidspunkt, hvor SKAT modtog oplysning om investeringerne var den ordinære ansættelsesfrist sprunget. Ansættelsen er derfor kun gyldig, hvis betingelserne for at gennemføre en ekstraordinær ansættelse er til stede. Det må tilregnes klageren som groft uagtsomt eller forsætligt, at han ikke i sine selvangivelser eller regnskaber for de omhandlede år har oplyst om de foretagne investeringer i olie- og gaskilder i USA. SKAT har ikke haft mulighed for selv at finde oplysningerne, og forholdet er først kommet frem ved modtagelse af kontroloplysninger fra USA. Klageren har således ikke haft til hensigt at gøre opmærksom på forholdet, hvorfor skatteansættelsen blev foretaget på et ufuldstændigt grundlag. Ansættelsen er gennemført indenfor 6 måneders fristen, idet forslag til afgørelse er fremsendt den 11. december 2007. Ansættelsen er derfor gyldig.

Det er en betingelse for at foretage en skønsmæssig ansættelse, at regnskabsgrundlaget kan tilsidesættes. Det er ubestridt, at klageren ikke i sine regnskaber og selvangivelser har oplyst om sine investeringer i olie- og gasfelter. Regnskaberne har derfor ikke levet op til de krav, der stilles i regnskabs- og skattelovgivningen. Det er ikke godtgjort, at investeringerne er finansieret ved optagelse af lån. Der har ikke været plads i de enkelte års selvangivne privatforbrug til at finansiere investeringerne med beskattede midler. Dette gælder selv om tidligere års overskud er anvendt tiI at finansiere nye investeringer. Der er ikke indsendt lånedokumenter eller kontoudtog vedrørende låneforholdene. Det er ikke sandsynligt, at klageren kan have finansieret en investering på 2.379.399 kr. ud over afkastet alene ved tillid uden oprettelse af lånedokumenter. Det bemærkes, at investeringerne er sket i danske kroner, ligesom afkastet er afregnet i danske kroner. Da den skønsmæssige ansættelse har taget udgangspunkt i klagerens oplysninger om investeringernes og afkastets størrelse, er skønnet ikke udøvet på et åbenbart urimeligt eller urigtigt grundlag. SKATs afgørelse stadfæstes derfor.

 

Klagerens påstand og argumenter

 

Klagerens repræsentant har principalt nedlagt påstand om, at den skønsmæssige forhøjelse af indkomsten er forældet. Klageren har ikke handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Det gøres subsidiært gældende, at den skønsmæssige ansættelse skal nedsættes til 0 kr., idet der ved opgørelsen af privatforbrugene ikke er taget hensyn til, at investeringerne i olie- og gasrettigheder er foretaget dels for lånte midler, dels fra overskuddet af de foretagne investeringer.

 

Klageren har siden 1998 været ejer af olierettigheder i USA. Klageren selvangav fejlagtigt ikke resultatet af investeringen. Klageren har i alle årene indsendt selvangivelse til USA, men på grund af afskrivningsreglerne kom der ikke indkomst til beskatning. Da klageren blev bekendt med, at indkomsten til beskatning i Danmark ikke var symmetrisk med indkomsten til beskatning i USA, fremlagde han alle de oplysninger, som han rådede over. Samtidigt godkendte han den indkomst, SKAT havde beregnet for årene 1999 - 2006 med hensyn til beskatning af udbytte. Klageren har derfor ikke handlet groft uagtsomt eller med forsæt.

 

Klageren har lånt penge af H2 til investeringerne. Når betalingen af rettigheder købt ved H1 er afregnet i kroner, skyldes det antageligt, at klageren har handlet med H1 i Danmark, men købet er fortsat finansieret af H2. Afkastet er efterfølgende anvendt til afdrag på lånene samt til investering i nye projekter. Klageren har således aldrig tilført penge fra sin danske økonomi til investeringer i olierettigheder. Klageren har udelukkende påtaget sig en risiko i tilfælde af, at investeringerne skulle give et tab. Investeringerne i olierettigheder og udbytter herfra har cirkuleret i et lukket kredsløb, som ikke har involveret klagerens økonomi i Danmark. I perioden 1998 - 2006 er der udbetalt udbytter på 5.865.841 kr. Der er i samme periode investeret 5.314.294 kr. Restbeløbet på 551.547 kr. er meget tæt på saldoen på udenlandske konti den 1. januar 2007 ifølge regnskabet for 2007.

 

Forretningen har hele vejen været båret på et tillidsforhold mellem klageren og H2. Klageren har aldrig modtaget lånedokumenter eller opgørelser på restgæld. I perioden steg prisen på en tønde olie fra ca. 10 dollars til ca. 140 dollars pr. tønde. Det var mere end klageren forventede. Set i bakspejlet burde klageren have krævet dokumentation for låneforholdene. H2 har efterfølgende fremsendt en skriftlig tilkendegivelse på, at klageren har finansieret en del af sine projekter gennem H2. Klageren har i alle årene indsendt regnskaber for sine danske virksomheder. Disse regnskaber opfylder kravene i bogføringsloven og mindstekravsbekendtgørelsen, og regnskaberne kan ikke tilsidesættes. Det har ikke været muligt at overføre penge fra den danske økonomi til køb af olierettigheder.

 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

 

Sagens formalitet

 

Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Skatteministeren kan for grupper af skattepligtige fastsætte kortere frister end angivet i 1. og 2. pkt. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

 

Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Klageren selvangav i 1998 - 2002 et privatforbrug på henholdsvis 117.477 kr., 117.857 kr., 174.083 kr., 128.966 kr. og 126.385 kr. Det er ubestridt, at klageren ved opgørelsen af sin formue og sit privatforbrug i de omhandlede år ikke medtog udgifter til køb af gas- og olierettigheder på henholdsvis 255.356 kr., 592.479 kr., 989.637 kr., 798.579 kr. og 796.533 kr., ligesom han heller ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst eller privatforbruget som indtægt medtog årlige afkast på henholdsvis 0 kr., 78.279 kr., 0 kr., 436.898 kr. og 370.384 kr. Uanset klageren efter det oplyste var i retlig vildfarelse om forståelse af skattereglerne, tilbageholdte han væsentlige faktuelle oplysninger om den korrekte formue, der bevirkede, at opgørelsen af privatforbrugene blev forkert. Han har derfor bevirket, at skattemyndigheden har foretaget en ansættelse af indkomsten i de omhandlede år på et urigtigt grundlag. Under disse omstændigheder må ansættelsen anses for suspenderet indtil det tidspunkt, hvor SKAT kom til kundskab om de gennemførte investeringer m.v. i de enkelte år. Dette skete tidligst den 27. september 2007. Da varslingen af ændringen er sket den 11. december 2007, og da ansættelsen er sket den 12. februar 2008, er SKATs afgørelse gyldig. Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes på dette punkt.

 

Realiteten

 

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Skatteydere skal selvangive deres indkomst. Erhvervsdrivende skal kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold, herunder den private økonomi. Det fremgår af skattekontrollovens § 1 og § 6.

 

En skønsmæssig forhøjelse af indkomsten forudsætter normalt, at regnskabet kan tilsidesættes. Indkomsten kan dog forhøjes uden tilsidesættelse af regnskabet, hvis det selvangivne privatforbrug er usandsynligt lavt. Det følger af en fast praksis, der er tiltrådt af Højesteret i en dom af 21. juni 1967 (Ugeskrift for Retsvæsen 1967.635). Indkomsten kan forhøjes til et beløb, der giver mulighed for et rimeligt forbrug.

 

SKATs ansættelse er sket dels på grundlag af selvangivne oplysninger om formue og privatforbrug, dels på grundlag af klagerens efterfølgende oplysninger om foretagne investeringer og disses afkast. De selvangivne privatforbrug i 1998 - 2002 har ikke levnet plads til nettoudgifter på henholdsvis 255.356 kr., 514.200 kr., 989.637 kr., 361.681 kr. og 426,149 kr., i alt 2.547.023 kr. Såvel investeringer som betaling af udbytte er sket i danske kroner. Det er ikke dokumenteret f.eks. ved fremlæggelse af dels lånedokumenter, dels ved bankkontobilag eller lignende, at klageren har optaget lån i udlandet til finansiering af udgifterne til køb af olie- og gasrettigheder. De fremlagte erklæringer fra henholdsvis H1 Corp. og H2 Inc. er udarbejdet efterfølgende og er af en sådan generel karakter, at de ikke sandsynliggør, at klageren i årene 1998 - 2002 har optaget årlige lån til finansiering af sit nettokapitalbehov. Det er således ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansættelsen er sket på et åbenbart urigtigt grundlag, eller at ansættelsen på grundlag af den førte bevisførelse har medført et resultat, der er åbenbart urimeligt.

 

Landsskatteretten stadfæster derfor skatteankenævnets skønsmæssige forhøjelse af indkomsten i 1998 - 2002 på henholdsvis 250.000 kr., 500.000 kr., 750.000 kr., 350.000 kr. og 400.000 kr.

 

Forklaringer

 

Sagsøger har blandt andet forklaret, at han er landbrugsuddannet, og at han i en årrække drev slægtsgården. I sommeren 1997 mødte han en kammerat fra Landbrugsskolen, som inviterede ham med til et investorarrangement på G1. Under arrangementet, som G2 A/S stod for, mødte han KL og DM. De fik oplysninger om investeringsmulighederne i amerikanske oliekilder. Det blev ikke nævnt, hvordan en eventuel investering skulle finansieres. I efteråret 1997 rejste han til Texas på en besigtigelsesrejse. Det var et eventyr. Han betalte selv for rejsen, men blev beværtet og vist omkring af TS og KL. De skulle skaffe investorer og fremviste en række olie-og gaskilder. De tilbød at lånefinansiere investeringen. Han indgik den første tegningsaftale i september 1998. I aftalen er angivet et firmanavn "H3 Oil and gas". Han overvejede at stifte et selskab med det navn, som skulle stå for investeringerne. Det blev aldrig til noget. Han udfyldte selv aftalen og skrev beløbet i DKK. Det var for at kunne forholde sig til beløbet. Der blev ikke lavet andre dokumenter end tegningsaftalen, da han købte i september 1998. Han ville derefter se tiden an. Han fik ikke nogen informationer om investeringen eller om sin gæld. G2 A/S blev opkøbt. Han skulle have penge, når der blev overskud, men først skulle han betale sin gæld. I de følgende år var han på flere korte besigtigelsesture. Han fik også sendt forskellige prospekter og foretog en række investeringer. H1 solgte kun H2-projekter. Der var ingen, der snakkede om de penge, han skyldte. Han tænker, at de vel belånte de kontrakter, som han indgik. Han har aldrig set en amerikansk kontrakt. Hans mavefornemmelse var god. Oliepriserne steg og steg. Han har altid været en eventyrer og har også investeret i både ejendomme og i tøjindustrien. Han fik ikke nogen lånekontrakter eller andre dokumenter, som kan understøtte hans forklaring om, at han lånte til de foretagne investeringer. De levede deres eget liv. Han foretog sin investering og fik en kvittering, men han betalte ikke kontant, og han fik ikke overført afkast. Han kan ikke forklare, hvorfor der på blandt andet "Kvittering for modtagelse" af 12. april 1999 fra H1 står "Undertegnede bekræfter herved modtagelsen af beløb stort DKK 126.278,50 til dækning af 0,250% WI i H4 købt via H1". Pengene er måske kommet fra moderselskabet, som var økonomisk tovholder på projektet. Han har kun deres forklaring på, at der skete genfinansiering. Han kan heller ikke forklare, hvorfor der i "Kvittering" af 14. september 1999 fra H1 står, "restbeløb stort DKK 9.021,00 tilbagebetales i henhold til aftale.." Han tror ikke, at han fik de penge. De må være indgået i en mellemregning. Han fik først penge ud i 2006, hvor han havde brug for at trække penge hjem til at betale skat med. Han kan ikke sige, hvorfor der i kvittering af 20. marts 2000 står, "for meget indbetalt kr. 1.660,74 vil snarest muligt blive fremsendt i check." Han modtog hverken penge eller check. Han opfattede, at han havde en låneramme. Når han talte med H1, spurgte han, om der var plads til nye investeringer. Han havde aftalt en låneramme med KL. Han kan ikke huske, hvornår han aftalte den, eller hvor stor den var. Han talte i telefon med KL. Hvis der var behov for at udvide lånerammen, skete det uden problemer. Der var ingen forrentning, men lånet blev afdraget med afkast fra projekterne.

 

Han har ikke investeret siden 2006. Han lever i dag af provenuet fra oliekilderne. Det går over al forventning. Han har ikke nogen papirer, men der kommer afkast hver måned. Da H1 blev afviklet, blev der sat 700.000 kr. ind på hans konto. Han ved ikke, om det var det rigtige beløb. Han har ingen mulighed for at kontrollere noget. Hvis de holder op med at overføre penge til ham, kan han intet gøre. Han solgte gården i 2004 og foretog en jordomrejse. I 2008 eller 2009 flyttede han til udlandet. Han ejer stadig nogle udlejningsejendomme i Danmark og indgiver selvangivelse hvert år. Han har et meget afslappet forhold til sine oliekilder. Når måneden er gået, ser han på, hvor meget de har givet i afkast. Han har købt en ejendom i Spanien og har overført penge til Danmark, så han har noget at leve for, når de er her om sommeren. Han kan ikke leve af de udlejningsejendomme, han har i Danmark. Erklæringen fra H1 fra den 29. april 2009 er vel fremkommet på foranledning af hans revisor. De beløb på 110.000 USD og 300.000 USD, som er nævnt i erklæringen fra 5. februar 2008 fra H2, passer meget godt. Han har altid opfattet det som en låneramme eller en slags kassekredit. Han har ikke hæftet sig ved udtrykket "interim financing".

 

SS har blandt andet forklaret, at han er revisor for landboforeningerne. Han har beskæftiget sig mest med generationsskifte og almindelige skatteforhold. Han har arbejdet som revisor i ca. 10½ år. Han rådgav sagsøger om forskellige skattemæssige forhold i forbindelse med sagsøgers salg af sin landbrugsejendom i 2004. Da sagsøger fik en henvendelse fra SKAT i 2007 bad han vidnet om bistand. Sagsøger troede, at beskatning ikke kunne komme på tale, før han trak penge hjem til Danmark. Han nævnte H1 og bad vidnet gennemgå det hele. Vidnet skaffede dokumentation for køb og indkomst fra H2 og H1. Vidnet sendte alt, hvad han kunne fremskaffe til SKAT. H2 var meget beredvillige, men H1 havde de svært ved at få kontoudskrifter fra. De lavede oversigterne så fyldestgørende, som de kunne. Vidnet lavede lineære afskrivninger over 7 år for at få frem, hvordan det havde set ud, hvis alt var gjort rigtigt fra starten. Vidnet var overrasket over, at SKAT kunne fremskaffe kontoudskrifter fra H1.

 

Parternes synspunkter

 

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument anført følgende

 

Vedrørende den principale påstand.

 

Ad realiteten.

Sammenfattende gøres det gældende, at sagsøgers selvangivne privatforbrug i indkomstårene 1998 - 2002 er faktuelt korrekt. Sagsøger har ikke haft nettoudgifter til investering i olie- og gaskilder i USA, idet de foretagne investeringer er finansieret med lånte midler og med tidligere års overskud af de foretagne investeringer, hvilket er dokumenteret ved de som bilagene 10 og 11 fremlagte erklæringer. Sagsøger har således ikke anvendt ubeskattede midler til investeringer, og SKAT har derfor ikke grundlag for eller adgang til at foretage skønsmæssige forhøjelser af sagsøgers skatteansættelser i årene 1998-2002. Sagsøger havde en administrationsaftale med H1 og en amerikansk revisor til at lave sine selvangivelser, hvorfor sagsøger gik ud fra, at han havde foretaget en korrekt og fornøden selvangivelse. På det tidspunkt, hvor sagsøger af SKAT blev gjort opmærksom på, at udbyttet i USA - også selv om det ikke blev udbetalt til sagsøger - skulle selvangives i Danmark, accepterede sagsøger at lade indtægterne indtægtsføre. Dette bevirker imidlertid ikke, at sagsøgers privatforbrug er forkert opgjort, da investeringer i USA netop var foretaget for lånte midler.

 

Det gøres i den forbindelse gældende, at sagsøgte er forpligtet til at inddrage alle relevante beviser forud for en beslutning om en skønsmæssig forhøjelse, hvilket ikke er sket i nærværende tilfælde, idet sagsøgte fortsat synes at svæve i den vildfarelse, at sagsøger ikke har haft gæld i USA. Dette er i modstrid med indholdet i bilagene 10 og 11, som ikke kan have indgået i det af SKAT udøvede skøn, eftersom dokumentationen først er udfærdiget under nærværende sag. Det gøres gældende, at bilagene 10 og 11 er udtryk for en opfattelse af et mellemværende mellem to uafhængige parter. Parterne er civilretligt bundet af de fremlagte erklæringer, hvorfor de dokumenterer, at sagsøger har haft gæld til anlægsinvesteringerne og er blevet beskattet af det udbytte, som er anvendt til at nedbringe mellemværendet. Derfor skal dokumentationen lægges til grund. Sagsøger erkender, at der har været flere forskellige opgørelser, men dette bør ikke lægges sagsøger til last, idet alle opgørelser er foretaget mellem 5 og 12 år efter, at de første investeringer er foretaget, og på baggrund af et ufuldstændigt materiale, og valutakurserne er derfor ofte anslåede. Materialet er således stykket sammen af brudstykker fra H1, H2, sagsøger og SKAT af sagsøgers revisor adskillige år efter, at investeringerne og udbetalinger er foretaget.

 

Dertil kommer, at sagsøger i regnskabsåret 2011 fik en efterbetaling på ca. kr. 1 million, idet H1 tilsyneladende i årene forud ikke havde afregnet sagsøger alle de indtægter, som H2 havde afregnet til H1. Det gøres derfor gældende, at eventuelle forskelle mellem de oplysninger, som er givet af H2, og de oplysninger, som sagsøger har oplyst, skyldes, at H1 har foretaget en forkert afregning af sagsøgers udbytte, eller skyldes, at sagsøgers revisor - da han ikke havde den eksakte kurs - har anslået en valutakurs. Det gøres i den forbindelse gældende, at det ikke skyldes fejl fra sagsøgers side, at han ikke fuldt ud har modtaget det udbytte, som han har krav på, hvorfor det ikke bør lægges sagsøger til last, at der tilsyneladende er enkelte unøjagtigheder mellem, hvad der er afregnet fra H2 og, hvad der er afregnet til sagsøger. Dokumentationen, fremlagt som bilagene 10 og 11, er tiltrådt af såvel kreditor som debitor, og derfor har det ingen betydning, hvem der formelt har været kreditor, at der ikke er underskrevet et lånedokument eller, at opgørelsen er udfærdiget lang tid efter, at parterne blev bekendt med, at forholdene havde betydning for nærværende skattesag.

 

Det fastholdes, at den udfærdigede "mellemregning" er den bedst tænkelige opgørelse, som kan udfærdiges på nuværende tidspunkt, hvilket understreges af, at alle parter har tiltrådt opgørelsen. De fremlagte erklæringer er autoritative, og det er ubestridt, at KL er berettiget til at tegne H2, og DM er berettiget til at tegne H1. Det gøres gældende, at det har formodningen imod sig, at sagsøger skulle acceptere et gældsforhold hos henholdsvis H1 og H2, såfremt de ikke har forsynet ham med lån til sagsøgers investeringer i USA.

 

Sagsøger fastholder, at han på intet tidspunkt har skrevet under på lånedokumenter i USA. Den omstændighed, at han var investor i de enkelte kilder og hæftede personligt for den gæld, som kilden optog, bevirkede, at H1 og H2 kunne belåne denne personlige hæftelse og dermed finansiere sagsøgers indskud i oliekilderne. Herved opstod sagsøgers gæld til H1 og H2, hvilken gæld fremgår af bilagene 10 til 12. Sagsøger kan selvsagt ikke oplyse, hvorfor der blev indgået kontrakter vedrørende ejerskabet til oliekilden, som sagsøger havde købt, men efter sagsøgers opfattelse skulle sagsøgers underskrift på kontrakten bruges, for at H2 og H1 kunne belåne kilden og derved levere finansiering til sagsøgers investering i kilden. Det gøres gældende, at der er indgået kontrakt om ejerskab til kilden, selv om der ikke er lavet et skriftligt dokument vedrørende finansiering af køb af kilden, idet dette som bekendt blev ført over en mellemregning med henholdsvis H1 og H2, jf. bilagene 10 og 11.

 

Der findes som ovenfor anført ikke underskrevne låneaftaler i USA eller restgældsopgørelser, men der er tidligere fremlagt dokumentation for, at H2 har tilvejebragt finansiering til investeringerne på i alt $ 410.000,00. Denne erklæring er fremskaffet, inden den præcise opgørelse over mellemregningen mellem sagsøger og H2 blev lavet. De lånte midler er ført direkte ind på mellemregningen, og der findes ikke yderligere dokumentation.

 

Vedrørende H1 er der ligeledes fremlagt en erklæring fra den 29. april 2009, jf. bilag 5. Af denne erklæring fremgår, at der er mulighed for at finansiere investeringer i olie- og gasrettighederne gennem optagelse af lån. Erklæringen er udfærdiget, inden den præcise opgørelse over mellemværendet mellem sagsøger og H1 blev lavet.

 

Vedrørende H5 har sagsøger ingen erindring om, hvorfor H1 har formuleret brevet, som om der skulle være udbetalt et beløb til sagsøger på en check. Investeringer og afkast blev ført over mellemregningskontoen, og der er ikke ifølge sagsøgers erindring sendt nogen check til sagsøger. Efter sagsøgers opfattelse er "de udbetalte beløb" netop anvendt til at regulere det lånte beløb. Sagsøger oplyser, at differencen kan skyldes, at det fulde beløb, der var blevet opkrævet til investeringen, ikke var nødvendig. Beløbet er hævet på mellemregningen, og efter sagsøgers bedste overbevisning er differencen på kr. 1.660,74 indsat samme sted. Det fremgår da heller ikke af brevet, at checken er sendt, ligesom det ikke fremgår, hvortil en eventuel check skulle være sendt. Sagsøger har som anført ingen erindring om at have modtaget kr. 9.021,00 eller kr. 1.660,74, men sagsøger formoder, at såfremt beløbene er blevet udbetalt til sagsøger, skyldes det beløbenes beskedne størrelse, idet større beløb med sikkerhed blev ført på mellemregningen.

Det fastholdes, at den omstændighed, at sagsøger i de pågældende regnskabsår har opnået et resultat, der ligger over gennemsnittet for branchen, medfører, at det er usandsynligt, at sagsøger har udeholdt indkomst, hvorfor det kan lægges til grund, at sagsøgers oprindelige selvangivelse af privatforbruget var korrekt.

 

Ad formaliteten

 

Til støtte for den nedlagte påstand anføres det fortsat, at betingelserne for skatteansættelse i Skatteforvaltningsloven § 26 ikke er opfyldte, da fristerne herfor er overskredet, og at sagsøger derfor ikke kan genoptage sagsøgtes skatteansættelse efter Skatteforvaltningslovens § 26. Det gøres i den forbindelse gældende, at SKAT var i besiddelse med de fornødne oplysninger for at ændre sagsøgers skatteansættelse. Det fremgår således af bilag A, at SKAT allerede den 16. marts 2007 var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger for at ændre sagsøgers skatteansættelse for 2003. Det gøres gældende, at - eftersom SKAT har skaffet sig de nødvendige oplysninger for 2003 - har det formodningen imod sig, at SKAT ikke er i besiddelse af oplysningerne for årene 1998 til 2002. Det gøres således fortsat gældende, at SKAT må antages at være i besiddelse af det nødvendige materiale allerede den 27. marts 2007, hvorfor det ikke er rettidigt, at SKAT den 11. december 2007 ændrede indkomstopgørelsen for så vidt angår 2002 og ændrede indkomstopgørelserne den 13. februar 2008 for så vidt angår årene 1998 til 2001.

 

Det anføres endvidere, at betingelserne for ekstraordinær skatteansættelse i Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, ikke er opfyldte, da sagsøgte ikke forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at sagsøgte har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det gøres i den forbindelse gældende, at sagsøger har foretaget korrekt selvangivelse af privatforbruget, og at den manglende selvangivelse af udbytter i USA hvilede på en vildfarelse hos sagsøger. Dette kan ikke karakteriseres som groft uagtsomt, idet sagsøger har indgået en administrationsaftale med H1 og har antaget en amerikansk revisor til at lave den amerikanske selvangivelse, der ubestridt er afleveret til de amerikanske myndigheder.

 

Det anføres endvidere, at den ekstraordinære skatteansættelse ikke kan foretages efter § 27, stk. 1, nr. 5, jf. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Skatteansættelsen blev ikke varslet af sagsøgte senest 6 måneder efter, at sagsøgte blev bekendt med det forhold, der, efter sagsøgtes opfattelse, skulle begrunde en anvendelse af Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1. nr. 5.

 

Vedrørende den subsidiære påstand.

 

Indledningsvis bemærkes det, at den relevante afgørelse, som er til pådømmelse, er Landsskatterettens afgørelse. Landsskatteretten er kompetent til at træffe afgørelse vedrørende skønsmæssige afgørelser, men sagsøger kan selvsagt tilslutte sig, at afgørelsen, hvis sagsøger får medhold i sin subsidiære påstand, hjemvises til SKAT, idet sagsøger herved får endnu en rekursmulighed.

 

Såfremt Retten måtte finde, at betingelserne for ekstraordinær skatteansættelse er opfyldte, nedlægges der subsidiært påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved SKAT, idet det gøres gældende, at den skønsmæssige forhøjelse af skatteansættelserne for indkomstårene 1998 -2002 er sket på et forkert grundlag. SKAT har således ikke været bekendt med, at sagsøger har haft en betydelig gæld i USA til finansiering af sine investeringer i amerikanske oliekilder. Det er med den nu fremlagte dokumentation godtgjort, at forhøjelsen har medført et åbenbart urimeligt resultat, ligesom det er godtgjort, at SKATs skøn er foretaget på et forkert grundlag. Sagsøger har således både oppebåret gæld i USA og blevet beskattet af midlerne til investeringerne, som pengene er trukket ud af sagsøgers danske virksomhed, såfremt afgørelsen står ved magt.

 

Det gøres således gældende, at sagsøger har godtgjort, at det selvangivne privatforbrug i indkomstårene 1998 - 2002 er faktuelt korrekt, idet sagsøger har dokumenteret, at han ikke har haft nettoudgifter til investering i olie- og gaskilder i USA, eftersom investeringerne er finansieret i USA med lånte midler og med tidligere års overskud på de foretagne investeringer. Sagsøger har således ikke anvendt ubeskattede midler til investeringer, og der er således ikke grundlag for at forhøje sagsøgers skatteansættelser i årene 1998-2002, hvilket er årsag til, at sagen skal hjemvises til SKAT.

 

Sagsøgte har i sit påstandsdokument gjort følgende gældende

 

Til støtte for påstanden om frifindelse gøres det overordnet gældende, at sagsøgte har været berettiget til at ansætte sagsøgerens indkomst for indkomstårene 1998-2002 skønsmæssigt, og at sagsøgeren ikke har godtgjort et grundlag for at tilsidesætte de udøvede skøn.

 

Det er ubestridt, at sagsøgeren ikke i sine regnskaber og selvangivelser har oplyst, at han har foretaget betydelige investeringer i olie- og gasrettigheder USA, ligesom hans regnskaber/selvangivelser ikke har indeholdt oplysninger om afkastet m.v. af investeringerne, Sagsøgerens regnskabsgrundlag har dermed ikke været egnet til at fastsætte hans skattepligtige indkomst, hvorfor regnskabsgrundlaget er tilsidesætteligt. Skattemyndighederne har derfor været berettiget til at fastsætte sagsøgerens skattepligtige indkomst ved et skøn, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4.

 

Hertil kommer, at de selvangivne privatforbrug for indkomstårene 1998-2002 ikke - heller ikke selv om der tages hensyn til afkastet af investeringerne - har levnet plads til investeringerne på henholdsvis kr. 255.356,-, kr. 592.479,-, kr. 989.637,-, kr. 798.579,- og kr. 796.533,-, jf. tabel 3. Uanset om sagsøgerens regnskabsgrundlag måtte være tilsidesætteligt eller ej, giver et negativt/uantageligt lavt privatforbrug i sig selv skattemyndighederne hjemmel til at fastsætte sagsøgerens skattepligtige indkomst ved et skøn, jf. f.eks. UfR 1967, side 635 H, TfS 1999, nr. 721 H og SKM2002.70.HR.

 

Det påhviler herefter sagsøgeren at godtgøre, at skønnet over sagsøgerens skattepligtige indkomst er udøvet på et forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat, jf. f.eks. SKM2005.368.HR, SKM2005.500.HR, SKM2009.37.HR, SKM2011.209.HR, SKM2011.210.HR og SKM2011.211.HR, hvilket sagsøgeren ikke har godtgjort.

 

Sagsøgerens eneste indsigelse mod privatforbrugsberegningerne og de udøvede skøn er, at udgifterne til investeringerne i olie- og gasrettigheder i USA påstås at være finansieret med lånte midler (og med tidligere års overskud på de foretagne investeringer, hvilket SKAT allerede har taget højde for i de skønsmæssige forhøjelser, jf. tabel 3).

 

Det fremgår imidlertid ikke af nogen af de fremlagte tegningsaftaler fra H1 (bilag Fd), at købet skulle være lånefinansieret. Tværtimod fremgår det f.eks. af kvitteringen af 14. september 1999 (bilag Fc, side 11), at sagsøgeren fik tilbagebetalt et restbeløb på kr. 9.021,-, ligesom der, jf. kvitteringerne af 11. og 18. februar samt 20. marts 2000 (side 15-17), skete delvis betaling af købet af en del af "H5". Af sidstnævnte skrivelse fremgår det endvidere, at for meget indbetalt beløb på kr. 1.660,74 ville blive fremsendt til sagsøgeren pr. check. Sagsøgeren har ikke kunnet redegøre for, hvorfor det for meget lånte beløb blev udbetalt til ham frem for at regulere det - påståede - lånte beløb (opfordring 6).

 

Nettofinansieringsudgifterne i de omtvistede indkomstår overstiger kr. 2 mio. (hvortil kommer de betydelige investeringer i de efterfølgende indkomstår), og det har formodningen imod sig, at der, hvis en så betydelig investering er lånefinansieret, ikke foreligger behørig skriftlig dokumentation herfor.

 

Trods gentagne opfordringer (opfordring 2 og 9) hertil har sagsøgeren imidlertid ikke ved fremlæggelse af lånedokumenter, bankbilag eller lignende dokumenteret, at sagsøgeren har optaget lån til finansiering af købene af olie-og gasrettigheder, endsige for udbetaling af låneprovenuet, långiveren/ långiverne, tidspunkterne for lånenes optagelse, størrelsen heraf, den aftalte forrentning, eventuelle tilbagebetalinger samt restgældens størrelse ved udløbet af hvert indkomstår, jf. herved også bilag W. Tværtimod fremgår det af stævningen, side 2, sidste afsnit, at "Forretningen har været båret på et tillidsforhold mellem sagsøger og H2, og sagsøger har derfor aldrig modtaget lånedokumenter eller opgørelser over restgæld".

 

De først fremlagte erklæringer fra henholdsvis H1 og H2 (bilag 3 og 5) er udarbejdet efter skattesagens start, og er af en sådan generel karakter, at de ikke dokumenterer, at sagsøgeren i årene 1998-2002 har optaget lån til finansiering af nettokapitalbehovet.

 

Det fremhæves herved også, at det af erklæringen fra H2 (bilag 3) fremgår, at sagsøgeren i 1998 lånte ca. USD 110.000,-. Investeringen i 1998 udgjorde imidlertid blot ca. DKK 255.000,- (tabel 1). Sagsøgeren kan ikke oplyse, dels hvorfor "lånet" væsentligt oversteg investeringen, og dels hvad det overskydende beløb blev anvendt til, herunder om beløbet blev indsat på en bankkonto i sagsøgerens navn (opfordring 3).

 

For så vidt angår de senere fremlagte opgørelser af det økonomiske mellemværende mellem sagsøgeren og henholdsvis H2 og H1 (bilag 10, 11 og 12) bemærkes, at opgørelserne er udarbejdet under skriftvekslingen af sagsøgerens revisor, revisor SS, og at de udaterede påtegninger herpå fra angiveligt KL (H2) og DM (H1) ikke fremtræder autoritative. Allerede derfor kan bilagene ikke udgøre dokumentation for det økonomiske mellemværende mellem H2/H1 og sagsøgeren i årene 1998-2006.

 

Uddybende for så vidt angår opgørelsen vedrørende H1 (bilag 11 ) bemærkes, at det tidligere fra H1, jf. f.eks. bilag O, sagsfremstillingen, punkt 1.1, er oplyst, at H1 kun har bilag fra og med 2003, hvorfor der ikke kan gives oplysninger om afkastets størrelse og udbetalingstidspunkter for tidligere år.

 

Eftersom opgørelsen også vedrører tiden forud for 2003, nemlig 1998-2002, er det bemærkelsesværdigt, at H1 - nu - kan erklære, at "... in comparaison to our books this balance sheet is correct".

 

Endvidere er det bemærkelsesværdigt, at H1 kan erklære, at SKATs skøn, over afkastet i 2000 på afrundet kr. 200.000,- (bilag O, sagsfremstillingen, punkt 1.2.3) skulle være i præcis overensstemmelse med H1's bogføring.

 

Endelig er det bemærkelsesværdigt, at den i bilag 11 i USD opgjorte anskaffelsessum for oliekilderne ikke svarer til anskaffelsessummerne i USD ifølge tegningsaftalerne fremlagt som bilag Fc. Eksempelvis har sagsøgeren, jf. bilag Fc, side 24, købt 1,50 % working interest i H6 for DKK 116.000,-/USD 13.650,-. Købet er i opgørelsen (bilag 11) medtaget med en anskaffelsessum på DKK 116.000,-, som er omregnet til USD 17.548,-. Erklæringen om, at opgørelsen er i overensstemmelse med H1's bogføring forudsætter således, at bogføringen er sket i DKK. Det bemærkes herved, at kontoudskriften fremlagt som bilag R er anført i USD, og at købet af en del af H6 netop (på baggrund af en indbetaling af DKK 116.000,-) er medtaget på kontoen med USD 13.650,-.

 

I den fremlagte kontoudskrift (bilag R, side 4) fremtræder anskaffelsessummen for sagsøgerens køb af en del af H6 i øvrigt som "Indbetalt", og der foreligger da også en kvittering fra H1 på modtagelsen af DKK 116.000,-, jf. bilag Fc, side 25. Tilsvarende kvitteringer foreligger for samtlige af sagsøgerens køb hos H1, jf. bilag Fc, side 1-27, og trods opfordring (opfordring (11)) hertil, har sagsøgeren da heller ikke kunnet redegøre for, hvordan tegningsaftaler, som fremtræder som fuldt ud betalt af sagsøgeren, har kunnet belånes, endsige fremlagt dokumentation for, at det faktisk er sket.

 

Endelig bemærkes, at den i bilag 11 opgjorte mellemregning ikke svarer til saldoen på kontoudskrifterne for 2003-2007 (bilag R), samt at det har formodningen imod sig, at H1 skulle udstede en check (bilag Fc, side 12) til sagsøgeren, såfremt hele mellemværendet blev afregnet over en mellemregningskonto. Sagsøgeren har da heller ikke, jf. opfordring (6), kunnet redegøre herfor.

 

Uddybende for så vidt angår opgørelsen vedrørende H2 (bilag 12) bemærkes, at H2 tidligere, jf. erklæringen af 5. februar 2008 (bilag 3), har erklæret, at H2 i 1998 har sørget for finansiering på USD 110.000,- og i 2000 på USD 300.000,-, i alt USD 410.000,- (svarende til ca. DKK 3,2 mio.).

 

Uanset at sagsøgeren i processkrift II, side 3, 1. afsnit, hævder, at beløbene er indført direkte på mellemregningen, fremgår ingen af beløbene af "mellemregningen" med H2, jf. bilag 10. I øvrigt bemærkes, at der i perioden 1998-2000 kun er sket et køb via H2 (jf. tabel 1), og at dette køb langt fra udgjorde DKK 3,2 mio. (24. november 2000 USD 29.250,-/DKK 258.637,-).

 

Selv hvis de samlede investeringer via H1 og H2 tages i betragtning, jf. opgørelsen fremlagt som bilag 12, fremgår det, at investeringen i 1998 blot udgjorde USD 40.643,-/DKK 255.356,-, samt at de samlede nettoinvesteringer i 1998-2000 blot udgjorde USD 211.883,-/DKK 1.559.192,-, og dermed langt mindre end det beløb H2 påstås at have finansieret. Trods opfordring hertil (opfordring (3)) har sagsøgeren ikke kunnet redegøre for, hvad det overskydende beløb blev anvendt til, herunder om beløbet blev indsat på en bankkonto i sagsøgerens navn.

 

Ud over ovennævnte indvendinger mod de efterfølgende opgørelser af "mellemregningen" mellem sagsøgeren og H1/H2 (bilag 10-12) bemærkes, at H1/H2, såfremt opgørelserne er i overensstemmelse med de faktiske forhold, må være i besiddelse af dokumentation herfor. En sådan dokumentation i form af bogføringsmateriale, regnskaber m.v. fra H1/H2 er imidlertid ikke fremlagt, hvilket skal komme sagsøgeren bevismæssigt til skade.

 

Selv hvis bogføringsmateriale m.v. fra H1/H2 fremlægges, vil det imidlertid ikke udgøre fyldestgørende dokumentation for, at sagsøgerens investeringer i olie- og gasrettigheder i USA er finansieret ved lånte midler. Det fremhæves herved på ny, at det har formodningen imod sig, at en nettofinansiering på over kr. 2 mio. i de omtvistede indkomstår (hvortil kommer de betydelige investeringer i de efterfølgende indkomstår) er sket uden fyldestgørende skriftlig dokumentation herfor, herunder for eventuelle låne- og/eller hæftelsesforhold.

 

Trods gentagne opfordringer (opfordring (2) og (9)) hertil, har sagsøgeren imidlertid ikke kunnet fremlægge lånedokumenter, bankbilag eller lignende, ligesom der ikke foreligger dokumentation for, at sagsøgeren ved købet af olie- og gasrettighederne har påtaget sig en hæftelse, som har kunnet gøres til genstand for belåning. Det fremhæves herved særligt, at sagsøgeren ikke har fremlagt dokumenter, hvoraf en sådan hæftelse fremgår. Dette skal komme sagsøgeren bevismæssigt til skade.

 

Dette er særligt klart for så vidt angår H1, hvor sagsøgeren, såfremt en hæftelse svarende til den aftalte købesum blev gjort gældende over for ham af tredjemand, vil kunne fremlægge dokumentation for, at købesummen er fuldt ud betalt, jf. bilag Fc. For så vidt angår H2 har sagsøgeren end ikke fremlagt tegningsaftalerne, hvorfor det er særligt klart, at der ikke foreligger det fornødne bevis for, at der ved købet er påtaget en hæftelse. Købene hos H2 fremtræder da også som betalt, jf. bilag Fd, side 2-3.

 

Sagsøgerens opfordringer i processkrift II, side 2, 1. og 2. afsnit, om, hvorvidt bilag 10 og 11 udgør dokumentation for det økonomiske mellemværende mellem H2/H1 og sagsøgeren i årene 2000-2006 kan således - fortsat - besvares benægtende.

 

Sammenfattende bestrides det, at sagsøgeren har godtgjort, at investeringerne er sket for lånte midler, og at skønnene derfor skulle være baseret på et forkert grundlag eller have ført til et åbenbart urimeligt resultat.

 

Det bestrides som udokumenteret, at sagsøgerens landbrugsvirksomhed er sammenlignelig med landbrugene nævnt i oversigterne fremlagt som bilag 6 og 7, og i alle tilfælde udgør de statistiske oplysninger ikke dokumentation for, at investeringerne i olie- og gasrettighederne er sket med beskattede eller indkomstopgørelsen uvedkommende midler.

 

Det påhviler ikke SKAT at føre bevis for, hvorfra de midler, som har finansieret det negative privatforbrug hidrører, samt at en indkomst er skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4, hvad enten den hidrører fra (er indtjent i) Danmark eller ikke.

 

Ligeledes påhviler det ikke SKAT - heller ikke efter officialmaksimen - at indhente oplysninger hos tredjemand. SKAT kan derimod basere skønnet på de oplysninger, som SKAT er i besiddelse af.

 

Det fastholdes - også derfor - at sagsøgerens manglende/mangelfulde opfyldelse af sagsøgtes opfordringer skal tillægges processuel skadevirkning for sagsøgeren, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2. Det bemærkes herved også, at sagsøgeren ikke har dokumenteret, at han har forsøgt at fremskaffe den pågældende dokumentation, og at det skyldes den - danske - 5 årige opbevaringspligt, at dokumentationen ikke kan fremlægges. Selv hvis dette er tilfældet, kommer det sagsøgeren bevismæssigt til skade, at han ikke i tide har sikret sit bevis.

 

2. Ad formaliteten

 

Det bestrides, at skatteansættelserne for indkomstårene 1998-2002 er forældede, jf. skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27.

 

Ifølge skatteforvaltningslovens § 26 kan told- og skatteforvaltningen ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes.

 

Uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26 kan en ansættelse af indkomstskat foretages eller ændres bl.a. hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Ansættelsen skal varsles senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen er kommet "til kundskab" om det forhold, som begrunder fravigelsen af fristerne i § 26.

 

Sagsøgeren selvangav i 1998-2002 et privatforbrug på henholdsvis kr. 117.477,-, kr. 117.857,-, kr. 174.083,-, kr. 128.966,- og kr. 126.385,-, men ved opgørelsen af sin formue og privatforbruget modtog sagsøgeren ubestridt ikke udgifterne til køb af gas- og olierettigheder på henholdsvis kr. 255.356,-, kr. 592.479,-, kr. 989.637,-, kr. 798.579,- og kr. 796.533,- (jf. tabel 1).

 

Idet det bemærkes, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig, uanset hvorfra i verden den stammer, jf. statsskattelovens § 4, gøres det gældende, at det som minimum er groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at sagsøgeren ikke selvangav de betydelige beløb, som han anvendte til investeringerne i de omtvistede indkomstår.

 

Det er i den forbindelse uden betydning, at "... sagsøger ikke kunne gennemskue, at den indgåede administrationsaftale alene vedrørte de amerikanske forhold", jf. sagsøgerens processkrift II, side 3, 1. afsnit, hvorved også bemærkes, at sagsøgeren trods opfordring (opfordring 12) hertil har valgt ikke at fremlægge administrationsaftalen.

 

Sagsøgeren har således tilbageholdt væsentlige oplysninger om sin korrekte formue, der har bevirket, at opgørelsen af privatforbrugene blev forkert. Sagsøgeren har dermed bevirket, at skattemyndighederne har foretaget ansættelsen af indkomsten på et urigtigt og/eller ufuldstændigt grundlag.

 

Fristen på 6 måneder i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, skal, jf. også replikken, side 3, sidste afsnit, regnes fra kundskabstidspunktet, og der har - i hvert fald til og med stævningen, side 3, 2. afsnit - mellem parterne været enighed om, at det sagsøgte modtog i marts 2007 var kontrolbilag fra udlandet "... indeholdende oplysninger om, at sagsøger i 2003 havde modtaget afkast i form af "working interest" fra olie- og gasfelter". Dette fremgår også udtrykkeligt af sagsøgerens processkrift II, side 2, 1. afsnit.

 

Det modtagne materiale er på sagsøgerens opfordring i processkrift II, side 4, 1. afsnit, fremlagt som bilag X, og som det fremgår - jf. også skattemyndighedernes skrivelse af 16. marts 2007 (bilag A) - vedrører materialet udelukkende det i indkomståret 2003 opnåede afkast/bruttoresultat. Af materialet fremgår imidlertid intet om, at sagsøgeren har foretaget investeringer i olie- og gasrettigheder i USA, endsige tidspunkterne herfor og størrelsen af investeringerne.

 

Sagsøgeren anfører i processkrift III, side 1, 1. afsnit, at det er "tankevækkende at bilaget [bilag X] først fremlægges nu ...", hvilket - selvsagt - beror på, at der ikke tidligere har været tvist om, hvilke oplysninger skattemyndighederne modtog, og at sagsøgeren ikke tidligere har anmodet om fremlæggelse af bilaget. I øvrigt bemærkes, at materialet fremlagt som bilag X helt svarer til det materiale, som sagsøgeren selv ved skrivelsen fremlagt som bilag B fremsendte til skattemyndighederne den 12. april 2007.

 

Idet skattemyndighederne på baggrund af de modtagne kontrolbilag end ikke havde oplysninger nok til at foretage skatteansættelsen for indkomståret 2003 for så vidt angår investeringerne (men blot for afkastet/overskuddet af virksomheden, jf. bilag C), er det åbenbart, at sagsøgte - heller - ikke kunne ændre sagsøgerens skatteansættelse for 1998-2002 på dette tidspunkt.

 

Først ved sagsøgerens skrivelse af 27. september 2007 (bilag F) fik skattemyndighederne oplysninger om, at sagsøgeren havde foretaget betydelige investeringer, herunder at han også have været investor forud for 2003. Fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, kan derfor tidligst regnes fra dette tidspunkt, og da skattemyndighederne fremsendte forslag til afgørelse den 11. december 2007 (bilag G-L), er fristen overholdt.

 

I øvrigt bemærkes, at sagsøgeren selv i skrivelserne af 3. maj og 4. juli 2007 (bilag D og 6) har anmodet om fristforlængelse, ligesom sagsøgeren på daværende tidspunkt oplyste, at sagsøgeren ikke havde den fornødne dokumentation til at kunne afdække hele sagen. Det forekommer åbenbart, at skattemyndighederne - når sagsøgeren ikke selv var i besiddelse af tilstrækkelig dokumentation til at kunne afdække sagen - heller ikke har været i besiddelse heraf.

 

At skatteansættelserne ikke er forældede understreges også af, at sagsøgeren ikke har bestridt, at indkomsten for de samme indkomstår ved de selvsamme afgørelser kunne forhøjes/nedsættes med afkast/afskrivninger.

 

Rettens begrundelse og afgørelse

 

Ad formaliteten

 

Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, at told- og skatteforvaltningen ikke kan varsle foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, og at ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes.

 

Af skatteforvaltningslovens § 27 fremgår, at en ansættelse af indkomstskat kan foretages eller ændres uanset fristerne i § 26, blandt andet hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. § 27, stk. 1, nr. 5.

Ansættelsen skal i medfør af § 27, stk. 2, varsles senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen er kommet til kundskab om det forhold, som begrunder fravigelsen af fristerne i § 26.

 

Det er ubestridt, at sagsøgeren i årene 1998-2002 ikke hverken i sine selvangivelser eller sine regnskaber medtog udgifterne til køb af gas- og olierettigheder. Retten finder efter det fremkomne, at det må betragtes som groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at sagsøgeren ikke medtog de beløb, som han anvendte til investeringerne, og at skattemyndighederne som følge heraf foretog ansættelsen af sagsøgerens indkomst på et urigtigt og/eller ufuldstændigt grundlag.

 

Efter det fremkomne fik skattemyndighederne først ved sagsøgerens skrivelse af 27. september 2007 oplysninger om, at sagsøgeren havde foretaget betydelige investeringer i årene forud for 2003. Fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, må derfor regnes fra dette tidspunkt, hvorefter sagsøger ikke kan få medhold i, at fristen er overskredet.

 

Ad realiteten

 

Det er ubestridt, at sagsøgeren i regnskaber og selvangivelser for de omhandlede år ikke oplyste, hverken at han havde foretaget investeringer i olie-og gasrettigheder i USA, eller hvad afkastet af investeringerne var.

 

Det følger af skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4, at skattemyndighederne herefter var berettiget til skønsmæssigt at fastsætte sagsøgerens skattepligtige indkomst.

 

Det er sagsøgerens bevisbyrde, at investeringerne - som det er gjort gældende under sagen - er sket for lånte midler, at skattemyndighedernes skøn er baseret på et forkert grundlag, og at skønnene har ført til et åbenbart urimeligt resultat.

 

Retten finder, at sagsøger As forklaring om finansieringen af de foretagne investeringer ikke i tilstrækkelig grad er understøttet af objektive beviser. Det kan som følge heraf ikke anses for bevist, at investeringerne er foretaget for lånte midler. De fremlagte tegningsaftaler og kvitteringerne af 14. september 1999, og af 11. og 18. februar samt 20. marts 2000 efterlader alle et indtryk af, at der er sket såvel betaling som tilbagebetaling mellem parterne.

 

De fremlagte erklæringer fra henholdsvis H2 af 5. februar 2008 og H1 af 29. april 2009 er af en sådan generel karakter, at de ikke kan anses for at være tilstrækkelig dokumentation for, at sagsøgeren i årene 1998-2002 har optaget lån til finansiering af investeringerne. De udaterede erklæringer fra KL og DM (bilag 10 og 11) findes efter deres karakter og indhold heller ikke at kunne tjene som tilstrækkeligt bevis for, at sagsøger har finansieret sine investeringer med lån fra de pågældendes organisationer.

 

Retten har herunder tillige lagt vægt på, dels at der undervejs i sagen er fremkommet modstridende oplysninger om, hvad H1 kunne fremskaffe af oplysninger og dokumentation, og dels at der ved enkelte beløb forekommer at være et sådant sammenfald mellem de oplyste beløb i henholdsvis USD og DKK, at det efterlader indtryk af, at opgørelserne er konstrueret til brug for sagen.

 

Det kan efter det anførte heller ikke anses for godtgjort, at SKATs skøn er foretaget på et forkert grundlag, eller at forhøjelsen har medført et åbenbart urimeligt resultat.

 

Som følge heraf frifindes sagsøgte, og sagsøger pålægges at betale sagsomkostninger som nedenfor bestemt. Ved fastsættelsen af sagens omkostninger er taget udgangspunkt i de vejledende satser, som retten ikke har fundet anledning til at fravige. Sagsøgte er endvidere tillagt omkostninger vedrørende udarbejdelse af materialesamling.

 

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

 

Sagsøgte, Skatteministeriet frifindes.

 

Sagsøger, A, skal inden 14 dage i sagsomkostninger til sagsøgte betale 70.000 kr. inkl. moms.

 

Sagsomkostningerne forrentes i medfør af rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter