Dato for udgivelse
14 May 2012 11:24
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
02 May 2012 14:06
SKM-nummer
SKM2012.283.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
11. afdeling, B-3185-11
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Registrerings- og vejbenyttelsesafgift
Emneord
Pirattaxa, orkesterbus, afgiftsfritaget
Resumé

  
Efter bevisførelsen, herunder de afgivne forklaringer, lagde landsretten til grund, at appellanten i sin afgiftsfritagne orkesterbus var kørt ind og standset ved et busstoppested nytårsaften og spurgt vidnet, KK, om KK og dennes daværende kæreste ville have et lift.

Sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, herunder tiden og stedet for appellantens tilbud om transport samt politiassistenternes forklaring om, at der ikke var instrumenter i bilen, da appellanten efterfølgende blev standset, fandt landsretten herefter, at appellantens anvendelse af køretøjet ikke var i overensstemmelse med betingelserne for afgiftsfritagelsen.

Skattemyndighederne havde derfor været berettiget til at opkræve registreringsafgift fra appellanten.
  

Reference(r)

Registreringsafgiftsloven § 2, stk. 1, nr. 6, litra d
Registreringsafgiftsloven § 2, stk. 3
  

Henvisning
Den juridiske vejledning 2012-1 E.A.8.1.3.3

Parter

A
(advokat Susanne Hjortgaard)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat David Auken)

 Afsagt af landsdommerne

 Karsten Bo Knudsen, Gitte Rubæk Pedersen og Mette Undall-Behrend (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 27. september 2011 (BS 10E-3808/2010) er anket af A med påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at køretøjet ... ikke er anvendt i strid med registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, litra 6 d, og at yderligere registreringsafgift ikke kan opkræves.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet forklaringer af A, BA og KK.

A har forklaret, at han havde det hvide tøj på, der ses af foto i sagen. Han havde ikke nogen bæltetaske på. Han opfattede de to personer på vejen som fulde mennesker. Der er ikke noget halvtag ved det pågældende busstoppested på ...6.

De skulle spille kl. 00.30, og han kørte hjemmefra omkring kl. 00.00. De øvrige orkestermedlemmer ventede på ham på stedet, hvor de skulle spille. Han har to andre biler.

BA har forklaret, at hun er datter af A. Hun skulle spille i orkester sammen med sin far og flere andre på G1, der er beliggende på ...1. Det er et pizzeria. De plejer at spille nytårsnat for at fejre hendes fars fødselsdag. De inviterer familie og venner til arrangementet.

Hun sad og ventede sammen med orkestret. De ville gerne have haft, at hans far var der kl. 00.00, men han kom først omkring kl. 00.30. Da han kom, bar de øvrige orkestermedlemmer instrumenterne, der befandt sig i bilen, ind i pizzeriaet.

KK har forklaret, at hun stod ved busstoppestedet, hvor hun sammen med sin daværende kæreste ventede på bussen. Kæresten havde været på hospitalet, fordi han havde drukket for meget. Hun havde selv drukket noget om aftenen, men var ikke særlig beruset, og hun var i stand til at hjælpe kæresten med at komme til og fra hospitalet. Mens de ventede, prøvede hun at ringe til sin storebror for at få ham til at hente dem. En person kørte forbi og sagde, at bussen ikke kom, og han spurgte, hvor de skulle hen, og om han skulle give dem et lift. Det afslog hun. Hun husker ikke, hvordan bilen så ud. Efterfølgende kom politiet og rettede henvendelse til dem.

Den pågældende, der rettede henvendelse til dem, stod ikke ud af bilen, men kørte ind ved busstoppestedet. Hun erindrer ikke, at han talte med accent. Hun kan ikke svare på, om A var den person, der rettede henvendelse til dem.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter forklaringen fra KK sammenholdt med forklaringerne fra politiassistent SU og politiassistent LJ lægger landsretten til grund, at A kørte ind og stoppede ved busstoppestedet, og at han spurgte KK og dennes daværende kæreste, om de ville have et lift.

Efter forklaringerne fra politiassistent SU og politiassistent LJ om, at der ikke var instrumenter i bilen, da de standsede A, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, herunder om tiden og stedet for As tilbud om transport til de to for ham ukendte, der ventede ved busstoppestedet, finder landsretten, at det er godtgjort, at han på daværende tidspunkt ikke benyttede bilen i overensstemmelse med betingelserne i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, litra d. BAs forklaring for landsretten om, at hendes far efterfølgende ankom til pizzeriaet medbringende instrumenter kan ikke føre til en ændret vurdering.

Landsretten tiltræder herefter, at A retmæssigt er opkrævet registreringsafgift.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten med i alt 15.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, A, betale 15.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter