Indhold

Dette afsnit handler om, en af de betingelser renteudgifter skal opfylde for at kunne fradrages.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

For at renteudgifter kan fradrages, skal der være en låneaftale, som både indeholder en retlig bindende forpligtigelse til at betale gælden og forrente gælden. Det er en betingelse for fradrag, at dette kan dokumenteres. Reglen om, at renteudgifter skal opfylde visse betingelser for at kunne fradrages, har dannet sig ud fra praksis.

Ved vurderingen af, om der er en reel fordring mod debitor, bliver der bl.a. lagt vægt på, at pligten til at tilbagebetale gælden ikke er knyttet til uvisse fremtidige betingelser.

Hvis der er interessefællesskab mellem debitor og den påståede kreditor, har debitor en skærpet bevisbyrde for, at der foreligger en retligt bindende forpligtelse til at betale gæld og renter til kreditor. Der anses at være interessefællesskab mellem den påståede kreditor og debitor, hvis der fx er tale om familie- eller koncernforhold.

Der skal være tale om reelle renteudgifter. En beregnet rente, der ikke er vederlag for at stille kapital til rådighed, men betales for at tilgodese andre hensyn, kan ikke fradrages som en renteudgift.

Hvis baggrunden for, at der skal betales en rente er et skattearrangement, kan skatteyderen ikke få fradrag for renter.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området: 

Afgørelse 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2011.97.HR

Højesteret fandt, at A ikke havde fradrag for renter på et lån, der var ydet fra en fond i Liechtenstein. Fonden i Liechtenstein var tidligere blevet tilsidesat som et selvstændigt retssubjekt. A var i familie med en af fondens stiftere, og Højesteret fandt, at henset til de familiemæssige relationer mellem A og B, må beviskravene til, at der er et reelt gældsforhold og en retlig forpligtelse til at betale renter, skærpes.

"Lån" fra en udenlandsk trust, som var tilsidesat som selvstændigt retssubjekt - familiemæssig relation til en af stifterne - skærpet bevisbyrde

SKM2009.487.HR

A havde i 1997 og 1998 foretaget fradrag for renter på et familielån. Retten fandt, at der som følge af familieforholdet til faderen var en skærpet bevisbyrde for, at der forelå et reelt gældsforhold samt en retlig pligt til at forrente gældsforholdet. Retten fandt ikke denne bevisbyrde løftet henset til, at en "bekræftelse" af låneaftalen var udarbejdet mere end to år efter, at lånet angiveligt blev ydet, og at udarbejdelsen var sket til brug for dokumentation af rentefradraget. Desuden lagde retten vægt på, at "bekræftelsens" vilkår om hovedstol og forrentning ikke stemte overens med en næsten samtidig udarbejdet oversigt over lånets afvikling. Retten lagde også vægt på, at A ikke havde selvangivet renteudgiften i indkomståret 1997, og at der ikke løbende var beregnet eller tilskrevet renter, ligesom faren på intet tidspunkt havde søgt hovedstolen eller påløbne renter inddrevet.

Lån hos far - skærpet bevisbyrde - dokumentation udarbejdet i forbindelse med skattesagen

SKM2007.90.HR

A havde fratrukket renteudgifter fra et gældsforhold indgået med familiemedlemmer i Syrien. Vestre Landsret havde fastslået, at A ikke havde godtgjort, at der bestod et reelt gældsforhold med en retlig forpligtelse til at betale renter, hvorfor rentefradrag efter SL § 6, stk. 1, litra e, blev nægtet. Af de grunde, der var anført af landsretten, og da det der var fremkommet for Højesteret, ikke kunne føre til et andet resultat, stadfæstede Højesteret dommen.

Lån hos familie i Syrien - ikke retligt forpligtet

SKM2002.226.HR

Et kommanditselskab underskrev et pantebrev den 22. december 1992, men gælden skulle ifølge ordlyden forrentes allerede fra den 1. december 1992. Højesteret fastslog, at debitor først ved underskriften den 22. december 1992 påtog sig en aktuel gældsforpligtelse. En kommanditist kunne derfor ikke foretage fradrag for renter, som var påløbet før dette tidspunkt.

Gæld opstået før et pantebrev var underskrevet, kunne ikke fradrages, da der ikke havde været en aktuel gældsforpligtelse.

TfS 2000, 542 HR

A havde sammen med 3 andre investorer købt hver for en million kr. anparter i et anpartsselskab, som var ejet af en udenlandsdansker. Købesummen skulle betales ved, at investorerne hver skulle betale sælgeren eller dennes livsarvinger en årlig ydelse på 145.200 kr. i 12 år, dog ikke ud over sælgeren eller dennes daværende hustrus levetid. Højesteret fandt, at den løbende ydelse som betaling for anparterne ikke kunne anerkendes som en løbende ydelse i en gensidigt bebyrdende aftale, jf. LL § 12. A kunne heller ikke fradrage en del af den løbende ydelse som en renteudgift, da der ikke på forhånd var indgået aftale om betaling af renter.

Renten var ikke aftalt på forhånd

TfS 1999, 404 HR

I 1992 og 1993 havde A fratrukket renter vedrørende lån optaget hos nærtstående. Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte A's forklaring om, at der ved udgangen af 1993 fortsat var en tilbagebetalingsforpligtelse.

Nærtstående - tilbagebetalings-
forpligtelse

Landsretsdomme

SKM2012.586.ØLR Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt A havde krav på rentefradrag i 2006 og 2007 i forbindelse med hævdede afdrag på rente i medfør af et gældsbrev oprettet i 1996. Byretten fandt, at låneforholdet var etableret mellem interesseforbundne parter, idet A havde et langt og tæt venskab med gældsbrevets kreditor. Året forinden havde de to parter oprettet et gældbrev på samme beløb og tilsvarende vilkår, hvor A i stedet var kreditor, og den interesseforbundne part var debitor. Gældsbrevene blev efterfølgende overdraget til en række selskaber, hvori de to parter havde bestemmende indflydelse. Retten fandt, at bevisbyrden var skærpet som følge af interessefællesskabet og det udsædvanlige låneforhold. Byretten fastslog herefter, at A ikke havde godtgjort, at der var tale om et reelt lån med en retlig forpligtelse til at betale renter, hvorfor skatteyderen ikke kunne få fradrag for de opgjorte renteudgifter.

Landsretten stadfæstede byrettens dom.

 

SKM2011.583.ØLR

Selskab S havde lånt penge af et holdingselskab hjemmehørende i Gibraltar.

Landsretten anså det for dokumenteret, at ejendomsselskabet S havde fået tilført midler, svarende til gældsbeløbet på godt 2,2 mio. kr., og at S i årene 1997 - 2001 havde betalt faste månedlige beløb på kr. 42.459,18, svarende til forrentningen ifølge gældsbrevet på 12 pct. p.a. og et årligt administrationshonorar på 240.000 kr. I perioden 2002 - 2004 ophørte S med betalingerne, men optog i sine reviderede regnskaber gælds- og rentebeløb, svarende til en nedsat forrentning af gælden på 9 p.a. og et årligt administrationsbidrag på 252.000 kr., inden S i marts 2008 betalte holdingselskabet et beløb, svarende til gælden. Landsretten fandt på den baggrund, at S - uanset at der var tale om interesseforbundne parter og der gælder skærpede krav til dokumentationen - havde godtgjort, at S havde modtaget de omhandlede beløb som lån fra holdingselskabet eller A.

Renter kunne derfor fradrages.

Lån mellem selskaber - interessefor-
bundne parter 

SKM2010.278.ØLR

A hævdede, at han havde optaget lån hos sin fætter i Israel. Landsretten bemærkede, at fradrag for renteudgifter forudsætter, at gældsforholdet indeholder en retlig bindende forpligtelse såvel til at betale gælden som til at forrente den. A's forklaring og de afgivne forklaringer om lån var ikke således bestyrket ved objektive kendsgerninger i form af kontoudskrifter eller andet, at eksistensen af familielånene og pligten til at forrente dem kunne anses for godtgjort.

Familielån

SKM2009.245.ØLR

Sagsøgeren havde ikke godtgjort, at betalinger efter et retsforlig til en bank og dens helejet factoringselskab i skattemæssig henseende skulle anses for betaling af renteudgifter til banken ud over de allerede godkendte renter.

Ikke dokumenteret, at der var tale om betaling af renteudgifter.

SKM2008.82.ØLR

Sagsøgerne var sambeskattede, og sagsøger 1 var kommanditist i et kommanditselskab. Et aktieselskab havde på vegne af kommanditselskabet opført en fast ejendom, og sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt kommanditselskabet havde betalt byggerenter til aktieselskabet, som sagsøgerne kunne fratrække deres forholdsmæssige andel af.

Landsretten udtalte, at det påhvilede sagsøgerne at dokumentere, at det omtvistede beløb udgjorde renteudgifter vedrørende et gældsmellemværende, og at beviskravet var skærpet som følge af interessefællesskabet mellem de involverede selskaber og det betydelige personsammenfald. Rentebeløbet var beregnet af revisor, og der forelå ikke en skriftlig aftale om lån og forrentning heraf. Under disse omstændigheder fandt landsretten det ikke godtgjort, at der var indgået en aftale om, at det påståede tilgodehavende skulle forrentes. Landsretten lagde herved også vægt på, at beløbet i en faktura ikke var angivet som rente, at beløbet ikke svarede til det rentebeløb, der var bogført på en mellemregningskonto, samt at der i fakturaen var opkrævet moms af beløbet.

Kommanditist - interessefællesskab -
skærpet beviskrav 

SKM2005.229.ØLR

Et moderselskab påstod rentefradrag for kr. 60.000,-, der var betalt til et datterselskab.

Landsretten udtalte, at bevisbyrden for, at der var tale om renteudgifter vedrørende et gældsmellemværende, påhvilede moderselskabet, og at beviskravet var skærpet som følge af interessefællesskabet mellem de to selskaber.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at der var indgået aftaler om, at det påståede tilgodehavende skulle forrentes. Videre fandt landsretten det ikke godtgjort, at det betalte beløb var beregnet som rente, hvorved landsretten bemærkede, at det korrekt beregnede rentebeløb efter en vidneforklaring var mindre end det faktisk opkrævede, at det ved opkrævningen af de kr. 60.000,- ikke blev angivet, at fakturaen vedrørte en rentebetaling, og at der blev opkrævet moms. Landsretten fandt det herefter ikke godtgjort, at moderselskabet havde afholdt en fradragsberettiget renteudgift.

Ikke dokumenteret, at der var en renteudgift vedrørende et gældsforhold

SKM2005.223.ØLR

A kunne ikke få fradrag for renteudgifter, da de omhandlede lån ikke var retligt bindende aftaler, men kun indholdsløse dispositioner i A's bogholderi og derfor savnede realitetsindhold (var fiktive).

Fiktive låneaftaler - ikke retligt bindende aftale

SKM2003.478.ØLR

Landsretten fandt, ud fra en konkret vurdering af hele arrangementet sammenholdt med formålet med bestemmelsen i PSL § 13, stk. 6, at den påståede gældsforpligtelse og deraf følgende forpligtelse til at betale renter ikke kunne tillægges skattemæssig betydning. Landsretten fandt, at der på generalforsamlingen kun var truffet en upræcis beslutning, som der først 10 måneder senere blev fulgt op på med en skrivelse til kommanditisterne. Der var heller ikke blevet udsendt rykkerskrivelser, og gælden var på ingen måder forsøgt inddrevet.

 

SKM2003.210.ØLR

A havde lånt et stort beløb af et Panamaselskab, som var ejet af hans mor.

Landsretten fandt, at da der reelt var tale om en låneaftale mellem mor og søn, hvilket A først meget sent i sagsforløbet havde klarlagt, og hvor der på fordelagtige vilkår var ydet lån af en ikke ubetydelig størrelse, og begge parter i låneforholdet havde set stort på den aftalte betalingstermin og på etablering og opretholdelse af sikkerhedsstillelser for lånene, måtte der stilles skærpet krav til As bevis for, at der var tale om egentlig långivning med reel forpligtelse til at betale renter.

Landsretten fastslog videre, at de bankoplysninger, som A havde valgt at fremlægge i sagen sammen med det øvrige materiale i sagen, kun gav et begrænset indblik i transaktionerne mellem det långivende selskab og A, eller de af ham kontrollerede selskaber. Da A således ikke havde tilvejebragt en fyldestgørende og sammenhængende beskrivelse af pengestrømmene vedrørende låneforholdet, fandtes det ikke bevist, at hans påståede rentefradrag var knyttede til reelle kapitaltilførsler fra Panamaselskabet.

Lån hos Panamaselskab ejet af skatteyderes mor - skærpede beviskrav til retlig forpligtelse

SKM2002.344.VLR

A fik ikke fradrag for den del af renter, som ikke kunne dokumenteres.

Manglende dokumentation

SKM2001.90.ØLR

En række gældsforhold var oprettet mellem personer og selskaber med nært interessefællesskab. Omstændighederne ved gældsforholdenes oprettelse og gældsbrevenes atypiske vilkår indebar, at det påhvilede sagsøgerne at godtgøre, at der har bestået en retlig forpligtelse til at tilbagebetale og forrente disse gældsforhold, og denne bevisbyrde var ikke løftet. Under hensyn lånearrangementernes usædvanlige karakter måtte der stilles strenge krav til beviset for realiteten af renteforpligtelserne. I mangel af dokumentation fandt landsretten det ikke bevist, at indbetalinger til en række selskaber og en fond var sket med sagsøgernes private midler, hvorfor rentefradrag blev nægtet.

Manglende dokumentation for at der var et låneforhold og betalt renter

TfS 1999, 201 VLR

Selskab A havde foretaget fradrag for renter på lån, som efter låneaftalen var ydet af selskab K i Liechtenstein. Selskab A's hovedaktionærer var døtre af direktøren i K. Landsretten bemærkede, at selskab A og K var interesseforbundne parter. K's direktør kunne efter det oplyste råde frit over K's midler. Der var tale om lån uden sikkerhed og i en størrelse, som betydeligt oversteg K's egenkapital. Derfor måtte der stilles skærpede krav til beviset for, at der forelå et reelt gældsforhold. Det blev ikke bevist, at der mellem parterne havde bestået et gældsforhold, hvor A havde haft en retlig forpligtelse til at betale renter af gælden. Der var derfor ikke fradrag for renterne.

Interesseforbundne selskaber - ikke retlig forpligtelse til at betale renter

TfS 1999, 180 ØLR

A fratrak i 1993 renter for lån, som var angivet ydet af familiemedlemmer bosat i Israel. Landsretten tiltrådte, at der må stilles skærpede krav til beviset for, at lån er reelle og medfører pligt til at betale renter, når der er tale om familieforhold. Landsretten fandt, at det beskrevne bilagsmateriale talte for, at der var reel låneforpligtelse og forpligtelse til at betale renter. Landsretten tillagde det særlig betydning, at bilagene stammede fra tiden forud for skattevæsnets anmodning om dokumentation for låneforholdene. Det forekom ikke sandsynligt, at de skulle være fremstillet med henblik på en skattesag som den foreliggende, hvilket de heller ikke i øvrigt bar præg af. A ansås at have løftet sin relativt tunge bevisbyrde for, at renteudgiften var reel.

Familie i udlandet - skærpede beviskrav opfyldt

TfS 1999, 132 ØLR

A var deltager i et investeringsarrangement, hvor A havde optaget lån i et canadisk selskab og anvendt lånebeløbet til køb af obligationer udstedt af et andet canadisk selskab. Arrangementet var uden økonomisk og forretningsmæssig realitet og kunne ikke godkendes skattemæssigt. A fik derfor ikke fradrag for nettorenteudgiften.

Skattearrangement

TfS 1990, 149 ØLR

A's nu afdøde ægtefælle deltog fra 1971 i det af Mogens Glistrup etablerede administrationssystem, idet han optog lån på 119.000 kr. mod sikkerhed i sin faste ejendom. Senere blev pantegælden øget med yderligere 125.000 kr. Pantegælden skulle forrentes med 16 pct. p.a., og renten skulle betales 11/6 og 11/12. Der skulle ikke betales afdrag. A's ægtefælle fik i 1972 udbetalt 35.000 kr. kontant til køb af bil, og i 1978 betales over hans konto 13.948 kr. til dækning af restskat. Endvidere blev der udstedt gavebrev til 3 børnebørn på 40.000 kr. til hver. For disse blev der købt pantebreve, som blev deponeret i en bank. Retten fandt at deltagelse i det af Mogens Glistrup etablerede administrative system var et arrangement uden erhvervsmæssig og økonomisk realitet og uden skattemæssig betydning. Låneaftalen blev ikke efterlevet af parterne, da rentebetalinger ikke skete til de fastsatte terminer og - indtil de ophørte - kun udgjorde ca. 3/4 af de fastsatte beløb. De udbetalinger, der skete fra systemet til de nævnte enkeltstående dispositioner, oversteg ikke de samlede indbetalinger til systemet. Udbetalingerne til dispositionerne kunne herefter ikke anses for retsgyldige lån. Der var derfor ikke fradragsret for renteudgifterne.

Mogens Glistrups administrationssystem - ikke retsgyldig forpligtelse -skattearrangement

Skd 1981.53D (Vester landsrets dom)

A lånte i forbindelse med køb af en landejendom 100.000 kr. af sin svigerfar i 1970. A udstedte et pantebrev for gælden, som blev forrentet med 6 pct. p.a. I 1973 overdrog svigerfaren som gave pantebrevet til A's datter på 2 år. Overdragelsen blev ordnet af en advokat, der foretog gaveanmeldelse. Efter bevisførelsen fandt Landsretten, at der påhvilede A en retlig forpligtelse over for datteren i overensstemmelse med pantebrevets indhold, og A var derfor retligt forpligtet til at betale renterne. Herefter samt efter det i sagen i øvrigt oplyste fandtes A, uanset at reglerne om værgens beføjelser og pligter muligt var tilsidesat, at have været berettiget til at fradrage renteudgifterne.

Retligt forpliget - lån hos mindreårig datter

Byretsdomme

SKM2013.435.BR Retten udtalte, at A havde bevisbyrden for låneforholdets realitet. Lånet blev ydet i norske kroner af et selskab i Panama til en årlig rente på 34,883 % uden sikkerhedsstillelse. Som dokumentation for låneforholdet havde sagsøgeren alene fremlagt kopi af et lånedokument, idet originalen ifølge sagsøgerens forklaring var sendt til den schweiziske bank. Sagsøgeren havde ikke fremlagt det originale lånedokument eller en bekræftet kopi heraf. Det var uoplyst, hvem der ejede selskabet i Panama, og forløbet forud for udbetalingen af beløbet, herunder forhandlingerne om lånevilkårene, var udokumenteret. Långiver havde ikke kvitteret for indfrielsen af lånet, og sagsøger ville ikke under sagens forberedelse medvirke til indhentelse af relevante oplysninger fra den schweiziske bank til belysning af pengestrømmene mellem ham og selskabet i Panama. Retten fandt på den baggrund ikke, at sagsøgeren havde bevist, at renteudgifter og kurstab var knyttet til et reelt og retligt forpligtende gældsforhold.

 

SKM2011.400.BR

Retten tilsidesatte ud fra en konkret realitetsbedømmelse As (med)ejendomsret til noget leasingudstyr i USA samt rentefradragsret på et non recourse-lån i det omhandlede 10-mandsprojekt.

Non recourse-lån

SKM2010.500.BR

Sagen handlede om, hvorvidt et beløb, der blev indsat på As konto stammede fra et privat lån fra en ven i Dubai. A mente, at da der var udstedt et gældsbrev umiddelbart før beløbets indbetaling, var der både dokumentation for lånet og pengestrømmene. Beløbet var indsat på As konto af et selskab, som A hævdede varetog bankoverførsler, og de påståede afdrag på lånet var betalt til As samhandelspartner, som A hævdede videreførte afdragene til långiver. Retten lagde vægt på, at A ikke havde godtgjort, at det indsatte beløb var ydet af den person, som var anført som långiver i gældsbrevet, at lånet ikke kunne anses for endeligt afdraget på trods af gældsbrevets bestemmelser herom, og at afdrag var sket til en anden end långiver, hvorfor det ikke var godtgjort, at der var tale om et lån. 

Der forelå ikke et lån

Landsskatteretskendelser

SKM2014.147.LSR Der kunne ikke godkendes fradrag for renteudgifter hos et selskab. B havde anmeldt et krav mod selskabets konkursbo, herunder et rentekrav. Da kravet ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, kunne selskabet ikke få fradrag for renteudgifterne.

Kravet ikke tilstrækkeligt dokumenteret.

SKM2005.157.LSR Et gældsforhold blev som følge af manglende dokumentation ikke anset for reelt. Der blev derfor ikke godkendt fradrag for renteudgifter vedrørende gældsforholdet. 

 

SKM2002.436.LSR

Landsskatteretten fandt, at A ikke kunne fradrage renteudgifterne vedrørende lån optaget hos et mindreårigt barn, da lånet var ugyldigt efter den daværende myndighedslov § 34, og A derfor ikke var retligt forpligtet ifølge gældsbrevet.

Ikke retligt forpligtet - lån hos mindreårigt barn

SKM2001.620.LSR

Et selskabs betaling af godtgørelse for indfrielse af et fastrentelån før forfaldstidspunktet ansås ikke for en renteudgift

 

TfS 1995, 542 LSR

En indbetaling til en bank ifølge en renteforhøjelse på et lån blev ikke anset for en fradragsberettiget renteudgift, da den ikke hvilede på en retlig forpligtelse, da det var klageren selv, som havde anmodet banken om at forhøje rentesatsen. Årsagen til, at skatteyderen havde bedt om renteforhøjelsen var at undgå beskatning efter KGL § 7 A

Ikke retligt forpligtet

LSRM 1983.150

A havde ved et ustemplet gældsbrev i 1978 erkendt at skylde sin svoger 10.000 kr. Lånet var afdragsfrit i 10 år, hvorefter det forfaldt til betaling. For hele perioden var rentebeløbet på 25.000 kr. svarende til en årlig rente på 25 pct. Renten for hele perioden forfaldt til betaling i 1978. Under hensyn til familieforholdet og låneaftalens usædvanlige karakter, var der ikke holdepunkter for at anerkende, at der eksisterede en fradragsberettiget renteudgift.

Familieforhold og låneaftale af usædvanlig karakter. Det kunne ikke anerkendes, at der eksisterede en fradragsberettiget renteudgift.

LSRM 1978.200

A's mindreårige børn havde hver fået en gave på 39.000 kr. af deres farfar. Deres farfar ønskede, at gavebeløbet ikke blev  indsat i overformynderiet. A og hans hustru havde som værge for børnene udlånt de modtagne pengegaver til A i 1973, og der blev i den forbindelse udstedt et gældsbrev, hvorefter gælden skulle forrentes med 15 pct. Ifølge gældsbrevet kunne lånet indfries af A når som helst, også ved underhold og uddannelse til børnene. Hvis beløbene ikke var betalt, når børnene fyldte 25 år, kunne de kræve gældsbrevet indfriet. Det var oplyst, at A i 1974 kun havde betalt en del af renterne. Landsskatteretten fandt ikke, at der var en så klar og utvetydig renteforpligtelse, at fradrag kunne anses for berettiget.  

Ikke retligt forpligtet - lån hos mindreårige børn

LSRM 1955.76

A havde udstedt et pantebrev til en katolsk stiftelse med sikkerhed i A's ejendom. Pantebrevet var uopsigeligt fra kreditors side bortset fra i tilfælde af ejerskifte. Ud over almindelige pantebrevsvilkår indeholdt pantebrevet følgende bestemmelse: Skulle jeg på grund af alder eller længere tids uforskyldt arbejdsløshed stå uden nævneværdig indtægter, skal stiftelsen være forpligtet til, så længe dette forhold vedvarer, at nedsætte eller endog helt lade de af pantebrevet i dette tidsrum forfaldne renter bortfalde.

Landsskatteretten fandt, at A var berettiget til at fradrage renteudgifterne, da A ved tinglyst pantebrev havde forpligtet sig til at erlægge de fastsatte renter, og da adgangen til nedsættelse eller evt. bortfald af ydelsen ikke beroede på A's skøn, men på stiftelsens skøn.  

 

LSRM 1939.73

A havde i sin tid tegnet en livsforsikring for sine børn, som han efterfølgende ophævede, og han fik i den forbindelse udbetalt 42.500 kr. Han havde fratrukket en renteudgift på 6 pct. af beløbet. Bl.a. under hensyn til at A ikke havde pligt til at opretholde policerne, kunne renterne ikke fradrages.

 

Skatterådet

SKM2018.388.SR

 

Skatterådet bekræftede, at ”basisrenten” og ”risikotilægsrenten” opfyldte rentedefinitionen i skattemæssig forstand.

Retlig forpligtet

SKM2014.643.SR Ved en forsikringsordning, hvor et forsikringsselskab forpligter sig til at betale renter og afdrag på forsikringstagerens gæld til låntager under forsikringstagerens ufrivillige ledighed, anses forsikringstager fortsat som debitor med forpligtelse til at betale renter og afdrag til låntager, hvis låntager ikke er part i forsikringsordningen. Forsikringstageren bevarer derfor fradragsret for rentebetalingerne i denne periode. Hvis låntager derimod er part i forsikringsordningen og i medfør heraf accepterer, at forsikringsselskabet midlertidigt indtræder som debitor, har forsikringstageren ikke fradragsret for renteudgifter betalt via forsikringsydelserne, idet forsikringstageren i denne periode ikke er retligt forpligtet til at betale renterne til låntager. Hvis långiver via forsikringsaftalen accepterer, at låntager ikke længere har en betalingsforpligtelse for gælden, er låntager ikke længere debitor og har derfor heller ikke i denne situation fradragsret for renter betalt via forsikringsydelserne.

 Retligt forpligtet

SKM2013.709.SR Uanset at størrelsen på aktionærenes udlån til selskabet skal afhænge af, hvor stor en aktiekapital de har i selskabet, er der tale om en gæld, da der er en retlig forpligtelse til at betale gælden.

 

SKM2010.37.SR

SKAT udtalte, at selskaber er selvstændige juridiske enheder. At det selskab, som andelshaverne har lånt penge af skifter ejer, har ingen betydning for selskabets selvstændighed. Det afgørende for fradragsretten er, at der er stiftet et gældsforhold, hvor der påhviler debitor en retlig pligt til at forrente og tilbagebetale gælden.

Forelå der et gældsforhold inden ejerskiftet af selskabet vil ejerskiftet ikke i sig selv ændre gældsforholdet.

Retligt forpligtet

SKM2008.230.SR

Skatterådet fandt, at et moderselskab havde fradrag for udgifter til renter på et lån, der var ydet af datterselskabet, selvom låneprovenuet stammede fra en kapitalforhøjelse i datterselskabet, der tidligere samme år var foretaget af moderselskabet. Skatterådet fandt ikke, at kapitalforhøjelsen og lånet - hver for sig eller set under ét - kunne tilsidesættes skatteretligt, selvom de gennemførte dispositioner var foretaget med den forretningsmæssige begrundelse at spare i skat. Skatterådet fandt, at der var tale om et lån og ikke en udlodning, Væsentlig ved denne vurdering var, om der forelå en egentlig tilbagebetalingsforpligtelse for moderselskabet. Skatterådet vurderede, at når et beløb er ført på en mellemregningskonto og denne indgår i det reviderede årsregnskab, så taler det bevismæssigt for, at der er et retligt krav på tilbagebetaling af lånet.

Et moderselskab havde foretaget en kapitalforhøjelse i et datterselskab, som samme år blev udlånt til moderselskabet - retligt forpligtet.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter