Dato for udgivelse
15 May 2012 09:15
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
14 Dec 2011 14:30
SKM-nummer
SKM2012.286.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
09-03637
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Lønsumsafgiftspligt og registrering
Emneord
Lønsumsafgift, lønsumsafgiftspligtige aktiviteter
Resumé

Et pengeinstitut drev både momspligtig virksomhed og ikke afgiftspligtig virksomhed. Den del af lønsummen, der kunne henføres til den afgiftspligtige del, skulle fastsættes skønsmæssigt. Landsskatteretten tiltrådte SKATs skøn, hvorefter der ikke skulle henses til en omsætningsfordeling men til det skønnede reelle ressourcetræk.

Reference(r)

Lønsumsafgiftsloven § 4

Henvisning

Den juridiske vejledning 2012-1, afsnit D.B.4.7.4.3


Klagen skyldes skattemyndighedernes efteropkrævning af lønsumsafgift for perioden fra den 1. juni 2006 til den 30. april 2009.

Landsskatterettens afgørelse

Skattecentrets afgørelse stadfæstes. 

Sagens oplysninger

Det fremgår, at selskabet er et pengeinstitut, der bl.a. tilbyder lån og opsparingskonti til private og erhvervskunder. Selskabets virksomhed er koncentreret om finansielle aktiviteter, f.eks. ind- og udlånsaktiviteter, men selskabet har endvidere bl.a. leasingaktiviteter. Herudover har selskabet bl.a. kantineaktivitet.

Selskabet har et hovedsæde og i alt x filialer. I årene 2007 og 2008 havde selskabet henholdsvis x og x medarbejdere i alt fordelt på hovedsædet og filialerne.

Selskabets leasingaktiviteter omfatter salg, bevilling og etablering af kontrakter om finansiel leasing af driftsmidler samt operationel leasing af person- og varebiler under 3,5 ton samt ejendomme. Der indgås kun leasingaftaler med erhvervskunder, og det drejer sig primært om lastbiler og trailere, entreprenørmateriel, person- og varebiler, lifte, traktorer, øvrige landbrugsmaskiner, gaffeltrucks og produktionsmaskiner. Der anvendes ikke eksterne konsulenter, og selskabet udfører selv alt salgsfremmende og administrativt arbejde i forbindelse med leasing og erhvervelse af kunder.

Selskabets leasingafdeling, der er placeret i hovedsædet, omfatter seks til syv fuldtidsansatte medarbejdere, der udelukkende er beskæftiget med leasing. Afdelingen har ansvaret for rådgivning af kunder og filialer vedrørende selskabets leasingprodukter, rådgivning, salg og bevilling af leasingkontrakter til egne kunder samt rådgivning og salg i samarbejde med filialer til deres kunder. Arbejdsopgaverne omfatter også etablering af aftaler, herunder udarbejdelse af kontrakter, administration af etablerede aftaler (opkrævning af ydelser, renteændringer m.v.) og fastsættelse af priser og øvrige vilkår m.v.

Medarbejderne i leasingafdelingen fokuserer hovedsageligt på "eksterne" kunder, der ikke i øvrigt har engagementer med selskabet. Derudover påtager leasingafdelingen sig en koordinatorrolle for leasingkunder, der i forvejen har engagementer i selskabet. Selskabets repræsentant har oplyst, at selskabet ikke betaler lønsumsafgift af disse seks til syv medarbejdere, der udelukkende beskæftiger sig med leasing.

Medarbejdere i selskabets filialer, som betjener erhvervskunder, har ansvaret for formidling og kreditindstilling af leasingkontrakter vedrørende henvisninger til leasingafdelingen. For så vidt angår engagementer, som både omfatter et leasingarrangement og et almindeligt engagement i en filial, har filialen det overordnede ansvar for bankens engagement med kunden, med mindre andet er aftalt mellem filialen og leasingafdelingen. I tilfælde af restance vedrørende leasing følger filialen op på kunder, som i øvrigt er kunder i banken, mens leasingafdelingen følger op på restancer vedrørende kunder, som ikke i øvrigt er kunder i banken.

De arbejdsopgaver, som udføres hos selskabets medarbejdere i filialerne omfatter herudover bl.a. præsentation af de forskellige finansieringsmuligheder (herunder leasing), rådgivning om den enkelte kundes fordele og ulemper ved at vælge én finansieringsmulighed frem for en anden (lån kontra leasing).

(...)

Under sagens behandling i Landsskatteretten har selskabet fremlagt specificerede opgørelser over henholdsvis den momspligtige omsætning og den samlede omsætning for årene 2006, 2007 og 2008.

Under sagens behandling i skattecentret har skattecentret udarbejdet en oversigt, hvori selskabets opgørelse af lønsum vedrørende leasing m.v. er sammenlignet med et leasingselskab, G1 A/S (herefter kaldet leasingselskabet). Ved opgørelsen af oversigten for selskabet har skattecentret vedrørende antal medarbejdere taget udgangspunkt i en årlig gennemsnitsløn på 400.000 kr. Af oversigten fremgår følgende:

Selskabet

Lønsum Antal ansatte Leasingomsætning Lønsum i % af omsætning
2005 x kr. x x kr. 16,60 %
2006 x kr. x x kr. 17,50 %
2007 x kr. x x kr. 3,60 %

 

Leasingselskabet Lønsum Antal ansatte Leasingomsætning Lønsum i % af omsætning
2005 x kr. x x kr. 4,60 %
2006 x kr. x x kr. 3,50 %
2007 x kr. x x kr. 4,30 %
2008 x kr. x x kr. 3,60 %

I forbindelse med klagen til Landsskatteretten har selskabets repræsentant udarbejdet en lignende oversigt, hvor man har sammenlignet med to andre selskaber, G2 A/S og G3 A/S (herefter kaldet selskab 2 og selskab 3). Det er oplyst, at der er tale om selskaber, der tilnærmelsesvis har samme aktiviteter som selskabet, og således ikke alene har leasingaktiviteter. Af oversigten fremgår følgende:

Selskab 2

Lønsum Antal ansatte Leasingomsætning Lønsum i % af omsætning
2006 x kr. x x kr. 33 %
2007 x kr. x x kr. 32 %
2008 x kr. x x kr. 32 %

  

Selskab 3 Lønsum Antal ansatte Nettoomsætning Lønsum i % af omsætning
2005 x kr. x x kr. 36 %
2006 x kr. x x kr. 39 %
2007 x kr. x x kr. 39 %
2008 x kr. x x kr. 33 %

Skattecentrets afgørelse

Skattecentret har efteropkrævet x kr. i lønsumsafgift for perioden fra den 1. juni 2006 til den 30. april 2009, idet det af selskabet foretagne skøn over lønsumsafgiftsgrundlaget er ændret.

Der er herved bl.a. henvist til, at det af selskabet foretagne skøn i medfør af § 4, stk. 2, i bekendtgørelse om afgift af lønsum m.v. for fordelingen af virksomhedens lønsum på den lønsumsafgiftspligtige del og den lønsumsafgiftsfrie del ikke tilnærmelsesvis afspejler de faktiske ressourcetræk på de to områder. Selskabet har hidtil også anvendt momsfradragsprocenten (omvendt) til opgørelse/skøn af dets lønsumsafgiftsgrundlag, jf. § 4, stk. 1, nr. 1, i lønsumsafgiftsloven. Det vil sige en fordeling på grundlag af omsætningerne i den finansielle lønsumsafgiftspligtige del og den lønsumsafgiftsfrie men momspligtige leasingdel m.v. Selskabet har ikke fremlagt opgørelser, beregninger, målinger m.v., som underbygger det foretagne skøn.

En fordeling af lønsummen på den lønsumsafgiftspligtige og den lønsumsafgiftsfrie del kan imidlertid ikke foretages på basis af en omsætningsfordeling, idet det er åbenbart, at denne ikke afspejler de faktiske ressourcetræk. Derimod er det skønnet, at 4 % af selskabets samlede lønsumsafgiftspligtige lønudgift kan henføres til selskabets lønsumsafgiftsfrie momspligtige virksomhed, som alt overvejende omfatter leasingaktivitet.

Ved udøvelsen af skønnet er der bl.a. henset til, at der i selskabets egentlige leasingafdeling i selskabets hovedsæde er beskæftiget 6 til 7 fuldtidsansatte medarbejdere svarende til en årlig lønsum på ca. 3 mio. kr., hvor der ved selskabets skøn henføres mellem x og x kr. til leasingaktiviteten.

De ansatte i selskabets filialer, som betjener erhvervskunder, er ikke tilnærmelsesvis beskæftiget med leasing i et omfang, som retfærdiggør, at en årlig lønsum på mellem x og x kr. skal henføres hertil, og den lønsum, som kan henføres til selskabets øvrige momspligtige aktiviteter er yderst minimal, idet denne omsætning alene udgør under 2 % af den samlede momspligtige omsætning. Det skønnes derimod, at medarbejdere uden for selskabets egentlige leasingafdeling, som betjener erhvervskunder, kun i begrænset omfang varetager leasingopgaver, jf. arbejdsfordelingen, og denne opgave skønnes til at udgøre under 10 % af de pågældende erhvervsmedarbejderes arbejdstid.

Der er videre bl.a. henset til, at leasingomsætningen udgør mellem x til x kr., og at en årlig lønsum til leasing m.v. på x til x kr. indebærer et klart misforhold mellem lønsum og omsætning, idet leasingaktiviteten i så fald ud fra et driftsøkonomisk synspunkt ikke ville være rentabel. I den forbindelse er der bl.a. henvist til oplysninger om et leasingselskab, G1 A/S (herefter kaldet leasingselskabet), som fremgår af dette selskabs officielle regnskab, og der er i den forbindelse udarbejdet en oversigt til brug for sammenligningen.

Sammenligner man selskabet og leasingselskabet indebærer det skøn, som selskabet har udøvet, at selskabet skulle anvende op til ca. tre gange så mange medarbejdere som leasingselskabet, uanset at leasingselskabet er en væsentlig større aktør på leasingmarkedet end selskabet. Endvidere udgør selskabet lønsum vedrørende leasing mellem ca. 17 til 23 % af selskabets bruttoomsætning vedrørende leasing, hvor leasingselskabets lønsum vedrørende leasing udgør ca. 3,5 til 4,6 % af leasingselskabets nettoomsætning vedrørende leasing.

Det fremgår således, at leasingselskabet anvender betydeligt færre medarbejdere end selskabet til at generere en betydeligt større leasingomsætning end selskabet, hvilket taler for, at det af selskabet udøvede skøn er forkert.

(...)

Under sagens behandling i Landsskatteretten har skattemyndighederne bl.a. udtalt, at den foretagne sammenligning med leasingselskabet alene har til formål at sandsynliggøre, at selskabets fordeling af lønsummen ikke er retvisende, hvilken sammenligning må anses for yderst relevant, idet selskabet for så vidt angår leasingaktiviteten driftsøkonomisk nødvendigvis må agere nogenlunde som sine konkurrenter.

Klagerens påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har principalt nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til tilbagebetaling af x kr. lønsumsafgift for perioden fra den 1. juni 2006 til den 30. april 2009, ligesom selskabet ikke fremadrettet er forpligtet til at anvende de af SKAT anviste principper.

Subsidiært er der nedlagt påstand om, at skønnet ikke kan fastsættes til mindre end den omsætningsfordeling, der fremkommer ud fra en beregning, hvor afdrag på leasingydelser ikke indgår i omsætningsberegningen.

Til støtte for den principale påstand er det bl.a. anført, at selskabet er berettiget til at anvende omsætningsfordelingen, da det ikke er praktisk muligt at foretage en anden fordeling. Omsætningsfordelingen er - under denne sags konkrete omstændigheder - det bedste mål for ressourcetrækket for de enkelte aktiviteter, jf. lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 4, og § 4, stk. 2. SKAT har endvidere ikke med deres skøn - udøvet på baggrund af ét enkelt benchmark med en ikke direkte sammenlignelig virksomhed - godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte selskabets opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget.

Selskabets lønsumsafgiftsgrundlag er opgjort skønsmæssigt efter en omsætningsfordeling i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 466 af 22. maj 2006 § 4, stk. 4, hvoraf det klart fremgår, at udgangspunktet er, at omsætningsfordelingen skal lægges til grund, jf. stk. 4, 1. pkt. Det bemærkes særligt, at bekendtgørelse nr. 980 af 18. oktober 2005 gælder for perioden 2006. Den ændring, der skete pr. 1. januar 2007, vedrørte alene § 4, stk. 4, 2. pkt., hvilket indebærer, at det klare udgangspunkt altid har været og er, at omsætningsfordelingen skal lægges til grund.

Der er i den forbindelse henvist til det høringsbrev, Skatteministeriet udsendte i forbindelse med ændringen af lønsumsafgiftsbekendtgørelsen, som trådte i kraft pr. 1. januar 2007. Der gøres her opmærksom på, at ændringen af bekendtgørelsen ikke medfører indholdsmæssige ændringer men alene præciseringer. Der er endvidere henvist til Skatteudvalgets tillægsbetænkning til lov om ændring af lønsumsafgiftsloven, afgivet den 19. december 1991, og til, at det heri udtrykkes, at omsætningsfordelingen skal anvendes, når det ikke er muligt at opdele virksomheden i sektorer.

Med ændringen af bekendtgørelsen, der trådte i kraft den 1. januar 2007, kan der ved vurderingen af den skønsmæssige fordeling bl.a. tages hensyn til omsætning, årsværk m.v. Som nævnt var tilføjelsen en præcisering, og det må derfor også antages, at tilføjelsen sigter mod, at der kan tages hensyn til omsætning ved vurderingen af det udøvede skøn, selvom det i øvrigt er udgangspunktet efter reglerne. Som sådan medførte ændringen intet nyt på dette punkt.

Det ovenfor anførte er i overensstemmelse med Landsskatterettens praksis, som anerkender, at når det faktiske tidsforbrug ikke kan anvendes, så er omsætningsfordelingen den bedst egnede skønsmæssige opgørelsesmetode. Der er i den forbindelse henvist til SKM2003.572.LSR og til kendelse af 15. september 2008, j.nr. 06-01289, hvori det er fastslået, at omsætningsfordelingen skal anvendes til opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget, når en faktisk opgørelse af tidsforbruget ikke er mulig.

Det er bl.a. yderligere anført, at udgangspunktet for udøvelse af skøn generelt i skatte- og forvaltningslovgivningen ligger hos virksomheden. Det er herved kun op til SKAT at prøve grænserne for skønnet. SKAT har ved deres prøvelse af skønnet inddraget en virksomhed udelukkende med leasingaktiviteter som sammenligningsgrundlag, hvilken mulighed ikke fremgår af bekendtgørelsen og er ulovhjemlet. Endvidere kan der på ingen måde foretages en sammenligning mellem to virksomheder, der har en meget forskelligartet natur og som ydermere optager indtægterne regnskabsmæssigt på to vidt forskellige måder. SKATs beregningsgrundlag minder derfor mest af alt om en sammenblanding af "pærer og æbler".

I den forbindelse er der bl.a. henvist til, at leasingselskabets forretningsmodel i betydeligt omfang adskiller sig fra selskabets, idet leasingselskabet i det væsentligste bygger på salg af leasingkontrakter. Omsætning fra salg af leasingkontrakter er for leasingselskabet ca. 2- 2,5 gang højere end den løbende leasingomsætning, mens selskabets salg af leasingselskaber udgør henholdsvis ca. 0,5 til 0,25 af leasingomsætningen. Der er i den forbindelse fremlagt kopi af årsrapport for 2008 for leasingselskabet og en oversigt over beregningerne af ovennævnte tal.

Endvidere er det bl.a. anført, at leasingselskabet har økonomiske problemer. Der er i den forbindelse henvist til revisorberetning i leasingselskabets årsrapport for 2010 og til avisartikler om konkursbegæring. Hertil kommer, at selskabet aflægger regnskab efter andre regler end leasingselskabet. Sammenfattende er der således tale om ikke sammenlignelige selskaber, og det må anses for stærkt problematisk at anvende leasingselskabet som sammenligningsgrundlag.

Det er ydermere bl.a. anført, at SKAT ved opgørelsen for leasingselskabet ikke har medtaget den lønsum, der hidrører fra eksterne distributions- og salgskanaler. Benchmarket giver dermed ikke et korrekt skøn for hvilken lønsum, der faktisk medgår hos leasingselskabet såvel som diverse underleverandører til at skabe leasingomsætningen hos leasingselskabet. SKATs benchmark giver i det hele taget ikke noget entydigt og retvisende billede. Der er i den forbindelse fremlagt en opgørelse, hvor to andre aktører indenfor leasingbranchen er brugt som sammenligningsgrundlag, som begge giver en anden fordeling end SKATs. Lønsumsafgiftsgrundlaget for disse udgør for perioden 2006 til 2008 henholdsvis ca. 33 %, 32 % og 32 % samt 39 %, 39 % og 33 %.

På baggrund af disse benchmark vil selskabet være berettiget til en større reduktion i lønsumsafgiftsgrundlaget. Imidlertid vil disse benchmark, ligesom SKATs benchmark, på ingen måde give et retvisende billede af den tid, som medarbejderne bruger på de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter og de lønsumsafgiftsfrie aktiviteter i selskabet. Det bedste skøn er fortsat en omsætningsfordeling, hvilket reelt siger noget om omsætningsstørrelsen blandt de lønsumsafgiftspligtige og lønsumsafgiftsfrie aktiviteter. Omsætningsfordelingen er således udtryk for et retvisende skøn over fordelingen af lønsummen. Der er herved bl.a. henvist til SKM2009.760.ØLR og til, at det afgørende er, hvorledes medarbejderne direkte anvender deres tid. Det indebærer, at der ved skønnet skal tages højde for den række af administrative medarbejdere, der ikke direkte bruger tid på finansielle aktiviteter. Selskabet har p.t. ca. x administrative medarbejdere ud af i alt x medarbejdere.

Hertil kommer, at tidsanvendelsen for selskabets medarbejdere på lønsumsafgiftspligtige finansielle indtægter står i springende kontrast til tidsanvendelsen på de væsentligste lønsumsafgiftsfritagne finansielle indtægter; de momspligtige leasingindtægter.

Det er herved bl.a. anført, at leasing er væsentlig mere tidskrævende end almindelige udlån og f.eks. handel med aktier, hvilket tillige gør sig gældende ved boksudleje. Det skyldes, at alle bankmedarbejdere har en ramme inden for hvilken, de kan yde lån til kunderne. Det samme gælder for aktiehandler, hvor der opnås væsentlige gebyrindtægter uden, at det nødvendigvis er forbundet med arbejde for medarbejderne. Ved indgåelse af leasingaftaler er sagsgangen helt anderledes ressourcetung. Således involveres medarbejderne i leasingafdelingen i forbindelse med indgåelse af leasingaftaler, bl.a. i relation til fastlæggelsen af rammerne for leasingen.

(...)

Ved at anvende omsætningsfordelingen tages der herved højde for ovennævnte forhold, hvorved der opnås et retvisende skøn.

Såfremt Landsskatteretten måtte finde, at SKAT har sandsynliggjort, at selskabets skøn ikke er retvisende, er det til støtte for den subsidiære påstand bl.a. anført, at hvis der ved skønnet skal tages hensyn til den tilsyneladende skævvridning, selskabets omsætningstyper umiddelbart skaber, kan skønnet under ingen omstændigheder fastsættes til mindre end den omsætningsfordeling, der fremkommer ud fra en beregning, hvor afdrag på leasingydelser ikke indgår i omsætningsberegningen.

Det væsentligste element, der forårsager en tilsyneladende skævvridning i omsætningsfordelingen for selskabet, er, at afdrag på leasingydelser indgår som momspligtig omsætning, mens dette ikke er tilfældet for afdrag på almindelige udlån, der ikke indgår i den samlede omsætning. Det betyder, at fordelingen ikke som udgangspunkt konkret afspejler tidsanvendelsen på de forskellige aktiviteter.

En omsætningsfordeling, hvor afdrag på leasing tages ud af opgørelsen, bygger på to væsentlige forudsætninger, nemlig for det første, at selskabets medarbejdere (bortset fra leasingafdelingen og køkkenpersonale) alle anvender tid direkte på lønsumsafgiftspligtige aktiviteter i et omfang, der afspejles i en omsætningsfordeling. For det andet, at de lønsumsafgiftspligtige og -fritagne aktiviteter er lige tidskrævende. Ingen af betingelserne er imidlertid opfyldt, jf. det ovenfor anførte til den principale påstand. Skal der foretages et nyt skøn, kan det derfor under ingen omstændigheder fastsættes til mindre end den omsætningsfordeling, der fremkommer ud fra en beregning, hvor afdrag på leasingydelser ikke indgår i omsætningsberegningen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af lov om afgift af lønsum m.v. (lønsumsafgiftsloven) fremgår bl.a. følgende af § 4:

"§ 4. Afgiftsgrundlaget er virksomhedens lønsum med tillæg af overskud eller med fradrag af underskud af selvstændig erhvervsvirksomhed i indkomståret opgjort efter reglerne i 2.-4. pkt., jf. dog stk. 2 og 5. (...)

Stk. 2. Afgiftsgrundlaget er virksomhedens lønsum med tillæg af 90 % for følgende virksomheder:

1) Virksomheder inden for den finansielle sektor, der omfatter virksomheder med aktiviteter vedrørende forsikring, ind- og udlån, kreditformidling, pensionsopsparing, investeringsforvaltning, betalingsformidling samt handel med værdipapirer eller valuta.

(...)

Stk. 4. Virksomheder, der både udøver aktiviteter efter § 1, stk. 1, 1. pkt., og andre aktiviteter, skal på grundlag af en sektoropdeling af virksomheden foretage en fordeling af virksomhedens lønsum og overskud eller underskud, der vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden. (...) Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for opgørelsen af afgiftsgrundlaget efter 1. og 2. pkt.

(...)"

Af bekendtgørelse nr. 1176 af 23. november 2006 om afgift af lønsum m.v., der trådte i kraft den 1. januar 2007, fremgår bl.a. følgende af § 4:

"§ 4. Afgiftsgrundlaget for virksomheder, der er omfattet af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, opgøres efter reglerne nedenfor i stk. 2-5.

Stk. 2. Afgiftsgrundlaget efter stk. 1 for virksomheder, der skal opgøre afgiftsgrundlaget efter lønsumsafgiftsgrundlaget efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, beregnes af den del af virksomhedens lønsum, der vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden. Har virksomheden ansatte, der både udøver aktiviteter i den afgiftspligtige del af virksomheden og andre aktiviteter, skal der ske en fordeling af den ansattes lønsum på grundlag af det faktisk anvendte tidsforbrug i henholdsvis den afgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden. Kan virksomheden ikke foretage en faktisk opgørelse af tidsforbruget, skal virksomheden til afgiftsgrundlaget medregne den del af lønsummen, der skønsmæssigt vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden.

(...)

Stk. 4. Ved told- og skatteforvaltningens vurdering af, om den skønsmæssige fordeling af virksomhedens lønsum og overskud eller underskud efter stk. 2 og 3 er foretaget på en rimelig måde, vil en fordeling, der svarer til forholdet mellem omsætningen i den afgiftspligtige del af virksomheden og virksomhedens samlede omsætning i det pågældende indkomstår, som udgangspunkt blive lagt til grund. Der kan ved vurderingen af den skønsmæssige fordeling bl.a. tages hensyn til omsætning, årsværk m.v.

(...)"

For perioden fra den 1. juni 2006 til den 31. december 2006 havde § 4, stk. 4, i den dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelse følgende ordlyd, jf. bekendtgørelse nr. 980 af 18. oktober 2005:

"Stk. 4. Ved told- og skatteforvaltningens vurdering af, om den skønsmæssige fordeling af virksomhedens lønsum og overskud eller underskud efter stk. 2 og 3 er foretaget på en rimelig måde, vil en fordeling, der svarer til forholdet mellem omsætningen i den afgiftspligtige del af virksomheden og virksomhedens samlede omsætning i det pågældende indkomstår, som udgangspunkt blive lagt til grund. Afviger virksomhedens skøn fra denne fordeling efter omsætning og kan virksomheden ikke på anden måde sandsynliggøre den foretagne fordeling, kan told- og skatteforvaltningen pålægge virksomheden at føre et særskilt sektorregnskab for den afgiftspligtige del af virksomheden."

Som det fremgår af lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, opgøres lønsumsafgiftsgrundlaget for virksomheder, der både har afgiftspligtige og andre aktiviteter, på grundlag af det faktisk anvendte tidsforbrug. Kan virksomheden ikke foretage en faktisk opgørelse over tidsforbruget, skal der til grundlaget medregnes den del af lønsummen, der skønsmæssigt vedrører den afgiftspligtige del.

Ved myndighedernes vurdering af, om selskabets skønsmæssige fordeling af foretaget på en rimelig måde, vil en fordeling, der svarer til forholdet mellem den afgiftspligtige del af virksomheden og virksomhedens samlede omsætning, som udgangspunkt blive lagt til grund. Hensigten med skønnet må antages at være, at det afspejler det faktiske tidsforbrug for lønsumsafgiftspligtige aktiviteter i virksomheden på den bedst mulige måde.

Omsætningsfordelingen kan imidlertid ikke anvendes i tilfælde, hvor det er åbenbart, at den ikke er et rimeligt grundlag for virksomhedens skøn. Det vil sige i tilfælde, hvor det er åbenbart, at den ikke afspejler det faktiske ressourcetræk.

Det må anses for godtgjort, at det af selskabet udøvede skøn, hvorved der er taget udgangspunkt i en omsætningsfordeling, åbenbart ikke giver et retvisende skøn. Endvidere er der ikke grundlag for at ændre det af SKAT udøvede skøn efter bekendtgørelsens § 4, stk. 2, hvorefter 4 % af selskabets samlede lønsum kan henføres til selskabets ikke-lønsumsafgiftspligtige aktiviteter.

Der henses herved til, at selskabets momspligtige virksomhed alt overvejende omfatter leasingaktiviteten, og til den af SKAT fremlagte oversigt vedrørende selskabet, hvoraf det fremgår, at selskabets opgørelse indebærer, at der for årene 2005, 2006 og 2007 er medgået en lønsum til at oppebære den momspligtige leasingomsætning, der i snit svarer til ca. 20 % af den samlede bruttoomsætning vedrørende leasing. Der foreligger således som anført af SKAT et klart misforhold mellem lønsum og omsætning, idet leasingaktiviteten i så fald ikke synes rentabel.

Endvidere henses der til, at SKATs opgørelse indebærer, at ca. x til x af selskabets medarbejdere omregnet til fuld tid har beskæftiget sig med ikke-lønsumsafgiftspligtige aktiviteter, til de typer af omsætning, leasingaftaler genererer set i forhold til f.eks. udlånsaftaler, og til, hvorledes omsætningen i de fremlagte opgørelser over omsætning er opgjort for de respektive indtægtstyper.

Derfor stadfæstes den påklagede afgørelse.