Indhold

Dette afsnit indeholder

  • Overblik over afgørelser sorteret efter erhverv
  • Afgørelser, hvor der er statueret selvstændig erhvervsvirksomhed
  • Afgørelser, hvor der er statueret lønmodtagerforhold.

Se også

Se også

  • Afsnit C.C.1.2.3 om afgørelser vedrørende afgrænsningen over for honorarmodtagere, der ikke er selvstændigt erhvervsdrivende
  • Afsnit C.C.1.2.4 Selvstændigt erhvervsdrivende ved deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab.

Overblik over afgørelser sorteret efter erhverv

Dette afsnit giver i et skema et overblik over de afgørelser, der findes i skemaerne i

  • dette afsnit C.C.1.2.2 Praksis om afgrænsningen af selvstændig erhvervsvirksomhed
  • afsnit C.C.1.2.3  "Selvstændig erhvervsvirksomhed, afgrænsning over for honorarmodtagere, der ikke er selvstændigt erhvervsdrivende"
  • xafsnit C.C.1.2.4 Selvstændigt erhvervsdrivende ved deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab.x

 

Erhverv

Selvstændigt erhvervsdrivende

Lønmodtagere

Honorarmodtagere

Se afgørelsen i afsnit C.C.1.2.3

Sælgere, handelsagenter, kommissionærer og lignende

TfS 1996, 449 HRD

SKM2004.304.VLR

TfS 1984, 150 ØLD

UfR 1981, 159 ØLD

SKM2004.395.LSR

TfS 1988, 102 LSR

LSRM 1979, 164 LSR

TfS 1973, 163 LSR

TfS 1989, 75 DEP

Assurandører

TfS 1995, 458 VLD

TfS 1988, 228 VLD

TfS 1989, 248 LSR

SKM2002.339.ØLR

TfS 1990, 247 LSR

Vognmænd

Chauffører

Bude

Distributører mv.

SKM2004.286.LSR

TfS 1995, 155 TSS

TfS 1988, 236 LR

TfS 1988, 233 LR

SKM2017.208.BR

SKM2012.375.VLR

SKM2012.400.LSR

LSRM 1980, 85 LSR

TfS 1995, 154 TSS

Plejesektor

Rengøring

TfS 1998, 70 HD

SKM2009.248.VLR

TfS 1987, 483 LR

SKM2009.476.HR

SKM2017.739.ØLR

SKM2014.719.BR

Håndværkere

Teknikere

Arkitekter

Ingeniører

xSKM2018.385.SRx

SKM2011.655.BR

TfS 1988, 182 LSR

SKM2014.799.SR

TfS 1997, 473 HRD

SKM2016.304.ØLR

SKM2014.411.VLR

SKM2013.344.ØLR

SKM2012.599.VLR

SKM2012.466.VLR

SKM2007.215.VLR

SKM2005.280.VLR

SKM2002.470.ØLR 

SKM2013.228.BR

SKM2010.797.BR

SKM2016.357.SR

SKM2014.407.SR

SKM2007.368.SR

It-konsulenter

SKM2004.452.LSR

TfS 2000, 715 HRD

SKM2005.124.ØLR

TfS 2000, 510 LSR

Kunstnere

Forfattere og journalister

Musikere

Sportsfolk

Discjockeyer

SKM2017.353.LSR(C.C.1.3.2.6)

SKM2015.276.LSR (C.C.1.3.2.6)

TfS 1988, 234 LR

TfS 1988, 222 LR

SKM2003.555.HR

TfS 1999, 377 HRD

SKM2002.561.ØLR

SKM2002.470.ØLR

SKM2009.327.ØLR

TfS 2000, 528 LSR

TfS 1999, 391 LSR

SKM2006.485.SR

SKM2016.343.SR

SKM2015.334.SR

SKM2015.276.LSR

SKM2014.219.LSR

SKM2007.35.ØLR

SKM2005.536.LSR

TfS 2000, 528 LSR

TfS 1998, 695 LSR

TfS 1997, 562 LSR

TfS 1997, 541 LSR

LSRM 1985, 47 LSR

Undervisning

TfS 2000, 715 HRD

TfS 2000, 528 LSR

TfS 1990, 391 LSR

TfS 1999, 370 LSR

SKM2007.35.ØLR

TfS 2000, 528 LSR

Fiskere, lodser

TfS 1991, 108 TSS

Skd. 1975.32.102

Læger m.fl.

TfS 1988, 67 LSR

SKM2012.472.SR

TfS 1987, 327 LR

SKM2015.717.HR

SKM2015.372.ØLR

SKM2013.694.BR

SKM2008.836.BR

SKM2014.350.LSR

SKM2011.718.LSR

SKM2006.59.LSR

TfS 1997, 922 LSR

SKM2014.451.SR

(afvist)

SKM2014.133.SR

SKM2013.872.SR

 SKM2013.115.SR

SKM2012.262.SR

SKM2012.261.SR

SKM2012.260.SKAT   (SR )

SKM2012.231.SR

SKM2012.200.SR

SKM2012.199.SR

SKM2011.859.SR

SKM2011.854.SR

SKM2009.794.SR

Konsulenter

SKM2017.99.SR

SKM2008.163.HR

SKM2007.273.HR

TfS 1997, 473 HRD

SKM2018.61.BR

SKM2007.368.SR

Bestyrelseshonorar

SKM2002.108.LR

SKM2012.437.LSR

(SKM2002.108.LR )

SKM2011.716.SR

(selvstændig)

SKM2011.629.SR

SKM2011.283.SR

SKM2011.84.SR

SKM2003.511.LR

Andre

SKM2014.283.SR

SKM2015.729.SR

SKM2010.252.ØLR

SKM2007.480.ØLR

SKM2002.469.VLR

SKM2015.275.SR (tatovører)

SKM2009.794.SR

Deltagelse i transparent selskab, LL § 4. Se afsnit C.C.1.2.4

xSKM2018.621.SRx

xSKM2018.580.SRx

xSKM2018.475.SRx

SKM2018.248.SR

 xSKM2018.579.SRx

Afgørelser, hvor der er statueret selvstændig erhvervsvirksomhed

Dette afsnit indeholder en oversigt over afgørelser, hvor bedømmelsen af de samlede forhold er faldet ud til, at der var tale om selvstændig erhvervsvirksomhed.

Afgrænsningen mellem selvstændigt erhvervsdrivende og lønmodtagerforhold er sket gennem en omfattende praksis vedrørende de forskellige skatteregler, hvor afgrænsningen har betydning.

Se også

Se også afsnit C.C.1.2.3 om afgørelser vedrørende afgrænsningen over for honorarmodtagere, der ikke er selvstændigt erhvervsdrivende

Se også afsnit C.C.1.2.4 Selvstændigt erhvervsdrivende ved deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

TfS 1998, 70 HD

En skatteyder, der drev et plejehjem, blev anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende. Højesteret lagde vægt på, at skatteyder

  • ifølge sin overenskomst med kommunen havde det direkte økonomiske ansvar for driften, fordi plejehjemmet blev drevet i hans lokaler og med hans inventar og driftsmidler
  • selv ansatte og afskedigede personalet
  • ikke stod i et ansættelsesforhold med kommunen, som kun kunne standse samarbejdet ved at opsige den samlede plejehjemskontrakt med 3 års varsel.

Modsat landsretten fandt Højesteret, at det ikke i sig selv kunne tillægges væsentlig betydning, at den samlede betaling til skatteyderen fra kommunen var specificeret som refusion af udgifterne vedrørende fast ejendom, inventar, lønninger mv. Denne opdeling var i overensstemmelse med de dagældende regler for statslig refusion af kommunale udgifter til drift af plejehjem.

Dommen ændrede Østre Landsrets dom i TfS 1997, 3.

Dommen er også offentliggjort som U 1998, 247 H.

TfS 1996, 449 HRD

Højesteret fandt det efter en samlet vurdering mest nærliggende at anse tupperwareforhandlere for at være selvstændigt erhvervsdrivende.

Forhandlerne solgte i henhold til en distributionsaftale firmaets produkter ved home-parties, og honoraret udgjorde en procentdel af de vejledende udsalgspriser. Bestillinger blev modtaget på stedet og indkøbt hos firmaet, så forhandlerne havde ikke noget lager.

Retten lagde vægt på, at

  • forhandlerne frit kan bestemme deres arbejdstid
  • forhandlerne selv afholder alle udgifter
  • udgifterne medfører en betydelig omkostningsprocent
  • forhandlerne ikke anses som lønmodtagere ved praktiseringen af ferieloven mv.
  • forhandlerne kan have andre hvervgivere og antage medhjælp
  • forhandlerne er momsregistrerede
  • forhandlerne påtager sig en vis økonomisk risiko.

Landsretsdomme

SKM2009.248.VLR

Skatteyderen ejede et skib, som han anvendte til sejladser med adfærdsvanskelige unge anbragt på institutioner. Samtidig arbejdede han som vikar på institutionerne.

Ud fra en samlet vurdering af de kriterier, der er nævnt i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994, pkt. 13.3.1.1, tiltrådte retten, at vederlaget fra de to institutioner for vikararbejde var ydet for personligt arbejde i tjenesteforhold.

Retten lagde særlig vægt på, at

  • skatteyderen udførte samme arbejde og var underlagt samme institutioner som de pædagoger, han vikarierede for
  • arbejdet - der var uden forbindelse med driften af skibet - foregik på institutionerne, og på den måde indgik som en integreret del af institutionernes virke.

De øvrige honorarer, der var vederlag for sejladser med institutionernes unge, var derimod erhvervet ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Landsretten lagde til grund, at skatteyderen købte skibet for at bruge det til erhvervsmæssig sejlads, og at han i den forbindelse foretog investeringer for at få myndighedsgodkendelse af skibets anvendelse til erhvervsmæssig sejlads.

Landsretten lagde særligt vægt på, at

  • aftalerne med institutionerne forudsatte, at skatteyderen som driftsmiddel stillede sit skib til rådighed
  • han løbende afholdt udgifter til skibets drift, der både i art og omfang måtte anses for usædvanlige i lønmodtagerforhold
  • han i kraft af samarbejdsaftalen med institutionerne hverken var garanteret en løbende indtægt fra sejladser med institutionernes unge eller begrænset i adgangen til at udføre arbejde for andre, og at skatteyderen herved måtte anses for at have påtaget sig en reel økonomisk risiko
  • skatteyderen selv sørgede for ansættelse og aflønning af nødvendig medhjælp til sejladserne
  • honorarerne for sejladserne var fastsat som et samlet vederlag til dækning af skatteyderens driftsudgifter
  • det henset til sejladsernes tidsmæssige udstrækning havde været naturligt at foretage faktureringerne månedsvis
  • opsplitningen i fakturaerne på udgifter til personale, kost og logi samt aktiviteter ikke havde været begrundet i skatteyderens forhold men udelukkende i institutionernes bevillingsmæssige forhold.

Landsretten anså det ikke for afgørende, at skatteyderen kun havde fået vederlag fra én hvervgiver.

Dommen ændrede SKM2008.502.BR.

SKM2004.304.VLR

En handelsagent blev anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende.

Han havde

  • selv tilrettelagt salgsarbejdet uden agenturgiverens indblanding
  • efter udløbet af en overgangsperiode i det hele haft den økonomiske risiko og herunder havde han med en betydelig omkostningsprocent, afholdt alle omkostninger i forbindelse med arbejdet, bortset fra udgifter til enkeltstående messer i udlandet.

Han var

  • frit stillet med hensyn til at antage medhjælp og forhandle produkter, der ikke konkurrerede med agenturgiverens produkter
  • momsregistreret.

TfS 1995, 458 VLD

En assurandør samarbejdede med to forsikringsselskaber. Han var selvstændigt erhvervsdrivende i relation til et det ene, men lønmodtager i relation til det andet.

Se også TfS 1989, 248 LSR.

TfS 1988, 228 VLD

En provisionslønnet filialbestyrer i et større forsikringsselskab blev anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende og berettiget til at overføre en overskudsandel til hustruen.

Filialbestyreren var ansat på funktionærvilkår. Selskabet stillede kontor til rådighed for ham, og hans driftsomkostninger var efter overførsel af en del af overskuddet til den medarbejdende ægtefælle ca. 25.000 kr. årligt.

Flertallet af dommerne lagde til grund, at sagsøgeren 

  • uanset sin stilling som lønmodtager i meget vidt omfang selv havde tilrettelagt sit arbejde
  • var provisionslønnet uden garanteret minimumsløn
  • afholdt driftsudgifter væsentligt ud over, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold.

Retten lagde også vægt på karakteren og omfanget af det arbejde, som sagsøgerens ægtefælle havde udført.

Vedrørte KSL 37 A (nu § 25 A).

Se også TfS 1984, 150 ØLD om en provisionslønnet direktør.

TfS 1984, 150 ØLD

En direktør, der på provisionsbasis solgte anparter for en investeringsfond, drev erhvervsvirksomhed og havde derfor ret til at overføre en overskudsandel til hustruen. Salgsarbejdet foregik fra et kontor på ægtefællernes bopæl. Hustruen passede kontor og telefon i dagtimerne, hvor manden var fuldtidsbeskæftiget som direktør i en anden virksomhed. Overskuddet var på 154.668 kr.

Retten lagde vægt på,

  • at direktøren havde ret til selv at tilrettelægge salgsarbejdet, der var forbundet med et vist kontorhold
  • at han skulle ansætte den nødvendige kontorhjælp på egen hånd og i eget navn
  • salgsarbejdets omfang
  • at hans vederlag afhang af salgsresultaterne.

Vedrørte KSL § 37 A (nu § 25 A).

UfR 1981, 159 ØLD

En handelsagent var selvstændigt erhvervsdrivende.

Agenten arbejdede fra egne lokaler med to væsentlige agenturer, som var fastlagt i skriftlige aftaler. Agenturerne blev drevet fra agentens hjem uden fremmed medhjælp.

Alle udgifterne ved salgsarbejdet blev afholdt af agenten, der selv disponerede over sin tid uden nogen form for instruktion fra agenturgivernes side i øvrigt. Agenten optog ordrer, der blev sendt til agenturgiveren, som derefter sendte ordrebekræftelse til kunden.

Agenten hæftede ikke for varernes betaling.

Byretsdomme

SKM2011.655.BR

En nedrivningsvirksomhed benyttede i en periode på ca. 1 ½ år A til at udføre nedrivningsopgaver. Der var ingen skriftlig aftale om, hvordan arbejdet skulle udføres. Arbejdet blev i henhold til fakturaer betalt med en fast pris pr. time. Fakturaerne omfattede også arbejde, der var udført af andre end A, men A var ikke selv registreret som arbejdsgiver og havde heller ikke indgivet selvangivelser eller momsangivelser. Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens faktiske omstændigheder sammenholdt med kriterierne i skd.cirk nr. 129 af 4. juli 1994, at A var selvstændigt erhvervsdrivende i forhold til nedrivningsvirksomheden. Der blev blandt andet lagt vægt på, at A

  • selv havde tilrettelagt arbejdet
  • havde udstedt fakturaer til hvervgiveren med cvr-nummer og moms
  •  hovedsageligt havde anvendt eget værktøj til løsning af opgaverne
  • i et vist omfang havde anvendt medarbejdere til løsning af opgaverne.

Landsskatteretskendelser

SKM2004.452.LSR

En it-konsulent blev anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende.

SKM2004.395.LSR

Agenter for slankeprodukter blev anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende.

SKM2004.286.LSR

Chauffører på cykeltaxier, der var ejet af et cykeltaxifirma, var ikke lønmodtagere, og der skulle derfor ikke indeholdes A-skat af vederlagene.

Der blev bl.a. lagt vægt på, at

  • chaufførerne havde påtaget sig en vis økonomisk risiko
  • vederlagene var erhvervet direkte fra kunderne
  • der skulle betales for leje af cyklerne.

TfS 1989, 248 LSR

En assurandør med en indtægt på 558.598 kr. og driftsudgifter på 94.521 kr. blev anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende.

Se også TfS 1995, 458 VLD.

TfS 1988, 182 LSR

En arkitekt, der var vurderingsinspektør for et realkreditinstitut, blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Han havde ret til at tage fradrag for medarbejdende ægtefælle, fordi ægtefællens bistand opfyldte betingelserne for det.

  • Arkitekten var provisionslønnet og havde aflønnet en freelance vurderingsinspektør med honorar pr. vurderingssag.
  • Arkitekten havde fået mindre tilskud til kontorhold, men det havde langt fra dækket de faktiske kontorholdsudgifter mv.
  • Kontorarbejdet var udført af ægtefællen, der dagligt havde arbejdet 5-6 timer for ham.

TfS 1988, 102 LSR

En provisionslønnet sælger af avlsdyr blev anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende og berettiget til overførsel af indkomst til medarbejdende ægtefælle.

Vedrørte KSL § 37 A (nu § 25 A).

TfS 1988, 67 LSR

En praktiserende læge, der deltog i en lægevagtsordning, blev anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende, fordi der efter overenskomsten med sygesikringen ikke er tale om et tjenesteforhold til sygesikringen.

Se også TfS 1987, 327 LR om lægevagtskørsel ved Københavns lægevagt.

LSRM 1979, 164 LSR

En kreaturhandler på et eksportmarked blev anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende på grund af sin særlige stilling som kommissionær, der handlede for egen regning og risiko. Han kunne derfor henlægge til investeringsfond af sine provisionsindtægter.

LSRM 1973, 163 LSR

En repræsentant, derfra sin bopæl drev agentur med salg af møbler fra flere fabrikker, blev anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende. Han fik provision på 5-6 pct., men modtog ikke nogen godtgørelse for sine udgifter og fik ikke feriepenge.

Se også TfS 1989, 75 DEP.

Skatterådet og Ligningsrådet

 

xSKM2018.621.SRx

xLL § 4 - Deltagelse i transparent selskabx

xAfgørelsen er refereret i afsnit C.C.1.2.4 Selvstændigt erhvervsdrivende ved deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab.x
xSKM2018.580.SRx

xLL § 4 - Deltagelse i transparent selskabx

xAfgørelsen er refereret i afsnit C.C.1.2.4 Selvstændigt erhvervsdrivende ved deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab.x
xSKM2018.475.SRx

xLL § 4 - Deltagelse i transparent selskabx

xAfgørelsen er refereret i afsnit C.C.1.2.4 Selvstændigt erhvervsdrivende ved deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab.x
xSKM2018.385.SRx

xSkatterådet bekræftede, at freelancere, som ville udbyde deres arbejdskraft via portalen A, ikke kunne anses for lønmodtagere ansat hos A alene ved, at A faciliterede betalingen mellem freelancerne og brugerne af platformen.

Skatterådet lagde bl.a. vægt på, at A ikke fastsatte retningslinjer for, hvordan en opgave skulle løses. Derimod koordinerede freelancerne og brugerne af platformen selv, hvordan en opgave skulle løses og hvornår. Arbejdet blev ikke udført i As navn, og freelancerne hæftede selv for fejl og mangler i forbindelse med arbejdets udførelse. Dertil kom, at samarbejdet mellem A og freelancerne kunne ophøre med øjeblikkelig varsel, og at freelancerne selv skulle afholde udgifter i forbindelse med fravær grundet sygdom og ferie.

På denne baggrund var det Skatterådets vurdering, at A udelukkende fungerede som en formidlende platform mellem freelancerne og brugerne af platformen.x

xSkatterådet bekræftede, at de pågældende freelancere ikke var lønmodtagere, men tog ikke stilling til, hvorvidt de var selvstændigt erhvervsdrivende.x
SKM2018.248.SR

LL § 4 - Deltagelse i transparent selskab

 

Afgørelsen er refereret i afsnit C.C.1.2.4 Selvstændigt erhvervsdrivende ved deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab.
SKM2017.99.SR

En konsulent blev anset for selvstændigt erhvervsdrivende i relation til en kontrakt med en virksomhed.

Der blev lagt vægt på, at konsulenten

  • havde etableret eget kontor, hvorfra arbejdet helt eller delvist udførtes
  • ikke var underlagt hvervgivers instruktionsbeføjelse
  • selv bestemte sin arbejdstid
  • selv afholdt udgifter til it, udstyr, abonnementer, kontor og arbejdsplads.
SKM2015.729.SR

Skatterådet fandt efter en samlet konkret vurdering, at en ny kapitalejer efter erhvervelse af en aktie samt tiltrædelse af ejeraftale kunne anses for selvstændigt erhvervsdrivende.

Se dog nu afsnit xC.C.1.2.4 xom den nye bestemmelse LL § 4.
SKM2014.799.SR

Skatterådet bekræftede, at ejeren af en polsk enkeltmandsvirksomhed (murervirksomhed) drev selvstændig erhvervsvirksomhed.

Han var derfor ikke begrænset skattepligtig til Danmark af lønindkomst.

SKM2014.283.SR

En advokats vederlag som fast værge blev anset for indtægt ved selvstændig virksomhed og kunne indgå i virksomhedsordningen.

Skatterådet lagde vægt på, at advokaten

  • havde udgifter til sekretær, der arbejdede 24 timer ugentligt med opgaven
  • havde etableret sig i egne lokaler
  • ville kunne ifalde erstatningsansvar jf. § 31 i værgemålsloven
  • var frit stillet til at kunne antage medhjælp
  • ikke var begrænset i sin adgang til at udføre arbejde for andre
  • skulle være optaget på en liste hos Statsforvaltningen
  • modtog fast honorar pr. værgemål pr. år.

Det ændrede ikke ved bedømmelsen, at

  • advokaten var antaget af Statsforvaltningen 
  • havde pligt til at lade sig beskikke som værge i de værgemål, som blev tildelt ham
  • eller at han i et vist omfang fik refunderet sine udgifter.
Landsskatteretten har efterfølgende fundet, at der i relation til ML § 3, stk. 1, var tale om selvstændig økonomisk virksomhed, og ændrede dermed det bindende svar på dette punkt. Se SKM2014.781.LSR.
SKM2012.472.SR

En plastikkirurg blev efter en konkret vurdering anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende.

Kirurgen var ansat som lønnet medarbejder i sit anpartsselskab, som var hans eneste arbejdsgiver. Selskabet drev plastikkirurgi på forskellige hospitaler og klinikker.

 Skatterådet lagde vægt på, at

  • skatteyderen tidligere havde arbejdet som selvstændigt erhvervsdrivende, som ejer af et privathospital, og at det var denne virksomhed, han havde ført videre
  • virksomheden var skatteyderens hovederhverv
  • skatteyderen i høj grad selv skaffede sine patienter.

TfS 1988, 236 LR

En vognmand, der var ansat på et renseri, hvor han afhentede og udbragte vaske- og rensetøj, blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Han skulle selv anskaffe varevogn og sørge for vedligeholdelsen af den. Ved sygdom skulle han for egen regning ansætte en afløser. Han fik ikke feriepenge, og han havde ret til at afstå sin rute, dog sådan at renseriet skulle godkende køberen.

Vognmanden modtog på provisionsbasis 336.000 kr. i 1986, hvor hans udgifter til drift af varevogn udgjorde 44.000 kr. ekskl. moms med tillæg af 8.000 kr. til renteudgifter på varevognen og 25.000 kr. til afskrivning.

Ligningsrådet fandt efter en samlet bedømmelse af vognmandens ansættelsesforhold, at han kunne benytte reglerne i virksomhedsordningen på indkomsten fra renseriet.

TfS 1988, 234 LR

En professionel bokser blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Hans indkomst, der udgjorde ca. 500.000 kr. i alt, bestod af bokse-, sponsor- og reklameindtægter mv. For at opnå denne indkomst havde han ud over bil- og rejseudgifter, driftsudgifter på 55.000 kr. bl.a. til træningsophold mv. og sparringspartnere.

TfS 1988, 233 LR

En avisdistributør med 20 ansatte blev efter en samlet bedømmelse anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Ligningsrådet lagde navnlig vægt på, at der blev anvendt lønnet medhjælp i betydeligt omfang.

TfS 1988, 222 LR

Medlemmerne af en folkemusikgruppe blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed og kunne anvende virksomhedsordningen. Gruppen arbejdede som et interessentskab, hvis økonomiske formål var størst muligt overskud i form af indtægter ved orkestervirksomheden.

TfS 1987, 483 LR

En skatteyder havde etableret døgnplejehjem med plads til 4 beboere. Selv om hun modtog plejevederlag fra det offentlige - der traditionelt betragtes som A-indkomst - fandt Ligningsrådet, at plejevirksomheden havde en sådan art og et sådant omfang, at den var selvstændig erhvervsvirksomhed omfattet af virksomhedsskatteloven. (Bruttoindtægten udgjorde 1 mio. kr., mens udgifterne til lønninger, kost, administration, lokaleomkostninger og renteudgifter mv. beløb sig til 800.000 kr.).

Andet

TfS 1995, 155 TSS

Vognmænd, der kørte for handicappede og bragte mad ud til dem, blev anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende. Vognmændene ejede selv deres vogne og havde betydelige driftsomkostninger, som de selv skulle afholde.

TfS 1989, 75 DEP

En agent formidlede salg for 11 danske møbelvirksomheder, overvejende i Norge. I de fleste tilfælde var der en aftale om generalagentur mellem agenten og leverandørvirksomheden.

Agenten tilrettelagde selv salgsarbejdet, og havde selvstændigt kontor med bl.a. telefon og telefax. Han modtog provision, som først blev udbetalt, når/hvis der skete betaling for salget.

Han afholdt samtlige udgifter, herunder til rejser, repræsentation og kontorhold. Agenten var momsregistreret og medlem af A-kassen for selvstændigt erhvervsdrivende.

Skattedepartementet fandt, at agenten efter en samlet vurdering var selvstændigt erhvervsdrivende, og at provisionen var B-indkomst.

TfS 1987, 327 DEP

Lægevagtskørsel ved Københavns Lægevagt, der udføres af vagtlæger med selvstændigt ydernummer, anses for at være selvstændig erhvervsvirksomhed.

Det samme gælder lægevagtskørsel uden for København, hvor lægevagtsordningen udføres af de praktiserende læger. Se TfS 1988, 67 LSR.

Afgørelser, hvor der er statueret lønmodtagerforhold

Dette afsnit indeholder en oversigt over afgørelser, hvor bedømmelse af de samlede forhold er faldet ud til, at der ikke var tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, men derimod om lønmodtagerforhold.

Afgrænsningen mellem selvstændigt erhvervsdrivende og lønmodtagerforhold er sket gennem en omfattende praksis vedrørende de forskellige skatteregler, hvor afgrænsningen har betydning.

Se også

Se også afsnit

  • C.C.1.2.3 om afgørelser vedrørende afgrænsningen over for honorarmodtagere, der ikke er selvstændigt erhvervsdrivende.
  • xC.C.1.2.4 om afgørelser vedrørende afgrænsningen af lønmodtagere over for selvstændigt erhvervsdrivende ved deltagelse deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab.x

Oversigt over domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2015.717.HR

Landsretten havde i SKM2014.846.ØLR fundet, at det var en læge personligt og ikke hans selskab, der var rette indkomstmodtager af et vederlag, idet arbejdet var ydet for personligt arbejde i tjenesteforhold. Dette var ikke bestridt under højesteretssagen.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom vedrørende spørgsmål om omgørelse jf. SKFL § 29, stk. 1, og betalingskorrektion, jf. LL § 2.

Dommen stadfæster SKM2014.846.ØLR.

SKM2009.476.HR

Sagen vedrørte bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt en distriktsleders indkomst fra en rengøringsvirksomhed var erhvervet som led i distriktslederens selvstændige erhvervsvirksomhed eller som lønmodtagerindkomst. Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at distriktslederen ikke kunne anses for at have drevet virksomhed for egen regning og risiko.

Retten lagde navnlig vægt på, at

  • aftalen mellem rengøringsvirksomheden og distriktslederen reelt var en aftale om en løbende arbejdsydelse
  • distriktslederen månedligt modtog et vederlag i form af provision
  • distriktslederen havde ret til et opsigelsesvarsel.

Dommen stadfæster SKM2007.73.ØLR.

SKM2008.163.HR

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt en fysisk person A eller hans selskab H1 havde ret til et vederlag efter nogle konsulentaftaler med et andet selskab G1. A havde oprindeligt drevet selvstændig konsulentvirksomhed i H1, men var i 4 år ansat som økonomidirektør i G1. Han fortsatte dog med at arbejde som konsulent både i opsigelsesperioden og efterfølgende. Det var omtvistet, om det var A personligt eller H1, der var kontraktpart.

A blev derefter ansat som administrerende direktør i G1 og valgt til medlem af bestyrelsen.

Højesteret fandt som landsrettens flertal, at det arbejde, A havde udført i henhold til konsulentaftalerne, skattemæssigt måtte anses for udført af ham som lønmodtager.

Landsretten henviste bl.a. til,

  • at det fremgik af konsulentaftalerne, at A skulle repræsentere selskabet G1 som "senior vicepresident"
  • at A havde fri rådighed over samme bil og over telefon og computer
  • at A fra ophøret af ansættelsen som økonomidirektør ved udgangen af juli 1999 til ansættelsen den 15. april 2000 som administrerende direktør i selskab G1 i det alt væsentlige kun havde indtægter fra selskab G
  • at konsulentkontrakterne efter deres ordlyd blev indgået med A. A's selskab, H1, skulle kun fakturere mv.
  • A's tilknytning til G1 både før og efter kontraktperioderne.

Højesteret stadfæstede dommen under henvisning til landsrettens begrundelse.

Dommen stadfæster SKM2007.259.ØLR.

SKM2007.273.HR

En hovedaktionær fik vederlag fra sit selskab for konsulentarbejde, der bestod i at videreudvikle og tilrette den software, som anvendtes i eller i forbindelse med de produkter, selskabet forhandlede.

Højesteret tiltrådte, at hovedaktionæren, for så vidt angik dette arbejde, måtte anses som lønmodtager i selskabet og således ikke i denne relation kunne anses som selvstændigt erhvervsdrivende eller honorarmodtager.

Højesteret lagde især vægt på, at

  • hovedaktionærens arbejde indgik som en løbende og integreret del af den virksomhed, som blev drevet af det selskab, som han selv ejede
  • hovedaktionæren i de omhandlede år kun i et enkelt tilfælde havde udført lignende arbejde for andre end selskabet
  • arbejdet ikke var forbundet med en reel økonomisk risiko for hovedaktionæren personligt
  • hovedaktionæren ikke havde afholdt udgifter, som efter art og omfang adskilte sig væsentligt fra, hvad der er sædvanligt for lønmodtagere.

Dommen stadfæster SKM2006.457.ØLR.

SKM2003.555.HR

En journalist arbejdede som freelance ved et dagblad, hvor han fungerede som afløser for andre journalister ved sygdom og ferie. Journalisten havde ingen ansættelseskontrakt og havde samme arbejdstid og arbejdsopgaver som den journalist, han afløste. Han sendte faktura for udført arbejde og fik udbetalt vederlag én gang om måneden. Han fik ikke feriepenge og løn under sygdom.

Efter en samlet bedømmelse tiltrådte Højesteret, at journalistens indkomst ved dagbladet måtte anses som lønindkomst.

Højesteret tiltrådte landsrettens præmisser, hvor der særligt var lagt vægt på, at

  • journalisten var underlagt samme arbejdsvilkår som de journalister, han vikarierede for
  • journalisten fik udbetalt kørselsgodtgørelse og ulempetimebetaling
  • journalisten udførte arbejde for dagbladet gennem flere år
  • journalisten blev aflønnet månedligt efter faste takster.

Dommen stadfæster SKM2001.626.VLR.

TfS 2000, 715 HRD

Skatteyderen havde haft selvstændig virksomhed som freelancekonsulent siden 1973. Fra 1986 blev han knyttet til Odsherredskolen som leder af et kommunalt projekt vedrørende edb. Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen kunne anses som selvstændigt erhvervsdrivende vedrørende indtægterne fra Odsherredskolen. Han var ansat for et år ad gangen fra 1986 til og med 1989. Der blev trukket A-skat af vederlagene fra skolen, som også oprettede en pensionsordning for skatteyderen.

Han havde ikke afholdt udgifter, der lå ud over, hvad der er sædvanligt i ansættelsesforhold. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke kunne anses som selvstændigt erhvervsdrivende. Højesteret tiltrådte, at skatteyderen i arbejdet for skolen var lønmodtager.

I årene 1990 til 1992 havde skatteyderen - bortset fra en indtægt på 752 kr. i 1990 - kun haft indtægter i form af dagpenge fra en arbejdsløshedskasse og efterløn. Retten fandt, at han i disse år ikke drev erhvervsmæssig virksomhed.

 

TfS 1999, 377 HRD

Nogle restauratører udbetalte vederlag til 4 discjockeyer. Højesteret fandt ud fra en samlet vurdering af kriterierne i cirk. nr. 129 af 4/7 1994, pkt. B.3.1. 1., jf. pkt. 2-8 i cirk. af 5/10 1988, at vederlaget var ydet for personligt arbejde i tjenesteforhold, og at virksomhederne derfor skulle indeholde A-skat.

Retten særligt vægt på, at

  • discjockeyerne løbende skulle præstere deres arbejdsydelser som en integreret del af restaurationernes differentierede ydelsesudbud,
  • discjockeyerne således indgik i virksomhedernes sædvanlige struktur med fast mødetid, vagtplan samt løn pr. time, som var uafhængig af omsætningen og i det væsentlige var nettoindkomst.

Se også SKM2002.561.ØLR og SKM2006.485.SR om discjockeyer.

TfS 1997, 473 HRD

Højesteret afviste, at en ingeniør var selvstændigt erhvervsdrivende. Ingeniøren havde i en periode været udlånt til Naturgas Syd. Efter periodens udløb fik ingeniøren mulighed for fortsat tilknytning til virksomheden. Det var Naturgas Syds politik, at medarbejdere, for hvilke der ikke kunne regnes med varig ansættelse, ikke blev ansat i selskabet, men blev tilknyttet selskabet som konsulenter, enten som selvstændige eller gennem større ingeniør- og konsulentfirmaer. 

Højesteret bemærkede, at sondringen skulle ske efter de kriterier, som er angivet i punkt B 3.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven.

Efter en samlet vurdering af kriterierne fandt Højesteret, at ingeniøren ikke var selvstændigt erhvervsdrivende. Retten lagde især vægt på, at

  • ingeniøren var engageret for en længere periode, hvor han var undergivet forflyttelsespligt
  • ingeniøren ikke havde afholdt driftsudgifter af en sådan art og størrelse, som man måtte forvente af en selvstændigt erhvervsdrivende inden for den pågældende branche.

Dommen ændrede Vestre Landsrets dom i TfS 1996, 7.

Landsretsdomme

SKM2017.739.ØLR

Døgnpleje - familiepleje - lønmodtager.

Sagen drejede sig om, hvorvidt en skatteyder, der sammen med sin ægtefælle havde indgået aftale med en kommune om at have to piger i døgnpleje, skulle anses som lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende i skatteretlig henseende.

Landsretten udtalte,

  • at spørgsmålet skulle afgøres efter en afvejning af kriterierne i punkt B 3.1.1. i personskattecirkulæret, og
  • at skatteyderen efter en samlet bedømmelse heraf skatteretligt skulle anses som lønmodtager.

Landsretten lagde i den forbindelse særligt vægt på,

  • at skatteyderen efter kontrakterne om formidlet døgnophold modtog et fast månedligt vederlag, der var fastsat ud fra en konkret vurdering af børnenes omfattende plejebehov,
  • at kontrakterne kunne opsiges gensidigt med en måneds varsel, og
  • at regelgrundlaget må forstås sådan, at de særskilte betalinger fra kommunen for kost og logi ud fra en gennemsnitsbetragtning tilsigtede at dække de almindelige udgifter ved at have pigerne boende, bortset fra lomme- og tøjpenge, der blev udbetalt til pigernes nemkonto, og særlige kørselsudgifter, der blev refunderet af kommunen.
  • Landsretten fandt det derfor ikke godtgjort, at skatteyderen i væsentlig grad havde afholdt nødvendige eller sædvanlige udgifter, der oversteg, hvad den fastsatte godtgørelse for plejeforholdet var forudsat at dække. Skatteyderen havde derfor ikke påtaget sig en opgave for egen regning og risiko.

Principiel.

Se også SKM2014.719.BR.

SKM2016.304.ØLR

Montør og svejseopgaver, skibsværft. Lønmodtager.

Sagen angik bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt et selskab var ansvarligt for manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag. Selskabet havde foretaget en række udbetalinger for udført arbejde på et skibsværft til en svejser, som ifølge selskabet var selvstændigt erhvervsdrivende.

Landsretten fandt, at svejseren måtte anses for lønmodtager, hvorefter der var pligt til indeholdelse af A-skat og AM-bidrag.

Retten udtalte, at der ikke forelå oplysninger, der understøttede, at arbejdet blev udført for svejserens egen regning og risiko. Der var tale om en tidsubegrænset kontrakt om udførelse af ikke nærmere definerede opgaver med aflønning på timebasis, og svejseren måtte over for kunder og kolleger ikke give udtryk for, at han var selvstændigt erhvervsdrivende.

Dommen stadfæster (SKM2015.363.BR) og SKM2015.364.BR.

SKM2015.372.ØLR

Sagerne vedrørte to overlæger med speciale i x-kirurgi, som var hjemmehørende i Sverige.

Sagerne drejede sig bl.a. om, hvorvidt overlægerne var personligt skattepligtige af vederlag for arbejde på et privathospital, eller om vederlaget kunne henføres til deres selskaber.

Efter en samlet vurdering fandt retten, at vederlaget fra privathospitalet skulle bedømmes som lønindkomst.

Landsretten lagde vægt på, at lægerne både før og efter perioden var ansatte i et sædvanligt ansættelsesforhold på privathospitalet.

Retten fremhævede også, at uanset der var sket væsentlige ændringer i arbejdsforhold og ansvarsområde i den relevante periode, indgik arbejdet fortsat som en integreret del af hospitalets kerneydelse.

Lægerne havde desuden kun haft driftsudgifter i mindre omfang. Den yderligere økonomiske risiko, de måtte have påtaget sig, var derfor ikke så betydelig, at de ikke længere kunne betragtes som lønmodtagere.

Dommen stadfæster SKM2014.297.BR.

Sagerne vedrørte også spørgsmål om beskatning af fri bolig.

SKM2014.411.VLR Nogle polske håndværkere blev anset for at være ansat som lønmodtagere i en dansk virksomhed og ikke i en polsk virksomhed. Retten lagde til grund, at det var den danske virksomhed, der aflønnede de polske håndværkere. Da de polske håndværkere var ansat i den danske virksomhed, var der ikke grundlag for at anse forholdet for arbejdsudleje. Dommen stadfæster SKM2012.233.BR.
SKM2013.344.ØLR A, der servicerede tankstationer i situationer med problemer med standere/betalingsautomater, blev anset som lønmodtager i relation til hvervgiveren, fordi han indgik som en integreret medarbejder hos hvervgiveren. Det var derfor A personligt og ikke hans selskab, der var rette indkomstmodtager. Dommen stadfæster SKM2011.796.BR.
SKM2012.599.VLR

Et selskab, der havde anvendt østeuropæiske håndværkere, skulle indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, fordi håndværkerne blev anset for at være lønmodtagere.

Det forhold, at håndværkerne var registreret med selvstændig virksomhed i Østeuropa og momsregistreret i både Østeuropa og Danmark, førte ikke i sig selv til, at de ikke kunne anses for at være lønmodtagere i forhold til selskabet.

At håndværkerne udstedte fakturaer til selskabet var heller ikke afgørende for, om de måtte anses som lønmodtagere.

Retten lagde bl.a. vægt på, at

  • der ikke var sammenhæng mellem betalingerne til håndværkerne og byggeriernes aflevering eller betalingerne fra bygherrerne. De enkelte håndværkere bar derfor ikke den økonomiske risiko for arbejderne
  • håndværkerne var tilmeldt selskabets adresse
  • håndværkerne over for politiet havde forklaret, at de arbejdede for selskabet og fik timebetaling. 

Retten lagde desuden særlig vægt på, at selskabet havde afholdt en række sædvanlige erhvervsmæssige udgifter, herunder væsentlige udgifter vedrørende værktøj, arbejdstøj, materialer, mobiltelefoner mv. for håndværkerne, og at der ikke var dokumentation for afregningsforholdet for dette.

Dommen stadfæster SKM2011.707.BR.
SKM2012.466.VLR

En række udenlandske arbejdere, som en virksomhed formidlede til beskæftigelse hos danske kunder, blev anset for at være lønmodtagere. Det kunne ikke føre til andet resultat, at virksomheden fremlagde "samarbejdsaftaler", eller at der var fremlagt enkelte fakturaer vedrørende danskere, der bl.a. var angivet at vedrøre arbejdsudleje fra en anden virksomhed.

Dommen stadfæster SKM2011.177.BR.
SKM2012.375.VLR En chauffør, der afregnede med faktura påført moms blev anset for lønmodtager. Arbejdsgiveren hæftede derfor for afregning af A-skat mv.

Dommen stadfæster SKM2011.513.BR.

Se også SKM2012.400.LSR.

SKM2010.252.ØLR

Skatteyderen modtog i et interessentskab med sin hustru managementhonorarer fra to selskaber, som var ejet af ham og hustruen. Retten fandt, at honorarerne ikke var erhvervet som led i selvstændig virksomhed, men var lønindkomst.

Dommen stadfæster SKM2009.495.BR.

SKM2009.327.ØLR

Lønmodtagere.

Sagen drejede sig om, hvorvidt nogle danserinder på natklubber var lønmodtagere med den virkning, at der skulle indeholdes A-skat af deres vederlag eller ej.

Danserinderne optrådte fire gange pr. aften. Mellem deres optrædener havde danserinderne mulighed for at sælge champagne, som de drak sammen med kunderne på natklubberne.

Landsretten fandt, at danserindernes vederlag var ydet for personligt arbejde i tjenesteforhold, jf. KSL § 43, stk. 1. Retten lagde navnlig vægt på, at

  • danserindernes arbejde såvel i form af striptease-dans som champagnesalg indgik som en integreret eller central del af natklubbernes ydelser
  • danserinderne således i perioder på typisk ikke under én måned til adskillige år indgik i natklubbernes ordinære struktur med faste mødetider og vagtplaner
  • lønnen i alt væsentligt måtte betegnes som nettoindkomst.

Retten fandt heller ikke, at der som følge af administrativ praksis vedrørende udenlandske artister og solister var grundlag for at anse danserinderne for selvstændige erhvervsdrivende, ligesom der heller ikke var dokumenteret nogen fast praksis for, at danserinderne af andre grunde skulle betragtes som selvstændige.

Tidligere instanser: SKM2006.676.LSR og SKM2008.487.BR.

SKM2007.480.ØLR

Skatteyderne i sagen - et ægtepar - havde i indkomstårene 1997-1999 begge arbejdet for en række selskaber, der indgik i to koncerner, men som i 2000 blev én koncern. Selskaberne i koncernen havde udbudt telefonsexydelser, og ægteparret havde lavet annoncer mv. til brug for udbud af telefonsexydelserne. Den ene af skatteyderne havde ejerinteresser i den ene koncern i 1997-1999. Landsretten fastslog, at skatteyderne ikke kunne anses for at være selvstændigt erhvervsdrivende i perioden 1997-1999.

Landsretten lagde bl.a. vægt på, at

  • arbejdet indgik som en løbende og integreret del af den virksomhed, der var blevet drevet igennem de selskaber, som den ene af ægtefællerne var eller blev medejer af
  • arbejdet ikke var forbundet med en reel økonomisk risiko for ægtefællerne.
 

SKM2007.215.VLR

Sagen drejede sig bl.a. om, hvorvidt 7 EOD-specialister (sprængningseksperter), der var antaget af et konsortium med henblik på ammunitionsrydning, var ansatte lønmodtagere.

Landsretten lagde til grund, at EOD-specialisterne

  • var underlagt konsortiets instruktionsbeføjelse og kontrol
  • modtog månedligt vederlag
  • ikke afholdt erhvervsmæssige udgifter, der lå væsentligt ud over, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold
  • fik stillet arbejdskraft og materiel til rådighed.

Landsretten fandt derfor, at EOD-specialisterne var lønmodtagere i forhold til konsortiet.

 

SKM2005.280.VLR

Altmuligmand blev anset for at være lønmodtager.

Landsretten foretog en samlet vurdering af, om altmuligmanden havde udført personligt arbejde i et tjenesteforhold for en byggeforening.

Landsretten lagde vægt på, at

  • han udførte arbejde for byggeforeningen efter nærmere anvisninger
  • han ikke havde påtaget sig en selvstændig økonomisk risiko, men blev aflønnet på baggrund af sin opgørelse af anvendte timer
  • forbrugte materialer blev faktureret direkte over for byggeforeningen
  • hans løn ikke var af en sådan størrelse, at han kunne antage medhjælp
  • han ikke havde andre hvervgivere
  • han ikke havde nogen håndværksmæssige autorisationer
  • han ikke var momsregistreret.

Selvom han ikke havde fast ugentlig arbejdstid på 24 timer, skulle byggeforeningen derfor have indeholdt A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag i udbetalingerne til ham.

 

SKM2005.124.ØLR

Lønmodtager

En edb-konsulent modtog indkomst fra et selskab, der var ejet af hans halvsøster.

Landsretten lagde til grund, at

  • selskabet var edb-konsulentens eneste hvervgiver
  • selskabet ejede samtlige driftsmidler og afholdt alle udgifter i forbindelse med driften
  • det var selskabet, som entrerede med kunderne, herunder at fakturering skete i selskabets navn
  • samarbejdsaftalen mellem selskabet og konsulenten indebar, at han havde påtaget sig en løbende arbejdsforpligtigelse over for selskabet og havde et opsigelsesvarsel på én måned.

Derfor og henset til, at konsulenten modtog skattefri befordringsgodtgørelse, fandt landsretten, at indkomsten måtte anses som vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold.

 

SKM2002.561.ØLR

En discjockey, der arbejdede to steder, blev anset for at være lønmodtager og ikke selvstændigt erhvervsdrivende. Retten lagde vægt på, at

  • han modtog feriepenge
  • han havde indgået aftale om en løbende arbejdsydelse
  • der var tale om et længerevarende arrangement
  • hvervgiverne havde en almindelig adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse
  • arbejdstiden svarede til diskotekets åbningstid
  • han havde ret til opsigelsesvarsel
  • vederlaget var beregnet som almindeligt i tjenesteforhold
  • vederlaget blev udbetalt periodisk
  • han var medlem Dansk Funktionærforbund og Funktionærernes Arbejdsløshedskasse.

Se også TfS 1999, 377 HRD og SKM2006.485.SR.

SKM2002.470.ØLR

En skatteyder, der hjemme lavede strenge til musikinstrumenter for en virksomhed, blev anset for at være lønmodtager.

 

SKM2002.469.VLR

To slagteriarbejdere, der i sæsonen var beskæftiget på en minkfarm med pelsning af mink, blev anset for lønmodtagere.

 

SKM2002.339.ØLR

En assurandør var ikke selvstændigt erhvervsdrivende.

Retten lagde bl.a. vægt på, at

  • han var undergivet ferielovens og funktionærlovens regler
  • han var omfattet af forsikringsselskabets pensionsordning og gruppelivsforsikring
  • hans omkostninger ved arbejdet helt eller i det væsentlige blev dækket ved månedlige omkostningstillæg.
 

Byretsdomme

SKM2018.161.BR

En freelancer ved en virksomhed blev anset for at være lønmodtager.

Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med kriterierne anført i cirkulæret om personskatteloven, at skatteyderen skulle anses for lønmodtager.

Retten lagde i den forbindelse særligt vægt på, at

    • skatteyderen over en længere periode kontinuerligt varetog skiftende opgaver integreret i den pågældende virksomhed, dels i henhold til en skriftlig aftale indgået med skatteyderen personligt, dels i henhold til en mundtlig aftale om udførelse af diverse forefaldende opgaver.
    • skatteyderen i det væsentlige havde udført samme opgaver som de øvrige medarbejdere
    • skatteyderen kun havde indtægter fra virksomheden bortset fra et mindre beløb
    • skatteyderen var undergivet generelle retningslinjer, instruktion og tilsyn
    • aflønningen skete efter faste dagstakster en gang månedligt
    • der ikke var afholdt driftsomkostninger, der efter deres karakter og omfang væsentligt adskilte sig fra det, der sædvanligvis afholdes af lønmodtagere.

SKM2017.208.BR

En vognmand blev anset for ansat lønmodtager i relation til den sagsøgende virksomhed.

Retten lagde til grund,

  • at vognmanden ikke var registreret som selvstændigt erhvervsdrivende
  • ikke havde et aktivt CVR-nummer i de omhandlede indkomstår
  • sagsøgeren var vognmandens eneste hvervgiver i de pågældende år
  • vognmandens arbejde for sagsøgeren havde været omfattende
  • arbejdet var foregået løbende og med stor hyppighed 
  • arbejdet ofte var faktureret til en bestemt enhedspris
  • vognmandens arbejde for sagsøgeren i al væsentlighed var foregået ved kørsel med sagsøgerens lastbiler
  • betalingen for vognmandens arbejde ikke i særlig grad adskilte sig fra lønnen til sagsøgerens øvrige ansatte.

Derfor fandt retten efter en samlet vurdering, at vognmanden måtte betragtes som en lønmodtager i sagsøgerens virksomhed.

SKM2014.719.BR

Døgnpleje. Lønmodtagere.

Spørgsmålet var, om ægtefællerne A og BAs indkomst som døgnplejefamilie for anbragte børn var oppebåret som led i selvstændig erhvervsvirksomhed eller som lønmodtagerindkomst.

Retten lagde til grund, at

  • de enkelte kontrakter om pleje af børn blev indgået mellem de  anbringende kommuner og døgnplejerne personligt
  • de kommunale myndigheder havde tilsyns- og kontrolbeføjelser over for A og BA
  • der var fastsat faste takster for det vederlag, de modtog pr. døgn, hvor et barn var anbragt
  • vederlaget blev udbetalt periodisk
  • ægtefællerne havde ret til opsigelsesvarsel
  • ægtefællerne var omfattet af ferielovens bestemmelser
  • at vederlaget hidtil havde været udbetalt månedligt som A-indkomst, hvori der blev indeholdt A-skat.

Retten fandt det endvidere ikke dokumenteret, at A og BA havde afholdt udgifter i forbindelse med plejeopgaverne, der oversteg de beløb til dækning af familiens og børnenes fornødenheder, der blev refunderet af de anbringende kommuner. Retten lagde således til grund, at A og BA havde modtaget vederlag for det udførte arbejde samt refusion af de omkostninger, der var forbundet med at være plejefamilie.

Uanset at der tillige forelå omstændigheder, der kunne tale for at anse A og BA som selvstændigt erhvervsdrivende, måtte de på denne baggrund og efter en samlet vurdering anses for at have været lønmodtagere i 2009 og 2010.

Se også SKM2017.739.ØLR.

Se afsnit C.A.3.4.3. om beskatning af døgnplejere.

SKM2013.694.BR

Retten fandt, at to lægers vederlag for arbejde på et privathospital var lønindkomst for lægerne og ikke indkomst, der kunne henføres til deres svenske selskaber (aktiebolag).

Retten foretog en samlet vurdering af de faktiske omstændigheder sammenholdt med de kriterier, der er angivet i pkt. B 3.1.1. i cirkulære nr. 129 af 4/7 1994 om personskatteloven, og fandt, at de honorarer, som lægerne modtog fra privathospitalet, var vederlag for deres personlige arbejde i tjenesteforhold, jf. KSL § 43, stk. 1.

Retten lagde navnlig lagt vægt på, at

  • kontrakterne blev indgået med lægerne personligt og ikke efterfølgende blev ændret. De senere stiftede aktiebolag var derfor hverken berettigede eller forpligtede i henhold til kontrakterne med hospitalet
  • lægernes arbejdsydelse ikke var begrænset til enkeltstående, afgrænsede opgaver, men indgik som en løbende og integreret del af hospitalets ydelsesudbud og virksomhed i forhold til hospitalets patienter
  • lægerne på hospitalets hjemmeside fremstod som fast tilknyttet hospitalet i præsentationen af hospitalets lægeteam
  • der i honoraret ikke indgik betaling for andet og mere end lægernes personlige arbejdsydelse
  • honoraret blev udbetalt periodisk på baggrund af hospitalets registrering af udførte undersøgelser og operationer og ikke på baggrund af udstedte fakturaer
  • aktiebolagenes indtægter i det væsentlige alene hidrørte fra det pågældende privathospital
  • lægerne benyttede hospitalets faciliteter uden at yde betaling for det
  • lægerne i øvrigt ikke havde godtgjort at have afholdt udgifter, der efter art og omfang adskilte sig fra, hvad der er sædvanligt for lønmodtagere
  • arbejdet reelt ikke indebar nogen økonomisk risiko for lægerne, idet samtlige økonomiske og administrative opgaver, herunder kontakten til patienter og regioner, patientindtag, koordinering mv. blev varetaget af hospitalet, for hvis regning og risiko operationerne blev udført.

SKM2013.228.BR

Retten fandt, at en juletræsplantage ikke havde indgået aftale med en selvstændig virksomhed med polske ansatte. Disse blev derimod anset for lønmodtagere i forhold til den danske virksomhed.

SKM2010.797.BR

Retten fandt efter en konkret vurdering, at skatteyderens faktureringer af kørsel til det af ham ejede selskab ikke var led i hans selvstændige erhvervsvirksomhed med markedsføring, men derimod lønindkomst som led i hans arbejde som direktør i selskabet. Fakturaerne skulle derfor ikke tillægges moms.

 

SKM2008.836.BR

Retten fandt, at en læge var rette indkomstmodtager af honorarer, som var optjent af et selskab, som han var eneanpartshaver i.

Arbejdsopgaverne på sygehusene kunne kun udføres af lægen personligt, og lægens forhold til hvervgiverne for de pågældende sygehuse havde så mange lighedspunkter med et almindeligt ansættelsesforhold, at honoreringen måtte anses for at være løn til ham.

Nærmere lagde retten følgende til grund for sin afgørelse:

  • Arbejdet indgik som en løbende og integreret del af sygehusets virksomhed på det pågældende område
  • Sygehuset havde haft almindelig adgang til at fastsætte generelle instrukser for arbejdets udførelse
  • Lægen havde benyttet sygehusets personale og lokale uden at betale for det
  • Der var tale om en løbende arbejdsydelse, som der blev afregnet for månedsvis
  • Lægen havde ikke godtgjort, at han havde afholdt udgifter, som efter art og omfang adskiller sig væsentligt fra, hvad der er sædvanligt for lønmodtagere
  • Lægens ansvar for eventuelle fejl måtte antages at have været det samme uden hensyn til, om arbejdet blev udført i stillingen som ansat sygehuslæge eller ej.
 

Landsskatteretskendelser og -afgørelser

SKM2012.400.LSR

En virksomhed (avisdistributør) hæftede for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af udbetalinger til en chauffør, fordi chaufføren blev anset for at være lønmodtager.

Chaufføren havde eget CVR nr. og udskrev fakturaer til virksomheden.

Der blev bl.a. lagt vægt  på, at

  • virksomhedens andre ansatte havde haft tilsvarende lønforhold og arbejdsvilkår
  • virksomheden bortset fra en kortere periode havde stillet varebil til rådighed
  • virksomheden havde finansieret brændstoffet
  • med undtagelse af en enkelt måned var der udbetalt et månedligt vederlag, så forholdet havde karakter af en løbende arbejdsydelse
  • virksomheden i det væsentlige havde været chaufførens eneste arbejdsgiver.
Se også SKM2012.375.VLR.

SKM2011.718.LSR

En speciallæge, der var ansat som konsulent ved et privathospital, blev anset for at være lønmodtager i tjenesteforhold.

Se også SKM2011.854.SRSKM2011.859.SR og SKM2014.350.LSR.

SKM2006.59.LSR

En læge, der udførte opgaver for to forsikringsselskaber, blev anset for at være lønmodtager i begge tilfælde.

 

TfS 2000, 528 LSR

En underviser i musik, der arbejdede gennem oplysningsforbund, blev anset for at være lønmodtager.

Retten lagde bl.a. vægt på, at

  • vederlaget var beregnet som det var almindeligt i tjenesteforhold (timeløn) og udbetalt periodisk
  • vederlaget var i overvejende grad nettoindkomst
  • kurserne blev afholdt for oplysningsforbundenes økonomiske regning og risiko.

Han var desuden dirigent for to kor. Han blev ikke anset for at stå i et egentligt tjenesteforhold til korene. Henset til karakteren og omfanget af arbejdet fandt retten heller ikke, at han havde etableret selvstændig virksomhed.

Disse indtægter blev derfor anset for honorarindtægter, der skattemæssigt skulle behandles som indtægter ved hobbyvirksomhed. Efter praksis skulle indkomsten opgøres ud fra et nettoprincip, sådan at fradragsberettigede udgifter kunne fratrækkes i den personlige indkomst.

Se afsnit C.C.1.2.3 om honorarindtægter.

TfS 2000, 510 LSR

Lønmodtager

Et selskab, der drev edb-konsulentvirksomhed, havde engageret edb-konsulenter til som underentreprenører at udføre arbejdsopgaver for de kunder, som selskabet havde indgået aftale med.

Instruktionen og fordelingen af arbejdsopgaverne skete direkte mellem de enkelte konsulenter og selskabets kunder. Konsulenterne fakturerede selskabet og fik på den måde vederlaget udbetalt uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Landsskatteretten fandt efter en samlet vurdering af forholdet mellem selskabet og konsulenten, at arbejdet for selskabet var udført på lønmodtagerlignende vilkår. Der var henset til

  • den mellem parterne indgåede kontrakt og det i øvrigt oplyste herom, hvorefter konsulenten ikke havde båret den for selvstændig erhvervsvirksomhed kendetegnende økonomiske risiko
  • arbejdets varighed
  • kontraktens vilkår vedrørende arbejdstid, honorering, konkurrenceklausul mv.

Selskabet skulle derfor indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af vederlag til konsulenterne.

 

TfS 1999, 391 LSR

En musiker, der var ansat som lønmodtager i et symfoniorkester, havde ved siden af dette arbejde modtaget indtægter fra en musikskole, som blev anset for at være lønindkomst.

Desuden havde han indtægt fra visse enkeltstående engagementer.

Indtægterne fra engagementerne ansås ikke for oppebåret som led i selvstændig erhvervsvirksomhed, men en del af disse indtægter måtte anses som indtægt ved ikke erhvervsmæssig aktivitet, der skatteretligt skulle behandles på samme måde som indtægt ved hobbyvirksomhed.

Når nettoindkomsten skulle opgøres, kunne de udgifter, der var forbundet med indkomsten (kildeartsbestemte) trækkes fra i det omfang, de var dokumenteret og kunne indeholdes i denne indkomst, jf. PSL § 3, stk. 1, sammenholdt med § 1.

 

TfS 1997, 922 LSR

En overlæge var tilknyttet et privathospital i de perioder, hvor han havde fri fra det offentlige sygehus, hvor han var fastansat. Han blev aflønnet af privathospitalet med en fast timeløn, som blev udbetalt som B-indkomst. Landsskatteretten anså lægen for at være lønmodtager i forhold til privathospitalet. Retten lagde vægt på, at

  • lægens driftsudgifter ikke oversteg, hvad der var sædvanligt i lønmodtagerforhold
  • lægen ikke havde båret den risiko, som er karakteristisk for selvstændigt erhvervsdrivende.
 

TfS 1990, 370 LSR

En disponent i et vinfirma havde samtidig indtægter fra kurser om vin inden for fritidsundervisningssektoren. Indtægterne fra kurserne kunne ikke anses for erhvervet ved selvstændig virksomhed.

Der blev lagt vægt på, at

  • han havde modtaget en fast timeløn, der var beregnet uden hensyn til, hvor mange deltagere, der havde meldt sig til foredragene. Virksomheden var derfor ikke drevet for egen regning og risiko
  • han ikke havde afholdt driftsudgifter, der efter deres art og omfang lå væsentligt ud over, hvad der var sædvanligt i lønmodtagerforhold.
 

TfS 1990, 247 LSR

En assurandør, der fik stillet kontor og sekretærhjælp til rådighed af arbejdsgiveren, blev anset for at være lønmodtager, og var derfor ikke berettiget til at indtræde i virksomhedsordningen. Hans egne udgifter i forbindelse med erhvervet afveg ikke væsentligt fra sædvanlige lønmodtagerudgifter.

 

LSRM 1980, 85 LSR

Stillingen som postekspeditør anses ikke for at være selvstændig virksomhed.

 

Skatterådet

xSKM2018.579.SRx

xLL § 4 - Deltagelse i transparent selskabx

xAfgørelsen er omtalt i afsnit C.C.1.2.4 Selvstændigt erhvervsdrivende ved deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab. x

SKM2016.357.SR

 

En projektmedarbejder, der udførte arbejde for et dansk firma via et engelsk rekrutteringsbureau, blev efter en samlet, konkret vurdering anset for lønmodtager, idet der udførtes  personligt arbejde i tjenesteforhold i relation til det danske firma.

 

SKM2015.275.SR

To tatovører, der havde indgået lejekontrakt med en tatovørvirksomhed,  blev anset for lønmodtagere.

Skatterådet tillagde det ikke vægt, at de to tatovører efter eget valg havde investeret i eget værktøj, eller at de ikke var garanteret en indkomst.

SKM2014.451.SR

Skatterådet afviste at svare bekræftende på, at nogle læger og psykologer, der var knyttet til et privathospital ved samme kontrakt, ikke var lønmodtagere. Spørgsmålet måtte besvares konkret på baggrund af oplysninger om den enkelte læge eller psykolog, herunder om dennes udgifter.

SKM2014.407.SR Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en polsk håndværker (hvervtager), der lejlighedsvis udførte arbejde for et dansk malerfirma, var selvstændigt erhvervsdrivende her i landet.

Hans momsregistrering i Polen havde ikke betydning i relation til den danske afgrænsning af lønmodtagere i forhold til selvstændigt erhvervsdrivende.

SKM2013.872.SR

En praktiserende læges bijob ved en region som efteruddannelsesvejleder for regionens andre læger blev anset for et lønmodtagerforhold. 

SKM2013.115.SR En overlæge på et offentligt sygehus havde gennem flere år haft mindre indtægter som speciallæge for privatpraktiserende speciallæger og -klinikker. Han blev tilkaldt ved særlige behov og opgaver. Skatterådet fandt, at lægen ikke var selvstændigt erhvervsdrivende.
SKM2012.261.SR

En overlæge, som var deltidsansat (80 %) på et privathospital, startede et konsulentfirma til ad hoc beskrivelser af MR-undersøgelser (avancerede røntgenundersøgelser).

Skatterådet fandt, at overlægen ikke var selvstændigt erhvervsdrivende, og arbejde, som blev udført under en konsulentaftale med privathospitalet kunne derfor ikke faktureres under virksomhedsordningen.

Afgørelsen stadfæstet af Landsskatteretten (ej offentliggjort).

Se også SKM2012.262.SR.

SKM2012.260.SKAT (SR)

En speciallæge i ortopædkirurgi blev anset for at være i et lønmodtagerforhold til et privathospital. Honorar for ydelser, som han udførte på privathospitalet, kunne derfor ikke udbetales til hans virksomhed.

 

SKM2012.231.SR

En anæstesilæge, der var konsulent ved et privathospital blev ikke anset for at være selvstændig erhvervsdrivende, selvom han havde en anden læge som tilkaldevagt.

Lønmodtager.

 
SKM2012.200.SR

En speciallæge i plastikkirurgi havde, siden han havde færdiggjort speciallægeuddannelsen, været ansat som afdelingslæge på et offentligt hospital. Han indgik derefter aftale med et privathospital. Hans tilknytning til privathospitalet blev anset for at være et lønmodtagerforhold, idet han ikke kunne anses for at være selvstændigt erhvervsdrivende som speciallæge.

Se tilsvarende afgørelse i SKM2012.199.SR og SKM2014.133.SR.

SKM2011.859.SR

En ansat overlæge ved et offentligt sygehus var ved siden af dette arbejde tilknyttet et privathospital på honorarbasis. Hans tilknytning til privathospitalet blev anset for at være et lønmodtagerforhold.

Se også

SKM2011.718.LSR og SKM2011.854.SR.

SKM2011.854.SR

En læges tilknytning til et privathospital blev anset for at være et lønmodtagerforhold.

Skatterådet afviste, at det skatteretligt anses for en erhvervsmæssig risiko, at en læge ikke kan garanteres fremtidige arbejdsopgaver.

Se også

SKM2011.718.LSR og SKM2011.859.SR.

SKM2009.794.SR

Skatterådet fandt efter en samlet vurdering, at skatteyders udførelse af personundersøgelser for Kriminalforsorgen ikke var selvstændig erhvervsmæssig virksomhed.

Der blev navnlig lagt vægt på, at

  • skatteyderens arbejde kun bestod i én type af opgaver for én arbejdsgiver
  • skatteyderen ikke løb nogen økonomisk risiko.
 

SKM2007.368.SR

Skatterådet anerkendte ikke et konsulentselskab A A/S som rette indkomstmodtager til honorarer vedrørende bygningsrådgivning, da arbejdsopgaverne ikke havde karakter af selvstændig erhvervsvirksomhed.

 

SKM2006.485.SR

Virksomhed som discjockey kunne ikke betragtes som erhvervsmæssig virksomhed.

Lønmodtager.

Se også TfS 1999, 377 HRD og SKM2002.561.ØLR om discjockeyer.

Andet

TfS 1995, 154 TSS

En buschauffør , der drev et buschaufførbureau som momsregistreret enkeltmandsvirksomhed, blev ikke anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende.

Han havde ingen ansatte og stillede ikke bus til rådighed.

Chaufførlønnen var alene ud fra sin karakter A-indkomst, og det er ikke en forudsætning, at der er et egentligt ansættelsesforhold. Det var uden betydning, om chaufføren havde en eller flere arbejdsgivere.

TfS 1991, 108 TSS

Lodser ved regulerede lodserier anses for at være lønmodtagere.

 

Skd. 1975.32.102

Partsfiskeri blev ikke anset for at være selvstændig erhvervsvirksomhed i et tilfælde, hvor fiskeren ikke selv ejede kutteren.

Se KSLbek § 18, nr. 30.

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter