Der gælder forskellige regler for henholdsvis affaldsvarmeafgiften og for tillægsafgiften. Afgiftsgrundlaget for affaldsvarmeafgiften opgøres på baggrund af den producerede varme, hvor afgiftsgrundlaget for tillægsafgiften følger energiindholdet i affaldet. Med andre ord er affaldsvarmeafgiften en afgift på output varme og tillægsafgiften en afgift på input energi.

Reglerne for opgørelse af den afgiftspligtige mængde fremgår af KULAL § 5. Reglerne følger det almindelige princip i energiafgiftslovene om, at der ikke skal betales afgift af affaldsvarme/affald, der anvendes til at fremstille elektricitet.

Derudover er affaldsvarmeafgift på den varme, som momsregistrerede virksomheder anvender til procesformål, omfattet af de almindelige godtgørelsesregler i KULAL § 8 og § 8a.

Affaldsvarmeafgiften på affald til fremstilling af varme, der anvendes til procesformål, er samtidig omfattet af den nedsatte godtgørelse af energiafgifter. Se KULAL § 8 a og afsnit E.A.4.6 om godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift til momsregistrerede virksomheder. Se KULAL § 5, stk. 4.

I reglerne om opgørelse af den afgiftspligtige mængde for henholdsvis affaldsvarmeafgiften og tillægsafgiften tages der hensyn til, om der er tale om

  • ren affaldsvarmeproduktion
  • kombineret produktion, dvs. kombineret el- og varmefremstilling kun på basis af afgiftspligtigt affald
  • varmeproduktion på basis af en kombination af afgiftspligtigt affald og andet brændsel, eller
  • kombineret el- og varmefremstilling på basis af en kombination af afgiftspligtigt affald og andet brændsel.

Måling ved produktion af varme og/eller elektricitet ved forbrænding af affald

For anlæg, der kun producerer og leverer varme ved hjælp af forbrænding af affald, gælder desuden, at varmen skal måles i umiddelbar tilknytning til affaldsforbrændingsanlægget. 

I tilfælde, hvor det af tekniske grunde ikke er muligt at foretage måling af varmen i umiddelbar tilknytning til affaldsforbrændingsanlægget, kan det accepteres, at målingen foretages senere. Der skal dog ske måling senest på det tidspunkt, hvor varmen forlader produktionsanlæggets afgrænsede geografiske område. Dette afgøres i det enkelte tilfælde efter en konkret vurdering.

Se også

Se også afsnit E.A.4.4.10.2 om fordeling af brændsler mellem el- og varmeproduktion i kraftvarmeværker.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv

Skemaet viser relevante afgørelser på området: 

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

xSKM2019.306.VLRx

xEt affaldsforbrændingsanlæg havde angivet negative affaldsvarme-, tillægs- og kuldioxidafgifter i sommermånederne, på grund af anlægget fyrede efter et særligt forbrændingsprogram i løbet af perioden.

Vestre Landsret kom frem til, at der ikke er hjemmel til at angive negativ afgiftstilsvar efter afregningsreglerne i kulafgiftsloven § 12, stk. 1 og kuldioxidsafgiftslovens § 13, stk. 1, samt mængdeberegningsreglerne i kulafgiftslovens § 5, stk. 3 og kuldioxidsafgiftsloven § 5, stk. 3. Det forhold, at anlægget havde valgt den mest miljøvenlige forbrændingsprogram, ændrede ikke på resultatet.x

SKM2018.567.ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt appellanten, der er et centralt kraftvarmeværk, skulle opgøre den afgiftspligtige brændselsmængde efter metoden i dagældende kulafgiftslovs § 7, stk. 1, 3. pkt. (selskabets standpunkt), eller efter kulafgiftslovens § 7, stk. 1, 4. pkt., nr. 2 (Skatteministeriets standpunkt).

Det afgørende var, om selskabet havde dokumenteret, at der forelå en kontrakt pr. 1. juli 1998, som fastsatte hvilken del af forbruget af brændsel, der skulle indregnes i elektricitetsprisen, og som var godkendt af det daværende El-prisudvalg.

Landsretten fandt under henvisning til den klare og konsistente ordlyd af den dagældende kulafgiftslovs 7, stk. 1, 3. pkt., at begrebet ”godkendt kontrakt” skal forstås i overensstemmelse med ordlyden, og at anmeldelser af prisændringer til Elprisudvalget derfor ikke kan sidestilles med eller erstatte en godkendt kontrakt.

Landsretten fandt, at en allonge fra 1997 skulle være godkendt af Elprisudvalget, såfremt den afgiftspligtige brændselsmængde for den i sagen omhandlede periode skal opgøres efter § 7, stk. 1, 3. pkt.

Landsretten lagde til grund som ubestridt, at allongen ikke blev indsendt til Elprisudvalget. Da anmeldelserne til Elprisudvalget ikke kunne sidestilles med eller erstatte fremsendelse af en kontrakt eller ændringer i en kontrakt, var betingelserne for at opgøre afgiftsgrundlaget efter kulafgiftslovens § 7, stk. 1, 3. pkt., ikke opfyldt.

På den baggrund stadfæstede landsretten byrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet.

Dommen er en stadfæstelse af SKM.2018.54.BR

Landsskatteretskendelser

SKM2017.429.LSR

LSR stadfæstede SKATs afgørelse vedrørende negativ afgiftstilsvar. SKAT havde foretaget en efteropkrævning af affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgift for perioder, hvor der var fyret med biomasse, da udbetaling af negativ afgiftstilsvar ikke kunne anses for berettiget. xSe SKM2019.306.VLRx

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter