Indhold

Afsnittet handler om omstødelsesreglerne uden for konkursloven. 

Afsnittet indeholder:

  • Regler uden for konkursloven
  • Gaver mellem ægtefæller
  • Indbetalinger på livsforsikringer
  • Variable vederlag i kapitalselskaber
  • Ugyldige dispositioner
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regler uden for konkursloven

Uden for konkursloven findes der enkelte love, der indeholder bestemmelser, som har samme virkning som omstødelsesbestemmelserne i konkursloven. Konkursen har ekstinktiv virkning, dvs., at konkursboet kan ekstingvere (fortrænge) dispositioner, hvor den fornødne sikringsakt i form af tinglysning mv. ikke er iagttaget. 

Herudover kan der være tale om dispositioner, der efter de almindelige obligationsretlige regler ikke kan gøres gældende over for konkursboet. I de tilfælde, hvor konkursloven ikke gælder på en given disposition, kan der derfor være andre muligheder for at få dispositionen omstødt eller på anden måde underkendt. 

Bestemmelser med samme virkning som omstødelse findes i

Desuden er det i visse situationer muligt at gennemføre erstatningssager mod virksomhedens ansvarlige personer, hvis de ved deres dispositioner culpøst har påført fordringshaverne et tab. Disse sager kan dog ikke gennemføres som et supplement til omstødelse, men kun som et alternativ. 

Gaver mellem ægtefæller

Indtil den 1. januar 2018 var gaver mellem ægtefæller som hovedregel kun gyldige, hvis der blev oprettet en ægtepagt, se lov om ægteskabets retsvirkninger § 30, stk. 1, 1. punktum. Hvis gaven er givet efter den 1. januar 2018, er kravet om ægtepagt blevet ophævet. Gaver mellem ægtefæller er nu gyldige uden ægtepagt. Se ægtefælleloven § 2 og afsnit G.A.3.1.5.4 Dispositioner mellem ægtefæller.

Har en ægtefælle før ægtefællelovens ikrafttræden givet sin ægtefælle en gave, uden at kravet i den hidtil gældende § 30, stk. 1, i lov om ægteskabets retsvirkninger var opfyldt, anses gaven som gyldig givet ved lovens ikrafttræden. Bestemmelsen finder dog anvendelse, hvis den ægtefælle, der har givet gaven, eller denne ægtefælles kreditorer eller arvinger før lovens ikrafttræden har anlagt retssag med påstand om, at gaven skal tilbagegives. Se ægtefælleloven § 81.

Ægtefællelovens § 82 angiver, at den hidtil gældende § 33 i lov om ægteskabets retsvirkninger finder anvendelse på gaver, som den ene ægtefælle har givet den anden ægtefælle før lovens ikrafttræden. Bestemmelsen i § 33 i lov om ægteskabets retsvirkninger angav, at hvis den ene ægtefælle ved ægtepagt havde givet den anden ægtefælle en gave, kan den, som på overdragelsestidspunktet havde et krav mod overdrageren, rette kravet mod modtageren, hvis det ikke er muligt at få fuld dækning hos overdrageren. Dette gælder dog ikke, hvis gavemodtageren kan bevise, at overdrageren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Er der ydet delvis vederlag, fradrages dette i værdien. Den overdragende ægtefælle er dog fri for ansvar, når det kan bevises, at de overførte genstande er gået tabt uden overdragerens skyld.

Kravet kan ikke overstige gavens værdi

Kravet mod modtageren kan ikke overstige værdien af gaven.

Konkurs kræves ikke

Bestemmelsen kan anvendes af den enkelte fordringshaver ved søgsmål mod modtagerægtefællen. Brug af bestemmelsen forudsætter ikke, at der er afsagt konkursdekret. Bestemmelsen indeholder ingen tidsfrist, og den stiller heller ikke særlige krav til fordringshavers bevis for, at skyldneren på overdragelsestidspunktet var insolvent.

Kravet skal være stiftet inden gaveægtepagtens tinglysning

Fordringshavers krav skal være stiftet inden gaveægtepagtens tinglysning.

Ingen mulighed for at kræve tilbagelevering

Gaven kan ikke kræves tilbageført til giveren. Denne mulighed består ved omstødelse efter konkurslovens § 64. Se konkurslovens § 77. Det er kun værdien, der kan kræves udbetalt efter lov om ægteskabets retsvirkninger § 33, stk. 1.

Sædvanlige lejlighedsgaver tillades

Undtagelse fra omstødelse er ifølge konkurslovens § 64, stk. 3, lejlighedsgaver og lignende gaver og understøttelser, som ikke stod i misforhold til skyldnerens kår.

Det må bero på en vurdering af gavens værdi, om en gave kan karakteriseres som lejlighedsgave. Værdien må ikke stå i misforhold til giverens økonomi. Er giverægtefællen insolvent, skærpes derfor kravene til, hvad der må gives af "sædvanlige gaver".

Først til mølle-princippet

Der er ingen ligestilling blandt giverægtefællens fordringshavere, da modtagerægtefællen kan betale til de enkelte af disse, efterhånden som de gør krav gældende. Når værdien af den modtagne gave er betalt, er der ikke yderligere ansvar. 

En ligestilling blandt fordringshaverne opnås dog ved konkurs. Har modtagerægtefællen foretaget en betaling til en enkelt fordringshaver inden konkursen, må betalingen til denne kunne omstødes, hvis den kunne have været omstødt efter konkurslovens § 72 og § 74, såfremt den var foretaget af giverægtefællen. Ond tro vil foreligge hos fordringshaver, der jo netop holdt sig til modtagerægtefællen.

Hvis modtagerægtefællen fører solvensbevis

Et krav mod modtagerægtefællen er udelukket, hvis denne beviser, at giverægtefællen beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser med. Sædvanlige lejlighedsgaver antages ikke at kunne omstødes i de her foreliggende tilfælde. 

Indbetalinger på livsforsikringer

Hvis en forsikringstager går konkurs, og kan det fastslås, at han i løbet af de sidste tre år inden fristdagen har indbetalt et efter sin formuetilstand på indbetalingstidspunktet uforholdsmæssigt stort beløb i præmie på en livsforsikring, kan konkursboet forlange, at det for meget betalte skal betales tilbage til boet. Se forsikringsaftalelovens § 117, stk. 1, og fx UfR 2001.1914 VLR. 

Det er dog en betingelse, at beløbet kan udredes af forsikringens tilbagekøbsværdi eller af fripolicens kapitalværdi. Tilbagekøbsværdien er den værdi, forsikringstageren kan kræve tilbagebetalt, hvis forsikringstageren efter policen kan kræve en kontant godtgørelse for præmieindbetalingen, når han holder op med at indbetale på forsikringen. Se UfR 1997.1096 VLR. 

Er forsikringssummen forfalden uden at være udbetalt inden fristdagen, eller forfalder den under konkursbehandlingen, kan konkursboet under de betingelser, der anføres i forsikringsaftalelovens § 117, stk. 1, forlange en tilsvarende del af forsikringssummen indbetalt i boet. Se forsikringsaftalelovens § 117, stk. 2. 

Reglerne i forsikringsaftalelovens § 117, stk. 1 og 2, vil gælde, uanset om der er indsat en begunstiget, og uanset om forsikringstageren har forpligtet sig til ikke at tilbagekalde begunstigelsen. Har den begunstigede betalt vederlag for indsættelsen, er han berettiget til at kræve dette tilbage af boet. Hvis han har modtaget forsikringssummen, kan boet gøre kravet gældende mod ham. Se forsikringsaftalelovens § 117, stk. 3. 

xSe også en tilsvarende bestemmelse i pensionsopsparingslovens § 12.x

Variable vederlag i kapitalselskaber

Medlemmer af et kapitalselskabs ledelse kan lønnes med fast og/eller variabelt vederlag. Vederlaget må ikke overstige, hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang, samt hvad der må anses for forsvarligt i forhold til kapitalselskabets og, i moderselskaber, koncernens økonomiske stilling. Se selskabslovens § 138, stk. 1. 

Et variabelt vederlag - også kaldet tantieme - er en aflønning, der fastlægges efter variable forhold som fx resultatmål. 

Om et vederlag er sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang, afhænger bl.a. af, hvad der udbetales for lignende arbejdsopgaver i sammenlignelige virksomheder. 

Det øverste ledelsesorgan står til ansvar i forhold til generalforsamlingen, der godkender vederlaget i forbindelse med godkendelse af årsrapporten. 

I tilfælde af et kapitalselskabs konkurs skal medlemmer af ledelsen, selv om de har været i god tro, tilbagebetale, hvad de i de sidste fem år før fristdagen har oppebåret i variabelt vederlag, forudsat at kapitalselskabet var insolvent, da det variable vederlag blev fastsat. Se selskabslovens § 138, stk. 2. 

Ugyldige dispositioner

Hvis en disposition er ugyldig, skal konkursboet, lige så lidt som skyldneren selv, respektere dispositionen. 

Som eksempler på ugyldighedsgrunde kan nævnes svig og tvang.

Proformadispositioner

Blandt andre dispositioner, som fordringshaverne ikke skal respektere, kan nævnes proformadispositioner. Proforma har ikke virkning mellem parterne og derfor heller ikke over for parternes fordringshavere. Tredjemand kan dog støtte ret på en proformaaftale, hvis tredjemand har indgået aftale i tillid til proformaaftalen. Se aftalelovens § 34

I vurderingen af, om der foreligger en proformaaftale, kan der fx lægges vægt på de faktiske forhold i forbindelse med dispositionen. Bl.a. kan følgende faktorer tages i betragtning:

  • Udøver sælgeren af et aktiv efter overdragelsen reelt stadig en ejers råden over aktivet?
  • Er der reelt betalt en købesum for aktivet?
  • Forbliver aktivet hos sælgeren? 

Boet har bevisbyrden for proforma. 

Som eksempel kan nævnes UfR 1992.245 VLR. 

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv. 

Skemaet viser relevante afgørelser på området: 

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretten

UfR 2001.1914 VLR

En indbetaling af 246.716 kr. ud af en fratrædelsesgodtgørelse på ca. 326.000 kr. til en livrentepension blev anset som uforholdsmæssigt stor, hvorfor indbetalingen blev omstødt efter forsikringsaftalelovens § 117, stk. 1.

Hvis et uforholdsmæssigt stort beløb (set i forhold til skyldners situation) overføres til en pensionsopsparing, skal det overskydende tilbagebetales til konkursboet.

UfR 1997.1096 VLR

En skyldner havde indbetalt 950.000 kr. på tre forskellige livsforsikringer over en periode på tre år før sin konkurs. Boet ønskede at omstøde indbetalingerne i henhold til forsikringernes samlede tilbagekøbsværdi, men landsretten fastslog, at der kun kunne ske omstødelse, hvis beløbet kunne udredes af de enkelte forsikringers tilbagekøbsværdi.

forsikringsaftalelovens § 117, stk. 1.

UfR 1992.245 VLR

En far købte sønnens kvægbesætning, men lod besætningen blive på ejendommen. Købesummen blev brugt til at indfri et lån, som faderen havde kautioneret for. Dispositionen blev anset for foretaget for at give faderen sikkerhed i sønnens besætning for tilbagebetaling af købesummen, fordi der reelt forelå en pantsætning af besætningen til sikkerhed for et lån (købesummen) til sønnen. Da sikringsakten for underpant i løsøre (tinglysning) dog ikke var iagttaget, nød pantsætningen ingen beskyttelse over for sønnens fordringshavere.