Dato for udgivelse
04 May 2004 10:30
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13. april 2004
SKM-nummer
SKM2004.199.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
1. afdeling, B-1829-02
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Genoptagelse, skatteansættelse, realitetsbehandling
Resumé

Spørgsmålet i sagen var, om sagsøgeren havde krav på at få realitetsbehandlet skatteansættelserne for 1991 og 1992 af skatteankenævnet med hensyn til værdi af fri bil.

For så vidt angår 1991 fandt landsretten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at han havde klaget over skatteforvaltningens afgørelse, ligesom forskellige andre forhold, herunder fejlagtig meddelelse af henstand, ikke gav sagsøgeren krav på realitetsbehandling i skatteankenævnet.

For så vidt angår 1992 fandt landsretten, at sagsøgeren behørigt var vejledt om de almindelige krav til aflæggelse af kørselsregnskab, og at han derfor ikke havde haft grundlag for at vægre sig ved at indsende de efterspurgte oplysninger. Myndighederne har derfor haft hjemmel til den foretagne skønsmæssige ansættelse, og myndighederne har herved foretaget en realitetsbehandling af ansættelserne. Skattestyrelseslovens § 36 var herefter til hinder for, at skatteankenævnet på ny skulle træffe afgørelse i sagen.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Skattestyrelsesloven § 36

Henvisning

Processuelle regler 2004 - 2 I


Parter

A
(advokat Ole Søgaard-Nielsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Anne Øvlisen).

Afsagt af landsdommerne

Helle Bertung, Elisabeth Mejnertz og Würtzen

1. Indledning

Sagen angår spørgsmålet, om sagsøgeren, A, har krav på at få realitetsbehandlet skatteansættelserne for skatteårene 1991 og 1992 af skatteankenævnet med hensyn til værdien af privat kørsel i firmabil. As hovedanbringende er vedrørende indkomståret 1991, at han rettidigt har påklaget den kommunale ligningsmyndigheds ansættelse til skatteankenævnet. For så vidt angår indkomståret 1992 er As hovedanbringende, at han har krav på realitetsbehandling af sin klage, i det hverken skatteankenævnet eller Landsskatteretten har realitetsbehandlet hans klage. Dette skyldes, at han ikke er blevet behørigt vejledt af myndighederne om aflæggelse af kørselsregnskab, og derfor ikke har afleveret et sådant.

2. Landsskatterettens kendelse

Landsskatteretten afsagde den 2. maj 2002 kendelse vedrørende skatteansættelsen for A for indkomstårene 1988 til 1993, begge år inklusive, hvad angår værdien af privat kørsel i firmabil. Af kendelsen fremgår blandt andet:

"...

Klagen vedrører følgende:

Indkomståret 1992

Personlig indkomst

Værdi af privat kørsel i firmabil i henhold til statsskattelovens § 4
ansat til

84.500 kr.

Skatteankenævnet har nægtet at genoptage klagerens skatteansættelse, jf. skattestyrelseslovens § 22.

Indkomstårene 1991 og 1993

Skatteankenævnet har nægtet at genoptage skatteansættelserne, jf. den dagældende skattestyrelseslovs 4, stk. 1.

Sagen har været forhandlet med klageren.

Det fremgår af sagen, at klageren er ansat som eksportchef i G1 A/S. Arbejdsgiveren havde i de pågældende indkomstår stillet en bil af mærket BMW 525 I til klagerens rådighed. Klageren har for indkomståret 1988 medregnet værdi af privat kørsel i firmabil med 7.800 kr., svarende til 975 km. á 8,00 kr., medens han for så vidt angår indkomstårene 1989 - 1993 inkl. ikke har medregnet værdi af privat kørsel i firmabil ved indkomstopgørelserne for de pågældende indkomstår.

...

Skatteforvaltningen har truffet følgende afgørelse for indkomståret 1991:

Værdi af privat kørsel i firmabil

84.500 kr.

...

Skatteankenævnet har truffet følgende afgørelse vedrørende indkomståret 1992:

Værdi af privat kørsel i firmabil

84.500 kr.

...

Det fremgår endvidere af sagen, at Højesteret ved dom af 20. oktober 1999 har stadfæstet Vestre Landsrets dom, hvorefter det fandtes berettiget, at de stedlige skattemyndigheder for indkomstårene 1988 - 1990 inkl. fastsatte ansættelserne af værdien af privat kørsel i firmabil skønsmæssigt under henvisning til manglende eller mangelfuldt kørselsregnskab, ligesom der ej heller var grundlag for at tilsidesætte de udøvede skøn.

...

Hvad angår afgørelsen for indkomståret 1992 har skatteankenævnet vedrørende ansættelsen af værdi af privat kørsel i firmabil anført, at da klageren ikke har fremlagt kørebog vedrørende firmabil, som på fyldestgørende måde viser fordelingen mellem privat og erhvervsmæssig kørsel, finder nævnet, at kilometerantallet for den private kørsel med rette er ansat skønsmæssigt.

Der er ikke efter skattenævnets opfattelse fremkommet oplysninger, det giver grundlag for at ændre det af skatteforvaltningen udøvede skøn over omfanget af den private kørsel i firmabil.

Hvad angår skatteankenævnets nægtelse af at genoptage ansættelsen for indkomståret 1992 har skatteankenævnet anført, at nævnet fortsat finder, at klageren ikke er kommet med nye oplysninger, der ville have medført et væsentligt ændret udfald af sagen, hvis de havde foreligget tidligere, jf. skattestyrelseslovens § 22, stk. 1. Skatteankenævnet har endvidere henvist klageren til at gøre sine synspunkter gældende overfor Landsskatteretten, under henvisning til, at skatteansættelsen er under klagebehandling i Landsskatteretten.

For så vidt angår afgørelsen for indkomståret 1991 og 1993 har skatteankenævnet anført, at man må fastholde, at klageren fortsat ikke har dokumenteret, at han har henvendt sig til skatteforvaltningen inden for den dagældende skattestyrelseslovs § 4, stk. 1, nævnte 3-års frist, hvorfor nævnet afviser at genoptage skatteansættelserne.

Nævnet bemærker endelig, at ToldSkat Østjylland i brev af 19. september 2000 har meddelt klageren afslag på en anmodning om genoptagelse af ansættelserne for indkomstårene 1991 og 1993. Regionen har ved den lejlighed meddelt klageren, at efter at Højesteret ved dom af 20. oktober 1999 stadfæstede landsrettens dom, således af skattemyndighederne fik medhold i sine påstande vedrørende beskatning af privat kørsel i firmabil, er grundlaget for klagerens anmodning om genoptagelse af ansættelserne for indkomstårene 1991 og 1993 bortfaldt, jf. skattestyrelseslovens § 4, stk. 2.

Regionen tog ikke ved den afgørelse stilling til, hvorvidt klageren eventuelt inden for 3-års fristen, jf. skattestyrelseslovens § 4, stk. 1, har rettet henvendelse til skatteforvaltningen og i denne forbindelse fået berostillet behandlingen af klagesagerne.

De stedlige skattemyndigheder har for hvert af de påklagede indkomstår godkendt fradrag for befordring hjem/arbejde i den private bil for 100 dage.

...

Hvad angår ansættelsen for indkomståret 1992 har klageren anført, at han utallige gange har rettet henvendelse til skattemyndighederne for at få oplyst, hvorledes kørebøger efter skattemyndighedernes opfattelse skal føres.

Klageren har gjort gældende, at skatteankenævnets begrundelse for ansættelsen for indkomståret 1992 er fejlagtig. Der foreligger kørebøger for dette indkomstår, som klageren er villig til at aflevere til skattemyndighederne, men disse foreligger blot i kladdeform og mangler derfor at blive renskrevet.

Klageren gør endvidere gældende, at det grundlæggende princip i denne sag må være, at når skattemyndighederne stiller krav om førelse af kørebøger for firmabiler, må skattemyndighederne også være forpligtede til at informere skatteyderne om, hvordan kørebøger skal føres i henhold til Skatteministeriets skrivelse af 21. december 1988 til klageren.

Klageren er villig til at udlevere de krævede kørebøger, så snart han har skattemyndighedernes fyldestgørende information om, hvordan kørebøgerne skal føres. Men belært af bitter erfaring vil klageren ikke endnu en gang aflevere kørebøgerne i kladdeform (som ifølge skatteankenævnet og Kammeradvokaten var ulæselige).

Klageren har under forhandlingen med Landsskatteretten anført, at han gennem mange år har forsøgt at få skattemyndighederne til at oplyse, hvordan et korrekt kørselsregnskab føres.

Hvad angår sagen om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomståret 1988 - 1993 inkl. har klageren gjort gældende, at skattemyndighederne har foretaget fejlagtige skatteansættelser, hvilket der er klaget over. Skatteankenævnet har ikke benægtet, at der er begået en fejl, men henholder sig alene til, at Højesteret har afsagt stadfæstende dom vedrørende indkomstårene 1988, 1989 og 1990. Skatteankenævnet har ikke benægtet, at skatteansættelserne er fejlagtige.

...

Klageren har ikke på noget tidspunkt fået en afgørelse, der forholder sig til påstanden om, at de foretagne skatteansættelser er foretaget på forkerte forudsætninger. Klageren anmoder i den forbindelse om, at kendelsen fra Landsskatteretten tager stilling hertil og herudover indeholder en stillingtagen til, hvilke betingelser, der skal være opfyldt for, at et kørselsregnskab kan anses for korrekt ført.

...

Hvad angår indkomståret 1992 har klageren anført, at han trods talløse henvendelser til diverse skattemyndigheder om at meddele, hvordan visse nærmere beskrevne kørsler skal føres i kørebogen, kun har modtaget undvigende og intetsigende svar.

For så vidt angår indkomstårene 1991 og 1993 har skatteankenævnet afvist at genoptage behandlingen af disse ansættelser med den begrundelse, at klagefristen er overskredet. Dette er imidlertid ikke i overensstemmelse med bl.a. skrivelse af 14. juli 1995 fra skatteforvaltningen, hvori det klart meddeles, at der foreligger klager over ansættelserne for indkomstårene 1988 - 1993 inkl.

Klageren har endvidere henvist til skrivelse af 6. januar 1998 fra ToldSkat Østjylland, som heller ikke afviser sagen med den begrundelse, at der ikke skulle foreligge klager vedrørende de nævnte 2 indkomstår.

Regionen har i skrivelse af 21. september 2000, efter at Højesteret havde afsagt dom, afvist en anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 1991 og 1993 med den begrundelse, at klageren har oplyst, at ansættelserne for indkomstårene 1991 og 1993 havde samme indhold som sagen vedrørende indkomstårene 1988 - 1990 inkl., hvor Højesteret har afsagt dom.

Dette er ifølge klageren ikke korrekt, idet klageren allerede i skrivelse af 24. april 1992 meddelte skatteankenævnet, at kørebøgerne på afgørende punkter blev ført anderledes, da de tidligere anvendte kørselsnoteringer var helt misvisende i forhold til de faktiske kørsler. Dette er og skal regionen være fuldt informeret om.

Klageren stiller endvidere spørgsmål om, hvorfor der skulle gå 7 - 8 år inden skattemyndighederne "bekvemmede" sig til at kræve skatterne betalt, hvis skattemyndighedernes påstand om, at han ikke har klaget over skatteansættelserne er korrekt.

Hvad angår indkomstårene 1988 - 1993 inkl. har klageren anført, at det for sagen altafgørende faktum fortsat er, at de fejlagtige skatteansættelser ikke skyldes fejlagtige oplysninger fra hans side, men at de udelukkende beror på, at de stedlige skattemyndigheder i sagsbehandlingerne totalt overser de allerede godkendte kørselsfradrag for kørsel hjem/arbejde i klagerens private bil. Derved opstår denne irrelevante "dobbeltkørselseffekt". Når det yderligere må konstateres, at ingen af de involverede skattemyndigheder har en selvstændig pligt til at søge sagen fuldt oplyst, gør klageren gældende, at årsagen til de fejlagtige skatteansættelser ene og alene skal tilskrives de skatteansættende myndigheders sjuskede sagsbehandling.

Landsskatteretten skal udtale

Reglerne i skattestyrelseslovens kapitel 3 om klage til Landsskatteretten gælder også for genoptagelsessager. Hvis klagen vedrører et afslag på en anmodning om genoptagelse af en skatteansættelse, og Landsskatteretten finder, at genoptagelse burde have fundet sted, kan retten pålægge den pågældende skattemyndighed at genoptage skatteansættelsen, jf. Landsskatterettens forretningsorden § 17, stk. 4.

Højesteret har ved dom af 20. oktober 1999 stadfæstet Vestre Landsrets dom af 16. april 1997, hvorefter landsretten fandt, at skattemyndighederne for hvert af indkomstårene 1988 - 1990 inkl. havde været berettiget til at fastsætte ansættelserne af privat kørsel i firmabil skønsmæssigt til henholdsvis 55.000 kr., 84.500 kr. og 84.500 kr., og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte de udøvede skøn.

Landsskatteretten behandler efter reglerne i skattestyrelseslovens §§ 23 - 30 klager over afgørelser truffet af de lokale skattemyndigheder, vurderingsråd, skyldråd og told- og skatteforvaltningen, jf. skattestyrelseslovens § 20, stk. 1.

Det fremgår af skattestyrelseslovens § 36, stk. 1, at de lokale og statslige skattemyndigheder ikke kan træffe afgørelse i sager, som nævnt i skattestyrelseslovens § 2, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.

Landsskatteretten finder ej heller grundlag for at pålægge skatteankenævnet at genoptage ansættelserne for indkomstårene 1991 - 1993 inkl. Der er herved henset til, at de foretagne ansættelser er i overensstemmelse med ansættelserne for indkomstårene 1988 - 1990 inkl., og at det ikke er dokumenteret, at klageren har henvendt sig til skatteforvaltningen inden for den i den dagældende skattestyrelseslovs § 4, stk. 1, nævnte 3 års frist.

Hvad angår ansættelsen af værdi af bil for indkomståret 1992 til 84.500 kr., finder Landsskatteretten ikke grundlag for at ændre det udøvede skøn. Der er herved henset til Højesterets afgørelse for indkomstårene 1988 - 1990 inkl., og til at forholdene i indkomståret 1992 har været identiske med forholdene i indkomstårene 1988 - 1990 inkl. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.

Herefter bestemmes

Indkomstårene 1988 - 1993 inkl.

 

Det pålægges ikke skatteankenævnet at genoptage skatteansættelserne.

Indkomståret 1992

 

Personlig indkomst

 

Værdi af privat kørsel i firmabil ansat til 84.500 kr.

stadfæstes.

..."

3. Parternes påstande

Under denne sag, som er anlagt den 30. juli 2002, har A som sin endelige påstand påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at hans klager vedrørende værdien af fri bil, principalt for indkomstårene 1991 og 1992, subsidiært alene for indkomståret 1991, skal realitetsbehandles af skatteankenævnet i hans hjemkommune.

Skatteministeriet har over for påstanden vedrørende indkomståret 1991 påstået frifindelse. over for påstanden vedrørende indkomståret 1992 har skatteministeriet principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

4. Øvrige oplysninger

Navnlig vedrørende indkomståret 1991

I en sagsfremstilling, som Skatteankenævnet den 15. januar 1992 sendte til A med forslag til afgørelse af hans klage over skatteansættelsen for indkomståret 1989, er anført blandt andet:

"...

For at et kilometerregnskab kan lægges til grund ved skatteansættelsen, skal der være ført kørebog dagligt med angivelse af:

  1. Hvad kilometertælleren viser ved den daglige kørsels begyndelse og ved dens slutning.
  2. Datoen for kørslen.
  3. Den daglige kørsels fordeling mellem privat og erhvervsmæssige kørsel, idet der med hensyn til den erhvervsmæssig kørsel må være angivet bestemmelsessteder og lignende notater, der kan sandsynliggøre og eventuelt dokumentere regnskabets rigtighed.
  4. Kørebogens udvisende skal være afstemmelig med bilens kilometertæller.

Der henvises til praksis beskrevet i Ligningsvejledningen 1990, afsnit U 4.1.

..."

I en skrivelse af 15. juli 1993 bad Skatteforvaltningen A om at indsende forskellig dokumentation til brug for behandlingen af hans selvangivelse for 1991, blandt andet følgende

"...

Kilometerregnskab, der kan danne grundlag for en fordeling af kørselsudgifterne mellem privat og erhvervsmæssig anvendelse.

Foreligger der ikke fyldestgørende kilometerregnskab ønskes følgende oplyst:

  1. Kilometertællerens udvisende primo og ultimo.
  2. Kørsel mellem bolig og arbejdssted.
  3. Kørsel mellem sommerbolig og arbejdssted.
  4. Kørsel mellem bopæl og sommerbolig.
  5. Kørsel under ferie i ind- og udland.
  6. Øvrig privatkørsel.
  7. Erhvervsmæssig kørsel, herunder oplysning/redegørelse for omfanget af denne, eventuelt i form af dagsrapporter.
  8. Registreringsnummer på den privat/erhvervsmæssigt benyttede bil.
  9. Oplysning om registreringsnummer på eventuel anden bil i husstanden, herunder dennes kilometertællers udvisende primo og ultimo.

..."

A svarede i en skrivelse af 21. juli 1993, at der i lighed med tidligere år forelå et kørselsregnskab for firmabilen, som kun var brugt til firmakørsel, hvilket også fremgik af kørebogen. Da skattevæsenet imidlertid ikke havde kunnet eller villet fremlægge regler og bestemmelser for, hvordan kørebogen skal føres for firmabiler, der kun benyttes til firmarelateret kørsel, var spørgsmålet herom forelagt for Landsskatteretten for årene 1988 - 1989 - 1990 osv., og Landsskatterettens udtalelse forventedes inden for de næste 2-3 måneder.

I en skrivelse af 3. august 1993 meddelte skatteforvaltningen A, at den agtede at ændre skatteansættelsen for 1991 på blandt andet følgende punkt:

"...

Værdien af privat kørsel i Deres arbejdsgivers bil er skattepligtig (statsskattelovens § 4). Værdien er fastsat skønsmæssigt, idet der ikke foreligger kilometerregnskab. Ved skønnet er Deres privatkørsel ansat til 13000 km i henhold til skatteankenævnsafgørelser for 1989 og 1990

84.500

..."

A returnerede skrivelsen pr. telefax den 16. august 1993 med blandt andet følgende påtegning:

"...

Denne værdiansættelse er fortsat noget ubeskriveligt nonsens. Derfor foreslås, at Landsskatterettens afgørelse/kendelse afventes.

..."

Ved skrivelse af 9. september 1993 meddelte skatteforvaltningen A, at skatteansættelsen for 1991 var ændret på en række punkter, herunder vedrørende privat kørsel i arbejdsgiverens bil som i skrivelsen af 3. august 1993. I slutningen af skrivelsen af 9. september 1993 er anført:

"...

Såfremt De får medhold i klage ved landsskatteretten i forhold, der er identiske med dele af dette indkomstårs forhold vil denne sag blive genoptaget.

De vil senere få en årsopgørelse. På den kan De se ansættelsen af skattepligtig indkomst, personlig indkomst og kapitalindkomst m.v.

Hvis De vil klage over afgørelsen, skal De gøre det inden 1 måned. Klagen skal være skriftlig og begrundet. Den skal sendes til:

Skatteankenævnet

..."

Efter at Landsskatteretten den 30. juni 1994 havde afsagt kendelse vedrørende indkomstårene 1988 - 1990, indbragte A kendelsen for Vestre Landsret den 29. september 1994. Den 12. juni 1995 skrev A således til skatteankenævnet

"...

Vedr.: Skatteårene 1988 - 1993

Efter telefonisk vejledning dags dato af MC, skatteforvaltningen, ansøges herved om henstand vedr.: betaling af evt. restskat og morarenter for de nævnte skatteår, indtil de verserende skattesager er afgjort ved Landsretten.

..."

I en skrivelse af 14. juli 1995 fra Skatteforvaltningen til A hedder det blandt andet:

"...

Deres anmodning om henstand med skattebetaling på grund af klage over skatteansættelsen for indkomstårene 1988, 1989, 1990, 1991, 1992 og 1993 er imødekommet.

 

Henstandsbeløbet udgør

77.547 kr. for 1991

..."

Ved Vestre Landsrets dom af 16. april 1997 (10. afd., B-200594) blev Skatteministeriet frifundet.

A ankede dommen til Højesteret.

I en skrivelse af 12. september 1997 fra Skatteforvaltningen til A er anført blandt andet:

"...

Som anført i skrivelse herfra af 9. september 1997 har skatteforvaltningen registreret, at der verserer følgende sager

 

Indkomstårene 1988, 1989 og 1990

 

Vestre Landsrets dom indbragt for Højesteret.

 

Indkomstårene 1992 og 1994

 

Skatteforvaltningens kendelse påklaget til skatteankenævnet.

 

...

 

De beløb, for hvilke der kan gives henstand med betaling indtil Højesterets dom for indkomstårene 1988, 1989 og 1990 samt skatteankenævnets afgørelse for indkomståret 1992, opgøres således

 

...

 

Indkomståret 1991

 

Morarenter for 1988
(12% af 38.505kr.)

4.620

 

Morarenter for 1989
(tilskrevet på årsopgørelsen)

1.880

6.500

 

...

 

Der foretages herefter følgende ændring af de tidligere bevilgede henstandsbeløb.

 
 

Tidligere bevilling

Nyt henstandsbeløb

     
   

...

 
                                    

Indkomståret 1991

77.547

6.500

 

...

 

Hvis De ikke kan godkende de foran nævnte ændringer af de beløb, for hvilke der kan gives henstand med betaling, kan afgørelsen indenfor en frist på 3 måneder påklages til ToldSkat Østjylland.

..."

Den 8. oktober 1997 skrev A således til ToldSkat Østjylland

"...

Vedr. skatteårene 1991 og 1993

Af uafklarede årsager er der ikke søgt om udsættelse af den endelige skatteansættelse for de ovennævnte skatteår.

Efter anvisning af skatteforvaltningen blev det meddelt mig, at en genoptagelse af skatteansættelsen skal bevilliges af ToldSkat.

Derfor ansøges hermed om en genoptagelse af skatteansættelsen for de ovennævnte skatteår, begrundet i, at der pt. føres en ankesag for Højesteret med eksakt samme indhold som det der er temaet vedr. skatteansættelsen for forårene 1991 og 1993.

..."

I anledning heraf indhentede told- og skatteregionen en udtalelse fra Skatteforvaltningen, som i en skrivelse af 24. oktober 1997 svarede blandt andet, at A vedrørende årene 1991 og 1993 ikke havde klaget videre over skatteforvaltningens afgørelse, og at det var dette forhold, som skatteyderen anmodede om tilladelse til at få genoptaget. Den 6. januar 1998 meddelte told- og skatteregionen A, at regionen, efter at det var oplyst, at han havde indbragt et tilsvarende spørgsmål for Højesteret vedrørende andre indkomstår, ville vende tilbage til hans ansøgning, når dommen var blevet afsagt.

Under et møde hos skatteforvaltningen den 21. juli 1998 anmodede A om henstand med betalingen af den del af restskatten vedrørende blandt andre indkomståret 1991, som kunne henføres til beskatningen af værdien af fri bil. I en skrivelse herom af 23. juli 1998 fra skatteforvaltningen til A hedder det blandt andet:

"...

Som det fremgår af foranstående, er der alene adgang til at bevilge henstand med skattebetaling i tilfælde, hvor der er indgivet klage eller hvor sagen er indbragt for de ordinære domstole. En anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen giver derimod ikke adgang til henstand.

Da der ikke er klaget over forhøjelserne af skatteansættelserne for indkomstårene 1991 og 1993 vedrørende værdi af fri bil, kan Deres anmodning om henstand med betaling af skat vedrørende de pågældende år ikke imødekommes.

Hvis De ikke kan godkende afgørelsen, kan De indenfor en frist på 3 måneder klage til ToldSkat Østjylland, Margrethepladsen 4, 8000 Århus C.

Det bemærkes, at den tidligere bevilgede henstand med betaling af 6.500 kr. og 19.554 kr. for henholdsvis 1991 og 1993 ikke påvirkes af det foran anførte, da beløbene vedrører morarenter for de år, hvor sagen er indbragt for Højesteret.

..."

Ved skatteforvaltningens skrivelse af 9. september 1999 blev A vedrørende indkomståret 1991 bevilget henstand med betaling af det nævnte beløb på 6.500 kr.

Ved sin dom af 20. oktober 1999 (II 272/1997) stadfæstede Højesteret Vestre Landsrets dom af 16. april 1997 med samme begrundelse som i landsrettens dom.

I skrivelse af 20. december 1999 til skatteankenævnet meddelte A, at ankenævnets behandling af hans klage over skatteansættelsen for blandt andre indkomståret 1991 gerne måtte ske nu. Den 27. december 1999 skrev skatteankenævnet til A blandt andet, at der for så vidt angår indkomståret 1991 ikke forelå en klage til nævnet.

Ved en skrivelse af 19. september 2000 til A traf ToldSkat Østjylland afgørelse i anledning af hans ansøgning af 8. oktober 1997 om genoptagelse af skatteansættelsen for blandt andet indkomståret 1991. I skrivelsen er herom anført

"...

Højesteret afsagde dom den 20. oktober 1999. Ved dommen stadfæstes Landsrettens dom, således at skattemyndighederne fik medhold i sine påstande vedr. beskatning af privatkørsel i firmabil.

Grundlaget for Deres anmodning om genoptagelse er herefter anset for bortfaldet, jf. herved skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, således at regionen ikke har mulighed for at imødekomme Deres anmodning. Afgørelsen bygger på, at De - efter afsigelsen af Højesteretsdommen - ikke over for regionen har påvist, at skatteansættelserne for indkomstårene 1991 og 1993 er afgjort på et materielt forkert grundlag.

Det beror på en fejl fra regionens side, at dette ikke er meddelt Dem tidligere.

Regionen har ikke ved denne afgørelse taget stilling til, hvorvidt De evt. inden for 3-års fristen, jf. skattestyrelseslovens § 4, stk. 1, har rettet henvendelse til Skatteforvaltningen og i denne forbindelsen fået berostillet behandlingen af Deres henvendelse på klagesager ved ankeinstanser.

I det omfang det kan dokumenteres, at De har henvendt Den inden for nævnte 3-års frist og fået berostillet sagen, giver regionen hermed tilladelse til, at henvendelsen nu realitetsbehandles.

..."

Navnlig vedrørende indkomståret 1992

Skatteforvaltningen sendte den 1. september 1994 en "agterskrivelse" til A vedrørende selvangivelsen for 1992. A havde heller ikke for 1992 indsendt kørselsregnskab, og med hensyn til værdien af privat kørsel er skrivelsen enslydende med teksten vedrørende det tilsvarende punkt i den foran citerede agterskrivelse af 3. august 1993 angående indkomståret 1991. Det samme gælder den meddelelse om skatteansættelsen, som skatteforvaltningen derefter den 20. oktober 1994 sendte til A. Ved skrivelse af 15. november 1994 til Skatteankenævnet klagede A over ansættelsen, idet han oplyste, at firmabilen kun blev benyttet til firmarelateret kørsel. Det hedder videre i skrivelsen:

"...

Der bliver selvfølgelig ført kørebog!

Mht. hovedspørgsmålet om hvordan og efter hvilke regler en fyldestgørende kørebog skal føres, er dette spørgsmål stillet til kammeradvokaten i forbindelse med en retssag som er anlagt hos Vestre Landsret om bla. dette spørgsmål.

..."

På As anmodning meddelte skatteankenævnet ham i skrivelse af 19. april 1995, at klagesagen vedrørende 1992 var stillet i bero på afgørelsen af retssagen om tidligere indkomstår (1988-1990). Efter at denne var afgjort ved højesteretsdommen af 20. oktober 1999, bad skatteankenævnet ved skrivelse af 29. oktober 1999 A om at oplyse, om han på denne baggrund kunne tilbagekalde klagen til skatteankenævnet over skatteansættelsen vedrørende værdi af privat kørsel for indkomståret 1992. I den anledning skrev A den 1. november 1999 således til skatteankenævnet:

"...

Som besvarelse af Deres skrivelse af 29.10.1999 kan jeg meddele, at hverken Højesterets-dommen eller Vestre Landsrets-dommen, gav en afklaring på nogle af de væsentlige punkter som var anledningen til at sagen blev anlagt ved de nævnte domstole.

Hvilke punkter det konkret drejer sig om, vil jeg vende tilbage til snarest.

..."

I en skrivelse af 16. december 1999 skrev skatteforvaltningen blandt andet således til A:

"...

I brev af 11.12.1999 har De anmodet om vores snarlige besvarelse af diverse spørgsmål, som De har stillet i forbindelse med behandlingen af den nu ved Højesterets dom af 20. oktober 1999 afsluttede sag vedrørende indkomstårene 1988, 1989 og 1990.

De anfører ikke i Deres brev, hvilket spørgsmål det drejer sig om, men vi formoder, at det er spørgsmål vedrørende korrekt førsel af kørebog/kilometerregnskab.

På denne baggrund bemærkes, at vi ikke finder anledning til at besvare spørgsmål, som har været fremført over for de overordnede myndigheder og dermed har indgået i disse myndigheders behandling af den omhandlede sag, men alene må henvise til Landsskatterettens kendelse samt afgørelserne fra Vestre Landsret og Højesteret.

..."

A skrev den 20. december 1999 til skatteankenævnet, at nævnets behandling af klagen over blandt andet skatteansættelsen for 1992 gerne måtte ske nu.

I tiden indtil den 31. maj 2000, hvor skatteankenævnet meddelte A sin afgørelse, var der en omfattende brevveksling mellem A og skattemyndighederne. Herunder udbad skatteankenævnet sig kørselsregnskab indsendt, medens A fortsat anmodede om vejledning til dettes udfærdigelse. A indgav endvidere en klage til ToldSkat Østjylland over skatteankenævnets sagsbehandling. I anledning heraf skrev told- og skatteregionen den 14. april 2000 blandt andet således til A:

"...

Det er oplyst, at Deres aktuelle klage til skatteankenævnet er en udløber at en tidligere klagesag for indkomstårene 1988 - 1990 vedrørende værdi af bil til rådighed. Den pågældende sag blev afgjort af Højesteret den 20. oktober 1999 med en stadfæstelse af de foretagne skatteansættelser.

Det er Deres opfattelse i nærværende sag, at bestemmelserne om vejledning og videresendelse i forvaltningslovens § 7 ikke er efterlevet under korrespondancen med sekretariatet.

De anfører bl.a. følgende i Deres brev af 8. januar 2000: "Bla. derfor anmoder jeg skatteankenævnet om, at besvare de for sagen allervæsentligste spørgsmål som tillige fortsat er gældende for skatteårene 1988 - 90 og som trods utallige skriftlige anmodninger hos alle tænkelige skatteinstanser endnu den dag i dag er ubesvarede".

Hertil svarer skatteankenævnet i brev af 11. januar 2000, at De ikke nærmere har præciseret Deres spørgsmål, men at der formodes, at spørgsmålene drejer sig om førelse af kørselsregnskab.

Vedrørende kørselsregnskab anføres efterfølgende i sekretariatets udtalelse af 28. marts 2000: "Det bemærkes, at A tidligere flere gange er blevet orienteret om Ligningsrådets generelle anvisninger om førelse af kørselsregnskab, jf. ligningsvejledningen afsnit A.F.3.4.1. Da A således må anses for at være bekendt med disse anvisninger, er det fundet overflødigt på ny at orientere ham herom".

Regionen skal herefter udtale, at bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 1, giver forvaltningsmyndighederne pligt til i fornødent omfang at yde vejledning og bistand til borgerne. Vejledningen bør sikre, at borgeren får tilstrækkelig orientering om de regler, der gælder på det pågældende forvaltningsområde, herunder om den eventuelle praksis der følges af myndigheden.

Regionen er af den opfattelse, at de foreliggende oplysninger ikke giver grundlag for at fastslå, at De ikke er blevet behørigt vejledt om gældende regler og praksis vedrørende skattepligtig værdi af bil til rådighed, herunder førelse af kørselsregnskab.

For så vidt angår spørgsmålet om videresendelse, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2, bemærkes, at bestemmelsen næppe tager sigte på tilfælde som det foreliggende, hvor forespørgslen tidligere er besvaret.

..."

I skatteankenævnets udkast til sagsfremstilling, som var blevet sendt til A den 16. marts 2000 med forslag til afgørelse af klagen vedrørende skatteansættelsen for indkomståret 1992, er citeret ligningsvejledningens afsnit A.F.3.3.1 om kørselsregnskab, hvis tekst svarer til det foran citerede fra sagsfremstillingen for 1989.

A havde i en skrivelse af 25. marts 2000 til skatteankenævnet blandt andet fremsat følgende kommentar hertil:

"...

Det er nu som før umuligt for mig at udfylde de forlangte kørebøger, sålænge jeg ikke, af de myndigheder som forlanger førsel af kørebøger, kan få oplyst, hvordan disse skal føres på korrekt vis. Men jeg skal garantere for at disse kørebøger vil blive udfyldt korrekt og fyldestgørende, så snart de ønskede oplysninger foreligger udførligt fra de rette myndigheder (Told og Skat??)

..."

5. Parternes procedure

Sagsøger

Til støtte for sin påstand vedrørende skatteansættelsen for 1991 har A principalt gjort gældende, at han rettidigt har klaget over denne ved sin påtegning på skatteforvaltningens agterskrivelse af 3. august 1993, som han tilbagesendte den 16. august 1993. Subsidiært har A anført, at skattemyndighederne ved at have givet ham henstand med betaling af beskatningen for privat kørsel har givet ham fornødent grundlag for at anse rettidig klage for indgivet og ansættelsen sat i bero. Navnlig skatteforvaltningens skrivelse af 14. juli 1995 om henstand på grund af klage vedrørende indkomståret 1991 med betaling af 77.547 kr., hvilket beløb ubestridt vedrører beskatningen af værdien af privat kørsel, giver sådant grundlag, men det fører til samme resultat, at myndighederne først efter landsretsdommen i 1997 har hævdet, at klage ikke har været indgivet. Det samme gælder det forhold, at skattebeløbet ikke er søgt inddrevet. Skattemyndighederne har under tilsidesættelse af deres vejledningspligt undladt i tide og på tydelig måde at tilkendegive, at ansættelsen hverken var påklaget eller sat i bero. Som følge af de nævnte ekstraordinære omstændigheder er A berettiget til genoptagelse af den berostillede ansættelse med henblik på realitetsbehandling i skatteankenævnet.

Til støtte for sin påstand vedrørende skatteansættelsen for indkomståret 1992 har A gjort gældende, at myndighederne i forbindelse med ansættelsen og hans klage herover under tilsidesættelsen af deres vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7 trods hans mange anmodninger herom har undladt at vejlede ham om førelse af kørselsregnskab. Derfor har han ikke været forpligtet til at indgive kørselsregnskab, og myndighederne har derfor ikke foretaget en realitetsbehandling af hans sag, men uberettiget foretaget en skønsmæssig ansættelse. Han er som følge heraf berettiget til genoptagelse af skatteansættelsen med henblik på realitetsbehandling i skatteankenævnet, og en sådan realitetsbehandling vil ikke være i strid med skattestyrelseslovens § 36.

Skatteministeriet

Til støtte for sin frifindelsespåstand, hvad angår indkomståret 1991, har Skatteministeriet gjort gældende, at A ikke har godtgjort, at der er klaget over skatteforvaltningens afgørelse, og at betingelserne for, at skatteankenævnet skal foretage en klagesagsbehandling, derfor ikke er opfyldt. Det følger således af skattestyrelseslovens § 21, at klagefristen udløber efter en måned, og at A - fordi der ikke er klaget rettidigt over afgørelsen - dermed er afskåret fra at få medhold i sin påstand. Den påtegning, hvormed A tilbagesendte agterskrivelsen vedrørende 1991 er ikke en klage; der findes ikke hos myndighederne nogen klageskrivelse og A har ikke fremlagt kopi af en sådan. Det forhold, at myndighederne på baggrund af As ansøgning af 12. juni 1995 fejlagtigt meddelte ham henstand ved skrivelse af 14. juli 1995, kan ikke sidestilles med rettidig indgivelse af en klage, og myndighederne rettede fejlen ved skrivelse af 12. september 1997, hvor der foretoges en samlet opgørelse efter landsretsdommen. Hertil kommer, at A i skrivelse af 8. oktober 1997 ansøgte om ekstraordinær genoptagelse af ansættelsen, jf. bestemmelsen i den dagældende § 4 i skattestyrelsesloven. Ansøgningen fremkom for sent, men den havde i øvrigt ikke været nødvendig, hvis der havde været klaget rettidigt, hvilket A må have indset, at der ikke var.

Til støtte for sine påstande vedrørende skatteansættelsen for indkomståret 1992 har Skatteministeriet gjort gældende, at såvel skatteankenævnet som Landskatteretten har foretaget en realitetsbehandling af As klage. Han har været fuldt ud orienteret om kravene til et kørselsregnskab, og myndighederne har svaret på hans mange henvendelser herom. Da han ikke har indsendt kørselsregnskab eller andre lignende oplysninger, har myndighederne haft hjemmel til skønsmæssigt at ansætte værdien af privat kørsel.

Til støtte for afvisningspåstanden har Skatteministeriet gjort gældende, at sagsøgeren er uden retlig interesse i at opnå dom for, at skatteankenævnet skal realitetsbehandle hans klage, eftersom en sådan realitetsbehandling allerede har fundet sted, og eftersom realitetsbehandling er ulovlig ifølge skattestyrelseslovens § 36. Af skattestyrelseslovens §36 følger således, at det på nuværende tidspunkt, hvor Landsskatteretten har taget stilling til sagen, ville være ulovligt, hvis skatteankenævnet traf afgørelse (på ny).

Til støtte for den subsidiære påstand om frifindelse har Skatteministeriet ligeledes anført, at realitetsbehandling allerede har fundet sted, og at en ny realitetsbehandling på nuværende tidspunkt ville være i strid med skattestyrelseslovens § 36.

6. Landsrettens begrundelse og resultat

Den påtegning med en protest mod den forslåede skønsmæssige ansættelse, hvormed A tilbagesendte skatteforvaltningens agterskrivelse af 3. august 1993 vedrørende indkomståret 1991, kan ikke anses for en klage, da en afgørelse endnu ikke forelå. Det forslag om berostillelse af ansættelsen på retssagens udfald, som ligeledes var indeholdt i påtegningen, blev ikke imødekommet, idet skatteforvaltningen, som det fremgår af dennes skrivelse af 9. september 1993, ansatte værdien af privat kørsel skønsmæssigt, fordi A ikke havde indgivet kørselsregnskab eller tilsvarende oplysninger. I skrivelsen er givet korrekt klagevejledning, og det er ikke godtgjort, at der er klaget i overensstemmelse hermed. Det forhold, at skatteforvaltningen ved skrivelse af 14. juli 1995 på As forudgående anmodning fejlagtigt gav henstand med betaling af skattekravet vedrørende privat kørsel for 1991, hvilken henstand senere - den 12. august 1997 - blev indskrænket til et beløb, som vedrørte de ansættelser, der var genstand for retssagen, findes ikke at kunne føre til, at A skal anses for at have indgivet rettidig klage.

At skattemyndighederne først i skrivelsen af 23. juli 1998 gjorde A klart, at der ikke forelå en klage, kan ikke føre til andet resultat. Det samme gælder det forhold, at skattebeløbet efter det oplyste endnu ikke er søgt inddrevet. Landsretten finder herefter ikke grundlag for at anse skatteansættelsen for rettidigt påklaget.

Der er heller ikke oplyst holdepunkter for, at der efter bestemmelserne i den dagældende § 4 i skattestyrelsesloven sammenholdt med den i told- og skatteregionens skrivelse af 19. september 2000 meddelte betingede tilladelse skulle tilkomme A et krav på nu at få realitetsbehandlet skatteansættelsen i skatteankenævnet.

For så vidt angår skatteansættelsen for 1992, må det efter det oplyste lægges til grund, at A på fyldestgørende måde har modtaget oplysning fra myndighederne om de almindelige krav til aflæggelse af kørselsregnskab, således med skatteforvaltningens skrivelse af 15. juli 1993, ligesom der i flere sagsfremstillinger er citeret ligningsvejledningens retningslinier herfor og i øvrigt henvist til vejledningen. Vejledningspligten efter forvaltningslovens § 7 er derfor ikke tilsidesat af myndighederne. A har således ikke haft noget grundlag for at vægre sig ved at indsende et kørselsregnskab eller de oplysninger, han i øvrigt måtte have om sin kørsel. Da A ikke har givet sådanne oplysninger, har myndighederne haft hjemmel til at ansætte værdien af privat kørsel skønsmæssigt, og myndighederne, herunder

Landsskatteretten, har herved foretaget en realitetsbehandling af ansættelsen. Det følger herefter af skattestyrelseslovens § 36, at de lokale skattemyndigheder, herunder skatteankenævnet, ikke på ny kan træffe afgørelse i sagen.

Som følge af det anførte tager landsretten Skatteministeriets frifindelsespåstande til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagens omkostninger skal sagsøgeren, A, inden 14 dage betale til sagsøgte med 30.000 kr.