Dato for udgivelse
22 Jun 2012 09:00
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
16 May 2012 15:34
SKM-nummer
SKM2012.383.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
12-01329
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Indregistrering og vægtafgift
Emneord
Brændstofforbrugsafgift, formelle mangler, ugyldig afgørelse
Resumé

Afgørelser vedrørende et køretøj, om anmodning om regulering af grøn ejerafgift med tilbagevirkende kraft samt anmeldelse til registrering af en ændring af køretøjet, blev erklæret ugyldige på grund af formelle mangler.

Reference(r)

Brændstofforbrugsafgiftsloven § 3
Forvaltningsloven §§ 22 og 24
Skatteforvaltningsloven § 19

Henvisning

-


Klagen vedrører SKATs afgørelse af 9. februar 2012 vedrørende et motorkøretøj med reg. nr. X.

Landsskatterettens afgørelse

SKATs afgørelse annulleres.

Sagens oplysninger

Det fremgår, at klageren den 31. januar 2012 sendte en e-mail til SKAT vedrørende et motorkøretøj med reg. nr. X. Af e-mailen fremgår bl.a. følgende:

"(...)

På baggrund af dette mener jeg, at der er en fejl i registreringsattesten vedrørende brændstofforbruget, da det ikke er 8,1 km/l, men rettelig 8,5 km/l, hvilket stemmer overens med oplysningerne på Bilviden.dk. Som konsekvens af dette er der efterfølgende opkrævet et for stort beløb i grøn ejerafgift.

Jeg mener, at registreringsattesten skal ændres og den grønne ejerafgift fastlægges i forhold til det korrekte brændstofforbrug.

Såfremt der er en fejl i registreringsattesten ser jeg frem til at modtage en ny registreringsattest samt en korrektion i den grønne ejerafgift.

(...)"

Det fremgår, at SKAT herefter den 6. februar 2012 rettede telefonisk henvendelse til klageren. Som følge heraf sendte klageren en ny e-mail, hvor han bl.a. anmodede om en skriftlig afgørelse fra SKAT.

Ved e-mail af 6. februar 2012 sendte SKAT kopi af registreringsblanketter fra 2005 og 2011, hvoraf det fremgår, at det er virksomheden G1, der har synet og godkendt det omhandlede motorkøretøj. SKAT oplyste samtidig i e-mailen, at klageren må kontakte G1 vedrørende spørgsmålet om motoretøjets brændstofforbrug, da det ikke er SKATs afgørelse.

Klageren besvarede herefter SKATs e-mail samme dag, hvor han bl.a. anmodede SKAT om at dokumentere, hvorfor brændstofforbruget var fastsat i strid med typegodkendelsen, og anmodede om et skriftligt svar med klagevejledning.

SKAT traf herefter den 9. februar 2012 afgørelse i sagen. Der ses ikke forud herfor at være udarbejdet et forslag til afgørelse eller en sagsfremstilling.

SKATs afgørelse

Af SKATs afgørelse fremgår følgende:

"Du har rettet henvendelse til SKAT vedrørende registrering af dit køretøj med registreringsnummer X.

Du meddeler, at brændstofforbruget skal være 8,5 km/l. ifølge typeattest E12401-10 i stedet for den i registreringsattesten anførte 8,1 km/l, hvorfor du anmoder om regulering af vægtafgiften.

I den anledning skal SKAT meddele, at køretøjet ved syn den 20.06.05 er synet og godkendt til et brændstofforbrug på 8,1 km/l.

Desuden blev køretøjet synet og godkendt uændret i forhold til tidligere registreringsattest den 24.06.11 ved G1. Oplysning om brændstofforbrug er anført i overensstemmelse med dette og kan derfor ikke rettes.

Køretøjet skal derfor fremstilles til syn for at få ændret brændstofforbruget.

Når køretøjet er godkendt, skal der foretages anmeldelse til et motorkontor.

Der gøres i den forbindelse opmærksom på, at ændringen har afgiftsmæssig virkning fra og med anmeldelsesdatoen, jfr. § 2, bekendtgørelse nr. 835 af 01. juli 2011 om opkrævning af afgift efter brændstofforbrug af motorkøretøjer.

Denne afgørelse kan indbringes for Landsskatteretten, Ved Vesterport 6. 6 sal, 1612 København V. En eventuel klage skal være indsendt senest 3 måneder efter modtagelsen af denne afgørelse.

Såfremt du mener, at angivelsen af brændstofforbruget er forkert, bedes du rette henvendelse til G1.

Jeg vedlægger kopi af synsblanket fra den 20.06.05 og den 24.06.11."

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har nedlagt påstand om, at SKAT skal ændre brændstofforbruget fra 8,1 km/l til 8,5 km/l i Køretøjsregisteret, fremsende ny registreringsattest og tilbagebetale for meget indbetalt brændstofforbrugsafgift. Som begrundelse herfor er det bl.a. anført i klagen:

"Af afgørelsen fremgik det at jeg havde anmodet om regulering af vægtafgiften. Dette er ikke tilfældet, da jeg har anmodet om regulering af brændstofforbrugsafgiften.

Det fremgik videre, at bilen var synet 20/6-2005 og godkendt til et brændstofforbrug på 8,1 km/l. Dette er ikke korrekt, da bilen, ud fra synsrapporten i bilag 2, er synet 10/6-2005 med et brændstofforbrug på 8,1 km/l. Ud fra mine oplysninger har det ikke fundet et syn af bilen sted 20/6-2005.

Af afgørelsen fremgik ingen dokumenteret begrundelse for, at brændstofforbruget er fastsat i strid med godkendelsesnummeret/typeanmeldelsesnummeret, selvom jeg to gange havde anmodet SKAT om dette.

(...)

Jeg mener, at brændstofforbruget på 8,1 km/l jf. SKAT, er fastsat forket, da dette er i strid med godkendelsesnummeret/typeanmeldelsesnummeret. Det er dokumenteret at regnr. X har et brændstofforbrug på 8,5 km/l.

Jeg mener videre, at brændstofforbruget på 8,1 km/l er fastsat ved en skrivefejl ved synet 10/6-2005, da man ved et syn ikke foretager test af bilens brændstofforbrug, således at dette kan fastsættes lavere end godkendelsesnummeret/typeanmeldelsesnummeret. Bilen er ej godkendt med konstruktive ændringer jf. registreringsattesten.

SKAT har ansvaret for registrering af køretøjer og i den forbindelse også syn af køretøjer. SKAT bør føre en kontrol af synsvirksomhederne og sikre, at registrering af biler sker jf. gældende regler. Dette synes ikke at være sket i dette tilfælde, da en skrivefejl har medført, at der opkræves et for stort beløb i brændstofforbrugsafgift.

Jeg mener derfor, at SKAT skal ændre brændstofforbruget på regnr. X til det korrekte og dokumenterede tal 8,5 km/l, da SKAT på intet tidspunkt har dokumenteret og begrundet fastsættelsen af brændstofforbruget på 8,1 km/l. SKAT skal herefter fremsende en ny registreringsattest samt en tilbagebetaling af for meget indbetalt brændstofforbrugsafgift.

(...)"

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Forinden told- og skatteforvaltningen træffer afgørelse i en sag, hvor der ikke umiddelbart kan gives fuldstændigt medhold, skal der udarbejdes en sagsfremstilling og foretages høring af sagens parter. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 19, stk. 1-3.

Kravet efter stk. 1-3 om udarbejdelse af en sagsfremstilling og høring, før der træffes en afgørelse, gælder dog ikke de i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5, omtalte typer af afgørelser. Disse er:

  • Afgørelser, der kan påklages til skatteankenævn, jf. skatteforvaltningslovens § 5.
  • Afgørelser, der kan påklages til vurderingsankenævn, jf. skatteforvaltningslovens § 6.
  • Afgørelser, hvis en klage herover efter landsskatteretspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk. 3, 1. pkt., skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer.
  • Afgørelser, hvis en klage herover efter skatteministerens bestemmelse efter § 14, stk. 2, ikke afgøres af skatteankenævn, vurderingsankenævn eller Landsskatteretten.
  • Afgørelser om bindende svar, jf. § 21, bortset fra bindende svar, der afgives af Skatterådet efter § 21, stk. 4.
  • Afgørelser, der kan påklages til motorankenævn, jf. § 7.

Det fremgår af § 1, stk. 1, nr. 19, i bekendtgørelse nr. 12 af 14. december 2011 om afgørelse af visse klager i Landsskatteretten uden medvirken af ordinære retsmedlemmer, at klager over afgørelser efter lov om afgift efter brændstofforbrug m.v. for visse person- og varebiler (brændstofforbrugsafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 835 af 1. juli 2011) skal afgøres uden medvirken af ordinære retsmedlemmer, bortset fra afgørelser efter lovens §§ 1-6. Det fremgår af § 1, stk. 1, nr. 82, i samme bekendtgørelse, at klager over afgørelser efter lov om registrering af køretøjer (køretøjsregistreringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 580 af 7. juni 2011) behandles uden medvirken af ordinære retsmedlemmer.

Det følger endvidere af forvaltningslovens § 22, at en skriftligt meddelt afgørelse skal være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Af forvaltningslovens § 24 fremgår det bl.a., at en begrundelse for en afgørelse skal indeholde henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.

Retten finder, at klagerens henvendelse til SKAT må anses for at vedrøre to forhold.

For det første må henvendelsen anses for en anmodning om regulering af grøn ejerafgift efter brændstofforbrugsafgiftsloven med tilbagevirkende kraft med heraf følgende tilbagebetaling af afgift. Retten bemærker, at spørgsmålet om afgiftens størrelse mv. bl.a. er reguleret i brændstofforbrugsafgiftslovens § 3, samt de til loven hørende bekendtgørelser.

For det andet må henvendelsen anses for en anmeldelse til registrering af en ændring vedrørende det omhandlede køretøj. Det bemærkes herved, at en registreringsændring i Køretøjsregisteret i sig selv i sagens natur som udgangspunkt alene har fremadrettet virkning fra det tidspunkt, hvor ændringen faktisk foretages. Retten bemærker, at spørgsmål om anmeldelse til registrering af ændringer i Køretøjsregisteret bl.a. er reguleret i køretøjsregistreringsloven med tilhørende bekendtgørelser.

Det må tillige på det foreliggende antages, at SKAT ved den påklagede afgørelse har truffet afgørelse om begge forhold.

Hvad angår det første spørgsmål om tilbagebetaling af grøn ejerafgift har SKAT i afgørelsen bl.a. angivet, at klagerens anmodning vedrører regulering af vægtafgift, ligesom det er angivet, at § 2 i bekendtgørelse nr. 835 af 1. juli 2011 om opkrævning af afgift efter brændstofforbrug af motorkøretøjer foreskriver, at ændringer har afgiftsmæssig virkning fra og med angivelsesdatoen.

Retten bemærker, at sagen ikke vedrører vægtafgift, og at den gældende bekendtgørelse om opkrævning af afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler er bekendtgørelse nr. 1568 af 20. december 2007 og ikke nr. 835 af 1. juli 2011. Retten bemærker endvidere, at der i sager om bl.a. § 3 i brændstofforbrugsafgiftsloven skal udarbejdes et forslag til afgørelse samt en sagsfremstilling og foretages høring af sagens parter, inden der træffes afgørelse i sagen, jf. skatteforvaltningslovens § 19, stk. 1-3, og § 19, stk. 5, e.c., hvilket ikke ses at være sket. Det bemærkes samtidig, at der ikke foreligger oplysninger om, at klageren har givet afkald på høring efter skatteforvaltningslovens § 19, stk. 3, 2. pkt.

Hvad angår det andet spørgsmål om anmeldelse til registrering af ændring i Køretøjsregisteret har SKAT ikke angivet en lov, en eventuel bekendtgørelse eller andet, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet efter.

Den påklagede afgørelse er derfor behæftet med formelle mangler. Konkret må manglerne anses for at være egnet til at påvirke afgørelsens udfald, bl.a. idet klageren ikke på tilstrækkelig vis har haft lejlighed til at forklare og oplyse sagen nærmere, forinden SKAT traf afgørelse i sagen.

Ud fra en konkret væsentlighedsvurdering finder retten, at den påklagede afgørelse derfor er ugyldig. Det bemærkes, at retten ikke herved har taget stilling til rigtigheden af den afgørelse, som skattecentret har truffet.

Den påklagede afgørelse annulleres derfor.