Indhold

Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 32 og den tilhørende protokol.

Bemærk

Ved gennemgangen er det som udgangspunkt anført, om artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2017. Se DBO'en om den præcise ordlyd.

Se også OECD's modeloverenskomst afsnit C.F.8.2.2.1-32, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.

Artikel 1: De af aftalen omfattede personer

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 1, stk. 2 og artikel 1, stk. 3.

Se afsnit C.F.8.2.2.1 om OECD's modeloverenskomst artikel 1.

Artikel 2: De af aftalen omfattede skatter

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

DBO'en omfatter ikke formueskat.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.2 om OECD's modeloverenskomst artikel 2.

Artikel 3: Almindelige definitioner

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

"Danmark" betyder Kongeriget Danmark, og dækker også ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som efter dansk lovgivning og international ret er eller senere måtte blive betegnet som et område, hvor Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder til

  • efterforskning og udnyttelse af naturforekomsterne på havbunden eller i dens undergrund og de overliggende vande
  • anden virksomhed med henblik på økonomisk udnyttelse og efterforskning af det nævnte område.

Færøerne og Grønland er ikke omfattet af DBO'en.

Definitionen af "international trafik" afviger fra modeloverenskomsten. International trafik betyder i denne overenskomst enhver transport med et skib eller luftfartøj, der anvendes af et foretagende i en kontraherende stat, bortset fra tilfælde hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem steder i den anden kontraherende stat.

Artiklen indeholder ikke en definition af ”anerkendt pensionsinstitut”.

Artiklen nævner ikke, at de kompetente myndigheder kan enes om en anden fortolkning.

 

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.3 om OECD's modeloverenskomst artikel 3.

Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artikel 4, stk. 1 nævner ikke anerkendte pensionsinstitutter. 

En ikke-fysisk person anses for at være hjemmehørende i det land, hvor den er registreret. Er en sådan ikke-fysisk person registreret i det ene land og har sin virkelige ledelses sæde i det andet, skal de kompetente myndigheder ved gensidig aftale afgøre, hvor den pågældende ikke-fysiske person skal anses for at være hjemmehørende. Så længe sådan gensidig aftale ikke foreligger, kan de to lande se bort fra dobbeltbeskatningsaftalen. Se artikel 4, stk. 3.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.4 om OECD's modeloverenskomst artikel 4.

Artikel 5: Fast driftssted

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Bygge-, anlægs-, monterings-, og installationsarbejder, herunder tilsynsvirksomhed i forbindelse hermed udgør et fast driftssted, hvis arbejdet strækker sig over mere end 6 måneder. Se artikel 5, stk. 3, litra a.

Tjenesteydelser og konsulentbistand udgør et fast driftssted, hvis denne bistand ydes i mere end 6 måneder inden for en 12-måneders-periode. Se artikel 5, stk. 3, litra b.

For så vidt angår artikel 5, stykke 4, litra a) og b) er det forståelsen, at opretholdelse af et varelager udelukkende med henblik på fremtidig levering eller af indretninger anvendt udelukkende med henblik på fremtidig levering i den anden kontraherende stat af varer fra et foretagende i en kontraherende stat ikke skal udgøre et fast driftssted i den anden kontraherende stat, så længe betingelserne i stykke 5, litra b) ikke er opfyldt. Se protokollen.

 

I artiklens stk. 4, litra a)-d), er det ikke en forudsætning for ikke at statuere fast driftssted, at den aktivitet, der udøves, er af forberedende eller hjælpende karakter.

Artiklen har ikke en bestemmelse svarende til OECD’s modeloverenskomst, stk. 4.1., om aktiviteter  på forretningsstedet eller forretningsstederne, der udgør komplementære funktioner, som er en del af et sammenhængende forretningsområde, og som ikke er omfattet af stk. 4 i OECD's modeloverenskomst.

Af artiklens stk. 5 fremgår, at hvis en afhængig agent handler i en stat på vegne af et foretagende i den anden stat, skal dette foretagende uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 anses for at have fast driftssted i den førstnævnte stat med hensyn til hele den virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, hvis denne person:

  • (a) har og sædvanligvis i denne stat udøver en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til sådanne forhold, som er nævnt i stykke 4, som, hvis de var udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted efter bestemmelserne i nævnte stykke; eller
  • (b) ikke har en sådan fuldmagt, men sædvanligvis i den førstnævnte stat opretholder et varelager, hvorfra han regelmæssigt leverer varer på foretagendets vegne.

 

Bemærk

Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning og udvinding af kulbrinteforekomster anses altid for at være udøvet fra et fast driftssted eller et fast sted (artikel 14). Se artikel 23.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.5 om OECD's modeloverenskomst artikel 5.

Artikel 6: Indkomst af fast ejendom

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.6 om OECD's modeloverenskomst artikel 6.

Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Fortjeneste kan henføres til det faste driftssted i kildelandet ved salg af varer i det andet land af samme eller lignende art eller ved anden erhvervsvirksomhed, der udøves i det andet land af samme eller lignende art, som der udøves af det faste driftssted, medmindre foretagendet i det andet land godtgør, at sådan aktivitet ikke med rimelighed kunne være udøvet af det faste driftssted. Se artikel 7, stk. 1.

Artiklen indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 3.

Artiklen indeholder en bestemmelse om skønsmæssig fastsættelse af et fast driftssteds fortjeneste, såfremt de foreliggende oplysninger ikke er tilstrækkelige. Se artikel 7, stk. 4.

Hvis det har været sædvane at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af fordeling af foretagendets samlede fortjeneste, skal dette stadig være muligt. Se artikel 7, stk. 5.

Fortjeneste skal ikke henføres til et fast driftssted, hvis det faste driftssted kun har foretaget vareindkøb for foretagendet. Se artikel 7, stk. 6.

Den fortjeneste, der skal henføres til det faste driftssted, skal opgøres efter samme metode år for år, medmindre der er grunde for en anden fremgangsmåde. Se artikel 7, stk. 7.

Bemærk

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, om korresponderende justering.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.7 om OECD's modeloverenskomst artikel 7.

Artikel 8: Skibsfart og luftfart

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen omfatter også

  • indkomst ved bareboat-udleje (uden besætning) og
  • fortjeneste ved anvendelse, vedligeholdelse eller udleje af containere (herunder anhængere og lignende udstyr til transport af containere) anvendt til transport af varer,

hvis det sker i tilknytning til driften af skibe og fly. Se artikel 8, stk. 2.

Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se artikel 8, stk. 4.

Vietnamesisk fragtskat

Vietnam opkræver en fragtskat på udenlandske skibe i international trafik. Fragtskatten udgør 3 pct. af udgående last. Efter at aftalen er trådt i kraft, kan Vietnam ikke længere opkræve denne fragtskat af danske skibe.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.8 om OECD's modeloverenskomst artikel 8.

Artikel 9: Forbundne foretagender

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen berører ikke anvendelsen af lovgivningen i et land om skatteansættelse for en person. Se artikel 7, stk. 2.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.9 om OECD's modeloverenskomst artikel 9.

Artikel 10: Udbytter

Artiklen afviger fra OECDs modeloverenskomst, se nærmere om OECDs modeloverenskomst artikel 10, afsnit C.F.8.2.2.10.

Kildelandet kan beskatte bruttobeløbet af udbytter med 15 pct., såfremt den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat.

Ejerandelskrav

Hvis det modtagende selskab direkte ejer mindst 70 pct. eller har investeret mindst 12 millioner U.S. af kapitalen i det udbetalende selskab, som anses for hjemmehørende i kildelandet, og det modtagende selskab (dog ikke et interessentskab) anses for at være den retmæssige ejer af udbyttet, kan kildelandet kun beskatte bruttobeløbet af udbytter med 5 pct. Der er ikke noget krav om, at kapitalandelen skal have været ejet i en bestemt periode inden udbetalingen af udbyttet. Se artikel 10, stk. 2, litra a).

Hvis det modtagende selskab ejer mindre end 70 pct. men mindst 25 pct. af kapitalen i det udbetalende selskab, som anses for hjemmehørende i kildelandet, og det modtagende selskab (dog ikke et interessentskab) anses for at være det retsmæssige ejer af udbyttet, kan kildelandet beskatte bruttobeløbet af udbytter med 10 pct. Der er ikke noget krav om, at kapitalandelen skal have været ejet i en bestemt periode inden udbetalingen af udbyttet. Se artikel 10, stk. 2, litra b).

Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten udnyttes. Se om Danmarks interne regler for beskatning af udbytte i selskabskonstruktioner, samt om begrebet retmæssig ejer, samt LL § 3 i afsnit C.D.8.10.5 Udbytteindtægter (begrænset skattepligt - selskaber).

Se også

Se afsnit A.B.4.1.4.2 om tilbagebetaling af dansk udbytteskat.

Artikel 11: Renter

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Vietnam kan som kildeland ikke beskatte renter, der betales til den danske stat, en politisk underafdeling, en lokal myndighed eller et dertil hørende offentligt organ, til Danmarks Nationalbank samt til enhver anden institution, hvis kapital helt eller hovedsageligt ejes af den danske stat, som der fra gang til gang måtte blive truffet aftale om mellem de kompetente myndigheder i de kontraherende stater. Se artikel 11, stk. 3, litra a.

Danmark kan som kildeland ikke beskatte renter, der betales til den vietnamesiske stat, en politisk underafdeling, en lokal myndighed eller et dertil hørende offentligt organ, til den vietnamesiske nationalbank samt til et offentligt organ eller enhver anden institution, hvis kapital helt eller hovedsageligt ejes af den vietnamesiske stat, som der fra gang til gang måtte blive truffet aftale om mellem de kompetente myndigheder i de kontraherende stater. Se artikel 11, stk. 3, litra b.

Bemærk

Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte begrænset skattepligtige fysiske personer af renter.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.11 om OECD's modeloverenskomst artikel 11.

Artikel 12: Royalties

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECDs modeloverenskomst artikel 12 i afsnit C.F.8.2.2.12.

Royalties kan beskattes i både bopælslandet og kildelandet. Kildelandet kan beskatte royalties med højst 5 pct. af bruttobeløbet hvis der er tale om industrielle royalties og højst 15 pct. af bruttobeløbet for alle andre royalties. Se artikel 12, stk. 1 og 2.

"Royalties" omfatter også film eller bånd anvendt til udsendelse i radio eller fjernsyn samt for anvendelsen eller retten til at anvende (leasing) industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr. Se artikel 12, stk. 3.

Royalties skal anses for at stamme fra det land, der betaler royalties, eller det land, hvor en politisk underafdeling, lokal myndighed eller den person, som betaler royalties, er hjemmehørende. Hvis royalties betales fra et fast driftssted i et land, anses de for at stamme derfra. Se artikel 12, stk. 5. Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten kan udnyttes. Se nærmere om Danmarks interne regler for beskatning af royalty i afsnit C.F.3.1.9 og om begrebet retmæssig ejer i afsnit C.F.8.2.2.10.1.3.

Se også afsnit C.F.8.2.2.12.3 om tilbagebetaling af dansk royaltyskat.

Artikel 13: Fortjeneste ved afhændelse af aktiver

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Fortjeneste ved salg af aktier i et selskab, hvis aktier hovedsagelig består af fast ejendom, beskattes i det land, hvor den faste ejendom er beliggende. Der er ikke anført nogen bestemt tidsperiode før salget, hvor betingelserne skal være opfyldt. Se artikel 13, stk. 3.

Fortjeneste ved salg af containere, der anvendes i international trafik, kan kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 13, stk. 4.

Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se artikel 13, stk. 5.

Kildelandet kan beskatte fortjenester ved salg af aktier, hvis den solgte aktiepost repræsenterer en deltagelse på mindst 10 pct. i et selskab, der er hjemmehørende i kildelandet. Se artikel 13, stk. 6.

Artiklen indeholder en bestemmelse om fraflytterbeskatning af aktier. Se artikel 13, stk. 8.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.13 om OECD's modeloverenskomst artikel 13.

Artikel 14: Frit erhverv

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra før 2000. Artikel 14 om frit erhverv udgik af modeloverenskomsten i 2000.

Kildelandet kan også beskatte indkomst fra personer, der driver frit erhverv uden fast sted, hvis personen i en eller flere perioder opholder sig i landet i mindst 183 dage i det pågældende skatteår (kalenderår). Se artikel 14, stk. 1, litra b.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.14 om OECD's modeloverenskomst artikel 14 fra før 2000.

Artikel 15: Personligt arbejde i tjenesteforhold

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Lønindkomst ved arbejde ombord på skibe eller fly i international trafik kan kun beskattes i det land, hvor rederiet eller luftfartsselskabet er hjemmehørende. Se artikel 15, stk. 3.

Lønindkomst, som en person, der er hjemmehørende i Danmark, har tjent ved arbejde ombord på et af SAS' luftfartøjer i international trafik, kan kun beskattes i Danmark. Se artikel 15. stk. 4.

Se også

Se også

  • Artikel 16 om bestyrelseshonorarer
  • Artikel 17 om løn til kunstnere og sportsfolk
  • Artikel 19 om løn for offentligt hverv
  • Artikel 21 om professorreglen
  • Afsnit C.F.8.2.2.15 om OECD's modeloverenskomst artikel 15.

Artikel 16: Bestyrelseshonorarer

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.16 om OECD's modeloverenskomst artikel 16.

Artikel 17: Kunstnere og sportsfolk

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Hvis besøget i kildelandet sker i forbindelse med et kulturudvekslingsprogram mellem de to landes regeringer, kan vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 17, stk. 3.

Bemærk

Artikel 17 anvendes ikke på optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat. De er enten omfattet af artikel 19, stk. 1, om vederlag for offentligt hverv eller artikel 15 eller 16, hvis der er tale om offentlig erhvervsvirksomhed. Se artikel 19, stk. 3.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.17 om OECD's modeloverenskomst artikel 17.

Artikel 18: Pensioner og lignende betalinger

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Regel

Private pensioner og andre lignende vederlag, der stammer fra et tidligere ansættelsesforhold kan kun beskattes i bopælslandet. Denne bestemmelse svarer til modeloverenskomsten artikel 18. Se artikel 18, stk. 1.

Undtagelse - kildelandsbeskatning

Kildelandet kan beskatte alle former for private pensioner, andre lignende vederlag og livrenter, hvis modtageren af betalingen tidligere har været hjemmehørende i kildelandet.

Private pensioner, der ikke er omfattet af artikel 18, stk. 1, og sociale ydelser, fx folkepension, er omfattet af artikel 22 og kan beskattes i kildelandet. Se artikel 22, stk. 2.

Kildelandet kan beskatte pensionsbeløb, der udbetales til en person, der er flyttet til det andet land.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.18 om OECD's modeloverenskomst artikel 18.

Artikel 19: Offentligt hverv

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Offentlige pensioner, der udbetales for udførelse af hverv for staten, en politisk underafdeling eller en lokal myndighed, kan beskattes i kildelandet (udbetalerlandet). Hvis modtageren er statsborger i bopælslandet, kan pensionen kun beskattes i dette land.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.19 om OECD's modeloverenskomst artikel 19.

Bemærk

Vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat, er omfattet af artikel 19 og ikke af artikel 17.

Artikel 20: Studerende og praktikanter

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Hvis betingelserne for skattefritagelse er opfyldt, gælder fritagelsen for

  • beløb, som en studerende eller lærling modtager fra udlandet til sit underhold, uddannelse eller oplæring
  • løn tjent i opholdslandet, når arbejdet står i forbindelse med studiet eller uddannelsen og lønnen er nødvendig som supplement til de midler, der er til rådighed for personens underhold (gæstestuderendefradrag).

Gæstestuderendefradrag

I Danmark er det beløb, der er nødvendigt for en studerendes underhold, fastsat til x46.500 kr. i 2020x (46.200 kr. i 2019). Studerende, der har påbegyndt studieophold i Danmark før 1. januar 2011, er berettiget til fortsat at anvende fradraget for 2010, nemlig 71.000 kr., så længe betingelserne for det er opfyldt.

Se også

Se også afsnit

Artikel 21: Lærere, professorer og forskere

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Bestemmelsen findes ikke i OECD's modeloverenskomst.

Professorregel

Vederlag for undervisning, forelæsningsvirksomhed eller forskning ved et universitet, en læreanstalt, en skole eller uddannelsesinstitution eller videnskabelig forskningsinstitution, der er godkendt af staten, beskattes ikke i opholdslandet, hvis

  • personen er eller umiddelbart forud for sit besøg var hjemmehørende i det andet land
  • hovedformålet med opholdet er at undervise, holde forelæsninger eller forske
  • opholdet ikke overstiger to år fra personens første ankomst til opholdslandet.

Se også

Se også

  • Afsnit C.F.8.2.2.15.2.2 om professorreglen
  • DBO'en artikel 21 om indholdet af bestemmelsen.

Artikel 22: Andre indkomster

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Kildelandet kan beskatte andre indkomster. Se artikel 22, stk. 2.

Bemærk

Private pensioner uden for tjenesteforhold og sociale pensioner er omfattet af artikel 22.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.21 om OECD's modeloverenskomst artikel 21 om andre indkomster.

Artikel 23: Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Bestemmelsen findes ikke i modeloverenskomsten.

En person, der udøver virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinteforekomster (kulbrintevirksomhed) i et land, anses for at have fast driftssted i dette land.

Se også

Se også

  • LBK nr. 862 af 19. juni 2014 om kulbrinteskatteloven
  • DBO'en artikel 23 om indholdet af bestemmelsen.

Artikel 24: Ophævelse af dobbeltbeskatning

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Danmark giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Vietnam kan beskatte efter DBO'en. Se artikel 24, stk. 1, litra a og b.

Danmark skal give credit for underliggende selskabsskat i tilfælde, hvor udbytte betales fra et vietnamesisk selskab til et dansk selskab, hvis det danske selskab ejer mindst 10 pct. af aktierne i det vietnamesiske selskab. Se artikel 24, stk. 1, litra g.

Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i Vietnam, lempes skatten efter metoden exemption med progression. Indkomsten medregnes i beskatningsgrundlaget, og skatten nedsættes med den del af skatten, som svarer til den indkomst, der stammer fra Vietnam. Se artikel 24, stk. 1, litra c.

Bestemmelserne om skattefritagelse (matching credit) i artikel 24, stk.1, litra d-f, gjaldt kun til og med indkomståret 2006. Se artikel 24, stk. 1, litra h.

Vietnam giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Danmark kan beskatte efter DBO'en. Se artikel 24, stk. 2.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.23 om OECD's modeloverenskomst artikel 24.

Artikel 25: Begrænsning af aftalefordele

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Bestemmelsen findes ikke i modeloverenskomsten.

Artiklen er en antimisbrugsbestemmelse, som er nødvendig, fordi Vietnam ved indgåelse af aftalen ikke beskatter efter globalindkomstprincippet. Bestemmelsen hindrer, at tredjelandsindkomst kanaliseres ind i Vietnam, hvor de efter de gældende vietnamesiske regler ikke bliver beskattet, og derfra skattefrit videre til Danmark.

Se også

Se også DBO'en artikel 25 om indholdet af bestemmelsen.

Artikel 26: Ikke-diskriminering

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Undtaget er vietnamesisk skat på overførsel af erhvervsindkomst, som højst kan udgøre 10 pct., og som pålægges udenlandske erhvervsdrivende. Vietnamesisk skat på aktiviteter i landbrugssektoren, hvor man ved aftalens indgåelse har en indbygget diskriminering af den udenlandske partner i jointventures er også undtaget. Se artikel 26, stk. 5.

Endelig kan der efter intern vietnamesisk lovgivning individuelt aftales skattemæssige vilkår for en udenlandsk investering. Se artikel 26, stk. 8.

Bemærk

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 24, stk. 1, 2. punktum, om hjemmehørende personer.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 24, stk. 2, om statsløse personer.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.26 om OECD's modeloverenskomst artikel 26.

Artikel 27: Indgåelse af gensidige aftaler

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Anmodning om indledning af den gensidige aftaleprocedure kan kun indgives til den kompetente myndighed i bopælslandet.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 25, stk. 5, om voldgift.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.25 om OECD's modeloverenskomst artikel 25.

Artikel 28: Udveksling af oplysninger

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 26, stk. 4, om anmodning om oplysninger og artikel 26, stk. 5, om at nægte at afgive oplysninger.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.26 om OECD's modeloverenskomst artikel 26.

Artikel 29: Personer ansat ved diplomatiske og konsulære repræsentationer

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 om OECD's modeloverenskomst artikel 28.

Artikel 30: Territorial udvidelse

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.29 om OECD's modeloverenskomst artikel 29 om territorial udvidelse.

Artikel 31: Ikrafttræden

DBO'en trådte i kraft den 24. april 1996 og har virkning fra den 1. januar 1997.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.30 om OECD's modeloverenskomst artikel 30 om ikrafttræden.

Artikel 32: Opsigelse

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.31 om OECD's modeloverenskomst artikel 31 om opsigelse.