Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for fradrag for udgifter til reklame efter LL § 8, stk. 1.

Afsnittet indeholder:

  • LL § 8, stk. 1, - reklame
  • Gaver og opmærksomheder
  • Forretningsjubilæer, receptioner mv.
  • Sponsorbidrag
  • Annoncer med politisk indhold
  • Bidrag til turistforeninger
  • Bidrag som varerabat
  • Repræsentation
  • Hovedaktionærer og bestyrelsesmedlemmer
  • xOversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mvx.

LL § 8, stk. 1, - reklame

Udgifter til reklame, som afholdes i forbindelse med den skattepligtiges erhverv med det formål at opnå salg af varer og tjenesteydelser i det pågældende og senere indkomstår, kan fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se LL § 8, stk. 1.

Reklameudgifter skal afholdes over for en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder. Se SKM2003.114.LSR, SKM2015.361.SR og TfS 1997, 346 LSR.

Reklameudgifter har også til formål at opretholde en virksomheds almindelige omdømme eller fremme dens interesser ved at gøre den kendt og fordelagtigt bemærket.

Der er fradrag for reklameudgifter, både når salget af varer mv. søges opnået i det indkomstår, hvor udgiften afholdes, og senere.

Fradragsretten for reklameudgifter gælder både ved salg i ind- og udland.

Fradragsretten gælder både, når virksomheden allerede har etableret et marked, og når der er tale om etablering af nye markeder for en eksisterende virksomhed.

Bidrag som ydes til lotterier og lignende i reklameøjemed samt sponsorers bidrag til sportsfolk, sportsklubber, kulturelle og lignende formål, anses for reklameudgifter, når virksomhederne opnår en hertil svarende ret til reklame for deres navn eller firmamærke.

Vurderingen af, om der er fradrag for udgiften til reklame, skal foretages på grundlag af en konkret vurdering af reklameværdien for virksomheden.

Se også under sponsorbidrag længere nede i afsnittet.

En udgift til reklame kan godt være delvis fradragsberettiget. I TfS 1996, 871 LSR blev halvdelen af et selskabs udgifter anset som fradragsberettigede reklameudgifter, mens den anden halvdel blev anset som yderligere løn til hovedaktionæren. Se også TfS 1985, 401 VLD.

Eksempel 1

En bank kunne fratrække udgifterne til gaver, fordi gaverne havde haft en væsentlig betydning for bankens status og almindelige omdømme i det lokale område.

Banken gav en gave på 100.000 kr. til en landbrugsskole, og 100.000 kr. til en husholdningsskole.

Banken havde betydelige forbindelser til landbruget, og der var bred opbakning i lokalsamfundet til at få skole- og uddannelsesaktiviteter til området. Se TfS 1989, 481 LSR.

Gaver og opmærksomheder

Hvis et firmamærke (logo) eller firmanavn er sat på en gave på en iøjnefaldende måde, betragtes udgifterne i almindelighed som reklameudgifter, hvis:

  • de er fremstillet med reklameformål
  • i et større antal eksemplarer
  • de ikke er særligt kostbare.

Sidste betingelse er opfyldt, hvis indkøbsprisen eller fremstillingsprisen ikke er højere end 100 kr. eksklusive moms. Se forarbejderne til LL § 8. Se til eksempel SKM2003.114.LSR, hvor udgiften til punge på 167 kr. eksklusive moms var for høj.

Det kan eksempelvis være:

  • Askebægre
  • Papirknive
  • Kuglepenne
  • Kalendere
  • Parkeringsskiver
  • Tændstikæsker osv.

Se også SKM2006.440.VLR, hvor bl.a. udgiften til præmie i gadefodbold til en værdi af 150 kr. ikke kunne fratrækkes efter LL § 8, stk. 1.

Betingelsen, om at gaven skal være forsynet med firmamærke (logo) eller firmanavn på en iøjnefaldende måde, gælder ikke, hvis:

  • uddelingen af gaven sker i forbindelse med et forretningsjubilæum, reception eller lignende, som kan anses for reklameudgift, og
  • gaven er af ubetydelig værdi.

Eksempel 1

Udgifter til en reception, som et firma afholder i forbindelse med sin fødselsdag, hvor der bydes på en forfriskning og uddeles balloner og flag, kan trækkes fra.

Eksempel 2

En ejendomsmægler købte 600 flasker vin med firmanavn og logo på etiketten. De 100 flasker, der blev givet til offentlige bankospil og en byggeudstilling, kunne fradrages som reklameudgift.

Derimod kunne de resterende 500 flasker vin, der blev foræret til kunder og potentielle kunder, kun fratrækkes som repræsentationsudgifter, dvs. med 25 pct. Se TfS 1994, 253 VLD.

Se også

Se også afsnit C.C.2.2.2.9 "Tobaksudgifter". Her omtales den manglende adgang til at fratrække udgifter til tobak.

Forretningsjubilæer, receptioner mv.

I særlige tilfælde kan arrangementer som forretningsjubilæer, receptioner og lignende have et sådant reklamemæssigt islæt, at udgifterne kan fratrækkes som reklameudgifter.

Det er en betingelse, at der er åben adgang for offentligheden eller for en større og ubestemt kreds af personer, og at der alene er tale om en mindre servering, der ikke har karakter af bespisning.

Udgifter til mindre traktementer, der afholdes i forbindelse med messer og udstillinger eller pressemøder, der har åben adgang for pressen eller andre interesserede, kan ligeledes betragtes som reklameudgifter.

I andre tilfælde skal udgifter til beværtning af forretningsforbindelser henføres til repræsentationsudgifter under forudsætning af, at udgifterne har den nødvendige tilknytning til indkomsterhvervelsen. Se afsnit C.C.2.2.2.5.4 "Fradrag for udgifter til repræsentation".

Eksempel

En forretning, som serverer kaffe og brød og lignende for kunderne på udsalgets første dag, vil kunne fratrække udgifterne som reklameudgift.

Sponsorbidrag

Sponsorbidrag eller sponsering er en del af begrebet reklame. For at opnå fradrag for et sponsorbidrag skal de betingelser, der gælder for at få fradrag for en reklameudgift, også være opfyldt.

Sponsorbidrag er bidrag, en virksomhed yder til fx sportsfolk, sportsklubber, kulturelle og lignende formål mod til gengæld at opnå en ydelse i form af ret til at få reklame for deres navn eller firmamærke.

Reklameværdi

Sponsorbidrag er normalt fradragsberettigede som reklameudgifter, når virksomheden opnår en reklameværdi, som står i rimeligt forhold til det ydede bidrag.

Reklameværdien består oftest i en pligt for bidragsmodtageren til enten at tillade opsætning af reklamer i sportshaller eller på stadions eller at bære reklamer for bidragyderen på trøjer, dragter, rallybiler, sejlbåde osv.

Sponsorbidraget kan også ydes som naturalier, som fx skiudstyr, med en pligt for modtageren til at anvende og fremhæve dette under sportsaktiviteten.

For at få fradrag for udgift til et sponsorbidrag efter LL § 8, stk. 1, er der et krav om direkte sammenhæng mellem sponsoratet og firmaets virksomhed.

Et afgørende element i vurderingen af den eventuelle reklameværdi for sponsorstøtten er karakteren af virksomheden sammenholdt med karakteren af den reklame, virksomheden opnår gennem sit sponsorbidrag.

Når denne konkrete vurdering skal foretages, er det relevant at se på virksomhedens produktmasse, størrelse og kundegrundlag sammenholdt med reklamens målgruppe.

Det er derfor ikke i sig selv nok til at få fradrag, at eksempelvis en hest eller sejlbåd er opkaldt efter virksomheden. Se TfS 1998, 484 HRD og LSRM 1960, 55 LSR.

Eksempelvis kunne et lokalt rengøringsfirma ikke fratrække udgiften til en andel af travhest, fordi hesten deltog i løb så langt fra lokalområdet, at det ikke havde nogen reklameværdi for firmaet. Se TfS 1996, 818 LSR.

Derimod kunne en restaurant fratrække nettoudgiften til en travhest, bl.a. fordi restaurantens kunder kom fra hele landsdelen, og fordi selskabet, der ejede restauranten, derudover i vidt omfang som sponsor ydede bidrag inden for sport. Se SKM2005.296.LSR.

Eksempel 1

En række virksomheder fik fradrag for bidrag til en eksportskole efter LL § 8, stk. 1.

Eksportskolen ville dække de øgede driftsudgifter - som følge af nybyggeri og optagelse af et stigende antal elever - ved at søge bidrag fra virksomheder. Til gengæld skulle virksomhederne have mulighed for annoncering i skolens "indvielsesavis" og årsskrift samt for opretning af faste skilte i skolens bygninger. Se TfS 1988, 439 LR.

Eksempel 2

En malerforretning kunne fratrække et bidrag på 2.000 kr. til en lokalradio som reklameudgift efter LL § 8, stk. 1. Til gengæld for bidraget annoncerede lokalradioen malerforretningens navn, adresse samt bidragets størrelse 20 gange. Se TfS 1988, 619 LSR.

Eksempel 3

Erhvervsvirksomheder, som gav bidrag til "The Hans Christian Andersen Ballet Awards", kunne fratrække udgiften som reklame. Virksomhederne fik ret til reklame i forbindelse med arrangementet i forhold til størrelsen af deres bidrag. Se TfS 1987, 555 LR.

Se også TfS 1986, 601 SD og SKM2004.262.LR, hvor udgiften kunne fratrækkes efter LL § 8, stk. 1.

Se også SKM2008.501.SR, hvor udgiften ikke kunne fratrækkes efter LL § 8, stk. 1.

Reklamemæssigt motiv

En forudsætning for at sponsorbidrag er fradragsberettiget som reklameudgift er, at bidraget ydes primært af reklamemæssige grunde og ikke hovedsageligt af personlig interesse for sponsormodtagerens aktivitet. Se TfS 1998, 484 HRD.

I princippet kan en reklameudgift dog være fradragsberettiget, selv om den ydes til skatteyderens egne sportsaktiviteter.

I TfS 1998, 155 VLD fik et selskab fradrag for anskaffelsesprisen til en sejlbåd til kapsejlads. Udgiften blev ikke anset for afholdt i selskabets eneaktionærs interesse, men for driftsmæssigt begrundet. Udgiften til båden havde været i hvert fald delvis driftsmæssigt begrundet. Båden, der var navngivet efter selskabet, var uegnet til andet end kapsejlads, og skatteyderen havde ikke sejlet med båden. Skatteyderen havde tidligere dyrket sejlsport, men havde ikke deltaget i kapsejlads på højere niveau.

I TfS 1989, 375 LSR fik en ejendomsmægler ikke fradrag for udgifter til sponsorering af en golfturnering i en klub, hvor han var aktionær. Landsskatteretten fandt, at udgifterne blev afholdt som følge af ejendomsmæglerens personlige interesse for golfspillet.

Se også LSRM 1980, 95 LSR. En skatteyder, der var bilforhandler, havde deltaget i fire motorløb med en vogntype, der udgjorde en væsentlig del af det samlede salg. Skatteyderens deltagelse i motorløbene blev omtalt i presse og fjernsyn. Vognen var kun blevet anvendt til motorløb. Det var ikke godtgjort, at der havde været en sådan direkte sammenhæng mellem skatteyderens deltagelse i motorløb og hans indkomsterhvervelse, at udgifterne ved hans deltagelse i motorløb kunne betragtes som en fradragsberettiget reklameudgift efter LL § 8, stk. 1.

Fradrag nægtes også, hvis det overvejende eller eneste motiv til bidraget har været veneration for en klub.

Eksempelvis kunne en ejendomsmægler ikke fratrække udgiften til seks gavekort á 35 kr. til 6 fodboldtrænere i en fodboldklub, Se LSRM 1979, 188 LSR.

Se også LSRM 1986,18 LSR.

Se også SKM2014.748.SR, hvor modtagelse af et støttebevis ikke betød, at medlemskontingent, en gave eller et sponsorbidrag til en almennyttig forening kunne fratrækkes som en reklameudgift.

Annoncer med politisk indhold

Udgifter til annoncer med et rent politisk indhold kan ikke fratrækkes. Se LSRM 1974, 58 LSR.

Bidrag til turistforeninger

Erhvervsdrivendes bidrag til turistforeninger kan normalt ikke fratrækkes. Undtagelser kan dog gøres for fx hotelejere.

Se eksempelvis TfS 1996, 250 VLD, hvor en frisør ikke fik fradrag, hverken som reklameudgift eller driftsomkostning, fordi der manglede sammenhæng mellem medlemskabet af turistforeningen og indkomsten fra turister som kunder i frisørforretningen.

Bidrag som varerabat

Frivillige bidrag og gaveydelser kan ikke kun fratrækkes ud fra et reklameudgiftssynspunkt, men også som en form for varerabat.

Eksempelvis kan et malerfirma, der deltager i opførelsen af en svømmehal, skænke institutionen et kontantbeløb i stedet for en kutymemæssig tingsgave og fratrække dette beløb som en rabat i tilknytning til entreprisen.

Repræsentation

Hvis reklameudgiften har karakter af repræsentation, er fradraget begrænset til 25 procent af de afholdte udgifter. Se LL § 8, stk. 4.

Derfor skal det vurderes, om reklameudgiften har karakter af en repræsentationsudgift.

Se mere i afsnit C.C.2.2.2.5.4 "Fradrag for udgifter til repræsentation".

Hovedaktionærer og bestyrelsesmedlemmer

Hvis udgiften afholdes af et selskab, hvori skatteyderen er hovedaktionær og ansat, og udgiften ikke er erhvervsmæssig, anses beløbet efter praksis for løntillæg til hovedaktionæren, hvis aflønningen er rimelig i forhold til arbejdsindsatsen. Udgiften kan i dette tilfælde fratrækkes ved selskabets indkomstopgørelse som en lønomkostning. Se TfS 1998, 484 HRD.

Hvis hovedaktionæren ikke er ansat i selskabet, og udgiften ikke er erhvervsmæssig, anses beløbet for maskeret udlodning til hovedaktionæren. Udgiften er dermed skattepligtig for hovedaktionæren efter LL § 16 A, men der er ikke fradrag for udgiften i selskabet.

Se også

  • Se også afsnit C.B.3.5.2.1 "Udgifter der er selskabet uvedkommende".
  • Se også afsnit C.B.3.5.2.2 "Maskeret udbytte i ansættelsesforhold".

xOversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.x

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2013.378.HR H1 A/S afholdt udgifter til to salgsarrangementer, og spørgsmålet var, om udgifterne var fuldt fradragsberettigede reklameudgifter, jf. LL § 8, stk. 1, eller repræsentationsudgifter med begrænset fradragsret i henhold til LL § 8, stk. 4.

Højesteret fandt, at udgifterne var gået til repræsentation med begrænset fradragsret.

Retten lagde vægt på, at begge arrangementer var afgrænset til en bestemt kreds af personer og på den måde adskilte sig fra det, som efter forarbejderne til ligningsloven er typisk for reklame.

Endvidere lagde Højesteret vægt på, at der ved begge arrangementer var underholdning, bespisning og servering af drikkevarer.

Stadfæster Østre Landsrets dom SKM2011.494.ØLR.

SKM2009.563.HR

En advokat havde fratrukket udgifter til annoncer og reklame afholdt i forbindelse med advokatens forsøg på at sælge en ejendom, der af advokaten og dennes tidligere ægtefælle havde været anvendt til privat beboelse i omkring 10 år.
Højesteret fandt, at det var sagsøgeren, der skulle godtgøre, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at anse udgifterne for fradragsberettigede, og at dette ikke var godtgjort. Udgifterne kunne derfor ikke fratrækkes.

SKM2007.547.HR

Et selskab udskænkede gratis drikkevarer i forbindelse med konkurrencer. Udskænkningen skete udelukkende til personer som opholdt sig på værtshuset H2 og diskoteket H3, som var ejet af selskabet.


Højesteret fandt, at udgiften til vederlagsfri udskænkning af drikkevarer var repræsentationsudgifter, jf. LL § 8, stk. 4.
Højesteret anførte, at selskabet først efter sagens indbringelse for domstolene havde gjort gældende, at der var tale om udgifter til udskænkning af gratis drikkevarer på grundlag af øl- og drinkskort uddelt på gader mv. De opgørelser og kasserapporter, som selskabet havde påberåbt sig, angik i hvert fald langt overvejende udgifter, som alene kunne anses som repræsentationsudgifter. På denne baggrund og efter bevisførelsen i øvrigt fandt Højesteret det ikke godtgjort, at selskabet havde ret til fradrag efter LL § 8, stk. 1.

SKM2006.440.VLR, Dommen stadfæster den del, som var indbragt

TfS 1998, 484 HRD

Et selskab indgik en sponsoraftale, hvorefter selskabet i en 5-årig periode skulle betale 20.000 kr. det første år og derefter 15.000 kr. årligt i de følgende år til selskabets hovedaktionærs 14-årige datters deltagelse i ridesport. Til gengæld skulle såvel rytter som hest bære selskabets navn. Hovedaktionæren var ansat som direktør i selskabet.


Højesteret fandt ligesom landsretten, at der ikke var en sådan forbindelse mellem sponsorstøtten og selskabet, at udgiften kunne anses som en fradragsberettiget udgift, og støtten skulle tillægges hovedaktionærens indkomst som yderligere løn.

Landsretsdomme

SKM2018.154.ØLR

Landsretten fandt, at selskabets hovedsponsorat af Klub 1 var erhvervsmæssigt begrundet. Landsretten udtalte i den forbindelse, at selskabet havde fradragsret for udgifterne i det omfang, de måtte anses for reklame- og repræsentationsudgifter efter LL § 8, stk. 1 og 4, eller for driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Vedrørende selskabets tegning af et stadionsponsorat hos Klub 1 fandt landsretten, at sponsoratet var erhvervsmæssigt begrundet. Fordi der var et klart misforhold mellem reklameværdien og prisen på dette sponsorat, og fordi selskabet ikke havde sandsynliggjort, at det var nødvendigt at tilføre Klub 1 det meget store millionbeløb for at beskytte investeringen i hovedsponsoratet, havde selskabet imidlertid ikke fradragsret for stadionsponsoratet.

Landsretten fandt, at selskabets sponsorater af og tilskud til Klub 19 måtte anses for erhvervsmæssigt begrundede, og at en del af udgifterne var reklameudgifter.

Landsretten tog vedrørende hovedsponsoratet og sponsorat og tilskud til klub 19 kun stilling til, om der var tale om erhvervsmæssige udgifter.

Sagerne blev herefter hjemvist til SKAT til fornyet behandling vedrørende fradragets størrelse.

Af landsrettens begrundelse for hovedsponsoratet fremgik, at der var fradrag for udgifterne efter LL § 8, stk. 1 og 4, i det omfang, de måtte anses for reklame- og repræsentationsudgifter, eller efter SL § 6, stk. 1, litra a, som driftsomkostninger. Der var i afgørelsen ikke taget stilling til, om en del af udgifterne kunne henføres til etablering af ny virksomhed eller udvidelse af eksisterende virksomhed, med den virkning, at der ikke var fradragsret efter SL § 6, stk. 1, litra a, for disse udgifter, idet dette spørgsmål ikke var forelagt retten.

Vedrørende sponsorater og tilskud til Klub 19 fandt landsretten, at en del af udgifterne måtte anses for at være reklameudgifter omfattet af LL § 8, stk. 1.

SKM2006.440.VLR

Landsretten fandt, at udgiften til præmie (gave) i forbindelse med gadefodbold, som følge af beløbets størrelse på 150 kr., ikke kunne fratrækkes efter LL § 8, stk. 1. Udlodningen af øvrige præmier og gaver, udskænkning af gratis drikkevarer og vederlagsfri servering af mad i forbindelse med konkurrencer, var udelukkende sket til personer, som opholdt sig på værtshuset H2 og diskoteket H3, som var ejet af selskabet. Udgifterne skulle derfor anses for afholdt som udslag af kommerciel gæstfrihed, og kunne ikke fratrækkes som reklameudgifter efter LL § 8, stk. 1, men alene som repræsentationsudgifter efter LL § 8, stk. 4.

Den del af dommen der vedrørte vederlagsfri udskænkning af drikkevarer blev appelleret til Højesteret. Se SKM2007.547.HR.

TfS 1998, 155 VLD

Landsretten fandt, at et selskab havde fradrag for anskaffelsesprisen til en sejlbåd til kapsejlads. Udgiften blev ikke anset for afholdt i selskabets eneaktionærs interesse, men for driftsmæssigt begrundet.
Landsretten udtalte, at det var ubestridt, at udgiften til båden havde været i hvert fald delvis driftsmæssigt begrundet. Båden, der var navngivet efter selskabet, var uegnet til andet end kapsejlads, og skatteyderen havde ikke sejlet med båden. Skatteyderen havde tidligere dyrket sejlsport, men havde ikke deltaget i kapsejlads på højere niveau.

TfS 1996, 250 VLD

En frisørs udgift til kontingent til den stedlige turistforening blev ikke anset fradragsberettiget hverken som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a, eller efter LL § 8, stk. 1, om reklameudgifter.
Turistforeningen udgav en brochure, hvori bl.a. frisørens virksomhed var angivet i et erhvervsregister, og frisøren havde tit visitkort liggende på skranken i turistkontoret og ved den telefon, som turisterne benyttede i turistkontoret. Forretningens beliggenhed var angivet på en plan i turistkontoret.
Landsretten fandt, at der ikke var sammenhæng mellem medlemskabet af turistforeningen og indkomsten fra turister som kunder i frisørforretningen.

TfS 1994, 253 VLD

En ejendomsmægler havde indkøbt 600 flasker vin med etiket med hans firmanavn og logo. 100 flasker vin blev givet til offentlige bankospil eller udskænket i forbindelse med en byggeudstilling. De øvrige 500 flasker vin blev givet til kunder, herunder potentielle kunder.
Landsretten fandt, at de førstnævnte 100 flasker vin kunne fratrækkes som reklameudgift.
De resterende 500 flasker vin til kunder kunne kun trækkes fra som repræsentationsudgift, dvs. med 25 pct. Selvom de var forsynet med firmaets logo på flaskerne, fandt landsretten ikke, at de var omfattet af den særlige adgang til at fratrække gaver af mindre værdi som reklameudgifter.

TfS 1985, 401 VLD

Et anpartsselskab fik kun delvist fradrag for reklameudgifter i form af tilskud til en rideklub. Landsretten begrundede afgørelsen med, at udgiften havde privat karakter, idet det overvejende motiv for tilskuddet var at støtte rideklubben, som hovedanpartshaveren var formand for.

Se også TfS 1996, 871 LSR.

Byretsdomme

SKM2011.402.BR

Et selskab tegnede sponsorkontrakt med en række danske boldklubber og foreninger. Selskabet fik reklameydelse såsom skilte på stadion, firmanavn og logo på spilledragter mv. Desuden fik selskabet bl.a. fribilletter til fodboldkampe, som blev brugt til udlodning i forbindelse med salgskampagner eller som præmier ved konkurrencer. Selskabet ønskede at fratrække den del af udgiften til sponsoratet, som skyldtes disse fribilletter, som reklameudgifter efter LL § 8, stk. 1.
I hvert fald i en del af perioden, var billetterne forsynet med selskabets logo.
Byretten bemærkede, at Højesteret i SKM2006.398.HR i en sag mellem de samme parter om fradrag for moms for den samme sponsorudgift havde fastslået, at afgørelsen af, i hvilket omfang der kan fratrækkes moms af en sponsorudgift til fodboldbilletter, skulle træffes på grundlag af den brug, sponsor havde gjort af billetterne. Højesteret fandt, at de billetter, som blev udloddet i forbindelse med salgskampagner eller anvendt som præmie i konkurrencer, uanset deres værdi, ikke kunne sidestilles med reklameartikler, men havde karakter af gaveydelser.
Byretten anførte, at de faktiske forhold i Højesterets dom fuldstændigt svarede til de faktiske forhold i denne sag. På den baggrund fandt retten, at det fulgte af Højesterets dom, at billetterne også i relation til LL § 8, stk. 1, havde karakter af gaveydelser, og at billetternes værdi som følge deraf ikke kunne fratrækkes som reklameudgift.

SKM2010.674.BR

En skatteyder, der var direktør og hovedanpartshaver i et anpartsselskab, havde taget initiativ til at stifte en forening, der havde til formål at drive lystfiskeri fra en båd. Båden blev finansieret gennem sponsorater, herunder en reklameaftale med anpartsselskabet. Der var ingen nærmere oplysninger om antallet af eller tidspunkterne for arrangementerne på båden, eller om hvem der var arrangører. Der var heller ikke deltagerlister eller dokumentation for karakteren af arrangementerne.
Retten fandt ikke, at selskabet havde godtgjort, at udgifterne til lystfiskerforeningen primært havde været erhvervsmæssigt begrundet og ikke ydet på baggrund af hovedanpartshaverens personlige interesse i foreningens aktiviteter. Udgifterne kunne under disse omstændigheder ikke anses for fradragsberettigede reklameudgifter, jf. LL § 8, stk. 1, og SL § 6, stk. 1, litra a. Det gjorde ikke nogen forskel, at der var sat reklameskilte med anpartsselskabets logo på siden af båden, fordi der bl.a. ikke var dokumentation for, at reklamerne på båden var rettet imod en ubestemt kreds af kunder eller mulige kunder.

Landsskatteretskendelser

SKM2005.296.LSR

Et selskab, der drev restaurant, købte en travhest. Kunderne bestod hovedsagelig af lokale og personer fra oplandet til landsdelen, men også af personer fra andre landsdele, som i forbindelse med deres interesse for travsport besøgte restauranten.
Landsskatteretten fandt, at travhesteholdet havde haft en reklameværdi for restauranten.
Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på, at restaurantens navn indgik i hestens navn, og at restaurantens kunder kom fra hele landsdelen, samt at selskabet, der ejede restauranten, derudover i vidt omfang som sponsor ydede bidrag inden for sport.
Landsskatteretten lagde også vægt på virksomhedens omsætning, de totale reklameudgifter og udgifterne til hesteholdet. Endvidere kunne udgifterne ikke antages at overstige udgiften til en sponsoraftale.
På grundlag af det oplyste, nærede Landsskatteretten betænkelighed ved at antage, at hovedaktionæren havde en privat interesse i travheste. Der kunne derfor godkendes fradrag for nettoudgifterne til travhesteholdet.

Se også TfS 1996, 818 LSR.

SKM2003.114.LSR

En sparekasse indkøbte 400 tegnebøger med sparekassens logo. De kostede 167 kr. eksklusive moms stykket. De blev givet til kunder og forretningsforbindelser ved deres runde fødselsdage.
Landsskatteretten fandt, at udgiften til tegnebøgerne ikke var afholdt over for en ubestemt kreds af kunder. Der blev lagt vægt på, at udvælgelseskriteriet - runde fødselsdage - indsnævrede modtagerkredsen til bestemte kunder.
Landsskatteretten fandt også, at udgiften til tegnebøgerne ikke kunne betegnes som uvæsentlig.
Udgiften kunne derfor ikke fratrækkes som en reklameudgift efter LL § 8, stk. 1, men alene fratrækkes som en repræsentationsudgift efter LL § 8, stk. 4.

Se også TfS 1993, 346 LSR.

TfS 1996, 818 LSR

Skatteyderen ejede et mindre lokalt rengøringsfirma. Skatteyderen købte en halvpart i en travhest, og havde ikke tidligere beskæftiget sig med hestehold. Hesten deltog i løb i tre danske byer. Hestens navn, som indeholdt firmaets navn delvist, blev nævnt i løbsprogrammer, højtaleranlæg og radio og tv, når der blev transmitteret fra løbene.
Landsskatteretten fandt, at hesten deltog i løb så langt fra lokalområdet, at det ikke havde nogen reklameværdi for firmaet. Udgiften kunne derfor ikke fratrækkes som reklameudgift.

Se også SKM2005.296.LSR.

TfS 1996, 871 LSR

Skatteyder var indehaver af et selskab, der drev to herreekviperingsforretninger.
Skatteyder afholdt udgifter til travhestesport.
Landsskatteretten fandt, at halvdelen af udgifterne til travhestehold kunne fratrækkes som reklameudgift.
Landsskatteretten lagde vægt på, at hestene bar sponsorens navn og logo, samt at travsporten havde et stort publikum i den by, hvor sponsorens virksomhed lå. Fradraget blev begrænset til halvdelen pga. indehaverens personlige interesse i travsport.

Se også TfS 1985, 401 VLD.

TfS 1993, 346 LSR

En ejendomshandler indkøbte 250 stærekasser og fratrak udgiften som en reklameudgift. Stærekasserne med bomærke, en flaske solbærrom og fire glas blev fortrinsvist udleveret til sælger og køber i forbindelse med afslutning af handler.
Landsskatteretten fandt, at gaverne ikke blev givet til en ubestemt kreds af personer. Selv om hver stærekasse kostede under 100 kr. kunne udgiften derfor ikke fratrækkes som reklameudgift, men alene fratrækkes som en repræsentationsudgift.

Se også SKM2003.114.LSR.

TfS 1989, 481 LSR

En bank gav en gave på 100.000 kr. til en landbrugsskole, og 100.000 kr. til en husholdningsskole.
Banken havde betydelige forbindelser til landbruget. Banken ville bevare det gode omdømme i lokalsamfundet, herunder især blandt landbrugerne. Var gaven ikke blevet ydet, ville det have betydet dårlig omtale af banken blandt dennes kunder i landbruget og de øvrige kunder i lokalsamfundet.
Lokalsamfundet arbejdede for at få skole- og uddannelsesaktiviteter til området. For at realisere dette mål var der startet en husstandsindsamling, der også havde omfattet pengeinstitutterne. Der var bred folkelig opbakning bag dette initiativ. Derfor havde banken anset det for nødvendigt at yde et større bidrag. Gaven var derfor ydet ud fra et ønske om at opretholde bankens renomme i området, fordi det ville have betydet dårligt omdømme i lokalsamfundet, hvis banken ikke havde givet et bidrag.
Landsskatteretten fandt, at banken kunne fratrække udgifterne til gaverne som driftsomkostning, fordi gaverne havde haft en ikke uvæsentlig betydning for bankens status og almindelige omdømme i det lokale område.

Se også LSRM 1982, 124 LSR.

TfS 1989, 375 LSR

En ejendomsmægler arrangerede sammen med en kreditforening en golfturnering på en bane tilhørende en klub, hvori han var aktionær.
Landsskatteretten fandt, at udgifterne ikke kunne fratrækkes, fordi arrangementet ikke havde den fornødne forbindelse med erhvervsvirksomheden, men snarere skyldtes ejendomsmæglerens personlige interesse for golfspil.

 

TfS 1989, 242 LSR

En bank forærede en skulptur til X kommune i anledning af X bys 25 års købstadsjubilæum. Banken forærede også Y kommune en skulptur i anledning af, at bankens afdeling i Z havde 50 års jubilæum.
Banken oplyste, at de to lokale afdelinger i X og Z havde et betydeligt kundegrundlag i de respektive kommuner, idet ca. 1/3 af bankens samlede indtjening kom herfra. Gaverne var omtalt i årsregnskaberne, og afsløringerne af gaveoverdragelserne havde været fyldigt omtalt i de lokale dagblade. Gaverne havde - ud over den reklamemæssige værdi - også haft stor betydning for bankens status og almindelige omdømme i de to lokalområder. De to gaver kunne ikke siges at stå i misforhold til bankens indtjening.
Landsskatteretten fandt, at banken kunne fratrække udgifterne til skulpturerne efter LL § 8, stk. 1, fordi udgiften var afholdt for at opretholde bankens almindelige omdømme og samtidig fremme dens interesser ved at gøre sig kendt og fordelagtigt bemærket.
Landsskatteretten lagde vægt på oplysningerne om kunstværkernes opstilling og forsyning med inskription om banken som giver.

TfS 1988, 619 LSR

Et selskab, der drev malerforretning, havde på opfordring givet et bidrag på 2.000 kr. til en lokalradio. Til gengæld annoncerede lokalradioen selskabets navn, adresse samt bidragets størrelse en gang pr. 100 kr. bidrag.
Landsskatteretten fandt, at bidraget var fradragsberettiget, da formålet havde været at reklamere for virksomheden.

LSRM 1980, 95 LSR

En skatteyder, der var bilforhandler, havde deltaget i fire motorløb med en vogntype, der udgjorde en væsentlig del af det samlede salg. Skatteyderens deltagelse i motorløbene blev omtalt i presse og fjernsyn. Vognen var kun blevet anvendt til motorløb.
Landsskatteretten fandt det ikke godtgjort, at der havde været en sådan direkte sammenhæng mellem skatteyderens deltagelse i motorløb og hans indkomsterhvervelse, at udgifterne ved hans deltagelse i motorløb kunne betragtes som en fradragsberettiget reklameudgift efter LL § 8, stk. 1.

LSRM 1980, 93 LSR

En agent havde stillet sit sommerhus, som ellers var udlejet, til rådighed for nogle tyske forretningsforbindelser. Den udlejeværdi, der skulle have været indtægtsført, modsvaredes efter agentens opfattelse af en tilsvarende (på daværende tidspunkt) fuldt fradragsberettiget repræsentationsomkostning, idet det var af stor reklamemæssig værdi for ham at kunne stille huset til rådighed for sine kunder.
Landsskatteretten fandt ikke, at der var en sådan nær og direkte forbindelse mellem klagerens indtægtserhvervelse som agent og forretningsforbindelsernes vederlagsfri benyttelse af hans sommerhus, at der var tale om en fradragsberettiget driftsomkostning.

LSRM 1979, 188 LSR

Landsskatteretten nægtede en ejendomsmægler fradrag for udgifter til gavekort til en fodboldklubs trænere.
Ejendomsmægleren havde ved ansættelsen derimod fået fradrag for udgifter til indkøb af fodboldtrøjer med påtrykt reklametekst.

LSRM 1960, 55 LSR

Et aktieselskab ejede en travhest, der bar selskabets navn. Selskabet ønskede at fratrække underskuddet ved hesteholdet på 2.544 kr. som en reklameudgift, fordi travhesten gennem sit navn var medvirkende til at gøre selskabet kendt i offentligheden.
Landsskatteretten fandt, at underskuddet ikke kunne betragtes som en fradragsberettiget reklameudgift.

 

Skatterådet og Ligningsrådet

SKM2017.697.SR

Et holdingselskab drev gennem en række datterselskaber virksomhed inden for samme branche og ville lancere et fælles reklamekoncept, hvor koncernen via indsamling af midler på forskellige måder ville støtte velgørende formål i form af donationer til udvalgte godkendte foreninger efter holdingselskabets valg.

Skatterådet bekræftede, at udgifter til markedsføringen og direkte udgifter til arrangementer til indsamling af midler ville være fradragsberettigede for holdingsselskabet.

Rådet bekræftede desuden, at holdingselskabet ville have skattemæssigt fradrag for donationerne til foreninger, jf. LL §§ 8 A eller 8 H.

Der spurgtes desuden til et koncept, hvor en kunde i forbindelse med køb i et af datterselskaberne kunne donere et beløb til et - ikke på forhånd valgt - velgørende formål. Selskabet modtog beløbet og betalte det videre til holdingsselskabet.

Skatterådet fandt, at holdingselskabet skulle medregne beløbet til den skattepligtige indkomst. Dette selskab var rette modtager af beløbet, da der ikke var givet endelig afkald på beløbet til fordel for en på forhånd bestemt forening. Datterselskabet ville - som konceptet var udformet - ikke være skattepligtigt af beløbet, da det blev modtaget på vegne af holdingselskabet.

SKM2015.361.SR

Spørger afholdte jævnligt seminarer om udvalgte emner på forskellige fagområder, uden deltagerbetaling. Skatterådet fandt at de afholdte arrangementer var udbudt overfor en åben og bredere kreds af mulige deltagere, og at arrangementerne alene indeholdt et mindre traktement, der ikke havde karakter af bespisning. Skatterådet fandt derfor at arrangementerne ikke havde karakter af repræsentation, men kunne fratrække som en reklameudgift, jf. LL § 8, stk.  1.

SKM2014.748.SR

Skatterådet fandt, at hverken medlemskontingent, gaver eller sponsorbidrag til en almennyttig forening kunne anses som en reklameudgift. Dette uanset, at der som bevis for betalingen blev modtaget et støttebevis, som kunne hænges op hos giveren.

SKM2012.139.SR

Der blev spurgt, om spørger kunne få fradrag for 20.000 kr. i indkomstopgørelsen efter reglerne i LL § 8 (reklameudgift), hvis beløbet indbetaltes til en investorgruppe, som aktivt støtter arbejdet omkring ungdomselitefodbold i en fodboldklub.

Skatterådet svarede, at der ikke kunne fradrages udgifter til sponsoraftalen, da udgifterne hverken fandtes at medføre en reklameværdi for spørger, jf. LL § 8, stk. 1, eller at være afholdt for at sikre, erhverve og vedligeholde indkomsten i spørgers erhvervsvirksomhed, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

Ingen fradragsret i forbindelse med et fællessponsorat.

SKM2011.164.SR

Skatterådet anerkendte fradrag for et sponsorbidrag af ukendt størrelse til et udenlandsk museums køb af møbler, designet af en dansk møbelkunstner, som reklameudgift/sponsorbidrag.
Sponsoren samarbejdede med en række møbelproducerende licenstagere, der producerede møblerne i nøje samarbejde med sponsor. Sponsor modtog en fast royalty for alle møbler, der blev solgt af licenstagerne. Sponsors indtægt var derfor direkte afhængig af licenstagernes møbelsalg. Museet, hvor møblerne skulle stå, skulle bl.a. indeholde udstillinger med kunst og design samt huse en designuddannelse mv.

SKM2010.693.SR

Skatterådet fandt, at butikker havde fradrag for donationer på et antal procent af omsætningen til en hjælpeorganisation som reklameudgift efter LL § 8, stk.1, hvis virksomhederne fik en reklameværdi, der stod i rimeligt forhold til det ydede bidrag. Bidragene var i størrelsen 500 kr. til 20.000 kr., og reklamen, som butikkerne fik, bestod i, at deres navn/firmamærke blev vist på storskærme ved et arrangement (en event), der forventedes at have ca.100.000 deltagere, foruden at arrangementet blev omtalt i diverse medier, både indenlandske og udenlandske.

SKM2010.608.SR

En tekstilvirksomhed fik ikke fradrag ud fra et reklamesynspunkt for at donere noget fejlbehæftet tøj til en velgørende organisation. Tekstilvirksomheden opnåede ikke en ret til reklame, der svarede til værdien af det donerede tøj, over for den velgørende organisation. Virksomheden kunne efter LL § 8 A fratrække gaver op til en værdi af 14.500 kr. årligt. Værdien skulle opgøres i forhold til værdien efter en eventuel nedskrivning for ukurante varer.

SKM2009.350.SR

Et selskab solgte parfume, kosmetik og kropspleje mv. i 26 lande via 250.000 forhandlere.
En selvstændig forhandler af selskabets produkter, afholdt salgsmøder (såkaldte homeparties). Fx mødtes en gruppe personer til en wellness-aften, hvor de fik lov at prøve produkterne. Hvis deltagerne havde interesse i at købe produkterne, lod langt de fleste sig registrere som forhandlere, så de kunne købe direkte hos selskabet til fordelagtige priser, altså som hovedregel ikke hos forhandleren. Forhandlerne fik provision og bonus af selskabets salg.
I forbindelse med afholdelsen af homeparties, blev der givet værtindegaver til dem, der lagde hus til. Der blev ikke givet værtindegaver, når et salgsmøde blev afholdt hos en person, der i forvejen var registreret som forhandler.
Skatterådet fandt, at forhandleren kunne fratrække udgifterne til demonstrationsvarer som driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a. Skatterådet lagde ved sin afgørelse vægt på, at demonstrationsvarerne blev brugt til at fremvise og lade potentielle kunder afprøve produkterne, samt at demonstrationsvarerne blev brugt på samme måde som fx testprodukterne i en Matas-butik. Den personkreds, der fik præsenteret demonstrationsvarerne, var oftest personer, som forhandleren ikke kendte i forvejen.
Skatterådet fandt også, at udgifterne til værtindegaverne ikke kunne betragtes som reklamegaver. Der blev lagt vægt på, at værtindegaverne alene blev givet til de personer, der lagde hus til homeparties, og dermed ikke en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder. Der var derfor ikke fradrag efter LL § 8, stk.1.
Skatterådet fandt herefter, at udgifterne til værtindegaver efter en konkret vurdering var fradragsberettiget efter SL § 6, stk. 1, litra a.
Skatterådet lagde særlig vægt på det forhold, at salget i det væsentlige var baseret på private homeparties, som var afhængige af, at personer, som ikke var forhandlere, ønskede at "lægge hus til". Når homeparties blev afholdt hos personer, der ikke var forhandlere, nåede produkterne ud til nye personer som potentielle underforhandlere, og dermed øgedes forhandlerens fortjeneste. Værtindegaven havde på den baggrund en sådan tilknytning til indkomsterhvervelsen, at udgiften var fradragsberettiget.

Muligvis skyldes henvisningen til SL § 6, stk. 1, litra a, vedrørende demonstrationsvarer, at det ikke var forhandleren, der opnåede salg af varer, men derimod selskabet. Hvis forhandleren havde opnået det direkte salg, havde hjemmelen for fradrag for demonstrationsvarerne formentlig været LL § 8, stk. 1.

SKM2008.501.SR

En bank ønskede at tilbyde kunderne en kontotype, hvor kunden på forhånd vidste, at banken ville yde bidrag til en fond. Banken ønskede derved at synliggøre en social og samfundsmæssigt bevidst profil. Det var bankens hensigt at synliggøre sine bidrag til fonden via bankens almindelige pr-arbejde.
Bidraget skulle ydes i forhold til, hvor stort et indestående kunden havde på sin konto. Ordningen skulle derfor gå ud på, at kunden ikke fik 4 procent i rente, men derimod kun 3 procent, mens banken samtidig forpligtede sig til at beregne 1 procent af indeståendet og aflevere denne procent til fonden.
Skatterådet fandt, at banken ikke kunne fratrække bidragene som en reklameudgift efter LL § 8, stk. 1.
Efter Skatterådets opfattelse var det en ordning om dispositivt afkald, som ville medføre, at kunden skattemæssigt havde modtaget den fulde renteindtægt og herefter eventuelt kunne fratrække bidrag til velgørende formål efter reglerne herom.

SKM2004.262.LR

Et selskab ønskede at donere 24.000 kr. til CARE Danmark. Støtten ville fremgå af selskabets hjemmeside og med links mellem parterne. Selskabets breve, detaljerede cv'er og fakturaer, og standardformatet for disse ville blive tilføjet informationen om, at selskabet støttede CARE Danmark.
Ligningsrådet fandt, at udgiften kunne fratrækkes som en reklameudgift.
Ligningsrådet lagde vægt på udgiftens størrelse, at udgiften var imageskabende for selskabet og afholdtes for at opretholde dets almindelige omdømme ved at støtte en hjælpeorganisation.

TfS 1988, 439 LR

En eksportskole ville dække de øgede driftsudgifter som følge af nybyggeri og optagelse af et stigende antal elever ved at søge bidrag fra virksomheder. Til gengæld skulle virksomhederne have mulighed for annoncering i skolens "indvielsesavis". Avisen skulle omdeles indlagt i en lokal avis, som normalt udkom i 40-45.000 eksemplarer. Virksomhederne skulle desuden tilbydes mulighed for opsætning af faste skilte i skolens bygninger samt annoncering i op til 10 år i skolens årsskrift. Prisen for annoncering og/eller faste skilte i skolens bygninger skulle fastsættes til 10-20.000 kr., dog sådan at større bidrag kunne være på op til 50.000 kr. Prisfastsættelsen skulle ske under hensyn til værdien af annonceringen og skiltningen.
Ligningsrådet fandt, at virksomhederne kunne fratrække udgiften som reklameudgift efter LL § 8, stk. 1.

Se også TfS 1988, 289 LR.

TfS 1987, 555 LR

Et internationalt balletarrangement, "The Hans Christian Andersen Ballet Awards" blev finansieret gennem sponsorbidrag fra danske erhvervsvirksomheder.
Sponsorerne blev opdelt i grupper. Afhængigt af bidragets størrelse opnåede de ret til reklame i forbindelse med arrangementet, så de største bidragydere opnåede de fleste rettigheder. Reklamen bestod for hovedsponsoren bl.a. i positiv omtale af virksomheden i gallaprogrammet for The Hans Christian Andersen Ballet Awards 1988. Virksomhedens navn indgik i en helsides annonce i fire farver i gallaprogrammet og i landsdækkende helsides annonce for arrangementet samt i Det Kongelige Teaters programmer sæsonen 1987/88. Virksomhedens logo indgik i en udstilling af H.C. Andersen statuetten i Det Kongelige Teaters foyer, og virksomheden fik ret til at anvende statuetten i reklamesammenhæng. De mindste sponsorer blev nævnt i gallaprogrammet og i landsdækkende helsides annoncer om arrangementet.
Ligningsrådet fandt, at de erhvervsvirksomheder, der ydede bidrag, opnåede reklame i et sådant omfang, at udgifterne hertil kunne fratrækkes som driftsomkostninger.

Andet

TfS 1986, 601 SD

Et antal virksomheder gav bidrag til "Flygtning 86". Virksomhederne havde indrykket annoncer i aviserne med oplysning om, at de ville give en vis procentdel af deres omsætning til flygtningehjælpen. Samtidig reklamerede de i forretningen med, at de ydede bidrag til "Flygtning 86".
Bidragene kunne fratrækkes som reklameudgifter.

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter