Dato for udgivelse
03 Dec 2012 13:23
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
30 Aug 2012 11:57
SKM-nummer
SKM2012.702.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
B-1799-12
Dokument type
Kendelse
Emneord
Syn, skøn, supplerende, spørgsmål, afvisning
Resumé

Sagen drejer sig om, hvorvidt rekvirentens landbrugsvirksomhed kan anses for at være erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende i indkomståret 2007.

Skønsmanden har i sin erklæring fra maj 2011 besvaret spørgsmål 1 til 4 med udgangspunkt i sagens bilag. Bilag 27 er et budget for indkomstårene 2011 og 2012 udarbejdet af rekvirenten. Skønsmanden har i sin supplerende erklæring fra december 2011 besvaret spørgsmål 5, hvor et nyt bilag 33 indgik. Bilag 33 er et nyt budget for indkomstårene 2011 og 2012 udarbejdet af rekvirenten.

Skønsmanden er i spørgsmål 4 spurgt om landbrugsvirksomheden med den i 2007 valgte driftsform kan give et overskud på eller omkring 0 kroner efter driftsmæssige afskrivninger men før renter og en tidshorisont herfor.

Skønsmanden har anset rekvirentens budget for urealistisk, og har besvaret spørgsmål 4 benægtende. I supplerende spørgsmål 5 er skønsmanden blevet bedt om igen at besvare spørgsmål 4 med den forudsætning, at det nye budget (bilag 33) efter rekvirentens opfattelse er udtryk for de indtægter og omkostninger, der forventes at blive realiseret i virksomheden.

Skønsmanden har igen besvaret spørgsmål 4 benægtende, uanset de nye oplysninger og ændringer i rekvirentens strategi, da indtægter og udgifter ikke er vurderet realistiske. Skønsmanden har over 2½ side fremsat bemærkninger til de enkelte dele af budgettet. Skønsmanden har ved besvarelsen afslutningsvis i tabelform opstillet nøgletal fra henholdsvis resultatopgørelsen for indkomstårene 2007-2010, et resultatbudget for indkomstårene 2011 og 2012 i henhold til rekvirentens oprindelige budget samt efter hans nye budget ved bilag 33 og endeligt et resultatbudget for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 efter skønsmanden vurdering.

Rekvirenten har bedt byretten om tilladelse til at stille skønsmanden et nyt supplerende spørgsmål 6, hvor skønsmanden bliver bedt om igen at besvare spørgsmål 4 med den forudsætning, at det som bilag 33 fremlagte budget lægges til grund i sin helhed.

SKAT har protesteret mod spørgsmål 6 som overflødig bevisførelse. Skønsmanden har allerede taget stilling til budgettallene i bilag 33. Skønsmanden skal stå helt fri i sin vurdering. Med spørgsmål 6 pålægger rekvirenten skønsmanden at tage hensyn til budgettallene på en bestemt måde.

Byretten udtaler, at skønsmanden allerede har besvaret spørgsmål 4 to gange under hensyntagen til samtlige sagens bilag, senest også bilag 33, og en besvarelse af spørgsmål 6 vil blive baseret på et talmæssigt grundlag, som skønsmanden har anset for urealistisk på en række punkter, der nærmere er gennemgået i erklæringen. Herefter, og da rekvirenten ikke i øvrigt har sandsynliggjort, at besvarelsen har betydning for sagen, afviser byretten spørgsmål 6. Byretten tillader ikke spørgsmål 6 besvaret af skønsmanden.

Vestre Landsret var enig i byrettens resultat og begrundelse herfor. Landsretten stadfæstede derfor byrettens kendelse.

Reference(r)
   
Henvisning

Den juridiske vejledning 2012-2 A.A.11.2.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2012-2 A.A.11.2.6


Parter

A
(Advokat Maria Hygum)

mod

SKAT

Afsagt af landsdommerne

Lars Christensen, Hanne Kildal og V. Kahr Rasmussen (kst.).

Sagens baggrund og parternes påstande

Fremlagte bilag:

-

Kæreskrift med bilag

 

-

Brev af 6. juli 2012 fra byretten udskrift af retsbogen (sag nr. BS 90-632/2010)

 

-

Kæresvarskrift

 

-

Kærereplik

 

-

Kæreprocesskrift I med bilag

 

-

Kæreduplik

 

-

Brev af 14. august 2012 fra byretten.

Ved kendelse af 28. juni 2012 har byretten bestemt, at spørgsmål 6 i supplerende syns- og skønstema II ikke tillades stillet til skønsmanden.

Kendelsen er kæret af A med påstand om, at det tillades at stille spørgsmål 6 til skønsmanden.

Skat har påstået kendelsen stadfæstet.

Det fremgår af brev af 14. august 2012 fra byretten, at der ikke fra rettens side er bemærkninger i anledning af kæremålet.

K e n d e l s e 

Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor. Herefter, og idet det, der er fremkommet for landsretten, ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster landsretten kendelsen.

T h i   b e s t e m m e s

Byrettens kendelse stadfæstes.

Sagen sluttet.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter