Dato for udgivelse
17 Dec 2012 11:29
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
12 Jul 2012 10:30
SKM-nummer
SKM2012.736.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 99-2641/2010
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Modregning og transport + Rettigheder og pligter - ved indberetning eller betaling
Emneord
Erstatning, tort, økonomistyrelsen, bekræftende, genmæle
Resumé

SKAT havde i 2009 foretaget modregning i sagsøgerens overskydende skat for 2008 på grundlag af et krav fra Økonomistyrelsen. Landsskatteretten stadfæstede modregningen.

Det viste sig sidenhen, at Økonomistyrelsens afgørelse om kravets beståen var blevet omgjort under rekurs, hvorfor kravet ikke længere bestod. Skatteministeriet tog som følge heraf bekræftende til genmæle for så vidt angik sagsøgerens påstand om, at der ikke kunne foretages modregning.

Sagen vedrørte herefter alene spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til tortgodtgørelse, og retten fandt efter en samlet bedømmelse af sagens omstændigheder, at sagsøgeren ikke var berettiget til godtgørelse for tort.

Skatteministeriet blev som følge heraf frifundet for denne påstand.

Reference(r)
Retsplejeloven § 505
Erstatningsansvarsloven § 26
Henvisning
Den juridiske vejledning 2012-2 G.A.3.2.2.1.7

Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Eline Thorup Ringgaard)

Afsagt af byretsdommer

Jens Nørtved

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen drejer sig om, dels hvorvidt sagsøgte har været berettiget til overfor sagsøger at foretage modregning i overskydende skat for 2008, dels hvorvidt sagsøger har krav på godtgørelse for tort som følge af den af sagsøger foretagne modregning.

Sagsøger, A, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at der ikke hos sagsøgeren kunne modregnes i overskydende skat for 2008 for krav til Økonomistyrelsen.

Sagsøger har endvidere nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes efter rettens skøn at betale sagsøgeren godtgørelse for tort.

Sagsøgte har overfor sagsøgerens påstand vedrørende modregning anerkendt, at der ikke hos sagsøgeren kan modregnes i overskydende skat for 2008 for krav til Økonomistyrelsen.

Sagsøgte har overfor sagsøgers påstand om tortgodtgørelse nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Sagen er anlagt den 21. juni 2010 og har været hovedforhandlet den 14. juni 2012.

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Forklaringer

Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af sagsøger A.

Sagsøger har forklaret, at han havde en længere diskussion med Økonomistyrelsen om de pensionspenge, der var blevet udbetalt til hans mor. Efter omkring et års forløb sendte han den 3. oktober 2008 beløbet på en check til Økonomistyrelsen. Økonomistyrelsen returnerede imidlertid checken den 6. oktober 2008, hvilket han opfattede sådan, at kravet blev frafaldet.

Han skrev flere gange herom til såvel Økonomistyrelsen, SKAT, inddrivelsescentret, Personalestyrelsen og Landsskatteretten, hvor han hævdede, at der ikke var nogen gæld. Modparten tog på et tidspunkt bekræftende til genmæle, men der kom alligevel en afgørelse fra Landsskatteretten om, at der bestod et retskraftigt modkrav. Alligevel skete der ikke nogen afklaring af sagen, heller ikke på den måde at der skete noget i relation til hans momstilsvar.

Han forespurgte SKAT, om de ville lægge sag an mod ham, men det ville de ikke. Da 3-måneders fristen var ved at udløbe, var han derfor nødsaget til selv at anlægge sag mod Skatteministeriet. Han har selv brugt meget tid på sagen, og den tid kunne han i stedet have anvendt på sine klienter. Sagen er derfor gået ud over hans indtægtsgivende virksomhed. Han har oplevet det som meget krænkende, at SKAT foretog modregning overfor ham. Han er advokat og har som følge af sagen været registreret i SKATs skyldnerregister, hvilket kunne have kostet ham bestallingen. Det har også været krænkende, at han aldrig har fået beløbet udbetalt.

Der er nu gået mere end 2 år, fra SKAT tog bekræftende til genmæle. Man truede med at registrere ham i RKI, hvilket ville kunne ses at såvel advokatkollegaer som af klienter, og det ville have været meget krænkende og skadeligt. Han har brugt 3 1/2 år på sagen og har stadigvæk ikke fået nogen penge.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har til støtte for sine påstande procederet sagen i det væsentligste i overensstemmelse med følgende anbringender anført i påstandsdokument af 30. maj 2012:

"...

Sagsfremstilling

Økonomistyrelsen lod SKAT modregne i sagsøgerens overskydende skat for 2008, selv om et evt. krav ikke skulle rettes mod sagsøgeren, men et bo, og selv om boet havde betalt pengene på den anviste måde, men fået returneret dem fra Økonomistyrelsen.

Det måtte anses for et frafald af kravet, og det har Økonomistyrelsen siden erklæret sig enig i.

Det har således aldrig eksisteret et krav, der kunne modregnes i sagsøgers overskydende skat.

Alligevel skete det trods protester.

Det blev indbragt for Landsskatteretten, der den 23. marts 2010 i sag 10-00429 stadfæstede modregningen, selv om Økonomistyrelsen ved bilag 2, dens skrivelse af 5. marts 2010 til SKAT havde meddelt, at kravet var frafaldet og trækkes tilbage fra SKAT.

Da sagsøger i over to måneder intet hørte om tilbageførsel af sine penge, skrev han den 11. juni 2010 til Skatteministeriet, om det ville indstævne sagsøgeren, eller det kunne foreslå en anden løsning til sagen.

Den 15. juni 2010 meddelte sagsøgte, at man ikke ville stævne sagsøgeren og kommenterede ikke det andet.

Sagsøgeren har herefter af lovens fristgrunde været nødsaget til at stævne sagsøgte til ændring af en landsskatteretsafgørelse, der er forkert, allerede fordi den myndighed hvis krav modregnes, af denne er erkendt som ikke-eksisterende.

Det bør have omkostningsmæssige konsekvenser.

Sagsøgte blev helt tilbage i stævningen opfordret til at tage bekræftende til genmæle, men gjorde det hverken i svarskrift eller duplik.

Sagsøgte angiver, at SKAT "allerede i maj måned 2010 (dvs. før sagens anlæg) ophævede modregningen og overførte det overskydende beløb til modregning i sagsøgerens momsrestance for 2. halvår 2009". Det er positivt urigtigt.

Sagsøgeren har betalt sin moms sammen med momsangivelsen for 2. halvår 2009 og har aldrig fået meddelelse om, at pengene helt eller delvis var betalt ved modregning eller på anden måde fået pengene tilbage.

Hvis det virkelig havde været tilfældet, så ville sagsøgte have oplyst det i bilag 4, sit brev til sagsøger af 15. juni 2010 (dvs. før sagens anlæg) eller i sit svarskrift af 17. september 2010 eller i sin duplik af 14. februar 2011, hvor man ikke kommenterede sagsøgers anbringende om, at sagsøgte slet ikke havde noget krav.

Sagsøgtes anbringende er således et udtryk for fri fantasi.

ad tort

Sagsøgeren skal tillægges godtgørelse for tort efter rettens skøn efter erstatningsansvarsloven § 26 eller retsplejelovens § 505 eller dennes analogi.

Modregningen ved inddrivelsescentret og registreringen som dårlig betaler i statens register over skyldnere for et ikke eksisterende krav er yderst krænkende og skadeligt for sagsøgeren, der har en advokatforretning og er afhængig af både myndigheders og medborgeres tillid.

Trusler om og faktisk anvendelse af sådanne krav er en måde, som visse bruger til at presse folk til at betale penge, som de ikke skylder, for at undgå en total ødelæggelse ved misbrug af magt og bombardement med krav om penge, så folk til sidst betaler penge, de ikke skal, for at få fred.

Sagsøgtes krav på og besiddelse af sagsøgers penge gennem flere år udgør derfor en fredskrænkelse, der medfører en tortgodtgørelsespligt.

Det gælder specielt, når den end ikke stoppede, da den myndighed, der havde bedt sagsøgte inddrive det, skrev det, og kravet fortsatte langt ind i indeværende retssag.

Det er så groft og krænkende for en borger, at Staten med sine ubegrænsede magtmidler og økonomiske ressourcer, at den ikke tilbagebetaler eller erkender tilbagebetalingspligt, at erstatningsansvarslovens § 26 finder anvendelse.

Sagsøgte havde ikke en berettiget forventning om, at kravet bestod og slet ikke efter 7. marts 2010 (to dage efter økonomistyrelsens afsendelse af brevet om, at sagen trækkes tilbage fra SKAT - bilag 2, hvor det senest må være modtaget) og endnu mindre efter sagsøgerens brev af 11. juni 2010 (bilag 3) og modtagelsen af stævning og replik.

Sagsøgte har ikke ophævet modregningen over sagsøgeren eller betalt sagsøgeren den del af hans overskydende skat tilbage.

Det krænker sagsøgerens person og ære som god betaler, ikke gældsat, ikke skyldende penge til det offentlige, som praktiserende advokat og som advokat, der fører mange sager for andre mod systemet, herunder SKAT, at han uretmæssigt beskyldes for at være en dårlig betaler.

Modregning må sidestilles med tvangsfuldbyrdelse i relation til retsplejelovens § 505 om tort.

Sagsøgte har her bemægtiget sig de skattepenge, som sagsøger skulle have tilbage.

Når en part selv tager penge, som man VED ikke kræves og fastholder modregningen velvidende overfor en præcis dokumentation af kravets ikke-eksistens, så er handlingen direkte meningsløs.

Det er en sådan retskrænkelse, som kun den danske stat kan slippe godt fra, fordi den råder over den totale magt og i praksis ubegrænsede økonomiske ressourcer i form af skatteudskrivning i modsætning til den borger, der er offer for dens magtmisbrug.

Modregning i et krav (sagsøgerens overskydende skat), der intet har med statsinddrivelse af andre krav, som staten kan inddrive - her et påstået krav mod sagsøgeren i anledning af hans stilling som arving i et dødsbo, må sidestilles med udpantning.

Staten kan ikke omgå eller undgå Rpl. § 505´s tortregler ved i stedet for udpantning, hvor der kan ske retsprøvelse, at vente på, at der opstår overskydende skat - og så modregne.

Hvis sagsøger kun tillægges omkostninger som selvmøder, skal han kompenseres med en højere torterstatning.

Ad sagsomkostninger

Sagsøgeren skal tillægges et meget betydeligt omkostningsbeløb, da sagsøgte ikke ville betale, selv om pengene ikke skyldtes.

Der har ikke været nogen momsrestance, og hvis der havde været det, så er det ikke fortalt sagsøgeren, og der er heller ikke sket returnering af de penge til sagsøger.

Sagsøgeren har stadig ikke fået sin modregnede overskydende skat tilbage, selv om sagsøgte erkender uberettigelsen af modregningen. Sagsøgte har aldrig - før i år - påstået, at det skulle være gået til dækning af noget andet.

Sagen er derfor nødvendiggjort for at sikre sagsøgeren hans penge.

Da sagsøgte hverken ville anlægge sag eller finde en anden løsning (bilag 3 og 4), var sagsøger nødsaget til at anlægge sagen for at få tilsidesat landsskatterettens afgørelse.

Sagsøger har ikke fået sin skat retur - hverken direkte eller indirekte.

Sagsøger er praktiserende advokat og skal honoreres som sådan, når sagen at retten 21/9 2010 er flyttet fra småsagsproces til normal proces.

Sagsøgeren kunne have brugt den tid, der er nødvendiggjort af sagen på andet og indtægtsgivende arbejde, og det skal dækkes. Den anførte betænkning er ikke en lov.

En stor del af processen er gået med sagsøgers angivelse af og fremskaffelse at bevisligheder for, at intet skyldtes, hvor sagsøgte intet angav om, at det var tilfældet.

Ved fastsættelsen at omkostningerne skal der også tages hensyn til at sagsøgeren igennem flere år har måttet korrespondere med SKAT om et ikke-eksisterende krav, som SKAT krævede jfr. også Østre Landsrets udsagn s. 2341 om sagsomkostningerne i UFR 2010 s. 2311 Ø.

Sagsøgte tog end ikke trods opfordringen i stævningen og oplysningen dér om, at Økonomistyrelsen havde frafaldet kravet, bekræftende til genmæle.

Når sagsøgte først i 2012, ved en sag anlagt i 2010 tager bekræftende til genmæle om den oprindelige påstand, så har hele sagen været unødvendig og alene forårsaget at sagsøgte og så skal sagsøger tillægges betydelige omkostninger.

Hvis sagsøger hverken får tillagt en betydelig tortgodtgørelse eller betydelige sagsomkostninger fra sagsøgte, har han ikke effektive retsmidler mod sagsøgtes uberettigede modregning i hans overskydende skat, for så kommer HAN til at betale for arbejdet forårsaget at modpartens uberettigede handling.

Beviser

Sagsøger vil afgive partsforklaring og påberåber sig de fremlagte bilag - bilag 1-5 - og de beviser sagsøgte måtte fremkomme med. Der står intet i disse om konkret momsmodregning hos sagsøger.

..."

Sagsøgte har til støtte for sine påstande procederet sagen i det væsentligste i overensstemmelse med følgende anbringender anført i påstandsdokument af 29. maj 2012:

"...

Anbringender

Denne sag vedrørte oprindeligt spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgte var berettiget til at foretage modregning i sagsøgerens overskydende skat for 2008 for et krav til Økonomistyrelsen. Kravet var opstået grundet Økonomistyrelsens fejlagtige udbetaling af pension til sagsøgerens moder efter dennes død.

Eftersom skattemyndighederne allerede i maj 2010 (dvs. før sagens anlæg) ophævede modregningen og overførte det overskydende beløb til modregning i sagsøgerens momsrestance for 2. halvår 2009, idet SKAT havde modtaget oplysning fra Økonomistyrelsen om, at kravet mod sagsøgeren var frafaldet, har sagsøgte taget bekræftende til genmæle for så vidt angår sagsøgerens modregningspåstand.

Det bemærkes i forlængelse heraf, at det af sagsøgeren i brev af 13. maj 2012 anførte om, at der i maj 2010 ikke bestod en momsrestance, ikke har betydning for afgørelsen af nærværende sag, allerede fordi modregningen vedrørende momsrestancen ikke er omfattet af sagsøgerens påstand.

Sagen vedrører således alene på nuværende tidspunkt spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren er berettiget til tortgodtgørelse.

...

For så vidt angår sagsøgerens påstand om tortgodtgørelse, gøres det overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at indrømme sagsøgeren godtgørelse for tort, hverken efter erstatningsansvarslovens § 26 eller retsplejelovens § 505 eller dennes analogi.

Det følger af erstatningsansvarslovens § 26, at der kan indrømmes tortgodtgørelse for "en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person". Allerede fordi der skal være tale om en culpøs krænkelse af en vis grovhed, finder erstatningsansvarslovens § 26 ikke anvendelse.

Som det fremgår af sagens forløb, er der ikke tale om, at sagsøgte - som anført af sagsøgeren i replikken s. 3 - "trods oplysning om kravets ikke-eksistens opretholdt en ulovlig modregning." Sagsøgte havde således på tidspunktet for modregningens foretagelse en berettiget forventning om, at kravet bestod, ligesom sagsøgte ophævede modregningen, da sagsøgte blev bekendt med, at dette ikke var tilfældet. Sagsøgte har således ikke handlet culpøst, endsige culpøst i en sådan grad, som det er påkrævet efter erstatningsansvarslovens § 26.

Såfremt retten desuagtet måtte finde, at der foreligger en retsstridig krænkelse som anført i erstatningsansvarslovens § 26, gøres det gældende, at krænkelsen ikke angår sagsøgerens ´frihed, fred, ære eller person", idet det ikke i sig selv kan antages at være sådan krænkelse, at SKAT retter et krav mod en person/foretager modregning for et krav, som senere måtte vise sig at være bortfaldet.

For så vidt angår retsplejelovens § 505, fremgår det af bestemmelsen, at denne vedrører tvangsfuldbyrdelse, hvorfor en modregning for et krav, som senere viser sig at være bortfaldet, utvivlsomt ikke er omfattet heraf. Tvangsfuldbyrdelse er derudover et væsentligt mere indgribende skridt end modregning, idet kreditor ved tvangsfuldbyrdelse "bemægtiger" sig retten til skyldnerens aktiver, hvorimod kreditor ved modregning alene underlader at udbetale skyldneren et beløb, som allerede - i form af et modkrav fra skyldneren - var i kreditors besiddelse.

Det gøres som følge heraf gældende, at der ikke er grundlag for at indrømme sagsøgeren tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 eller retsplejelovens § 505 eller dennes analogi.

Bevisførelse

Sagsøgte påberåber sig de fremlagte bilag. Sagsøgte fører ingen vidner.

Sagsomkostninger

Men hensyn til det af sagsøgeren anførte om, at sagsøgeren skal tilkendes et "meget betydeligt sagsomkostningsbeløb", gøres det gældende, at sagsøgeren har indstævnet sagsøgte på trods af, at sagsøgte allerede før sagens anlæg - ved at overføre beløbet til modregning i sagsøgerens momsrestance - havde anerkendt, at grundlaget for den første modregning ikke længere var til stede.

Sagsøgeren har således hverken haft en økonomisk eller ideel interesse i at føre sagen, idet modregningen var frafaldet før sagens anlæg. Sagsøgerens eneste interesse i sagens anlæg har således været en interesse i at undgå, at Landsskatterettens kendelse formelt stod uimodsagt. Dette bør dog ikke i relation til sagsomkostninger komme sagsøgte til skade, idet sagsøgte - da det stod klart, at modregningsgrundlaget ikke var til stede - ophævede modregningen i overensstemmelse med sagens nye oplysninger og overførte beløbet til dækning af anden restance til SKAT.

Såfremt retten måtte finde, at sagsøgte skal pålægges at betale sagsomkostninger til sagsøgeren, gøre det gældende, at sagsøgeren er selvmøder, hvorfor sagsøgeren ved en eventuel tildeling af sagsomkostninger alene skal have erstattet positive udgifter til f.eks. transport i forbindelse med hovedforhandlingen samt skønsmæssigt fastsat tabt arbejdsfortjeneste i det omfang, at retten anser det for dokumenteret, at sagsøgeren har lidt et sådant tab, jf. betænkning 1739/2004, s. 267f. Samme sted anføres om selvmødere, der er advokater:

"...

Efter Retsplejerådets opfattelse bør sagsomkostninger til en selvstændig advokat, der er selvmøder i sin egen sag, udmåles på denne måde. Dette gælder, uanset om sagen udspringer af advokatvirksomheden eller af andre forhold. For at understrege, at selvmødere, der er advokater, behandles præcis som alle andre selvmødere, bør retterne fremover undgå udtryk, der signalerer, at advokaten får tilkendt et "nedsat advokatsalær".

..."

Det gøres således gældende, at sagsøgeren som helt klart udgangspunkt alene kan få dækket omkostninger, som direkte kan henføres til sagen. Der foreligger i den konkrete sag ingen omstændigheder, der giver anledning til at fravige dette udgangspunkt, og som følge heraf kan sagsøgeren ikke få dækket omkostninger hidrørende fra sagens behandling i det administrative system.

Sammenfattende gøres det som følge heraf gældende, at sagsøgeren som selvmøder - i tilfælde af at retten måtte pålægge denne sagsomkostninger - alene skal tillægges omkostninger for de af sagsøgeren positive udgifter ved sagens førelse samt skønsmæssigt fastsat tabt arbejdsfortjeneste i det omfang, at retten måtte anse det for dokumenteret, at sagsøgeren overhovedet har lidt et tab herved. Det bemærkes for så vidt angår tabt arbejdsfortjeneste, at sagsøgeren således skal dokumentere, at han - som følge af den foreliggende sag - positivt har måttet give afkald på indtjening, og at arbejdet med sagen således ikke alene er udført i tillæg til det af sagsøgeren udførte hverv som advokat.

...

Sagsøgtes oversigt over udgifter til trykning af materialesamling eftersendes.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

I overensstemmelse med sagsøgtes anerkendelse tages sagsøgerens påstand vedrørende modregning til følge.

Der er efter det foreliggende ikke grundlag for at tilkende sagsøger godtgørelse for tort, og sagsøgtes frifindelsespåstand i relation til sagsøgers påstand herom tages derfor til følge.

Efter sagens samlede omstændigheder bør hver part bære egne sagsomkostninger.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at der ikke hos sagsøger, A, kunne modregnes i overskydende skat for 2008 for krav til Økonomistyrelsen.

Sagsøgte frifindes for sagsøgerens påstand om tortgodtgørelse.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til modparten.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter