Hvis du har ændringer til et samlet tab i indkomstårene 2002 til 2015 på finansielle kontrakter og visse strukturerede fordringer, skal du oplyse det i rubrik 85, rubrik 86 og eventuelt rubrik 87 og 88. 

Brug rubrik 86 til tab på aktiebaserede kontrakter, dvs. kontrakter, der udelukkende indeholder en ret eller pligt til at afstå eller erhverve aktier eller er baseret på et aktieindeks, hvis kontrakten og/eller alle de underliggende aktier eller aktierne i indekset er optaget til handel på et reguleret marked.

Brug rubrik 87 og eventuelt rubrik 88, hvis du ønsker, at de tab som du har angivet i rubrik 86, det vil sige tab på de aktiebaserede kontrakter, skal modregnes i gevinster på aktier optaget til handel på et reguleret marked.

Brug rubrik 85 til tab på andre finansielle kontrakter samt visse strukturerede fordringer. Reglerne for visse strukturerede fordringer er de samme som for finansielle kontrakter. Se Den juridiske vejledning, C.B.1.8.2 Strukturerede fordringer

 

Det fremførte tab ændrer sig, alt efter om du derudover har gevinst eller tab:

  • Du og din ægtefælle har en samlet gevinst på finansielle kontrakter og aftaler samt visse strukturerede fordringer i 2015: Du kan reducere gevinsten, som du oplyser i rubrik 346, med et fremført tab fra de tidligere år. Du skal samtidig reducere det fremførte tab, når du oplyser beløbet i TastSelv eller på blanket 04.055, se nedenfor.

  • Du og din ægtefælle har et samlet tab på finansielle kontrakter eller aftaler samt visse strukturerede fordringer i 2015: Du kan fremføre tabet til senere indkomstår og lægge det til tab, du allerede har fremført. 

Sådan modregner du tab og gevinster

Du kan kun reducere gevinst på finansielle kontrakter og visse strukturerede fordringer med tab på finansielle kontrakter og visse strukturerede fordringer (samme kildeart).

Du kan dog trække årets nettotab fra direkte i kapitalindkomsten i det omfang, tabet ikke overstiger skattepligtige nettogevinster på finansielle kontrakter og visse strukturerede fordringer i indkomstårene 2002-2015.

Hvis der er overskydende tab, efter at du har modregnet tabet i din egen gevinst, kan du modregne resten af tabet i din ægtefælles gevinst. Her skal gevinsten også stamme fra samme kildeart.

Hvis tabet vedrører kontrakter, der udelukkende indeholder ret eller pligt til at sælge eller købe aktier eller er baseret på et aktieindeks, og enten kontrakten, de underliggende aktier eller de aktier, der indgår i det pågældende aktieindeks, er optaget til handel på et reguleret marked, kan du vælge at modregne dette tab helt eller delvis i årets nettogevinster på dine eller din ægtefælles aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked.(Gevinster på aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, skal du skrive i rubrik 66).  Se nedenfor, hvordan du udfylder rubrik 86 og eventuelt rubrik 87 og 88.

Du kan finde rubrikkerne på

Rubrik 85 - finansielle kontrakter, der ikke kan henføres til rubrik 86

I rubrik 85 skal du oplyse det tab for indkomstårene 2002-2015, der er tilbage, efter at du har modregnet en eventuel gevinst i 2015.

Første gang du har tab til fremførsel, kan du kun indberette årets tab. Efterfølgende år kan der være yderligere tab, som du kan fremføre. Der kan også være en gevinst, som det fremførte tab kan modregnes i.

Se eksemplerne:

Eksempel 1

Tab indberettet i 2014

15.000 kr.

Nyt tab konstateret i 2015

10.000 kr.

Samlet tab at indberette i 2015 på bilaget "Tab til fremførsel"

25.000 kr.

I eksempel 1 er der tale om tab i to år. Der er indberettet tab på 15.000 kroner i 2014. I 2015 er tabet på 10.000 kroner. Det betyder, at det er den nye saldo på 25.000 kroner, som du skal indtaste for 2015.

 

Eksempel 2

Tab indberettet i 2014

15.000 kr.

Gevinst konstateret i 2015

20.000 kr.

Samlet tab at indberette i 2015 på bilaget "Tab til fremførsel"

0 kr.

I eksempel 2 er der tale om en gevinst i indkomståret 2015, der er 5.000 kroner større end tabet. Den resterende gevinst på 5.000 kroner oplyses i rubrik 346. Bemærk, at rubrik 85 derimod skal udfyldes med 0 (nul) kroner.

 

Eksempel 3

Tab indberettet i 2014

15.000 kr.

Gevinst konstateret i 2015

8.000 kr.

Samlet tab at indberette i 2015 på bilaget "Tab til fremførsel"

7.000 kr.

I eksempel 3 er der tale om en gevinst i indkomståret 2015. Rubrik 85 skal udfyldes med 7.000 kroner.

 

Eksempel 4

Tab indberettet i 2014

15.000 kr.

Gevinst konstateret i 2015

15.000 kr.

Samlet tab at indberette i 2015 på bilaget "Tab til fremførsel"

0 kr.

Bemærk, at i eksempel 4 skal du skrive 0 (nul) kroner i rubrik 85. Det betyder, at det tab, som blev indberettet/fremført i indkomståret 2014, nu er modregnet og nedbragt til nul.

 

Eksempel 5

Tab indberettet i 2014

15.000 kr.

Hverken tab eller gevinst i 2015

Intet at indberette i 2015 på bilaget "Tab til fremførsel"

Bemærk, at du i eksempel 5 ikke skal udfylde årsopgørelsen vedrørende tabet, og derfor heller ikke skal udfylde rubrik 85. Når der ikke er noget at indberette, betyder det, at du heller ikke skal skrive et nul. Under eksempel 2 og 4 kan du se, at hvis du indberetter 0 kroner (nul), betyder det, at saldoen for tidligere år nedbringes til nul, hvilket ikke er tilfældet her. Du kan på din årsopgørelse for 2015 se samlet tab til fremførsel på 15.000 kroner.

 

Rubrik 86, 87 og 88 - aktiebaserede kontrakter

I rubrik 86 på blanketten 04.055 skal du selvangive saldo for uudnyttede tab på aktiebaserede kontrakter.

Rubrik 86 var ny for indkomståret 2011. Det betyder, at eventuelle tab på aktiebaserede kontrakter for indkomståret 2010 indgik i saldoen i rubrik 85 - se eksemplerne ovenfor og nedenfor. Du skal huske at nedsætte saldoen i rubrik 85 med den del af tabet, som du overfører til rubrik 86.

Du kan i rubrik 87 på blanketten oplyse, om du ønsker, at tab på aktiebaserede finansielle kontrakter skal modregnes i din egen nettogevinst på aktier optaget til handel på reguleret marked. (Gevinster i rubrik 66)

Du skriver så et 1- tal i rubrikken.

Er du gift, og har du yderligere tab som du ikke selv kan anvende, kan du vælge, at du ønsker, at tab på aktiebaserede finansielle kontrakter skal overføres til din ægtefælle.

Du skriver så et 2- tal i rubrikken.

Ønsker du ikke at anvende dine tab på finansielle kontrakter til modregning i din nettogevinst på aktier optaget til handel på et reguleret marked (din egen eller eventuelt din ægtefælles), skal du ikke skrive noget i rubrik 87.

Hvis du ønsker, at kun en del af tabet på aktiebaserede kontrakter skal modregnes i gevinster på aktier, skal du i rubrik 88 på blanketten angive det beløb, som du ønsker modregnet i nettogevinst på aktier.

Du kan finde rubrikkerne på

Eksempel - tab på finansielle kontrakter - tab på aktiebaserede kontrakter - modregning i aktiegevinster - du ønsker kun modregning i dine egne gevinster på aktier optaget til handel på reguleret marked

Eksempel:

Samlet uudnyttet tab på finansielle kontrakter (rubrik 85 og 86) for indkomståret  2014

50.000 kr.

Heraf udgør tab på aktiebaserede kontrakter (rubrik 86) opstået i indkomståret i 2014

10.000 kr.

Samlet tab på finansielle kontrakter i indkomståret 2015

20.000 kr.

Heraf udgør tab på aktiebaserede kontrakter

20.000 kr.

Overført til modregning i egne aktiegevinster (rubrik 66), fra aktier optaget til handel på et reguleret marked

30.000 kr.

Selvangivelsen for indkomståret 2015 udfyldes således:

Rubrik 85 (50.000 kr. - 10.000 kr.)  

40.000 kr.

Rubrik 86 (10.000 kr. + 20.000 kr.)

30.000 kr.

Rubrik 87 -  du angiver følgende værdi

1

Rubrik 88 - du angiver intet, da du ønsker hele tabet på aktiebaserede kontrakter modregnet i aktiegevinster

 

Bemærk: Din gevinst på aktier optaget til handel på reguleret marked, skal du skrive i rubrik 66 med de 30.000 kr., der er nævnt i eksemplet.

Du skal være opmærksom på, at ønsker du at udnytte et tab på dine aktiebaserede finansielle kontrakter i din gevinst på aktier optaget til handel på et reguleret marked, kan du vælge, om du vil modregne hele tabet, eller om du kun vil  modregne en del af tabet. Du kan dog højst modregne et beløb, der svarer til nettogevinsten på aktier optaget til handel på et reguleret marked.

Eksempel - tab på aktiebaserede kontrakter - modregning i aktiegevinster - overførsel til ægtefælle

Eksempel:

 

Samlet uudnyttet tab aktiebaserede kontrakter (rubrik 86) for indkomståret 2014

50.000 kr.

Tab på aktiebaserede kontrakter opstået i indkomståret 2015

10.000 kr.

Samlet tab på aktiebaserede kontrakter (rubrik 86) for indkomståret 2015

60.000 kr.

Overført til modregning i egne samlede aktiegevinster (rubrik 66) på aktier optaget til handel på et reguleret marked

20.000 kr.

Du er gift, og du ønsker tab, som du ikke selv bruger, overført til modregning i aktiegevinster hos din ægtefælle (rubrik 66)

40.000 kr.

Selvangivelsen for indkomståret 2015 udfyldes således:

Rubrik 86 (50.000 + 10.000)

60.000 kr.

Rubrik 87 - du angiver følgende værdi

         2

Rubrik 88 - du angiver intet, da du ønsker hele tabet på aktiebaserede kontrakter modregnet i aktiegevinster

 

Husk: Din gevinst på aktier optaget til handel på reguleret marked, skal du skrive i rubrik 66 med de 20.000 kr., der er nævnt i eksemplet.

Ægtefællen skal ligeledes skrive sin egen gevinst i rubrik 66, i eksemplet 40.000 kr. 

Som eksemplet viser, kan et tab, der ikke kan fradrages eller modregnes som angivet, overføres til modregning i en eventuel ægtefælles nettogevinster. Er tabet større end ægtefællens nettogevinster, skal tabet fremføres og kan også i de efterfølgende indkomstår modregnes i ægtefællens nettogevinster.