Dato for udgivelse
28 Jan 2013 10:16
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18 Dec 2012 14:19
SKM-nummer
SKM2013.72.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-190906
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Byggeri
Emneord
Byggegrund, Moms
Resumé

Skatterådet kan ikke bekræfte, at spørger kan sælge to grundstykker momsfrit. Grundstykkerne anses for at opfylde momsbekendtgørelsens definition på byggegrunde - og spørger anses som en afgiftspligtig person, der optræder i denne egenskab ved salget.

Hjemmel

Momsloven § 4 og
Momsloven § 13, stk. 1, nr. 9

Reference(r)

Momsloven § 4 og
Momsloven § 13, stk. 1, nr. 9

Henvisning

Den juridiske vejledning 2012-2, afsnit D.A.5.9

Redaktionelle noter

Landsskatteretten har i SKM2016.314.LSR stadfæstet Skatterådets svar vedrørende den ene grund og ændret Skatterådets svar vedrørende den anden grund.


Spørgsmål

  1. Kan det bekræftes, at spørger under de givne forudsætninger kan sælge de nævnte grundstykker momsfrit, når disse udelukkende har været anvendt i forbindelse med momsfritagen udlejning af fast ejendom?

Svar

Ad 1.   Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger ejer to grunde, der er beliggende på sammenhængende matrikler. På den ene af disse grunde har været opført en bygning, der inklusive de to grundarealer, udelukkende har været anvendt til momsfri udlejning.

I DATO blæste bygningen ned, tilbage står soklen. Grundene har udelukkende været anvendt i forbindelse med momsfri udlejning indtil bygningen blæste ned. Siden har de ligget ubenyttede hen, men med det formål at der skulle opføres en ny ejendom, der ligeledes skulle udlejes momsfrit.

Grundet problemer med ny lokalplan og kommunesammenlægning, blev der først givet byggetilladelse til en ny bygning i DATO. På dette tidspunkt var der opstået problemer med finansiering af et eventuelt byggeri, hvorfor dette ikke er gennemført.

Spørger har derfor valgt at forsøge at sælge de to grunde.

Selskabet der erhvervede grundene, har til formål:

  • at arbejde med personer, familier og grupper med henblik på disses personlige udvikling
  • producere og sælge, samt forstå produktion af grafisk og kulturel art
  • forestå byggetekniske opgaver, samt udlejning af ejendomme, herunder køb og salg af ejendomme.

Hensigten med de to grunde var, at de skulle anvendes i forbindelse med udlejning af en ny bygning, opført i stedet for den der blæste ned. Denne hensigt er i overensstemmelse med selskabets formål, at udleje ejendomme. Grundene har kun været brugt til momsfritagen udlejning i forbindelse med den tidligere bygning. Grundene har ikke ændret anvendelse eller formål i den periode, hvor selskabet afventede at der kunne opføres en ny bygning.

Det er spørgers hensigt, at sælge de to grunde. Spørger vil gerne have det bekræftet, at dette kan ske momsfrit, da grundene udelukkende har været benyttet til eller påtænkt benyttet til momsfritagne aktiviteter.

Spørger har den DATO fremsendt følgende supplerende oplysninger:

  • Ubebygget grund MATR. NR, AREAL, beliggende ADRESSE. Grunden ligger i forlængelse af MATR. NR, AREAL, beliggende ADRESSE. Der er delvis strandbeskyttelse på MATR. NR og på hele MATR. NR.
  • Der har på MATR. NR været opført en bygning, AREAL som tidligere var anvendt til fabrik/værksted samt alternativ anvendelse. Sidebygning på AREAL har været anvendt til butik m.v.
  • Soklerne er ikke nedtaget, men bygningen blæste ned for ca. ÅRSTAL siden i storm. Der har været givet byggetilladelse til genopførelse, da forsikringsdækningen ikke rakte til genopførelsen blev denne tilladelse ikke brugt. Der er senere nægtet byggetilladelse på den del af MATR. NR og hele MATR. NR, som er omfattet af strandbeskyttelse.
  • Sidste lejer af bygning og grundene brugte bygningerne til opmagasinering af indbo og havde lejet bygningen og grundene i en årrække.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Salg af fast ejendom er momsfritaget. Dette udgangspunkt er ved ændringen af momsloven pr. 1. januar 2011 fraveget for nye bygninger og byggegrunde, i det omfang salget sker som led i en afgiftspligtig virksomhed.

Udgangspunktet for sådanne salg er altså, at disse er momspligtige.

Der er i den konkrete sag ikke tvivl om, at spørger har drevet selvstændig økonomisk virksomhed, idet spørger har udlejet en bygning, der var beliggende på den ene af de to grunde. Dette fastslås i et lignende spørgsmål af skatteministeriet i SKM2010.842.SR. Udgangspunktet er derfor, at salget af grundene er momspligtigt.

Grundene har imidlertid altid været anvendt til momsfri udlejning i forbindelse med den på den ene grund placerede bygning. Efter bygningen blæste ned, har hensigten med grundene fortsat været, at der skulle opføres en ny bygning, der skulle lejes ud momsfrit.

Anvendelsen af grundene og hensigten med deres fremtidige brug har derfor udelukkende været, at de skulle anvendes i forbindelse med momsfritagen udlejning af fast ejendom. Udlejning af fast ejendom er, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 8., en momsfritagen transaktion. Grundene har således udelukkende været anvendt til og påtænkt en anvendelse i forbindelse med momsfritagne aktiviteter.

Dette betyder, at der ikke har været momsfradragsret for omkostninger til anskaffelsen og drift af ejendommen. Ligesom der ikke er fratrukket moms af udgifter afholdt i forbindelse med disse grunde efterfølgende.

Da grundene udelukkende har været anvendt til momsfritagen aktivitet, er salget af dem momsfritaget jf. momslovens § 13, stk. 2. Dette fastslås ligeledes af skatteministeriet i SKM2010.842.SR:

"Uanset at spørger og dennes søsters udlejning af sommerhusgrundene udgør selvstændig økonomisk virksomhed i momslovens forstand, er et salg af grundene i 2011 ikke momspligtigt, da disse udelukkende har været anvendt i forbindelse med momsfritaget udlejningsvirksomhed..."

Da grundene i den konkrete sag udelukkende har været anvendt i forbindelse med momsfri udlejning af fast ejendom, er salget af dem i 2011 eller senere derfor momsfritaget.

Spørger kan derfor sælge de to omhandlede grunde momsfrit i 2011 eller senere.

Høringssvar:

Spørger er uforstående overfor at netop denne sag skal behandles anderledes end de talrige besvarelser og domme, der fastslår anvendelsen af momslovens § 13, stk. 2.

Overordnet er spørger af den opfattelse, at den foreløbige indstilling er et udtryk for en nyfortolkning af anvendelsen af momslovens § 13, stk. 2. De kriterier der er indlagt for nærværende sags anvendelse af § 13, stk. 2 vil efter spørgers opfattelse have store konsekvenser for momsfri virksomheders salg af aktiver.

Desuden er spørger ikke enig i, at salg af et areal, hvortil der ikke kan opnås byggetilladelse på grund af strandbeskyttelsesbestemmelser i miljølovgivningen, alligevel kan tolkes som salg af et areal der er udlagt til opførelse af bygninger. Det strider mod det grundlæggende krav, at der skal kunne opføres bygninger på en byggegrund.

Derudover vil spørger påpege, at indstillingens argument om at der er tale om momspligtig anvendelse på grund af andre dele af "koncernens" aktiviteter, ikke har nogen relevans i forhold til spørgsmålet.

Ministeriets afvisning af momsfrihed strider mod momslovens § 13, stk. 2, der sikrer momsens neutralitet. Forudsætningerne for fritagelse i § 13, stk. 2 er, at der er tale om aktiver der alene har været anvendt til momsfri leverancer - netop som omstændighederne er i nærværende sag. Der henvises til SKM2012.590.SR. SKM2012.119.SR, SKM2012.242.SR og SKM2012.264.SR samt de forenede sager C-18/05 og C-155/05.

Uagtet at bebyggelse er udelukket på grund af miljøbeskyttelseslovens regler om strandbeskyttelse fastslås i indstillingen at matriklen er en byggegrund. Spørger skal påpege, at der er nægtet byggetilladelse (gælder den ene grund og dele af den anden), jf. momslovens § 13, stk. 9 og momsbekendtgørelsens § 39c, stk. 1. Det er således ikke muligt at opføre en bygning på det areal, der er omfattet af strandbeskyttelse.

Arealer omfattet af strandbeskyttelse efter miljøbeskyttelsesloven må ikke anvendes til bebyggelse. Planloven giver ikke kommunen ret til at tillade opførelse af bygninger uden at strandbeskyttelseslinjerne ændres - hvilket ikke er sket på X-vej.

Det forhold at der i vurderingsoplysningerne står et beløb "byggeretspris standard" er ifølge SKAT, ejendomsvurderingen alene et teknisk beregningsudtryk, som ikke siger noget om muligheden for faktisk at opføre en bygning. Hvis der faktisk var mulighed for bebyggelse, ville grundværdien utvivlsomt være langt højere. Man udvider altså begrebet "byggegrund" med baggrund i en vurderingsmæssig teknikalitet.

MATR. NR er derfor pr. definition ikke en byggegrund, da der ikke må bygges på arealet. Det samme gælder dele af MATR. NR.

I det omfang at Skatterådet fastholder, at der i den konkrete sag er tale om salg af en momspligtig byggegrund, er det spørgers subsidiære påstand, at der alene kan blive tale om en momspligt på baggrund af et skøn for så vidt angår den del af MATR. NR, som reelt er udlagt til bebyggelse og at MATR. NR ikke er en byggegrund i henhold til momslovens § 13, stk. 9, litra b. Der henvises til SKM2012.315.SR.

I indstillingen henses til andre dele af "koncernens" aktiviteter og det påstås indirekte at disse skal indgå i en samlet vurdering og medføre at grunden har været anvendt til momspligtige formål på grund af interessesammenfald. Spørger ser ingen hjemmel til at inddrage andre juridiske enheders aktiviteter ved vurderingen af den konkrete anvendelse af de omhandlede arealer. Det er faktuelt forkert, at arealerne har været anvendt til noget overhovedet efter den momsfri udlejning ophørte.

Forskellige juridiske enheders aktiviteter skal ses separat, hvis der ikke er oprettet fællesregistrering. Selv indenfor én juridisk enhed skal en momsfri aktivitet anskues separat, herunder også et salg af aktiver - Hvad lejer anvender det lejede lokale til er uvedkommende. Tidsrummet fra en anvendelse til et senere salg er ikke afgørende.

Der skal ikke foretages en samlet vurdering for hele koncernen - Momsloven er transaktionsbaseret. Omstændighederne vedrørende uvedkommende aktiviteter ændrer ikke den konkrete momsfrihed/pligt. Dette fremgår allerede af formuleringen af § 13, stk. 2, der alene henviser til den aktivitet, et aktiv er anvendt til, ikke virksomhedens eller en eventuel koncerns aktiviteter.

Spørger er i øvrigt ikke enig i, at sagen er sammenlignelig med SKM2012.263.SR. I denne sag var den omhandlede grund utvivlsomt anvendt i forbindelse med virksomhedens egne momspligtige aktiviteter, da grunden blev anvendt som oplagsplads for hans automobilforretning. Grunden havde således været inddraget i de momspligtige aktiviteter og havde aldrig været genstand for momsfri udlejning. At den tidligere sag og nærværende sag, hvor arealerne kun har været anvendt til momsfri aktiviteter, skulle være sammenlignelige stiller spørger sig uforstående overfor.

I indstillingen hævdes det, at grunden reelt sælges for at opføre en helt ny bygning på grunden uden brug af det oprindelige fundament - det er ikke dokumenteret - og det er ikke sket.

I indstillingen henvises til selskabets formålsparagraf "... herunder køb og salg af ejendomme" og det tages til indtægt for, at der skal moms på salget af arealerne. Den pågældende ejendom er ikke købt med henblik på salg, men til udlejning og omfattes derfor ikke af en erhvervsmæssig handel med fast ejendom. Formålet er ikke indsat på grund af det omhandlede areal. Denne formålsparagraf står i øvrigt i mange selskaber med fast ejendom, uden at det tilsidesætter § 13, stk. 2, hvis en momsfri virksomhed sælger egne ejendomme.

§ 13, stk. 2 er ikke en valgfri bestemmelse. Hvis der ikke er ret til fradrag på købstidspunktet, skal der heller ikke afregnes moms ved salget.

Med henvisning til overgangsreglen mener ministeriet åbenbart, at den manglende ret til fradrag udlignes ved brug af overgangsreglen, hvor ikke-fradragsberettiget moms kan hentes. Overgangsordningen tager næppe sigte på nærværende situation, hvor omkostninger er afholdt i forbindelse med momsfri udlejning. Overgangsreglerne giver efter spørgers opfattelse ikke momsfradrag for køb der er knyttet til momsfri udlejning. Indførelsen af momspligt pr. 1. januar 2011 har ikke betydning i nærværende sag, da salget er momsfrit som følge af momslovens § 13, stk. 2. Hvis Skatterådet dog vælger at følge indstillingen vil spørger naturligvis bruge overgangsbestemmelsen til at fradrage moms på tidligere afholdte omkostninger.

Spørger anmoder om bindende svar ud fra forholdene, som beskrevet i anmodningen om bindende svar. Spørger ønsker således ikke et svar, der bygger på forhold, der afviger herfra. At Skatteministeriet har en opfattelse af, at forholdene ikke er som beskrevet, skal efter vores klare opfattelse slet ikke indgå i besvarelsen. Spørger er fuldt ud indstillet på, at vi udelukkende får svar ud fra de beskrevne forhold, og vi har og tager derfor gerne det fulde ansvar for, at SKAT ikke er bundet af svaret, såfremt de faktiske forhold viser sig at være anderledes. Dette er netop idéen med de bindende svar, nemlig at binde SKAT op på af svaret, som er givet med afsæt i de faktiske forhold, som spørger beskriver dem. Vi fastholder derfor oplysningen om, at spørger har udlejet uden moms, og derefter har arealet stået tomt.

Momslovens § 13, stk. 2, indeholder ikke nogen bestemmelse om, at bestemmelsen kun kan anvendes, såfremt det, der leveres efter momsfri anvendelse, ikke ændrer karakter. Fritagelsen bygger alene på, at den hidtidige anvendelse ikke har givet ret til fradrag. § 13, stk. 2, er således ikke afhængig af tid eller ændret anvendelse. Til illustration af princippet kan nævnes, at et momsfrit rutebus-selskab skal sælge en rutebil uden opkrævning af moms, uanset hvad den skal anvendes til af køberen: rutebus, turistbus eller evt. skrot. På samme måde er det heller ikke relevant, hvad lejeren har anvendt det lejede til.

Skatteministeriet lægger vægt på, at grundene kan anvendes til byggeri, uanset at det er et faktum, at det ikke har været muligt at få byggetilladelse på grund af strandretten.  Vi mener ikke, at det har betydning for momspligten her og nu, at man eventuelt kan få ændret strandretten. Eventuel ændring af strandretten sker ikke i henhold til planloven, men efter miljølovgivningen. Det forhold, at planloven åbner mulighed for byggeri ændrer ikke automatisk strandretten, som bygger på miljølovgivningen. Det er et faktum, at der ikke p.t. er sket ændringer i strandretten, og der kan følgelig ikke bygges på området med strandret. Hvis Skatterådet følger Skatteministeriets indstilling i sagen, vil alle arealer i hele landet principielt være byggegrunde, da det vil være muligt at bygge, ud fra en forudsætning om, at der kan dispenseres for alle lovmæssige hindringer for at bygge.

Vi vil stadig hævde, at en grund i momsmæssig henseende kun er byggegrund, hvis det er mulig at bebygge den. Den bliver først en byggegrund, når dette er muligt. Hvorledes arealerne er udbudt er irrelevant, idet vi dog skal minde om, at annoncen netop påpeger strandretten, fordi det ikke er muligt at bygge, når grunden er omfattet. I den forbindelse vil vi også påpege, at vurderingsoplysningerne ikke siger noget om, at det er muligt at bygge.

Sluttelig nævner ministeriet, at overgangsbestemmelserne for momsfradrag på byggegrunde ikke kan bruges, fordi grunden er erhvervet før momspligten på byggegrunde blev indsat i loven. En sådan udtalelse giver efter vores opfattelse slet ikke mening. Overgangsbestemmelserne er netop indsat, for at sælgere af grunde kan få godtgjort momsudgifter af de omkostninger, der er afholdt tidligere vedrørende grunde, som de har erhvervet inden momspligten blev indført, og hvor der derfor ikke var fradragsret.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at spørger under de givne forudsætninger kan sælge grundstykkerne momsfrit.

Lovgrundlag

Momslovens (LBK nr. 287 af 28. marts 2011 med senere ændringer) § 3, stk. 1:

"Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed."

Momslovens § 4, stk. 1:

"Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering."

Ved lov nr. 520 af 12. juni 2009 om ændring af merværdiafgift mv., der trådte i kraft pr. 1. januar 2011 skete der en ophævelse af momsfritagelsen for levering af nye bygninger med tilhørende jord og byggegrunde, herunder særskilt levering af bebyggede grunde. Levering af bygninger med tilhørende grundareal, som ikke er nye bygninger, er stadig omfattet af momsfritagelsen.

Momslovens § 13, stk. 1, fik pr. 1. januar 2011 følgende ordlyd:

"Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

[...]

9) Levering af fast ejendom. Fritagelsen omfatter dog ikke:

a) Levering af en ny bygning eller en ny bygning med tilhørende jord.

b) Levering af en byggegrund, uanset om den er byggemodnet, og særskilt

levering af en bebygget grund."

Momslovens § 13, stk. 2:

"Levering af varer, der alene har været anvendt i forbindelse med virksomhed, der er fritaget for afgift efter stk. 1, eller af varer, hvis anskaffelse eller anvendelse har været undtaget fra retten til fradrag efter kapitel 9, er fritaget for afgift."

Forarbejder

Uddrag fra forarbejderne til lov nr. 520 af 12. juni 2009.

 "Ved en byggegrund forstås et ubebygget areal, som efter lov om planlægning (planloven) eller forskrifter udstedt i medfør heraf, er udlagt til formål, som muliggør opførelse af bygninger, jf. den nye affattelse af § 13, stk. 1, nr. 9 litra a) [...]"

"Der foreslås endvidere en overgangsregel for levering af grunde samt særskilt levering af bebyggede grunde, når en leverandør af sådanne grunde har haft udgifter til byggemodning, advokat, revisor mv. i relation til grunden inden lovens ikrafttrædelse, som først sælges efter lovens ikrafttrædelse. Med salg menes tidspunktet for købsaftalens indgåelse. [...] Udgifter i forbindelse med grunde, der ikke er solgt 5 år efter lovens ikrafttrædelse kan godtgøres på dette tidspunkt." "

Bekendtgørelsen til momsloven (BEK nr. 663 af 16. juni 2006 med senere ændringer) § 39 a, stk. 1:

"Ved begrebet bygning i lovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra a, forstås grundfaste konstruktioner, som er færdiggjorte til det formål, de er bestemt til. Levering af dele af en sådan bygning anses ligeledes for at være levering af en bygning."

Bekendtgørelsens § 39 c, stk. 1:

"Ved en byggegrund i lovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra b, forstås et ubebygget areal, som efter lov om planlægning eller forskrifter udstedt i medfør heraf er udlagt til formål, som muliggør opførelse af bygninger, jf. § 39 a, stk. 1."

Praksis

SKM2010.842.SR

Skatterådet kan bekræfte, at spørger ved salg af udlejede sommerhusgrunde, ikke er momspligtig af disse salg. Uanset at spørger kan betegnes som en afgiftspligtig person i henhold til momsloven, skal salg af grundene ikke pålægges moms, da grundene udelukkende har været anvendt i forbindelse med momsfritaget udlejningsvirksomhed.

SKM2012.263.SR

Skatterådet kan ikke bekræfte, at der ikke skal lægges moms på leveringen af en byggegrund fra en momsregistreret automobilvirksomhed, som har anvendt den pågældende byggegrund som oplagsplads for to leasingselskaber i sin automobilvirksomhed. Der lægges ved besvarelsen vægt på, at byggegrunden har været anvendt til brug for sælgers momsregistrerede automobilvirksomhed.

Begrundelse

Spørgsmålet omhandler, hvorvidt spørger kan sælge to grundstykker momsfrit.

På baggrund de faktiske omstændigheder er det skatteministeriets opfattelse, at ejendommen X1-vej, Y-by i momsmæssig henseende skal betragtes som en byggegrund, selvom den vurderingsmæssigt fremstår som fabrik /lager. Ejendommen tjener ikke længere det oprindelige formål, idet bygningerne er blæst ned. Det har ingen betydning for sagen, om spørger tidligere har anvendt bygningerne til momsfri udlejning, når ejendommen efterfølgende har skiftet karakter.

Spørger har supplerende oplyst ved e-mail af DATO, at "soklerne er ikke nedtaget, men bygningen blæste ned for ca. ÅRSTAL siden i storm. Der har været givet byggetilladelse til genopførelse, da forsikringsdækningen ikke rakte til genopførelsen blev denne tilladelse ikke brugt."

Spørger har således ikke til hensigt at genopføre bygningen. Spørger ønsker i stedet at sælge grunden med henblik på, at en køber vil opføre en helt ny bygning på den. Der henvises i den forbindelse til annonce i Boligmarkedet af DATO, hvor grunden blev annonceret til salg for BELØB gennem ejendomsmægler:

Sag                : SAGSNUMMER

God beliggende byggegrund direkte ud til havnebassinet i Y-by. Der er betalt for tilslutning til vand, kloak og el på grunden.

Det er som nævnt samlet set skatteministeriets opfattelse, at X1-vej, Y-by opfylder momsbekendtgørelsens definition på en byggegrund. Salg af den vil være momspligtigt, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra b.

På baggrund af vurderingsoplysningerne og de faktiske omstændigheder er det skatteministeriets opfattelse, at også ejendommen X2-vej, Y-by i momsmæssig henseende skal betragtes som en byggegrund.

Der er tale om et ubebygget areal, som det ifølge vurderingsoplysningerne er muligt at bebygge.

Der foreligger strandbeskyttelse på grunden. Men det er skatteministeriets opfattelse, at lokalplanen for området ikke udelukker at grunden kan bebygges. Det er muligt at opnå dispensation for strandbeskyttelse.

Det fremgår af lokalplan NUMMER af DATO, PARAGRAF om delområde B indenfor hvilket grundene ligger: "Delområde B må anvendes til bebyggelser og anlæg, som er havnerelaterede og efter Kommunalbestyrelsens skøn naturligt hører til på havneområdet, herunder blandet bolig- og erhverv, som har en naturlig tilknytning til havnen eller fjorden."

Der henvises endvidere til annonce i Boligmarkedet af DATO, hvor grunden blev annonceret til salg for BELØB gennem ejendomsmægler:

Sag                : SAGSNUMMER

Ubebygget grund beliggende i Y-by ca. 100 meter fra bassinkanten i Y-by havn. Der er ifølge lokalplan strandbeskyttelse på grunden. Køber betaler for tilslutning til vand, kloak, el og varme.

Det er samlet set skatteministeriets opfattelse, at X2-vej, Y-by opfylder momsbekendtgørelsens definition på en byggegrund. Salg af den vil være momspligtigt, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra b.

På baggrund af selskabsoplysninger om selskabet D A/S (fusioneret) - som efter spørgers oplysninger tidligere har lejet ejendommene af spørger - samt selskabet E A/S (opløst) og selskabet F ApS (spørger), er det skatteministeriets opfattelse, at indflydelsen i alle tre selskaber reelt er udøvet af samme fysiske person (A). Selskaberne var/er alle registreret på adressen Z-vej, Ø-by, som også er A's privatadresse.

Interessesammenfaldet medfører efter skatteministeriets opfattelse, at det ikke kan udelukkes, at ejendommene reelt har været anvendt direkte i spørgers momspligtige virksomhed eller i koncernforbundne selskabers momspligtige virksomhed. Der henvises til Skatterådets afgørelse i SKM2012.263.SR, hvor en byggegrund havde været anvendt i sælgerens momsregistrerede virksomhed - og hvor salget af den dermed var momspligtigt.

Det fremgår af årsrapporten for ÅRSTAL, at selskabet F ApS driver virksomhed, der har som "...hovedformål at arbejde med personer, familier og grupper med henblik på disses personlige udvikling. Desuden forestår selskabet byggetekniske opgaver samt udlejning af ejendomme, herunder køb og salg af ejendomme."

Det er ikke afgørende for momspligten, om den pågældende person har køb og salg af fast ejendom som sin væsentligste aktivitet. Også enkeltstående transaktioner er omfattet af momspligten, når salget foretages af en afgiftspligtig person i den egenskab.

Det er derfor sammenfattende skatteministeriets opfattelse, at spørger vil være momspligtig ved salg af grundstykkerne efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra b, jf. lovens § 4, stk. 1, jf. § 3, stk. 1.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares med nej.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter