Dato for udgivelse
07 Feb 2013 11:22
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22 May 2012 11:13
SKM-nummer
SKM2013.99.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
11. afdeling, S-571-12
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, momssvig, skattesvig, forsæt, tillægsbøde, fastsættelse
Resumé

T drev uregistreret virksomhed i selskabsform, havde udskrevet fakturaer med moms, og undladt at selvangive indtægterne fra selskabet. Han havde herved unddraget for 608.034 kr. i moms og 894.973 kr. i skat.

T nægtede sig skyldig. T erkendte de faktiske forhold, men begrundede det med sjusk som følge af et meget stort arbejdspres.

Byretten fandt T skyldig og idømte T ubetinget fængsel i 10 måneder. Tillægsbøden blev fastsat til 1.1 mio. kr. Tillægsbøden blev nedsat fordi T under sagens efterforskning havde efterbetalt 365.361 kr. af de unddragne beløb, ligesom han havde indgået afdragsaftale samt henset til sagsbehandlingstiden.

Landsretten stadfæstede byrettens dom, men forhøjede tillægsbøden til 1.499.000 kr. T's forklaring i landsretten om fradragsberettigede udgifter og mistede momsfradrag blev der set bort fra. De var udokumenterede og fandtes uplausible efter virksomhedens karakter og T's samtidige lønarbejde.

Reference(r)

Straffeloven § 289
Momsloven § 81
Skattekontrolloven § 16

Henvisning

-


Østre Landsrets dom af 22. maj 2012, 11. afdeling nr. S-571-12

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Martin Henrichsen, besk.)

Afsagt af landsdommerne

Katja Høegh, Karsten Bo Knudsen og Christina Breinstrup (kst.) med domsmænd

.............................

Byrettens dom af 9. februar 2012, 1-5400/2011

Denne sag er behandlet med domsmænd.

Anklageskrift er modtaget den 5. september 2011.

T er tiltalt for

1.                     

grov momsunddragelse efter straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1, nr. 1 og § 57, stk. 1, nr. 1

ved for perioden fra den 1. januar 2005 til den 31. december 2007 med forsæt til at unddrage staten afgift at have drevet momsregistreringspligtig virksomhed i navnet H1 ApS, uden at denne var anmeldt til SKAT, ligesom han uagtet den manglende momsregistrering udstedte fakturaer med deklareret moms, hvorved staten blev unddraget 608.034 kr. i moms.

2.                     

grov skatteunddragelse efter straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1

ved for indkomstårene 2005 og 2006 med forsæt til skatteunddragelse at have undladt inden 4 uger efter modtagelse af skatteansættelserne af 17. juli 2006 og 30. juli 2007 at meddele SKAT, at indkomsten var ansat for lavt med 703.850 kr. vedrørende 2005 og 968.531 kr. vedrørende 2006, hvorved staten blev unddraget skat med 376.739 kr. vedrørende 2005 og 518.234 kr. vedrørende 2006, i alt 894.973 kr.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf og i medfør af straffelovens § 50, stk. 2 om en tillægsbøde på 1.499.000 kr.

Tiltalte har nægtet sig skyldig og nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom.

Forklaringer

Der er under hovedforhandlingen i sagen afgivet forklaring af tiltalte. Forklaringerne gengives ikke, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 4, jf. § 712, stk. 1.

Personlige oplysninger

Tiltalte har givet forklaring om sine personlige forhold til retsbogen.

Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning.

Rettens begrundelse og afgørelse

forhold 1 og 2

Tiltalte har erkendt de faktiske forhold i begge forhold. Han har ligeledes erkendt, at han var klar over, at han skulle have H1 ApS registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og hos SKAT med henblik på afregning af moms, ligesom han skulle selvangive sine indtægter fra selskabet. Grunden til, at dette ikke skete, var ifølge hans forklaring sjusk som følge af et meget stort arbejdspres.

Henset til tiltaltes forklaring finder retten at måtte lægge til grund, at tiltalte har haft det til domfældelse fornødne forsæt.

Tiltalte findes derfor skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

Straffen fastsættes til fængsel i 10 måneder, jf. straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1, nr. 1 og § 57, stk. 1, nr. 1 og straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1.

Retten finder ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvis betinget.

Vedrørende påstanden om tillægsbøde bemærkes, at tiltalte under sagens efterforskning har efterbetalt 365.361 kr. af de unddragne beløb, ligesom han har indgået afdragsaftale.

Retten finder derfor og tillige henset til den til sagens behandling anvendte tid, at bøden bør fastsættes til 1.100.000 kr.

Forvandlingsstraffen er som nedenfor bestemt.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 10 måneder.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 1.100.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

..............................

Østre Landsrets dom af 22. maj 2012, 11. afdeling nr. S-571-12

Byrettens dom af 9. februar 2012 (1-5400/2011) er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Tiltalte erkender for landsretten at have handlet groft uagtsomt i begge forhold for så vidt angår halvdelen af beløbene.

Anklagemyndigheden har anket til skærpelse i form af ubetinget fængsel i 1 år og fastsættelse af en tillægsbøde på 1.499.000 kr.

Supplerende forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte, der har forklaret i det væsentlige som i byretten.

Tiltalte har supplerende forklaret, at H1 ApS ikke havde nogen indtægter. Det var en fejl, at betalingen af den første faktura gik ind på dette selskabs konto. Han var klar over, at der ikke var noget cvr-nummer på H1 ApS. De beløb, som gik ind på hans private konto, indgik i hans private forbrug. Han havde store udgifter af forskellig art i H1 ApS til blandt andet kundearrangementer for de kunder, han skaffede G1-gruppen, til reklamer og software, men han har ikke mere dokumentation herfor, og han kan ikke huske, hvilket reklamebureau, han benyttede. Det er hans skøn, at halvdelen af omsætningen gik til sådanne udgifter, men han har som sagt ikke bilag herfor mere. De udlæg, han ifølge fakturaerne, har faktureret G1-gruppen, kan godt vedrøre de beløb, han afholdt til kundearrangementer. Selv om han på sine fakturaer beregnede moms, blev disse beløb ikke holdt adskilt, og beløbene indgik således også i privatforbruget. De varer mv., som han anskaffede til virksomheden, var momsbelagte, og derfor er han også gået glip af et momsfradrag svarende til ca. halvdelen af det beregnede momsbeløb. Dette er også et skøn fra hans side.

Det er korrekt, at han som følge af den indgåede afdragsordning med SKAT civilretligt skylder de fulde moms- og skattebeløb, som er anført i anklageskriftet.

Han er fortsat ansat som headhunter med en fast lav løn, hvoraf det månedlige afdrag til SKAT udredes.

Rettens begrundelse og afgørelse

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig i forsætlig moms- og skatteunddragelse som anført i anklageskriftet. Tiltaltes forklaring for landsretten om fradragsberettigede udgifter og mistede momsfradrag - som på ingen måde er dokumenteret, og som efter virksomhedens karakter, tiltaltes samtidige lønarbejde, og de udstedte fakturaer ikke er plausibel - i forbindelse med driften af selskabet H1 ApS kan ikke føre til andet resultat.

Straffen, der rettelig fastsættes i medfør af straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt. og § 57, stk. 1, 1. pkt. samt straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, findes henset til det lange sagsforløb passende.

Tillægsbøden forhøjes i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand til 1.499.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom i sagen mod T ændres, således at T straffes med fængsel i 10 måneder.

Tiltalte idømmes en tillægsbøde på 1.499.000 kr.

Forvandlingsstraffen for tillægsbøden er fængsel i 60 dage.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter